Virgins in hell #2 – En hyldest til helvede

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Lamb of God

Fra onsdag til lørdag i sidste uge sprang jeg min eksamenslæsning over for at smelte sammen med en sort og svedende sværm af voksenbørns-vibrationer, venlig voldelighed og stadig voksende vomme til COPENHELLS 10-års jubilæum. Det er den bedste overspringshandling, jeg til dato har gjort mig, og allerede efter første dag, hvor jeg vågnede med krampe i min hornhånd efter at have kastet stive djævletegn til Eagles of Death Metal, har jeg ikke været så spændt på at drage mod en festival, som til mit første år på Roskilde i ’10. Min første oplevelse på Copenhell var en kæmpe optur, og det bliver bestemt ikke den sidste.

I denne todelte feature vil jeg dele “The Black Feeling”. – Først med en stemningsreportage over, hvad der er så magisk ved den mørke genres grænsesøgende adfærd og kreative tilgang til kropsudsmykning, massive moshpits, mjød fra horn og metal-merchandise, og dernæst med en koncertreportage fra de fire dages tunge toner.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen- Stemning

Krig og kærlighed

Min veninde går med hastige skridt foran mig. I hånden har hun en bærebakke med seks nyskænkede fadøl. Det er sidste dag på Copenhell, og vi er begge ved at flyde over af stemningens glæde, nye sanseindtryk og musikalske oplevelser. Hun kigger stolt tilbage og smiler. Øllene skummer, og ud fra hendes udtryk, kunne remmen til bærebakken lige så godt have været styret til en barnevogn. Lystigheden ændrer sig dog hurtigt, da en fuldfed skonnert hamrer direkte ind i hende, så størstedelen af de gyldne dråber spildes og absorberes af træflisen under os. Jeg forventer en scene fra mindst en af dem, men i stedet giver de hinanden et stort, solidarisk kram. Den distræte mand tilbyder at købe en ny bakke, men får i stedet erstattet sin dårlige samvittighed med sjatterne fra bakken, der lige akkurat rækker til en enkelt øl. Mr. Drunk Lord lover, at han giver en omgang til næste år, hvis han altså ”støder ind i os igen, høhø”. Med øllen i hånden tøffer han videre mod farrockernes ypperste favoritter; Scorpions, og ét smil bliver til flere.

Episoden er blot et lille eksempel på den venlighed, glæde og taknemmelighed, der hersker på den betonbeklædte Copenhell-plads, hvor krig bekæmpes med kærlighed og ingen fortrækker en mine, hvis du spilder øl på deres sorte vandrestøvler eller i forvejen beskidte battlevest.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen- Stemning

Mode i metalkulturen

Til de som ikke er bekendt med en battlevest, er det en jakke af denim eller læder, ofte med afklippede ærmer, som metalfans spækker med patches og badges med bandnavne. Kærligheden til metalgenrens fællesskab bæres uden på tøjet, og vesten er et must for veteraner på metalfestivaler. Til vesten følger omtrent lige så mange uskrevne love som til studenterhuen, og der er noget befriende (og pænt klamt) over, at man fx ikke må vaske vesten, uanset hvor meget mudder eller pis, den har kæmpet med i en moshpit. Alle er klamme på Copenhell, og der er ikke nogen Ganni-kjoler eller Hunter-gummistøvler, som bliver mopsede, hvis man spilder en øl eller træder dem over tæerne.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Veteran-battlevest

Social safari i skærsilden

En kolossal diskokugle formet som et dødningehoved byder os velkommen i Biergarten. Her kan du få askens øl og høre coverkoncerter med bands som Iron Maiden og Dio, der enten ikke er blevet booket til årets program eller ikke lever længere. Copenhell er som en social safari, hvor mennesker, døde dyr og noget der ligner en blanding af de to, lever sammen i flammernes fortrolighed.

Foto: Laura Fromm – Gedehyrde

Aldersgennemsnittet er lige så højt, som flertallets tindinger, men der er da også babyer udstyret med gevaldige høreværn at spotte. Festivalen er for alle. Det er den mørkeste afkrog af junglen, som du med din fornuft højst sandsynligt vil undgå, hvis du ikke er til dødsmetal. Men hvis du først forvilder dig ind i det mørke krat, vil du opdage, at der ikke er langt mellem himmel og helvede, når Live Nation åbner portene til deres metalbal på Refshaleøen.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Den sorte slette

– Specielt ikke når du har et R.I.P.-armbånd, der giver særadgang til et eksklusivt område med barer med udvidet mad- og drikkevarer-sortimenter, en tribune med udsigt over Pandæmonium-scenen og ræve og andre udstoppede dyr i baren (vigtigt!!).

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Udsigt fra tribunen i R.I.P
Foto: Laura Fromm – R.I.P-ræv og cocktails

I R.I.P optræder også strygere, og hvis det ikke er art med en intim symfoni-koncert på Copenhell, så ved jeg ikke, hvad det er.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Skærskilds-strygere

Det sorte samfund

Copenhell er et ’evil-eldorado’ med faciliteter, der er vilde nok til, at du ville kunne leve derude. Pladsen er beriget med en kirke, hvor du kan gå til metalmesse og angre din syndere, hvis du har sneget dig ind til Sweet Burlesque-show.

Foto: Laura Fromm – Metalkirken
Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Sweet Burlesque-show

Psykologen i Copenhell er erstattet med et smadreland, hvor du kan få aflad fra dine indre aggressioner ved at hamre løs på gamle lig.

Foto: Laura Fromm – Smadreland

Trænger vandrestøvlerne til en udskiftning, kan du købe ægte slangeskindsstøvler fra lædersmeden, som er ligeså badass som Nicolas Cage’s frakke i Wild at Heart. Vil du bryde battlevestens første regel og vaske dit overtøj, kan du bytte de hårde hvidevarer ud med sorte og købe en Copenhell-vaskemaskine på auktion.

Foto: Laura Fromm – “Hårde sortevarer”

Når maven begynder at growle …

… kan du stille appetitten med alt fra veganske falafel-bowler til fritter og pølsemix, der selv for en vegetar får mundvandet til at løbe. Skal den søde hugtand forkæles lidt, kan du fanden-hjælpe-mig også få bland-selv-slik i helvede … Copenhell har jo alt!

Foto: Laura Fromm – Den søde og noget så bløde hugtand

Når du får lyst til at drikke Thors horn i ét drag …

… kan du først og fremmest slukke tørsten i øl og mjød fra lange, snoede drikkehorn. Hvis du ligesom mig nærmest brænder dig på folks bebrejdende øjne, der gløder ligeså rødt som Eddie the Heads laserøjne (maskotten fra Iron Maiden),når du siger, at du ikke kan lide øl, kan du ty til andre alternativer som fx en ’black’, der er Copenhells svar på en Espresso Martini eller en Irish Coffee, der går under navnet  ’Sort Magi’. – De er begge uforskammet gode!

Foto: Laura Fromm – Thors horn
Foto: Laura Fromm – En ‘black’ i R.I.P-baren

Skal der gives en lille kritik, kunne Copenhell godt tage ved lære af Roskildes vandstationer og uddele væske i pitten. Ryge-græs, sved og støv er ikke ligefrem en god cocktail, men man kommer næppe udenom den, og vandstationer ville derfor gøre underværker.

Mørk musikalsk magi

Da vi cykler hjem efter første aften på Copenhell, tordner det i horisonten. Kort tid efter åbner himmelporten sig og et kæmpe skyld rammer os blødt, vådt og varmt. Vi har det som Nathalie Portman i den ikoniske regn-scene i V for Vendetta. Jeg får lyst til at smide begge arme over hovedet og råbe ”God is in the rain!”

Det er vores første år på Copenhell. Vi har lige fået taget vores metal-mødom. Er det et tilfælde, at det begynder at regne? We think not! Det er dåben. Den renser os og gør os klar til de tre officielle musikdage. Den gør os, og gør os klar til Tool, som har været blandt mine højesstående, musikalske live-ønsker de sidste ti år. Faktisk er bandet hele grunden til, at jeg tog på Copenhell – i første omgang. Senere er metalen vokset vildt på mig.

En totaloplevelse med Tool

Jeg er uden pis blevet en af de bedste koncertoplevelser i mit kvarte århundrede rigere. Hold kæft et sindsygt set-up! Maynard James Keenan indtræder scenen med en stiv hanekam og mørke øjne. I baggrunden indstilles et hav af projektører, og en syvstjerne sænkes i takt til lyden af en bankende puls. Min krop prøver at bevæge sig til rytmerne fra den tunge bas, den gennemborende guitar og de skæve, men perfekte trommeslag, men kroppen falder konstant ud af takt. Den kan ikke følge med, selvom jeg kender hvert nummer ud og ind. Musikken er for snu og intelligent.  På et tidspunkt prøver folk at klappe med, men bliver på ingen tid sat ud af sporet. Just don’t …

Jeg går i alarmberedskab, da en kolossal moshpit tager form foran mig, men få sekunder efter bliver jeg kastet rundt i den, og musikken står til min store overraskelse skarpere! Tumulten i moshpitten går på Copenhell under betegnelsen “dans”. Hvis en stor kleppert møver sig frem i pitten, smiler folk og giver ham (oftest mænd) et kærligt puf i moshpittens retning, og siger “han skal ud og danse!”.

Det yderst kunstneriske lys- og sceneshow var genialt og må være art-metallens svar på en Björk-performance. Tool leverede ligeledes lovende numre fra det kommende album, og jeg har svært ved at vente, til det rammer gaden!

Fotos: Laura Fromm – Tool

Slash var en slatten starut

Hvor Tool gik langt over forventningerne, leverede den gamle Guns n’ Roses-guitarist, Slash, en performance som stemte helt overens med mine forventninger. Guitarikonet går på scenen uden introduktion, og begynder fladt og lige på hårdt at jamme. Under den høje hat og de mørke Aviator-solbriller ligner han en pumpet grillkylling med Sidney-Lee-kulør. Han er teknisk dygtig, dét skal han have. Det samme er forsangeren Myles Kennedy. Problemet er bare, at de er åndsforladte, og at musikken er død-kedelig. Slash minder mig om en gamle skolelærer, der kan hele sit repertoire på rygraden, og som kun er mødt op for at tjene sin hyre. Højdepunkt var klart, da de spillede Night Train, og koncerten havde bestemt ikke taget skade af flere Guns ’n Roses-klassikere.

Min ven og jeg taler om, at old school-rocken er outdatet. Folk kommer udelukkende til en koncert med Slash for at sætte hak på tjeklisten over sete koncerter, og de vil ikke vide hvor mange groupies, han har bollet efter sine sets.

Foto: Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Slash

Stone Temple Pilots og Slipknot var omtrent lige så tamme og intetsigende som Slash, men jeg havde da mit moment til monster-maske-bandet på Before i Forget, som alle der har prøvet at tappe plastikhalsens knapper løs i Guitar Hero 3, ville have optur på at høre live.

Foto: Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Slipknot

Det svenske 90’er punk-rock-band Refused var til gengæld et kæmpe hit! De fik et band som Stone Temple Pilots til at blegne med dynamisk energi. Forsangeren Dennis Lyxzén er den første heavy-dude, jeg har set med et trampstamp. Det er første – og nok også sidste – eksempel på, at tramp-stamp til mænd faktisk kan være pænt frækt. Lyxzén sprang rundt som en rock-ballerina og blandede femininitet og maskulinitet med groove og Bowie-bevægelser.

Har folket brug for en rock revolution?

Det spurgte jeg mig selv om efter at have set det britiske rock/reggae band Skindred fra Wales, som blander metal, reggae, punk og hip-hop. Ifølge mig har den, og efter publikums reaktioner, da Skindred samplede stykker som Sound of da Police eller California Love til et hav af opløftede og rokkende arme, er jeg vist ikke alene om ønsket.

Foto: Laura Fromm – Skindred

Jeg er vild med nummeret ”Power”, hvor det det alternative metalband sampler Kanye West, og så var det et episk syn, da publikum smed trøjen foran Pandæmonium-scenen og svingede dem rundt som en propeller.

Haka-krigsdans og headbanging.

Et andet gyldent moment var da de newzealandske teenage-trashere fra Alien Weaponry, som varmede publikum op med haka-krigsdans inden de gik på scenen og performede et fremragende show, der efterfølgende har fået mig til at anerkende headbanging som en sportsgren.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Alien Weaponry

Dansk/norsk/tyske Heilung er også et eksempel på en alternativ form for mørk musik. Faktisk har gruppen genremæssigt ikke meget med metal at gøre. Snarere er der tale om mørk middelaldermusik, stoner-rock og en form for techno. Koncerten var mindst ligeså tryllebindende, som sidst jeg så dem i Koncerthuset, og det var magisk at lade sig drømme væk på en shamansk rejse i de lange, dystre trance-numre. Koncerten fandt sted kort tid efter Slipknot, og Heilungs dystre kropsudsmykning bestående af hjelme med gevirer, pelstøj og sort kropsmaling, var langt mere rædselsvækkende end Slipknots masker. En trefork sammenstøbt af to røde dildoer lagde heldigvis en dæmper på uhyggen, da den blævrende hoppede op og ned til rytmerne foran mig.

Foto: Laura Fromm – Heilung

 Et galt gøglershow

Den amerikanske sanger og filminstruktør Rob Zombie leverede et gøglershow af højeste kaliber. Hans optræden var som metallens svar på Monty Python, hvor bandmedlemmerne lignede zombier i pyjamas. Guitaristen med det hvidmalede ansigt, sorte kors over munden og lille kaninoverbid lignede Pjerrot, der havde forvildet sig ombord på Spøgelsestoget på Bakken. – Og hvis man tror på reinkarnation, kan Bob Marley meget vel gemme sig i en af Rob Zombies mange fedtede dreadlocks.
I baggrunden figurerede kultklip fra nogle af horror-instruktørens splatter-film med eksplosioner, kvinder med store kanoner og aliens med umådeligt store lemmer. Hvis man er til Wallmanns dinner-show, har man nok været meget godt underholdt. – Jeg havde en fest. Især fordi Rob Zombie var til stede og leverede et show; han hoppede ned til publikum, skiftede kostume tre gange undervejs, og mest af alt fordi han sluttede koncerten i en tanktop med Mariah Carey afbilledet på brystkassen.

Foto: Laura Fromm – Rob Zombie

Scorpions var nogle gamle rock-rotter, der nok havde gjort bedst i at stoppe for mange år siden. Klaus Meines stemme har hørt bedre tider, og så var deres sceneshow spækket med dannebrog-flag, som virkede malplaceret, da bandet er fra Tyskland. Heldigvis er det politiske valg overstået og enhver mistanke om DF-propaganda blev fejet af vejen. Flagene blev hurtigt erstattet af en mur af pumpende boomblastere og visuelle eksplosioner og så lignede trommeslageren Ulla Terkelsen på testosteron. Jeg var underholdt, men træt, og endte med at gå efter fem numre, da de endnu ikke havde spillet nogle gamle numre. Det havde ellers været magisk at gå på ferie til Holiday.

Foto: Laura Fromm – Scorpions

Copenhell er en hyggelig metal-niche-festival

Generelt savnede jeg mere diversitet i programmet på Copenhell og en større genreblanding. Med det sagt betyder det ikke, at line-up’et skal læne sig op af Tinderbox’, men for mit vedkommende bliver det en anelse tungt i længden med growl og hardcore metal. På den anden side er det en metal festival, og netop metallen gør Copenhell unik. Der er noget autentisk og råt over rigtige instrumenter med (for det meste) ren lyd, som ikke kommer fra en ung teenager bag en DJ-pult.

Copenhell er for real, og hver festival har sin charme.

Træt og opstemt sjoskede jeg lørdag aften under banneret med teksten “See you in 2020” og forlod pladsen.

Foto: Laura Fromm – See you in 2020

TAK for nu Copenhell. Vi ses til næste sommer, hvor jeg har erhvervet mig et par cowboy boots i slangeskind, og skal sætte det første patch på min battlevest. Til den tid har jeg lært at headbange og måske fået en tatovering mere (ikke et trampstamp). Det er også sandsynligt, at jeg hiver min far med. Han er allerede overbevist om, at atmosfæren i en moshpit er for sindssyg – by all means. Jeg afrunder artiklen med omkvædet fra dét Scorpions-nummer, jeg aldrig fik med, men som skildrer festivalens stemning på kornet:

“Exchange the cold days for the sun
A good time and fun
Let me take you far away
You’d like a holiday”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

VIRGINS IN HELL #1

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen

Festivalen Copenhell er et stjerneeksempel på, hvordan mennesker i forskellige aldersgrupper, køn og beskæftigelse, mødes i en fælles påberåbelse af musikken som anker for identitet, selvforståelse og ikke mindst fællesskab. De tilbagevendende festivalgængere er ikke PÅ Copenhell de ER Copenhell, og festivalen står som en manifestation og en hyldest af musikken, der er med til at skabe en form for kontinuum for livets skiftende faser og deroutes. Den identitetsskabende faktor er gennemsyrende for hele festivalen. Fraseringer over metal, hardcore rock og dyster nordisk mytologi brænder igennem lige fra scene- og områdenavne som Helviti, Pandæmonium og Udgård, til den (lyse)røde softice på mine churros, der selvfølgelig skulle have været blodrød. Det er sjovt og legende, og så er det ikke mindst gennemført i en grad, at selv en mindre rutineret metal-lytter som mig, lynhurtigt bliver revet med, og får lyst til at udstyre mig med alskens “overpricede” merchandise. Når købetrangen rammer, og ikke mindst behovet for at “fitte ind”, kan du (hvis du har råd) shoppe rundt i boderne på pladserne, og erhverve dig hele identitets-pakken som metalgæst i form af læderveste, bandmærker, mytologiske metalsmykker, drikkehorn, kranier, kravledragter med djævlehåndtegn og meget mere. Om musikken bliver bedre af det, er ikke til at sige, men det er i hvert fald sjovt at se hele det kommercielle udstyrsstykke, der også er en del af festivalen.

Emilie Zakrzewski Rasmussen

På mange måder minder festivalen om en dystopisk forlystelsespark for voksne, og det er måske ikke så underligt, at folk bliver ved med at vende tilbage år efter år. Nu tænker du måske “jamen sådan noget dødsmetal, det er jo slet ikke mig” men her skal det siges, at genre-spektret for Copenhell er helvedes bredt med alt fra hardcore trash, heavy og deathmetal til det mere psyke-, blues-, art- og progressivt rockede udtryk. Eagles of Death Metal, er et af de bands, der, med en god portion humor, virkelig trækker på traditionen fra den gode gamle rock. Bandet spillede onsdag aften på Hades Scenen, og blev på den måde en god åbning for Copenhell’s 10 år.  Eagles of Death metal formåede at levere et godt musikalsk håndværk og samtidig opretholde kontakten med publikum i et uprætentiøst og legende udtryk. Der er både noget for øregang og øjenæbler, og bassisten Jennie Wee, var med sit lyserøde hår, lyseblå læderoutfit og knaldrøde læber svær at få øjnene fra, og viste også hvordan den ikoniske Fender skulle håndteres. En anden kvinde der heller ikke holdt sig tilbage på strengene, var Lzzy Hale fra Halestorm, der torsdag sprængte Hades scenen og krængede sin rock-melodiske skærebrænder-røst og onde guitar riffs ud til et forventningsfuldt publikum.  Der er bare noget forløsende med de her “rock mammas”, der i skyhøje stiletter og med guitaren eller bassen om halsen, indtager scenen, som om de ikke havde gjort andet hele livet. Det kvindelige publikum var da også mødt (metal)stærkt op til denne koncert med Halestorm, på en festival, som ellers præges af et hvidt-maskulint-heteronormativt publikum. Selvom det hele ikke skal gå op i en kønskvote-diskussion og debatten om kvinders manglende repræsentation i musikbranchen, var det befriende at høre hvordan Lzzy Hale med det indledende opråb: “I am very proud to be a rock fan, a rock musician and a woman on THIS stage. All the ladies SCREAM – This one goes out to you bitches!”  bare ownede og repræsenterede sit køn på vildeste facon fra start til slut af koncerten.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen

I den anden og mere gru og skades befordrende ende af metalgenren, var bandet Whitechapel, der torsdag forvandlede området foran Pandæmonium til et apokalyptisk halbal af kampsvedende mennesker, der kastede sig rundt mellem hinanden i en gigantisk moshpit. Jeg holdt mig på behørig og kedelig afstand på R.I.P. balkonen (Copenhells eksklusive V.I.P-område), men havde så til gengæld mulighed for at beskue de ukontrollerede formationer, der dannede sig af menneskemængden foran scenen og til min egen overraskelse, blev jeg vildt draget af bandet og publikummet, der om nogle viste, hvordan musik kan være både destruktiv, legende, kaotisk og inkluderende og en sand ventil for de følelser, som så mange går rundt med, men aldrig får afløb for. Ser man bort fra de brækkede ribben og ankler, tror jeg en time i selskab med Whitechapel, kan være mindst lige så givende, som en terapisession. Spørgsmålet er så: Skal jeg tilbage i Københelvede næste år? Muligvis, muligvis ikke – men jeg skal i hvert fald udforske deathcore genren noget mere og muligvis deltage i en moshpit eller to…

Emilie Zakrzewski Rasmussen

Dette var første del af reportagen fra Copenhell 2019. Senere på ugen kan du læse Laura Fromms oplevelser for resten af festivalen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

VIRGINS IN HELL

elmo in flames

Du ved det først, når den er der – men så ved du det også – Sommeren er kommet til København! Og med sommeren følger festivaler. Regnsky har allerede været med på SPOT og Heartland, men nu drager Laura og Mirja mod Refshaleøen for at få taget “metal-mødommen” på Danmarks største rock- og heavy festival. I denne uge forvandles Refshaleøens Instagram-venlige streetfod mekka til et sandt ragnaro(c)k. Vi taler selvfølgelig om festivalernes ondeste og tungeste sværvægter; det forjættede land; COPENHELL, der i år kan fejre 10-års jubilæum og løber af stablen fra onsdag den 19. juni til lørdag den 22.

Nu tænker du måske “Jamen, hvad laver Danmarks sødeste musikblog på en hardcore rockfestival som COPENHELL?” Svaret er simpelt. Metalmødommen skal SPRÆNGES! Vi skal finde ud af om der sælges andet end øl – Mirja er kun taget afsted for at drikke, og Laura drikker kun Chardonnay. Vi skal have afklaring på hvad en Biergarten og et Smadreland er, og så skal vi opleve, hvad der er så specielt, når over 20.000 tunge, svedende og behårede læderklædte metalhoveder mødes i et hovedrystende flammehav på lorteøen.

Så her giver vi dig en guide over de 10 kunstnere, du skal se, udover de “obligatoriske” (for 2 newbies i flammelandet) Slipknot, Slash (guitaristen fra Guns n’’roses’) og Scorpions.

Eagles of Death Metal – Onsdag kl. 21:00, Pændæmonium
Amerikansk garagerockband stiftet i 1998 af Jesse Hughes og Josh Homme, som også er kendt fra Queens of the Stone Age, Them Crooked Vultures og Kyuess – og desværre også et terrorangreb i Paris. Udover navnet har gruppen dog intet med dødsmetal at gøre. Efter sigende kommer idéen til navnet af, at Josh Homme ville skrive noget musik i stil med The Eagles og blande det med dødsmetalgenren. Deres lyd er badass, ægte rock ‘n rollaaah, og så er deres covernumre af Duran Durans Save a Prayer og Mary J. Bliges Family Affair gennemført sprøde. Måske Copenhell får fornøjelsen af et af numrene, når de amerikanske ørne af dødsmetal skyder festivalen i gang. Vi ville ikke klage over en tur til LA, men onsdag aften, er der ikke noget sted, vi hellere ville være end foran Pændæmonium!

Halestorm – Torsdag kl. 21:00, Hades.
Der er dømt genderles sex, drugs and rock’n’roll, og uanset om du er til en lille kønskvotient i ny og næ, skal dette rockband nok få blæst al ølskum og fordomme i graven. I et interview i Rolling Stone Magasin fra 2018 forklarer Halestorm forsanger og guitarist Lzzy Hale, om den gamle diskurs, der alt for længe kunstigt har forbundet heavy musik og testosteron. Så med budskabet om at metal er for alle, ser vi frem til, at Halestorm spiller på COPENHELL torsdag…. DRACARYYYYYSSSS!!!!

TOOL – Torsdag kl. 22.30, Helviti
Amerikanske Tool er ikke bare torsdagens hovednavn. Det progressive art-metal-band er ifølge Laura, som har ventet 10 år på at få lov at høre bandet live, festivalens headliner, og er i sig selv grund nok til at tage på Copenhell. Bandet har vundet tre grammys og kunne oplagt placeres under de “obligatoriske”, men gruppen fortjener sgu en stor fed plads på listen. Tools lyd kan kendes på tunge og skiftende rytmer, hamrende guitarriffs og en sammenfiltring af østerlandske og vestlige tonearter. Lyden er intellektuel og instinktiv, melodisk og slibende, følsom og brutal og smuk og dystopisk på samme tid. Gruppens samarbejde med billedkunstneren Alex Grey er helt genialt, og kunsten sætter et syret særpræg på bandets lange og komplekse udgivelser. Forsangeren Maynard James Keenen driver desuden en vingård (champ stil!), og så synger han vokal i sideprojektet A Perfect Circle, som opstod efter Tools mange års radiostilhed og deres lange stridigheder med pladeselskabet Volcano Records. Dette kan du høre meget mere om i HEARTBEATS musikpodcast Indbegrebet af… , som beskriver bandet som “den perfekte supergruppe”. Både podcasten og bandet er værd at tjekke ud  – også selvom A Perfect Circle ikke når Tool til nittebæltet. Heldigvis er det da også Tool, som gæster COPENHELL og for HELVETE, hvor vi glæder os til torsdag aften foran Helviti!

Baest – Fredag kl. 18:00, Hades.
Den danske “fem-tet” Baest spiller i Hades fredag aften, og mon ikke der bliver spillet et nummer eller to fra deres album “Dance macabre”, der stod som den mest solgte vinyl i 2018? Det er dog ikke meget beskrivelse Copenhell selv giver på deres hjemmeside, men med de indledende ord “Nærmere introduktion virker unødvendig”, virker denne koncert også som en “must-see”.

Clutch – Fredag kl. 21:30, Hades.
Der er lagt op til gedigent musikalsk ”håndværkeri” med genreelementer fra bluesrock, psyke og punk, når det 25 år gamle amerikanske rockband går på scenen. Det skal vi selvfølgelig også opleve på dette års festival!

Slægt – Fredag kl. 21:45, Pandæmonium
Danske slægt er et af de bands, der gør dig stolt over den danske metal-scene. Lyden er præget af 80’ernes heavy-vibe og sangteksterne af det overnaturlige og det okkulte. “Der Er Kraft I Det Onde” hedder sangen med flest afspilninger på Spotify, og det skal vi ellers love for, at der var, da det unge heavy-band gæstede Roskilde Festivals Rising Scene sidste sommer og skabte et ragnarok af hoppende hoveder og en skov af onde håndtegn i luften. Slægt skal opleves live, og vi glæder os til at genopleve den raspende death growl-vokal og de smertefulde insisterende guitarriffs fredag aften.

Heilung – Fredag kl. 00:45, Hades
Danske Heillung er skudt op fra den nordiske undergrund, og har på ingen tid skabt suveræn succes omkring sig. Bandets koncerter er både obskure og fascinerende, men er bestemt ikke for børn eller epileptikere. Laura så dem, da de gæstede Koncertsalen sidste efterår med deres rituelle oldtids-optræden med medbragte menneskeknogle-instrumenter, strobelys og mænd og kvinder med gevirer og mørk kropsmaling, som gik rundt blandt publikum og udgød strubesang og primalskrig. Det var uhyggeligt, men også uhyggeligt dragende. Laura sad med en “hvad fanden er det, jeg er vidende til her”-følelse og en tvivl på, om hun var med i en bizar gyserfilm eller et spirituelt vikingetogt, men hun kunne sgu meget godt lide det. Èn ting er sikkert: Heilung er en totaloplevelse, og de skal opleves live! Stadig i tvivl? Tjek dette klip ud.

Demon Head – lørdag kl. 12:30, Pandæmonium
Den københavnske kvintet spiller retrorock inspireret af 60’ernes syrerock og 70’ernes proto-metal, som indebærer dobbelte guitarsoloer, okkulte temaer og tunge, langsomme numre gennemvædet af dyster apokalypsestemning. Der er en anelse Black Sabbat over bandets lyd, og de er et must for alle doom-fans. Mød op og få en blid start på sidste dag i helvede.

Rob Zombie – Lørdag kl. 20:45, Helviti.
Du kan regne med masser af horror, suspense og fedtet hår, når musikeren og filminstruktøren Rob Zombie kombinerer sine skills i et sandt “horror-show”.

Kvelertak – Lørdag kl. 01:15, Hades.
“Buldrende energi og uimodståelig singalong-faktor”- sådan lyder Copenhells egen beskrivelse af den norske gruppe. Selvom vi ikke forstår et hak af hvad de synger med deres norsk-sprogede tekster, skulle stemningen være SINDSYG, når bandet i en blanding af metal og rock’n’roll buldrer derudaf.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Danmarks metalfestival kan noget helt særligt

Foto: Jens Wulff

Sidste år var jeg for første gang på Copenhell. Det skrev jeg bl.a. den her artikel om. Det var noget af en omvæltning fra en selverklæret del af Northside-segmentet at komme ud på Refshaleøen til metalfestival. Det var en positiv overraskelse, og jeg besluttede derfor for at aflægge festivalen et besøg igen i år for at se, om det var en éngangsucces.

Copenhell er og bliver en niche-festival. Det er ikke for alle. Publikum ligner det, man ville forvente de ligner – metalhoveder. Overalt er der sorte støvler, denimveste, læderbukser og vanvittige frisurer. Og det er fantastisk. Jeg ved ikke, hvor disse mennesker gemmer sig til daglig, men jeg synes ikke, at jeg har set dem andre steder uden for Copenhell end til Red Warszawas koncerter.

Foto: Jens Wulff

Jeg er ikke det store metalhovede, og jeg synes tit, det er alt for larmende til mig. Der er dog et eller andet over Copenhell, en charme som andre festivaler i Danmark ikke besidder. Hele konceptet er så gennemført og selvironisk, at man ikke kan andet end at blive glad i låget, når man træder ind i den verden, de har bygget op. Kanoner der spyer ildkugler op mellem scenerne inden koncerterne, området Asgård hvor man bl.a. kan smage på Lokes Boller (de er sygt gode, skal jeg lige hilse og sige) og min personlige favorit: Snapsekirken! Komplet med omvendte kors og hjemmelavet snaps, som smager fantastisk og som gør en klar til at skulle ind og smadre.

Som sagt er det hele så gennemført, men der er også en selvironisk distance, og det er nok det, der gør Copenhell så fantastisk. VIP-området hedder selvfølgelig RIP og busserne der kører til Refshaleøen bærer nummeret 666. Og kaffen er skull-hed. Det er sgu fantastisk.

I går tog jeg min ven Jens under armen og tog afsted til Refshaleøen. Det var andet år, så man havde været rundt og opleve festivalen, og derfor behøvede man ikke vandre rundt for at se det hele. Smadreland og Biergarten var dækket ind, og det var kun, hvis man havde et ærinde, man ville bevæge sig derind. Eksempelvis hvis man skulle smadre, selvfølgelig. Smadre er egentlig et sygt dejligt ord. Anyways, vi ankom og det føltes fuldstændig som, da vi forlod pladsen sidste år. Og det var sgu dejlig velkendt. Snapsekirken stod, hvor den skulle stå, og man kunne stadig få Red Bull og vodka og Royal Eksport på dåse. Jeg havde set ret meget frem til at se Prophets of Rage og System Of A Down. Jeg er aldrig hoppet med på Rage Against The Machine-bølgen, men jeg synes, Tom Morello er en dybt fascinerende musiker.

Foto: Jens Wulff

Det mest spændende var, hvordan de ville kombinere deres rocklyd med hiphoppen fra Chuck D og DJ Lord fra Public Enemy og B-Real fra Cypress Hill. DJ Lord var passende klædt i en hættetrøje med skriften: “Play some fucking hiphop” til showet på Copenhell. Mit gæt er, at det ikke var tilfældigt, men det var utroligt morsomt. Han stod også ved turntables, og det er ikke just det mest brugte setup på en metalfestival. B-Real var iklædt et partisanertørklæde og havde noget mellemøstligt over sig.

Vendepunktet under koncerten var, da de begyndte at spille hiphop. Der blev gravet dybt i kataloget, og frem kom Insane in the brain og Jump Around bl.a. Det må være første gang, der bliver spillet hiphop på Copenhell. Og folk elskede det. Jeg kunne stå og kigge ud over publikum og jeg så, de gik fuldstændig amok og tog i mod det, som var det deres eget. Det er satset at spille hiphop på en metalfestival, men Prophets of Rage var sgu ligeglade, og de leverede i aller højeste grad.

Tom Morello er dog mr. Stand Out. Han er virkelig svær at blive træt af. Så fascinerende dygtig en musiker, at man føler sig et skridt nærmere nirvana (konceptet – ikke bandet), når man oplever ham live. Der blev spillet musik fra Cypress Hill, Public Enemy, Rage Against The Machine, Prophets of Rage og Audioslave. Specielt det sidste gav et sug i maven, da de leverede en instrumental Like A Stone. Det var som om, at de ved at spille den mellem linierne sagde, at ingen kan erstatte Chris Cornell. Zack de la Rocha er en anden snak. B-Real fylder forsangerrollen eminent ud. Det var en kæmpe oplevelse at se Prophets of Rage på Copenhell 2017.

Efter koncerten skulle den lige synkes. Eller, skylles ned, selvfølgelig. På Copenhell får man hurtigt sat nogen øl til livs. Endnu bedre er, at de øl man køber faktisk bliver fyldt til kanten. Ikke kun til den der latterlige 0,5 l streg. Helt op til kanten. Hver gang. Det er fandme stil.

Foto: Jens Wulff

Klokken 22.30 tog System Of A Down over på Helvití-scenen. Her blev vi taget med tilbage til Boogie-dagene på DR, hvor man sad og ventede på, at Toxicity kom frem på skærmen. Det samme gjorde sig desværre lidt gældende her. Det var en lang koncert, og den peakede til sidst med Toxicity. Jeg skulle have taget mig sammen og sat mig lidt mere ind i bagkataloget, fordi hold kæft hvor de sparkede røv. Det var en helt unik koncert med en gruppe, som kan noget særligt. De fire armensk-amerikanske gutter er lyden af mine meget tidlige teenageår, men det holder lige så godt nu, som det gjorde dengang.

Jeg genopdagede sangen “Aerials” i går, og kom i tanke om, hvorfor jeg skamhørte Toxicity-pladen tilbage i 2001. Ord kan ikke helt beskrive, hvordan det var at være til stede i går, og jeg er ked af, at jeg ikke kan trække jer med ind foran Helvití-scenen i går under koncerten, så I også kan få glæde af det glimt af storhed, der ramte København i aftes. Jeg er taknemlig for, at jeg fik mulighed for at være til stede. Det her er altså et af verdens fedeste bands. WERE TRYING TO BUILD A PRISON.

Systems vanvittige lysshow. Foto: Jens Wulff

Efter at være blevet kørt helt op af Serj og drengene tog jeg til koncert med Architects, hvor jeg havnede i mit første rigtige moshpit. Normalt har jeg altid hadet at være i moshpits – specielt til hiphopkoncerter – fordi folk ikke ved, hvordan man skal opføre sig. I går var det en behagelig oplevelse at blive kastet lidt rundt af nogle store mænd. Der eksisterer nemlig et moshpit-kodeks, som alle metalhovederne på Copenhell følger. Hvis nogen falder, så hiver man dem op med det samme!

Tak til Copenhell for at endnu engang at give mig en lektion i metal og minde mig om, at der faktisk findes en verden uden for Ådalen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En sommerdag i helvede

JRBY1231
Foto: Jens Wulff

Lige til at starte med så laver jeg lige en disclaimer. Den her artikel er ikke skrevet til dig, der er fast inventar på Copenhell, og som kender hvert et hjørne af festivalspladsen. Den er skrevet til dig, der er nysgerrig omkring, hvad der egentlig foregår ude på Refshaleøen, når Copenhell tager over.

Jeg har aldrig været på Copenhell før. Faktisk har jeg knap nok været til en metalkoncert. Jeg så Metallica i Forum tilbage i 2009, men det stopper vist også der. Min generelle musiksmag ville nok få lattermusklerne i alvorlig krampe hos den almene Copenhell-gænger, men nu har jeg udfordret mig selv og taget ud for at opleve vanviddet og se om en Vesterbro-type overhovedet kan passe ind derude.

Allerede på Christianshavn station starter det. Der er specialindhentede busser til begivenheden ala til Distortion (Ja, det er min referenceramme). Det er genialt tænkt, at de kører med nummeret 666 og destinationen Copenhell. Desuden er de gratis, hvilket ikke gør turen mindre behagelig. Det gør temperaturen til gengæld. Det tager ikke lang tid at komme ud på Refshaleøen, men kombinationen af tætpakkethed og strålende sommervejr gør, at min, til lejligheden, sorte t-shirt er helt gennemsvedt – men ved du hvad? Det er sgu lige meget. Det er fandme metal at svede, tror jeg. Jeg ved faktisk ikke, hvad der er metal. Tænker det er noget med fuldskæg (noget der egentlig også går igen på Distortion Ø) og tatoveringer (stadig). Måske er hipsterne og metalhovederne faktisk slet ikke så langt fra hinanden?

Der er et stykke gang fra busholdepladsen til indgangen. Ikke særligt langt men langt nok til, at en flue når at flyve ind i munden på mig. Et øjeblik slår det mig, at jeg måske burde sige “Fuck det” og sluge lortet. Ville det ikke være metal?

Det går op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad der er metal, og hvad der ikke er. Det bliver jeg simpelthen nødt til at undersøge.

JRBY1034
Foto: Jens Wulff

Er det metal?

Jakob på billedet var den første, jeg løb ind i i min jagt efter, hvad der er metal. Jakob havde øjenmakeup og fletninger i skægget. To ting, der taget ud af konteksten, umiddelbart ikke ville være så metal. På Copenhell passer det bare godt ind. Jeg bad Jakob og ni andre om at tage stilling til forskellige udsagn og vurdere, om det var metal.

Første udsagn var, en om en gut, jeg så i torsdag, klædt i helt jakkesæt, var metal. Han var Blues Brothers-ish, og jeg synes, han skilte sig ud fra mængden. Han blev dog vurderet metal af 8 ud af 10 af de adspurgte.

Næste udsagn var en gut, jeg så, der gik og spiste et helt grisehoved, som jeg vil tro, han havde fået fra den stand, hvor man kan få helstegt pattegris. Han fik 9 ud af 10 i metalscore. Alice Cooper måtte desuden nøjes med 7 i metalscore til sammenligning. Vodka og redbull-boderne fik kun tre i score. Og fadølspriserne på 50 kroner skrabede bunden men en metalscore på én.

Jakob kom desuden med en kommentar til, hvad der efter hans mening er metal.

“Det er metal at kunne være kontrolleret stiv i en lang periode. Musikalsk set kan jeg godt lide en god tung bass, og jeg sætter melodien over teksten i sangene. Dog kan jeg ikke lide al den skrigeri, der er i noget metal.”

Med min nyfundne viden om metal, gik jeg videre, og en ting, der er værd at snakke om, er det notoriske Smadreland. Et sted hvor man med koben og hammere kan tæske løs på skrotbiler. Det er desuden det eneste sted på Copenhell, hvor der er en DJ-pult. Den spiller dog selvfølgelig stadig kun smadremusik. Der er lang vej til det EDM, jeg er vant til. Bare som publikum bliver man grebet af en lattertrang, og man kan slet ikke holde det tilbage, når man ser, hvor fantastisk morsomt det ser ud, at en fuldvoksen mand med skæg og svedpletter tæsker løs på et gammelt lej-et-lig med en hammer, der ville gøre selv Poppy fra League of Legends misundelig. Smed jeg lige en gaming-reference ind i min artikel? Det tror jeg nok, jeg gjorde. Google det og grin. Er det metal?

JRBY1167
Amerikansk smadderbold. Foto: Jens Wulff

Hvad med musikken?

De fleste af koncerterne på Copenhell anede jeg ikke helt, hvad der foregik under. Det, tror jeg, har noget at gøre med, at jeg simpelthen ikke kender musikken – og knap nok genren. En koncert, hvor jeg sagtens forstod, hvad der foregik, var årets største – nemlig Black Sabbath. Det er deres sidste turné nogensinde, og derfor var det sidste chance for at se dem live. Det var allerede tydeligt, hvor stor en booking det var, da Copenhell tidligere på foråret kunne melde udsolgt af lørdagsbilletterne lynende hurtigt. Efterfølgende blev der også udsolgt af partout, hvilket måske også kan tildeles til Black Sabbath status som metalgiganter.

JRBY1187
Det er fucking Ozzy det der. The man – the legend! Foto: Jens Wulff

En spøjs ting er dog, at de faktisk blev overshinet af et andet band, der var booket til om lørdagen. Nu kommer der en halvkontroversiel udtalelse, måske, men husk på, jeg overhovedet ikke ved, hvad jeg snakker om.

Jeg synes, det var helt sublimt at se Red Warszawa i topform og på hjemmebane. De ejede Refshaleøen, og de gjorde det så godt, at selv jeg kunne forstå det. Det er dumt, det er uforudsigeligt, det er absurd morsomt at stå og skråle med på “HURRA SKOLEN BRÆNDER”. Kan du ikke teksterne, lærer du dem hurtigt. Det er ikke stor kunst, men det er det måske alligevel. Det er genialt og galt. Det er fuldvoksne mænd, der snaver på scenen; det er snapseviser. Det er en julemand på afveje. Det er Red Warszawa.

JRBY1647
“Nåå, det var det, du mente”. Foto: Jens Wulff

Koncerterne på Copenhell er vilde og uforudsigelige. Det eneste, man ved på forhånd, er, at folk passer sindssygt godt på hinanden. Selv folk, der dyrker helvede og satan, stopper moshpits, når der er en, der ligger ned. Dermed ikke sagt at folk herude er satanister, men det lyder bare meget godt. Vokalisterne i metalbands imponerer mig sindssygt meget. Helt seriøst, hvad smører man sin hals med for at kunne skrige ind i en mikrofon i halvanden time?

JRBY1637
Lækre Jens og Hævi Henning i et slags ømt øjeblik. Foto: Jens Wulff

Hold kæft, der er knald på ude på Reffen, når Copenhell tager over. Selvom man ikke er stor fan af musikken, så vil jeg foreslå at deltage i en festival, blot for at være en del af den fantastiske stemning og se lidt på nogle mennesker, som man ikke ligefrem ser på kontoret til daglig. Der er også noget urkomisk over den måde, Copenhell præsenterer sig på. Det hele er metal på den lidt overdrevne og derfor komiske måde, og det giver et indtryk af en seriøs festival, der ikke tager sig selv alt for seriøst, hvis det giver mening. Det kunne flere af de andre danske godt lære lidt af. Festivaler handler i bund og grund om at have det sjovt og gode oplevelser, og på trods af sprængte trommehinder er det præcis, hvad man får ud af et besøg i Københelvede.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *