Årets album – januar & februar

Et år er lang tid. Men ikke tid nok til, at alle gode udgivelser og genfund kan få den fortjente opmærksomhed på Regnsky. Klog af skade må jeg indrømme, at de bedste album af og til først åbenbarer sig længe efter udgivelsesåret er rindet ud.
Konsekvensen heraf bliver, at 2011 ikke sendes af sted med en traditionel årsliste over de bedste album, men at musikåret i stedet fejres ved et kronologisk tilbageblik på de udgivelser, som oftest er strømmet gennem mine højtalere i året der gik – fra 2011 såvel som ældre. Der er intet system – nogle måneder var ep’erne bedst, nogle var to plader lige fantastiske, og i nogle var behovet for gensyn større end lysten til safari i den vildtvoksende indieskov.

I dag gælder det januar og februar – vintermånederne, som vi netop er trådt ind i igen. Jeg bilder mig ind, at pladerne, Destroyer undtaget, har en del fællestræk. En søgen i sjælen, som kommer ganske forskelligt til udtryk: Gennem Sufjan Stevens pludselige vekslen mellem det stort orkestrerede og det intime, i Paxton Fettels indadvendte repetitioner og i Alcoholic Faith Missions kollektive march.

Januar

DestroyerKapputt
Dan Bejars andet projekt end The New Pornographers nåede først mine ører i 2011. Men med hvilken elegance! Trods lån af virkemidler fra softrock (saxofon, langsomme akkorder på akustisk guitar), flyder fløden ikke over. I stedet sender Destroyer os til varmere himmelstrøg – til et blødt lys, modne frugter, lunt sand og gode drinks. Fristende i januar? Åh ja. Destroyer holder balancen, og undgår at tippe helt over i det 80’er-Baywatch sukrede. Bejar og co. bevarer den hårdt optjente indiecred med fabelagtigte tekster, hvor både det tiltrækkende og afskrækkende portrætteres. Bedst på titelnummeret “Kapputt”:
“Wasting your days/chasing some girls, alright/chasing cocaine through the back rooms/of the world all night.”
I kraft af sin detaljerigdom i genre og instrumentering og sin humor og vid i lyrikken, sender Kapputt stadig varme vibrationer gennem kroppen et år efter udgivelsen.

DestroyerSavage Night At The Opera
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/03-Savage-Night-At-The-Opera.mp3]

Sufjan Stevens The Age of Adz (2010)
At Sufjan Stevens ikke var repræsenteret på en eneste af sidste års best-of lister anser både Morten og jeg som en af årets absolut største brølere.
The Age of Adz er om noget et værk. Trods Sufjan i den fem år lange pause fra Illinois (2005) til The Age of Adz voksede fra sin tidligere bedste ven, banjoen, og delvist erstattede den med programmering og elektroniske forvrængninger af klassiske instrumenter, består intimiteten stadig. Eksemplet er “I Walked”, en post-breakup kærlighedserklæring, hvor følelsen af savn er så stort, at det ikke ville kunne være i de tidligere folkklæder. Det er et portræt af det nære, men ikke spor simple. Sufjans stiller diagnoser af store følelser med ømme finesser i et fabulerende legesygt univers, og i kombination med to samspillende modsætninger – vokalens beherskede klagesang og de misundelsesværdigt konkrete tekster – kan Sufjan tilsyneladende alt på The Age of Adz. Så godt, at man på intet tidspunkt savner banjoen. Og kun føler en barnlig glæde ved genhøret i de afsluttende minutter af den 25 minutter lange lukker, “Impossible Soul”.

Sufjan StevensI Walked
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/I-Walked.mp3]

Februar

Paxton Fettel – From the Surface and Upwards EP
Alcoholic Faith MissionAnd the Running From Insanity EP

Februar var en sløv udgivelsesmåned uden nogle særlige tilføjelser til mit musikbibliotek. Ud over to på papiret ganske forskellige ep’er: house-supertalentet Paxton Fettels debut og indiekollektivet Alcoholic Faith Mission forløber til lp’en Ask Me This fra oktober. Ep-formatets styrke ligger i fokus på de enkelte tracks, hvor imod albumformatet prioriterer en sammenhæng mellem de enkelte numre. Både Paxton og AFM’s ep’er er samlinger af fuldkomne numre, der står stærkt i ensomheden, men hørt i relation til deres naboer fremviser et ypperligt billede af projekt og bands respektive talenter.
Hvor AFM kan insistere, kan Paxton Fettel fabulere. Numrenes progression synes intuitiv. De er mildt overraskende, men bevarer altid en venlig åbenhed mod lytteren – virkemidlerne er som oftest relativt simple: et gentaget klavertema med få variationer, et beat med filter på hver anden takt. Det deephouse-langsomme tempo og de oftest dur-baserede melodier gør Paxton Fettels debut – den første af seks ep’er i 2011 – til en tillokkende og indbydende sag, som du kan høre her.

Musikkens – følelsernes – nødvendighed præsenterer Alcoholic Faith Mission i helt andre musikalske klæder. Tre numre fra And the Running With Insanity bed sig fast i slutningen af den mørkeste vinter, for de reflekterede humøret skræmmende godt. Den højstemte melankoli, Broken Social Scene og Arcade Fire varetog så glimrende over there, og som efterhånden må siges at synge svanesang på den internationale scene, fortolker danskerne i en særegen stil, der giver langt mere end kunstigt åndedræt. Hos AFM er trommerne ofte de programmerede af slagsen, hvilket føjer ekstra point til bandets personlighedskonto. Den bugner nu i forvejen med AFM’s fyldige lyd: listende guitarriff, Kristine Permild og Thorben Seierøs særegne vokaler i harmoniske kollissioner, fjerlet piano og rytmiske traveture. Mest behændigt eksekveret på “Legacy”, hvis mange stykker smedes fornemt sammen af de ekvilibristiske solopræstationer – ikke mindst på blæsere. “Drowning (In myself)” brød få anmeldere sig om, de kritiserede det netop for at være usammenhængende. Et kritikpunkt, jeg stadig ikke kan høre. I stedet hoppede jeg i med begge ben, og lod de store følelser oversvømme mig nummer for nummer.

Alcoholic Faith Mission – Legacy
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/02-Legacy.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Destroyer, Kurt Vile & How To Dress Well: Ugidelige soloartister og ligeglade bands

Fredag aften stod på svære valg. Indenfor 1 time gik favoritter som Destroyer, Jatoma, Kurt Vile & The Violators og How To Dress Well på Roskildes scener. Oprindeligt sad krydserne på Destroyer og How To Dress Well, men uforudsigelig som Roskilde jo er, skulle der et pit-stop how Kurt Vile & The Violators på Odeon til, før stormløbet mellem scenerne efter How To Dress Well fik en pause.

Hvor er han? Destroyer – The New Pornographers og Swan Lake-medlemmet Dan Bejars solo-projekt med omfattende backingband, har gjort sin entré på Pavilion scenen. Men det er svært at få øje på hovedpersonen. Skønt bandet spiller geniale numre som “Chinatown”, ”Song For America” og “Savage Night at the Opera”, forsvinder hovedpersonen Bejar for publikum. I de ofte længere instrumentale passager, hvor et dygtigt band blottet for spilleglæde terper sig gennem de ellers velkomponerede numre, ynder Bejar at sætte sig ned på sin centrale plads på scenen. Muligvis for at tage lange drag af den Jaegermeisterflaske, der koncerten igennem cirkulerer blandt bandet.
Publikum og Destroyer glædede sig nemlig til aftenens koncert af to vidt forskellige årsager. Publikum fordi “Kaputt” er blandt årets absolut bedste album. Destroyer fordi Roskilde var en omfattende tours sidste koncert. Og den skulle sådan set bare overståes. På lydsiden var der intet at udsætte på Destroyers præstation. Men en koncert er også attitude og stemning. Destroyer formåede hverken at have det første eller at skabe det andet. Da “Suicide Demo for Kara Walker” indledtes med særdeles uoriginal og ustruktureret jamming – strukturen er i høj grad det, der gør Destroyers bliss-gennemsyrede 70-popnumre fænomenale – så gad jeg ikke spilde min tid hos nogle, der var så utaknemlige for den.

Hvor bandets præstation hos Destroyer led under den patriarkalske ophavsmands manglende engagement, led Kurt Vile og hans backingband kollektivt under lydproblemer og hype. Jeg havde selv – indrømmet – indfundet mig på Odeon for at se giraffen. Uden kendskab til mere end 3-4 numre, måtte musikerne overbevise mig om, hvorfor jeg ikke skulle smutte over på Gloria. Og hverken giraf-lederen eller resten af flokkens tre unger kunne overbevise mig om, hvorfor jeg skulle blive. Der blev kørt på en snøvlende rutine, og rock-numrene kunne ikke undgå at flyde sammen. Muligvis fordi Odeon – som vanligt – led af både for lavt lydniveau og en mudrende mellemtone. Det fjernede bandets fokus fra publikumskontakt til lydmand, og scenens fire hårfagre mænd mindede mere om statuer end om klasse-rockstjerner in spe.

Rockens “Wall of Fame” kan man ikke beskylde Tom Krell aka How To Dress Well for at sigte efter. Koncert på Gloria var noget af et tilløbsstykke for festivalgæsterne, og som det eneste af de tre solo-kunstnere, Roskilde Festival tilbød fredag aften, havde Krell taget den fulde konsekvens af sine ensomme produktionsfaser og måtte derfor – fuldkommen alene – tøjle publikum. Og det gjorde han så, ledsaget af et rimelig omfattende backtrack.
Da jeg ankommer til scenen 30-minutter inde i koncerten, introducerer Krell et nyt nummer som sit forsøg på at opnå bookinger på Ibiza. En svær opgave for HTDW, som med sidste års hype-omblæste debut, Love Remains, bjergtog musikelskere med lo-fi produktion, mange kor og knasende og knirkende R’n’B-numre – ikke med pumpede beats. Det nye nummer fik rusket op i det varme publikum, der overraskende lyttende – i hvert fald foran scenen – lod Krells’ R’n’B-vokalteknik fascinere. Med det publikum-valgte ekstranummer “Decisions” i en overlegen accapella-version, viste en åbenlyst benovede hovedperson, at engagement og spilleglæde er langt mere værdifuldt for en koncertoplevelse end topstyrede, tourtrætte bands.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde 2011: Mortens anbefalinger

Roskilde Festival er for alvor blevet sparket igang. Hegnet holdt presset fra mere end 25.000 ivrige festivaldeltagere i går eftermiddags, og da jeg sent i går aftes (for en kort stund) satte mine fødder i den første mudderpøl af mange, fik fastpløkket mit telt og fejret det med den første dåseøl, blev min tidligere Roskilde Festivals-ambivalens skyllet væk, som når samtlige regnbyger kan rydde op i urinstanken fra hækkene på Dyrskuepladsen. Omfanget af mine forventninger til musikken, menneskerne og vildskaben er nu så stor som tidligere år. Derfor er det på tide for mig at omtale højdepunkterne i mit program, samt nogle af de gnidninger som gør, at jeg ikke med sikkerhed kan beslutte mig for, hvilke kunstnere der skal opleves.

Torsdag 18.00 – Tame Impala (AUS), Odeon

De australske støjrockere Tame Impala krydrer psykedeliske guitar riffs med behagelige, melodiske undertoner. Deres bagkatalog tæller så vidt kun én LP, InnerSpeaker fra 2010, men sikke en succesfuld, både kritiker- og lytterrost plade. Selvom DMI forudser et ustadigt vejr på torsdag, skal Tame Impala garanteret gøre sit for at fremkalde en stemningssættende aftensol. Samtidigt med Tame Impala åbner danske Veto Orange Scene, men med al respekt for Veto er der her ingen tvivl; Tame Impala er et must.

Torsdag 20.00 – Foals (UK), Arena

Antidotes var en af de bedste plader for et LP-debuterende band i 2008. Her mestrerede engelske Foals supervirile guitar riffs ovenpå kompleks math rock. Forsanger Yannis Philippakis’ vokalbånd var samtidigt et helt nyt bekendtskab, aldrig før havde jeg hørt en så forceret, croonet vokal i et punk-inspireret band uden at det har føltes malplaceret.

Foals – Red Sock Pugie
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/1-03-Red-Sock-Pugie.mp3]

Fredag 14.30 – Nicolas Jaar (US), Cosmopol

Mit første bekendtskab med den elektroniske musikscene Cosmopol sker fredag, når Nicolas Jaar forholdsvis tidligt fremfører hans vidunderlige 2011-debutplade Space Is Only Noise. Den unge amerikaner er allerede blevet nævnt som den elektroniske musiks håb, men for at jeg skal kunne tilslutte mig dette postulat skal jeg først have en chance for at opleve hans lyd live.

Fredag 20.00 – Destroyer (US), Pavillion Jr

Såfremt jeg ikke er blevet hængende på Cosmopol for at opleve Matthew Dear give koncert i fællesskab med liveband, har jeg placeret mig på Pavillion Jr i god tid. For mens solen så småt er på vej ned over Dyrskuepladsen spiller et af mine personlige højdepunkter i år. Destroyer er The New Pornographers-forsangeren Dan Bejars jazzede soloprojekt, og jeg kendetegner ham som The New Pornographers-forsangeren, fordi det er herfra jeg bedst kender Bejars musikalske kunnen. Selvom Destroyer har været et projekt varetaget siden 1995 har jeg først for alvor fået stiftet bekendtskab til dette alias i år, efter udgivelsen af hans niende solo-LP Kaputt, som hos mig rangerer som et af de bedste udspil hidtil i 2011.

DestroyerSavage Night At The Opera
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/03-Savage-Night-At-The-Opera.mp3]

Fredag 23.00 – Swans (US), Odeon / Portishead (UK), Orange

Årets komplet værste planlægning finder man fredag aften, hvor det legendariske post punk-band Swans totalt overlappes sammen med det Bristol-baserede trip hop-band Portishead. Hvis man skal nævne et band fra årets line up, som i karisma, historie, stil og fanskare kommer tættest på Portishead er det netop Swans, og derfor er jeg langt fra den eneste, som står i dette dilemma. Man er garanteret at misse et af disse to massive navne, og da en halv koncert aldrig har fungeret med mig, føler jeg mig helt på herrens mark. Men, da jeg altid har følt en større kærlighed til Swans’ demotiverende arrangementer og post-punk i al enkelthed, forventer jeg at befinde mig på Odeon sent fredag.

Lørdag 15.45 – DJ /Rupture (US), Pavillion Jr / OFWGKTA (US), Cosmopol

Lørdag eftermiddag står valget imellem en velvillig blodtud fra det hypede hip hop kollektiv Odd Future Wolgang Kill Them All eller et formentligt opløftende møde med amerikanske DJ /Rupture, som udover at være en internationalt anderkendt DJ også er pladeselskabsejer, radiovært, journalist, blogger, foredragsholder, gæsteunderviser på Harvard University. Jace Klayton, som er /Ruptures borgerlige navn, har derfor rigtig mange kasketter på, hvilket også kendetegner hans dj-sets, som svinder ind og ud gennem mange genrer, der ligesom hans foredrag kan ende med at være en sand lektion. Pavillion Jr, jeg vælger dig!

Lørdag 22.30 – The Strokes (US), Orange Scene

Ja, jeg var ikke særlig glad for First Impressions On Earth, den tredje plade fra de cool New Yorkere fra The Strokes. Og ja, den fjerde plade fra i år var på ingen måde bedre for mig. Men Room On Fire og Is This It er stadigt som to funklende stjerner på den nattehimmel, som kommer til at danne tapetet denne lørdag aften. Jeg har ingen intentioner om at blive til koncerten hele vejen igennem, men muligheden for at høre nogle af de numre, der var med til at forme mine yngste teenage år, er stadig så kærkommen, at det ikke må misses. Jeg glæder mig især til numre som Reptilla, 12:51 og Someday.

Søndag 18.00 – Boi Boi (US), Arena

Big Boi er bedst kendt som den ene halvdel af succesduoen Outkast, som har været med til at forme den nymoderne udgave af east coast hip hop siden årene før årtusindeskiftet. Siden 2006 har Outkast ikke haft nogen udgivelser på samvittigheden, hvilket har givet både Big Boi og Andre 3000 muligheden for at udvikle deres individuelle solo karrierer. Sidste år udsendte Big Boi så langt om længe sin første solo LP Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty, med store roser fra både anmeldere og fans verden over. Ja, selv jeg som ikke forstrer den store hip hop know how var solgt. Chancen for, at Big Boi medbringer en masse af hans venner og samarbejdspartnere er stor, med Janelle Monae som den højest sandsynlige, da hun selv giver koncert samme søndag. Derudover vil man hos Big Boi også kunne få muligheden for at høre flere af de gamle Outkast-klassikere som So Fresh, So Clean og I Like The Way You Move.

Big Boi – Shutterbug
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/Shutterbug-New-Single.mp3]

Søndag 19.00 – Gold Panda (UK), Cosmopol

Selvfølgelig! En af de kunstnere, som vi individuelle skribenter her på bloggen udtrykker størst, fælles kærlighed for. Vi har fulgt ham i over et år, et følgeskab som i august eskalerede, da han gav en storslået koncert på Dunkel. Her er ikke så meget at sige, andet end at jeg højest sandsynligt trækker stikket ud af Big Boi-koncerten før tid, for at ramme Cosmopol i tide til numre som You, Quitters Raga og hans seneste track MPB.

Gold PandaMPB
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/MPB.mp3]

Søndag 21.00 – Desolate (GR), Gloria

Desolate aka Sven Weisemann sejler i samme minimalistiske farvande som Burial og Boards of Canada. Men hans unikke udgangspunkt, hvor også Tysklands stolte krautrock- og industrial-traditioner bidrager til den dystre atmosfære og de dynamiske beats, har gjort Desolates debut The Invisible Insurrection til et af de mest spændende og unikke udspil fra den europæiske scene.

Desolate – Pain
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/06-Pain.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *