Selv regn kan ikke stoppe det velsmurte maskineri, som Heartland Festival er

Die Antwoord lukker hele showet af Foto: Mathias Bak Larsen

Det er altid spændende at se, om en ung festival kan overleve den udfordring, dårligt vejr skaber. Alle der var på Northside i 2017 oplevede, hvor svært det kan være for festivalen at følge med, når himmelen nådesløst åbner sig. Heartland 2019 lagde ud med en forholdsvist regnfyldt torsdag. Det gjorde, at alle ankomne måtte slå deres telte op i regnvejr, og det er aldrig fedt at starte en festival ud med et vådt telt. Tidligere har Heartland været utroligt heldige med vejret, og trods den regnfulde torsdag, var de heldige igen. Det var aldrig på skybrudsniveau, og da det først blev tørt holdte det resten af festivalen.

Nu skal det her ikke blive en ”hvis vi ikke har noget at snakke om, så kan vi altid snakke om vejret”-artikel, men jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at det fyldte noget.

Hvilket jo egentlig er sjovt, at det gør, fordi det er vitterligt det eneste, måske sammen med aflysninger, som man ikke kan gøre noget ved fra festivalens side af. Heartland er en velsmurt V8-motor, der altid fungerer. Jeg kan ikke sætte en finger på eksekveringen, fordi jeg synes, de gør det så sindssygt godt. Derfor er jeg nødt til at klage lidt over vejret. Lidt sur skal man jo være, når man møder ind på kontoret i dagene efter at have været på en fantastisk festival, og har lidt svært ved at acceptere hverdagen igen.

Hans Philip foto: Nicolai Hildebrand

Heartland, du er fantastisk, og du bliver ved med at udvikle dig. Der var større forskel på 2017 og 2018 udgaverne, end der var på i år og sidste år, og det vidner om, at Heartland har fundet den struktur, der passer. De store scener lå samme steder, og det lignte faktisk i store træk sig selv fra sidste år. But why would you change a winning team? Det gør du jo kun, hvis du er Pochettino og starter Kane i stedet for Lucas I DEN STØRSTE KAMP I KLUBBENS HISTORIE, SELVOM HAN SCOREDE HATTRICK I SIDSTE KAMP OG DERMED EGENHÆNDIGT BOOKEDE PLADSEN I FINALEN…

Nå, men det skal ikke handle om fodbold, selvom det var på manges læber om lørdagen. Det svømmede med Liverpool-trøjer på pladsen, og jeg kan forestille mig, at festivalen har haft et kæmpe dilemma i forhold til, om de skulle vise Champions League-finalen. Jeg endte med ikke at se den og prioritere festivalen, men jeg kan godt forstå dem, der gerne ville se det.

Så det var et Heartland plaget af vejrmæssige udfordringer og interessen for en fodboldkamp. Men det var også et Heartland, der er så skide veludført, at man kun kan elske det.

Jeg vil ikke bruge så lang tid på at gå i dybden over det musikalske, fordi jeg havde så mange gode oplevelser, at jeg kunne skrive en roman om det. Men jeg vil alligevel lige fremhæve Erika de Casier og First Hate som dem, der rangerer i min personlige top. Prxjects-scenen var blevet flyttet ud i skoven, og den er fandme dejlig, den scene. I hvert fald for os der gerne vil følge med i vækstlaget i dansk musik.

Erika kommer til at spille større scener i fremtiden. Foto: Maja Kongegaard Bramm

Udover de mindre, danske navne, så leverede de større, danske navne bestemt også mindeværdige øjeblikke. Minds er som altid sublime, og de har sat deres egen barre så højt, at de kun kan skuffe, men aldrig gør det alligevel. Hans Philip var tilbage og stod og var helt sart på en scene, med sin nye og mere introverte musik. Det klædte ham ikke at kunne gemme sig bag Ukendt Kunstners fest-koncerter.

Et sidste skud ud skal gå til Die Antwoord, der faktisk skabte Heartlands første moshpit. Og der var faktisk mere end et. Det lykkedes for Heartland at smide det polerede og vise ægte kant i 2019 og minde os om, at det jo faktisk er en festival og ikke bare et folkemøde for kultureliten.

Vi ses sgu i 2020, og jeg glæder mig til at se, hvad I finder på til mig næste gang.

First Hate på Prxjects scenen Foto: Dennis Morton

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad skal du opleve på de kulturradikales folkemøde?

Foto: Magnus Hyltoft

Nu er det endelig blevet tid til de kulturradikales folkemøde.

Du genkender godt typen. Han står der ved kaffemaskinen og rynker på næsen over maskinens fortolkning af en cappucino. Han har netop fortalt dig om, hvorfor The Good, The Bad & The Queen-Albarn er laaangt bedre end Gorillaz- og Blur-Albarn. I hånden har han dagens Politiken og i den anden har han en notesbog, fordi han ”husker bedre, når han skriver ting ned i hånden”. Han hader distortion og han glæder sig til at komme ud af byen, fordi han lige er blevet det år ældre, der skiller en gæst og en kritiker ad.

Den person tror jeg, at alle mine kolleger vil genkende, fordi det er langt hen ad vejen mig selv, jeg har beskrevet. Udover at jeg bedst kan lide Blur-Albarn…

For fanden jeg glæder mig til årets udgave af Heartland Festival på smukke Fyn (er Fyn hipt nu egentlig?). Jeg glæder mig til at drikke specialøl og ikke tage til talks, selvom jeg godt kan lide at komme på en festival, hvor de er, fordi det passer godt til mit image. Jeg glæder mig til at bruge skraldespanden og betale 110 kroner for en sandwich. Og ikke mindst – så glæder jeg mig til at blive vækket kl. 08.30 af en trompetspiller fremfor at blive vækket af ”Technopiik” af storkunstneren Pattesutter fra en efterskolelejrs Soundboks.

Det er jo så dejligt med den rene og pæne festival, men jeg må indrømme, at musikprogrammet og jeg clasher lidt i år. Flere af de store navne siger mig ingenting, men jeg kan godt sætte pris på, at det stadig er scoops. Derfor bliver det her måske en lidt alternativ liste med forslag, som udelukkende tager udgangspunkt i, hvad jeg ser frem til. Så det håber jeg, at du kan bruge til noget!

Here goes:

Richard, min Richard, hvor er det dog fantastisk, at du vender tilbage til Danmark efter kun to år. Den MEGET trofaste læser husker måske denne artikel, og det er for mig det definitivt vigtigste indslag på årets Heartland Festival. Han er sgu så dejlig, ham Richard, og jeg synes, du skal gøre dig selv tjenesten at se ham i levende live. Det er svært at spå om, hvornår chancen kommer igen. Sidst gik der 17 år. Richard Ashcroft spiller på Greenfield Stage lørdag kl 17.00 (og JA, han spiller sange fra The Verve-dagene).

Hot Chip og Die Antwoord. Hvis der skal være fest, så lad der dog for fanden være fest! Heartland har et ry for at have et ret stillestående publikum, som bruger mere energi på at tysse på folk end at danse og gå amok. Det har arrangørerne tænkt sig at lave om på i år. Håber jeg. I hvert fald er omstændighederne perfekt til, at Heartland-publikummet kan komme lidt ud af sin skal med specielt Die Antwoord, som må siges at være den skæveste booking til dato. Det er dog også beviset på, at Heartland tør at tage chancer og udfordre sit publikum. Hvis ikke festen kommer her, så tror jeg aldrig, den kommer. Festen starter (forhåbentlig) lørdag kl 23.45 på Highland Stage med Hot Chip og fortsætter kl. 01 på Greenfield med Die Antwoord.

Tag for resten lige at se Danny Brown også. Det er Heartlands første hiphopbooking (Benal er pop – change my mind). Af hjertet tak til Heartland for at tage chancer. Danny Brown spiller på Highland Stage fredag kl. 18.15.

Glem ikke Prxjects-scenen. Her kan man i intime rammer smage på noget af det bedste fra den danske undergrund. Jeg skal i hvert fald se First Hate, Lust For Youth og Erika de Casier, og jeg synes, du skal overveje det samme. Husk på, at scenen i år har fået ny location!

HANS FUCKING PHILIP er tilbage. Guilty pleasure or not. Sidst jeg så ham, var med Ukendt Kunstner på Heartland for to år siden, og hvis du ikke har hørt hans soloudspil og tænker, at du hader Ukendt Kunstner, så er der endnu mere grund til at prioritere den her koncert, fordi det er så langt fra Ukendt Kunstner, det kan komme. Det bliver hans første koncert siden Ukendt Kunstner-dagene, og hans nye music er mere down to earth, melankolsk og reflekteret. Det handler ikke så meget om at være ung og spille dum I Københavns natteliv, som det plejede at gøre, og det klæder ham virkelig. Det her glæder jeg mig virkelig til at høre live. Hans Philip spiller lørdag kl 15.45 på Highland Stage.

Omend så nyd Heartland og husk at gå på opdagelse i den fantastiske verden, de har opbygget til os. Et år mellem hver Heartland er altså for lang tid, hvis du spørger mig. Vi ses til en øl og en dans. Nyd det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT er det bedste sted at følge med i dine yndlingskunstneres udvikling

Motorique Foto: Laura Fromm

SPOT-festival er kendt som den ultimative hellige gral for upandcoming dansk musik. Det er stedet, hvor håbefulde musikere spiller showcases i håb om, at den rigtige person står i publikum og kan hjælpe deres karriere videre. Det er ligeledes et godt sted for publikum at holde øje med musikbranchen, og hvad der rører sig, og tage nye oplevelser med hjem, når dagen er omme.

 

Det er også det, som SPOT-festival har været for mig – indtil nu. Det er tredje år i træk, jeg har været på SPOT, og jeg nyder altid at bruge en weekend i maj i Århus, hvor man kan mærke at byen summer af liv og glade mennesker. Jeg nyder også at opdage ny musik og blive positivt overrasket over oplevelser, som jeg ikke helt tror, man kan få andre steder. Men udover at SPOT er et godt sted for ny musik, så fandt jeg ud af i år, at SPOT også har en helt anden funktion – det er virkelig et godt sted at holde øje med musikeres udvikling. Det er den fedeste følelser, når man kan stå og se en koncert med et band, man har set flere gange før og så nyde, at de bare bliver dygtigere og mere scenevante. Det gjorde sig for mig gældende med bl.a. Motorique, som jeg har skrevet en del om tidligere. Sidste år kæmpede de for at komme med på SPOT og i år spillede de på hovedscenen. Der er altså kun gået et år!

 

Udover Lennart, David og Mads fra Motorique, så har jeg før interviewet Rasmus, Oskar og Peter fra Ecstasy In Order. Jeg har også været til koncert med dem to gange før. Første gang var på netop SPOT for et år siden. Her lagde de Radar ned med deres dansable beats og længselsfulde lyrik. Det bagkatalog de havde for et år siden bar meget præg af at være det første, de havde udgivet. Det var skide godt, men havde også nogle “rough edges”. Det er ikke en kritik, fordi jeg er vild med deres gamle sange, men det forbavsede mig virkelig i år, hvor velproduceret og professionelle deres nye sange lyder i forhold til. Det er virkelig en fornøjelse at følge med i deres udvikling – specielt når der bag musikken står tre utroligt sympatiske gutter, som bare gerne vil lave noget musik, de selv synes, er fucking fedt.

 

Det er helt skørt, så populære Athletic Progression er i Århus. Følelsen af at de er byens drenge, gennemsyrer publikum under deres koncerter. Crowds til SPOT kan være svære pga. showcase formatet, men under deres koncert på Voxhall var der virkelig ild i fødderne hos publikum. Det føltes som om, at der var solgt mange SPOT-billetter kun for den her koncert. Det er en Regnsky-tradition, at der bliver skrevet lidt om Athletic Progression efter SPOT, og i år skal ikke være nogen undtagelse, fordi jeg føler virkelig, at de ikke kan gøre noget som helst forkert, når de optræder i hjembyen, Århus. Den større scene i år gjorde dem kun ekstra tændte, og specielt Justo og hans tilstedeværelse på scenen gør, at man aldrig kommer til at savne nogen form for lyrik i deres numre. Det er en bassist med stor selvtillid, der fører sig frem på den helt rigtige måde, og ligemeget hvad han gør, så kvitterer publikum med et “YEEEEAAAAH”-råb. Fantastisk at opleve. Også et godt trick med at kaste en signeret LP ud blandt publikum. Knap så fedt, at det var lydmanden, der greb den. Det har slet intet at gøre med en mavesurhed over, at jeg stod ved siden af lydmanden og faktisk havde den i hånden i et splitsekund.

 

Jonathan fra Athletic spiller også i andre projekter, og jeg kan ikke få nok af at se ham optræde. Han tager røven på mig gang på gang, og derfor var det en utroligt positiv overraskelse, at han delte scenen med Erika de Casier, som min kæreste allernådigst havde fået trukket mig med til. Det var en kanon oplevelse at se deres samspil, og på et tidspunkt fik man nærmest lidt ondt af Erika over, at tempoet blev sat så højt, at hun havde lidt problemer med at følge med i sit eget nummer “intimate”. Det gjorde hun dog med bravour, og for helvede det fungerede godt. Det var kun de to på scenen, og det var hverken for meget eller for lidt.

 

Nu har det handlet meget om at gense og nyde udviklingen, men jeg vil dog lige runde den her artikel af med et shoutout og måske et lille “hvad sagde jeg”. Jeg anbefalede, at man skulle se NATKAT, og de var helt nye for mig. Jeg fandt dog ud af, at jeg måske anbefalede dem af de forkerte grunde. Det var 90’er inspireret hiphop med bøllehat og beats, der ville gøre LL Cool J misundelig, men det var i høj grad også en magtdemonstration af frontmand Frej Le Funk, der uden anstrengelser viste, at han gør tingene på sin egen måde, og at man godt kan forvente, at fremtiden for dansk hiphop kan noget andet end autotune og dårligt producerede beats. Sorry, men jeg afskyr soundcloud og mumblerap. NATKAT er ægte, for helvede hvor er de ægte. Gå ikke glip af dem på Roskilde. De kommer til at lægge det ned igen.

 

SPOT, tak for dig igen i år. En mindre tak skal der lyde til nattefrost og snevejr der gav et meget anderledes SPOT, end jeg har oplevet før. Jeg håber, solskinnet vender tilbage i 2020, fordi Århus og SPOT gør sig bare bedre i lys frem for skiftende sne og blæst. Og så er det mega svært at se ordentlig smart ud i en regnjakke, når man havde planlagt et outfit der var baseret på shorts og hurtige sneaks. Det må blive i 2020.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Octavian og Slowthai reddede JOURNEY fest.

Octavian rapper inden en moshpit. Foto: Johannes Bruun Andersen

De to unge britiske rappere Slowthai og Octavian viste lørdag aften deres høje klasse til JOURNEY fest.s afslutningsbal i Den Grå Hal. De måtte kæmpe med et publikum, der bar præg af at have været en hel aften på Christiania. Pusher Streets funklende lamper havde givetvis lokket en del gæster til sig under de, mildt sagt, knap så heldige koncerter fra Bob Moses og Health. De to nordamerikanske bands var som taget ud af stock photos, du finder, hvis du googler henholdsvis pop rock og metal. Skuffende tandløst udtryk og de var da også genstande for utallige jokes blandt de fremmødte.

Bob Moses spillede desværre ordinær rock denne aften. Foto: Johannes Bruun Andersen

Heldigvis var en stor del af publikum blevet i den kølige hal til aftenens sene lækkerbiskner. Scenen sydede efter at være blevet varmet grundigt op af den britiske upcoming rapper, Flexlikekev, og Slowthai startede med at hælde en kæmpe dunk musikalsk benzin på bålet. Sammen med sin elefanthue-klædte DJ/Hypeman fyrede han den fuldstændigt af med sin intense punkede hiphop. Jeg må indrømme, jeg blev lidt intimideret, da han skreg ’KODAK MOMENT POLAROID PICTURE SHAKE IT YEAH YEAH YEAH’ ind i fjæset på mig med fuldt udspilede pupiller.

Slowthai har en punket og ekstremt direkte attitude, der manglede lidt modspil fra publikum. Rapperen åbnede flere gange op for moshpits, og deltog selv flittigt i dem. Men det var som om gnisten aldrig rigtig blev tændt, på trods af tunge sange som ’Doorman’, ’Drug Dealer’ og ’T N Biscuits’. Jeg tror Slowthai fungerer bedre på et lidt mindre spillested med lavere til loftet, hvor kondensen kan drive ned ad væggene og den aggressive stemning er mere klaustrofobisk, end tilfældet var i Den Grå Hal.

Slowthai sender salver ud mod publikum. Foto: Johannes Bruun Andersen

Så var det blevet tid til den koncert, jeg har glædet mig mest til i dette år; Octavian. Det var tydeligt at mærke, at han spiller i en anden liga end aftenens andre artister. Fra et gennemført stærkt visuelt sceneshow til de knivskarpe shuffle-agtige dansetrin, så sad det hele lige i skabet. Jeg synes ofte, at rap-koncerter handler om at se giraffen og høre ham forsøge at holde trit med et backing track. Octavian havde kun et par ad-libs, men ellers rappede han fuldstændig live og lå stramt på beatet.

Det der adskiller Octavian fra andre fremstormende rappere er hans alsidighed. Han kan gå op og ned i tempo, og springer ubesværet rundt i forskellige genrer, så man aldrig kan gætte, hvad der kommer i næste sang eller vers. Han croonede sjælefuldt på ’Move Faster’ og var helt rå på ’Bet’. Koncerten var endnu en bekræftelse på, at der ikke er nogen begrænsninger for, hvor stor han kan blive, for han har hele pakken. Hvis man var så uheldig at gå glip af briten, kan man heldigvis få rådet bod på det, når han spiller på sommerens Roskilde Festival.

Octavian indhyllet i galaksefarver. Foto: Johannes Bruun Andersen

Tidligere på aftenen viste norske Varnrable og Erika de Casier spændende smagsprøver på talent, der skal blive spændende at følge fremover. De Casier indtog scenen blot med en trommeslager og sin naturlige charme, og delte soleklart ud af sine tågede og mystiske popsange.

Erika de Casier under sin koncert. Foto: Johannes Bruun Andersen

Mystik var der også rigelig af da rockens Young Thug, Yves Tumor spillede. Efter at have smidt fotograferne væk fra fotograven, gav han stort set hele sin koncert på hegnet foran publikum. Hans unikke genreblandinger er svære at sætte ord på, så jeg vil anbefale at høre hans, efter min mening, bedste nummer ’Noid’. Det blev også leveret ekstremt stærkt, og det er mig en gåde, hvordan en næsten to-meter-høj mand kan vogue så nænsomt, mens han brøler sine tekster ud.

Alt i alt var JOURNEY fest. i Den Grå Hal en pose blandede bolsjer. De navne jeg havde glædet mig mest til leverede 100%, men de positive overraskelser udeblev desværre. Måske havde det gavnet at lægge arrangementet i en lidt mindre venue, der havde givet plads til mere nærvær og intensitet mellem publikum og kunstnerne. Men det var også fedt at kunne skeje ud på forreste række som kæmpe uk-fanboy.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *