Smukke Heartland Festival holder højt niveau på andet år

Heartland Festival Regnsky
Foto: Morten Rygaard

Det er ikke mange timer siden, jeg kom hjem fra Heartland Festival. Efter et meget nødvendigt og velfortjent bad er jeg nu klar til at gøre status på festivalen, som sidste år formåede at vippe mit hjertebarn UHØRT af pinden som min yndlingsfestival. Ikke mindst takket være Wayne Coyne og Flaming Lips.

I år var det så tid til den svære toer, men nogen havde vist glemt at fortælle holdet bag, at det skulle være svært. Heartland Festival anno 2017 holdt ganske enkelt sit vanvittigt høje niveau fra første år: Både på musikken, på omgivelserne og på gæsterne. Og så desværre også på madpriserne, som igen i år var tilpasset et gennemsnitligt noget mere pengestærkt publikum, end man typisk ser på eksempelvis Roskilde Festival. Heldigvis var kvaliteten også skruet i vejret, så selvom 85+ kroner for et semi-mættende måltid kan virke heftigt, var selv en simpel bakke pommesfritter en decideret kulinarisk oplevelse. Hurra for kvalitet, undskyld dankort!

Mens det generelle madprogram (altså den i de almindelige madboder) kvalitetsmæssigt havde løftet sig gevaldigt, og køerne til alle boderne enten var ikke-eksisterende eller relativt overskuelige, så var musikprogrammet på niveau med sidste år. Det niveau var så til gengæld i forvejen absurd højt.

Mit musikprogram blev skudt i gang med Soleimas koncert fredag aften, som desværre var den eneste, jeg kunne nå, da vi havde været optimistiske nok til at køre i bil fra København klokken 17 – det viste sig fem timer senere at være en ret skidt beslutning. Soleima gjorde heldigvis mere end op for det tabte, da hun spillede den hidtil bedste koncert, jeg har oplevet med hende, og beviste, at hun er landets mest interessante kommercielle pop-artist lige nu.

Lørdagen stod for os på Regnsky i første omgang i interviewets tegn – jeg med Oh Wonder og Birdy; Rasmus med de nærmest genopstandne VETO. Og for at begynde bagfra, så må jeg sige, at det var en særdeles vellykket genopstandelse. VETO var tilbage i storform, og trods en modig sætliste med mange nye numre formåede bandet, som ikke har spillet en dansk koncert i en håndfuld år, at fange det festklare publikum med især nyklassikerne “You Are A Knife” og “You Say Yes, I Say Yes” og få i hvert fald mig til at huske, hvorfor jeg smaskforelskede mig i Troels Abrahamsen og kompagni for 10 år siden – fuck, er det allerede 10 år siden?!

10 år er det også siden, at Birdy skød gang i sin fantomkarriere, som i dag har gjort den 22-årige sangerinde til Heartland Festivals egentlige hovednavn, hvis man tager udgangspunkt i Facebook-fans. Jeg vil ikke gå for meget i dybden med hendes koncert, for det skal der nok blive rig mulighed for i interviewet, men blot konstatere, at den markerede starten på en sand tour de force i eminente kvindelige vokalpræstationer resten af festivalen.

Birdy var intens og nærværende, Hannah Reid i forgrunden for London Grammar efterlod mig med åben mund og gåsehud over hele kroppen, mens Chan Marshall søndag i den nøgne soloversion af Cat Power havde proppet så meget frustration og kærlighed ned i hver eneste strofe, at det kunne mærkes helt ind i sjælen, hvis man altså kunne rumme at være til stede i hendes svært tilgængelige univers. Chan Marshalls præstation blev kun understreget af, at hun aftenen forinden havde gæstet Eddie Vedder i sin allermest selvudslettende udgave, hvor de to virtuosers indbyrdes kærlighed og venskab til hinanden var blevet sat til skue på den smukkeste, mest menneskelige facon. Tak, af hjertet tak, Chan Marshall!

Så alt i alt leverede musikprogrammet præcis, som det skulle – og lidt mere til i nogle tilfælde. Ingen faldt igennem, selvom ikke alt faldt i alles smag. Bryan Ferry, Oh Wonder og Sort Sol ramte bredt, Cat Power og Eddie Vedder ramte deres fans, Bomba Estéreo og Francis And The Lights ramte et hidtil uset energiniveau – og Flying Lotus ramte trods alt det rigtige land, da han gentagne gange fik råbt: “What’s up Copenhagen?!”

Til FlyLo’s forsvar skal det dog siges, at publikum i høj grad lignede et, som man kunne have fundet på den hedengangne københavnske Trailerpark Festival, hvis publikum altså også havde inviteret deres forældre og børn med. Det gav ligesom sidste år en festival med ekstremt mange lag, hvor man langt hen ad vejen følte sig som en del af en 12.000-mand stor familie.

Der blev taget hensyn til alle; der var både plads til børn, der legede dåseskjul med deres forældre, og til hippie-kollegiet, som allerhelst ville nyde Sort Sol-koncerten liggende på en halmballe med en fællesjoint på rundtur. Der var noget at give sig til for alle; om man så ville høre musik, opleve kunst eller bare være til stede i de smukke omgivelser, som en veninde så rammende forklarede sit manglende program med. Og der var noget for enhver smag i den mere bogstavelige verden; uanset om man helst ville indtage velskænkede luksusøl, østers eller sågar ild. Medmindre man altså foretrak at indtage vand.

For lad mig lige tage fat i elefanten i rummet; den negative koala i kosteskabet om man vil:

Hvorfor hader Heartland Festival vand? Jeg er helt med på team-ingen-regn-tak, men var det virkelig nødvendigt, at det også skulle gælde for samtlige af festivalpladsens vandhaner indtil godt to dage inde i den toenhalv dag lange festival? Og hvorfor har man valgt ikke at dele vand ud ved koncerterne, når termometret for længst har rundet de 20 i skyggen og danser pænt omkring de 30 i de solbeskinnede områder foran scenerne? Man skulle jo ellers tro, at der var blevet sparet en del vand på, at badene i år pludselig kostede penge at gøre brug af. Så hvis der er én konkret ting, Heartland skal gøre bedre i 2018, så er det adgangen til ganske almindeligt vand. Det er i forvejen ikke en billig festival, så det mindste må da være, at man ikke skal investere større summer i ikke at dehydrere… /rant over.

Hvis jeg skal opsummere, så klarede Heartland Festival – på trods af den meget lokale tørke – vokseværket fra to til tre dage med den dertilhørende fordobling af antallet af gæster med bravour. Jeg er især dybt imponeret over, hvor godt alle udfordringerne fra første år er blevet løst. Når det så er sagt, så er festivalen nok ved at have nået sit max på antal deltagere, hvis Heartland i fremtiden vil bevare sin hyggelige, intime og eksklusive stemning. Det håber jeg, at den vil, for så vil det nok også være min yndlingsfestival i mange år fremover. Der er ikke andet at sige end THANK YOU Copenhag… jeg mener… Kværndrup! Vi ses om et år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Smerte rimer på <3

Så er hun tilbage. Sidste måned kunne vi offentliggøre, at Johanne Schwensen fra Ung Flugt månedligt ville pynte Regnsky med et gæsteindlæg, om hvad der står hende nært. Første gang var, da hun erklærede sin kærlighed til det tyske label, DIYNAMIC Records, men selv en DJ kan blive træt af techno fra de hamburgske sidegader. Læs med, når Johanne nu fortæller om smertemusik, blandt andet repræsenteret af Nick Drake og CocoRosie.

Jeg oplever tit indtrængende tomrum, hvor intet nyopdaget musik inspirerer. I mellemtiden tyer jeg til tonerne af alltime yndlinge som CocoRosie, Cat Power, Beirut eller Bob Dylan, for blot at nævne nogle få af de musikere, hvis kompositioner og budskaber er så hjerteskærende frigjorte og floskelfrie, at de for hver gennemlytning bliver tilføjet en ny dimension. Musik med noget på hjertet.

Jeg kan lede i dage, uger, endda i flere måneder uden noget som helst tænder en gnist. Intet af det man giver en chance gør ondt, gør glad, gør vred. Kun lutter indifferens og en, muligvis urimelig, følelse af at det er blevet for let at få sine halvhjertede forsøg på musikalitet udgivet. Myspace-generation, der blotter sig fordi den kan. Om det er fame eller fisse der driver værket, er ikke til at sige. Jeg mærker i hvert fald et skarpt emotionelt skel mellem musik, der er produceret med overlegen, til tider konservatoriepræget snilde, men bare ikke vil andet end at være et velkomponeret stykke musik, og musik, der er skabt fordi nogen har været nødtvungen til det. Hvad end det er sorg, sindslidelse eller vanvittig forelskelse der står bag, skal man kunne fornemme at ét eller andet trænger sig på. At der er noget bagvedliggende ægte. Noget sjæl. At det er skabt med hjertet, ikke hjernen.

Når først man fokuserer på forskellen er den svær at abstrahere fra. Alt det pæne og perfekte, men latterligt ligegyldige musik, der blot fylder og skygger for det autentiske og det vovede. For ikke at tale om alt det marionetstyrede pop man bombarderes med fra samtlige danske radiokanaler, med mindre man garderer sig selv godt og grundigt.
Men spredt ud over kloden findes der lykkeligvis talenter der smerter, og nogle få udvalgte der formår at formidle deres sindsstemning til sang. Som Justin Vernon der, plaget af mononukleose, kærestesorg og et brud med et tidligere band, fortrak sig til sin fars skovhytte i Wisconsin for at være alene i tre måneder – en isolation der, ud over restituering, uventet førte til skabelsen af enmandsprojektet Bon Iver. Og Joan Wasser, der lige fra barnsben har været beriget med et imponerende musikalsk talent, men som først fik sit rigtige store gennembrud som frontfigur for Joan As Police Woman, der blev dannet efter hun mistede sin kæreste Jeff Buckley, som på tragisk vis led drunknedøden. Kan det mon tænkes at den smerte hun siden hen har måtte bære på, har været en af grundstene i de rystende intime udgivelser der fulgte?                      

Det mest ikoniske eksempel på den fortabte romantiker hvis desperation blev kanaliseret udi musikken, er Nick Drake, underkendt og misbilliget af sin samtid, og med en indadvendthed, der udviklet sig til en dyb og destruktiv depression. Der skulle gå over et årti efter hans selvmord i 1975 før hans tre helt fænomenale udgivelser fik den anerkendelse de fortjente.

Misforstå mig ej. Jeg ligger hverken inde med en grundlæggende utilfredshed over for musikbranchen eller en misbilligelse af musikerne verden over som bare ikke lige formår at pirre mig. Jeg vil egentlig bare opfordre dem, der ligesom mig har det med at køre fast i den kyniske musikrille, til at navigere uden om den forkælede musik, og i stedet gå efter smerten. Det er den der gradvist vil vokse på én. Den der til sidst vil blive til evig <3.

CocoRosie Werewolf
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/07_Werewolf.mp3]

Nick Drake Pink Moon
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01_Pink_Moon.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Ulf Aslak says:

    Jeg føler på samme måde om musik tror jeg. Omvendt synes jeg nok ikke det er så svært at få sit myrekrybs-løbende-koldt-ned-af-ryggen-fix.

    Why?, Wolf Parade (Dan Boeckner’s stemme <3), TV On The Radio for fanden, Tokyo Police Club, Polarkreis 18, Múm, Get Well Soon og mange flere. Sådan nogle bands, hvor man kan mærke at det er produceret af meget fintfølende mennesker, der har succes med at genfinde magien i musik.

    Men jeg skal sige dig én ting, Johanne. Island. Seabear, Benni Hemm Hemm, Mugison, Emiliana Torrini, Amiina, Hjaltalín. De har fat i et eller andet. Især Emiliana Torrini; hende vil jeg giftes og have børn med.

  2. Tak for de ord! De rammer fuldstændig i hjertet også på en anden side af ny musikkultur. Foruroligende rigtigt!

  3. Danielle says:

    Jeg faldt tilfædigvis over denne artikel, og hold da op hvor er det godt ramt. Fedt at få sat ord på en fornemmelse jeg tror rigtigt, rigtigt mange af os går rundt med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?