Octavian og Slowthai reddede JOURNEY fest.

Octavian rapper inden en moshpit. Foto: Johannes Bruun Andersen

De to unge britiske rappere Slowthai og Octavian viste lørdag aften deres høje klasse til JOURNEY fest.s afslutningsbal i Den Grå Hal. De måtte kæmpe med et publikum, der bar præg af at have været en hel aften på Christiania. Pusher Streets funklende lamper havde givetvis lokket en del gæster til sig under de, mildt sagt, knap så heldige koncerter fra Bob Moses og Health. De to nordamerikanske bands var som taget ud af stock photos, du finder, hvis du googler henholdsvis pop rock og metal. Skuffende tandløst udtryk og de var da også genstande for utallige jokes blandt de fremmødte.

Bob Moses spillede desværre ordinær rock denne aften. Foto: Johannes Bruun Andersen

Heldigvis var en stor del af publikum blevet i den kølige hal til aftenens sene lækkerbiskner. Scenen sydede efter at være blevet varmet grundigt op af den britiske upcoming rapper, Flexlikekev, og Slowthai startede med at hælde en kæmpe dunk musikalsk benzin på bålet. Sammen med sin elefanthue-klædte DJ/Hypeman fyrede han den fuldstændigt af med sin intense punkede hiphop. Jeg må indrømme, jeg blev lidt intimideret, da han skreg ’KODAK MOMENT POLAROID PICTURE SHAKE IT YEAH YEAH YEAH’ ind i fjæset på mig med fuldt udspilede pupiller.

Slowthai har en punket og ekstremt direkte attitude, der manglede lidt modspil fra publikum. Rapperen åbnede flere gange op for moshpits, og deltog selv flittigt i dem. Men det var som om gnisten aldrig rigtig blev tændt, på trods af tunge sange som ’Doorman’, ’Drug Dealer’ og ’T N Biscuits’. Jeg tror Slowthai fungerer bedre på et lidt mindre spillested med lavere til loftet, hvor kondensen kan drive ned ad væggene og den aggressive stemning er mere klaustrofobisk, end tilfældet var i Den Grå Hal.

Slowthai sender salver ud mod publikum. Foto: Johannes Bruun Andersen

Så var det blevet tid til den koncert, jeg har glædet mig mest til i dette år; Octavian. Det var tydeligt at mærke, at han spiller i en anden liga end aftenens andre artister. Fra et gennemført stærkt visuelt sceneshow til de knivskarpe shuffle-agtige dansetrin, så sad det hele lige i skabet. Jeg synes ofte, at rap-koncerter handler om at se giraffen og høre ham forsøge at holde trit med et backing track. Octavian havde kun et par ad-libs, men ellers rappede han fuldstændig live og lå stramt på beatet.

Det der adskiller Octavian fra andre fremstormende rappere er hans alsidighed. Han kan gå op og ned i tempo, og springer ubesværet rundt i forskellige genrer, så man aldrig kan gætte, hvad der kommer i næste sang eller vers. Han croonede sjælefuldt på ’Move Faster’ og var helt rå på ’Bet’. Koncerten var endnu en bekræftelse på, at der ikke er nogen begrænsninger for, hvor stor han kan blive, for han har hele pakken. Hvis man var så uheldig at gå glip af briten, kan man heldigvis få rådet bod på det, når han spiller på sommerens Roskilde Festival.

Octavian indhyllet i galaksefarver. Foto: Johannes Bruun Andersen

Tidligere på aftenen viste norske Varnrable og Erika de Casier spændende smagsprøver på talent, der skal blive spændende at følge fremover. De Casier indtog scenen blot med en trommeslager og sin naturlige charme, og delte soleklart ud af sine tågede og mystiske popsange.

Erika de Casier under sin koncert. Foto: Johannes Bruun Andersen

Mystik var der også rigelig af da rockens Young Thug, Yves Tumor spillede. Efter at have smidt fotograferne væk fra fotograven, gav han stort set hele sin koncert på hegnet foran publikum. Hans unikke genreblandinger er svære at sætte ord på, så jeg vil anbefale at høre hans, efter min mening, bedste nummer ’Noid’. Det blev også leveret ekstremt stærkt, og det er mig en gåde, hvordan en næsten to-meter-høj mand kan vogue så nænsomt, mens han brøler sine tekster ud.

Alt i alt var JOURNEY fest. i Den Grå Hal en pose blandede bolsjer. De navne jeg havde glædet mig mest til leverede 100%, men de positive overraskelser udeblev desværre. Måske havde det gavnet at lægge arrangementet i en lidt mindre venue, der havde givet plads til mere nærvær og intensitet mellem publikum og kunstnerne. Men det var også fedt at kunne skeje ud på forreste række som kæmpe uk-fanboy.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“I want my fucking money back”

Det er vist sikkert at sige, at der ikke er nogen, der er helt som den kære canadiske surfy-bluesy-dreamy Mac DeMarco. Han lagde i går vejen forbi en udsolgt Grå Hal på Christiania til 2 en halv times forunderlig koncertoplevelse i Mac’s univers.

En tanke der slog mig under koncerten, var, hvad man egentlig gerne vil have, når man går til koncert. Vil man bare gerne høre sangene, som de lyder på albummet fuldstændig uden interaktion med publikum, eller vil man have et show, hvor man bliver overrasket og bagefter tænker: “Hvad fanden skete der lige”. Mac gør sig i sidstnævnte. Og her gør han sig godt. Han er en halvkvabset ung mand med et kæmpe mellemrum mellem fortænderne, der møder op uden sko på. Han er typen, du vil finde sovende i dit Roskilde-telt efter en lidt for våd nat, og han kan noget helt særligt.

Koncerten lagde ud med “On The Level” og “Salad Days”. Det lod fra start af til at blive et par timers hyggeaften med den rolige og hyggelige Mac som vært. Den slags koncert hvor man går hjem og tænker: “Det var sgu en god aften”. Sådan skulle det dog ikke være, fordi Mac og hans fantastiske band havde helt andre planer for os. Der blev i starten fortalt, at det ville blive en mærkelig koncert, fordi de alle sammen havde jetlag, og det var første koncert på turnéen. Her fra blev det bare mere og mere underligt..

Der skete så mange ting, at jeg har svært ved at huske dem alle, men her er et par udpluk:

  • Mac fik hele salen til at råbe “I want my fucking money back”. Det var smukt og selvironisk på den helt rigtige måde.
  • Der blev spillet utallige covers/medleys af unlikely sange. Bl.a. Vanessa Carltons “A Thousand Miles” og Sixpence None The Richers “Kiss me”, hvor Mac selvfølgelig kvitterede med et kys til alle bandmedlemmerne. Trommeslageren blev dog nærmere overgrebet med en livlig tunge i hele ansigtet.
  • Den nævnte trommeslager crowdsurfede hele vejen fra scenen og op til baren for at få en Hancock.
  • Mac selv crowdsurfede flere gange. En af gangene vist blot for at få en cigaret.
  • En ung pige blev hevet op på scenen til en omgang Red Hot Chili Peppers-karaoke, der blev ved og ved. Hun kunne også næsten teksten til Californication og Can’t Stop.

Det spørgsmål der står tilbage, er, hvilken forventning man har til en koncert. Musikken blev leveret glimrende, men med lange pauser mellem numrene til gak og spas. Jeg personligt synes, det var helt fantastisk og uovertruffent at tilbringe min aften i Mac’s univers, men jeg kan godt forstå, hvis man gik skuffet derfra med en anden forventning, der stod uforløst. Selve numrene virkede sekundære i forhold til sceneshow, covers og mærkværdige instrumentalsessions. Hvilket jeg er en sucker for.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *