Året der gik – del 2: Årets nummer

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

I går så jeg nærmere på årets bedste koncerter, og her i anden del er tiden så kommet til de enkelte numre. Hvem har lavet lige præcis det nummer, som har sat sig fast i min øregang i 2015? Find svaret herunder.

Del 1: Årets bedste koncerter

Årets danske nummer

3. Faunea – Cope
Faunea mangler stadig det store gennembrud herhjemme, men hvis hun bliver ved med at levere numre på niveau med Cope, går der formentlig ikke lang tid, før det sker. Hun er da også i studiet for at arbejde på sit debutalbum, som jeg glæder mig meget til. Men indtil videre må vi nøjes med Cope, som med et tungt elektronisk beat og et nærmest manisk vokalt udtryk trækker lytteren mod et mørke, der gør lytteren nysgerrig på mere. Jeg føler mig indhyllet, jeg føler mig varm, og det er nok til en flot tredjeplads.

2. Shy Shy Shy – Do Not Ask
På andenpladsen finder vi endnu et ungt orkester, som optrådte på Uhørt Festival, i form af Shy Shy Shy. Do Not Ask er velsagtens det længste, man kan bevæge sig væk fra Faunea, og det er for mig ubetinget lyden af sommeren 2015. Jeg kan ikke lade være med at nynne med på de hyggelige toner fra Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, og jeg kan ærligt sige, at jeg gerne må danse til den sang! Og på trods af at have hørt nummeret tæt på 100 gange, er jeg endnu ikke blevet træt af det. Det må trods alt være et godt tegn…

1. Blaue Blume – Thinking of Roxy
Vi tager et smut tilbage til den mere dystre ende af det musikalske spektre i selskab med Blaue Blume for at finde årets ubetinget bedste danske nummer efter min mening. Thinking of Roxy rører ganske enkelt bare noget, fordi den rammer noget helt personligt i mig. Det gør nummeret tydeligvis også for forsanger Jonas Smith, som har skrevet et helt album nærmest dedikeret til denne Roxy og en skæbnesvanger nytårsaften – og det mærker man i den underspillede opbygning mod et klimaks, som er det mest elegante, der er at finde på bandets fantastisk debutalbum Syzygy.

Årets udenlandske nummer

5. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg elsker, når bands eksperimenterer med deres lyd, og det må man sige, at Unknown Mortal Orchestra har gjort med titelnummeret fra deres 2015-album. Ruban Nielsons hæse og til tider afgrundstruede vokal kommer virkelig til udtryk på Multi-Love, og det er med til at skabe en unik kontrast mellem de nærmest musikal-inspirerede vokalstykker og de mere funky instrumentale afsnit af det velkomponerede nummer.

4. Ducktails – Headbanging In The Mirror
Havde I virkelig regnet med, at jeg kunne gå en hel liste uden en lille smule shoegaze? Nej vel? Ducktails har med Headbanging In The Mirror lavet et nummer, som nok beskriver min musiksmag bedre end noget andet nummer i år. Matt Mondanile inviterer igen ind i sit vidunderlige drømmende univers, hvor man med det samme bliver sendt af sted ned af en highway i det sydlige Californien. Det er der, jeg vil hen, og Matt leverer altid – uanset om det så er som Ducktails eller Real Estate.

3. HONNE – Warm On A Cold Night
Jeg tror ikke, at der er et band, jeg har lyttet mere til i år end HONNE. De to britter har hele året igennem sendt det ene mesterværk af en EP ud efter den anden, og deres elektrofunkede soul-lyd har ganske enkelt bare ramt plet hos mig. Der har derfor været hele otte udgivelser at nyde i år, men deres hidtil bedste nummer finder man på deres anden EP i form af Warm On A Cold Night, som på sin vis giver et godt øjebliksbillede af producerduoens virke. Det er velproduceret, det er sexet, og det er ikke mindst bare utroligt fængende for øret.

2. Courtney Barnett – Pedestrian at Best
2015 har været året, hvor kvinder, der laver rock, har været over det hele. Og øverst blandt dem står britiske Courtney Barnett, som jeg godt kan love, at vi kommer til at møde et par gange mere på årslisterne. Alle hendes numre er karakteriseret ved eminente tekster om relativt basale hverdagsemner, og selvom talesang kan være ekstremt anstrengende at lytte til i mange tilfælde, formår Courtney Barnett alligevel at gøre det spiseligt – måske netop på grund af de simple budskaber. Jeg kunne have valgt blandt mange numre, men især Pedestrian at Best har sat sig fast hos mig med linjer som “give me all your money and I’ll make some origami honey // I think you’re a joke but I don’t find you very funny”.

1. Tame Impala – New Person, Same Old Mistakes
Eventually, Let It Happen og The Less I Know The Better er alle tre numre, som snildt kunne have fundet plads på denne liste, men for variationens skyld har jeg valgt at begrænse mig til ét nummer per artist. Derfor bliver årets udenlandske nummer i min bog et af de mere oversete af slagsen på Currents i form af New Person, Same Old Mistakes, som sætter punktum for årets suverænt bedste album (hov, det var vist en spoiler).

https://www.youtube.com/watch?v=qjWs-lVa8Oc

Bonus liste: Årets bedste covernummer
Highasakite – Heavenly Father (Bon Iver cover)
Hvis der er én ting i verden, jeg virkelig er imod, så er det covers af Bon Iver-numre. Det er ganske enkelt umuligt at forbedre numrene, og det ender ofte med et meget tvivlsomt forsøg, som gør helt ondt ind i hjertet. Derfor er det blot endnu mere imponerende, hvad Highasakite har formået med deres cover af Heavenly Father. De har ikke bare formået at skabe et fornuftigt resultat – nej, de har overgået Bon Ivers egen version med længder. Det er formentlig et af de eneste numre, som stadig i dag kan give mig kuldegysninger, når jeg lytter til det.

Det var alt for denne gang. Læs med i morgen, når jeg kigger nærmere på de nye ansigter i musikbranchen anno 2015.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Wasn’t Born To Follow – but you should

Første udgave af Wasn’t Born To Follow er nu veloverstået, og lad mig slå fast med det samme: Konceptet holder!

Wasn't Born To Follow final

Kombination af gratis og ikke-gratis koncerter, af udendørs og indendørs koncerter og ikke mindst kombinationen af festivalformen med den klassiske koncertform gjorde denne sensommersøndag på Pumpehuset til en helt særlig og forfriskende oplevelse for en efterhånden ret rutineret koncert- og festivalgænger som jeg selv. Musikken var tydeligvis i fokus, som den bør være, men det forhindrede i den to timer lange pause mellem udendørs og indendørs koncerterne ikke de tilstedeværende i at lade sig flyde ud på de interimistiske stole og ‘senge,’ som var placeret rundt omkring i Pumpehusets hyggelige gårdhave.
Omgivelserne var utvivlsomt helt i top, og det samme var lyden traditionen tro også, når Pumpehusets dygtige folk er involveret. Men nok snak om omgivelser, skønne mennesker og koncepter; musikken var den egentlige årsag til, at jeg og sikkert også de fleste andre var dukket op.

Jeg havde på forhånd udpeget Emma Acs som en af mine højdepunkter. Det er efterhånden to år siden, at der sidst er kommet nyt fra den nu 22 årige danske sangerinde, men denne søndag gav hun og hendes band, The Inbred Family, prøver på hendes nye lyd, som virker mere dyster, mere syret og tør man sige mere moden, end man tidligere har oplevet hende. Wasn’t Born To Follow dannede ramme for dansk syrerocks ubestridte dronnings længeventede og yderst vellykkede genkomst.

Emma Acs – Green Stars And A Orange Sun

Dagen var som sagt delt op i en gratis udendørs del og en indendørs del, som krævede, at man købte billet. Derfor var der for den økonomisk trængte del af publikum lagt op til dagens højdepunkt, da Matt Mondaline og vennerne i Ducktails trådte op på den hyggelige bjælkescene, som sommeren over optager en stor del af Pumpehusets gårdhave.
Selve koncerten var en lidt spøjs oplevelse. Musikalsk leverede de nærmest præcist, hvad man kunne forvente af så dygtige musikere, men deres noget introverte sceneoptræden var med til at få publikum til at falde lidt hen. Om det var hensigten, er svært at sige, for som jeg også skrev i min optakt, er deres musik oplagt til en god omgangs søndagshygge mod efterveerne af en travl uge og en hård weekend. Mod slutningen af koncerten skruede de dog en smule op for tempoet på et par spritnye numre, som endda fik den ellers rolige Matt Mondaline til at svinge frisuren i den milde sensommerbrise.

Ducktails – Hamilton Road

Hvis Ducktails’ hensigt var at lulle folk i en form for meditativ trance, var det bestemt ikke målet for Dirty Beaches, da de som det første band indtog Pumpehusets store scene senere på dagen. Jeg mødte op til koncerten med ret høje forventninger, men trods flere ganske udmærkede højdepunkter såsom “Casino Lisboa” kom Alex Zhang Hungtai aldrig ud over scenekanten. I det hele taget endte det hele med at være en desværre ret langtrukken oplevelse, som ikke blev gjort bedre af, at Hungtai i høj grad virkede til hellere at ville feste med sig selv end med den ellers ekstremt loyale og begejstrede fanbase foran scenen. Han skal have ros for at spille sig op til sidst, men på det tidspunkt havde en ganske anseelig del af publikum valgt at forlade den ekstremt varme sal.

Dirty Beaches – Casino Lisboa

Men hvor Dirty Beaches til dels var en skuffende oplevelse for undertegnede, levede Mikal Cronin i den grad op til mine og publikums forventninger. Efter en rolig start med en håndfuld numre fra hans første selvbetitlede album, tog koncerten for alvor fart, da han og hans fantastiske album fra i år, “MCII,” gik sin fortjente sejrsgang med “Am I Wrong,” “Weight,” “See It My Way,” “Shout It Out” og “Change” i en lang og særdeles vellykket collage.

Mikal Cronin – Change (Live on KEXP)

Alt i alt en rigtig fin dag, som forhåbentlig snart vender tilbage igen. Og Smash!Bang!Pow!, som stod bag arrangementet, har da også lovet, at det bestemt ikke er sidste gang, de afholder Wasn’t Born To Follow. Og jeg glæder mig til næste gang!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Wasn’t Born To Follow: Et syret søndagskram til sommeren

Wasn't Born To Follow final

Når Smash!Bang!Pow! søndag eftermiddag slår dørene op for første udgave af Wasn’t Born To Follow på og ved Pumpehuset vil der flyde en kærlig strøm af varme følelser fra mig til dem. Her er nemlig tale om et forsøg på at sprænge den uforløste bobbel af festivalblues, som jeg har i hvert fald opbygget over sommeren. Det sker med en ordentlig indsprøjtning af festivalstemning på blot 10 timer i form af et pakket program med det amerikanske beachrockede vidunderbarn Mikal Cronin, den højaktuelle canadiske lo-fi rocker Dirty Beaches og Real Estates Matt Mondalines soloprojekt-gone-popband Ducktails som de tre største navne.

Jeg var så heldig at høre Mikal Cronins spektakulære optræden på Pop Revo-festivalen i Aarhus i foråret, og der lyder en klokkeklar og varm anbefaling herfra. Og netop varme er hans element. Han formår som ingen anden – det skulle da lige være hans nære ven, Ty Segall – at spille varmen, sommeren og den særlig strandstemning direkte ind i sjælen på sine tilhørere uden det virker forceret. Han lader mulighederne stå åbne og lader det være op til den enkelte, om man vil lade sig rive med i form af energisk dans, eller om man vil lade sig synke sammen i afslappet accept og selvtilpashed.

Mikal Cronin – See It My Way (Live at Pitchfork Festival 2013)

Ducktails er en sjov historie. Det startede ud som Matt Mondaline fra Real Estates soloprojekt, og sådan forholdt det sig også, da jeg lyttede til Ducktails for første gang for fem år siden. Det kastede dog ikke det store kærlighedsforhold af sig, og det var egentlig først, da Matt Mondaline fik hjælp af en dyrekollektivistisk fyr, som går under navnet Panda Bear på et nummer fra B-siden af hans tredje studiealbum, “III,” at jeg for alvor fik øjnene op for Ducktails.

Ducktails – Killin’ The Vibe (featuring Panda Bear)

I dag har Matt Mondaline fået selskab af Luka Usmiani, Alex Craig og Samuel Franklin, og selvom den psykadeliske og til tider fortryllende udflydende lyd er bibeholdt, har både tempo og instrumentering fået et nøk op ad på årets udgivelse The Flower Lane, hvilket bestemt ikke har skadet bandet. Dette band er ubetinget et must-see, og hvis man søger en søndag i veltilpas salighed, er Ducktails utvivlsomt det rigtige sted at søge hen.

Ducktails – Under Cover

Her til sidst vil lige fremhæve en af mine danske yndlinge, som jeg endnu ikke har nævnt. Det er efterhånden to år siden, at den rødhårede skønhed Emma Acs tog Danmark med storm med debutalbummet “Champagne,” men rygterne går på, at hun snart skulle være klar med nyt materiale fra hendes eksotisk syrede univers.

Emma Acs – Fever

Arrangementet løber som sagt af stablen nu på søndag, den 11. august, på og udenfor Pumpehuset fra klokken 14:00. Første band, danske Nobody, går på klokken 14:30, og så følger kunsterne ellers i en konstant strøm, indtil Mikal Cronin på bedste vis lukker og slukker henad midnat.
Billetterne koster 160 kroner og kan købes her. Facebookeventen er her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Frost Festival: Lyse talenter til en mørk tid

Foxygen og Ducktails. To top-aktuelle navne, som springer mig i øjnene, når jeg kigger på den københavnske venuefestival Frost Festivals imponerende program. To navne som trods åbenlyst forskellig omgang med sine referencer, begge dyrker et lyst og åbent lydunivers. Og som lige akkurat stadig kan kaldes for talenter – dem, som Frost Festival er næsten skræmmende gode til at finde frem, tage til sig og videregive til de sultede københavnske koncertgængere.

Så vidt jeg husker, startede Frost Festival ud fra en rebelsk idé: mændene bag ville gøre op med februars mørke. For februar er ikke bare mørk, kold og ruskende. Måneden er, i hvert fald traditionelt set, også mørk på koncertfronten. I musiksammenhænge har der altid været tryk på koncerterne i forårs- og efterårsmånederne, mens spillestederne ofte er helt stille om vinteren. Måske vil vi bare hellere putte os under dynerne i skjul for mørket.
Nu er det tid til at stå ud af sengen: Frost Festival er på sit tredje år blevet en kærkommen paraply for 21 februar-koncerter. Jeg har lyst til at tage til hver og en af dem. Ikke fordi jeg har tætte forhold til alle bandsene, men fordi jeg stoler 100 % på Frosts kvalitetssans. Jeg tror, at jeg kan få en god oplevelse til alle koncerterne – om det så er Efterklang i en gammel fabrikshal eller Electro Guzzi på Zoologisk Museum. Det er der dog også mange andre, der tror. Derfor er de to koncerter, som mange andre af Frosts, udsolgte.

Det er de følgende to til gengæld ikke:

Foxygen – Bremen Natbar – 9. februar kl. 23 – Gratis

Kom i god tid. Det er nok den vigtigste anbefaling, jeg kan give ford for Foxygens med garanti absurd pakkede koncert. Man skal nemlig have haft hovedet kvælende dybt nede i dynerne, for ikke at have oplevet den ekstreme hype, San Fransisco-duoen har været omgivet af siden “Shuggie” fik hele verden til med et henført blik at synge “But she don’t love me/that’s news to me” og forelske sig hovedkuls i de mest charmerende drenge i showbizz. Jeg er fuldstændig solgt, både når drengene svinger mig rundt i et kaleidoskop af forestillinger om gulnede 60’er-minder på den uforlignelige “San Fransisco” og fraserer sublimt på “On Blue Mountain”. Hvor ofte finder man lige et band med oneliner på oneliner på oneliner, som leverer dem med overlegen selvsikkerhed, og er blottet for arrogance? Ekstremt sjældent. Men de findes på Bremen i morgen, lørdag den 9. Og du skal nok indfinde dig sammested i hvert fald et par timer inden, hvis du vil gøre dig forhåbning om at se bare et glimt af de smågeniale drenge.

Foxygen er netop blevet offentliggjort til årets Roskilde Festival.

Ducktails – Spillestedet Stengade – 22. februar – 110 kr.

Real Estate med varme følelser for disco i pendulfart mellem det opløftede og nedtrykte? Ja tak. Real Estate-guitaristen Matt Mondaniles soloprojekt sætter tempoet helt ned og fjerner det rebelsk rockede fra Foxygen, men befinder sig derudover på den samme solbeskinnede kyst. Med sin plade nummer to, den netop udgivne The Flower Lane, tager Ducktails et skridt ud af lo-fi og ind i vellyd – bare lyt til den bølgende “Letter of Intent”, hvor Ducktails låner Jessa Farkas‘ vokal til en drivende smuk duet. Jeg kan næste dufte saltvandet og mærke min hånd i hans.
Ducktails’ er sært dansabel – som The Whitest Boy Alive uden housereferencer, men med større hittepåsomhed, eksempelvis på “Under Cover”, mit personlige minihit fra pladen. Jeg forestiller mig, at koncerten kan tage to forskellige drejninger:
a) Matt Mondanile skruer op for disko-referencerne, hiver en saxofon frem og sender spillestedet Stengade tilbage til 80’erne.
b) Matt Mondanile skruer op på guitarforstærkeren, -effekterne og gemmer popsangene i lo-fi-æstetik.
Begge scenarier vil gøre mig tilfreds. Og det vil et tredje garanteret også.

Ducktails – Letter of Intent

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *