Deerhunter – Psykedelisk paradisvandring endte i skuffelse

Deerhunter-Dimitrios-Kambouris

Man frygtede det værste på forhånd. På pladsen spredte rygterne sig om, at Deerhunter for nylig havde aflyst en koncert i Dublin. Og med Drake og Chance The Rapper-erfaringer i baghovedet hjalp det ikke på folks tyndslidte nerver, at de ekstreme metalhoveder fra Carcass valgte at gå et kvarter over tid; ej heller at portene til pitten først blev åbnet et kvarter, inden Bradford Cox og venner efter planen skulle indtage Arena.

Men bekymringerne blev lynhurtigt gjort til skamme, da den androgyne forsanger under de forsinkede lydprøver med en vidunderligt støjende version af den amerikanske nationalmelodi, ”The Star-Spangled Banner”, fuldstændigt overdøvede den stakkels danske teknikers forsøg på at speede tingene lidt op.

Værsgo. Så var vi ligesom budt velkommen ind i Bradford Cox’ paradoksale univers, hvor alle er velkomne, men hvor der kun eksisterer en hersker: Nemlig den nærmest uhyggeligt tynde mand med den unikke stemme og det nærmest ubegrænsede rytmiske talent.

Jeg selv var fysisk placeret allerforrest i pitten, og jeg skulle bare kigge op for at få øje på Bradford Cox og Bradfords bedste ven Lockett Pundt, som nogle måske bedre kender under hans alias Lotus Plaza. Derfra var jeg under koncerten vidne til en ret forbløffende generationskløft.

Jeg har længe tænkt på Deerhunter som et ret nyt band, hvor de største fans selvfølgelig havde været med fra starten, men det er alligevel snart 10 år siden, at bandet udsendte sit første studiealbum Turn It Up Faggot. Det album blev dog ikke besøgt denne eftermiddag, men det gjorde i stedet både 2007-albummet Cryptograms, mit favoritalbum fra 2008 Microcastle, samt 2009-EP’en Rainwater Cassette Exchange, megasuccesen fra 2010 Halcyon Digest – som enhver Deerhunter-nybegynder i øvrigt bør kaste sig over – og så selvfølgelig sidste års Monomania.

Men et hurtigt blik rundt blandt mine medsammensvorne i forreste række afslørede to ting: At jeg er ved at blive gammel, og at Deerhunter har en opdelt fanbase. For mens jeg blev ramt af genkendelsens glæde ved åbningsnummeret ”Agoraphobia” fra Microcastle og nærmede mig ekstase i en sådan grad, da bandet sluttede koncerten af med en godt 10-minutter-lang version af ”Nothing Ever Happened” fra samme album, så blev det først rigtig fedt for mine sidemænd, da ”Neon Junkyard” fra Monomania blev larmet ud af de stakkels højtalere et kvarters tid inde i koncerten.

DeerhunterNothing Ever Happened

Og ”fedt” er måske det helt rigtige ord til at beskrive denne koncert, for det er virkelig svært at sætte mere detaljerede ord på koncerten eller på bandet for den sags skyld. En veninde spurgte mig inden koncerten, om hvem Deerhunter mindede om, fordi hun havde fået dem anbefalet. Jeg kunne simpelthen ikke svare på spørgsmålet. For de minder på en gang om en masse bands, men samtidig findes der bare ikke et band, hvor man kan sige, at ”de lyder som Deerhunter.”

Men Deerhunter behøver jo heller ikke at lyde som andre. Og ingen kan lyde som Deerhunter. Hvorfor ikke? Fordi Bradford Cox.

Uanset om man under koncerten tilhørte Microcastle-generationen eller Monomania-generationen – det lyder stadig mærkeligt – så havde man stadig en fælles forståelse. En forståelse af, at man var vidne til noget unikt, og en forståelse af den magi, som ”Agoraphobia”, den postpunkede ”Neon Junkyard”, den underligt psykadeliske ”Rainwater Cassette Exchange” og shoegazevidunderet ”Desire Lines” fra Halcyon Digest har til fælles, selvom de umiddelbart burde appellere til et vidt forskelligt publikum. Men det gør de bare ikke. Fordi Bradford Cox.

Koncerten endte som en paradisisk showcase af Bradford Cox, tilsat en snert Lockett Pundt i en Christiania-hyldest, og vil for mig stå tilbage som festivalens største oplevelse. Ikke bare musikalsk, men som en helhedsoplevelse, hvor jeg var heldig nok til at blive lukket indenfor hos Bradford.

Hvad blev der af skuffelsen, tænker du nok? Det kom skam til allersidst – for Bradford Cox. Efter han halvvejs igennem koncerten havde kastet sin tamburin ud til den føromtalte gruppe fra Monomania-generationen, forsøgte han mod slutningen af ”Nothing Ever Happened” at lokke en af de orangevestede sikkerhedsvagter op på scenen for at spille på hans guitar. Svaret var nej fra den midaldrende kvinde, og det førte til, at Bradford Cox først satte sig som et lille barn på scenen, hvorefter han surmulende forlod det trægulv, som han i en time havde været enevældig konge over.

Men selvom kongen måtte forlade Arena i skuffet tilstand, så var det bestemt ikke tilfældet for os, hans midlertidige undersåtter. For os sejrede Bradford og hans venner – for alle generationer.

DeerhunterDesire Lines

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top 10: Årets plader iflg. Mads

2010 var så tæt spækket med god musik og solide plader, at det næsten kan være umuligt at forkorte favoritlisten på 30-40 plader helt ned til 10. Alligevel kaster jeg mig her ud i prøvelsen med at finde de 10 plader, der har sat det største præg på mit år der snart er rundet ud. Noget af det vil nok være ret tørt stof, men anywho, så håber jeg at et par stykker af jer finder overskud til at læse hele mit kyniske indlæg igennem

#10: Mount Kimbie (UK)

Titel: Crooks & Lovers

Udgivelsesdato: 19 Juni

Mount KimbieWould Know

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-Would-Know.mp3|titles=Mount Kimbie – Would Know]

Mount Kimbie Carbonated

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/06-Carbonated.mp3|titles=06 Carbonated]

Britiske Mount Kimbie var mig helt ukendte, indtil jeg første gang lyttede til deres Burial-inspirerede debutplade Crooks & Lovers. Duoens samplede dubstep får mig op af stolen gang på gang, og Mount Kimbie åbnede sammen med førnævnte Burial og Jamie XX min horisont for den London-baserede, melankolske dubstep. Med deres legesyge, men stadig forholdsvis mainstream dub, inviterer Mount Kimbie dig på en lang eksistentialistisk rejse i dit eget sind til nye og fjerne afkroge, du ikke vidste eksisterede.

#9: Chimes & Bells (DK)

Titel: Chimes & Bells

Udgivelsesdato: 4 oktober

Chimes & Bells Lashes

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Lashes.mp3|titles=08 Lashes]

Chimes & Bells This Far

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-This-Far.mp3|titles=04 This Far]

Ja ja, surprise surprise, i know. Jeg har tidligere underkastet mig danske Cæcilie Trier, og resten af slænget fra Chimes & Bells totalt. Efter deres udødelige EP Into Pieces Of Wood, der bl.a. indeholder de hjerteskærende melankoli parader Stand Still og You Shall Not Pass, var forventningerne også skruet helt op, da jeg første gang lyttede til bandets første og selvbetitlede album. Men, hold nu fast, hvor blev mine forventningerne indfriede. Chimes & Bells formår at lave genkendelige og, ikke mindst, selvstændige numre, der kravler ind på livet af en, sætter sig som et lille aftryk på ens rygrad.

#8: Deerhunter (US)

Titel: Halcyon Digest

Udgivelsesdato:

Deerhunter Helicopter

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Helicopter.mp3|titles=08 Helicopter]

Deerhunter Desire Lines

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/06-Desire-Lines.mp3|titles=06 Desire Lines]

I princippet er jeg ikke sikker på Deerhunters bandkoncept. Jeg er ikke sikker på, præcist hvad ved deres legesyge og afslappede tomgang, der fascinerer mig så meget som det gør. Egentligt tror jeg at det er Bradford Cox’s næsten uhyggelige udseende, sammensat med den ufattelige ‘catchyness’ der er over mange af deres sange, derudover må man vist bare sige, at Helicopter er et af 2010s absolut bedste numre.

#7: Avi Buffalo (US)

Titel: Avi Buffalo

Udgivelsesdato:  26 april

Avi Buffalo What’s In It For

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/109-Avi-buffalo-Whats-In-It-For.mp3|titles=Avi Buffalo – Whats In It For]

Avi Buffalo Remember Last Time

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/6617.mp3|titles=AVi Buffalo – Remeber Last Time]

Måske det bare er den tredje juleøl der taler, men hold kæft, hvor jeg altså synes at Avi Buffalo er indie på den der helt, helt rigtige måde. Jeg er jo nok desværre nødt til at erkende at jeg, første gang jeg lyttede til sommernummeret What’s In It For, troede at Figurines endeligt havde lavet noget, jeg faktisk synes om. Men næ nej, ved sangens slutning blev navnet Avi Buffalo sagt ud af min transistor radio, og jeg gik på biblioteket og lånte bandets selvbetitlede album dagen efter. Avi Buffalo lyder som varme dage på Roskilde Festival, som kys fra en kæreste og som tusinde sommerfugle i maven. Ungdommeligt.

#6 Warpaint

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25 oktober

Warpaint Undertow

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Undertow.mp3|titles=03 Undertow]

Warpaint Baby

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/07-Baby.mp3|titles=07 Baby]

1, 2, 3 og pludseligt var Warpaint på alles læber. Tøsetrioen laver girlpower rock på den traditionelle måde, men krydrer tingene op med det helt rigtige squeeze shoegaze. Og det er så forfærdeligt cool. Jeg har ikke mange andre ord om denne plade, end at den er fuldstændig fantastisk og kun kan retfærdiggøres ved at blive gennemlyttet fra start til slut, som den helhed alle de ni fantastiske numre udgør.

#5 Sleigh Bells (US)

Titel: Treats

Udgivelsesdato: 23 juni

Sleigh Bells – Tell ‘Em

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/94-Tell-Em.mp3|titles=94 Tell ‘Em]

Sleigh Bells Crown On The Ground

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/57-Crown-on-the-Ground.mp3|titles=57 Crown on the Ground]

Advarsel: Der er ret gode chancer for at de højtalere går på pension af ovenstående numre.
Brooklynske Sleigh Bells har med debutalbumet Treats lavet noget nær den perfekte “fuck det hele, jeg skal jo bare drikke mig fuld”-plade. Forsanger Alexis Krauss’ distortede vokal støjer om kap med producer Derek Miller, der både er guitarist i Sleigh Bells og producer for bandet. Musikken er spækket med humør, ironi og hardcore musikalitet og uffatelige taktarter. Dette er den ultimative plade, hvis du trænger til at stikke hele den store vide verden din længste finger.

#4: Gold Panda (UK)

Titel: Lucky Shiner

Udgivelsesdato: 7 september

Gold Panda Vanilla Minus

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-Vanilla-Minus.mp3|titles=02 Vanilla Minus]

Gold Panda Marriage

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Marriage.mp3|titles=Marriage]

Længe før jeg blev en del af Regnsky, læste jeg et indlæg af den her pige, der på daværende tidspunkt var mig ukendt. Hun hed Eva. Hun havde skrevet om en fantastisk amerikansk sampler og producer, der kaldte sig for Gold Panda. Jeg hentede de to sange som var mulige at downloade, og med tiden vokses denne gut sig større og større for mit vedkommende. Meget vand er løbet under broen siden da, og det er helt mærkeligt at skrive om Gold Panda, da jeg forbinder ham med Regnsky. Derwin Panda laver melankolske chillwave dansefester, og med titler som Marriage, You, I’m With You But I’m Lonely og Before / After we talked er tonen ligesom også lagt. Sange om kærlighed, der i hvert fald for mig, handler om hvor umuligt det ind i mellem kan være – og dét uden et eneste ord. Lucky Shiner er en fantastisk plade, der i følge mig er på højde med Animal Collectives Merriweather plade.

#3: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25 maj

Wild Nothing Bored Games

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/14-Bored-Games.mp3|titles=14 Bored Games]

Wild Nothing Golden Haze

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Wild-Nothing-Golden-Haze.mp3|titles=Wild Nothing – Golden Haze]

Et af mine absolutte yndlingsband her i udgangen  af 2010, er uden tvivl amerikanske Wild Nothing. Med deres soltågede dreampop, puttede Wild Nothing en masse neongul, orange og pink i min ellers så sort/hvide malebog. Musikken er på én gang melankolsk og opløftende, og man kan ikke gøre andet end trække på smilebåndet når man hører sange som Bored Games, Chinatown & Golden Haze. Jeg sidder her på min lokale stamcafé i rulamsjakke, fleecetrøje og halstørklæde og tager mig selv i at krydse fingre for en booking på Roskilde næste år, for jeg har ikke den mindste tvivl om at Wild Nothing kunne lave den fineste sommerkoncert, fyldt med sæbebobler, lukkede og sommertrætte øjne og en masse kys og kram. Bandets første studieplade Gemini har i hvert fald været en sikker legekammerat på min iPod, siden dens entré tilbage i maj.

#2: James Blake (UK)

Titel: The Bells Sketch EP / CMYK EP / Klavierwerke EP

James Blake Limit To Your Love

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Limit-to-Your-Love.mp3|titles=01 Limit to Your Love]

James BlakeTell Her Safe

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-Tell-Her-Safe.mp3|titles=02 Tell Her Safe]

James Blake I Only Know (What I Know Now)

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-I-Only-Know-What-I-Know-Now.mp3|titles=03 I Only Know (What I Know Now)]

Vi er kommet til andenpladsen på min top ti liste her. Og først og fremmest tak, hvis du stadig læser med. Det har været svært at komme hertil, for der har som sagt været uendeligt mange kandidater til min ’10 top 10 – men hvis der har været noget, jeg ikke har været i tvivl om, har det været hvilke plader jeg ville lægge på henholdsvis 1. og 2. pladsen. Nummer to på min årsliste er historiefortælleren James Blake, der med sit tredelte album, har kreeret hvad der, i følge mig, er den absolut mest interessante lyd fra 2010. Han understregede for alvor sit indiskutable talent med den smukke fortolkning af Feists klassiker, Limit To Your Love, der bedst af alt beskrives som en blanding af sexet R&B klaverspil og den typiske London-dubstep lyd, som også 10. pladsen Mount Kimbe repræsenterer. Nummeret er efterhånden blevet hypet til døde, men helt undtagelsesvist har det faktisk ikke gjort nummeret ringere, what so ever. James har med Klavierwerke, The Bells Sketch og CMYK ramt bullseye, og lavet sin helt egen lyd som man helt sikkert stadig vil huske, og anerkende, om mange år. Hvis man lytter godt efter, kan man næsten genkende melankolien fra kunstnere som Bon Iver, Burial og Sigur Rós i dette purunge talents hudløst ærlige musik. Jeg har netop fået James’ første fuldlængde album ind ad døren, og jeg tør roligt sige, at hvis du er bare halvt så forelsket i Limit To Your Love som jeg, så har du en kommende favorit i vente.
Jeg sender al min kærlighed til denne smukke, smukke mand der laver musik der varmer helt indtil sjælens rod.

#1: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27 januar

Beach House Zebra

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Zebra.mp3|titles=01 Zebra]

Beach House 10 Mile Stereo

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3|titles=08 10 Mile Stereo]

Beach House Take Care

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/10-Take-Care.mp3|titles=10 Take Care]

Når man taler om Beach Houses Teen Dream, ville det være direkte absurd, blot at kalde det årets bedste plade. Beach House har i 2010 vist sig i en klasse for sig, som ingen er kommet tæt på at nå til sokkeholderne. Alt fra Victoria Legrands hæse og hvæsende stemme, til koordineringen og opbygningen i musikken, gør Beach House til et ganske unikt musikfænomen. Hvis man tager i betragtning, at det næsten er et år siden Beach House udgav tredjepladen, må det fandme være indbegrebet af en fantastisk plade, at man endnu ikke er træt af den, efter gennemlytning nummer tusinde. Teen Dream er i min lille verden en af de absolut bedste plader nogensinde, lavet af et af de absolut bedste bands. På Teen Dream har Beach House givet deres længselsfulde og lo-fi drømmepop et skud endorfin, og tilføjet et par ny ankommende toner. Trance-følelsen fra bandets tidligere plader, er vedligeholdt, forskellen er blot at der er tale om en decideret hitparade på Teen Dream, hvorimod de foregående plader, Devotion og Beach House, mere lyder som en terapisession hos en meget lidt imponerende psykolog. Teen Dream passer til sol og til sne, til lykke og til ulykke, til ensomhed og til fællesskab, til grin og til gråd, til lange søndage i sengen og til cykelture i skoven og til kys og til kram. Beach House og jeg siger tak for nu og Take Care <3

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jens B says:

    Jeg mener nu, at Gold Panda er fra Essex i UK og ikke amerikansk. Ellers må man da nok sige, at du har flottet dig med noget af en liste. Jeg kan kun give dig ret i, at samtlige af disse plader er ovenud fantastiske, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange lister jeg nu har været igennem. En hvis tanke har spankuleret rundt mit hovedet her på det sidste omhandlende, at hvis man helt undlod sådanne lister, hvordan ville musikmedierne så se ud?
    Nok om det. Det er lidt som det som om (selvom du sikkert ville have skrevet dem ned, hvis du nu skulle lave en endnu længere liste), at jeg mangler enten Ariel Pink, Joanna Newsom eller The Radio Dept. Men sådan er der jo så meget.

  2. Devin says:

    Rebecca Coleman from Avi Buffalo has started a new band. Pageants http://www.facebook.com/pages/Pageants/176902478998867?v=app_178091127385&ref=sgm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Tag en flyvetur i Deerhunters helikopter

Halcyon Digest, Deerhunter. (27.09.10)

Shoegaze, Chillwave, Lo-fi eller bare Indie, who gives a fuck – faktum er at amerikanske Deerhunter, i deres fine nye album, “Halcyon Digest”, har lavet en af de der plader man helt sikkert bare skal kende til 2010. Lidt ligesom det var, da hypen omkring Beach Houses “Teen Dream” var på sit højeste. På pladen drejer Deerhunter deres lyd hen imod mere psykedeliske lo-fi navne som Wild Nothing, Grizzly Bear, Panda Bear eller Animal Collective.

Sidstnævnte er da heller ikke helt ukendt for bandet, for på “Halcyon Digest”, har Atlanta-bandet nemlig arbejdet sammen med stjerne produceren Ben Allen, der ligeledes var med under tilblivelsen af Animal Collectives  hitparade “Merriweather Post Pavillion”.  Sammen har de kreeret et album der har så bredt et lydspektre, at det indeholder alt fra syrede saxofon soloer, vokaler med distortion og rumklang, tungsindigt orgelspil og minimalistiske toner fra en ensom guitar. Med åbningssangen Earthquake giver Deerhunter sig perfekt tid til at komme ordentligt igang, og bygger i alt sin enkelthed op til et klimaks, der først rigtig opstår under det fine lille barometer hit Helicopter, som der allerede er blevet blogget en del om. Det kan jeg sådan set også godt forstå, for på dette nummer går Bradford Cox‘s stemme da også renere ind end på mange af de andre numre, og spiller i perfekt harmoni med melodien, som jeg overhovedet ikke tør begive mig ud i at beskrive.  Deerhunter er uden tvivl en lille favorit på min iPod i denne tid, og er uden tvivl kommet for at blive!

Deerhunter – He Would Have Laughed

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/11-He-Would-Have-Laughed.mp3|titles=Deerhunter – He Would Have Laughed]

Deerhunter Helicopter

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/08-Helicopter.mp3|titles=Deerhunter – Helicopter]

Nummeret Helicopter er endvidere blevet remixet af stjerne DJ og producer Diplo, der på dette nummer har teamtet ud med Lunice, og sammen har de lavet denne udgave af nummeret der perfekt indkapsler essensen af originalen, men udfylder nogle af tomrummene fra Deerhunters egen version og forstærker blot Bradfords fantastiske vokal.

DeerhunterHelicopter (Diplo & Lunice Remix)

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Helicopter-Diplo-Lunice-mix.mp3|titles=Helicopter (Diplo & Lunice mix)]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Deerhunter @ Vega


Kort før Deerhunter betrådte Vegas bonede gulve, kommenterede min koncertmakker tørt: “alle til den her koncert ville ønske de led af en kronisk sygdom og spillede musik hver dag. Og de er +25.”

Og jo, publikums jeans var nogenlunde ligeså tight som bandet på scenen var. Selvom lyden bølgede rundt, og den poppede vokal ikke fik tag i lydbilledet de første numre igennem og favoritten “Never Stops” fremstod stift og unuanceret.  Men med den opfølgende “Little Kids” blev der rettet op på de irriterende ting, og tilgengæld kunne koncentrere sig om den  helliges det enormt velspillende band. Med enormt smukke, selvfølgelige og dog stadig bemærkelsesværdige og progressive overgange, blev numrenes støjniveau live ganget op taget i forhold til de indspillede versioner.
Men det var med “Nothing Ever Happens”, ørerne for alvor blev slået helt ud. Med drive, støj og Bradford Cox karismatiske vokal helt øverst i lydbilledet sendte Deerhunter hele Vega til forældrenes garage på den amerikanske østkyst, med ligegyldighedens kvælende trummerum inderverende afspejlet af guitarens nærmest hjælpeløse støjen mod det konstante trommespor. Den velstrukturerede og energiske oplevelse gik igen i hvert nummer, ligefra “Agoraphobia”s intro med en blottet sanger til støjende den støjende afslutter “Calvary Scars”.

Hvordan undgås opfattelsen af Deerhunter som et one-man show, når Bradford Cox er i front? Som fokus, og med hele publikums opmærksomhed hvilkende på sig, kunne band let blive til backingband, men den interne kemi på scenen er i sig selv et studie værd. Der spilles live, som man sjældent hører det. Hvis der var et backtrack var det godt gemt, og friheden i de ellers stramt orkestrerede numre overvældede, bragte liv og engagement – ligesom bassistens næsten lykkelige smil var svært ikke at smittes af. Og selvom de oftest lidt for lange, flyvske jams mellem numrene skæmmede koncerten en smule, var det svært ikke at forlade Vega med et smil, opløftet af tanken om, at musik stadig kan spilles live, rykkes ud fra garagen og ind på scenen, hvor umiddelbarheden kan herske og 4 mates med bas, guitar og trommer stadig kan fortrylle.

Deerhunter – Nothing Ever Happened
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/09-Nothing-Ever-Happened1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kristian says:

    jeg får file not found når jeg vil afspille “Nothing Ever Happened”:s

  2. Eva Regnsky says:

    hov, ja, det har du fuldstændigt ret i, Kristian. Tak for du gjorde os opmærksomme på det – nu burde det fungere igen (:

  3. Jakse says:

    Sikke fin kval videoen er i.. Beklageligt at mit budget ikke rakte til Deerhunter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Vegas strøm

Vega
I næste uge går København amok i elektronisk musik. Den bliver trukket uden fra klubbens mørke og ind i aftensolen, hvor moderigtige børnefamilier vil mærke sidste snert af ungdommen på Enghaveplads til musik de – måske – lyttede til for mange år siden.

Men der sker stadig ting og sager de mørke lokaler.
Vegas præsenterer nemlig i de næste uger et noget nær ekstraordinært program, hvor især den amerikanske alternative scene er stærkt repræsenteret. I sidste weekend var det The Pains of Being Pure at Heart, der leverede den nærmest obligatoriske søndags-indie på de bonede gulve og spillede op med brede, støjende lydbilleder og poppede melodier.
Hvis man nu ikke nåede at være New York-hipster for en aften, kommer chancen igen allerede onsdag d. 13. med Vampire Weekend fra (big surprise) Brooklyn. De spiller deres nærmest tidstypiske blanding af indierock krydret med de fire ungersvendes helt forskellige udgangspunkter, lige fra afrikanske rytmer til hvid indie – ikke helt ulig byfællerne i TV on the Radio. Der er lagt op til en rytmisk festlig aften, med stærke melodier og intelligente tekster.

Og allerede om søndagen er vi klar igen – denne gang med støjpopperne i Deerhunter. Den seneste udgivelse Microcastle er fra sidste år – og meget højt på min liste over 2008’s bedste album. Det forener melodien, støjen og ikke mindst forsanger Bradford Cox perfekt skæve intonation i lytter vellyd – af den slags, der ikke er bange for at stryge lidt mod hårene. Live er bandet et bevis på at shoegaze-generationen ikke er glemt, mens netop Cox leverer vilde, ranglede performances. Opvarmningen står det århusianske Morningside Records band Shout Wellington Air Force for, og de leverer folket indierock af højeste kvalitet – og er tilmed snart albumaktuelle. Lyt til nogle af de nye numre her på bandets myspace.
Og allerede 3 dage efter er der igen gang i den i det gamle arbejderbevægelses hus. Denne gang med Moderat, der vel næppe behøver den store introduktion længere. Med sig tager de Pfadfinderei, der akkompagnerer acidhouse, næsebors-vibrerende bas og massive lydflader med deres visuals.

Så er der ingen gode undskyldninger for ikke at aflægge det gamle hus et visit længere.  Billetter osv. findes via Vegas hjemmeside.

Deerhunter Never Stops
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/03-Never-Stops.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *