Elektroniske opdateringer

Det er lidt tid siden, jeg har haft ren elektronisk musik på programmet. Senest skrev jeg om Rihanna, hvilket jo var en slags sjældenhed her på bloggen. I dag vil jeg komme de elektroniske hoveder i møde med en liste over ti udgivelser fra de seneste par måneder, som er absolut nødvendige at tjekke ud.

Burial: Truant/Rough Sleeper
14. december

Godt, lad os starte med en ep, der røg på gaden for blot et par dage siden og til manges overraskelse: Burial har endnu engang åbnet portene til sit minderige, hvor vokalsamples fra fortidens storhed fyger henover eroderede beats. Truant/Rough Sleeper består meget lig Kindred EP af to lange numre (i alt 25 minutters Skønhed), der udvikler sig helt formidabelt følelsesladet, usentimentalt og overraskende. Hvis du har tømmermænd skal du muligvis passe på med at lytte – ”Rough Sleeper” går lige i det melankolske, grædeklar hjerte.

Mala: Stand Against War/Maintain Thru Madness
13. november

Vi fortsætter med et knusende stærkt navn, Digital Mystikz-dubpræsten Mala. Stand Against War/Maintain Thru Madness er gamle dyder placeret solidt i 2012. Den slags man har lyst til at spille for sin lillebror, som er begyndt at høre basmusik, så han lærer, hvor få elementer der skal til for at lave en genial komposition. I basmusik starter og slutter meget med Mala.

Sensate Focus: 2.5
22. oktober

Det er ikke lang tid siden Mark Fell udgav en fremragende plade, Sentielle Objectif Actualité, som jeg skrev om i forbindelse med Wundergrund Festival, hvor han spillede koncert. Nu er han på banen igen under sit alias Sensate Focus, under hvilket han har udgivet en række ep’er i 2012. De er alle karakteriseret ved laborantens indgående kendskab og samtidige distancerede forhold til de kemiske væsker i regensglasset. Nummeret ”X” starter næsten som en simpel demonstration af computer-lyde, der så sammenføjes til et kunstigt fornøjet beat, der smiler til dig som en robot ville gøre det, nemlig uden at ane hvad det betyder. Det giver et skræmmende, morsomt og grimt track, der så også viser sig at have et par sjove overraskelser undervejs.

Karenn: sheworks004
14. november

Vi fortsætter tour-de-force med Karenn, som er et samarbejde mellem Blawan og Pariah, der hver især er blevet pænt veletablerede navne. Karenn er endnu et eksempel på det techno-fokus som den seneste tid har præget mange britiske producere, der voksede ud af dubstep (jeg skrev en artikel om tendensen tilbage i maj). Med Karenn befinder vi os i et ret råt og skrattende hjørne. Det er langt fra den computer-renhed som Sensate Focus viser i al sin slikkethed på 2.5. På et nummer som “A room full of fuck all” kan man tydelig høre hvilke farlige urkrafter, Karenn leger med.

Fatima Al Qadiri: Desert Strike
7. november

Lidt i maksimalismens ånd spiller Fatima Al Qadiri med den glitrende HD-agtige hyperealisme. Men udtrykket minder i sidste ende mere om Zomby end Rustie med den simple opbygning og de lejlighedsvise revolverskud. På et nummer som ”Desert strike” befinder man sig på randen af et beat, der aldrig helt finder forløsning, men holder fast i at futurismen – af natur – må indeholde et ubesvaret element, der gør linien mellem utopi og dystopi ubelejligt svær at se.

FIT ft. Gunnar Wendel & Omar-S: Enter The Fog/Roll Out
22. oktober

En anden tendens der har floreret i 2012 var de små bidder af jazz, som blev centrifugeret i den elektroniske musikmaskine (se et par andre eksempler jeg skrev om her). Her er f.eks. et par små bidder i et pænt swingene nummer fra Gunnar Wendel, aka Kassem Mosse.

Vladislav Delay: Kuopio
29. november

Dem som følger bloggen regelmæssigt vil vide, at Vladislav Delay (aka Sasu Ripatti) er en af mine absolut yndlingsartister. Heldigvis er han temmelig produktiv, og det er ganske enkelt utroligt hvor stabil kvaliteten af hans output er. Hør f.eks. det her track fra Kuopio, der hypnotiserer med ophøjet ro og en muligvis skjult agenda. Man ved ikke hvor man ender, når man går i gang med at høre et track af Delay.

Emptyset: Collapsed
4. oktober

Delays album er hans andet på selskabet raster-noton. En anden raster-noton udgivelse som jeg synes i skal høre kommer fra Emptyset. Det er tanden mere dystert end Delay, men det føles stadig ekstremt jordnært, faktisk som om man borer hænderne – eller ørerne – ned i jordens dyb: Det skiftevis river og aer din hud.

Raime: Quarter Turns Over a Living Line
21. november

Nu vi er ved det dystre kan vi lige så godt gå planken ud og høre et nummer fra Raimes debutalbum. Med en næsten ambient ro sænker mørket sig over verden, når duoens tungtsiddende baspuls banker på lytterens hjerte og viser hvor hult det er. Ekkoet der går gennem deres produktioner sætter musikken i et foruroligende rum, der truer med tomhed. Man ender med gladelig at klynge sig til elementer af støj, når de byder sig.

FaltyDL: Straight and Arrow
12. november

Men lad os ikke slutte så dystert. Her er et pænt saligt og humørhøjt remix, som Four Tet har lavet af FaltyDLs ”Straight and Arrow”. Jeg synes sødmen i tracket, dets luftige rum, ekstremt diskrete subbas og bouncende beat er enormt charmerende.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Anders says:

    Nu du nævner Gunnar Wendel, er der lige kommet en ny 12″ fra ham, STAAT AUS GLAS EP. Den er super fed. Et track fra den: https://soundcloud.com/kmos/kmosxsotu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Din guide til 90er-tendenserne i ny elektronisk musik

Måske har du allerede bemærket det, men 90erne sprudler frem i ny elektronisk musik. Over det seneste år er forsøget på at kombinere nye ideer med 90ernes oprindelige indsigter fra dance, rave, UK garage blevet en populær indgang til ny lyd. Et splinternyt og interessant eksempel er Dream Continuums ep Reworkz, der udkom i slutningen af sidste måned. Dream Continuum er et samarbejde mellem Machinedrum og Om Unit og deres eksperiment går ud på at bruge 90er-indsigterne i en footwork-kontekst.

Dream Continuum – Giv A Lil Luv

Et andet nyligt eksempel, som I nok allerede har lyttet til, er Burials Kindred EP, der har mange skønne rave-elementer. Ifølge en udbredt læsning af Burials musik figurerer den som en slags ”sorg over ravemusikkens død”, en sorg der udtrykkes i hans tendens til at iscenesætte rave-elementerne i en moderne ensomhed og melankoli, dvs. i en tid hvor det fællesskab, som ravekulture udgjorde, er forsvundet.

Burial – Wasp Ashtray

Den læsning er jeg ikke helt enig i. Den pådutter musikken en nostalgi, som jeg ikke kan høre. Hvad jeg derimod synes er helt tydeligt i et nummer som ”Wasp Ashtray”, er at musikken sår tvivl ved den fortid, den referer til. Frem for en egentlig længselsfuld sorg over rave-kulturens død, ser jeg det mere som vemodigt spørgsmålstegn ved selv samme kultur: Var dens emancipationsideal helt uskyldigt? Hvilken pris krævede den? ”Wasp Ashtray” er et ekstremt rigt nummer, der også handler om alt muligt andet, men dette spørgsmålstegn er en vigtig del af den måde, det kigger tilbage på 90erne på.

Det at så tvivl ved den fortid, man henviser til, er i mine øjne en afgørende del af, hvordan retro-elementer bør bruges på, hvis det samtidig skal tage et skridt ind i fremtiden. Det skaber en reflekteret musikalsk genbrug frem for en nostalgisk reproduktion. En anden som har formået at se tilbage på 90erne på en reflekteret og musikalsk enormt vellykket facon er FaltyDL med hans album fra sidste år You Stand Uncertain. Jeg vil prøve at vise, hvorfor netop hans tilgang til 90erne er frugtbar ved at dissekere et af hans bedste tracks “Lucky Luciano”.

FaltyDL – Lucky Luciano

FaltyDL har et hav af samples og referencer kørende i det nummer og jeg vil straks kaste mig ud i at præsentere dem for jer, så vi kan se, hvad han gør anderledes og hvorfor det er godt. Det mest åbenlyse 90er-element er nok det vidunderlige vokalsample. Til at starte med lyder det indelukket og frustreret, indtil det 1.18 min. inde pludselig slippes fri i en glitrende smuk solstråle. Denne kombination af indelukkethed og befrielse afspejler det afgørende greb i FaltyDLs tilgang til samplingen: Vokalsamplet, som vi straks skal på historisk dykkertur med, bærer på en emancipatorisk idé fra 90erne, men hos FaltyDL er det som om, den er lige så frustreret som befriende. Samplet stammer fra et track af Collapse fra 1991, som er ret lækkert (bered dig på 90erhed i dine øre).

CollapseHold Me In Your Arms (Pump Mix)
(I må lige bruge linket her, da indlejringen til nummeret er skjult på YouTube)

A cappella versionen af samplet er blevet brugt i et utal af ravetracks i 90erne.

Collapse – Hold Me In Your Arm (A Cappella)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/Hold-Me-In-Your-Arms-accapella.mp3]

Det kan bl.a. høres på dette Sunshine Productions track fra 1997, som FaltyDL har en åbenlys relation til, hvis man lytter til de iltre trommer.

Sunshine Productions – Above the Clouds (DJ Ham Remix)

Netop trommerne er enormt vigtige. FaltyDLs slagtøj er, udover at være lidt langsommere, langt mere præget af percussion end garage-trommerne hos Sunshine Productions, ligesom at en del rytmer har et lidt andet swing – noget der er karakteristisk for post-dubstep-produktioner. Igen et godt eksempel på, at FaltyDL ikke kopierer 90erne, men sætter dem ind i en ny ramme, et nyt swing.

Men der er endnu mere at hente i ”Lucky Luciano”. Hør f.eks. hvordan akkorderne og deres produktion hos FaltyDL minder om dette jungle track af Peshay fra 1995. Det er i øvrigt et super dystert og interessant nummer, som også sætter sine spor på Burials EP.

Peshay – Piano Tune

Både Peshay og FaltyDL har i øvrigt spor helt tilbage til dette legendariske 808 State track fra 1989, som FaltyDL endda sampler på ”Lucky Luciano”.

808 State – Pacific State

For nu lige at tage den til ekstremen her til sidst, kan vi også lytte til dette funky track ”Apache” (1973) af Incredible Bongo Band, som FaltyDL ligeledes har samplet trommer fra på ”Lucky Luciano”, og som også var et udbredt sample i 90ernes drum n bass, selvom de første samples af ”Apache” stammer helt tilbage fra den tidligste hip-hop. Incredible Bongo Bands ”Apache” er i øvrigt et cover af The Shadows‘ track ”Apache” fra 1960. Så blev den intertekstuelle bue også spændt til det yderste.

Incredible Bongo Band – Apache

The Shadows – Apache

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Bue says:

    Jeg sætter virkelig stor pris på de her historisk optegnende feature-posts. Det er en fornøjelse af få udfoldet noget arkæologi på lyde og samples fra nutidige tracks. En ting, jeg dog har hæftet mig ved, både her og i nogen grad også i andre posts er en terminologi, der indbefatter at musikken er noget, der kan ‘læses’ og som ‘handler om’ noget (i ovenstående er det især i drøftelsen af burial, det er på spil). Måske kunne man godt diskutere, hvilken indstilling til (danse)musik, denne måde at skrive om den på fordrede. Man kunne måske argumentere for, det var en lidt vel litterær eller semiotiseret tilgang, og at det var mere vigtigt, hvordan musikken virkede, og hvad den gjorde ved vores kroppe end hvad den betød. Selvfølgelig udelukker det ene ikke nødvendigvis det andet, og selvfølgelig er krosplighed og intellekt ikke nødvendigvis modsætninger, men alligevel kan jeg godt få en følelse af, der sker en eller anden form for indsnævring, der gør det sværere for mig at erfare musikken ved at danse til den eller blive rørt eller stemt af den, hvis jeg samtidig skal forsøge at tage stilling til dens spørgsmål eller dens behandling af problemer (jf. også http://www.regnsky.dk/2012/02/warrior-queen-vs-rnb/).
    Mvh. Bue

  2. Lasse Posborg Michelsen says:

    Hej Bue, tusind tak for din kommentar. Det er et meget vigtigt og spændende emne, du tager op. Og jeg kan godt forstå, hvorfor mine tekster får dig til at stille spørgsmålet. Jeg giver dig helt ret i, at man skal være på vagt overfor at læse musikken alt for ”litterært”, som du kalder det, forstået sådan, at man hele tiden bør have en forankring i musikken, og dvs. i oplevelsen af den. Men jeg synes også der er en begrænsning i kun at kunne udtrykke den virkning eller følelse, musikken vækker i én, vha. et ”følelsessprog”. Somme tider er det en bedre beskrivelse af den følelse, et track fremkalder, at sige den lyder som ”sorgen over rave-musikkens død” end bare at kalde den melankolsk. ”Læsningen” er lidt som en metafor, der kan udtrykke musikkens virkning mere præcist end den abstrakte betegnelse af en almen følelse. Konkret i Burial’s tilfælde, tror jeg, det har gjort sig gældende for dem, der var en del af rave-kulturen, at de oplevede, denne beskrivelse ramte ret præcist plet i forhold til de følelser, musikken vækkede i dem. Når jeg så lytter til Burial, sker der noget andet. På den ene side, har jeg aldrig selv oplevet rave-kulturen i 90erne, simpelthen fordi jeg var for ung. På den anden side ved jeg godt og hører også disse riffs, akkorder og effekter som noget, der stammer fra en anden tid. Jeg har altså en historisk bevidsthed i selve lytningen, eller virkningen af musikken indeholder en reference, som jeg ikke bare kan ignorere, fordi jeg netop hører den. Mit forslag ift. Burial var, at musikken fremkalder et forhold til denne reference, som ikke blot er melankolsk eller nostalgisk (hvilket er ideen i sorgtemaet), men som også indeholder en tvivl. Som om referencens status er uafklaret. Eller med andre ord: Burials musik er ikke melankolsk på en sentimental og nostalgisk facon (hvilket ville svare til en sorg over en musikkulturs død), den er snarere melankolsk på en lettere uhyggelig og foruroligende facon. Som når man kigger tilbage på en tid og er fanget mellem en kærlighed til tiden og en kombination af fortrængning af og bevidsthed om tidens skyggesider. For mig er dette ikke en ”semiotisering” (eller overfortolkning, som man måske kunne kalde det), men en udvidet, mere præcis og udfordrende måde at beskrive musikkens virkning på. Jeg tror også, det er en metode, der kan åbne lytningen op, også selvom den måske ikke gør det, i det øjeblik du står på dansegulvet. Det var et tilsvarende forsøg, jeg gjorde mht. Warrior Queen og James Blake. Jeg håber mit svar kunne afklare det hele lidt?

  3. Bue says:

    Hej Lasse.
    Det giver klart god mening, det med at gå ud over et rent følelsessprog. På mange måder, er det jo også meget mere interessant læsning, at se noget beskrevet som en sorg over ravemusikkens død (uagtet om man så er enig eller ej), end blot at få konstateret at det lyder melankolsk. Samtidig tænker jeg dog også, det er en balancegang, (hvilket vi jo tydeligvis heller ikke er uenige i). Personligt føler jeg nok, det er at gå for langt, eksempelvis at sige at Burials musik spørger om rave-kulturens emancipationsideal var uskyldigt (i ovenstående står det så dog egentlig lidt åbent om spørgsmålet tilskrives Burial eller dig selv i forlængelse af lytningen. Det er virkeligheden egentlig et meget cool greb, synes jeg). I knap så stærk grad har jeg det på samme måde med at sige musikken indeholder en tvivl. Jeg synes (og nu er vi medgivet på et ret fluekneppende detaljeplan) en mere fair beskrivelse ville være at sige, at Burials musik var flertydig eller ambivalent, og at den måske kunne fungere som et tilbud om at forløse eller på en eller anden måde bebo eller bearbejde de følelser eller den tvivl eller den uro, som nogle af dens eks-ravende lyttere, også uden for lytningen til Burial oplever. Måske handler det også lidt for mig om, at det at sige at musikken rummer tvivl (frem for f.eks. flertydighed), at den stiller spørgsmålstegn eller problematiserer i gang en eller anden grad antyder at musikken kan have et slags negerende, reaktivt element i sig, hvilket det i vid udstrækning ikke er min oplevelse er tilfældet, hvilket jeg umiddelbart sætter ret stor pris på, det ikke er. Jeg tror faktisk ikke, jeg synes man skal prøve at tænke musik som noget der er decideret kritisk, men det kan helt sikkert blive en længere diskussion.

    Et andet aspekt, du antyder, som jeg i øvrigt synes er ret interessant, og som du vist også har skrevet lidt om tidligere, er muligheden for en relativering (eller situering) af musikkens betydning i forhold til en, eller flere forskellige, lyttere. En mulighed, der i den sammenhæng måske kunne være spændende, var at eksperimentere med at prøve i den samme tekst at udfolde det samme stykke musik ud fra forskellige lytterpositioner/-situationer/-praksisser.

    Mvh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

FaltyDL og Simon Baker varsler albums

I tillæg til indlægget i foregårs om Nicolas Jaars forestående debutalbum er det værd at bide mærke i, at 2011 på nuværende tidspunkt fremstår lovende med henblik på årets bud på fuldspillere og endnu ikke ser ud til at stoppe efter et fantastisk 2010, som var rigt på imponerende udgivelser.

Vi fortsætter indenfor den elektroniske genre i to forskellige retninger. FaltyDL, den populære dubstep/garage-producer Drew Lustman fra New York, udsender den 13. marts karrierens andet studiealbum som opfølger til den anmelderroste debut Love Is A Liabillity. Den kommende plade udgives på Planet Mu – hvor han allerede har udsendt flere 12″er – og kommer til at bære titlen You Stand Uncertain, der vil byde på gæsteoptrædener fra de smukke vokalister Nneka og 22-årige Lily McKenzie, som har fået masser af support fra især den engelske radiokanal BBC 1Xtra. You Stand Uncertain består af ikke før udgivet materiale, så det skal derfor blive spændende at høre hvad denne har at byde på. Er man ikke bekendt med FaltyDLs futuristiske garage-lyd kan man velsagtens tjekke hans netop udgivende Hip Love, der tilmed er blevet remixet af The XX-medlemmet Jamie XX.

FaltyDL – You Stand Uncertain, Planet Mu. 13. marts (dubstep, garage)

FaltyDLHip Love
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/01/01-Hip-Love-1.mp3]

Som om det ikke var nok er udgivelsesdatoen for techno- og housekoryfæet Simon Bakers debutplade netop også blevet annonceret. Nyheden om en studieplade på trapperne fra FaltyDLs landsmand Baker blev først bragt i slutningen af sidste år, men til gengæld ved vi nu både, at pladen kommer til at lystre på Traces og vil ramme forretningerne og det online musikmarked et udefineret sted i marts måned.
I pressemeddelelsen fortæller det historiske pladeselskab 2020 Vision, som vil husere den kommende udgivelse, at lyden på Traces (selvfølgelig) vil være langt mere lyttervenligt sammenlignet med Simon Bakers typisk kluborienterede udgivelser. Derudover varsler 2020 Vision mere down-tempo skæringer med op til flere vokalgæster, uden at de dog endnu vil sætte navn på hvilke samarbejdspartnere vi kan se frem til.

Simon Baker – Traces, 2020 Vision. Marts (tech-house)

Simon BakerThe Trick
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/01/01-The-Trick-1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jens B says:

    Eeeeeelsker FaltyDL!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?