Roskilde Festival: Ikke tale, bare snakke…

Roskilde Festival Regnsky
Foto: Jonas Laurien

Det er efterhånden 13 år siden, at Peter Sommer udødeliggjorde ordene i overskriften med gennembrudshittet “Valby Bakke”, men sjældent har et citat været så on point til at beskrive min oplevelse af Roskilde Festivals fredagsprogram. Det er efterhånden ganske forudsigeligt at beklage sig over, at der er for meget snak blandt publikum til rigtig mange koncerter. Ikke bare til festivalkoncerter men også til koncerter, som folk rent faktisk har betalt penge for specifikt at høre. Måske kunne det tyde på, at der findes et uudnyttet marked for dyr baggrundsstøj til din samtale om heste, kærester eller en kombination. Iværksætteridé lige der; du tager den bare!

Men det er egentlig ikke den irriterende summen, som i går fx fik Angel Olsen til at ytre ordene: “Can I ask you something? Will you please just shut up?!” Hvilket blev modtaget med store jubelbrøl fra den frustrerede del af publikum, som var mødt i Avalon for at nyde en af verdens mest interessante singer/songwritere lige nu. Avalon er i øvrigt klart den værste synder på Roskilde Festival, da teltet tilsyneladende er designet på en sådan måde, at den også suger al udefrakommende lyd til sig. Denne vidunderlige teknologi må kunne udnyttes andre steder; fx til at få folk til at gå hjem fra fester.

Nu har jeg efterhånden selv gjort mig skyldig i at snakke frem for at tale – for god ordens skyld skal det lige siges, at min definition i dagens anledning er, at tale har indhold – det har snak ikke. Det er ligegyldigt fyld, der selvfølgelig også er vigtig i mange sociale sammenhænge. Men hvad, jeg oplevede i går, var, at nærmest alle de artister, jeg havde fornøjelsen af at lytte (igen en vigtig nuance: Lytte er aktivt, høre er passivt) til i går, var yderst snaksaglige.

Det gjorde sig gældende for både Karl William, Seun Kuti, Angel Olsen, Alex Cameron, Mammút, Foo Fighters og Lorde. Og interessant nok ikke rigtig for Father John Misty, som virkede mindre oplagt i mundtøjet end normalt. Eller for Noga Erez, som man ellers må sige har noget på hjerte, men som måske også bare havde indset, at klokken 02.00 på Gloria fredag aften ikke var det mest oplagte tidspunkt til at komme med politiske statements om forholdene i hjemlandet Israel.

Men lad os fokusere på dem, der rent faktisk forsøgte at interagere med publikum. For det kan virkelig både gå godt eller skidt. Det er muligt, at det står i Roskilde Festival-håndbogen, at man skal råbe “Roskilde” med tryk på d’et mindst fem gange i løbet af en koncert, men derudover bør man nok kun tale, hvis man har noget at udtrykke. Kort sagt skal man kende sit publikum.

Eva var inde på noget af det samme i sin anmeldelse af Rüfüs tidligere på ugen, og jeg vil sige, at især Karl William faldt i den samme fælde. Han formåede at sige “det her er så stort for os” så mange gange, at han til sidst rent faktisk tog sig selv i at være i gang med at sige det igen, hvorefter han fik mumlet noget fuldkommen meningsløst. Så er det bedre at lade musikken tale.

Dave Grohl i front for Foo Fighters er derimod en sand mester i stadiontale. Det er selvfølgelig også en fordel, når bandet direkte udstråler, at de elsker at stå på Orange Scene. Det var ikke bare et eller andet tilfældigt job. Det betød fandme noget og særligt anekdoten om, at Dave havde siddet backstage og krydset fingre inden en koncert for 25 år siden, da Danmark vandt EM i fodbold, var spot on. Det var ærligt, det var nærværende, og det talte direkte ind i den danske folkesjæl. Lidt ligesom da Romy fra The xx aftenen forinden havde fortalt om dengang, hvor hun som 16-årig var blevet droppet af sin kæreste på Roskilde Festival – det tror jeg, at de fleste på pladsen kan relatere til i en eller anden grad; alle anmelderne kunne i hvert fald.

Det er alt andet lige også en bedre anekdote, end da den ene konferencier forud for Seun Kuti-koncerten fortalte om et par, som engang havde været på Roskilde, og nu var det igen med deres børn. Man må godt prøve lidt mere. Det gjorde Seun Kuti heldigvis selv, og han leverede alle de politiske budskaber, som jeg savnede fra Noga Erez. Nogle mindre end andre. Blandt andet kastede han sig ud i en underholdende svada om, at han ikke måtte ryge sig skæv backstage, men at andre ifølge ham tilsyneladende godt måtte tage hårdere stoffer uden at få skæld ud. Det kan man selvfølgelig også undre sig over; særligt med festivalens fokus i disse år.

Mammút og Lorde er faktisk nok de mest interessante snakke/tale-cases, for de gjorde vel nærmest alt det, man kan blive irriteret over, men det blev alligevel ikke for meget. Mammút-frontkvinden Kata var tydeligvis rørt over at stå på scenen og fik formuleret den ene halvforvrøvlede sætning efter den anden. Højdepunkterne talte blandt andet “now, we will play a song” og “we will see you… the next time we see you!” Men man kan slippe af sted med meget, når man konstant tager sig til hovedet i benovelse og tydeligt viser sin taknemmelighed over at få lov til at spille på Roskilde Festival – hvilket hun da også fik sagt, er det største, man kan opnå som islandsk artist. Og det troede man på!

Jeg havde lidt frygtet, at Lorde ville være mere distanceret, da hun entrerede Arena, men hun var nærmest selvudslettende ydmyg, og jeg tror faktisk, at hun var lidt i chok over den enorme opbakning, hun oplevede. Hun var helt tydeligt alt, alt for stor til Arena, hvilket betød, at samtlige personer i teltet var fans, der kunne nærmest alle hendes sange udenad. Så det gjorde det mindre, at hun flere gange fik sagt “I love you Copenhagen” og “It’s so good to be here in Copenhagen”. Mere om det i min anmeldelse af koncerten.

Så den overordnede pointe er vel egentlig bare, at man skal have noget på hjerte, inden man kaster sig ud i de længere foredrag. Det er der ikke noget groundbreaking i. Men samtidig at det i grunden måske ikke er så vigtigt, hvad man siger, så længe man siger det på en troværdig måde. Musik handler om følelser, og hvis man samtidig finder de rette ord til at udtrykke de følelser, der opstår mellem en kunstner og et publikum, skaber man den magi, der gør koncerter mindeværdige. The xx mestrerede det torsdag, rigtig mange ramte inden for skiven fredag.

Og hold så kæft under koncerterne! Dine ord er ikke magi – medmindre du er Gandalf eller Harry Potter. Og det er du ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Her er snydekoderne til fredagens program

Den Sorte Skole Regnsky
Foto: Jesper Palermo

Fredag står for døren. Vi er halvvejs gennem Roskilde Festivals musikdage. Du er træt, jeg er træt, ham/hende, du kigger på lige nu, er med sikkerhed også træt. Programmet bliver sværere og sværere at overskue. Hvad vi alle har brug for, er en nem og indsatsløs metode til at få et overblik og finde ud af, hvad der skal ske. Det vil jeg gerne hjælpe med. Derfor præsenterer jeg her snydekoderne til fredagsprogrammet, som giver dig evigt liv og fuldt overblik over det vigtigste. I hvert fald det sidste.

Hvis din torsdag blev sen, og du ikke kan stave til iddqd, kan du bare scrolle lidt længere ned på siden. Jeg vil nemlig starte med at fortælle dig, at du bør begynde din dag med at besøge to danske kunstnere:
Først First Hate på Apollo klokken 12 og dernæst Cancer på Avalon klokken 13. Ind imellem kan du købe en cola eller en milkshake. Eller morgenmad. Milkshaken kan selvfølgelig også være din morgenmad. Dit liv, dine regler, du ved.

Både First Hate og Cancer skaber behagelig, omfavnende musik, som man godt kan overskue at stå eller sidde (i regnen) og lytte til. For First Hates vedkommende vil Anton Falcks rolige baryton skabe en slags blødt velourskjold, som kan holde de værste tømmermænd på afstand, mens du roligt rokker frem og tilbage til duoens yderst velskabte synthpop.

Så er du nemlig også helt klar til at nyde Cancer aka Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Kristian Finne fra Chorus Grant, når de krammer dig varm med silkeblød drømmepop. Det er noget mere eksperimenterede end First Hate, men alligevel behøver du ikke tænke så meget. Du kan bare give slip og glide ind i deres drømmende univers ledsaget af Kristian Finnes lækre guitarspil og Vonsild overjordiske vokal.

Så er det nu, at alle jer, som har behov for at sove længe, kan begynde at læse med igen!

De morgenfriske har nemlig nu fået frokost, fundet deres venner, og klokken nærmer sig der, hvor eftermiddag bliver til aften. Det betyder, at vi i samlet flok bevæger os mod Avalon (eller bliver siddende, hvis du ikke har formået at flytte dig efter Cancer – Meyers er lige ved siden af, så det er fair nok, hvis du er blevet hængende), hvor Angel Olsen giver koncert klokken 17. Det vil du gerne høre – trust me!

Angel Olsen er nemlig i al beskedenhed verdens bedste kvindelige singer-songwriter lige pt. Hvis du hørte Kevin Morby onsdag, som jeg sagde, du skulle, så vil du helt sikkert også gerne høre Angel Olsen. Hvis ikke, så er det på tide, at du tager til koncert med en vaskeægte historiefortæller. Hendes musik er vel egentlig country i genren, men med så mange finurlige twists og udefrakommende elementer, at det bare bliver til Angel Olsen. Nogle gange er det grunget, andre gange poppet – men altid er det godt!

Efter Angel Olsen står du og jeg ved en ret afgørende skillevej. Dit valg afhænger i høj grad af, hvor godt din krop har det på nuværende tidspunkt. Du har to valgmuligheder:
Enten kan du købe en drink og gå over til Gloria klokken 18.30, hvor det excentriske australske synthpopfænomen Alex Cameron holder til – ham har Angel Olsen i øvrigt sagt, at hun lytter til, mens hun træner. Du behøver derimod ikke træne for at høre ham. Eller også kan følge strømmen mod Orange Scene klokken 19, hvor entertainer og fidusmager Father John Misty er klar til at synge fjollede sange og formentlig opføre et nyt, absurd teaterstykke imens, ligesom han gjorde sidste gang han besøgte Roskilde Festival.

Dermed ikke sagt, at Alex Cameron er en mindre entertainer end Father John Misty, for det er han bestemt ikke. Han er nok bare mere selvdestruktiv og knastør i sin humor, så det er vel det, man må kalde en smagssag. Personligt er jeg nok mest til Alex Cameron-humor. Musikalsk står valget mellem bas, synths og en langsom fest hos Alex Cameron eller en mere afslappende og hyggelig start på aftenen foran Orange, hvor man – hvis vejrguderne gider – sikkert godt kan få lov til at sidde ned og grine med sine venner, mens Joshua Tillmann leverer den ene skøre karakter efter den anden. Hvis du synes, at Mac DeMarco er genial live, så vil du helt sikkert også elske Father John Mistys live-performance!

(Pst.. Nu fik jeg sat det op som et valg, men i virkeligheden kan du jo godt bruge den første halve time på at finde ud af, om Alex Cameron er noget for dig, og så ellers bevæge dig mod Orange omkring klokken 19. Det er nok min egentlige anbefaling. Ja, gør det!)

Uanset hvad du vælger, skal du naturligvis hen og høre islandske Mammút bagefter. Det vil jeg ikke skrive så meget om, for det har jeg allerede gjort her. Men det er på Pavilion, og det er klokken 20.15.

Nu er du enten nået til det stadie, hvor den første fadøl er blevet indtaget, og du vurderer, at du er klar til at tage en næstsidste tørn i natsmatten. Eller også er du på vej i seng igen. Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dig at prøve den der fadøl af. Eller noget andet flydende, som kan få dig på bedre tanker. For klokken 22 skal vi allesammen hen til Orange Scene og høre Foo Fighters. Det skal vi bare. Også selvom de fleste af os bare er pretenders blandt de ægte fans…

Ægte fans i Danmark har Roskilde Festival åbenbart vurderet, at Lorde ikke har så mange af, som man skulle tro. Af uransagelige årsager er kvinden, hvis nyeste album pt ligger nummer 1 i USA, Canada, Australien og naturligvis hjemlandet New Zealand, ikke stor nok til at være hovednavn på festivalen. Man kan undres over den ikke helt ædruelige beslutning, men i virkeligheden burde jeg nok være ligeglad – det er jeg bare ikke (det er endnu et fjollet pun, slap af!).

Det ændrer dog ikke ved, at hun spiller på Arena klokken 23.30, og at hun er det største scoop på årets program. Og at jeg har glædet mig til den her dag, lige siden jeg stiftede bekendtskab med den dengang 16-årige Ella Yelich-O’Connor i foråret 2013.

Hvis du stadig er i live efter Lorde, er det fordi, du har besluttet dig for at feste. Og det gør du bare bedst sammen med Den Sorte Skole, som står klar til at vælte dig, mig og Orange Scene klokken 01.15 natten til lørdag. Rygterne vil vide, at bandet har anmodet om at få lukket luftrummet over festivalen, mens koncerten står på, så jeg er spændt på at se, hvad de og deres hær af visuelle wizkids, som blandt andre tæller Dark Matters, har fundet på. Vildt bliver det i hvert fald.

…og nu vil jeg holde op med at guide dig, for du er garanteret enten for træt eller for fuld til at forstå det komplicerede koncept, som er bogstaver. God fest og/eller godnat!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.