The World (Is Going Up In Flames): En hyldest til afdøde Charles Bradley

Charles Bradley Regnsky
Foto: Shayan Asgharnia

Her sent lørdag aften, hvor jeg sidder og skriver dette, er den triste nyhed om Charles Bradleys alt for tidlige død netop tikket ind. Efter den senere tids aflyste koncerter og meldinger om sygdom, kommer det ikke som et kæmpe chok, men det er alligevel en virkelig sørgelig nyhed, at det blot 68-årige soulfænomen er gået bort. Især fordi jeg måske et eller andet sted havde troet og håbet på, at kræften blot var endnu en kamp i et langt liv af kampe, som han selvfølgelig nok skulle vinde til sidst.

Jeg stiftede selv først for alvor bekendtskab med Charles Bradley på Roskilde Festival i 2011. Jeg har fortalt om den festival tidligere – det var mit sidste år, inden jeg begyndte her på Regnsky. Jeg havde blot købt en endagsbillet for at opleve Bright Eyes på Arena. Men jeg var kommet hjem med en masse andre eminente musikalske oplevelser. Én af dem fik jeg i det hedengangne Odeon-telt i selskab med en grædende eks-kok fra Florida – Charles Bradley og hans Menahan Street Band.

Jeg husker det som en af de mest intense koncertoplevelser, jeg nogensinde har haft. Det var som om, at når Charles Bradley åbnede munden, så blev der båret meget mere end musik ud via hans dybe, hæse vokal. Der flød liv ud. Livshistorie. Minder, hjerte og smerte. Det var som om, at den godt 60-årige amerikaner med hver eneste strofe formåede at lade os blandt publikum mærke historien, erfaringerne og – ja – selve livet direkte på vores egne kroppe. Bradleys smerte blev vores smerte, hans glæde vores glæde, og vi blev overvældede, når han selv blev overvældet af de store følelser. Fordi det hele var så ægte, og man virkelig helt inde i sjælen kunne mærke, at de her sange og tekster kom af noget ærligt og nærmest skræmmende virkeligt.

For Charles Bradley har levet et liv, som de færreste kan forestille sig. Han voksede op i dyb fattigdom, han har fundet sin bror skudt af sin egen nevø, og han kæmpede hele livet for at opnå drømmen om at dele sin musik; sin passion med verden. Drømmen som han har haft, siden han oplevede legenden James Brown som ganske ung. Det lykkedes i en alder af 60 år. Og nu kun få år efter er det slut. Hans eftermæle vil helt konkret bestå af tre helt eminente albums, som du absolut bør lytte til. Start med “No Time For Dreaming”, som nok er mit all time yndlings soulalbum. Det er råbende intenst, og det vil sidde i kroppen et godt stykke efter, at du har sat pladen fra dig igen. Særligt hvis du lader et godt glas rødvin åbne godt op for følelsesregistret.

Og hvis du er blevet nysgerrig på at lære Charles Bradley bedre at kende, så kan jeg ikke anbefale dette interview med Loud And Quiet nok. Dét er et af de interviews, jeg ville ønske, jeg selv havde lavet.

Hvil i fred, Screamin’ Eagle of Soul!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.