Didirri: En eftertænksom historiefortæller

Didirri pressefoto
Foto: Press photo

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Her kommer det første med australske Didirri. Glædelig jul og godt nytår!

Der er sol over Jubilee Street i Brighton, som stadig er ved at vågne, da jeg mødes med australske Didirri. Jeg oplevede en af hans koncerter på årets Great Escape Festival og var ret så betaget af hans musikalske univers, der på én gang både er melankolsk og opløftende. Jeg starter med at spørge, hvordan han selv vil beskrive sin musik.

Han sidder med hænderne i lommen på sin denimjakke og kigger lidt til siden. Det lange hår er bundet i en løs knold i nakken og gemt væk under en kasket. ”Music for lovers and overthinkers,” siger han så med et skævt smil, og det bliver hurtigt tydeligt, at han langt hellere vil snakke om sin musik end om sig selv.

Der har været ganske meget hype om den unge singer-songwriter i hjemlandet, siden han i maj 2017 udgav debutsinglen ”Blind You”. I august fulgte han op på med ”Jude”, kort før han i september samme år slog benene væk under publikum på BIGSOUND – Australiens svar på festivaler som Great Escape og SPOT. Han var selvfølgelig også et smut forbi SXSW i Texas i marts i år, og i juli udgav han debut EP’en Measurements.

Blind You:

Han fortæller, at han allerede nu har nok materiale til et fuldlængde album, som han også er i fuld gang med, men det gav alligevel bedst mening at starte med en EP.

”De her seks sange repræsenterer ét kapitel i mit liv, og jeg havde ikke lyst til at tage dem med på et album, som så ville blande to kapitler. Sangene på EP’en blev skrevet i en ret mørk periode, men jeg er et andet sted nu, så jeg synes, at det ville være fint at sætte punktum på den her måde,” forklarer han.

Teksterne er eftertænksomme, melankolske og til tider ganske hjerteskærende, men der er samtidig også noget opløftende, både i tekst og lyd, at finde i mørket. Den virkelig fine ”Jude” er blandt andet inspireret af sangerens autistiske bror, som på den ene side kæmper med de helt små hverdagsting, og på den anden kan se simple løsninger på nogle af de helt store eksistentielle spørgsmål, som de fleste af os andre bøvler med.
I sangens første vers lyder det “And I’m so scared of getting cold / You can’t hold me up taller / Will I be here after all my thoughts are done? / Will I be here in the morning?”, men der sluttes af med en forsikring om, at der er lys et sted: “And soon you’ll see, I’ll be taller / And I’ll hold off ‘til all my thoughts are done / And I’ll be here in the morning.”

Jude:

Gyldne regler
Det er selvfølgelig helt op til folk selv at tolke sangene, men der er én ting, som Didirri håber, man tager med sig: Livet er en kompliceret størrelse.

”Jeg er så træt af, at folk prøver at simplificere alting. Hvis livet var så let, så havde vi jo regnet alting ud nu,” siger han.
”Det kan også godt være, at der er folk, der er uenige med mig eller ikke kan lide, hvad jeg laver, selvfølgelig er der det. Men jeg vil hellere have, at folk hader mine ting, end at de ignorerer dem. Det synes jeg sker alt for tit – at folk ignorer meninger, de ikke kan lide i stedet for at starte en samtale. Og det er det, jeg gerne vil; starte samtalen.”

Can’t Get Last Night Out of My Head:

Han vågner tit om natten med en idé til en sang; en tanke som skal udforskes, og så skriver han den ned i en notesbog, som han altid har med sig.

”Det sker også tit for mig midt i en samtale, hvor jeg også stopper op for at skrive det ned. Det er mine managere ved at være lidt trætte af,” griner han.

Han taler med stor beundring om Bob Dylan og hans evne til at hive noget helt simpelt op til noget universelt. Didirri arbejder også med ’gyldne regler’ som udgangspunkt for de fleste af sine tekster:

”Jeg kan godt lide at finde ’golden rules’, som tit har en lidt filosofisk karakter. Hvis jeg kan finde én sætning, som summer noget stort op på en enkel måde. F.eks. på min første single (Blind You, red.), som handler om den der eks, som man ikke kunne med, men som man stadig ønsker alt godt for. ”Go on and leave me, you’ll find a love to blind you” opsummerer præcis den tanke, og så bliver det ’udpenslet’ i resten af sangen,” forklarer han.

Det er sjældent, at Didirri skriver sammen med andre, og hvis han gør, er det mest bare for øvelsens skyld.

“Jeg har nogle ret underlige tekster, og det er bare nemmere at skrive den slags alene. Jeg bruger en masse ordspil. Men det er egentlig mest bare for min egen fornøjelses skyld, jeg tror ikke, at andre fanger dem. For eksempel, ”Been wasting all my time on complexing complexes.” Det er en sang, som handler om en eks, så… ’Complex exes’,” griner han, som om han har en indforstået joke med sig selv.

På jagt efter… Noget.
I studiet arbejder Didirri tæt sammen med producer Hayden Calnin, og der er det aldrig helt til at vide, hvad der skal ske.

“For mig handler det egentlig meget mere om at finde ting end selv at skabe dem. Giver det mening? Jeg eksperimenterer meget, især i studiet, og ved egentlig aldrig rigtig, hvordan jeg vil have tingene til at lyde på forhånd.”

”Der er et øjeblik i hver sang, hvor…” Han stopper op et øjeblik. ”Det føles som om, at man er på jagt efter noget uden helt at vide hvad. Eller at man skubber en sten op ad en bakke, og pludselig når man toppen. Og når stenen så begynder at trille igen, så er det bare med at følge med i den retning.”

På nummeret ”Formaldehyde” var det kombinationen af en cello, en distortion pedal og en basforstærker, der satte i gang i noget. Der blev tilsat en storslået trompet, og så tog de to gutter ud på et lokalt fodboldstadion i Melbourne for at optage en sample af en hujende crowd.

“Man kan næsten ikke høre det på indspilningen, men den giver nummeret en dybde, som skaber præcis den følelse, jeg gerne ville have. Jeg tror, det er min yndlingsdetalje på EP’en.”

Formaldehyde:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Great Escape, du er fandme en babe

G Flip The Great Escape
Foto: Mike Massaro

Vi havde sendt vores gæsteskribent Tanja Toubro til Brighton, hvor The Great Escape traditionen tro løb af stablen. Hvis du ikke kender festivalen, kan den beskrives som en slags britisk SPOT Festival. Senere følger interviews med nogle af de optrædende, men først kan du læse om hendes oplevelser på festivalen herunder. God læselyst – og tak til Tanja!

Allerede da jeg trådte ud i morgensolen fra togstationen i Brighton, kunne jeg mærke, hvordan byen summede af festivalstemning. Eller også var det bare mine sommerfugle i maven. Det var anden gang, jeg skulle på The Great Escape Festival (TGE), og jeg havde glædet mig helt ustyrligt til at komme tilbage til den sydengelske by. I løbet af tre dage spiller de 450 artister på lineuppet typisk to-tre koncerter, der er et tæt pakket konferenceprogram, et hav af netværksarrangementer for artister og branchefolk og en lang række uofficielle koncerter på byens pubs og barer. Så hvis man kommer til at kede sig i løbet af festivalen, er man selv ude om det.

De danske navne på plakaten var i år K-Phax, Simone Tang, KOPS, Nelson Can, Maximilian og M.I.L.K (som godt nok var registreret som fransk grundet signingen på Capitol Music France), og selvom det altid er sjovt at se, hvordan danske acts bliver taget imod af et udenlandsk publikum, så gik jeg ganske bevidst udenom dem. Noget af det, jeg elsker ved showcase-festivaler som TGE, er netop at opleve helt nye acts, som jeg ellers ikke har mulighed for at se live.

Australien bugner af store talenter
Nogle af de artister, som ikke er lige om hjørnet fra Danmark, er selvfølgelig de australske. Jeg er for nylig vendt hjem efter et år i Sydney, hvor jeg har fulgt den upcoming scene i landet tæt, og der er virkelig meget spændende musik på den side af kloden lige nu. Derfor var mit første stop i Brighton spillestedet Komedia, hvor Sounds Australia havde slået lejr, og det var her, jeg fandt de tre artister, som for alvor brændte sig fast på festivalens første dag: Alex the Astronaut, Didirri og Stella Donnelly.

De har, udover deres nationalitet, tre ting til fælles: De er singer-songwriters, de havde kun selskab af deres guitar på scenen, og de formår at skabe et helt specielt nærvær i rummet, både under og mellem numrene. Alex the Astronaut med sin skæve charme, Didirri med sin eftertænksomhed og Stella Donnelly med sine hverdagshistorier om akavede Tinder-dates, uduelige chefer og mærkelige familiemedlemmer, men også dybt alvorlige emner som seksuelt overgreb på den hjerteskærende ”Boys Will Be Boys”.

Der er virkelig mange stærke kvindelige acts i Australien lige nu, og Alex og Stella var langt fra de eneste, som havde taget turen til Brighton. De havde blandt andet selskab af Jack River, Hatchie, Odette, Caiti Baker og Smukfest-aktuelle Ecca Vandal (som jeg desværre ikke fik set på TGE, men var så heldig at fange i London i søndags). Og selvfølgelig G Flip. Selvfølgelig er måske så meget sagt, for her er der virkelig tale om et nyt navn. Det er blot tre måneder siden, at Georgia Flipo, som oprindeligt er trommeslager, udgav sin debutsingle, ørehængeren ”About You”, og da jeg fangede hende på den nye Beach House-scene på, ja, Brightons strand, var det kun 15. gang, at hun stod på en scene som frontkvinde for sit eget band. Lyden på scenen var ikke optimal, og der var øjeblikke, hvor vokalen ikke var helt skarp, men G Flip og hendes to bandmedlemmer gav sig fuldt ud, og hun er klart et navn, som er værd at holde øje med.

Det sidste australske act, som jeg gerne vil fremhæve, er powerpigerne Haiku Hands. Jeg kendte dem egentlig kun af navn, da jeg blev hængende på Horatio’s Bar efter Alaskalaska (som jeg nok skal komme mere ind på senere) lørdag aften, men hold nu op, hvor var de vilde. De tre tøser bankede rundt på scenen i mere eller mindre koordinerede moves, mens de præsenterede den ene dansable elektropop-banger efter den anden. Sjældent har jeg oplevet så meget energi og performance-glæde. Holy shit.

Amerikanske børn
Okay, nu er jeg vist færdig med Australien. Og så kan jeg jo bevæge mig videre til det amerikanske, nærmere bestemt Los Angeles, hvor begge andendagens highlights har base. Lo Moon var et helt ukendt navn for mig, men forsanger Matt Lowell og Co. fik mig hurtigt overbevist om, at det ikke var en fejl at tage forbi Coalition fredag aften. Svævende drømmepop mødte storslået indierock og i løbet af koncerten blev der bygget op til en lyd, som nemt ville kunne fylde et stadion. Jeg har ikke fået lyttet til gruppens nyligt udgivne debutalbum endnu, men jeg glæder mig til at finde ud af, om det fungerer lige så godt på plade, som det gør live.

Senere på aftenen vendte jeg tilbage til Coalition for at se et af festivalens hovednavne, og en af mine personlige favoritter, nemlig BØRNS. Jeg havde tårnhøje forventninger til amerikaneren med den stærke falset, som jeg ikke havde oplevet live før, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Han var kæk, charmerence, vokalen var lige så skarp som på pladen, og han forkælede det tætpakkede spillested med både nye tracks, som ”God Save Our Young Blood” og ”Faded Heart”, og kendinge som ”10.000 Emerald Pools”, ”American Money” og, selvfølgelig, ”Electric Love”. Mere er det vist ikke at sige. Det var bare en fandens god koncert.

De britiske artister strålede også
På festivalens sidste aften var det briterne, der brillerede. Alaskalaska var endnu et helt ukendt navn for mig, men sekstetten var tryllebindende, og jeg tog flere gange mig selv i at tænke over, hvad jeg egentlig ville kalde deres lækre lydunivers. Det er (elektro)poppet, næsten lidt jazzet, men alligevel også lidt rocket. Det er laid back, men alligevel dansabelt. Så ja, en nærmere definition kan jeg stadig ikke helt give. Men en kæmpe anbefaling er intet problem.

Min sidste koncert blev med et band, som har et helt specielt sted i mit musikhjerte: Ten Fé. Jeg opdagede dem, sidst jeg var på Great Escape, i 2016, og jeg har fulgt dem tæt lige siden. Jeg har set dem live flere gange, så jeg troede, jeg vidste præcis, hvad der ville ske, da jeg mødte op på tætpakkede The Prince Albert. Men jeg blev alligevel taget lidt med bukserne nede. Det er lidt over halvandet år siden, at Leo Duncan og Ben Moorhouse fik fast selskab af Rob Shipley, Johnny Drain og Alex Hammond, og de fremstår nu som et langt mere sammentømret band. Energien på scenen havde fået adskillige nyk opad, og selvom de kun spillede ’gamle’ numre, så var det på mange måder en helt ny oplevelse. Der var langt mere plads – og mod – til at trække numrene ud med lange instrumentaler og til at lege med tempoet, og jeg blev helt skuffet, da de annoncerede sidste nummer – jeg havde jo kun stået der i to minutter.

Jeg kunne blive ved og ved. Om alt det jeg ellers så, det jeg gik glip af, det jeg ville have mere af. Om solen, søvnunderskud og ømme fødder. Men lige meget hvor meget jeg ævler, så er konklusionen den samme: Great Escape, du er sgu en babe altså. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.