Uhyggen i footwork – musikken som crime scene

Footwork er kommet til at fylde mere og mere her på bloggen (læs min genre-guide her). Det er der en god grund til. Vi tror på at footwork gemmer på mange vigtige muligheder for den elektroniske musik. I dag vil jeg give et eksempel på hvorfor, og på hvordan det er anderledes og nyt. Samtidig vil jeg også bruge indlægget som eksempel på muligheden i en såkaldt semantisk læsning af elektronisk musik.

For et par måneder siden udgav en af footworks gamle ravne, Traxman, et overraskende ”mildt” album. Når jeg skriver ”mildt” i anførelsestegn, er det fordi, at standarder for mildhed og hårdhed mildest talt er lidt anderledes, når man snakker footwork. Genrens grundtræk modarbejder blidhed med usædvanlig iver. Traxman formåede dog at tilføje disse djævelske grundtræk et modent overskud, som på visse tracks blev lidt kedeligt. Jeg kan bedst lide min footwork rigtig fucked up. Og så er det jo godt at DJ Rashad findes. Han er nemlig en mester i at lave tracks, der balancerer galgenhumoristisk på grænsen mellem det uudholdelige og det underskønne. Det er det vi skal udforske i dag på et nummer fra hans kommende plade Welcome To The Chi. Han har i hvert fald en usædvanlig smag for ubarmhjertighed, som slet ikke er at finde hos Traxman. Prøv først at høre dette track fra Traxmans plade.

Traxman – I Need Money

”I Need Money” er et rimelig chillaxed, meget soul-fokuseret track, hvilket også har være Traxmans erklærede mål – at bringe soul tilbage i footwork. Prøv nu, hvis du tør, at sammenligne med det næste track ”iPod”, der kommer fra DJ Rashads nye album. Jeg advarer om at det stikker dig lige i ørerne. Men hvis du har tålmodigheden er det fyldt med overraskelser og det har en virkelig sej opbygning.

DJ Rashad – iPod

”iPod” er et track på vrangen. Det har en nærmest spiralformet opbygning og fremdrift. Indrømmet, det er ubarmhjertigt og næsten irriterende, men dets alarmerende uro i starten, den panisk tilbageholdte angst i midten, afsluttet af en hurtig flugt, giver nummeret et helt usædvanligt drama.

Det starter med cirka 24 sekunders komplet rytmisk uro og melodisk vanvid med kun en stortromme og en øredøvende diskant. Det er irriterende og enormt intenst. Det lyder som om, man er kommet ind midt i et break, som der burde være bygget op til. Men nej, det er åbningen på nummeret – hvis det starter her, hvor slutter det så?

Efter de 24 sekunder forsvinder stortrommen tilgengæld for den genre-betegnende, pulserende footwork-subbas og en lilletromme til at holde styr på slaget. Melodien beroliger sig (en smule) i et mere gennemskueligt mønster. Man har fornemmelsen af at være kommet ind i nummeret ad bagtrappen. Trackets størrelse og hvad det vender ud mod er komplet uklart. Igen går 24 sekunder og så vender stortrommen tilbage, intensiverende, 12 sek. og trommerne tilspidses med et nyt lag, endnu 12 sek., rytmen skifter, melodien er tilbage til sit frenetiske udgangspunkt i starten af tracket.

Disse intervaller rykker rundt på tracket indtil der er gået 2 min. (præcis 10 gange 12 sekunder), hvor det hele pludselig skifter. Den enerverende diskant bliver smidt ud af et alvorligt, reserveret-angstfuldt, harmonika-agtigt instrument, trommerne træder tilbage, mens bassen pulserer uhyggeligt. Vi står midt crime-scene. Måske er vi kommet fra bagtrappen og ind i et dårligt belyst lokal, hvor vi opdager, at en forbrydelse har fundet sted. Det forklarer alt postyret i starten. Nu hersker i stedet den uhyggelige, beklemmende, let paniske ro som når man indser hændelsernes tragiske udfald. Til sidst kommer vi tilbage til udgangspunktet i en hektisk finale, en flugt måske. (Bemærk i øvrigt at musikkens uhygge her intet har at gøre med “uhyggelig musik” som vi kender den fra filmverdenen.)

Denne spiralformede, angstfulde og paniske omgang er måske ikke sød musik for ørerne. Men det indeholder et sjældent drama og en præcision i udtrykket, som man lige skal opdage. Fornylig diskuterede jeg med Bue Thastrum i et kommentarspor her på bloggen om mulighederne i semantiske læsninger af elektronisk musik, dvs. læsninger hvor man lægger et tema eller en fortælling i musikken. Ideen om at høre “iPod” som et uhyggeligt drama, en opdagelse af et lig, der viser sig i ubehaget og panikken i musikken, samt i dens spind af en opbygning, er en semantisk læsning. Jeg tror, at muligheden i læsningen består i at åbne for og afsløre attraktionen i det ubehag musikken vækker. Det er naturligvis en ren metaforisk måde at tale om nummeret på, men den kan bruges til at sætte lytteoplevelsen i gang ved at give den retning og dermed opdage, hvordan nummeret kan gå fra at være irriterende til at være dragende.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er din guide til footwork

Vi er særdeles glade for at præsentere en ny skribent på Regnsky i dag. Lasse Posborg Michelsen kender du måske som anmelder hos Soundvenue, men fremover vil også Regnskys læsere have glæde af hans velformidlede viden om elektronisk musik. Velkommen til Lasse!

Kan du forestille dig et stykke musik, der har et tempo og en styrke, der får det hele til at lette som en helikopter? Footwork er genren, der er så tung, at den virker vægtløs. I 2010/2011 satte den sine første spor i europæisk basmusik. Jeg tænkte derfor, at det var tid til en lille dansk introduktion til de fedeste tracks, den kringlede historie og de nyeste udviklinger.

I forhold til herligt uklare genrebegreber som wonky og post-dubstep, er footwork let at introducere: Den stammer fra Chicago, ligger i et usædvanligt højt tempo omkring 160 bpm, har som regel en ivrigt pulserende subbas samt high-hats, off-beat klap og trommer, der falder stramt i half-time-agtige beats. Effekten er ikke til tage fejl af, som man kan høre på dette tætpakkede track fra oktober sidste år af DJ Rashad og DJ Manny:

DJ Rashad & DJ Manny – R House

Nummeret er faktisk meget illustrativt for genren. Den frenetiske rytme ligger og vipper på et så spændingsfyldt sted, at grænsen mellem klaustrofobisk stress og det befriende vanvid bliver hårfin. Man kan godt sige, at footwork handler om at flytte denne grænse: Hvad du starter med at opleve som en stressende og kropsfjern rytme flyttes og viser sig i sin fucked-up-hed at være det bedste sted at give slip. Numrene mangler i en sådan grad ‘grounding’, at de løfter sig fra jorden.

DJ Rashad og Dj Manny opnår effektten vha. en ekstremt spændingsfyldt opbygning: De første 24 sekunder hører vi det soulede sample af Chuck Roberts “My House” fra slut firserne, hvor han snakker humoristisk-prædikende om house.

Chuck Roberts – My House

Det er et sample der dukker op mange steder, men første gang blev brugt på det berømte 80er house track “Can You Feel It”, som stadig fungerer ufatteligt godt.

Mr. Fingers – Can You Feel It?

Anyway, efter de første 24 sekunder falder bassen ind – benhårdt, uden drop. Frem for at tilfredsstille lytteren med en festlig forløsning, øger den blot spændingen. Endnu 24 sekunder går uden synet af en udvej. Pludselig svinder samplet ind til en vanvittig gentagelse af ‘hou’-lyden i ordet ‘house’, trommer og akkorder forsvinder totalt. Kun bassen og percussion står tilbage i et ægte bristepunkt. Igen går der 24 sekunder. Endelig, efter disse tre spændingstrin, præcist 1.12 min. inde, topper det med et nyt vokalsample. Forløser det? Nej, det holder og udløser på én gang spændingen og åbner dermed for resten af tracket. (Nogen der i øvrigt kan høre, hvad de har samplet? Jeg kunne ikke identificere det). Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det er ret genialt skruet sammen.

Generelt er footwork en ret sample-tung genre, især de soulede 70er-plader fylder på en del udgivelser. Men der lånes også fra moderne popkultur. På det følgende track “Orbits” har DJ T-Why samplet intet mindre end et tema fra noget så mainstream-nørdet og vidunderligt kitsch som Lord Of the Rings!

DJ T-Why – Orbits

I mine ører holder det. De himmelvendte piv, den spændte percussion og LOTR-temaet (der går lige i mit fantasy-hjerte) passer godt sammen. Samtidig er det et interessant track, fordi det viser, at footwork godt kan have en underlig form for ro på. Violinerne farver den spændte rytme i en helt uventet retning, hvor den insisterende subbas næsten virker ufarlig. Det er klogt lavet at give en så abstrakt opbygning en så åbenlys fortællende, stemningsfyldt karakter med et filmtema, som alle kender.

Følgende track derimod har bestemt ikke ro på. Det kommer ligesom “Orbits” fra pladen Bangs and Works vol. 2, som er en (af to) footwork-compilations, det engelske pladeselskab Planet Mu har udgivet inden for det seneste års tid. Jlin er en af de få kvindelige footwork-artister, jeg indtil videre er stødt på. Tracket har ligesom “Orbits” en klar pop-kulturel reference i form af et potent Mortal Kombat-sample, men ellers er hendes tracks altid uden samples. Det her er lidt af en banger (= skru op, inden du trykker play).

Jlin – Asylum

Det, der gør “Asylum” til et specielt nummer, er den konstante afveksling. Som de fleste footwork-tracks har det en insisterende, repetitiv grundrytme, der kører i et tempo, som forhindrer enhver fornemmelse af et swingene groove. Footwork arbejder – som navnet udtaler – i fødderne, ikke i mellemgulvet. Men henover det insisterende hastværk har “Asylum” en livlig overflade, hvor slagtøjet falder som de første tunge dråber i optrækket til en storm (i et videospil…).

Som det sig hør og bør i elektronisk musik, er der selvfølgelig en lang række genrebegreber og interne differentieringer ang. footwork, som man jo absolut må kende, hvis man skal tælle som rigtig footwork fan. Nu er dette indlæg allerede blevet smånørdet, så vi kan lige så godt gå hele vejen og tage historiebrillerne på:

Som så meget andet starter det hele med Chicago house (jf. samplingen af Chuck Roberts). I halvfemserne begynder en række folk så at skrue op for tempoet, herunder DJsne Deeon, Funk, Milton, Slugo og Paul Johnson. Det her track af DJ Deeon er fra 1994 og lyder stadig ret spændstigt.

DJ Deeon – Groove Mode

Prøv at sammenlign tempoet med “Can You Fell It” ovenfor, som er fra slut 80’erne (sidstnævnte ligger på ca 118 bpm, mens førstnævnte ligger på 133 bpm).

Her er et andet track (af DJ Milton), som stammer fra 1995. Tempoet er næsten det samme, en lille smule højere, men rytmen er mere kompliceret.

DJ Milton – House-O-Matics

Denne udvikling af house blev kaldt for ghetto house. Den kan man sikkert snakke længe om, men hvis vi nu skal holde fast i den røde tråd, så er pointen at tempoet blev sat endnu mere op med tiden (til 150-160 bpm) – hvilket så blev kaldt juke. Det er ikke helt let at holde rede på forskellen mellem juke og footwork, men som jeg forstår det, så har footwork næsten aldrig kick drum, bruger half-time beats, flere synkoperinger og off-beat klap og har næsten altid en subbas, der pulserer (måske ‘i stedet’ for kick drum). Hvis man ser bort fra det tekniske går footwork for at være mere hårdt, DJ Rashad beskriver det sådan: ”The juke thing is more commercial, more dancing on girls type music. The footwork is the grimier battle tracks.”

Inden for de seneste par år, er footwork begyndt at sætte sit præg på basmusik mere generelt og specifikt i England. Kan I f.eks. huske det her mega funky track af Addison Groove, som kom i 2010?

Addison Groove – Footcrab

Kort efter samme år kom endnu et super footwork-inspireret nummer af Ramadanman (a.k.a. Pearson Sound).

Ramadanman – Work Them

Hvis man lytter til Machinedrums plade Room(s) fra sidste år, kan man også høre spor af footwork. F.eks. på nummeret “The Statue”, som har den stressede lethed, der er så karakteristisk for footwork.

Machinedrum – The Statue

Et andet prominent eksempel er Kuedo, der tidligere udgjorde den ene halvdel af Vex’d. På sin plade Severent, der kom i oktober sidste år, kan man også høre footwork-ideerne florere. Ligesom Machinedrum udkommer Kuedo på Planet Mu, der altså har sat sig godt på udbredelsen af genren. Hør f.eks. det her track, hvor Kuedo har taget konsekvensen og givet rytmen en næsten helikopter-agtig lyd.

Kuedo – Scissors

Footwork vil næppe få samme prominente status som dubstep fik. En af grundene er sandsynligvis, at det faktisk er sværere at lave footwork, der fungerer. Hvis dit track ikke holder, bliver det hurtigt belastende at lytte til. Men kigger man på 2011, er der tegn på, at footwork også kommer til at fylde i 2012. Desuden har genren et stærkt fællestræk med dubstep: Den er forfærdelig god til at være grum. Og lad os nu bare indrømme det. Grumhed er nice:

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Bue says:

    Dejligt at blive præsenteret for noget musikblogging der både tør være lidt analyserende og historisk trådtrækkende. Ser frem til mere.

  2. Bue says:

    her er i øvrigt også lidt om forskellen mellem juke og footwork:
    http://www.quora.com/Electronic-Music/Whats-the-difference-between-juke-and-footwork?q=juke+footwork

  3. Rosa Lux says:

    Det er Anita Baker der er samplet i R house. Sweet Love..

  4. Lasse Posborg Michelsen says:

    Godt hørt, Rosa Lux! Har lige lyttet – skønt nummer! Det afklarer også akkorder og instrumentering i resten af R House.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?