Iceage dykkede med og ind i det andet

iceage-february-2015-cali-dewitt-a

So stay a little while / Before my thoughts go running wild / As a feral horse/ And it will gallop till its death / So stay a little while / Before my thoughts go running wild
– “Stay”, Iceage (Plowing Into The Field of Love, 2014)

Målsat flakkende, anspændt sitrende. Blik og ben, forsanger og publikum.
Skarpt lys, bidende kulde. Tørt tilrøgede hornhinder og ører længe hvinende for mere.
Den sidder i kroppen, det gør den, Iceages optræden til hjemkomstkoncerten, en diffus erfaring i hver rystet muskel, i hvert rejst hår, i hver af hjernens ved lejligheden sammendrevne nervebaner.

Drev de fra hinanden igen, idet Dan Kjær Nielsens militært præcise lilletrommeslag stopper “Plowing Into The Field Of Love”? Affortryllelsen af oplevelsen Iceage sker ikke sådan lige, meningen med den intense optræden foran et siddende publikum er intakt – det var intenst godt. Men det mere som Iceage konstant jager efter og i mange øjeblikke fanger, blæser ud af mit hoved inden mine hænder kan nedfælde det, uden det har dannet tanker af andet end næsegrus beundring.

Jeg beundrer Iceages hensynsløse drift. Den er garanteret super ubelejligt for struktur i hverdagen, vildt usund for stabile forhold. Driften efter perfektion: i auditivt og visuelt udtryk, i setlistens narrativ, i guitarpedaler, i musikkens bredde. Driften mod kunstens sublimitet.
Jeg beundrer deres mod. Modet til at “dive into the other / like it was an ocean/ caressed by its water/ I’d lose myself forever” (“Forever”), modet til at være så langt inde i sangen at omgivelserne bliver den, de midaldrende publikummer på forreste række til det vand, fortælleren dykker ned i, når Elias styrter ned i dem fra scenen. Modet til at inkorperere træk fra Nick Cave, fordi de træk fremhæver sangenes nuancer i tekster og instrumentation overfor genrebestemt grundstemning, fordi de gør sangene på Plowing Into The Field of Love ekstraordinært gode.
Jeg beundrer deres autoritet. Det er bydende nødvendigt for de nye sange, at ethvert element står klart frem. At Elias når samtlige udtryk i de ordtunge stavelser er respektindgydende i sig selv, at han performer hvert af stavelsernes stemninger ekspressivt, men i total kontrol med sin indlevelse, er autoritetsindgydende.

Beundringen driver mig mod Plowing Into The Field Of Love igen. Mod interviews, livesessions, bandets tourkalender, i et forsøg på igen at føle det mere og måske, engang, have modet til at følge driften mod forevigelsen af det.

Iceage spillede på Aveny-T den 10. november i forbindelse med CPH:DOX AUDIO:VISUALS-koncertrække. Christian Friedländer var scenograf.
Iceage udgav Plowing Into The Field Of Love i sidste måned. Stream den her. Og køb billet til Iceages koncert på Jazzhouse den 27. februar her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

KONKURRENCE: Vind billetter til Factory Floors koncert på Lille Vega

14. oktober får København prominent besøg, når engelske Factory Floor i forbindelse med deres selvbetitlede og længe ventede debutalbum tager en mandagssvingom med Lille Vega. Det London-baserede band har muligvis eksisteret siden 2005, men det var først igennem 2011-singlen Two Different Ways, at post punk/disco/techno-ensemblet fandt sin lyd, for hvilken de efterfølgende modtog en masse hype. Både singlen og det medfølgende album – udgivet via DFA Records – er blevet produceret af Stephen Morris, trommeslager fra New Order/Joy Division, og i 2010 fortalte han i et interview med The Quitus, hvorfor Factory Floor er hans yndlingsband:

In the tracks I could hear something which reminded me of the spirit of New Order in the early days, not musically so much as the way they are doing things, something that I felt even more when we – Gillian (Gilbert, red.) thinks Factory Floor are great too – saw them live. They were raw, chaotic, fantastic and different – everything I’ve ever liked in a band.

På to sætninger udtrykker Stephen Morris det, vi her på Regnsky ikke kan få ud af hovedet og ned på tastaturet. Derfor sætter vi 2x2 billetter på højkant til Factory Floors første koncert på dansk grund, og hvis ikke dette er nok, tilbyder Vega i samspil med CPH:DOX en på alle måder audiovisuel oplevelse, der ikke blot stimulerer høresansen. Factory Floors koncert akkompagneres nemlig med en visuel performance af Dan Tombs, der gennem længere tid har arbejdet sammen med bandet – og som også har designet musikvideoen nederst i denne artikel.

For at deltage i denne konkurrence skal man nævne mindst en artist, som tidligere har arbejdet sammen med Dan Tombs. Svaret skal sendes til info [at] regnsky.dk senest fredag den 11. oktober klokken 18.00, hvorefter vinderen vil blive kontaktet.

FACTORY FLOOR (UK) @ LILLE VEGA
Mandag, 14. oktober

Kl. 21.00
Support: East India Youth (UK)
Entré: 130,- + gebyr

Koncerten er en del af CPH:DOXs koncertrække AUDIO:VISUALS

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hetz x PRE-Be-UN x Cancer x Gooms

Vi er til familiefest på Teater Grob. Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har gjort lidt af et gravearbejde (og promoveringsarbejde – koncerten var nemlig udsolgt) og kurateret intet mindre end fire debutkoncerter denne fredag. Men til trods for debutant-prædikatet er der ingenlunde tale om ukendte ansigter. Ligesom til den årlige familiefest er personerne på scenen sært genkendelige. Og så er der en sammenhæng mellem de forskellige bands musik. ‘Fremmedgørende’ var der ord, som oftest havnede i notesblokken,

Vi lægger ud med Hetz. Duoen består af Malthe Fischer og Kristian Olsen, som tidligere har udvist deres store kærlighed til elorgel, programmerede trommer og skiftevist heftigt effektmanipuleret guitar og synthesizere i nu hedengangne Oh No Ono. Rytmerne er i halvdelen af Hetz repertoire en uomgængelig ramme, de hamrer derudaf på en næsten klaustrofobisk post-punket facon, mens den anden halvdel af numrene domineres af elorgel og Fischers karakteristiske vokal, som i stedet hensætter referencerne til 60’erne. Lyder det usammenhængende? Det var det ikke. Elorglets umiddelbare forbindelse til følelser skabte sammenhæng mellem de ovenstående beskrivelser, og gjorde det knap 30 minutter lange show akkompagneret af Andreas Munkgaards udflydende visuals fra forskellige karakteristiske steder i København til en fuldendt oplevelse.

Nicolai Koch var også del af Oh No Ono, og med et sandt kendis-lineup af hjælpemusikere, debuterede soloprojektet sine sange som en kvartet. PRE-Be-UN er det kryptiske navn, og selvom det kolde lydunivers er gennemført, var der langt mellem deciderede holdepunkter i numrene. Vokalen leverede ikke særlig meget struktur, og modarbejdede guitarens tilløb mod distinkte, næsten barnlige melodier. Et bevist valg? Garanteret, for det styrkede oplevelsen af PRE-Be-UN som fremmedgørelse i en ikke-punket eller repeterende lydform. Et gennemført valg, men fremmedgørende børnesange vinder nok ved at blive hørt i indspillede versioner.

Det virker absurd at beskrive et band, hvis musik ingen nogensinde har hørt som et hovednavn. Ikke desto mindre var Cancer aftenens trækplaster. Cancer er sammensmeltningen af Kristian Finne Kristensen fra Chorus Grants klassiske, folkbaserede sangskrivning med guitaren som primære instrument, og Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machines sfæriske vibrato og mere popeksperimenterende brug af synthesizere. To gode elementer i sig selv, men i sammensmeltningen tæt på magiske. I hvert fald i de numre, hvor vokalerne fik lov til at kontrastere hinanden og de enkle guitarriff rev lidt op i synthens flader. Det skabte bevægelighed i instrumenteringen, som bag Nikolaj Vonsilds stemme ellers kan drukne lidt. Samtidig er roen – og i trommernes tilfælde forudsigeligheden – med til at skabe et på en og samme tid roligt og foruroligende tilstand omkring duoen, som i koncertanledningen var udvidet til en kvartet.

Aftenens sidste indslag var en noget mere aparte koncertsituation. For et par måneder siden flyttede (endnu et) tidligere Oh No Ono-medlem til L.A. Men alligevel spillede Gooms aka Aske Zidore og amerikansk bosatte Suni Zacharias deres debutkoncert på Teater Grob. Det kan fint lade sig gøre at afvikle en Skype-koncert, især hvis man tager 10 sekunders forskydning mellem lyd og billede som morsomt. I stedet for de to musikere stod der fire dansere på scenen, og i stedet for visuals blev en skype-transmitering af bandet projekteret op på lærredet bag danserne. Omgivelserne overskyggede måske nok lidt for oplevelsen af musikken, men det var ideer om 60’er melodier, højt energiniveau, aparte skift og en til tider mathrocket rundtossethed som satte sig fast, og fuldendte oplevelsen af fire projekter, man virkelig kan håbe på snart udgiver noget.

PRE-Be-UN har netop udgivet Coral Carol på kasettebånd via Tambourhinoceros. Køb det her.
Cancer er lige blevet signet på Tambourhinoceros. Hvorvidt en udgivelse er på vej vides ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kom til Ice Cream Cathedral på Jazzhouse

Det er ikke første gang, Ice Cream Cathedral bliver omtalt på disse sider. Tilbage i marts fandt deres debut-ep Straight Archs vej til mine ører, og der har siden hen været god grund til forsat at regne dem blandt de mest lovende danske bands i øjeblikket – i hvert fald når det gælder popmusik. I modsætning til store dele af den øvrige kritikerroste upcomingscene i Danmark, er Ice Cream Cathedrals musik nemlig befriende lettilgængelig. Et eksempel på, at alt ikke behøver at være så pokkers provokerende eller afvisende for at være godt.

Ice Cream Cathedral er ikke modparten til det eksperimenterende. Men de er helt grundlæggende ufatteligt velspillende. Det betyder, at instrumenterne og melodierne er afstemt med en vis harmoni som mål. Den kan høres på “The Ranger”, trioens nye single fra deres kommende debutalbum. Her mødes de helt klassiske, pæne vokaler med drømmende synthesizere og 80’er guitarer i en kombination, det er svært ikke at finde vanvittigt tillokkende. Vellyden gør musikkens følelser mere fremtrædende for mig, men ikke hurtigere forgængelige. “The Ranger” er et eksempel på, at fine produktioner også kan overraske, tage fat og følge med dig videre.

“The Ranger” kommer til at optræde på Ice Cream Cathedrals debutalbum, som forventes udgivet i løbet af vinteren. Indtil da kan nysgerrige lyttere få en forsmag på albummet, når Ice Cream Cathedral spiller en koncert på Jazzhouse den 9. november. Koncerten er en del af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOXs koncertrække AUDIO:VISUALS. De seneste år har festivalen sideløbende med sine mange filmvisninger formået at præsentere et ambitiøst musikprogram, og 2012 er naturligvis ingen undtagelse. Fuldt program findes her. Til denne koncert medbringer Ice Cream Cathedral visuals-magerne Lucid Feel, og efter koncerten dj’er Classic VIV aka Najaa. Koncerten er en del af Jazzhouse’ afterbeat koncertrække, hvilket betyder, at den først begynder kl. 23.

NB: Bemærk at konkurrencen er afsluttet!

På Regnsky er vi så heldige at kunne udlodde 2×2 billetter til koncerten. Det eneste du skal gøre for at deltage, er at sende dit fulde navn i en mail til eva[@]regnsky[.]dk senest den 6. november, hvor dit (korrekte) svar på følgende spørgsmål indgår:

“Ice Cream Cathedral udsendte i marts en single. Hvad hed den?”

Ice Cream Cathedral – The Ranger

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Choir of Young Believers på Dox onsdag

I mandags lod Choir of Young Believers endelig verden få at høre, hvad tiden i øvelokaler og studier er blevet brugt på siden udgivelsen af debutalbummet This Is For the White In Your Eyes fra 2008. “Patricia’s Thirst” er titlen på singlen, der havde premiere på Det Elektriske Barometer og denne uge kører som Ugens Uundgåelige på P3.
Tidligere på efteråret blev et andet nummer også vist frem til offentligheden i den dystre livevideo ovenfor uden titel eller information om, hvorvidt der var tale om en albumforeløber eller ej.

Det får du mulighed for at finde ud af i aften, hvis du befinder dig i Københavnsområdet. Kl. 23:59 går bandet med Jannis Noya Makrigiannis i front på scenen på Teatret Grob til et af dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOXs mange musikevents. Choir Of Young Believers skulle have spillet en lignende koncert med materiale fra det kommende album, der forventes udgivet i begyndelsen af 2012, på årets SPOT Festival – en koncert, der blev aflyst kort før festivalstart. Men nu skulle det være ganske sikkert og vist – i aften får man mulighed for at høre det nye materiale, hvis man altså er blandt de 140 første til at troppe op.

Til sammen giver “Patricia’s Thirst” og det unavngivne nummer formodninger om et mere dystert Choir of Young Believers, som ligger mere i forlængelse af gruppens gennembrud, ep’en Burn the Flag. Det unavngivne nummer er dystert, langsomt har tonstunge trommer og klaver og messende vokal, før et crescendo af strygere bygges op. Som umiddelbar modsætning står “Patricia’s Thirst” med energisk tempo, en klar og catchy melodi og ikke mindst poppet struktur med smooth overgange fra vers til omkvæd. Var der nogle der sagde 80’erne?

Choir of Young Believers – Patricia’s Thirst

Choir of Young Believers
9. november kl. 23:59
Teatret Grob
Nørrebrogade 37

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.