Selv regn kan ikke stoppe det velsmurte maskineri, som Heartland Festival er

Die Antwoord lukker hele showet af Foto: Mathias Bak Larsen

Det er altid spændende at se, om en ung festival kan overleve den udfordring, dårligt vejr skaber. Alle der var på Northside i 2017 oplevede, hvor svært det kan være for festivalen at følge med, når himmelen nådesløst åbner sig. Heartland 2019 lagde ud med en forholdsvist regnfyldt torsdag. Det gjorde, at alle ankomne måtte slå deres telte op i regnvejr, og det er aldrig fedt at starte en festival ud med et vådt telt. Tidligere har Heartland været utroligt heldige med vejret, og trods den regnfulde torsdag, var de heldige igen. Det var aldrig på skybrudsniveau, og da det først blev tørt holdte det resten af festivalen.

Nu skal det her ikke blive en ”hvis vi ikke har noget at snakke om, så kan vi altid snakke om vejret”-artikel, men jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at det fyldte noget.

Hvilket jo egentlig er sjovt, at det gør, fordi det er vitterligt det eneste, måske sammen med aflysninger, som man ikke kan gøre noget ved fra festivalens side af. Heartland er en velsmurt V8-motor, der altid fungerer. Jeg kan ikke sætte en finger på eksekveringen, fordi jeg synes, de gør det så sindssygt godt. Derfor er jeg nødt til at klage lidt over vejret. Lidt sur skal man jo være, når man møder ind på kontoret i dagene efter at have været på en fantastisk festival, og har lidt svært ved at acceptere hverdagen igen.

Hans Philip foto: Nicolai Hildebrand

Heartland, du er fantastisk, og du bliver ved med at udvikle dig. Der var større forskel på 2017 og 2018 udgaverne, end der var på i år og sidste år, og det vidner om, at Heartland har fundet den struktur, der passer. De store scener lå samme steder, og det lignte faktisk i store træk sig selv fra sidste år. But why would you change a winning team? Det gør du jo kun, hvis du er Pochettino og starter Kane i stedet for Lucas I DEN STØRSTE KAMP I KLUBBENS HISTORIE, SELVOM HAN SCOREDE HATTRICK I SIDSTE KAMP OG DERMED EGENHÆNDIGT BOOKEDE PLADSEN I FINALEN…

Nå, men det skal ikke handle om fodbold, selvom det var på manges læber om lørdagen. Det svømmede med Liverpool-trøjer på pladsen, og jeg kan forestille mig, at festivalen har haft et kæmpe dilemma i forhold til, om de skulle vise Champions League-finalen. Jeg endte med ikke at se den og prioritere festivalen, men jeg kan godt forstå dem, der gerne ville se det.

Så det var et Heartland plaget af vejrmæssige udfordringer og interessen for en fodboldkamp. Men det var også et Heartland, der er så skide veludført, at man kun kan elske det.

Jeg vil ikke bruge så lang tid på at gå i dybden over det musikalske, fordi jeg havde så mange gode oplevelser, at jeg kunne skrive en roman om det. Men jeg vil alligevel lige fremhæve Erika de Casier og First Hate som dem, der rangerer i min personlige top. Prxjects-scenen var blevet flyttet ud i skoven, og den er fandme dejlig, den scene. I hvert fald for os der gerne vil følge med i vækstlaget i dansk musik.

Erika kommer til at spille større scener i fremtiden. Foto: Maja Kongegaard Bramm

Udover de mindre, danske navne, så leverede de større, danske navne bestemt også mindeværdige øjeblikke. Minds er som altid sublime, og de har sat deres egen barre så højt, at de kun kan skuffe, men aldrig gør det alligevel. Hans Philip var tilbage og stod og var helt sart på en scene, med sin nye og mere introverte musik. Det klædte ham ikke at kunne gemme sig bag Ukendt Kunstners fest-koncerter.

Et sidste skud ud skal gå til Die Antwoord, der faktisk skabte Heartlands første moshpit. Og der var faktisk mere end et. Det lykkedes for Heartland at smide det polerede og vise ægte kant i 2019 og minde os om, at det jo faktisk er en festival og ikke bare et folkemøde for kultureliten.

Vi ses sgu i 2020, og jeg glæder mig til at se, hvad I finder på til mig næste gang.

First Hate på Prxjects scenen Foto: Dennis Morton

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad skal du opleve på de kulturradikales folkemøde?

Foto: Magnus Hyltoft

Nu er det endelig blevet tid til de kulturradikales folkemøde.

Du genkender godt typen. Han står der ved kaffemaskinen og rynker på næsen over maskinens fortolkning af en cappucino. Han har netop fortalt dig om, hvorfor The Good, The Bad & The Queen-Albarn er laaangt bedre end Gorillaz- og Blur-Albarn. I hånden har han dagens Politiken og i den anden har han en notesbog, fordi han ”husker bedre, når han skriver ting ned i hånden”. Han hader distortion og han glæder sig til at komme ud af byen, fordi han lige er blevet det år ældre, der skiller en gæst og en kritiker ad.

Den person tror jeg, at alle mine kolleger vil genkende, fordi det er langt hen ad vejen mig selv, jeg har beskrevet. Udover at jeg bedst kan lide Blur-Albarn…

For fanden jeg glæder mig til årets udgave af Heartland Festival på smukke Fyn (er Fyn hipt nu egentlig?). Jeg glæder mig til at drikke specialøl og ikke tage til talks, selvom jeg godt kan lide at komme på en festival, hvor de er, fordi det passer godt til mit image. Jeg glæder mig til at bruge skraldespanden og betale 110 kroner for en sandwich. Og ikke mindst – så glæder jeg mig til at blive vækket kl. 08.30 af en trompetspiller fremfor at blive vækket af ”Technopiik” af storkunstneren Pattesutter fra en efterskolelejrs Soundboks.

Det er jo så dejligt med den rene og pæne festival, men jeg må indrømme, at musikprogrammet og jeg clasher lidt i år. Flere af de store navne siger mig ingenting, men jeg kan godt sætte pris på, at det stadig er scoops. Derfor bliver det her måske en lidt alternativ liste med forslag, som udelukkende tager udgangspunkt i, hvad jeg ser frem til. Så det håber jeg, at du kan bruge til noget!

Here goes:

Richard, min Richard, hvor er det dog fantastisk, at du vender tilbage til Danmark efter kun to år. Den MEGET trofaste læser husker måske denne artikel, og det er for mig det definitivt vigtigste indslag på årets Heartland Festival. Han er sgu så dejlig, ham Richard, og jeg synes, du skal gøre dig selv tjenesten at se ham i levende live. Det er svært at spå om, hvornår chancen kommer igen. Sidst gik der 17 år. Richard Ashcroft spiller på Greenfield Stage lørdag kl 17.00 (og JA, han spiller sange fra The Verve-dagene).

Hot Chip og Die Antwoord. Hvis der skal være fest, så lad der dog for fanden være fest! Heartland har et ry for at have et ret stillestående publikum, som bruger mere energi på at tysse på folk end at danse og gå amok. Det har arrangørerne tænkt sig at lave om på i år. Håber jeg. I hvert fald er omstændighederne perfekt til, at Heartland-publikummet kan komme lidt ud af sin skal med specielt Die Antwoord, som må siges at være den skæveste booking til dato. Det er dog også beviset på, at Heartland tør at tage chancer og udfordre sit publikum. Hvis ikke festen kommer her, så tror jeg aldrig, den kommer. Festen starter (forhåbentlig) lørdag kl 23.45 på Highland Stage med Hot Chip og fortsætter kl. 01 på Greenfield med Die Antwoord.

Tag for resten lige at se Danny Brown også. Det er Heartlands første hiphopbooking (Benal er pop – change my mind). Af hjertet tak til Heartland for at tage chancer. Danny Brown spiller på Highland Stage fredag kl. 18.15.

Glem ikke Prxjects-scenen. Her kan man i intime rammer smage på noget af det bedste fra den danske undergrund. Jeg skal i hvert fald se First Hate, Lust For Youth og Erika de Casier, og jeg synes, du skal overveje det samme. Husk på, at scenen i år har fået ny location!

HANS FUCKING PHILIP er tilbage. Guilty pleasure or not. Sidst jeg så ham, var med Ukendt Kunstner på Heartland for to år siden, og hvis du ikke har hørt hans soloudspil og tænker, at du hader Ukendt Kunstner, så er der endnu mere grund til at prioritere den her koncert, fordi det er så langt fra Ukendt Kunstner, det kan komme. Det bliver hans første koncert siden Ukendt Kunstner-dagene, og hans nye music er mere down to earth, melankolsk og reflekteret. Det handler ikke så meget om at være ung og spille dum I Københavns natteliv, som det plejede at gøre, og det klæder ham virkelig. Det her glæder jeg mig virkelig til at høre live. Hans Philip spiller lørdag kl 15.45 på Highland Stage.

Omend så nyd Heartland og husk at gå på opdagelse i den fantastiske verden, de har opbygget til os. Et år mellem hver Heartland er altså for lang tid, hvis du spørger mig. Vi ses til en øl og en dans. Nyd det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Her er snydekoderne til fredagens program

Den Sorte Skole Regnsky
Foto: Jesper Palermo

Fredag står for døren. Vi er halvvejs gennem Roskilde Festivals musikdage. Du er træt, jeg er træt, ham/hende, du kigger på lige nu, er med sikkerhed også træt. Programmet bliver sværere og sværere at overskue. Hvad vi alle har brug for, er en nem og indsatsløs metode til at få et overblik og finde ud af, hvad der skal ske. Det vil jeg gerne hjælpe med. Derfor præsenterer jeg her snydekoderne til fredagsprogrammet, som giver dig evigt liv og fuldt overblik over det vigtigste. I hvert fald det sidste.

Hvis din torsdag blev sen, og du ikke kan stave til iddqd, kan du bare scrolle lidt længere ned på siden. Jeg vil nemlig starte med at fortælle dig, at du bør begynde din dag med at besøge to danske kunstnere:
Først First Hate på Apollo klokken 12 og dernæst Cancer på Avalon klokken 13. Ind imellem kan du købe en cola eller en milkshake. Eller morgenmad. Milkshaken kan selvfølgelig også være din morgenmad. Dit liv, dine regler, du ved.

Både First Hate og Cancer skaber behagelig, omfavnende musik, som man godt kan overskue at stå eller sidde (i regnen) og lytte til. For First Hates vedkommende vil Anton Falcks rolige baryton skabe en slags blødt velourskjold, som kan holde de værste tømmermænd på afstand, mens du roligt rokker frem og tilbage til duoens yderst velskabte synthpop.

Så er du nemlig også helt klar til at nyde Cancer aka Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Kristian Finne fra Chorus Grant, når de krammer dig varm med silkeblød drømmepop. Det er noget mere eksperimenterede end First Hate, men alligevel behøver du ikke tænke så meget. Du kan bare give slip og glide ind i deres drømmende univers ledsaget af Kristian Finnes lækre guitarspil og Vonsild overjordiske vokal.

Så er det nu, at alle jer, som har behov for at sove længe, kan begynde at læse med igen!

De morgenfriske har nemlig nu fået frokost, fundet deres venner, og klokken nærmer sig der, hvor eftermiddag bliver til aften. Det betyder, at vi i samlet flok bevæger os mod Avalon (eller bliver siddende, hvis du ikke har formået at flytte dig efter Cancer – Meyers er lige ved siden af, så det er fair nok, hvis du er blevet hængende), hvor Angel Olsen giver koncert klokken 17. Det vil du gerne høre – trust me!

Angel Olsen er nemlig i al beskedenhed verdens bedste kvindelige singer-songwriter lige pt. Hvis du hørte Kevin Morby onsdag, som jeg sagde, du skulle, så vil du helt sikkert også gerne høre Angel Olsen. Hvis ikke, så er det på tide, at du tager til koncert med en vaskeægte historiefortæller. Hendes musik er vel egentlig country i genren, men med så mange finurlige twists og udefrakommende elementer, at det bare bliver til Angel Olsen. Nogle gange er det grunget, andre gange poppet – men altid er det godt!

Efter Angel Olsen står du og jeg ved en ret afgørende skillevej. Dit valg afhænger i høj grad af, hvor godt din krop har det på nuværende tidspunkt. Du har to valgmuligheder:
Enten kan du købe en drink og gå over til Gloria klokken 18.30, hvor det excentriske australske synthpopfænomen Alex Cameron holder til – ham har Angel Olsen i øvrigt sagt, at hun lytter til, mens hun træner. Du behøver derimod ikke træne for at høre ham. Eller også kan følge strømmen mod Orange Scene klokken 19, hvor entertainer og fidusmager Father John Misty er klar til at synge fjollede sange og formentlig opføre et nyt, absurd teaterstykke imens, ligesom han gjorde sidste gang han besøgte Roskilde Festival.

Dermed ikke sagt, at Alex Cameron er en mindre entertainer end Father John Misty, for det er han bestemt ikke. Han er nok bare mere selvdestruktiv og knastør i sin humor, så det er vel det, man må kalde en smagssag. Personligt er jeg nok mest til Alex Cameron-humor. Musikalsk står valget mellem bas, synths og en langsom fest hos Alex Cameron eller en mere afslappende og hyggelig start på aftenen foran Orange, hvor man – hvis vejrguderne gider – sikkert godt kan få lov til at sidde ned og grine med sine venner, mens Joshua Tillmann leverer den ene skøre karakter efter den anden. Hvis du synes, at Mac DeMarco er genial live, så vil du helt sikkert også elske Father John Mistys live-performance!

(Pst.. Nu fik jeg sat det op som et valg, men i virkeligheden kan du jo godt bruge den første halve time på at finde ud af, om Alex Cameron er noget for dig, og så ellers bevæge dig mod Orange omkring klokken 19. Det er nok min egentlige anbefaling. Ja, gør det!)

Uanset hvad du vælger, skal du naturligvis hen og høre islandske Mammút bagefter. Det vil jeg ikke skrive så meget om, for det har jeg allerede gjort her. Men det er på Pavilion, og det er klokken 20.15.

Nu er du enten nået til det stadie, hvor den første fadøl er blevet indtaget, og du vurderer, at du er klar til at tage en næstsidste tørn i natsmatten. Eller også er du på vej i seng igen. Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dig at prøve den der fadøl af. Eller noget andet flydende, som kan få dig på bedre tanker. For klokken 22 skal vi allesammen hen til Orange Scene og høre Foo Fighters. Det skal vi bare. Også selvom de fleste af os bare er pretenders blandt de ægte fans…

Ægte fans i Danmark har Roskilde Festival åbenbart vurderet, at Lorde ikke har så mange af, som man skulle tro. Af uransagelige årsager er kvinden, hvis nyeste album pt ligger nummer 1 i USA, Canada, Australien og naturligvis hjemlandet New Zealand, ikke stor nok til at være hovednavn på festivalen. Man kan undres over den ikke helt ædruelige beslutning, men i virkeligheden burde jeg nok være ligeglad – det er jeg bare ikke (det er endnu et fjollet pun, slap af!).

Det ændrer dog ikke ved, at hun spiller på Arena klokken 23.30, og at hun er det største scoop på årets program. Og at jeg har glædet mig til den her dag, lige siden jeg stiftede bekendtskab med den dengang 16-årige Ella Yelich-O’Connor i foråret 2013.

Hvis du stadig er i live efter Lorde, er det fordi, du har besluttet dig for at feste. Og det gør du bare bedst sammen med Den Sorte Skole, som står klar til at vælte dig, mig og Orange Scene klokken 01.15 natten til lørdag. Rygterne vil vide, at bandet har anmodet om at få lukket luftrummet over festivalen, mens koncerten står på, så jeg er spændt på at se, hvad de og deres hær af visuelle wizkids, som blandt andre tæller Dark Matters, har fundet på. Vildt bliver det i hvert fald.

…og nu vil jeg holde op med at guide dig, for du er garanteret enten for træt eller for fuld til at forstå det komplicerede koncept, som er bogstaver. God fest og/eller godnat!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *