Roskilde Festival: Father John Misty omvendte tvivlere

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

At høre Father John Misty fylde Orange var en overraskende god oplevelse. På Orange kunne Josh Tillman synge, danse og se udover et publikum, som havde han lyst til at knalde hver og en i megalomansk storhedsrus. Sådan på “Ideal Husband”-måden med knæfald og sjæleudkrængning.

Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle skrive en positiv anmeldelse af Father John Misty, for så vidt nogensinde skrive om ham uden at blive betalt for det. Få artister har som Father John Misty trigget en skarp aversion hos mig: i min optik er hans performance skabet, hans musik ulidelig ensformig (særligt rytmisk, hvor trommerne sjældent nuanceres fra deres bord-stol-bord-stol-march), hans ironiske tekster et udtryk for den værste udgave af velstillede og selvmedlidende indieverdenbeboeres weltsmerz – den selvbevidste, som i sine udsagn forsøger at skabe distance til sig selv, men i realiteten ikke gør det.

Nu er jeg så i gang med at skrive en endog vældig positiv anmeldelse af en Father John Misty-koncert (uden at blive betalt for det). For koncerten var god. Den var velspillet, favnende og underholdende. Måske kom albummenes kapitalismekritik og lignende ikke udpræget til syne, som kritiske anmeldere har påpeget. Men måske var det heller ikke nødvendigt fredag aften på en festival, som i den grad har givet os performances af den politisk tonede slags. Father John Misty brugte ikke Orange Scene som en prædikestol, men som scene, der fredag aften gerne må give show af vellyd og “Total Entertainment Forever” – en sang, der med blæsere og nøgen vokal satte barren højt fra koncertens andet nummer.

Det var en sjældent velsyngende frontfigur, som indtog Orange. Tillmans vokal og tekster er det uomgængelige centrum for sangene, og derfor kræver de at lyden lader alle nuancer gå klart igennem. Det gjorde de på Orange, og Josh Tillman klarede samtlige sange til UG – de knivskarpe fraseringer pointererede teksternes indhold. Han vidste, at han gjorde det, og den selvtillid gav plads til både knæfald og flirt på tværs af scenen. At min koncertpartner kalder ham Fætter John Fugtig er rimelig præcist.

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Josh Tillman kunne også med ro i sindet stole på sin opbakning. At det faste band var velspillende og uden selvudslettelse spillede ydmygt for opgaven, er en selvfølge for en artist af Father John Mistys størrelse. At Father John Misty havde fået et godt udsnit af Copenhagen Phil med på scenen under hele koncerten til at bakke de orkestrale croonerstykker fra de seneste albums “Pure Comedy” og “I Love You, Honeybear” var ligeledes et scoop, som tidligt skabte højdepunkter som “Things It Would Be Helpful To Know Before The Revolution” og holdt albumversionernes snigende kedsomhed fra døren i liveudgavernes konstante detaljerigdom. Selv den 80’er-klingende “True Affection” blev et rytmisk energigivende afbræk med strygere som science fiction-elementer.

Koncerten ramte sit klare højdepunkt med Father John Mistys magnum opus “I Love You, Honeybear” som settets egentlig sidste nummer. Hvor mængden af rutineoptrædener på årets festival har været temmelig stor (hvis endnu en artist siger “You look so beautiful!” til en koncert med blændende frontlys bliver jeg seriøst træt) er Father John Mistys energi medrivende. Han har måske nok spillet en milliard koncerter med det her materiale, men vi får kun den gode effekt af rutinen: at den giver sikkerhed. Det er en fornøjelse at have ham på den scene, hans performance er indlevende, sjov og fællesskabsskabende – det er effekten af den naturlige performer, der afslappet, men tændt, lever og ånder på scenen. Sådan en performer giver energi fremfor at tage den.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Her er snydekoderne til fredagens program

Den Sorte Skole Regnsky
Foto: Jesper Palermo

Fredag står for døren. Vi er halvvejs gennem Roskilde Festivals musikdage. Du er træt, jeg er træt, ham/hende, du kigger på lige nu, er med sikkerhed også træt. Programmet bliver sværere og sværere at overskue. Hvad vi alle har brug for, er en nem og indsatsløs metode til at få et overblik og finde ud af, hvad der skal ske. Det vil jeg gerne hjælpe med. Derfor præsenterer jeg her snydekoderne til fredagsprogrammet, som giver dig evigt liv og fuldt overblik over det vigtigste. I hvert fald det sidste.

Hvis din torsdag blev sen, og du ikke kan stave til iddqd, kan du bare scrolle lidt længere ned på siden. Jeg vil nemlig starte med at fortælle dig, at du bør begynde din dag med at besøge to danske kunstnere:
Først First Hate på Apollo klokken 12 og dernæst Cancer på Avalon klokken 13. Ind imellem kan du købe en cola eller en milkshake. Eller morgenmad. Milkshaken kan selvfølgelig også være din morgenmad. Dit liv, dine regler, du ved.

Både First Hate og Cancer skaber behagelig, omfavnende musik, som man godt kan overskue at stå eller sidde (i regnen) og lytte til. For First Hates vedkommende vil Anton Falcks rolige baryton skabe en slags blødt velourskjold, som kan holde de værste tømmermænd på afstand, mens du roligt rokker frem og tilbage til duoens yderst velskabte synthpop.

Så er du nemlig også helt klar til at nyde Cancer aka Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Kristian Finne fra Chorus Grant, når de krammer dig varm med silkeblød drømmepop. Det er noget mere eksperimenterede end First Hate, men alligevel behøver du ikke tænke så meget. Du kan bare give slip og glide ind i deres drømmende univers ledsaget af Kristian Finnes lækre guitarspil og Vonsild overjordiske vokal.

Så er det nu, at alle jer, som har behov for at sove længe, kan begynde at læse med igen!

De morgenfriske har nemlig nu fået frokost, fundet deres venner, og klokken nærmer sig der, hvor eftermiddag bliver til aften. Det betyder, at vi i samlet flok bevæger os mod Avalon (eller bliver siddende, hvis du ikke har formået at flytte dig efter Cancer – Meyers er lige ved siden af, så det er fair nok, hvis du er blevet hængende), hvor Angel Olsen giver koncert klokken 17. Det vil du gerne høre – trust me!

Angel Olsen er nemlig i al beskedenhed verdens bedste kvindelige singer-songwriter lige pt. Hvis du hørte Kevin Morby onsdag, som jeg sagde, du skulle, så vil du helt sikkert også gerne høre Angel Olsen. Hvis ikke, så er det på tide, at du tager til koncert med en vaskeægte historiefortæller. Hendes musik er vel egentlig country i genren, men med så mange finurlige twists og udefrakommende elementer, at det bare bliver til Angel Olsen. Nogle gange er det grunget, andre gange poppet – men altid er det godt!

Efter Angel Olsen står du og jeg ved en ret afgørende skillevej. Dit valg afhænger i høj grad af, hvor godt din krop har det på nuværende tidspunkt. Du har to valgmuligheder:
Enten kan du købe en drink og gå over til Gloria klokken 18.30, hvor det excentriske australske synthpopfænomen Alex Cameron holder til – ham har Angel Olsen i øvrigt sagt, at hun lytter til, mens hun træner. Du behøver derimod ikke træne for at høre ham. Eller også kan følge strømmen mod Orange Scene klokken 19, hvor entertainer og fidusmager Father John Misty er klar til at synge fjollede sange og formentlig opføre et nyt, absurd teaterstykke imens, ligesom han gjorde sidste gang han besøgte Roskilde Festival.

Dermed ikke sagt, at Alex Cameron er en mindre entertainer end Father John Misty, for det er han bestemt ikke. Han er nok bare mere selvdestruktiv og knastør i sin humor, så det er vel det, man må kalde en smagssag. Personligt er jeg nok mest til Alex Cameron-humor. Musikalsk står valget mellem bas, synths og en langsom fest hos Alex Cameron eller en mere afslappende og hyggelig start på aftenen foran Orange, hvor man – hvis vejrguderne gider – sikkert godt kan få lov til at sidde ned og grine med sine venner, mens Joshua Tillmann leverer den ene skøre karakter efter den anden. Hvis du synes, at Mac DeMarco er genial live, så vil du helt sikkert også elske Father John Mistys live-performance!

(Pst.. Nu fik jeg sat det op som et valg, men i virkeligheden kan du jo godt bruge den første halve time på at finde ud af, om Alex Cameron er noget for dig, og så ellers bevæge dig mod Orange omkring klokken 19. Det er nok min egentlige anbefaling. Ja, gør det!)

Uanset hvad du vælger, skal du naturligvis hen og høre islandske Mammút bagefter. Det vil jeg ikke skrive så meget om, for det har jeg allerede gjort her. Men det er på Pavilion, og det er klokken 20.15.

Nu er du enten nået til det stadie, hvor den første fadøl er blevet indtaget, og du vurderer, at du er klar til at tage en næstsidste tørn i natsmatten. Eller også er du på vej i seng igen. Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dig at prøve den der fadøl af. Eller noget andet flydende, som kan få dig på bedre tanker. For klokken 22 skal vi allesammen hen til Orange Scene og høre Foo Fighters. Det skal vi bare. Også selvom de fleste af os bare er pretenders blandt de ægte fans…

Ægte fans i Danmark har Roskilde Festival åbenbart vurderet, at Lorde ikke har så mange af, som man skulle tro. Af uransagelige årsager er kvinden, hvis nyeste album pt ligger nummer 1 i USA, Canada, Australien og naturligvis hjemlandet New Zealand, ikke stor nok til at være hovednavn på festivalen. Man kan undres over den ikke helt ædruelige beslutning, men i virkeligheden burde jeg nok være ligeglad – det er jeg bare ikke (det er endnu et fjollet pun, slap af!).

Det ændrer dog ikke ved, at hun spiller på Arena klokken 23.30, og at hun er det største scoop på årets program. Og at jeg har glædet mig til den her dag, lige siden jeg stiftede bekendtskab med den dengang 16-årige Ella Yelich-O’Connor i foråret 2013.

Hvis du stadig er i live efter Lorde, er det fordi, du har besluttet dig for at feste. Og det gør du bare bedst sammen med Den Sorte Skole, som står klar til at vælte dig, mig og Orange Scene klokken 01.15 natten til lørdag. Rygterne vil vide, at bandet har anmodet om at få lukket luftrummet over festivalen, mens koncerten står på, så jeg er spændt på at se, hvad de og deres hær af visuelle wizkids, som blandt andre tæller Dark Matters, har fundet på. Vildt bliver det i hvert fald.

…og nu vil jeg holde op med at guide dig, for du er garanteret enten for træt eller for fuld til at forstå det komplicerede koncept, som er bogstaver. God fest og/eller godnat!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Father John Misty – Parringsdans fra en kærlig kyniker

Father John Misty (foto: Esquire)
Father John Misty ramte plet på Avalon-scenen med hans mikstur af kynisme og personlige beretninger fra hans eget kærlighedsliv (foto: Esquire)

Hvis Father John Misty var en spillefilm, ville han være forbudt for børn. Han forfører og smider sig gerne på jorden i omsætning for dit blik og din kærlighed. Men han gør det på forhånd klart, at der er en chance for, at han bliver træt af dig. Sker det, er han ikke bange for at smide din kærlighed væk.

Avalon-scenens tæppe var knapt trukket helt til side, før amerikanske Josh Tillman aka Father John Misty og hans fem mand store backing band stod klar foran et tætpakket publikum. Med titelnummeret fra sidste års album, I Love You Honey Bear, Josh Tillmans kærlighedssang til hans kone Emma, kastede han sig ned på sine knæ til jublende respons fra publikum, sekundet efter den første guitarstreng blev slået.

Albumopfølgeren til 2012-debuten Fear Fun zigzagger mellem bitter Charles Bukowski-kynisme og beskrivende kærlighed, og høstede anmelderroser for evnen til at mixe ironisk meta og hudløs ærlighed i en fræk folk-cocktail. På samme pendulerende facon dansede Father John Misty forførende til højre og venstre for Avalon-scenen i hvad der i momenter lignede en parringsdans på Crazy Daisy i Viborg.

Med blot et vrik fra hoften kan Father John Misty bedåre selv en ørkentør nonne i cølibat, så selvfølgelig ydede Roskilde-publikummet ingen modstand. Ikke mindst fordi Father John Misty aldrig mistede grebet om musikken, hvad enten han sang falset på den inorganiske True Affection eller croonede indover “one of the biggest hits in the United States right now”, den apatiske og ironiske Bored In The USA. Ej heller var der en finger at sætte på Fear Fun-nummeret Only Son Of A Ladies’ Man, der fik publikum til at synge med.

Men ligesom han forfører, formår sangenes vigtige tematikker og budskaber at svømme oven vande og give publikum et vindue ind til mange af de indre samtaler, den mørkhårde amerikaner med det store skæg utvivlsomt må have haft med sig selv. Efter en timelang koncert løb Father John Misty efter lukkenummeret The Ideal Husband væk fra scenen med en masse hjerter, og hvis du agter at få det tilbage, så skal du vente til november, hvor han vender tilbage til Danmark med to koncerter på VEGA.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Anbefalinger fra gæsteblogger Cathrine Bangild

Om en uge bliver Roskilde Festival løbet over ende af 100.000 festivalgæster, der kan lægge ører til nogle af de bedste kunstnere fra ind- og udland netop nu. Roskilde Festival er, næppe til nogens overraskelse, et af årets største højdepunkter for Regnsky-redaktionen, der hvert år blander koncertanmeldelser med stemningsreportager og interviews.

Men holdet ser noget anderledes ud i år. Mens Lasse Posborg Michelsen og Eva Laksø er ude og repræsentere henholdsvist Information og brasiliansk stats-tv på festivalen, så har vi den næste uge nogle ganske erfarne festivalgængere til låns.

I dag skal vi tage godt imod Cathrine Bangild, som i år gæster Roskilde Festival for tiende gang. Det sidste halve år har hun dækket festivalen tæt i radioprogrammet Orange Optakt, som blev sendt hver onsdag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles radiokanal, Genlüd. Hun lister koncerten med Future Islands som den bedste på Roskilde Festival sidste år, og så forbereder hun altid udførligt en liste med kunstnere, hun skal opleve. I dag deler hun noget af denne liste med os.

Roskilde Festival (Foto: Thomas Borberg/Politiken)
Foto: Thomas Borberg/Politiken

Jeg var 15 år gammel, da jeg første gang kunne veksle min billet til et Roskilde Festival-armbånd. Det var sort med blå bogstaver, og jeg må indrømme, at armbåndet blev siddende dér på mit håndled i et par år. For Roskilde Festival var en ny verden med mennesker, der gerne ville høre den samme musik som jeg. Musik som mine venner ikke viste særlig interesse for. Så jeg beholdt armbåndet på som et lille minde fra de magiske otte dage, hvor man ikke er i Roskilde, men på Roskilde.

Det var tilbage i 2006, hvor Bob Dylan, Guns’n’Roses, Franz Ferdinand, Morrissey, The Strokes, Tool, Roger Waters og Kanye West stod allerøverst på plakaten. Mine egne hovednavne var Arctic Monkeys, Kashmir, The Streets og Clap Your Hands Say Yeah. Sidstnævnte står som en af mine bedste koncertoplevelser i de ni år, jeg er kommet på festivallen.

Desværre gik jeg også glip af rigtig mange gode navne, derfor har jeg hvert år siden forberedt mig ved at gå hele listen af navne igennem og givet dem et lyt på Youtube. Sådan er jeg stødt på mange gode kunstnere – heriblandt Kurt Vile og Fleet Foxes. I år er mit personlige program præget af, at de fleste af de navne, jeg kender godt, er gengangere på Roskilde. Derfor vil jeg ikke bruge for lang tid på at anbefale bands som Mew. I stedet vil jeg anbefale et par stykker, som gjorde mig nysgerrig på mere, da jeg lyttede mig gennem programmet. Inden jeg gør det, skal jeg dog have to helt essentielle kunstnere af vejen:

Paul McCartney – Orange Scene, lørdag kl. 22.00

Jeg drømte en gang, at The Beatles skulle spille koncert i kantinen på mit gymnasium. Jeg nåede lige at se John Lennon gå på scenen, og så vågnede jeg. Skuffelsen var endnu større, da jeg flere år senere i 2012 havde billet til Paul MccCartney i Horsens, hvor koncerten blev aflyst. Jeg har været dedikeret Beatles-fan, siden jeg var 14 år gammel. Hvis jeg selv kunne vælge en solokoncert med et af Beatles-medlemmerne, havde jeg nok valgt både John og George før Paul. Som soloartist har Paul været utroligt produktiv gennem årene, desværre er det ikke alt, der fanger mig. Men gør jer selv den tjeneste at gå hen til Orange Scene klokken 22 lørdag aften, når festivalen når sin afslutning. Det er en fantastisk mulighed for at høre en masse McCartney-skrevne Beatles-sange live, herunder klassikerne Let It Be og Yesterday. Jeg skal i hvert fald bruge det meste at min lørdag på at ligge i kø.

Paul McCartney & Wings – Maybe I’m Amazed

 

Father John Misty – Avalon, torsdag kl. 17.00

Father John Misty har for mig i mange år blot været trommeslageren i Fleet Foxes, indtil jeg blev introduceret for hans musik tilbage i oktober. Han kan opleves på Vega to gange til november, men inden da kommer han heldigvis forbi Roskilde. Father John Misty kan godt virke lidt prætentiøs og arrogant under interviews, men en mand, der danser som på nedenstående video, kan umuligt være alt for selvoptaget.

 

Dolomite Minor – Pavilion, fredag kl. 18.30

Dolomite Minor består af to unge fyre fra England. Den ene spiller trommer, den anden spiller guitar. Og når nu Northside var så heldige at sikre sig Black Keys før Roskilde, så ser Dolomite Minor ud til at være et interessant alternativ. Man kan dog ikke sammenligne dem fuldstændig med Black Keys, for der er nok mere Nirvana-agtig grunge over Dolomite Minor, end garage/blues rock.

 

Noura Mint Seymali – Gloria, onsdag kl. 20.00

Noura Mint Seymali er for mig et fuldstændig ubeskrevet blad. Jeg anede faktisk ikke en gang, at hendes hjemland, Mauretanien, eksisterede. Hun er et af de navne, jeg er stødt på, når jeg har lyttet programmet igennem, og hun er legemliggørelsen af, hvad der blandt andet gør Roskilde så fedt. For hvornår skulle jeg ellers have mulighed for at opleve en nordvestafrikansk kunster i Danmark? Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente af hende, så jeg håber bare på at blive overrasket onsdag aften på Gloria.

 

Rising-anbefalinger

De Underjordiske – Rising, mandag kl. 21.30

De Underjordiske lyder som et syrerockende 70’er-band. Der er enormt meget stemning i deres sange, som de synger på dansk. Sangene er prægede af nordisk mystik, og man føler sig henvist til de dybe svenske skove. De lyder allerede for modne til at indtage den lille Rising-scene. Men det gør til gengæld forventningerne til det danske band endnu højere.

 

The Entrepreneurs – Rising, mandag kl. 23.00

The Entrepreneurs gæster Roskilde Festivals Rising-scene mandag aften (Foto: Maria Ravn)
The Entrepreneurs gæster Roskilde Festivals Rising-scene mandag aften (Foto: Maria Ravn)

Vi var så heldige at have bassisten fra det danske band The Entrepreneurs med på telefon, da jeg lavede Orange Optakt med et par studiekammerater på Journalisthøjskolen. De to bandmedlemmer spiller energisk punk, som det er umuligt ikke at danse med på. Roskilde så i øvrigt tidligt potentiale i dem: De bookede dem, da de kun havde udgivet én single, Brutal Summer.

 

Yung, Rising, tirsdag kl. 23.00

Mikkel Silkjær Holm er hjernen bag aarhusianske Yung, som i november sidste år udgav debutalbummet Falter. Det blev taget godt imod af anmelderne, og Mikkel og hans garagerockere får ligeledes rigtig flotte anmeldelser for deres koncerter. Yung kunne sagtens være et af de navne, som dukker op på Roskilde-plakaten allerede næste år – ligesom The Minds of 99, der har taget turen fra Rising sidste år til at åbne Orange Scene i år.

Del og kommentér

  1. Mikael says:

    Husker også tydeligt åbningskoncerten med Clap Your Hands Say Yeah på Odeon i 2006. Sjovt som det gik ned ad bakke med dem efter deres fantastiske debut dengang

    Hvis man er blevet glad for de Underjordiske vil jeg også anbefale deres norske venner i Electric Eye på Gloria onsdag kl 22

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?