Dobbeltkage fra LuckyMe med S-Type og Claude Speed

I begyndelsen af denne uge kunne det Glasgow/London-baserede pladeselskab LuckyMe offentliggøre en ny ep fra hiphop-produceren S-Type, der bærer titlen Rosario EP. Første smagsprøve fra udgivelsen, der udkommer den 23. juni, kommer i form af nummeret Lost Girl, som Drake efter sigende forsøgte at få med på albummet Nothing Was The Same, dog uden at dette samarbejde nogensinde blev realiseret. Nummeret er spækket med energi, emotionelle synths og dybe bastrommer. Der hviler en let trap-stemning over tracket, hvilket er en stil der passer godt sammen med LuckyMe, der også huserer artister som Rustie og Hudson Mohawke.

Heldigvis står der meget mere end trap på menuen hos LuckyMe, der faktisk i disse dage er et af de mest versatile, interessante og toneangivende pladeselskab – hvis man spørger mig. Det understreges også af det kommende debutalbum fra den Berlin-via-Edinburgh-baserede komponist og producer, Claude Speeed, som pladeselskabet for ganske kort tid siden har løftet sløret for. Akkompagneret af en musikvideo er skæringen Tiger Woods den første smagsprøve fra det kommende album, der bærer titlen My Skeleton. Ved hjælp af loopede blæsere, blide basgange og Claude Speeeds egen hummende vokal, skaber skotten en yderst interessant forsmag på albummet, der udkommer den 28. juli. Med denne dobbeltkage ser det ud til at blive en yderst interessant sommer for LuckyMe, uden at dette er en overestimering.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *