Florence + the Machine: Magtdemonstration fra en teatralsk kærlighedsgudinde

Jeg var i starten af min gymnasietid, da Florence + The Machine havde sit gennembrud. I mine ører har de altid leveret noget af det allermest sensommer-festivalegnede musik, jeg kan forestille mig. I gymnasiet drømte jeg da også ofte om at opleve dem live med storslået strygerensemble og føle alle de følelser, Florence Welch så mesterligt brygger sine tekster og sin lyd på. Trods det manglende strygerensemble og kor torsdag aften, var følelserne så koncentrerede, at man kunne have kogt bouillon på dem, og jeg blev således sendt stik tilbage til min drømmende og hormonspækkede gymnasietid.

Florence viste denne aften, at hun er en yderst kompleks og kontrastfuld musiker og performer. Barfodet og hvidklædt havde hun skruet helt op for sin karakteristiske stage performance, der var en tryllebindende kontrast mellem at springe rundt på scenen til at stå helt stille med langsomme, intense bevægelser, der ind imellem sendte tankerne over på tai-chi.

Florence Welch. Foto: Lasse Lagoni
Florence Welch leverede også store følelser med små bevægelser. Foto: Lasse Lagoni

Det var en ualmindeligt heldig fanskare i pitten, der blev forkælet og kredset om af en meget kærlig og gavmild Florence Welch, der hele tre gange bevægede sig ned blandt publikum – uden den mindste påvirkning af hendes stensikre vokal. Om Florences anstrengelser også nåede uden for pitten, skal jeg ikke gøre mig klog på, men dårlig lyd kan i hvert fald ikke have været et kritikpunkt for nogen. Florences stemme trængte evigt ubesværet igennem, så det stod i stor kontrast til, når hun med den blideste, sarte stemme sweet talk’ede publikum mellem numrene. Her agerede hun kærlighedsguru og gav evigt gyldige livsråd blandet med anekdoter, eksempelvis indledende til titelmelodien fra det tredje og seneste albums, How Big, How Blue, How Beautiful.

For mig bekræftede Florence Welch eviggyldigheden af sin samling af ballader, som jeg til min overraskelse var væsentligt mere befaren i, end jeg havde troet på forhånd. Jeg forlod pitten sammen med resten af det hypnotiserede publikum under talrige erklæringer om, at Florence Welch er den sejeste kvinde i verden. Og det føltes som om, jeg havde forelsket mig på ny.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Your love is real!

Florence & The Machine <3

I en verden med jantelovspolymik og “alle er lige gode”-grundtanken, er det måske ikke særligt fair, når en kunstner lytter til et remix og konkluderer, at man kan gøre dette endnu bedre. Nok er det ikke just dén tanke, finske Renaissance Man har haft spinning around i deres hoveder, men måske snarere at remixet var så godt, at det fortjente en mere dansevenlig side.

Det hele drejer sig om engelske The XX, som i efteråret lavede et remix af landskvinden Florence & The Machine (som i øvrigt er ret foxy!) og nummeret You Got The Love. Denne har så været ude for endnu en transformation, det går lidt langsommere så vi nu er mellem de 120 og 130 beats i minuttet. På trods af at det, som sagt, er blevet mere dansabelt, skal man ikke komme og sige, at der ikke er mange ligheder mellem dette og The XX’s version. Når alt kommer til alt, så snakker vi jo kun om et edit!

Florence & The MachineYou’ve Got the Love (The XX remix)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/Youve-Got-the-Love-The-XX-remix.mp3]

Florence & The MachineYou’ve Got the Love (The XX Remix) (Renaissance Man Edit)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/Youve-Got-the-Love-The-XX-Remix-.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Foss says:

    Hej må indrømme at jeg er mest the XX remixet, synes RM’s edit bliver lidt ensformig i længden og den er virkelig lang tid om at komme i gang. Tror jeg ville vælge at bruge RM-edittets beat og blande det mere med XX remixets vokal hvis jeg skulle spille det på et dansegulv :)
    Luv.

  2. Ulf Aslak says:

    Er lidt af samme mening. RM mixet bliver simpelthen for dødt når der fra 0:30 – 2:20 ikke sker andet end bas, synth og beat uden variation, og så til nød den der spacy xylofon. Så synes jeg faktisk The xx mixet er LANGT mere dansabelt på en hyggelig og luv måde. Og de kærlige vokaler! Og sample af Florence’ stemme! Jeg er helt forelsket i det nummer.

  3. Mona says:

    Jeg er bare lige nødt til at sige, at det er en vildt funky sang, jeg synes alle versionerne er fede! Siden jeg opdagede dem her, har jeg ikke hørt andet hele aftenen!

  4. Jens says:

    Hey Regnsky

    Blev gjort opmærksomme på jer via barometeret.
    Na, men altså den der skive dér, eller mix af Florence and The Machine, er sgu bare overkodyl fed, siden jeg fandt dét efter at have stenet på youtube i meget lang tid. :D
    Hilsen
    Jens

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?