Roskilde Festival: Her er snydekoderne til fredagens program

Den Sorte Skole Regnsky
Foto: Jesper Palermo

Fredag står for døren. Vi er halvvejs gennem Roskilde Festivals musikdage. Du er træt, jeg er træt, ham/hende, du kigger på lige nu, er med sikkerhed også træt. Programmet bliver sværere og sværere at overskue. Hvad vi alle har brug for, er en nem og indsatsløs metode til at få et overblik og finde ud af, hvad der skal ske. Det vil jeg gerne hjælpe med. Derfor præsenterer jeg her snydekoderne til fredagsprogrammet, som giver dig evigt liv og fuldt overblik over det vigtigste. I hvert fald det sidste.

Hvis din torsdag blev sen, og du ikke kan stave til iddqd, kan du bare scrolle lidt længere ned på siden. Jeg vil nemlig starte med at fortælle dig, at du bør begynde din dag med at besøge to danske kunstnere:
Først First Hate på Apollo klokken 12 og dernæst Cancer på Avalon klokken 13. Ind imellem kan du købe en cola eller en milkshake. Eller morgenmad. Milkshaken kan selvfølgelig også være din morgenmad. Dit liv, dine regler, du ved.

Både First Hate og Cancer skaber behagelig, omfavnende musik, som man godt kan overskue at stå eller sidde (i regnen) og lytte til. For First Hates vedkommende vil Anton Falcks rolige baryton skabe en slags blødt velourskjold, som kan holde de værste tømmermænd på afstand, mens du roligt rokker frem og tilbage til duoens yderst velskabte synthpop.

Så er du nemlig også helt klar til at nyde Cancer aka Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Kristian Finne fra Chorus Grant, når de krammer dig varm med silkeblød drømmepop. Det er noget mere eksperimenterede end First Hate, men alligevel behøver du ikke tænke så meget. Du kan bare give slip og glide ind i deres drømmende univers ledsaget af Kristian Finnes lækre guitarspil og Vonsild overjordiske vokal.

Så er det nu, at alle jer, som har behov for at sove længe, kan begynde at læse med igen!

De morgenfriske har nemlig nu fået frokost, fundet deres venner, og klokken nærmer sig der, hvor eftermiddag bliver til aften. Det betyder, at vi i samlet flok bevæger os mod Avalon (eller bliver siddende, hvis du ikke har formået at flytte dig efter Cancer – Meyers er lige ved siden af, så det er fair nok, hvis du er blevet hængende), hvor Angel Olsen giver koncert klokken 17. Det vil du gerne høre – trust me!

Angel Olsen er nemlig i al beskedenhed verdens bedste kvindelige singer-songwriter lige pt. Hvis du hørte Kevin Morby onsdag, som jeg sagde, du skulle, så vil du helt sikkert også gerne høre Angel Olsen. Hvis ikke, så er det på tide, at du tager til koncert med en vaskeægte historiefortæller. Hendes musik er vel egentlig country i genren, men med så mange finurlige twists og udefrakommende elementer, at det bare bliver til Angel Olsen. Nogle gange er det grunget, andre gange poppet – men altid er det godt!

Efter Angel Olsen står du og jeg ved en ret afgørende skillevej. Dit valg afhænger i høj grad af, hvor godt din krop har det på nuværende tidspunkt. Du har to valgmuligheder:
Enten kan du købe en drink og gå over til Gloria klokken 18.30, hvor det excentriske australske synthpopfænomen Alex Cameron holder til – ham har Angel Olsen i øvrigt sagt, at hun lytter til, mens hun træner. Du behøver derimod ikke træne for at høre ham. Eller også kan følge strømmen mod Orange Scene klokken 19, hvor entertainer og fidusmager Father John Misty er klar til at synge fjollede sange og formentlig opføre et nyt, absurd teaterstykke imens, ligesom han gjorde sidste gang han besøgte Roskilde Festival.

Dermed ikke sagt, at Alex Cameron er en mindre entertainer end Father John Misty, for det er han bestemt ikke. Han er nok bare mere selvdestruktiv og knastør i sin humor, så det er vel det, man må kalde en smagssag. Personligt er jeg nok mest til Alex Cameron-humor. Musikalsk står valget mellem bas, synths og en langsom fest hos Alex Cameron eller en mere afslappende og hyggelig start på aftenen foran Orange, hvor man – hvis vejrguderne gider – sikkert godt kan få lov til at sidde ned og grine med sine venner, mens Joshua Tillmann leverer den ene skøre karakter efter den anden. Hvis du synes, at Mac DeMarco er genial live, så vil du helt sikkert også elske Father John Mistys live-performance!

(Pst.. Nu fik jeg sat det op som et valg, men i virkeligheden kan du jo godt bruge den første halve time på at finde ud af, om Alex Cameron er noget for dig, og så ellers bevæge dig mod Orange omkring klokken 19. Det er nok min egentlige anbefaling. Ja, gør det!)

Uanset hvad du vælger, skal du naturligvis hen og høre islandske Mammút bagefter. Det vil jeg ikke skrive så meget om, for det har jeg allerede gjort her. Men det er på Pavilion, og det er klokken 20.15.

Nu er du enten nået til det stadie, hvor den første fadøl er blevet indtaget, og du vurderer, at du er klar til at tage en næstsidste tørn i natsmatten. Eller også er du på vej i seng igen. Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dig at prøve den der fadøl af. Eller noget andet flydende, som kan få dig på bedre tanker. For klokken 22 skal vi allesammen hen til Orange Scene og høre Foo Fighters. Det skal vi bare. Også selvom de fleste af os bare er pretenders blandt de ægte fans…

Ægte fans i Danmark har Roskilde Festival åbenbart vurderet, at Lorde ikke har så mange af, som man skulle tro. Af uransagelige årsager er kvinden, hvis nyeste album pt ligger nummer 1 i USA, Canada, Australien og naturligvis hjemlandet New Zealand, ikke stor nok til at være hovednavn på festivalen. Man kan undres over den ikke helt ædruelige beslutning, men i virkeligheden burde jeg nok være ligeglad – det er jeg bare ikke (det er endnu et fjollet pun, slap af!).

Det ændrer dog ikke ved, at hun spiller på Arena klokken 23.30, og at hun er det største scoop på årets program. Og at jeg har glædet mig til den her dag, lige siden jeg stiftede bekendtskab med den dengang 16-årige Ella Yelich-O’Connor i foråret 2013.

Hvis du stadig er i live efter Lorde, er det fordi, du har besluttet dig for at feste. Og det gør du bare bedst sammen med Den Sorte Skole, som står klar til at vælte dig, mig og Orange Scene klokken 01.15 natten til lørdag. Rygterne vil vide, at bandet har anmodet om at få lukket luftrummet over festivalen, mens koncerten står på, så jeg er spændt på at se, hvad de og deres hær af visuelle wizkids, som blandt andre tæller Dark Matters, har fundet på. Vildt bliver det i hvert fald.

…og nu vil jeg holde op med at guide dig, for du er garanteret enten for træt eller for fuld til at forstå det komplicerede koncept, som er bogstaver. God fest og/eller godnat!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival 2014 – Evas anbefalinger


Okay, så kom Roskilde lige med sin bedste booking i 11. time. Jeg spillede Chromeo (“Night By Night”) til sygt mange gymnasiefester i 2009, og det var sådan ret sjovt, men Slowdive, for fanden, Slowdive kommer på Roskilde! Det er verdens bedste erstatning, så tak til Chromeo for aflysningen. Slowdive skal spille på det fænomenale tidspunkt lørdag kl. 02:15, og det er den bedst programsatte artist i år.

Ikke alle har været så heldige. Morten har allerede skrevet om Roskildes scener og ikke altid gode parring mellem dem og optrædende artister. Læs mere her. Mortens forbilledligt harmoniske kritik af James Holdens placering på Apollo lørdag kl. 20 er fuldstændigt berettiget. Hvis jeg møder Roskildes elektroniske booker får han et gevaldigt los i røven for den brøler. Før Slowdive var Holden nemlig Roskildes bedste booking.

I år er jeg spændt på, om den nye scene Avalon kan vende tendensen med at nye scener på Roskilde får katastrofale første år (Apollos lufttab i 2012, Glorias sarte momenter overdøvet af brølet fra Orange i 2011). Avalon virker som en decideret fremragende idé med sin varierende kapacitet. Det har bare altid været fucking underligt at stå med 1.000 mennesker i et telt med plads til 5.000 (120 Days på Odeon, 2007) og vildt irriterende at stå med 12.000 mennesker i et telt med plads til 6.000 (LCD Soundsystem på Cosmopol, 2010). Hovedparten af mine krydser i programmet spiller faktisk på Avalon.

Og krydser er der mange af. I år er mit Roskilde-program lidt sjovt, da jeg har meget få must sees. Primært fordi mange oplagte har spillet i København indenfor det sidste år med de samme udgivelser, de repræsenterer på Roskilde (Jenny Wilson, Julia Holter, Connan, Darkside, Forest Swords, Haim – se dem alle nu, hvis du ikke har før!). Dernæst fordi Roskilde ikke har ramt bandsene super skarpt i år. Roskilde hylder ofte sig selv ved at påpege, at de fanger artisterne i karrierernes kunstneriske toppunkt. Det synes jeg ikke, de gør i år. Rigtigt mange artister peakede med udgivelser flere år tilbage. Og det gør det lidt svært for mig at glæde mig lige så meget, som jeg ville have gjort i deres storhedstider. Her tænker jeg på Interpol (som dog skulle være tilbage i topform), Liars, Jenny Wilson, Moderat. Store og gode livenavne, som pynter på programmet, men ikke er voldsomt spændende lige nu.

I stedet er der mange krydser, men få musts. Du kender sikkert de fleste. At lukke Odeon og Cosmopol har betydet 20 artister færre end foregående år og mulighederne for at opdage nye artister er tilsvarende mindre. Derfor bliver det her en større samling af artister, som du måske nok kender. Ikke desto mindre er der stor grund til at genopfriske bekendtskaberne og se dem alle, selvom kun et er et must:

Slowdive – lørdag, 02.15 @ Avalon

Slowdive

Man ser først de vigtige bands lang tid efter. At de fem langhårede teenagere fra Reeding i Slowdive skulle blive inspiration for en helt imponerende samling af rimelig forskelige bands er en smule overraskende. Ligesom deres sange er ved nærlyt. Slowdive er indbegrebet af shoegaze: drævent slæber mange af sangene sig afsted, monotonien dominerer både tonefald og rytmer. Modsat så mange af 80‘er og 90‘ernes britiske støjrock- og punkbands er Slowdive vanvittigt kontrollerede. Slowdive bygger ikke deres numre op i store crescendoer. Slowdive arbejder med udvikling i gentagelsen. Den lille tonale forandring i et af de mange lag får sangen til at løfte sig, skille sig ud. Et fald i riff-regnens intensitet, Rachel Goswell og Neil Halsteads strofer afsluttet på et spørgsmålstegn. Souvlaki fra 1994 er et formidabelt album. Måske et af 90‘ernes bedste.

Slowdive historie er et helt forfærdelige eksempler på inkompetence og uheld i branchen. Deres korte liv som aktivt band i start-90‘erne er domineret af elendigt arbejde fra label og booking. Nedslående for et så fantastisk band, men måske symptomatisk for deres musik. Ligeså fremragende, musikken er, lige så tung er stemningen. Måske var de dømt til en karriere uden kommercielt afkaste.
Har Roskilde fanget Slowdive på toppen? Tja, ikke musikalsk, men rygterne går om ny musik på et tidspunkt. Men som historisk booking er den spot on, for Slowdives relevans er gennem årene blevet tydeligere og tydeligere.
I 1995 stoppede Slowdive med at spille sammen, fordi deres setup var smuldret. Goswell, Halstead og trommeslager Ian McCutcheon fortsatte sammen i det americana-eksperimenterende Mojave 3, som signet på 4AD har udgivet stærkt lytteværdige album. Som selvfølgelig ikke rammer den samme magi som Slowdive gjorde. Den tyndhudede følsomhed hos Slowdive kunne kun være frembragt af fem unge mennesker med drømmene fortsat strømmende i blege, regnomsluttede kroppe. Ikke af protest, ikke bevidst længselfulde efter et specifikt noget, men i en konstant tilstand af vedvarende søgen.
Tanken om at stå på Roskilde i nattens mørke til “Machine Gun”. At vende sig om, se ud under teltdugen en time efter, når “When The Sun Hits” hæver solen frem igen. Jeg kan forestille mig det og samtidig kan jeg slet ikke begribe, hvordan det kommer til at føles.

Lykke Li – Torsdag, 20.30 @ Arena

Lykke Li

“Mange synes sikkert, hun er en tude-Mikkel, men denne her plade sidder altså helt under huden på mig”. Sådan ramte min ven Mads i sidste uge plet i mit forhold til Lykke Li med et tweet om I Never Learn, den svenske noirpop-prinsesses seneste album. Lykke Li er en tude-Mikkel. Hendes hjerte rimer altid på smerte. Det er bare sådan, hun føler livet. Med I Never Learn har Lykke Li lært at videregive sine følelser med en smuk renhed. Hun er for første gang kommet helt ind under min hud. Fordi hendes tuderi er oprigtigt – godt for os, nok ret træls for hende.
Det bliver første gang, jeg hører Lykke Li live. Jeg håber, koncerten bliver de knuste hjerters fest. Hun spiller på et tidspunkt, hvor folk danser. Det håber jeg gør optrædenen fri for skæve festivalindslag, så noiræstetikken giver popsangene deres knivskarpe kant.

Cancer – fredag, 12.00 @ Gloria

Cancer2_photobySimonBirk

Cancer kunne have heddet “konsekvenserne ved at nære uendelig, ubetinget kærlighed til levende væsener”. Så mange mennesker hader Cancer for deres navn. Jeg forstår dem godt. Det er fandme svært at holde af et band med det navn. Ligeså svært som ikke at holde af Cancers musik. Men jeg forstår også duoens ene del, Nikolaj Vonsild, når han forklarer valget til Gaffa: “Der eksisterer nuancer i alt, også det, der er forfærdeligt. Jeg vil have, at vi skal kunne bruge alt det grimme til at skabe noget smukt. Vi prøver at skabe noget smukt i det alvorlige ved livet.”

Jeg holder uendelig meget af Cancers aktuelle debut-ep Ragazzi. Den er et drømmespejl, der fortsat åbner nye sublime momenter. Det allerede hyppigt frembragte citat “Peel a lemon in the sky, make lemonade from the light” fra “Age of Pinballs” er en hurtig favorit. Men også bare måden Vonsild først vrængende, dernæst opofrende synger “want” før og efter det svimlende citat. OK, nummeret skal nok høres, før forskellen mellem begærets “want” og kærlighedens “want” helt giver mening. Men gør det lige, for skønheden er uendelig og sangens kærlighedsbud trænger ind i tanker hinsides sansningen.
Cancers sange er flerdimensionelle billeder af det elskedes skønhed reflekteret gennem sorgens klarsyn. En svimlende bedrift om alle aspekter af menneskets skrøbelighed. Klokken 12 om morgenen på Roskilde er alle skrøbelige. Jeg tror skønheden vil fremstå så klar som Vonsilds tenor.

Warpaint – fredag, 17.00 @ Avalon

Warpaint

Jeg har aldrig set trioen live, så på en festival med gengangere er det et argument i sig selv. Jeg elsker The Fool, Warpaints debut fra 2011, mens jeg finder den nye selvbetitlede plade betragteligt mindre fantastisk. Simpelthen fordi sangene ikke er ligeså gode. Selvom åbningsduoen “Intro”/”Keep It Healthy” har intet mindre end årets foreløbigt bedste guitarspor.
Warpaint tager mathrockens hvirvler ned i krautens tempo og indfanger instrumenterne i flotte popmelodier med nogle – når det er bedst – overjordiske vokalharmonier. Forhåbentligt fremragende live.

Warpaint – Keep it Healthy
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/06/02-Keep-It-Healthy.mp3]

Damon Albarn – fredag, 20.3o @ Arena


Everyday Robots fra tidligere i år er en ret stille sag. Referencerne er mange, men strygere og fingerspillet guitar optræder oftest, og ordnes i en næsten elektroniske strukturer af samples (og instrumenter, der lyder samplede). Albummet er Albarns første soloalbum og omfavner elementer fra hele hans karriere. Jeg har det hårdt med de gospel-agtige momenter, men numre som “Hostiles” og den hjerteskærende “The Selfish Giant” er sublime. Hvordan albummets lavmælte univers får det fredag kl. 20:30, kan jeg tvivle lidt på – det er mere oplagt til aftenkaffe end fadølstømning. At jeg står langt fremme er til gengæld helt sikkert.

Future Islands – fredag, 01.00 @ Avalon


Årets uforudsete indiegennembrud overrasker næppe på denne liste. Hitalbummet Singles har på det sidste tabt lidt af sin magi for mig. Nok fordi sangenes, ja, singleform, gør dem en lillebittesmule ensformige. Men i en koncertsammenhæng er knaldperler godt. Især kl. 01 om natten. Og hey, det er jo et hamrende fedt album.

Nikolaj Nørlund – lørdag, 13.00 @ Arena

Norlund1-717x375

Nikolaj Nørlund er en dygtig performer og en sublim historiefortæller. På Roskilde iscenesætter han hele sin karriere som koncert og får besøg af de personer han i gensidig udveksling har udviklet og udviklet sig selv i sit arbejde med. Nørlunds hall of fame er lang efterhånden, den indbefatter både acts og nogle af Danmarks utvivlsomt bedste musikere. Sådan een er Nørlund i øvrigt selv, og det blev tidligere i år ypperligt bevist med albummet det naturlige. Nørlunds karriere har aldrig rigtigt toppet, den har været på et konstant og vanvittig højt niveau. Maratonkoncerten bliver en manifestation heraf, og den mulighed er skarpt set af festivalen.

Nikolaj Nørlund – Mønsterbryder
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/06/02-Keep-It-Healthy.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hetz x PRE-Be-UN x Cancer x Gooms

Vi er til familiefest på Teater Grob. Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har gjort lidt af et gravearbejde (og promoveringsarbejde – koncerten var nemlig udsolgt) og kurateret intet mindre end fire debutkoncerter denne fredag. Men til trods for debutant-prædikatet er der ingenlunde tale om ukendte ansigter. Ligesom til den årlige familiefest er personerne på scenen sært genkendelige. Og så er der en sammenhæng mellem de forskellige bands musik. ‘Fremmedgørende’ var der ord, som oftest havnede i notesblokken,

Vi lægger ud med Hetz. Duoen består af Malthe Fischer og Kristian Olsen, som tidligere har udvist deres store kærlighed til elorgel, programmerede trommer og skiftevist heftigt effektmanipuleret guitar og synthesizere i nu hedengangne Oh No Ono. Rytmerne er i halvdelen af Hetz repertoire en uomgængelig ramme, de hamrer derudaf på en næsten klaustrofobisk post-punket facon, mens den anden halvdel af numrene domineres af elorgel og Fischers karakteristiske vokal, som i stedet hensætter referencerne til 60’erne. Lyder det usammenhængende? Det var det ikke. Elorglets umiddelbare forbindelse til følelser skabte sammenhæng mellem de ovenstående beskrivelser, og gjorde det knap 30 minutter lange show akkompagneret af Andreas Munkgaards udflydende visuals fra forskellige karakteristiske steder i København til en fuldendt oplevelse.

Nicolai Koch var også del af Oh No Ono, og med et sandt kendis-lineup af hjælpemusikere, debuterede soloprojektet sine sange som en kvartet. PRE-Be-UN er det kryptiske navn, og selvom det kolde lydunivers er gennemført, var der langt mellem deciderede holdepunkter i numrene. Vokalen leverede ikke særlig meget struktur, og modarbejdede guitarens tilløb mod distinkte, næsten barnlige melodier. Et bevist valg? Garanteret, for det styrkede oplevelsen af PRE-Be-UN som fremmedgørelse i en ikke-punket eller repeterende lydform. Et gennemført valg, men fremmedgørende børnesange vinder nok ved at blive hørt i indspillede versioner.

Det virker absurd at beskrive et band, hvis musik ingen nogensinde har hørt som et hovednavn. Ikke desto mindre var Cancer aftenens trækplaster. Cancer er sammensmeltningen af Kristian Finne Kristensen fra Chorus Grants klassiske, folkbaserede sangskrivning med guitaren som primære instrument, og Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machines sfæriske vibrato og mere popeksperimenterende brug af synthesizere. To gode elementer i sig selv, men i sammensmeltningen tæt på magiske. I hvert fald i de numre, hvor vokalerne fik lov til at kontrastere hinanden og de enkle guitarriff rev lidt op i synthens flader. Det skabte bevægelighed i instrumenteringen, som bag Nikolaj Vonsilds stemme ellers kan drukne lidt. Samtidig er roen – og i trommernes tilfælde forudsigeligheden – med til at skabe et på en og samme tid roligt og foruroligende tilstand omkring duoen, som i koncertanledningen var udvidet til en kvartet.

Aftenens sidste indslag var en noget mere aparte koncertsituation. For et par måneder siden flyttede (endnu et) tidligere Oh No Ono-medlem til L.A. Men alligevel spillede Gooms aka Aske Zidore og amerikansk bosatte Suni Zacharias deres debutkoncert på Teater Grob. Det kan fint lade sig gøre at afvikle en Skype-koncert, især hvis man tager 10 sekunders forskydning mellem lyd og billede som morsomt. I stedet for de to musikere stod der fire dansere på scenen, og i stedet for visuals blev en skype-transmitering af bandet projekteret op på lærredet bag danserne. Omgivelserne overskyggede måske nok lidt for oplevelsen af musikken, men det var ideer om 60’er melodier, højt energiniveau, aparte skift og en til tider mathrocket rundtossethed som satte sig fast, og fuldendte oplevelsen af fire projekter, man virkelig kan håbe på snart udgiver noget.

PRE-Be-UN har netop udgivet Coral Carol på kasettebånd via Tambourhinoceros. Køb det her.
Cancer er lige blevet signet på Tambourhinoceros. Hvorvidt en udgivelse er på vej vides ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *