Derfor bliver du nødt til at høre Ross From Friends på Roskilde Festival

Pressefoto

Hvis der er én kunstner, jeg kan anbefale i år, så er det ham med det åndssvage navn, Ross From Friends. Det er nyskabende house, som selv din mor kan forstå. Grunden til, at Ross From Friends er noget af det mest aktuelle inden for house-genren lige nu, er, at han formår at bruge stemningen i musikken til at definere numrene. På den måde gør han kærligshedssange gribende, selvom teksten typisk består af den samme linje, der bliver samplet om og om igen. Når den samme smukke linje bliver bakket op en syret, men kontrolleret bas, keys og samples, gør han numrene catchy. Og når breaks i numrene kommer på overraskende, men samtidig oplagte, tidspunkter, formår han at fastholde lytterens opmærksomhed på en måde, hvor man hele tiden spidser ører. Tilsæt skæv percussion eller drumpad og så har du hovedingredienserne til Ross From Friends’ succes på plads.

Engelske Felix Clary Weatherall er manden bag det underlige kunstnernavn. Forklaringen skulle angiveligt være, at han på et tidspunkt ejede en DVD-afspiller, der kun var i stand til at spille den samme DVD med ‘Venner’, fordi den sad fast i afspilleren. Finurligheden bag navnet finder man også i musikken, hvor der sniger sig spøjse elementer ind. Tag for eksempel introen til ‘John Cage’, hvor en form for terapi-session er samplet som en slags intro. Mon ikke den form for legesyge kommer til at kunne mærkes endnu mere, når han skal skrue en helt koncert sammen.

Ross From Friends er tilknyttet det LA-baserede pladeselskab Brainfeeder, der huser kunstnere som Flying Lotus og Thundercat. Og det giver god mening, at han er tilknyttet netop der, hvor den eksperimenterende elektroniske musik vælter ud. En af forskellene mellem Ross From Friends og de to førnævnte er, at han har fundet en form for gylden mellemvej mellem off-beat trommeslag og mærkelige lyde og så det poppede, der gør, at mange flere kan være med.

Han plejer i øvrigt at optræde med et par live-musikere. Så hvis du har problemer med at hive dine venner med op, på grund af det evigt trættende argument at det “bare er en, der trykker på knapper”, så kan du smide den på bordet. Og mon ikke også han har en plan med bandet, for selvom viben omkring ham kan virke fjollet, så er der en mening med hver eneste lille detalje.

Ross From Friends spiller fredag kl. 18.00 på Apollo.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mærens Mjød og Flylo

Flying Lotus nye plade Until the Quiet Comes kandiderer til en af årets bedste plader, og nummeret “me Yesterday/ /Corded” er en hjerteskælvende produktion, som placerer sig i krydsfeltet mellem fortid og fremtid.

Flying Lotus me Yesterday/ /Corded

Bevæbnet med en frigjort, ja en nærmest emanciperet musikalitet tager FLYLO dig med på soniske rejser, som få kontemporære artister evner at skabe. Flying Lotus er ubekendt med sædvane i sine arrangementer. Der, hvor mange producere ville rette til og editere sig imod en mere homogen oplevelse, trækker han sine elementer i den modsatte retning. En retning, hvor klaveret skal være dårligt stemt og trommerne skal falde arytmisk og kejtet. Disse beslutninger konsoliderer sig til et surrealistisk udtryk som både er uforudsigeligt i sin struktur, men som samtidig har sin egen originale tone. Den tone er den røde tråd, som din dansklærer altid advokerede for. Man kan kalde det en form for laptop-surrealisme med et tvist af hiphop. Det er Miles Davis på en MPC med netadgang til et utal af sample-biblioteker. Det er Bitches Brew i Ableton live.

Bitches Brew er et Miles Davis Album fra 1970 som i høj grad baserede sig på improvisation over musikalske skitser. Det var et album som udmærkede sig ved at anvende studiet til at editere i musikken og arbejde kreativt med de relativt få effekter, der dengang var til rådighed. Albummet erobrede nyt territorium ved at anvende 2 trommeslagere og en percussionist. Der var et særligt rytmisk fokus, som placerede sig nedenunder jazzmusikken, da den var særligt viril og vital.

Miles Davis – Bitches Brew

Flying Lotus har taget ånden fra denne tilgang til musikken og ført den ind i vor tid ved hjælp af digitale remedier. Man kan ikke sætte et et direkte lighedstegn imellem Bitches Brew og Flying Lotus, men det er bemærkelsesværdigt at anskue, hvordan den elektroniske musik er i færd med at fabulere over tidligere tiders musikalske strømninger, og måske især tidligere tiders greb, tilgange og stilistiske virkemidler. Flying Lotus’ musik føles nærmest som en krydsreference mellem tid og genrer. Ved sammenligningen med Miles Davis står det klart, at enhver generations musikalske foregangsmænd lader deres musik farve af de teknologiske muligheder som deres tid giver dem, men også at lige meget hvor langt de drager ud i nye genrer, vil historiens tyngde indhente deres kunstneriske færden og drage sammenligninger med fortidens giganter. I Flying Lotus tilfælde vil jeg dog påstå, at der ikke her er tale om en simpel kopi, men snarere et åndsfællesskab mellem pionerer.

Flying Lotus – Table Tennis (Cosmogramma 2010)

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Stort like herfra for indlægget. Jeg synes samtidigt at en strålende kvalitet og lighed mellem Miles og FlyLo, kommer til udtryk ved Miles udtalelse om at “you don’t have to understand jazz to get it”. Det er faktisk lige præcis det modsatte, at det handler om. Og dette synes jeg i bund og grund kun er endnu federe hvad angår en producer som FlyLo, i og med at han gør sin ting så nørdet og forskruet, som det nu engang er tilfældet. Alligevel er hans musik stadig væk (med et åbent sind) universel, og nydes bedst ved blot at åbne op for alle sluser og suge det hele til sig, fremfor hvis man prøver at gennemskue den musikalske kompleksitet.

    Mvh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Maksimalisme anno 2012

Sidste år blev der snakket en del om maksimalisme i elektronisk musik; en tendens der betegner de kunstnere, som går efter den overloadede, genre-lemfældige og tætpakkede lyd, hvor alt kan ske (og helst skal ske). Rustie, Hudson Mohawke, Flying Lotus, James Ferraro og Thundercat er gode eksempler, der på hver deres måde dyrker kompositioner, som er usædvanligt koncentrerede, effektfulde og omskiftelige. Den konkrete musikalske virkning kan være vidt forskellig alt efter stil. Hvor Flying Lotus’ album fra 2010, Cosmogramma, er som at se et high-definition BBC Life program om insekter, lyder Rustie som en solstråle, der spektakulært brydes i en bloddiamant. Jeg er mildest talt fan af maksimalisme. I mine øjne er det den vej i elektronisk musik, der har åbnet flest døre de sidste to-tre år. Men det er heller ikke en genre så meget som en tidsånd eller stil. Man kan f.eks. høre samme tendens hos et ikke-elektronisk navn som Gang Gang Dance, hvis seneste (suveræne) album Eye Contact åbner med konstateringen ”I can hear everything. It’s everything time”, hvilket den britiske musikjournalist Simon Reynolds ganske korrekt udpegede som et slags motto for maksimalismen.

Her et par måneder inde i det nye år er det derfor med fornøjelse, at jeg har bemærket et par nye maksi-børn i skødet på ”everything time”. Lyt f.eks. til følgende komplet overdrevne, men komplet morsomme track af Ital fra hans ep Hive Mind, der kom i februar. Bemærk hvordan han trækker sin pop-gun og skyder både Lady GaGa og Whitney Houston på klods hold.

Ital – It Doesn’t Matter (If You Love Him)

Det er god gammeldags dumdristighed at sample numre som ”Born This Way” og ”I Will Always Love You”. Men som det ofte gør sig gældende med de dumdristige, er også Ital født under en heldig stjerne. Med en usædvanlig koncentration, charme og selvironi spankulerer han planken ud. Jeg indrømmer det gerne: Jeg er komplet sucker for hans behandling af Houston 1.27 min. inde i tracket – alt løfter sig simpelthen så effektfuldt med den interessante harmonik bag hendes frasering, det hele tilspidset af det fine break.

Itals stil peger på et afgørende element i maksimalismen, som ikke er blevet diskuteret så ofte i pressen eller blogosfæren, nemlig det essentielt humoristiske greb om musikken, som disse kunstnere dyrker. På Itals track har musikken åbenlyst en dame under hver arm, og begge lyder både veltilpasse og forvirrede: GaGa plaprer insisterende derudaf, som om hun ikke tror på det hun siger (GaGas ultimative skrækscenarie) og Houston er frataget al melankoli. Hun lyder vitterligt som om hendes ører dirrer af bar forelskelse og får hende til at lette på ren Disney-manér. At det er komplet uklart om musikken selv er en herre eller dame gør kun trekløveren mere spraglet.

Et andet spraglet og maksimalistisk nummer, der netop er udkommet, er følgende remix af Archie Pelago fra Distal & HxdB‘s ep Booyant, der ramte markedet i sidste uge. Åbningen med de hakkende blæsere og nummerets gennemgående akustiske swing placerer sig klart i den alternative musikhistorie for elektronisk musik, som maksimalismen skriver for tiden udenom 90ernes minimalisme og Kraftwerks arv.
Distal & HxdB – Booyant (Archie Pelago Remix) [Tectonic] by Sonic Router

Maksimalisterne henter gerne deres inspiration fra 70erne og 80ernes jazz fusion. Prøv f.eks. at sammenligne Pelagos remix med måden rytme og lyd konciperes på i det her track fra 1984 af det britiske band Man Jumping. Læg specielt mærke til forholdet mellem de indledende takter og åbningen, når bassen kommer på cirka 1 minut inde. Her får den melodiøse og den rytmiske kurs et samspil, der i høj grad er forløber for et track som “Booyant”.

Et andet nummer man får lyst til at spille i den sammenhæng er Weather Reports herlige ”Herandu” fra albummet Black Market anno 1976, der stilistisk er oplagt at sammenligne med Flying Lotus.

Super svedigt track hvis du spørger mig. Det virker rytmisk intuitivt, men viser sig at være sofistikeret og overraskende; det er ekstremt melodiøst, men fyldt med komplekse omveje, og så selvfølgelig et par herlige 70er soloer, som klart er det mest fremmede element i forhold til elektronisk musik, hvor begrebet solo er et fremmedord. Hør nu til sammenligning ”MmmHmm” fra Flying Lotus’ Cosmogramma (og nyd den lækre video). En direkte sidestilling er svær, men tjek alligevel hvordan musikken søger mange af de samme billeder og effekter.

Det sidste nye skud på maksi-stammen, jeg gerne vil præsentere, kommer fra den hollandske Dave Huismans, der både arbejder under pseudonymerne A Made Up Sound og 2562. Med sidstnævnte navn (eller ciffer) udgiver han i næste uge ep’en Air Jordan, hvor man kan høre det følgende track “Jerash Hekwerken” (lyder hollandsk, ik?).

2562 – ‘Jerash Hekwerken’ by BOILER ROOM

Det er mindre tætpakket end Fly-Lo, men mindst lige så klart og varmt i sine farver. Læg mærke til de på én gang tætte og skramlede trommer. Det er en rigtig fin og livlig fornyelse af en efterhånden gammel tendens, der mindst går tilbage til Burials første udgivelser, hvor percussion er produceret sådan, at det samtidigt lyder skrattede og intenst: På den ene side med en snert af lo-fi, på den anden side helt fremme i lyden med et klart nærvær, der ikke er spor lo-fi (med den konsekvens at Bruial opnår en perfekt afspejling af bylivets ambivalent sofistikerede og beskidte (hi-fi/lo-fi) verden). 2562’s version er mere rummelig i lyden, mere live om du vil, og “Jaresh Hekwerken” skal klart bevirke en mere forløst og rejselysten stemning. God tur!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. nicolas says:

    glimrende indlæg! de sidste posts fra din side har virkelig været spændende læsning

  2. Lasse Posborg Michelsen says:

    Tusind tak, Nicolas! Det giver mod på mere af samme skuffe.

  3. Tobias says:

    Hvor finder man noget af Man Jumpings musik???

  4. Lasse Posborg Michelsen says:

    Hej Tobias, der er ikke særlig god digital adgang til Man Jumpings udgivelser. Men du kan høre noget af deres musik på myspace-siden http://www.myspace.com/manjumping
    Du kan også høre et par numre på denne playlist. Ellers kig i dine forældres LP-samling…

  5. Søren Stenager says:

    Virkelig fedt indlæg_
    Fedt at du en så historisk bevidst vinkling på den musik som du linker til_

    Tak :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?