Over undergrunden, under mainstream – lige i hjertet

Gæsteskribent Rasmus Damsholt rapporterer om by:Larm Festivalens stærke nordiske musikoplevelser med kvinder i front. Regnsky vil gerne give læserne et mangfoldigt billede af de bedste nordiske stemmer netop nu, og er derfor stolte af at have Rasmus ude i felten. Rasmus studerer til dagligt Music Management og arbejder som manager for Schultz and Forever og Sekuoia. God fornøjelse med musikken!

bylarm-live-2014-31
Musikbranchefestivalen by:Larm i Oslo præsenterer et præcist øjebliksbillede af, hvor den nordiske undergrundsmusik er lige netop nu, og hvilken retning den nordisk populærmusik er på vej i.

Der gælder det samme for by:larm, som for den danske pendant Spot Festival: der optræder en stor mængde virkelig interessante artister, og nogle få af dem går hen og bliver morgendagens helt store stjerner, f.eks. spillede MØ på festivalen sidste år. I år glædede jeg mig over at opleve mange unikke og ambitiøse musikalske projekter, hvoraf en stor del af disse har kvinder i front.

Den sidste kendsgerning vil jeg gerne bruge til at sætte en fed streg over en italesat fordom, som længe har været påstået af debattører og selvudnævnte eksperter i musikbranchen. De har længe hævdet, at der er mangler kvinder, som spiller guitar, bas, trommer og i det hele taget indtager andre roller i musiklivet end som den forudsigeligt uskyldige sangerinde. Det var en fantastisk oplevelse at se disse standpunkter blive bragt fuldstændig til skamme på by:Larm. Da jeg planlagte, hvilke koncerter på festivalen jeg ville gå til, og efterfølgende udvalgte de bedste oplevelser, var det, med undtagelse af Jaakko Eino Kalevi og Andre Bratten, udelukkende acts med kvinder i front, som havde imponeret mig.
Og det er altså over en hel weekend med et tocifret antal koncerter i hukommelsen.

All We Are stillede op med et setup, der hurtigt sendte mine tanker mod The XX. Dejlig simpelt og skåret ind til benet. Guitar, bas og elektroniske trommer. Med Guro Gikling sublime basgange i front, skabte hun grundlaget for sangene, hvor guitar og trommerne i baggrunden fungerede som lydlandskab, der gav hende mulighed for at folde sig ud. Til tider i en catchy og poppet retning, men andre gange blev kompositionerne mindre ligefremme. Det tillod større udskejelser at snige sig ind i settet, og sågar afstikkere mod et mere houset udtryk blev præsenteret. På toppen af de spændende sange lagde de tre bandmedlemmer unikke vokalharmonier, og sådan viste All We Are tydeligt, hvor simple komponenter musik kan bestå af for stadig at fungere sublimt live. 

Farao – Tell A Lie

Til koncerter har charmerende Kari Jahnsens musikalske alias Farao et fire-mandsorkester med sig. Men det var Jahnsens vokal, sangskrivning og guitar, som var det naturlige centrum for koncerten. Det er tydeligt, at inspirationerne kommer fra americanafolk, men Jahnsens guitarspil overrasker og suppleres af originale, ganske moderne trommefills. Jeg gik fra koncerten med en forbløffelse over Faraos bevis på, at det i 2014 stadig er muligt, at præsentere et originalt take på folk pop.

All We Are og Farao er nye lovende kvinder fra den norske, alternative pop-skole. Jenny Wilson er for længst blevet student fra den svenske pendant. Hvilket er et meget fint symbol på Sveriges plads på den internationale musikscene, hvor Sverige traditionelt set har været langt foran de andre lande i norden. Men de seneste par år har resten af de nordiske lande faktisk formået at hente lidt ind på vores svenske broderlands forspring. Der er stadig lang vej igen, da Sverige tydeligvis kan blive ved med at spytte talentproducere og -sangskrivere direkte ind i en mainstreammusikkens pulserende åre.

Jenny Wilson – Battle with God

Ralf Christensen, musikredaktør på Information, beskriver det således overfor mig, da jeg møder ham i Oslo: ”Sverige er en pop industri. De er så gode til at skabe skelsættende musikere. Der findes slet ikke undergrundsmiljøer på samme måde i Sverige, som der eksempelvis gør i Danmark.” I Sverige producere de så at sige eksportklare popmusikere fra bunden. Heldigvis har disse tit massere af kant som eksempelvis Robyn, The Knife og altså by:Larm-aktuelle Jenny Wilson.
Jenny Wilsons koncert på by:Larm føltes, da også som en selvsikkert leveret magtdemonstration. På trods af det skrabede set up, kun med keys (til tider skiftet ud med guitar) og trommer til at bakke Wilson op, gav koncerten et langt mere voluminøst indtryk. På backtracket hamrer synths derudaf, bakket op af et sæt gennemslagskraftige live-keys. For mig gik det hele gik op i en højere enhed, når Wilsons gennemtrængende vokal bragede igennem. Wilson er uden tvivl i sin egen liga, og det gav et gib i mig, da hun slap sig selv løs og skreg ”Run Away!”
Wilsons nye materiale passede fremragende til den store setting på Sentrum Scenen i de senere aftentimer. Koncerten foregik i et overrumplende højt tempo, og det gamle materiale blev på velfungerende vis hevet op på et nyt energiniveau i livesettet. På den måde fik Wilson på flotteste facon bundet sit mere eftertænksomme popbagkatalog sammen med sin nyeste plade Demand The Impossible!, hvilket ikke er et nemt kunststykke, da udgivelserne ikke ligefrem ligger i direkte forlængelse.

Guro Gikling, Kari Jahnsen og Jenny Wilson gav alle fantastiske koncerter i Oslo. Med hver deres projekt bevidste de over for mig, at kvinder i nutidens musikbranche både kan fungere som det centrale musikalske/instrumentale omdrejningspunkter, som mere traditionelle frontfigurer og som altoverskyggende egoer.
Det var bare tre af de bedste oplevelser. Jeg overværede også fantastiske koncerter med Zhala, Ice Cream Cathedral, Sumie, First Aid Kid, Naomi Pilgrim og Emilie Nicolas. Dertil er Danmarks Baby in Vain, Kill J og Linkoban jo altid garanter for forrygende koncertoplevelser.

Baby In Vain

De tre danske piger i Baby in Vain var et af de varme navne på årets festival. Pigerockbandet gider slet ikke udtale sig om deres køn, fordi de ikke synes, det er afgørende for deres musik, at de er piger. Publikum skal først og fremmest lytte til musikken. Det irriterer de tre piger, hvis publikum eller anmeldere vurdere dem med udgangspunkt i deres køn.
“Jeg har aldrig følt, at nogen vurderede på baggrund af mit køn” fortalte Sarah Jones, der spiller trommer i Hot Chip, Bat For Lashes og Bloc Party m.fl. sidst hun besøgte Danmark. Under et interview på et symposium i København blev hun konfronteret af interviewer Henrik Marstal (lektor, debattør m.m.) om hendes køn. Det virkede som om Jones var uforberedt på spørgsmålet, og ikke havde lyst til at tale om det. Hun synes ”ikke det er relevant”, fordi hun aldrig har følt, at nogen vurderede hende på baggrund af køn. Hun har tydeligvis heller ikke haft problemer med at få spillejobs, fordi hun er en fantastisk trommeslager. De bands, hun har spillet i, har skulle hyre den rette trommeslager, og så kan kønnet heldigvis være fuldstændig lige meget for de fleste.

I Sverige gik Arkiva Festival så langt som at indføre kvoter for kvindelige optrædener. Således at halvdelen af de optrædende skulle være kvinder. En meget politisk metode, som trækker ligestillingen tilbage et sted, hvor den bliver tvunget ned over hovedet på musikere og publikum. En fuldstændig forkert tolkning af, hvordan kvindelige musikere som Sarah Jones og Baby in Vain gerne vil behandles. Nemlig på lige fod med mænd. Branchen skal ikke skabe et problem eller italesætte noget, der ikke behøver at være problematisk. Hvem har lyst til at spille på en festival, fordi man er blevet favoriseret på baggrund af ens køn?
Man kan ikke lade være ved at stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet forskelsbehandles eller er dårligere vilkår for kvinder, som spiller musik. Der har indtil nu været færre kvindelige etablerede musikere end mænd, men netop derfor betyder det vel, at der ikke skal indføres kvoter eller forfordeles på baggrund af køn? Det virker til, at det ikke er her indsatsen, kritikken og debatten skal ligge. I stedet burde man kigge på, hvorfor færre piger spiller musik. Og de tiltag findes heldigvis allerede i folkeskoler, ungdomskoler mv. Resultatet af dem kunne mærkes på by:Larm i år og senere på foråret på aarhusianske SPOT Festival.

På by:larm har jeg talt mig frem til, at 45 ud af i alt 111 optrædende bands havde kvinder i front. Dertil kommer alle de bands, som har kvindelige bandmedlemmer. Det er næsten halvdelen. SPOTs offentliggjorte navne tæller lige nu 19/45 med kvinder i front. Også tæt på halvdelen.
Det skal ikke kun handle om antal, da man skal passe på at gøre kreativitet op i antal, statistikker, stjerner, hjerter og andre målbare egenskaber. Men det er alligevel en indikator på, hvor vi er i dag. Kritikken af manglende kønskvotering har tidligere regnet ned over Roskilde Festival, men mon ikke, at den som etableret festival nok skal komme efter det, og lige nu blot ligger et par år bag branchefestivalerne.
Kønsdebatten i musiklivet er et farligt vand at bevæge sig ud i. Især fordi den er båret af politiske motiver. Men på by:Larm viste de stærke optrædener, at realiteterne ser anderledes ud i undergrunden end hos de kønskvotebegejstrede og -diskuterende etablerede aktører. Der er brug for, at de mange debattører blinker de fastlåste perspektiver væk fra synsfeltet og i stedet ser på tendenserne, de nye (kvindelige) artister så overbevisende er ved at gøre til realiteter. by:Larm 2014 var kvindernes festival.

Oplev en lang række af de navne nævnt i artiklen på årets SPOT Festival den 1-4. maj i Århus.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ret blikket mod branchen i SPOT weekenden

SPOT

“ROSA støtter udviklingen og udbredelsen af dansk rockmusik i Danmark og udlandet.”
Sådan står der i ROSAs formålsbeskrivelse. ROSA er organisationen bag SPOT Festival, og med årets festival lige for døren, tager vi et kig på branchefestivalernes betydning – for egentlig skulle man jo tro, at bookere på spillesteder, medier og pladeselskaber i dagkunne finde deres nye yndlingsbands på YouTube og spare turen.

Afsættet finder vi i (Roskilde og) SPOT-aktuelle Highasakite, og hos Ulige Numre, der som dansksproget band var lidt af en overraskelse på den norske branchefestival by:Larms plakat, men som spillede på SPOT Festival i 2012. Februar-festivalen By:Larm minder på mange måder om SPOT, men har et endnu mere brancheorienteret tilsnit, da seminar-delen fylder langt mere end på SPOT. Kort fortalt: på by:Larm i Oslo drikkes der sygt meget kaffe, hvor der drikkes sygt mange øl på SPOT i Aarhus.

Highasakite spillede på by:Larm festival i 2012, og det var bandets blot sjette koncert nogensinde. I dag behøver Highasakite næppe grundigere introduktion, for med deres altid detaljemættede, svævende synthpop, er kvintetten kommet så langt fra hjemlandet som branchefestivalen over dem alle, SXSW i Texas.

 “Hvilken betydning havde koncerten på by:Larm i 2012 for Highasakite?”
“Utroligt mange bookere fra festivaler så os spille på by:Larm, og bookede os efterfølgende, så vi kom ud til publikum i løbet af sommeren 2012. Desuden udvalgte by:Larm os til at være et af de bands, de fokuserede særligt på. Det betød, at vi fik en masse medieopmærksomhed omkring vores koncerter,” fortæller Highasakite. Highasakite havde allerede et bookingbureau i Norge da de spillede på by:Larm 2012, men deres koncert banede vejen for at bandet fik kontakt til bookere i andre lande. Et udenlandsk bookingbureau er “en solid partner” for et band med udlandet højt på ønskelisten, siger Mads Ravnsbæk, manager for by:Larm-aktuelle Ulige Numre og ejer af managementbureauet Klientel, som fokuserer på dansksproget musik. Og udlandet er det som bekendt en god idé at sigte efter, hvis man er et ambitiøst dansk band – for så stor er Danmark bare heller ikke.

På branchefestivaler er både dem, der skal sælge bandet (bookere og pladeselskaber) og dem, der skal købe bandet (spillesteder/festivaler og medier) tilstede. Trods ethvert band har liveoptagelser og -sessions liggende på YouTube, bliver mange aftaler først indgået, når et band er blevet præsenteret i levende live.
“I Ulige Numres tilfælde har det været et problem for os, at vi simpelthen ikke har haft tid til at tage til Norge og spille. Fordi vi har et bookingbureau og et pladeselskab i Norge giver det god mening for os at tage herop og præsentere bandet for især de norske medier og spillesteder,” forklarer Mads Ravnsbæk. Spillestedsbookerne kan være svære at overtale til at booke et dansk band uden medieomtale og en etableret fanbase, og for et band er det omkostningsfuldt at rejse mellem landene. At Ulige Numre bruger penge på at tage til Oslo og spille på by:Larm (hvor forplejningen backstage består i max en flaske vand per bandmedlem og to halv-pris-kuponer til baren), skyldes på mange måder de relationer, bandet fik opbygget på sidste års SPOT Festival. “Der var en del nordmænd nede og se Ulige Numre, blandt andet bookere fra by:Larm, og så var det oplagt at kaste sig ud i Norge som første udenlandske marked,” siger Mads Ravnsbæk.

Highasakite har fra karrierens start haft kurs mod resten af Europa og det amerikanske marked. For bands fra ikke-engelsksprogede lande er det svært at overbevise udlandet om at bandet reelt set har et publikum. En optræden på en branchefestival kan skabe engelsksproget presseomtale, som kan citeres op til koncerter. Historierne om at Rolling Stones-journalisten David Friecke opdagede The Raveonettes på SPOT og breakede dem i USA er efterhånden en gammel traver, men ikke blot sensationen gør det til en god historie – de udenlandske journalister er så essentielle for eksport af bands, at branchefestivaler rent faktisk flyver dem ind.

En af dem er Kieron Tyler, britiske musikjournalist på Mojo og The Arts Desk. Han er efterhånden fast inventar på både SPOT og by:Larm, og da jeg under førstnævnte spørger ham, om han mon kommer på SPOT, svarer han “ja, hvis jeg bliver inviteret”. Branchefestivalerne formår at sammensætte programmer med så mange dybt begravede skatte, at branchens lidt tungere drenge godt gider at danse med.

Norsk omtale fik Ulige Numre masser af på by:Larm Festival, hvor de to stærke koncerter fik norsk Gaffa til at “krysse fingrene for at vi vil få se dem igjen en gang her til lands.” Det er netop det, man kan bruge branchefestivalerne til – at få spillestedsbookere ind og høre musikken så de booker koncerter med bandet, og blive omtalt så rosende i medierne, at publikum køber billet.

SPOT Festival har i år fokus på eksport af dansk musik til Tyskland. Her er fokus på de større, og meget omtalte upcoming bands, som allerede har bevist deres værd indenfor Danmarks grænser. For som Mads Ravnsbæk siger, “Hvis noget ikke fungerer på hjemmemarkedet, hvorfor skulle det så fungere i Tyskland eller Belgien eller hvor man nu prøver at eksportere det til?” Men forhåbentligt bliver der også plads til festivalens lidt mindre band. SPOTs program gemmer forhåbentligt også på morgendagens perler, som vi dårligt kender endnu. Som der står i ROSAs formålserklæring, så gælder det både om at støtte de store bands i at komme til udlandet og de små i at komme ud i Danmark.

Vi skal se:

Fredag:
17-21 – Navneløs dayparty m. Maskinvåd, Temple, Navneløs, Schultz & Forever (Akustisk) – foran Råbar, Gratis, Info.
16:00 – Kadie Elder – Caféscenen
19:30 – Folkeklubben – SCC That
19:45 – Dad Rocks! – Atlas
20:30 – Highasakite – SCC This
21:00 – Broken Twin  – Lille Sal
22:35 – CTM – Store Sal
23:00 – Schultz & Forever – Lille Sal
23:30 – When Saints Go Machine – SCC That

Lørdag:
12-16 – Daydream Dayparty m. Ice Cream Cathedral, Schultz & Forever, CTM m.fl. – Godsbanerne, Gratis, Info.
15:00 – Helsinki Poetry – Voxhall
17:15 – Ice Cream Cathedral – SCC That
18:00 – Asgeir Trausti – Rytmisk Sal
19:15 – Miriam The Believer – Voxhall
20:45 – We Were Born Canaries Radar
21:00 – Cancer – Voxhall
22:15 – Simian Ghost – SCC This
23:00 – Halasan Bazar – Lille Sal
00:25 – Ocean View – Atlas
01:15  – Vinnie Who – SCC That

Soundvenue afterparty m. Kenton Slash Demon m.fl, gratis, info.
Vesterlauget afterparty m. Pop Revo dj’s, gratis, info.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Faux Effet says:

    Mycket vacker låt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?