Jeg tog til David Byrne i stedet for Four Tet og anmeldte min FOMO

Her ses David Byrne dagdrømme om en verden, hvor Roskilde Festivals publikum både kan høre ham og Four Tet. Sådan var virkeligheden ikke fredag aften, og det fremkaldte FOMO i kroppen på vores anmelder, der efter flere måneders overvejelser til sidst endte med at tage til David Byrne-koncerten.

FOMO, eller fear of missing out, kommer i mange forskellige former i løbet af en uge på Roskilde Festival, og den kommer ganske naturligt, når der dagligt foregår mere end 40 koncerter på Dyrskuepladsen. Spørgsmål som “er jeg til den rigtige koncert” og “skal jeg høre Alex Cameron eller Father John Misty, PJ Harvey eller Floating Points”, er dilemmaer, man muligvis kan genkende fra sig selv.

Dette års Roskilde Festival var ingen undtagelse. Klokken 00.00, hvor fredag blev til lørdag, spillede David Byrne og Four Tet samme tid. Den tidligere Talking Heads-frontmand var at finde på Arena, mens den britiske producer gav koncert på Apollo.

Dette clash i spillepladen fremkalder ingen problemer for majoriteten af Roskilde-publikummet. Enten er man fan af den tidsløse hybrid af art-pop og post-punk, som David Byrne i 1970’erne og 1980’erne var bannerfører for, eller også søger man mod den elektroniske dansefest, som Four Tet med sit niende album, New Energy fra 2017, har stillet i udsigt.

Men der hviler et dilemma, når man først har skrabet overfladen væk. For David Byrnes og Four Tets musikalske verdensanskuelse har flere fællestræk, end de har modsætninger. De to musikere har begge bygget sine stilarte på at hive ‘eksotiske’ genrer ind i sin hvide musik. David Byrne var en af de første, og Four Tet har det seneste årti været en af de største på lige præcis denne bane. Derfor er det ærgerligt, at man denne fredag nat ikke har muligheden for at opleve den sammenhæng, der er imellem de to artister.

FOMO-tankerne kom snigende
Så jeg måtte vælge til og vælge fra, vende min opmærksomhed mod den ene musiker og vende den anden musiker ryggen. I løbet af ugen var jeg overbevist om, at det skulle være Four Tet og mig, men så begyndte mine fomo-inciterende tanker at kravle ind på mig.

“Men, Morten. Du er glad for Talking Heads, og mon ikke du bliver forkælet med nogle af de ikoniske hits fra bandets bagkatalog?”

Og så prøvede tankerne ellers at svare igen på sig selv:

“Men, Morten. Du går jo ikke til en Morrissey-koncert, hvis du vil høre sange fra The Smiths, eller til en Damon Albarn-koncert, hvis du vil høre noget fra Blur. Det er bands, som er mere og større end bare deres frontmænd. Det bliver aldrig det samme uden Tina Weymouth og Chris Frantz. Det er jo ikke David Byrne, der er optaget i rock’n’rollens Hall of Fame. Det er Talking Heads.”

Det var øjebliksbilledet af de to artister, der inden fredagens program på Roskilde pegede mig i retningen af Four Tet på bekostning af David Byrne. Four Tet cementerede i efteråret 2017 sin status som kongen af krydsfeltet mellem indie rock og dansemusik på det fremragende album, New Energy, som både kommer vidt omkring og bevarer en rød tråd. David Byrne, derimod, har med American Utopa fra april i år skabt et rodet album.

Men så kom den igen, tvivlen. Havde jeg nu udpeget mig den rigtige koncert?

“David Byrne er 66 år gammel. Og selvom han er en ivrig cyklist, så er det ikke til at vide, hvordan hans fysiske form vil ændre sig de kommende år. Måske er dette sidste chance for at opleve en nogenlunde viril og kapabel David Byrne?”

Men, Morten. Four Tet er så eftertragtet og dermed også dyr en herre, at det kræver op imod 1.500 betalende gæster, før det kan betale sig at booke ham til en koncert i Danmark. Og den kapacitet er der ingen, der kan rumme. Det kommer simpelthen ikke til at ske andre steder end her på Dyrskuepladsen.”

Det blev David Byrne
Men det første argument vandt, og sådan besejrede den gråhårede rock den farverige electronica. Jeg begav mig mod Arena-teltet, der viste sig at være proppet til randen af et forventningsfuldt publikum. Rygterne om et nyt show, der efter sigende reformerede selve koncertformatet, var allerede nået os i forkøbet, inden David Byrne ved midnat indtog scenen med American Utopia-lukkenummeret Here siddende bag et skolebord med en hjerne i hånden.

Her er en region med rigelige detaljer. Her er en region, der sjældent anvendes,” synger han med hjernen rettet ud mod publikum. Her er en koncert, hvor alle de stationære instrumenter er røget ud. Her er 12 mobile musikere, der flyder rundt på scenen med deres remedier og mikrofoner spændt fast på kroppen. Her er en fremragende lyd på Arena.

Men her er også mere tale om en musical, end det er en koncert. David Byrnes stive lemmer bevæger sig koreografisk med resten af bandet, og han stirrer teatralsk ind i sidevæggen, når han synger “I used to think that I should watch TV”. Og så er det, at fomo-tankerne vender tilbage i hovedet på mig.

Er den mærkelige koreografi og det spøjse skyggespil ikke blot en kompensation for, at American Utopia-pladen, for at sige det pænt, er jævnt kedelig og ligegyldig? Hvad er det, alle de grå jakkesæt og de bare fødder symboliserer? Den slags havde du ikke skulle forholde dig til, hvis du var taget til Four Tet.

Mens David Byrne og hans band danser langsomt og formålsløst rundt på scenen til tonerne af Everybody’s Coming To My House, begynder jeg at forestille mig den fest på Apollo, som jeg i disse sekunder går glip af. Men så er det, at vi langt om længe får vores egen fest på Arena, da David Byrne hiver det helt tunge Talking Heads-arsenal frem. Once In A Lifetime og This Must Be The Place gør Slippery People fra begyndelsen af koncerten selskab, inden de lukker med Burning Down The House. Hele Arena virker til at synge med, og et veloplagt band er med til at skabe fremragende cover-versioner af dette Talking Heads-materiale.

Det var undervejs et forfærdeligt og næsten umuligt valg at vælge imellem Byrne og Four Tet, men hitparaden slog alle mine FOMO-tanker ihjel. Hvad så, om Four Tet havde en fest? Hvad så, at jeg forpassede muligheden for at høre Two Thousand And Seventeen live? David Byrne og hans band spillede fremragende, og American Utopia lyder bedre live end i studieversionen – heldigvis, fristes man at sige.

Jeg kan dog ikke sige, at det nye koncertformat slog fødderne væk under mig, eller at jeg kunne se det revolutionære bag det, for har I hørt om en musical? Men jeg var glad for koncerten, glad for festen, det endte med, og glad for mit valg. Så må tiden vise, om Four Tet kommer tilbage til Danmark. Ellers går det nok.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Podcast: Regnsky om Roskilde Festival – de store højdepunkter og de svære valg

Roskilde Festival 2018 (foto: Christian Hjorth)

Roskilde Festival, aaaaaaare yoooou reaaaaady?
… hvis ikke, og du stadig ikke helt ved, hvad du skal høre, eller hvis du føler dig klar og gerne vil bekræftes i, at du har spottet de fede navne på programmet, så kommer Regnsky dig til undsætning med denne podcast.

I anledningen af Regnskys tiende år på den med afstand største musikfestival herhjemme giver bloggens tre skribenter på årets Roskilde Festival dig en gennemgang af årets program og højdepunkter – ligesom vi kommer forbi de helt store clashes og svære valg i spilleplanen.

I podcasten anbefaler vi blandt andet følgende artister (musik kan afspilles under Soundcloud-playeren):
Emil Kruse, Ecstasy In Order, First Aid Kit, The Weather Station, David Byrne, Four Tet, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Regelbau, Stormzy, Wilkinson, Kedr Livanskiy, My Bloody Valentine, Ø [Phase].

ECSTASY IN ORDER @ Countdown, mandag, 21.30

NATHAN FAKE @ Apollo, onsdag, 21.30

The Weather Station @ Pavilion, torsdag, 14.00

REGELBAU (feat. DJ Central, DJ Sports, Manmade Deejay & CK) @ Gloria, torsdag, 22.00

STORMZY @ Arena, torsdag, 23.45

Ø [PHASE] @ Apollo, torsdag (natten til fredag), 02.45

JAMES HOLDEN & THE ANIMAL SPIRITS @ Apollo, fredag, 17.45

 Four Tet @ Apollo, fredag (natten til lørdag), 00.00

KEDR LIVANSKIY @ Apollo, lørdag, 19.00

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Lyt til nyt nummer fra Percussions (aka Four Tet)

Tidligere på ugen gik Text-labelbossen Kieran Hebden alias Four Tet på Twitter for at annoncere, at pladeselskabet inden længe kan præsentere tre nye udgivelser. To af disse er split 12″ere fra Hebden selv under det mindre kendte Percussions-alias, der respektivt bærer titlerne KHLHI/Sext og Ascii Bot/Blatant Water Cannon.

Alle tre udgivelser, inklusiv en ep fra kunstneren Taraval, er sat til at udkomme 28. april, men inden da kan man streame både den let ravende Blatant Water Cannon og Ascii Bot, der i forhold til førstnævnte er rig på lag og minimalistiske arpeggio-udviklinger.

UPDATE: Netop som vi poster denne artikel, har Keiran Hebden lagt endnu et nummer op fra de forestående 12″er-udgivelser, i form af nummeret Sext. Lyt til Sext her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ellie Goulding – Burn (Four Tet Remix)

Four Tet – aka Kieran Hebden – spilder ikke tiden. Sidste år udsendte han to studiealbums og en håndfuld singler under sit velkendte alias, samtidig med at han producerede den syriske bryllupssanger Omar Souleymans seneste albums Wenu Wenu. I går uploadede den britiske producer sit remix af landsfællen Ellie Gouldings Burn til Soundcloud, og som vi efterhånden kender Hebden og hans underspillede måde at reklamere for sig selv, døbte han titlen følgende: I got this song Burn stuck in my head so I did a remix and Ellie DMed me and she’s into it.

På remixet har Four Tet skuret godt op for tempoet, mens han smelter Gouldings vokal sammen til en utydelig masse og marineret dem i sprød percussion, hvilket giver et meget groovy resultat.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Elektroniske opdateringer

Det er lidt tid siden, jeg har haft ren elektronisk musik på programmet. Senest skrev jeg om Rihanna, hvilket jo var en slags sjældenhed her på bloggen. I dag vil jeg komme de elektroniske hoveder i møde med en liste over ti udgivelser fra de seneste par måneder, som er absolut nødvendige at tjekke ud.

Burial: Truant/Rough Sleeper
14. december

Godt, lad os starte med en ep, der røg på gaden for blot et par dage siden og til manges overraskelse: Burial har endnu engang åbnet portene til sit minderige, hvor vokalsamples fra fortidens storhed fyger henover eroderede beats. Truant/Rough Sleeper består meget lig Kindred EP af to lange numre (i alt 25 minutters Skønhed), der udvikler sig helt formidabelt følelsesladet, usentimentalt og overraskende. Hvis du har tømmermænd skal du muligvis passe på med at lytte – ”Rough Sleeper” går lige i det melankolske, grædeklar hjerte.

Mala: Stand Against War/Maintain Thru Madness
13. november

Vi fortsætter med et knusende stærkt navn, Digital Mystikz-dubpræsten Mala. Stand Against War/Maintain Thru Madness er gamle dyder placeret solidt i 2012. Den slags man har lyst til at spille for sin lillebror, som er begyndt at høre basmusik, så han lærer, hvor få elementer der skal til for at lave en genial komposition. I basmusik starter og slutter meget med Mala.

Sensate Focus: 2.5
22. oktober

Det er ikke lang tid siden Mark Fell udgav en fremragende plade, Sentielle Objectif Actualité, som jeg skrev om i forbindelse med Wundergrund Festival, hvor han spillede koncert. Nu er han på banen igen under sit alias Sensate Focus, under hvilket han har udgivet en række ep’er i 2012. De er alle karakteriseret ved laborantens indgående kendskab og samtidige distancerede forhold til de kemiske væsker i regensglasset. Nummeret ”X” starter næsten som en simpel demonstration af computer-lyde, der så sammenføjes til et kunstigt fornøjet beat, der smiler til dig som en robot ville gøre det, nemlig uden at ane hvad det betyder. Det giver et skræmmende, morsomt og grimt track, der så også viser sig at have et par sjove overraskelser undervejs.

Karenn: sheworks004
14. november

Vi fortsætter tour-de-force med Karenn, som er et samarbejde mellem Blawan og Pariah, der hver især er blevet pænt veletablerede navne. Karenn er endnu et eksempel på det techno-fokus som den seneste tid har præget mange britiske producere, der voksede ud af dubstep (jeg skrev en artikel om tendensen tilbage i maj). Med Karenn befinder vi os i et ret råt og skrattende hjørne. Det er langt fra den computer-renhed som Sensate Focus viser i al sin slikkethed på 2.5. På et nummer som “A room full of fuck all” kan man tydelig høre hvilke farlige urkrafter, Karenn leger med.

Fatima Al Qadiri: Desert Strike
7. november

Lidt i maksimalismens ånd spiller Fatima Al Qadiri med den glitrende HD-agtige hyperealisme. Men udtrykket minder i sidste ende mere om Zomby end Rustie med den simple opbygning og de lejlighedsvise revolverskud. På et nummer som ”Desert strike” befinder man sig på randen af et beat, der aldrig helt finder forløsning, men holder fast i at futurismen – af natur – må indeholde et ubesvaret element, der gør linien mellem utopi og dystopi ubelejligt svær at se.

FIT ft. Gunnar Wendel & Omar-S: Enter The Fog/Roll Out
22. oktober

En anden tendens der har floreret i 2012 var de små bidder af jazz, som blev centrifugeret i den elektroniske musikmaskine (se et par andre eksempler jeg skrev om her). Her er f.eks. et par små bidder i et pænt swingene nummer fra Gunnar Wendel, aka Kassem Mosse.

Vladislav Delay: Kuopio
29. november

Dem som følger bloggen regelmæssigt vil vide, at Vladislav Delay (aka Sasu Ripatti) er en af mine absolut yndlingsartister. Heldigvis er han temmelig produktiv, og det er ganske enkelt utroligt hvor stabil kvaliteten af hans output er. Hør f.eks. det her track fra Kuopio, der hypnotiserer med ophøjet ro og en muligvis skjult agenda. Man ved ikke hvor man ender, når man går i gang med at høre et track af Delay.

Emptyset: Collapsed
4. oktober

Delays album er hans andet på selskabet raster-noton. En anden raster-noton udgivelse som jeg synes i skal høre kommer fra Emptyset. Det er tanden mere dystert end Delay, men det føles stadig ekstremt jordnært, faktisk som om man borer hænderne – eller ørerne – ned i jordens dyb: Det skiftevis river og aer din hud.

Raime: Quarter Turns Over a Living Line
21. november

Nu vi er ved det dystre kan vi lige så godt gå planken ud og høre et nummer fra Raimes debutalbum. Med en næsten ambient ro sænker mørket sig over verden, når duoens tungtsiddende baspuls banker på lytterens hjerte og viser hvor hult det er. Ekkoet der går gennem deres produktioner sætter musikken i et foruroligende rum, der truer med tomhed. Man ender med gladelig at klynge sig til elementer af støj, når de byder sig.

FaltyDL: Straight and Arrow
12. november

Men lad os ikke slutte så dystert. Her er et pænt saligt og humørhøjt remix, som Four Tet har lavet af FaltyDLs ”Straight and Arrow”. Jeg synes sødmen i tracket, dets luftige rum, ekstremt diskrete subbas og bouncende beat er enormt charmerende.

Del og kommentér

  1. Anders says:

    Nu du nævner Gunnar Wendel, er der lige kommet en ny 12″ fra ham, STAAT AUS GLAS EP. Den er super fed. Et track fra den: https://soundcloud.com/kmos/kmosxsotu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?