Regnsky anbefaler: VEGAs Udvalgte 2018

Vegas Udvalgte 2018 Regnsky

Et nyt år betyder en ny omgang VEGAs Udvalgte, og traditionen tro er der lagt op til en aften i fællesskab med nogle af landets absolut største talenter fra det danske vækstlag. VEGAs Udvalgte 2018 finder sted på, surprise, Lille VEGA fredag den 26. januar, og herfra kan der kun lyde en kæmpe anbefaling om at dukke op – uanset om du kender de optrædende artister eller ej. En af dem kunne jo være den nye eller den nye CHINAH

Men hvis du alligevel gerne vil vide lidt mere om, hvad du går ind til, så vil jeg herunder guide til mine tre favoritter blandt årets seks navne.

Molina
Synthpopperen Molina er nok den artist, jeg er allermest spændt på at opleve til VEGAs Udvalgte. Jeg så hende live for første gang for snart et år siden til en showcase i Absalon, og ved den lejlighed var der både masser af gode takter og en hel del plads til udvikling i hendes livelyd. For der er absolut ingen tvivl om, at Rebecca Molina har talent, hvilket alle, der har lyttet til debut-EP’en “Corpus”, må være enige i. Nu håber jeg så bare, at hun for alvor formår at brage igennem den 26. januar, som så mange andre har gjort før hende til VEGAs Udvalgte.

Minder lidt om: Grimes

Lyt på forhånd til: Salvation

Fugleflugten
Faste læsere af Regnsky vil vide, at Fugleflugten ikke er “fucking shoegaze”, men VEGA har alligevel dristet sig til at beskrive den fænomenale danske kvartet som “klassisk shoegaze”. Jeg vil bare nøjes med at kalde dem det formentlig mest stilsikre band blandt årets seks talenter, og som dem, jeg er allermest sikker på, vil give mig en fantastisk musikalsk oplevelse til den traditionsrige showcase. De har allerede to EP’er på CV’et, og selvom den nyeste af de to – “Bølgevækker” – har givet dem mest opmærksomhed, vil jeg alligevel anbefale, at man først og fremmest tjekker “Aftenpragtstjerne” ud. Men hey, tjek nu bare begge EP’er ud!

Minder lidt om: The Cure

Lyt på forhånd til: Ensom Galakse

Drew
Jeg slutter mine anbefalinger af med årets absolut mest ubeskrevne blad i form af sangerinden Drew. Hun har endnu ikke udgivet en eneste single, men alligevel har hun allerede opbygget en ganske solid fanbase efter supportjobs for Duné og Alex Vargas samt en ganske udmærket optræden på sidste års SPOT Festival. Hendes musik lægger sig op af andre kvindelige solister som Banks, Charli XCX og Halsey og kan vel bedst beskrives som legende popmusik med attitude. Det, jeg har hørt indtil videre, er utroligt lækkert, og jeg glæder mig til at se, hvor meget hun har rykket sig siden SPOT.

Minder lidt om: Banks

Lyt på forhånd til: Runner

Det var mine tre anbefalinger forud for VEGAs Udvalgte 2018, men jeg glæder mig så absolut til at opleve alle seks optrædende. De tre resterende artister er den stærke vokalist Jada, sidste års P3-darlings Vera og TAN med det yderst seværdige sceneshow. Køb så billet og duk op den 26. januar! Det vil du ikke fortryde.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.