Vinnie Who + Casiokids på Store Vega Chromatics + Rosemary på Lille Vega

LIVESTEMNING: Dilemma. Dansk favorit i Store Vega sammen med norsk hype. Amerikansk favorit i Lille Vega sammen med dansk hype? Vi forsøger at være to steder på samme tid. Det der fravalg bryder vi os ikke om.

21:00 Vi smutter ind på Lille Vega for at aflevere overtøj. Det er jo nok der, aftenen kommer til at ende. Der er temmelig tomt i garderoben, til gengæld kan man lytte godt efter og høre Djuna Barnes og Kasper Bjørke spille Sleep Party People oppe i salen. Mmmh, klokkespil og bjældeklang i snevejr. Men ikke så festligt.

21:10 Det er Casiokids til gengæld. Selv køen i indgangen lover godt for festen på Store Vega. Og der er da også godt fyldt op i salen trods det relativt tidlige tidspunkt.

21:30 Det paradoksale ved dobbeltkoncerter er, at det 1. “hovednavn” altid ender med at være den ultimative opvarmning for (let’s face it) det egentlige hovednavn. Casiokids var i hvert fald effektive som første band. De to trommeslagere går fejl af hinanden, jeg smiler. Det virker alligevel.

21:50 Mon ikke det her er næstsidste nummer? Vi har hoppet til “Verdens Største Land” og danset til psyrock disco, og jeg har savnet indhold. Enten er her mange nordmænd eller også køber københavnere stadig plader. Det er fremragende for festen.

22:10 Tilbage på Lille Vega. Det står rigtig mange maskiner på den scene, og de to billeder – af Store Vega og Lille Vegas scener – viser forskellen på koncerterne ret godt. Store Vega er organisk og har guitar og det hele med. To gange trommesæt, f.eks. Lille Vega har mange keyboards og ti drumpads, hvis lyd jeg virkelig holder af. Rosemary går på, og mine ører gør ondt. Ekstremitet er godt og skidt, lige nu er det dog mest konsekvensen, der går mig på.

22:30 “Old Old Persian Tale” og “Sleep Alone” irriterede mig lidt. Der manglede spændinger, og det lød da meget godt da bassen var skruet ned, men jeg kunne ikke rigtigt høre, hvorfor jeg skulle blive. For stilistisk. Fint med sorte jakkesæt, piktogramisk tydelighed er jeg generelt stor fan af. 3. nummer ligger ikke på myspace, men er overraskende nok det bedste. Her bliver Sahar, forsangerinden, for første gang udfordret, instrumenterne griber fat i mig. Det er lidt mere 80’er og lidt mindre Italians Do It Better rip-off. Det er fremragende.

22:40 Vinnie Who spiller, undskyld Rosemary, men det er et gammelt kærlighedsforhold, og de skal plejes. Derfor står vi nu på Store Vega. “Feel It” groover, er temmelig meget mere soul’et end på plade. I det hele taget kommer de første par numre godt omkring discoens sidegenrer og inspirationer. Jeg har aldrig set Vinnie Who med så mange håndspillede instrumenter. Men som Niels Bagge siger, så kræver det øvelse at spille en trombone, derfor må man hellere have tre med. Det fungerede faktisk.

23:10 Vinnie Who spiller jo ikke overfladisk disco. Der er indhold. Selvom “Then I Met You” gør første del af koncerten til en noget rodet oplevelse. Jeg er glad for nummeret, men koret af Radiohead stemte bare ikke så godt overens med soul’et disco og poppet disco. Til gengæld gav “Ain’t Going Nowhere” mig præcis den længsel tilbage til vinteren 2008, hvor hver weekend indebar en Vinnie Who koncert. Den forsikrer mig om, at Vinnie er et de bands i Danmark, som spiller de mest livsglædegivende koncerter. Også selvom jeg nu savner dem…

23:40 Vi kommer ind i Lille Vegas sal lige i tid til at høre de sidste par numre fra Chromatics. Jeg kan lide den afstand, der er i deres musik. At Ruth Radelets stemme er så usandsynlig flad. Der er ikke særligt mange muligheder i den. Til gengæld kompenserer sangmaterialet det glimrende, for guitaren og den heftigt vibrerende bas skaber udsving. Jeg kunne bruge noget mere præcision i rytmerne, men melodierne er der, “In The City”‘s enkelhed skaber trancen, og “Running Up The Hill” er ekstranummer. Den distingte guitar var egentlig alt, jeg spurgte om, det fik jeg, og jeg er tilfreds.

02:00 Nej, Vega Natklub er bare ikke stedet for mig. Der er for lyst i baren, og for høj musik på mainfloor. Så selvom lineup er i den gode ende af danske indie/disco-dj’s siger vi pænt farvel til dørmændene og smutter hjem. Ganske godt tilfredse.

Vinnie Who + Casiokids var en del af TDC Play. Derfor vil koncerten i fremtiden kunne ses på Vega Playeren.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ding-dong disco-dag


Når Vegas medarbejderne på lørdag møder ind, håber jeg de ikke nogen af dem afskyr synthezisers. De bliver nemlig svære at undgå, for der er lagt op til en fejring af discogenren i alle dens afskygninger.
Store Vega står i discopoppens navn, og indtages allerede kl. 21 af norske Casiokids, der spiller dobbeltkoncert med den danske pendant Vinnie Who. Lille Vega besøges af to navne fra den helt anden ende af discoens genrespektrum: amerikanske Chromatics, der med sin genreskabende neodisco har inspireret bands over hele verden – som f.eks. danske Rosemary, der varmer op for heltene.

Casiokids poppede og let psykedeliske disco har vi tidligere omtalt, senest i forbindelse med koncerten på årets Roskilde Festival. Ligesom Vinnie Who er de et fremragende liveband, som spilleglæden lyser ud af. Dog mener jeg, at Vinnie Whos sangmateriale er stærkere – det har lidt flere mål og facetter end Casiokids, hvis stemninger af og til bliver for ensartede. Hos dem kan jeg savne mørke og ro. Fordybelse. Det er der lidt mere af hos Vinnie Who – måske på grund af projektets inspiration fra neodiscoen. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hvis ikke Vinnie havde spillet på Store Vega samtidig, havde de været blandt publikum til Chromatics.

Casiokids – Finn bikkjen
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/Finn-bikkjen.mp3]

Vinnie Who – Game On
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/01-Game-On.mp3]

Chromatics fik om nogen kickstartet bølgen af dyster, fladebaseret dansemusik. På gennembrudsalbummet Night Drive fra 2007 er der langt til 80’erne og kikset hår. Kvartettens fokuserede, minimalistiske og ofte langstrukne numre giver langt flere associationer til rene linjer og dansk design end til polyester og limegrønne svedbånd.
Den renhed og det dystre univers inspirerer ikke blot musikalske søskende som Glass Candy og Desire. Danske, up-coming Rosemary spiller sin første, officielle koncert som opvarmning for Chromatics.

  • Hvilket scenarie kan man forvente til en Rosemary-koncert?

Vi vil gerne invitere publikum indenfor i Rosemarys stue. Man kan forvente at blive påvirket.
Vi er tre mand og en sangerinde, to computere, ti drumpads, to synths, en controller og en digital pedal. Det er fint lige nu. Det eneste organiske er Sahars stemme. Resten er kompromisløst elektronisk, men live. Det levende element er mennesket som kontrollerer maskinerne og ikke omvendt – det omvendte er ligegyldigt. Vi er interesseret i at spille musikken live, men kun elektronisk – liveguitar, livebas, livetrommer osv. dræber stemningen fuldstændigt.

  • Er Rosemary inspireret af Chromatics?

Ja, Chromatics er banebrydende og har formået at flytte en masse elementer til et helt nyt sted, hvilket har været meget inspirerende. Vi er inspireret af mange ting. Men fundamentalt er vi inspireret af teknik og teknikker, der gør det muligt at finde frekvenser og sårbare synthlyde og kombinationer af toner, som lige præcis rykker dér i mellemgulvet, eller helt nøjagtigt dér i maven og giver den helt korrekte følelse, eller en helt ubeskrivelig følelse.
Hardware og software er det mest konkret inspirerende inde i kernen af processen, det er her man finder ud af hvad man kan og ikke kan og hvor det præcis er at ting begynder at røre på sig. Man forelsker sig i maskiner som man begynder at kunne kommunikere med og finder ud af kontrolmulighederne med dem, man holder af dem og lærer dem at kende og bekymre sig om dem, fascineres og overraskes.
Derudover er Sahar den store inspiration – noget som man helst ikke må sætte ord på.

Rosemary – Old Old Persian Tale
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/Persian-Tale.mp3]

ChromaticsNight drive
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/Night-drive.mp3]

Som om de to arrangementer ikke skulle være nok, topper Vega aftenen af med efterfest på Lille Vega, som gæstes af Vinnie Whos dj-team, Djuna Barnes og Kasper Bjørke m.fl. I Idealbar har Svedhytten, den faste lørdagsklub, inviteret Casiokids bag pulten. Der er gratis entré til begge fester.

Chromatics + Rosemary
Præsenteret af Smash!Bang!Pow! & Vega
27. november 2010 kl. 22
Lille Vega, København
Billetter her.

Vinnie Who + Casiokids
Præsenteret af TDC Play
27. november 2010 kl. 21
Store Vega, København
Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde 2010 – Casiokids

At de måske lidt billige tricks kan virke præcis efter hensigten og rent faktisk skabe den fest, de er skabt for, beviste norske Casiokids tidligt fredag aften.
Bandet spillede på Pavilion Jr. i 2008 uden deres synthpop overhovedet fik overbevist mig. Det var derfor uden forventninger jeg begav mig til Odeon for at tjekke om hypen holdt.

Det gjorde den i sandhed. Et feststemt band med massiv opbakning fra publikum (hvoraf størstedelen var nordmænd) og særdeles godt humør kom hurtigt op i gear og valgt klogeligt at fokusere på de mere upbeat og til tider næsten psykedeliske flader i deres musik. Mens den næsten lallede, lette “Grønt Lys i Alle Led” vandt på sine energiske trommer, var det først på coveret af Familjens superhit “Det Snurrer i Min Skalle” koklokker, insisterende synth og perfekte timing fik understreget feststemningen. En ting, koncerten i den grad cementerede var Casiokids evne til var nemlig at udfordre publikums forventninger om, hvornår der kommer hits. Lige at holde det tilbage lidt længere, men så også give lidt ekstra når publikum virkelig holder vejret i ventning på forløsningen.

Da hittet “Finn Blikkjen” så blev spillet som netop sådan et klimaks efter den rockende “Verdens Største Land” med koklokke, naive casiomelodier og et publikum der med malerier af netop Blikkjen (der vidst nok betyder hund på norsk) dansede rundt mellem farverige balloner og crowdsurfende, euforiske Casiokids-entusiaster gav alt cirkusset virkelig mening.

Så jeg overgiver mig, trækker de dårlige minder fra 2008 tilbage og lover at stå helt i front når nordmændene sammen med Vinnie Who drager på en lille Danmarksturne.

CasiokidsVerdens største land
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/Verdens-største-land.mp3]

Casiokids – Finn bikkjen
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/Finn-bikkjen.mp3]

Casiokids + Vinnie Who

[spoiler show=”Vis info”]Lørdag 27.11.2010
Vega
Billetter her[/spoiler]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Simon says:

    Sangen hedder vist nok Bikkjen ;)

    Genial koncert. Den crowdsurfende hestemaskebærende tilskuer blev desværre ført ud af vagterne til koncerten…

  2. Paralon says:

    this guys Rocks!!! Thanks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?