Connan Mockasin – Psykedelisk udflugt til freakland

Morten: Intet navn på dette års Roskilde Festival-line up ser ud til at fange samtlige Regnsky-medlemmers opmærksomhed så meget, som det er tilfældet med Connan Mockasin. Freak pop-sangeren fra New Zealand er om nogen den artist, der på forhånd var det mest imødesete navn. Det så da også ud til at være tilfældet for en stor del af Roskilde Festivals publikum, der havde fyldt et hedt Pavilion-telt til bristepunktet på samme måde som en Ryan Air-rejsekuffert. Nogle af gæsterne havde muligvis været til new zealaenderns meget hypede koncert på Bremen Teatret tidligere på året, der efter sigende skulle have været en totaloplevelse. Jeg gik derimod ind til koncerten uden forhenværende Connan-oplevelser, men fik da så sandelig én til fotoalbummet. Men Eva, du var jo også på Bremen Teatret; hvordan vil du sammenligne disse to koncerter?

Eva: Eftersom Bremen-koncerten med sin fremragende lyd, sit totale nærvær og umiddelbarheden fra scenen var en af mine bedste koncertoplevelser nogensinde, ville det være helt unfair at sammenligne koncerten på Roskilde med dem. FørConnan gik på scenen – eller i hvert fald før koncerten begyndte, deres soundcheck flød næsten direkte over i koncerten – spekulerede jeg over, om Connan overhovedet kunne spille en koncert uden at skuffe mig. En gammel rotte i koncertregi fortalte mig engang, at man aldrig skal give publikum alt, de vil have, for så kan de kun blive skuffede. Den tanke tænkte jeg halvdelen af tiden før koncerten. I den anden halvdel tænkte jeg: OK, hvis han kan gøre det  godt inspireret af Bremens omgivelser, må Roskilde da være et sandt Tivoli. Desværre var bandet ankommet super sent og måtte improvisere fuldstændigt uden forberedelse. Men det kan Connan! Ligesom hans musik flyder naturligt trods sine uendelige særheder, griber Connan enhver flig af skørhed fra omgivelserne og gør dem til store, uforglemmelige koncertøjeblikke. Apropos de oplevelser, strippede du så, Morten?

Morten: Ja, jeg må nok erkende, at min trøje røg af. Efter fem dages intensivt ølforbrug var jeg dog nødt til at trække maven en smule ind, hvilket var en hård kamp takket være det store smil, jeg bar rundt med. Connans kåde stemme og eminente guitaregenskaber smittede voldsomt af på mig og publikummerne omkring mig. Stemningen faldt til tider ned i en lidt kedelig dal, men på hits som “I’m The Man That Will Find You” og “Forever Dolphin Love”, der bød på masser af vitalitet og imponerende temposkift, udbrød der et brøl fra publikummet så taknemmeligt og overdøvende, at det var svært ikke at lade sig rive med. Connan er en mytisk freak, hvis koncerter tilsyneladende fører de mærkeligste, utypiske beretninger med sig. “Engang kom han ind og lå i flere minutter i en sovepose” eller “forrige uge gav han en koncert klædt ud som Peter Pan”. De fortællinger var der også ved denne koncert, med stripshow, vindmaskiner og topløse bandmedlemmer, og med visse artister kan det godt virke ret søgt. Der er dog noget helt naturligt over Connan Mockasins måde at underholde på, og når han kan krydre det med høj musikalsk kvalitet, er det en succes-cocktail. Er jeg bare alt for entusiastisk over denne Connan-jomfrurejse, eller kan du følge mig?

Eva: Tillykke med din nye status som døbt af Connan! Jeg kan godt følge dig. Selvom jeg manglede lidt sikkerhed i vokalen specielt i settets tidlige numre som “Faking Jazz Together”, tvivler man aldrig på, at Connan vil en det godt, endog rigtigt godt. Det fantastiske med freaks er deres sært dragende mystik, som for uindviede virker afskrækkende, men bliver den vildeste fascination, når du opdager, at freaken også er empatisk. Connans strør melodisk sukker udover sine psykedeliske udflugter til freakland, har tilstedeværelse som en stjerne, et velspillende band og tilsammen gør det fascinationen så stor, at man må følge med ud i havet – også selvom han på vildere dage kan fortrylle publikum endnu bedre.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kommentar: Roskilde Festival drænet for det overraskende

Ovenpå gårsdagens tilføjelse af 67 nye navne til årets program er Roskilde Festival meget tæt på at præsentere sit endelige program. De største trækplastre, som festivalen i dag kunne hive op af hatten, tæller uden tvivl Stevie Wonder samt rapperen Drake, mens det alternative rocksegment kan glæde sig til at opleve koncerter med Mogwai, Connan Mockasin og Sleigh Bells på Dyrskuepladsen. Og så er der selvfølgelig Future Islands, bandet, der scorede massiv omtale ovenpå dets fornemme optræden hos David Letterman forrige måned, hvor YouTube-videoen derfra er blevet set mere end nogen af de andre musikalske optrædener, der er at finde på showets egen YouTube-kanal. Men er dagens nye navne og i sidste ende det endelige facit et produkt, der er Roskilde Festival værdig?

Beskuet fra afstand og med fokus på de individuelle navne, ser Roskilde Festival anno 2014 ud til at tilbyde et godkendt program over en bred vifte af genrer. Den legendariske hip hop-duo OutKast meldte tidligere i år ud, at de havde en masse festival-gigs i udsigt, og ganske heldigt for det danske publikum viste Roskilde Festival sig at tilkæmpe sig en af disse. Af danske trækplastre kan Trentemøller nævnes, der vender tilbage til Orange Scene, hvorfra han i 2009 leverede et mindeværdigt og anmelderrost show. De britiske elefanter fra The Rolling Stones vil tiltrække det ældre publikum, hvor det allerede er kendt, at koncerten kommer til at foregå om torsdagen. Derfor kan der allerede nu meldes udsolgt af endagsbilletterne for samme dag.

Men en lang række af disse navne, der skal agere væsentlige brikker i Roskilde Festivals fundament, er enten pensionsklare musikere, eller artister, der ikke har nyt materiale til at bakke deres forestående festivalkoncert op. Derudover kan man udpege mange fra festivalens line-up, der ikke har udgivet ny musik siden deres sidste besøg på dansk grund. Connan Mockasin, Drake, Mogwai, Future Islands, Cyril Hahn, Moderat, Haim, Darkside, Major Lazer og Forest Swords er blot et lille udpluk af de navne, der har spillet i Danmark indenfor det sidste halve års tid.

Connan Mockasin @ Bremen (fotografi af Frozen Panda)

Mange kritikere har de seneste år argumenteret, at Roskilde Festival er ved at miste sin tidligere ellers så solide plads som landets bedste musikfestival til Northside Festival i Aarhus, der i løbet af fire år er gået fra ingenting til i år at kunne præsentere Arcade Fire, The National, Franz Ferdinand og Mew. Men sammenligningen mellem disse to fejler på det grundlag, at Roskilde Festival trods alt appellerer til et mere nysgerrigt segment, mens Northside byder på musik med mere eller mindre høj genkendelighed igennem hele sit program. I den forbindelse skal Roskilde Festival roses for at satse på mindre etablerede artister som James Holden, Connan Mockasin, Future Islands og danske Cancer, der med stor sandsynlighed vil opleve en større fanskare efter sommeren.

Skåret over en bred kam mangler Roskilde Festival dog at byde på et frisk pust af det uventede og overraskende, det være sig enten særlige konstellationer til lejligheden eller store navne, der opfylder følgende kriterier:

1)   Artisten har en stor fanskare herhjemme
2)   Artisten har en aktiv karriere og har udgivet et album indenfor de seneste 12 måneder
3)   Artisten har ikke spillet i Danmark indenfor de seneste 12 måneder

Min maskine tygger ud fra ovenstående kriterier de næsten 150 annoncerede navne igennem, og kan til min egen skuffelse ikke fremvise et eneste navn, der klarer dette cut. Kun Interpol og Arctic Monkeys passer ind i denne algoritme, men sidstnævnte giver selvsagt koncert på Roskilde Festival, hver gang de har et nyt album på gaden.

Som noget nyt har hip-hop ganske vist fået en større rolle, hvilket måske/måske ikke kan tilskrives Roskilde Festivals nye musikchef Anders Wahrén, der tidligere har udtalt, at han er stor tilhænger af netop denne genre. En anden lyd, der til gengæld for andet år i træk savner tilstrækkelig albuerum, og altså ikke er blevet løftet op af Anders Wahréns tiltræden, er folk-musikken. Jovist ser jeg Hymns of Nineveh figurere, hvis musik i bedste fald kan kaldes en pop/folk-hybrid, men det ændrer ikke på, at folken er voldsomt underrepræsenteret. Det er en særdeles uoriginal og ukonstruktiv ting at nævne navne, der kunne og burde være booket, men hvor er Volcano Choir, Sharon Van Etten og San Fermin, eller nutidige genrefornyere som Courtney Barnett, Angel Olsen, Majical Cloudz, James Vincent McMorrow og Waxahatchee?

Elektronisk musik vil der på årets Roskilde Festival være rigeligt at løbe ind i, men i forhold til sidste år, der blandt andet bød på Andy Stott, Numbers-showcase, Om Unit, Sekouia, Kenton Slash Demon, Daedelus og en veludført koncertoplevelse med Crystal Castles på Arena, ser dette års program ud til at være fokuseret imod en mere poppet vinkel af den elektroniske musik. Set bort fra et par enkelte afstikkere virker årets program til at mangle meget af den originalitet, kant og plads til fordybelse, som nogle af ovennævnte navne sidste år tilbød. Her kunne jeg godt savne artister som Donato Dozzy, Jon Hopkins eller The Haxan Cloak, der sidste år alle udsendte forrygende fuldspillere.

I stedet står vi med et elektronisk program, hvor mange artister – heriblandt Cyril Hahn, Classixx, Maya Jane Coles, Chromeo og Kavinsky – peakede kunstnerisk for år tilbage. Det lyder måske ikke så grelt, men i den elektroniske musiks meget umiddelbare stil og kultur handler det som booker om at fange øjebliksbillede, hvor artisterne er på toppen. Det formåede Roskilde Festival ikke på samme måde, som det eksempelvis lykkedes dem i 2013.

Mere foruroligende er dog manglen af den boomende psykedeliske musik – hvor er den? Jovist, Connan Mockasin er der, men hans farvelade er nu mest et (helt fantastisk) popfreakshow. Hvor er Temples, Panda Bear, Avey Tare’s Slasher Flicks, Ariel Pink ft. Jorge Elbrecht, Yamantaka // Sonic Titan, Pure X, Mark McGuire eller bare Liars, som tidligere i år udgav det fine album Mess? Lige gyldigt hvad Anders Wahrén siger, er hverken The Men eller Hookworms decideret ’psych’.

Nu, hvor programmet mere eller mindre er fuldt annonceret, træder vi ind i næste fase. Her skal festivalens bagland sørge for at placere musikerne på de scener, der komplimenterer deres optrædener bedst. Der vil altid være et par svipsere, men sidste år huskes blandt andet for en lang række artister, der enten var placeret på en for stor eller lille scene, eller ud fra deres respektive udtryk placeret på et uheldigt tidspunkt af døgnet. Klumben og Raske Penge på Orange Scene bliver sikkert en festoplevelse for deres meget dedikerede følger, for hvis noget skal siges, så er de det. For os andre risikerer det dog at virke som en meget esoterisk og malplaceret fest, der ligeså vel kunne afholdes på Arena.

Spurgt til Roskilde Festivals dækning af elektronisk musik og hip hop på årets festival taler Anders Wahrén meget om den hoppeborgslignende scene Apollo. Jeg håber så sandelig ikke, han her har tænkt sig at putte Darkside, James Holden og Moderat, hvis musik til tider er bygget op omkring skrøbelig æstetik. Og det siger jeg, uden helt at kommentere på, hvor meget scenen stinker af urin, når vi rammer fredag, lørdag og søndag. Venligst find en anden løsning for disse artister, der er så meget mere end blot ‘elektronisk musik’.

 

Læg mærke til:

James Holden – Den britiske producer udgav sidste år The Inheritors, et fantastisk album primært konstrueret af englænderens fascinerende samling af modular synthesizers, der skaber et lige dele eksperimenterende, technoid og ambient svendestykke.

Warpaint – Alternativ rock møder shoegaze i et blend, der var en stor succes på kvartettens debutalbum The Fool fra 2010. Dette års selvbetitlede opfølger ændrer ikke meget på bandets opskrift, der dog stadig fungerer. Bandet skulle efter sigende fungere rigtig godt sammen live, et udtryk jeg glæder mig til at opleve.

Connan Mockasin – Connan-drengen var her, der og alle vegne, både i fysisk format og i mit news feed, der svømmede over af ekstatiske og veltilfredse kommentarer, da han med sit popfreakshow og til tider iklædt pyjamas gav koncert på Bremen i februar. Om han tager sin pyjamas med til sommer vides ikke, men man skal sikkert blive overrasket.

ModeratModerat II, trioens seneste udspil, virkede lettere uinspireret, men ændrer ikke på det helhedsindtryk, denne stjernekonstellation hidtil har vist. Sammen har Modeselektor og Apparat krydret lyst til dans og eftertænksomhed i en lækker drink, og skal til sommer se, om de kan følge op på den fantastiske nattekoncert de gav, da de i 2010 sidst var at finde på Roskilde Festival.

Future Islands – Det er din debut på amerikansk TV. Dit bands navn er noget så Pitchfork-generisk som Future Islands. Du har fire minutter til at markere dig. Hvad gør du? New wave/indie pop-bandets forsanger Samuel T. Herring valgte på Seasons, hentet fra deres nye plade, at kombinere skønsang med virtuos dans, at hamre sig på brystkassen og runde af med en perfekt, distanceret growlen. Hele verden var solgt af denne optræden, der tilsyneladende meget præcist skulle repræsentere bandets liveshow.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top 10: Årets plader iflg. Eva

Når 2010 forsvinder, vinker jeg farvel til året på toppen af en fuldstændig ubegribeligt stor bunke af fantastisk musik. Skønt branchen sikkert stadig siger “krise!” siger musikken “kvalitet!”. Heldigvis. Denne liste er fonden af 40 plader, som gennem december har været under luppen. Listen er valgt med indie-brillerne på, og repræsenterer, hvad jeg har hørt mest fra den kant, idet en stor del af de interessante, elektroniske artister blot har udgivet ep’er og singler, som dermed har det svært på en albumliste.

# 10: The Rumour Said Fire (DK)

Titel: The Arrogant

Udgivelsesdato: 18. oktober

The Rumour Said Fire – Air Force
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]

The Rumour Said FireSentimentally Falling
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Sentimentally-Falling-1.mp3]

At en plade kan spilles hver dag i over en måned sikrer den plads på listen over årets bedste. Holdbarheden er nemlig overraskende høj hos The Rumour Said Fire, og det skyldes en ting: diversitet. The Arrogant er en kompleks plade konstrueret af detaljer, hvis nik mod de sidste 50 års musikhistorie holder lytteren i hånden, mens udvikling tager The Rumour Said Fire gennem 11 solide melodier. På næste plade vil en smule udfordring af den varme, hjemlige lyd forventes, men indtil nu har The Rumour Said Fire afvist alle døgnflue-beskyldninger med årets mest solide, danske indierockplade. Læs fuld anmeldelse her.

# 9: The National (US)

Titel: High Violet

Udgivelsesdato: 10. maj

The NationalConversation 16
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/09-Conversation-16.mp3]

The NationalLittle Faith
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-Little-Faith.mp3]

Syv virkelig gode numre, to irriterende og to ligegyldige. “Conversation 16” har årets bedste overgang, og “Little Faith” er den mest succesrige transformering af lugten, lyden og synet af sommerregn til musik, jeg nogensinde har hørt. Trods det mangler High Violet den kontinuitet, som gjorde The National til yndlingsbandet og Alligator og Boxer til yndlingspladerne. The National er listens musikalsk dygtigste band, men på High Violet haltede deres overtalelsesevner, og pladen var lidt for let at lægge væk. Jeg satser på deres næste plade vil insistere på sin sin nødvendighed igen. I mellemtiden nøjes jeg med syv gode numre til det personlige The National kartotek. Læs anmeldelse af The National på Roskilde 2010 her.

# 8: Apparat (DE)

Titel: DJ Kicks

Udgivelsesdato: 28. oktober

ApparatSayulita
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Sayulita.mp3]

Apparat –  Circles
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Circles.mp3]

En af ulemperne ved den elektroniske musikbranche er, at den er pokkers svær at sætte på lister. Album-formatet er sjældnere, og Apparats DJ Kicks udgivelse er egentlig ikke Apparat-udgivelse. Den er til gengæld en anerkendelse af en musikscene med imponerende diversitet. Mixet gav mig lyst til at høre fuldlængde plader med alle de inkluderede artister – om det var Telefon Tel Aviv, Joy Orbison eller Oval. Altså til at overskride de genregrænser musiksmag sættes i, og som egentlig er komplet irrelevante så længe det taler til lytteren. Apparats fuldstændig overlegent eksekverede mix beviser grænserne er overvurderede, og fremstår derfor både som årets bedste stykke formidling og djmix – en genial øjenåbner til den intelligente, udfordrende elektroniske musik.

# 7: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25. maj

Wild NothingLive In Dreams
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Live-In-Dreams.mp3]

Wild NothingChinatown
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Chinatown.mp3]

Roskilde var overstået, og i min verden var Gemini var netop udkommet. Det var dødelig varmt, jeg cyklede ture, og byens mange broer blev jeg endnu gladere for. Sødmen, oprigtigheden og umiddelbarheden var årsag til jeg forelskede mig, og omsluttedes af et univers, der næsten synes for komplet. Gemini var den evige følgesvend. Trods den holder lytteren i hånden hele vejen har den kræfter, og lader dig gerne tro – grinende, selvfølgelig – at den er ved at skubbe dig ud over kanten. Men den holder fast; den fængsler dig, basker rundt i både hovede og mave.

# 6: Warpaint (US)

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25. oktober

WarpaintMajesty
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Majesty-1.mp3]

Warpaint – Shadows
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/05-Shadows.mp3]

En af årets fælles Regnsky-favoritter. Og det er ikke underligt, der var kamp om promoen. Jeg havde på ingen måde hørt om før den lå i mit anlæg, jeg selv på min seng, overvældet over nummer på nummer. Warpaint giver sig tid, og The Fool indeholder ro – måske fordi de eneste optrædende instrumenter på pladen er trommer, guitar, bas og klaver. Melodierne folder sig langsomt ud gennem de imponerende vokalharmonier og ofte fragmenterede instrumentering – eksempelvis på det seks minutter lange “Majesty”, hvor over 18 underspillede melodier præsenteres på under tre minutter. The Fool er en sjældent generøs plade.

# 5: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27. januar

Beach HouseSilver Soul
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Silver-Soul.mp3]

Beach House10 Mile Stereo
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3]

Og pludselig leverede Beach House en popplade. Op på scenen i Store Vega og forsiden af Soundvenue. Hvorfor? Fordi Teen Dream er florlet, rig på stemning, sofistikeret og ti fremragende popnumre. Egnet til gåture, madlavning, festopvarmning, matematikopgaver. Kort sagt det meste, hvilket måske også bliver dens ulempe over længere perioder. Det velproducerede bliver pladens svaghed – den er lidt for glat, og lytterens forsøg på refleksion preller afviser den glatte overflade. Men Legrands fortællende stemme, de dragende synthflader, ringlende guitarer og rolige, repeterende beats virker heldigvis også selvom Beach House på Teen Dream kigger mere ud mod verden end ned mod deres sko.

# 4: Sleep Party People (DK)

Titel: Sleep Party People

Udgivelsesdato: 25. januar

Sleep Party PeopleThe Dwarf And The Horse (Xsessions)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/The-Dwarf-And-The-Horse-Xsessions.mp3]

Sleep Party PeopleNotes To You (Xsessions)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Notes-To-You.mp3]

Sleep Party Peoples skrøbelige popmelodier er så fine, at de går itu hvis de presses for hårdt. Pladen stiller sine egne betingelser for lytteren, og det univers, pladens 42 minutter skaber er afgjort ikke et, man har behov for – eller lyst til at gå ind i – konstant. Men mindre kan gøre det. Ved behov for ensomhed og fordybelse er Sleep Party People muligvis din bedste ven – både til at stryge dig med hårene på den harmoniske “Notes To You” og ruske op i kadaveret med følsomme mavepustere som “The Dwarf and The Horse”. De to præsenteres her i liveversion fraXSessions. Læs anmeldelse af pladen her og interview med Sleep Party People her.

# 3: Pantha Du Prince (DE)

Titel: Black Noise

Udgivelsesdato: 8. februar

Pantha Du PrinceThe Splendour
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/01-The-Splendour-1.mp3]

Pantha Du Prince – Es Schneit
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/11-Es-Schneit.mp3]

Pantha Du Prince står i år som det absolutte gennembrud fra den elektroniske scene. Siden Black Noise udkom i februar har opmærksomheden været rettet mod den tyske perfektionist. Pantha Du Prince har en forunderlig evne til at finde de reneste toner som fikseres i de beats, der ofte først inddrages i nummeret, når detaljerne har fået lov at folde sig ud, og hans glasklare techno maler sjældent harmoniske og fuldendte malerier. Nyd de funklende klokkespil, den organiske, organiserede brug af naturens virkemidler – knirkende sne, knasende træ – i pladens helhed. Det er 70 minutter i en verden vi kender, men alt for sjældent ser skønheden af. Læs yderligere omtale her.

# 2: Connan Mockasin (NZ)

Titel: Please Turn Me Into The Snat

Udgivelsesdato: 22. februar

Connan MockasinMegumi The Milkyway Above
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/01-Megumi-The-Milkyway-Above.mp3]

Connan Mockasin – Faking Jazz Together
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Faking-Jazz-Together.mp3]

Silkeblød uprætentiøs psykedisk pop fra varme himmelstrøg. Med fornuftig tilbageholdenhed undersøger Connan Mockasin den harmoniske melodis grænser med jazzede tilbøjeligheder og distanceblændende vokalgymnastik, man sjældent hører eksekveret så elegant af en, der lyder til ofte at have besøgt sin hemmelige gemmer med helium. “Megumi The Milkyway Above” er eufori og barnlig glæde, men kompleksiteten regerer. Connan ved, den umiddelbart opstående eufori er svær at finde – men værd at søge efter. Please Turn Me Into The Snat er den musikalske vej dertil, og som enhver anden vej åbenbarer den ikke bare det opnåede mål, men også de (måske endnu mere interessante) omveje som successen fordrer.

# 1: Owen Pallett (CA)

Titel: Heartland

Udgivelsesdato: 12. januar

Owen PallettE Is For Estranged
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/01/Owen_Pallett_-_Heartland_-_10_-_E_Is_For_Estranged.mp3]

Owen PallettLewis Takes Action
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/05-Lewis-Takes-Action.mp3]

Pladen, der har optaget absolut mest af min tid i år kom tidligt, og varslede et rigtig godt musikår – vel egentlig det bedste, jeg har oplevet. Det var en høj standard der blev sat, og Heartland lagde nye kriterier for den sammenhæng, jeg forventer af en plade. Hvis fantastiske numre var nok i sig selv, ville The National ligge højere på listen. Nej, Heartland er et sammenhængende stykke komponeret for strygere, percussion, klaver og vokal, og kræver derfor tid til at fortælle sin historie. For et album er rigtig godt skal det kunne noget singler og ep’er ikke kan – det skal give en afrundet og fuldkommen oplevelse.
Trods singleforløberen “Lewis Takes Action” varslede en poppet tilgang til melodierne, er ingen instrumenter orkestreret efter en populærmusikalsk formel. Derimod fungerer vokalen gennem hele albummet igennem som ledetråd ind i de afhængighedsskabende og fortryllende harmonier. Heartland er årets værk – fuldendt med fremragende tekster, tyste passager, sturm und drang og 12 fremragende numre.
Læs hel anmeldelse af pladen her.