Wasn’t Born To Follow – but you should

Første udgave af Wasn’t Born To Follow er nu veloverstået, og lad mig slå fast med det samme: Konceptet holder!

Wasn't Born To Follow final

Kombination af gratis og ikke-gratis koncerter, af udendørs og indendørs koncerter og ikke mindst kombinationen af festivalformen med den klassiske koncertform gjorde denne sensommersøndag på Pumpehuset til en helt særlig og forfriskende oplevelse for en efterhånden ret rutineret koncert- og festivalgænger som jeg selv. Musikken var tydeligvis i fokus, som den bør være, men det forhindrede i den to timer lange pause mellem udendørs og indendørs koncerterne ikke de tilstedeværende i at lade sig flyde ud på de interimistiske stole og ‘senge,’ som var placeret rundt omkring i Pumpehusets hyggelige gårdhave.
Omgivelserne var utvivlsomt helt i top, og det samme var lyden traditionen tro også, når Pumpehusets dygtige folk er involveret. Men nok snak om omgivelser, skønne mennesker og koncepter; musikken var den egentlige årsag til, at jeg og sikkert også de fleste andre var dukket op.

Jeg havde på forhånd udpeget Emma Acs som en af mine højdepunkter. Det er efterhånden to år siden, at der sidst er kommet nyt fra den nu 22 årige danske sangerinde, men denne søndag gav hun og hendes band, The Inbred Family, prøver på hendes nye lyd, som virker mere dyster, mere syret og tør man sige mere moden, end man tidligere har oplevet hende. Wasn’t Born To Follow dannede ramme for dansk syrerocks ubestridte dronnings længeventede og yderst vellykkede genkomst.

Emma Acs – Green Stars And A Orange Sun

Dagen var som sagt delt op i en gratis udendørs del og en indendørs del, som krævede, at man købte billet. Derfor var der for den økonomisk trængte del af publikum lagt op til dagens højdepunkt, da Matt Mondaline og vennerne i Ducktails trådte op på den hyggelige bjælkescene, som sommeren over optager en stor del af Pumpehusets gårdhave.
Selve koncerten var en lidt spøjs oplevelse. Musikalsk leverede de nærmest præcist, hvad man kunne forvente af så dygtige musikere, men deres noget introverte sceneoptræden var med til at få publikum til at falde lidt hen. Om det var hensigten, er svært at sige, for som jeg også skrev i min optakt, er deres musik oplagt til en god omgangs søndagshygge mod efterveerne af en travl uge og en hård weekend. Mod slutningen af koncerten skruede de dog en smule op for tempoet på et par spritnye numre, som endda fik den ellers rolige Matt Mondaline til at svinge frisuren i den milde sensommerbrise.

Ducktails – Hamilton Road

Hvis Ducktails’ hensigt var at lulle folk i en form for meditativ trance, var det bestemt ikke målet for Dirty Beaches, da de som det første band indtog Pumpehusets store scene senere på dagen. Jeg mødte op til koncerten med ret høje forventninger, men trods flere ganske udmærkede højdepunkter såsom “Casino Lisboa” kom Alex Zhang Hungtai aldrig ud over scenekanten. I det hele taget endte det hele med at være en desværre ret langtrukken oplevelse, som ikke blev gjort bedre af, at Hungtai i høj grad virkede til hellere at ville feste med sig selv end med den ellers ekstremt loyale og begejstrede fanbase foran scenen. Han skal have ros for at spille sig op til sidst, men på det tidspunkt havde en ganske anseelig del af publikum valgt at forlade den ekstremt varme sal.

Dirty Beaches – Casino Lisboa

Men hvor Dirty Beaches til dels var en skuffende oplevelse for undertegnede, levede Mikal Cronin i den grad op til mine og publikums forventninger. Efter en rolig start med en håndfuld numre fra hans første selvbetitlede album, tog koncerten for alvor fart, da han og hans fantastiske album fra i år, “MCII,” gik sin fortjente sejrsgang med “Am I Wrong,” “Weight,” “See It My Way,” “Shout It Out” og “Change” i en lang og særdeles vellykket collage.

Mikal Cronin – Change (Live on KEXP)

Alt i alt en rigtig fin dag, som forhåbentlig snart vender tilbage igen. Og Smash!Bang!Pow!, som stod bag arrangementet, har da også lovet, at det bestemt ikke er sidste gang, de afholder Wasn’t Born To Follow. Og jeg glæder mig til næste gang!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Wasn’t Born To Follow: Et syret søndagskram til sommeren

Wasn't Born To Follow final

Når Smash!Bang!Pow! søndag eftermiddag slår dørene op for første udgave af Wasn’t Born To Follow på og ved Pumpehuset vil der flyde en kærlig strøm af varme følelser fra mig til dem. Her er nemlig tale om et forsøg på at sprænge den uforløste bobbel af festivalblues, som jeg har i hvert fald opbygget over sommeren. Det sker med en ordentlig indsprøjtning af festivalstemning på blot 10 timer i form af et pakket program med det amerikanske beachrockede vidunderbarn Mikal Cronin, den højaktuelle canadiske lo-fi rocker Dirty Beaches og Real Estates Matt Mondalines soloprojekt-gone-popband Ducktails som de tre største navne.

Jeg var så heldig at høre Mikal Cronins spektakulære optræden på Pop Revo-festivalen i Aarhus i foråret, og der lyder en klokkeklar og varm anbefaling herfra. Og netop varme er hans element. Han formår som ingen anden – det skulle da lige være hans nære ven, Ty Segall – at spille varmen, sommeren og den særlig strandstemning direkte ind i sjælen på sine tilhørere uden det virker forceret. Han lader mulighederne stå åbne og lader det være op til den enkelte, om man vil lade sig rive med i form af energisk dans, eller om man vil lade sig synke sammen i afslappet accept og selvtilpashed.

Mikal Cronin – See It My Way (Live at Pitchfork Festival 2013)

Ducktails er en sjov historie. Det startede ud som Matt Mondaline fra Real Estates soloprojekt, og sådan forholdt det sig også, da jeg lyttede til Ducktails for første gang for fem år siden. Det kastede dog ikke det store kærlighedsforhold af sig, og det var egentlig først, da Matt Mondaline fik hjælp af en dyrekollektivistisk fyr, som går under navnet Panda Bear på et nummer fra B-siden af hans tredje studiealbum, “III,” at jeg for alvor fik øjnene op for Ducktails.

Ducktails – Killin’ The Vibe (featuring Panda Bear)

I dag har Matt Mondaline fået selskab af Luka Usmiani, Alex Craig og Samuel Franklin, og selvom den psykadeliske og til tider fortryllende udflydende lyd er bibeholdt, har både tempo og instrumentering fået et nøk op ad på årets udgivelse The Flower Lane, hvilket bestemt ikke har skadet bandet. Dette band er ubetinget et must-see, og hvis man søger en søndag i veltilpas salighed, er Ducktails utvivlsomt det rigtige sted at søge hen.

Ducktails – Under Cover

Her til sidst vil lige fremhæve en af mine danske yndlinge, som jeg endnu ikke har nævnt. Det er efterhånden to år siden, at den rødhårede skønhed Emma Acs tog Danmark med storm med debutalbummet “Champagne,” men rygterne går på, at hun snart skulle være klar med nyt materiale fra hendes eksotisk syrede univers.

Emma Acs – Fever

Arrangementet løber som sagt af stablen nu på søndag, den 11. august, på og udenfor Pumpehuset fra klokken 14:00. Første band, danske Nobody, går på klokken 14:30, og så følger kunsterne ellers i en konstant strøm, indtil Mikal Cronin på bedste vis lukker og slukker henad midnat.
Billetterne koster 160 kroner og kan købes her. Facebookeventen er her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *