Thomas Knak Interview, del 2

Fortsat fra første del: I min samtale med Thomas om, hvordan han og Jakob Bro har forenet deres udgangspunkter i elektronisk og jazz på deres seneste udgivelse som Bro/Knak, er vi kommet frem til især tre punkter, der drejer sig om tekstur, struktur og stemning. Teksturen i deres musik er præget af en underspillet og enkel stil, hvor antallet af lag og elementer er nemt at overskue. Strukturen derimod skaber en fortællende kompleksitet, et billedskabende narrativ, der underbygger den enkle tekstur. Stemningen, som kombinationen lader vokse frem, er en velkendt nordisk melankoli. Så langt, så godt. Det er min tur til at spille noget for Thomas, og jeg benytter mig af chancen til at finde ud af, hvad han synes om en af mine personlige favoritter, Vladislav Delay. Sasu Ripatti, som er hans borgerlige navn, er uddannet jazztrommeslager og har af flere omgange arbejdet med mødet melle elektronisk og jazz.

Vladislav Delay Quartet – Louhos

Thomas: Vladislav Delays musik er ofte bygget op omkring et abstrakt og reduceret flydende dub-groove, som er ekstremt stærkt. Det er ikke nødvendigvis mange billeder, det fremkalder hos mig personligt… Jeg får mere fornemmelsen af, at jeg er i nuet, og at jeg kan overgive mig til det, der kommer… hvilket kan være en gave og befriende, når min egen proces bygger på mere konkret afrundede struktur.

Delays måde at lade elektronisk og jazz mødes på er nærmest modsat Bro og Knaks strategi. Et nummer som ”Louhos” har hverken en simpel tekstur eller en fortællende opbygning, lyden er i stedet mættet og strukturen repetitivt-eskalerende. Det usædvanlige ved Knaks bearbejdning af Bros jazzstemmer er, at selvom repetition er den elektroniske musiks oprindelige grundvold, så er der ikke to ens fraser i denne musik. Men fordi udtryksformen er så fokuseret på det intime og sarte, glemmer man som lytter at betragte rytmerne. I stedet fortaber man sig i de skønne melodier, som slagtøjet så elegant og ydmygt tegner en slående dramatik ind i. Det har noget unægtelig romantisk over sig, og indeholder dermed også romantikkens ironi: Beatet bliver en port ind til melodiens bevidsthed – du stirer betaget på den, indtil du opdager forskrækket, at det ikke er melodiens, men din egen. Thomas formulerer sig anderledes beskedent omkring det.

Thomas: Jeg er ikke god nok til at lave et groove, som hviler og kan stå alene og bare repetere eller udvikle sig næsten flydende. Jeg bruger mere tiden på at skabe konstante skift så naturligt, man nu kan, når man sidder og konstruerer patchwork-historier via software. Musikken må meget gerne give lytteren frihed til at lægge i den, hvad han eller hun vil, og er måske derfor ikke selv god til at udbasunere store følelser og stemninger. Vladislav Delay har altid været stærk i mine øre, fordi han umiddelbart insisterer på sine grooves frem for en fortælling. At Sasu måske selv mener, han fortæller mere konkrete historier, er jo så en anden sag :) Umiddelbart kan jeg nogen gange være misundelig på hans mere freeform og nærmest jazzede tilgang til det elektroniske… noget som han bla. deler med Autechre, som specielt live er meget tæt på freeform jazz på trods af maskiner og computere og deres kliniske lyd. Bro/Knak projektet er dog samtidig på visse numre, som eksempelvis Colour Sample, det mest flydende, jeg har arbejdet på… præcis det nummer er første gang, jeg har arbejdet uden fast Takt/Grid i computeren.

Bro/Knak : Color Sample Rebuild by Thomas Knak

Lasse: Hvad har forestillingen om at spille live betydet for pladen?

Thomas: Det er første gang, jeg har arbejdet på en plade, hvor jeg brugte kræfter og tanker på, hvordan den skulle spilles live, mens produktionen af selve musikken var i gang. På visse punkter en ting, som skubbede dele af numrene i en stille eller abstrakt retning. Senere ændrede vi planer for de første og kommende koncerter, som er mere stå-op-oplevelser, som f.eks Roskilde Festival, og det farvede igen dele af de mere rytmiske numre. For jazzmiljøet betyder koncerter nok mere for interessen for udgivelserne, hvor det at electronicaen muterer ca. hver 6 mnd. betyder, at det ofte handler om nye lyde, plug-ins og i det hele taget teknologi og fascination af samme. Med Bro/Knak har det været interessant for mig at lave en type musik, som ikke hørbart lægger sig op af tidstypiske lyde og stilarter, og hvor man ikke altid kan høre, hvornår det er indspillet i ét studie-take, og hvornår der er brugt ti skarpt opklippede spor til at flette det sammen. En plade som har været vigtig inspiration for mig i den henseende er Born Under A Rhyming Planets Spasm Band, som lyder live-indspillet af en gruppe, på trods af at den er sammensat af en enkelt mand i et studie.

Thomas og jeg lytter til en godt brugt vinyludgave af Spasm Band. Desværre findes den ikke i nogen digital version på nettet, så jeg har fundet en af hans andre udgivelser, som I kan lytte til i stedet. Den er fra ’93, hvilket er to år før udgivelsen af Spasm Band, og den er meget tættere på techno end sidstnævnte. Den lyder med andre ord ikke særligt live, men den lyder stadig godt.

Born Under A Rhyming Planet – Analogue Heaven

Jeg har et andet eksempel med, hvor to elektroniske musikere har bearbejdet jazz- og kompositionsindspilninger. Det drejer sig om Max Loderbauer og Ricardo Villalobos dobbelt-cd Re:ECM, hvor de har mixet og rekomponeret ud fra pladeselskabet ECMs katalog.

Max Loderbaur & Ricardo Villalobos – Reblazhenstva

“Reblazhenstva” kan man høre en del ligheder med Bro/Knak. Dels korsang, hvilket fylder en del på Bro/Knak, men også forholdet mellem trommerne og de mere sfæriske elementer. Loderbauer og Villalobos har dog slet ikke samme tempo og rytmiske centrifuge, som Thomas har fundet i sine bearbejdninger. Han har nemlig ladet sig inspirere af helt andre tendenser i kontemporær, elektronisk musik. Tendenser der plejer at give mig julelys i øjnene.

Thomas: En vigtig ting for alle de mere rytmiske numre har været juke/footwork, som jeg har fulgt ca. fire år. Jeg har ikke selv begivet mig ud i det før, hverken som Opiate eller i noget af det, jeg ellers har arbejdet med, så det var sjovt at tage udfordringen op og undersøge, om det kunne bære, at jeg begyndte at arbejde i trioler og i det mere kakofoniske og hektiske. Jeg har aldrig været til Ghettohouse, Booty eller de tidlige full-tempo Juke ting, men med nogle af de nyere producere og retninger er der kommet flere facetter og genreblandings-udgaver, som skubber grænserne længere væk, end de uskrevne regler kan følge med til.

Lasse: Kan du kommer med et eksempel på, hvor du synes det er fremtrædende?

Bro/Knak : Mild Rebuild no. II by Thomas Knak

Thomas: Det er det i sidste halvdel af Mild Rebuild No. II og på Roots Rebuild. Jeg bruger ikke stortrommer, som man ville gøre i Chicago juke, men jeg arbejder med, at elementerne repeteres i en lidt hakkende form. Jeg spiller også med det kakofoniske, selvom Roots Rebuild egentlig er et af de mest lyse og på nogle måder mest enkle numre på albummet. Det er et godt eksempel på, at jeg har villet overføre nogen ideer fra ét felt til et andet, uden at man rigtig skulle bemærke genreblandingen som sådan. Selvom Mild II helt klart bliver mere hårdfør og klubbaseret hen mod slutningen. De to numre er nok de bedste eksempler på, hvad jeg har været inspireret af af nyere elektronisk dansemusik, mens jeg lavede pladen. De mere stille numre som f.eks “Mild Rebuild No. I” og “Northern Blues Variation Rebuild No. 2” ligger nok tættere op ad ældre ambient eller støjrock grupper som Slowdive og My Bloody Valentine….

Thomas nævner især Mark Pritchard og hans projekt med Steve Spacek, Africa Hitech, som et vigtigt input. På deres album 93 Million Miles kan man faktisk også høre flere elementer fra jazz og blues, hvor klassisk footwork som regel sampler soul.

Africa Hitech – Foot Step

Mens det første eksempel, “Foot Step”, illustrerer footwork-rytmerne, viser det næste, “Cyclic Sun”, at spillet mellem lyden af live-indspilning og programmering også har været en vigtig komponent for Africa Hitech.

Africa Hitech – Cyclic Sun

Thomas forklarer, at han i processen med sine bearbejdninger ofte startede dagens arbejde med at lytte til footwork. Når han så kastede sig over Bro/Knak sad rytmen og tempoet stadig i ham, selvom elementerne, han arbejdede med, var helt anderledes. Når dagens arbejde så var slut, var det derimod noget ganske andet, der blev spillet, forklarer han: Musik der kunne rense ørerne og ligge i kroppen natten over. Navnet er Nils Frahm, som også spillede på dette års Roskilde. Her kan du høre et af de vidunderligt sarte tracks fra hans seneste udgivelse, Felt.

Nils Frahm – Less

De to Bro/Knak-plader er udkommet på Loveland Records og kan købes i iTunes Store.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Lotte S.H. says:

    Fedt interview!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Thomas Knak Interview, del 1

En af de bedste oplevelser jeg havde på Roskilde i år var en koncert med to af Danmarks mest karakterfulde musikere, Jakob Bro og Thomas Knak. Indtil denne sommer har de sat spor i hver deres verden, Bro som jazzguitarist og Knak som elektronisk musiker, men på Roskilde kunne man høre dem sammen om deres seneste projekt og album ”Bro/Knak”. For at forstå projektet bedre besøgte jeg Thomas Knak og lod ham fortælle om deres musik. Vi snakkede om den komplicerede kompositionsteknik, albummet er lavet efter, om den svære kunst at blande jazz og elektronika og selvfølgelig om melankoli. Thomas spillede også plader for mig, som har inspireret albummet, og jeg spillede plader for Thomas, som jeg mener står i relation til deres musik. Her kan du høre musikken sammen med os og høre hvad Thomas havde at sige om den.

Bro/Knak : G Major Song Rebuild by Thomas Knak

Lasse: Hvad betyder det at noget er underspillet?

Thomas: (smilende) Man holder sig langt væk fra en computer eller et stort studie, som har de muligheder der gør, at du bare kan blive ved med at lægge nyt på. Da jeg startede med at arbejde med musik, blev min lyd præget af tekniske begrænsninger og ringe kompositorisk kunnen men også en hang til det reducerende, simple og mere afdæmpede som man møder hos bla. Brian Eno´s ambient musik. Men det hænger også sammen med en æstetisk måde at tænke på generelt i grafik og design, film, billedkunst osv . Jeg er æstetiker i den grad, at jeg godt kan lide, når ting er forholdsvist nemme at overskue. Men nede i sprækkerne kan der så ligge noget.

Lasse: Hvad ligger der nede i sprækkerne på G Major Song Rebuild?

Thomas: Det bedste billede, jeg ville kunne give på det, er måske at kalde de der krible-ting for støvalfer. Ligesom i Hayao Miyazaki´s Totoro. Jeg tror, det er støvalferne i det her.

Lasse: I mine ører er der et umiddelbart plan med klaveret, som er simpelt og let tilgængeligt. Og så er der et andet plan nedenunder, hvor en kompleksitet opstår undervejs. Hvordan arbejder du med den dobbelthed?

Thomas: Jeg arbejder oftest narrativt. Og det narrative lå ikke i klaveret for mig. Der hvor det fortæller en historie i G Major Song er via al den her krible-effekt, som er rytmisk placeret i forhold til klaveret. Det er det, der giver det liv: Hvor vil det krible i næste takt? I virkeligheden er det et kor fra et af de andre numre, som er kørt tre oktaver op og to gange så hurtigt, og det har jeg så bare placeret hist og her og varieret.

”Bro/Knak” består af to plader, hvor den ene er Jakob Bros kompositioner, den anden er Thomas Knaks bearbejdninger. Thomas forklarer mig, at hans elektroniske rekompositioner ikke er egentlige remixes. ”Jakob havde skrevet roller til musikere, men jeg havde aldrig hørt sporene samlet som et nummer. Jeg fik simpelthen rollerne, og så kunne jeg begynde at lave mit lille teater.” Jakob kunne altså lytte til Thomas’ version, før han satte sin endelige version sammen. Thomas sammenligner det med spillet Chinese Whispers, hvor en historie fortælles videre fra person til person og dermed forandres og får sit eget liv.

Bro/Knak : Roots Rebuild by Thomas Knak

Lasse: Hvorfor syntes du, det var interessant at lave et projekt med Jakob Bro, hvor I skulle blande jazz og elektronisk musik?

Thomas: Det var ikke fordi, at det var jazz og elektronika, der skulle blandes… For mig var det mere ideén om et samarbejde med en musiker, jeg har stor respekt for, og som lidt arbejder ud fra samme præmisser som jeg… med et udgangspunkt i det enkle og klare udtryk.

Lasse: Det er en typisk journalist/musiker-situation. Journalisten snakker om genrer, og musikeren svarer, ”jeg vil helst ikke snakke om genrer, det er bare udtryk”… Og det er selvfølgelig rigtigt. Samtidig er der også en hel anden tradition og to forskellige historier for jazz og elektronisk. Og på den måde to forskellige sprog. Selv om det er lidt for groft sagt. Hvad gør man hvis man skal få de to sprog til at passe sammen?

Thomas: Man kan enten gøre det, at man er meget bevidst om, hvad man vil sige med de to sprog, eller man kan prøve at lære et tredje sprog sammen. Det er det jeg tænker, vi har gjort. Ikke nødvendigvis sådan, at lytteren oplever det som et tredje sprog, men sådan at ham og jeg er mødtes et fælles sted uden for genrer.

Lasse: Det underspillede er et fælles sted for jer. Er der en forbindelse mellem det underspillede og så en form for nordisk melankoli?

Thomas: Der er nok altid en form for nordisk melankoli i det, jeg laver. Og det er der også i Jakobs ting. Nummeret ”Mild” er der, hvor jeg hører det mest i Jakobs musik. Men melankoli er jo et underligt ord. Det er jo i virkeligheden et ekstremt negativt ladet ord, som er blevet romantiseret gennem de sidste tyve år – så dyrker man melankolien på den positive måde, hvor melankoli jo faktisk før i tiden var at være syg.

Lasse: Det var en slags betegnelse for depression før i tiden. Men det har også altid være brugt i kunsten som noget, der havde en produktivitet i sig, og ikke kun destruktion.

Thomas: Jeg vil også sige, at den melankoli vi har, den er produktiv, frem for ødelæggende. Vi har begge to dyrket den i al den musik, vi ellers godt kan lide, uanset hvor udbasunerende noget af den kan være. Dubstep som jeg har fulgt tæt kan jo være ekstremt dyb og melankolsk, hvis det er det man leder efter.

Thomas spiller et eksempel for mig på en kunstner, han mener forener det underspillede og melankolske i et mesterværk af en plade. Der er tale om den tidligere Talk Talk-forsanger Mark Hollis’ soloalbum, som Thomas fortæller mig har været en vigtigt inspiration for både ham og Jakob Bro.

Mark Hollis – The Colour of Spring

Thomas: De første tyve sekunder sker der ikke noget, andet end der gives plads til et rum. Og så kan man pludselig høre suset…

Lasse: Hvad er det specielle ved den her plade?

Thomas: Den har bare en grundstemning, som er fantastisk at gå ud fra. Man er næsten nede ved nul, og så tager den én i hånden og siger: Det er helt okay, lad være med at putte alt muligt på, hvis det ikke skal være der. Det er som en stok, vi har holdt os til, vores fælles udgangspunkt og reference for, hvad der lå i styrken ved lade meget få instrumenter arbejde sammen.

Lasse: Det er både melankolsk og kærligt…

Thomas: Den er mørk på nogen måder, men samtidig har man fornemmelsen af, at man er inde i et hyggeligt studie blandt nogen, som virkelig godt kan lide at spille sammen. Og det er meget billedskabende. Man når at komme igennem rigtig mange billeder.

Resten af interviewet, musikken og tankerne kan du opleve i del 2, som kommer efter weekenden. De to albums af Bro/Knak kan købes i iTunes Store.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *