Regnskys julekalender 2016: 22. december

Car Seat Headrest Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det Basshunters fødselsdag, hurra hurra hurra! Det er samtidig også dagen, hvor Meghan Trainor fylder år – og hun har som bekendt lavet et megahit med titlen “All About That Bass”. Mon det i virkeligheden er en hyldest til den navnkundige Basshunter? Det finder vi nok aldrig ud af. Til gengæld kan vi ret nemt finde ud af, hvem der indtager tredjepladsen på årslisten.

Årslisten: #3
I mandags skrev jeg, at vi endnu havde til gode at møde Car Seat Headrests bedste nummer fra “Teens of Denial”, men det kommer her. For mig er “Drunk Drivers/Killer Whales” et af de bedste indie rocknumre nogensinde. Det er i hvert fald årets bedste og måske også årtiets bedste. Det er et skræmmende selvbevidst og selvinvolverende nummer, hvor en hudløst ærlig Will Toledo kort sagt sammenligner fulde billister med dræberhvaler i deres ustoppelighed og uforudsigelighed. Han åbner med linjerne ‘In the backseat of my heart / My love tells me I’m a mess’, og så er linjen ligesom lagt for den ambivalente selvbevidste/selvignorante tirade, hvor det nærmest messende nødråb ‘It doesn’t have to be like this’ bliver et smertensskrig fra en forvirret mand, som på det helt banale niveau er fuld og egentlig bare gerne vil hjem. “Drunk Drivers/Killer Whales” er et af den type numre, som både har mange lag, men som på samme tid bare beskriver en virkelig simpel problemstilling. Du får her lyrikversionen af videoen, så du selv kan dykke ned i teksten.

Årets danske udgivelse: #2
På tredjepladsen over årets udgivelser havde vi en færing, og her på andenpladsen finder vi en australier. Det er nemlig Carl Coleman og Caspar Hesselager i Palace Winter med “Waiting for the World to Turn”, som har lavet årets næstbedste danske album. Jeg har sagt det før, men det her album er for mig lyden af sommer, lyden af festival og lyden af frihed. Hvor Konni Kass“Haphe” er albummet, jeg sætter på, når jeg har lyst til at være alene med mig selv, så er “Waiting for the World to Turn” det album, jeg lytter til, når jeg har lyst til at tage på eventyr ude i den virkelige verden.
Albummet indeholder højdepunkter som “Soft Machine” og “H.W. Running”, men det er et komplet og sammenhængende værk, som jeg kan høre på repeat uden nogensinde at blive træt af det – og uden nogensinde at miste den følelse af uforbeholden glæde, som albummet betingelsesløst indgyder i mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange album der nogensinde har formået at gøre det, og derfor har Palace Winters debutalbum fortjent denne hyldest.

Vi er snart ved vejs ende, og i morgen løfter jeg sløret for mit yndlings internationale album. Hvis man går arkiverne igennem, kan man ret nemt finde svaret, men alle jer andre må vente spændt til i morgen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 19. december

Ary Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi er gået ind i julens sidste uge, og om bare fem dage er det juleaften. Men inden da kan vi lige nå at gennemgå årets bedste danske og internationale udgivelser. Og så skal vi selvfølgelig også lige have fundet ud af, hvem der ligger i toppen af årslisten.

Årslisten: #6
I dag er vi nået til nummer seks på listen, og vi er samtidig nået til enden på den norske sejrsfest i denne julekalender. ARY har nemlig æren af at være den højest placerede nordmand på listen med sit helt fænomenale første udspil “Higher”. Nummeret er på mange måder essensen af norsk popmusik i disse år: Det er elektronisk, det er velproduceret, og så er det fremført af en kvindelig solist. Tænk Aurora, Astrid S, Dagny og Susanne Sundfør for bare at nævne en lille håndfuld. Jeg hørte som tidligere nævnt ARY hele to gange på forårets SPOT Festival, og det er helt tydeligt, at denne unge kvinde kan noget helt særligt. Jeg har skrevet det nogle gange før ved andre artister, men det gælder også for ARY: Hvis du endnu ikke har oplevet hende live, så gør dig selv en tjeneste og gør det ved næstkommende lejlighed.

Årets udenlandske udgivelse: #3
Det var lidt en tilfældighed, at jeg endte med at tage til koncert med Car Seat Headrest klokken 2 om natten på Roskilde Festival. Jeg var egentlig på vej tilbage til teltet, men jeg havde hørt så mange positive ting om den ultraproduktive Will Toledo og hans band, at jeg alligevel lige måtte kigge forbi Pavilion – og gudskelov for det! Udgivelsen, som indtager tredjepladsen, er Car Seat Headrests 13. (!!!) studiealbum på bare seks år, og “Teens of Denial” er ubetinget det bedste af de 13. Albummet er en fortælling om angst, opvækst og dagligdagens udfordringer for en forvirret ung mand som Toledo. Og så er det bare et gennemført godt rockalbum med velskrevne tekster og en lyd, som på samme tid er varieret og homogen albummet igennem. Albummets bedste nummer har vi stadig til gode at møde på årslisten, men jeg kan godt love, at det er på vej – well, no shit, listen når snart sin ende.

I morgen kan jeg løfte sløret for årets tredjebedste danske udgivelse, og så tager vi endelig hul på top fem på årslisten, hvor vi i øvrigt endnu har to danske numre til gode…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Slut, plut, finale: Årets opture fra Roskilde Festival

Highasakite

Den er mandagen derpå. Mandagen efter den 46. udgave af Roskilde Festival, og mine sædvanlige Roskilde-blues er begyndt at indfinde sig. Jeg sidder tilbage med en følelse af en festival med meget få hovednavne – og de få, der så var, virkede fejlcastede eller leverede ganske middelmådige oplevelser. Og hvor de største kunstneriske oplevelser var henvist til Avalon og Arena. Neil Young undtaget i begge tilfælde, naturligvis.
2016-udgaven af Roskilde Festival vil også stå tilbage som året, hvor den irriterende tendens med urimelige mængder af småsnak, som har plaget mange andre festivaler rundt i landet, også ramte landets største festival. Det var især håbløst på Gloria (omend Avalon og Pavilion heller ikke gik fri), hvor de intime rammer blot virker forstærkende på folks idioti. Jeg ved ikke, hvordan man løser det, men det kunne være dejligt med lidt større respekt for både artisterne og ens medmennesker, som rent faktisk er kommet for at høre musikken. Man skulle jo mene, at der er plads nok andre steder til at vende verdenssituationen uden at ødelægge andres festivaloplevelse.
Men den her artikel var egentlig tænkt som en hyldest til alt det gode på årets festival, så lad mig slutte opsangen her og i stedet fokusere på det bedste blandt de 32 koncerter, jeg nåede at høre i år.

Palace Winter, Rising
Jeg er helt tosset med den dansk/australske-duo, og det er især deres evne til altid at levere nærværende og begejstrede koncerter, som har fanget mig. Frontmand Carl Coleman besidder al den charme, man kunne forvente sig af en australier, og den charme i smuk duet med Palace Winters musik matchede den solbeskinnede søndag aften til perfektion.

Reykjavíkurdætur, Countdown
De seneste uger har været en lang sejrsparade fra vores islandske overboer. Først skøn-smadrede Sigur Rós Northside Festival med den bedste koncert i Ådalen i år, dernæst HU-smadrede deres fodboldhold blandt andre England i Frankrig, og tirsdag var det så de på dagen 15 kvinder fra Reykjavíkurdæturs tur til at femi-smadre den spritnye Countdown-scene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente på forhånd, men jeg fik en hiphop-fest med klare budskaber mod sexisme, diskrimination og manglende solidaritet – leveret på et islandsk, som ligger meget langt fra det, de fleste af os kender fra blandt andre Sigur Rós og Ásgeir.

Aurora, Pavilion
Åbningskoncerten på den første musikdag viste sig også at være en af de bedste. Aurora var i absolut topform og med en inderlighed og en sårbarhed, som er de færreste forundt, tryllebandt hun Pavilion i den lille time, koncerten varede. Der var vanvittigt mange nordmænd til den koncert, og det forstår man jo godt. De kan godt være stolte af deres lille landskvinde med den store stemme!

Courtney Barnett, Avalon
Courtney Barnett var mit ubetingede must see, inden jeg tog af sted på festivalen. For mig er “Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit” et af de bedste albums, der er udkommet de senere år, og jeg havde set meget frem til at opleve australierens tvetydige og ironiske lyriske univers i levende live. Og jeg blev ikke skuffet. Efter en lidt blød start foldede Courtney Barnett sig ud med en fantastisk energi og hit som “Avant Gardener”, min yndlingssang “Elevator Operator” og nummeret med den bedste linje i moderne musik – “Give me all your money // and I’ll make some origami honey” – “Pedestrian At Best”. Summen af det blev en koncert, som for mig står som årets højdepunkt.

Blood Orange, Avalon
Denne koncert kunne lige så godt have været årets bedste, hvis bare bandet havde leveret en lige så overbevisende indsats som hovedpersonen Dev Hynes/Blood Orange – som Shy Shy Shy også var inde på, da vi snakkede med dem dagen efter koncerten. For Dev Hynes er fandme talentfuld! Hans produktioner og hans sangskrivning fås ikke meget bedre, og selv hans dansemoves er svære at hamle op med. Lyden svigtede hans vokal lidt et par gange undervejs, når han gik helt ned og nærmest talte til publikum, men ellers er der ikke mange fingre at sætte på manden, som netop har udsendt sit tredje album – “Freetown Sound”. Herfra skal der i øvrigt lyde en klar anbefaling til at lytte til det album, som allerede nu fremstår som et ekstremt stærkt politisk værk.

Blood Orange – Augustine

Highasakite, Avalon
Hvorfor er Norge så fantastiske i disse år? Jeg ved det ikke, men det er virkelig en fornøjelse. Highasakite gav os den koncert, som både CHVRCHES aftenen forinden og M83 senere på dagen gerne ville: En komplet elektropopfest, som indeholdt en tilpas variation til, at den ikke virkede ensformig. CHVRCHES gjorde det også fremragende, og man kan nok med rette argumentere for, at deres hits er lidt mere syng-med-bare end Highasakites ditto, men Highasakites musikalske dybde sejrede alligevel til sidst. For når man på den ene side kan lave et cover, som forbedrer et i forvejen godt Bon Iver-nummer, mens man på den anden side kan sætte gang i en popfest, så ved man, at ens musikalske spekter både er utroligt bredt og kvalitetsmættet.

https://soundcloud.com/propellerrecordings/indian-summer

Car Seat Headrest, Pavilion
Jeg har egentlig allerede sagt, hvad der skal siges om koncerten med Car Seat Headrest i denne artikel, så jeg vil bare konkludere, at det bestemt godt kan betale sig at blive sent oppe på Roskilde Festival og tage til nogle af de mindre koncerter. Will Toledo belønnede i hvert fald de trofaste fans denne aften med en virkelig solid koncert i bedste lo-fi grunge stil.

Dillon, Gloria
Mens de fleste andre tog hjem efter -koncerten eller stillede sig i kø til LCD Soundsystem, tog jeg et smut forbi min gamle kærlighed, Gloria. I jagten på en oplevelse, som for alvor kunne blæse benene væk under mig. Tyske Dillon gjorde ubetinget sit bedste, men de førnævnte udfordringer med for meget småsnak var særligt udbredt under netop denne koncert. Det var vanvittigt ærgerligt og synd for Dillon, som i den grad havde besluttet sig for at lade sig blotte og dedikere sig fuldstændig til sit publikum. Højdepunkterne kom i form af fællessang på den hyggelige “Tip Tapping” og så naturligvis hendes helt store hit “Thirteen Thirtyfive”. På disse numre formåede hun endelig at få (det meste af) publikums fulde opmærksomhed.

https://soundcloud.com/dillonofficial/dillon-thirteen-thirtyfive

Der er selvfølgelig flere andre koncerter, jeg kunne have nævnt her. Tame Impala var fremragende, Mac Demarco var pissesjov, og Qwanqwa var både rørende og livsbekræftende. Det er heldigvis et luksusproblem, som jeg også håber at have, når jeg om et år forhåbentlig igen har mulighed for at gøre status efter endnu en udgave af Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Hemmelige Car Seat Headrest belønnede natteravnene

Car Seat Headrest

“Did you see Neil Young? Neil Young is my dad!” lød ordene fra Will Toledo i begyndelsen af koncerten.

Nej, Car Seat Headrest-frontmanden er ikke Neil Youngs søn. Men han kunne lige så godt være det, for der flyder noget af det samme rock’n’roll-blod i årerne på legenden Neil Young og den 47 år yngre Will Toledo.

Fremmødet i Pavilion var relativt begrænset, da kvartetten bestående af Will Toledo, guitarist Ethan Ives, Andrew Katz på trommer og Seth Dalby på basguitar trådte ud på scenen klokken 02.15 natten til lørdag. Det skyldes nok til dels det noget sene spilletidspunkt og så formentlig det faktum, at både M83 og James Blake skulle spille på samme tid. Men de, som rent faktisk var mødt op, blev belønnet med en tour de force igennem en Soundgarden-møder-Neil Young’esque oplevelse, hvor den selvskabte Will Toledo fik givet smagsprøver på sit enorme talent.

Car Seat Headrest lagde ud med de tre første numre fra det fremragende nye album “Teens of Denial”, som ret bemærkelsesværdigt er bandets 13.(!) studiealbum – bemærkelsesværdigt, fordi Will Toledo endnu ikke er fyldt 24 år. Især på “Vincent” fik bandet fremvist hele det imponerende repertoire inden for en genre, som er en god blanding af klassisk rock, 90’er-grunge og lo-fi popmusik. Det er bestemt ikke tilfældigt, at bandet fra den lille by Leesburg i Virginia i dag er bosat i min musikalske yndlingsby Seattle – de har fuldkommen adopteret the Seattle sound, og de mestrer den allerede til noget nær perfektion.

Car Seat Headrest – Vincent

Højdepunktet i den godt en time lange koncert kom i form af sættets sjette nummer, “Bodys” fra gennembrudsalbummet “Twin Fantasy” fra 2011. Det album er tilbage fra tiden, hvor Will Toledo var alene om Car Seat Headrest, og måske netop derfor var det også det nummer, hvor frontmandens musikalske begavelse strålede klarest. Vokalen sad lige i skabet, og publikum – som på det tidspunkt var vokset til noget nær det dobbelte – virkede som nogen, som købte hvert et ord, der kom ud af den 23-årige Will Toledos mund. Den charmerende forsanger virkede selv overrasket og akkompagnerede publikums begejstring med ordene:
“Damn! We should have played this one last!”

“Bodys” blev fulgt op af “Something Soon” fra 2015-udgivelsen “Teens of Style”, hvilket tydeligvis var et godt valg, for det lykkedes Will Toledo og kompagni at fastholde energien hos et publikum, som i hvert fald ikke lignede nogen, der var på vej i seng. Det gjorde de heller ikke på “Unforgiving Girl (She’s Not An)”, som udviklede sig til en decideret fællessang, hvilket var imponerende, når publikum hovedsageligt bestod af mennesker, som enten var kommet tilfældigt forbi eller havde fået bandet anbefalet af andre.

Car Seat Headrest – Something Soon (Live)

Det hele sluttede meget passende tilbage i regi af konceptalbummet “Twin Fantasy” med Will Toledos ultrakorte opfordring til ikke at ryge på “Stop Smoking”, inden kvartetten bevægede sig mod Københavns lufthavn og flyet hjem til Staterne med ordene:
“You know how to make a band feel welcome!”

Og Will, du ved, hvordan man laver god gedigen kvalitetsmusik, som trodser festivaltraditionen og får publikum til at vokse i løbet af koncerten. Tak for det – vi ses på en større scene næste gang!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.