SKYSKRABERE 2018: Årets tracks

2018 var et stort år for Regnsky. Bloggen fejrede sin 10 års fødselsdag, udvidede skribentstaben til ni bidragsydere og havde generelt et optursmusikår. Men hvad lyttede skribenterne til, og hvad vil de især huske musikåret 2018 for? Det fortæller fire Regnsky-skribenter, der kommer forbi alt fra The Internet og Robyn til innovative Ross From Friends og dansk italotechno fra Kasper Marott.

Anderson .Paak – Til It’s Over

En af årets mest elegante singler, der low-key er ret dansabel. Det er FKA Twigs i hvertfald enig i, for hun dansede sangen ud i et syret udtryk i en reklame for Apple, instrueret af Spike Jonze, der virkelig er et kig værd. Jeg synes, sangen viser, at .Paak godt kan bære at være underspillet uden at miste sin ukuelige charme, og det klæder ham godt. (Nikolaj Boesby Skou)

Angèle – Balance ton quoi

Med mine folkeskolefranskkundskaber har jeg absolut ingen ambitioner om at forstå mere end maks. fem pct. af Angèles ordforråd, men heldigvis er det heller ikke nødvendigt, når musikken taler alle verdens sprog. Balance ton quoi er en dejlig sød popmelodi tilsat et par skæve synths, der måske er inspireret af Paris’ harmonikaer, hvem ved? Det er en sang, der godt kan få gang i mit stive stativ, selv når jeg står og bander over opvasken. (Nikolaj Boesby Skou)

Barker – Low How Hard I’ve Tried

Sam Barkers solodebut på Berghain-pladeselskabet Ostgut Ton er et af årets bedste techno-ep’er, og så byder den ikke engang på ét eneste trommeslag over skivens fire numre og mere end 20 minutters spilletid. Ep’en fusionerer trancens mest euforisk og melodiske stunder med en pulserende techno-tilstedeværelse. Look How Hard I’ve Tried synes måske ved første gennemlytning at tippe over af akkordsammenslutninger ad flere omgang, men holder sig evigt lige til grænsen af ekstase, som også fremkaldes af sine lytter. (Morten Bruhn)

Brockhampton – Weight

Med sit fjerde album på lidt over et år og et bandmedlem mindre skulle man tro, kreativiteten begyndte at sætte begrænsninger for drengene i Brockhampton. Det gør det bare ikke, og det ser man i sær på Weight fra Iridiscence-pladen, hvor skarpe rim og tætte produktioner mødes i en sublim blanding af hiphop og drum’n’bass. (Mathias Gavnholt)

Earl Sweatshirt – Cold Summers

Indrømmet, det var svært at vælge en sang fra Earl Sweatshirts eminente album Some Rap Songs, men valget faldt på ’Cold Summers’, fordi det bare er så stærkt. Det hele holder på det 66 sekunders lange nummer. Ét vers, ét beat og ikke så meget pis. Det er er Earl, når han i min bog er bedst, med rim der som sild i en tønde står mast sammen som en tætpakket 5C på en sludregnende decemberdag. (Nikolaj Boesby Skou)

The Internet – Come Over

Skal det være drevent, skal det godt nok også være drevent for at fungere. The Internet er næsten for ligeglade til at spille eller synge. Syd crooner apatisk hele sangen igennem, og på trods af, at hun beder om at komme over til dig sent om aftenen, virker det som om, hun egentlig gør dig tjeneste. Ingen er dog mere kostbare end mit mancrush Steve Lacy, der spiller den mest tilbagelænede guitarsolo på Syds opfordring, og det irriterer mig hver gang, jeg hører sangen, at han slipper af sted med det. (Nikolaj Boesby Skou)

Kasper Marott – Keflavik

Den unge producer med opvækst i Skee lige uden for Roskilde har med Keflavik ikke blot stået for et af årets absolut bedste numre – Kasper Marott har også leveret et nummer, der nærmest fuldstændig indkapsler den københavnske technoscene anno 2018 med hvad det indebærer af virilitet og global appel. Marott mixer en dominerende italo-bassline ind i et højt tempo – 135 bpm – med tunge trommer og adskillige breakdowns, og resultatet er en både charmerende og kløgtig banger. Ep’en af samme navn er udgivet på ingen ringere end Modeselektors pladeselskab, Seilscheibenpfeiler – og ja, det er så godt som Kasper Marotts endegyldige internationale gennembrud. (Morten Bruhn)

Loidis – A Parade

Brian Leeds er for de fleste bedst kendt under producer-aliaset Huerco S, men i 2018 udkom den amerikanske house- og ambientproducer med to til lejligheden nye aliaser, Pendant og Loidis. Hvor Leeds som Pendant udgav et ganske fint ambient-album, viste han med “mikrohouse”-projektet (egne ord) Loidis og ep’en A Parade, In The Place I Sit, The Floating World (& All Its Pleasures), hvad det er, han gør allerbedst. Den syv minutter lange A Parade – pladens åbningsnummer og korteste track – veksler konstant mellem atmosfærisk house placeret i front og sensibel ambience bølgende i understrømmen. Dette i en perfekt ratio, og det lyder slet og ret fremragende og forfriskende. (Morten Bruhn)

Pil – Nattely

Den danske sangerinde Pil har i år udgivet hele to ep’er, Side A og Side B. På Side A gemmer sig det hjerteskærende nummer Nattely blandt en række engelsksprogede sange. Pils endnu eneste dansksprogede sang er en smuk følelsesbombe, der rammer lige i hjertekuglen gang på gang. Jeg har skamhørt denne sang, siden den blev udgivet tilbage i marts, og jeg har ingen intentioner om at stoppe. (Line Mortensen)

Robyn – Missing U

I år gjorde Robyn stort comeback med albummet Honey, og førstesinglen Missing U indfriede alle mine (store!) forventninger til den svenske sangerinde. Nummeret er en perfekt blanding af den nye moderne-Robyn og den gamle velkendte party-Robyn, og Missing U fik med det samme en plads på min playliste. Jeg har da også allerede kriller i maven over, hvor fedt det bliver at høre hende live på Roskilde til næste sommer! (Line Mortensen)

Ross From Friends – John Cage

Ross From Friends er tilknyttet Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder, og det er meget typisk, at disse kunstnere udviser innovation i sådan en grad, at mange bare synes, det er en mærkelig samling af tilfældige lyde og skæve trommeslag. På John Cage formår Ross From Friends at ramme den gyldne mellemvej, hvor han udfordrer house-genren men samtidig giver lytteren har en fornemmelse af, at hvert enkelt trommeslag sidder lige, hvor det skal. (Mathias Gavnholt)

Sheck Wes – Mo Bamba

Der er sange, der får dig til at stoppe op, der er sange, der får hårene til at rejse sig, og så er der ’Mo Bamba’. Sheck Wes’ gennembrudshit får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig på en god måde. Sangen består af fire gange omkvæd kun kortvarigt afbrudt halvvejs af et skingrende vanvittigt vers. Det er en gigantisk ørehænger og Wes’ rå Harlem-energi har ingen værdig modstander lige i øjeblikket. Det er simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med, når han skriger ad-libben ’Bitch!’. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask – Flyby VFR

Ja, det var et rigtig godt år for elektronisk musik, særligt når man tænker på alle velproducerede genrehybrider, der fandt vej igennem til en universel anerkendelse. Skee Masks (aka tyske Bryan Müller) album Compro var en af dem, og albummet høstede både i Pitchfork, Resident Advisor og talrige andre medier skyhøje roser for dets fjerlette techno og for Müllers perfektionistiske tilgang til både produktionen og trommerytmikken over Compros 12 numre. Der er så mange numre at fremhæve fra dette mesterværk af et album, men jeg kan ikke komme udenom at nævne den atmosfæriske Flyby VFR. Start der, og sæt så efterfølgende hele albummet på! (Morten Bruhn)

Tove Styrke – On The Low

Tove Styrkes album Sway fra maj er en lille skattekiste fyldt med fantastiske numre til enhver popfan. Det er næsten umuligt for mig at udpege et enkelt nummer fra albummet, men valget er faldet på den snigende og quicky On The Low. Med sin evigt uforløsende og ikke-eksisterende opbygning samt Styrkes næsten hviskende vokal falder On The Low på en dejlig måde uden for den klassiske popformel. (Line Mortensen)

6lack – Pretty Little Fears

Om det er r’n’b, trap-soul eller pop, ved jeg ikke, men det kan alt det, et godt popnummer skal kunne. Omkvædet sidder fuldstændig fast, og man kan høre nummeret igen og igen. Samtidig er det inderligt, ærligt og velproduceret. Og så synger han sublimt på tracket. Og så har han også lige J. Cole med. Behøver jeg at sige mere? (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

HAVEN Festival: Dirty Projectors toppede på en ambitiøs førstedag

Dirty Projectors Haven Festival
Foto: Thorsten Iversen

Fredag slog HAVEN Festival porten op til anden udgave af den københavnske festival. Porten havde dog fået en ny plads i år, og der gik betydeligt færre mennesker igennem den end i debutåret. Begge dele må siges at være en markant forbedring: Væk var køerne til madboderne, køerne til toiletterne og ikke mindst køerne over de berygtede broer, som i den grad plagede festivalens første år.

Tilbage står en intim, relativt lille festival på et overskueligt område i behagelige (vindblæste) omgivelser, hvor scenerne er samlet på den samme side af vandet med nogle få afstikkere til bl.a. et IKEA-univers med tilhørende scene og bordtennisborde (pro tip: bordtennis og vinde af stormstyrke er et dårligt match) samt HAVENs mindre teltscene.

Musikalsk var der skruet ned for den brede navnegenkendelse, mens den til gengæld havde fået et gevaldigt nøk opad på de kunstneriske ambitioner. Og måske var ambitionerne lidt for store.

Min dag startede allerede kl. 13.30, hvor Ariel Pink indtog festivalens mindre hovedscene, Mindfield-scenen. Atypisk tidligt på en byfestival, men nogen skulle jo åbne ballet. Noget kunne tyde på, at Ariel Pink og band er B-mennesker, for de lagde særdeles søvnigt ud med en række numre fra 2017-albummet “Dedicated to Bobby Jameson”, men fik sig trods alt spillet nogenlunde op med bl.a. eminente “Black Ballerina” fra Ariel Rosenbergs i mine øjne bedste album “Pom Pom” fra 2014. Koncerten var dog generelt hæmmet af, at lydanlægget havde svært ved at præsentere nuancerne i Ariel Pinks musik, hvilket gjorde det til en noget mudret oplevelse alt i alt. Noget skyldes sikkert vinden, men måske er så åben en scene bare ikke det rigtige sted for amerikaneren.

Det var for alvor efter denne koncert, at de kunstneriske ambitioner måske tog overhånd. Det Kongelige Kapel, som i går havde fået besøg af to gange Dessner fra The National, er ganske sikkert umanerligt dygtige, men de endte for langt de fleste med at fungere som lydtapet til en sen frokost, den første øl eller blot en hyggesnak. Jeg overhørte en kommentar fra en anden gæst, som opsummerer oplevelsen meget godt. På spørgsmålet om, hvem der var gået på scenen, lød svaret: “Jeg tror bare, at det er en lydprøve.” – hvorefter de begav sig videre mod champagnebaren.

Efter en behagelig oplevelse hos ufarlige Jenny Lewis var tiden kommet til, at Dirty Projectors skulle optræde på hovedscenen Meadow. Jeg havde glædet mig gevaldigt til igen at opleve bandet, som tidligere har givet mig nogle fantastiske oplevelser, og de skuffede da heller ikke denne gang. Med en veloplagt David Longstreth i spidsen og et par særdeles velsyngende backingsangerinder leverede Dirty Projectors en oplevelse, der skræmmende nok skulle vise sig som dagens bedste. Hovedparten af sættet stammede fra “Lamp Lit Prose“-albummet, men de fik også sneget et par numre med fra både fantastiske “Bitte Orca” og nyklassikeren “Swing Lo Magellan“. For en gangs skyld gik de kunstneriske ambitioner, bandets kvaliteter og publikums tilstedeværelse op i en højere enhed – omend der stadig er et stykke vej til, at jeg blev blæst omkuld af andet end stormvejret.
Selve sceneoplevelsen var der ikke det store at skrive hjem om, da Dirty Projectors ganske mærkværdigt optrådte på en helt sort scene med et mystisk X af vejere forrest på scenen, som var en smule forstyrrende for udsynet. Tekniske udfordringer må man formode…

Resten af dagen forløb relativt tilforladeligt. Boybandet/hiphop-kollektivet Brockhampton leverede god og energisk underholdning og fik som de eneste skudt lidt energi og danselyst ind i det sløve HAVEN-publikum, mens Thåström og Kamasi Washington begge nok ikke vil blive husket for deres optrædender, der havde svært ved at fange min opmærksomhed. Altid solide Arcade Fire lukkede ballet med en ganske fin koncert, hvor canadiernes kvalitet gav det fredagstrætte publikum en god afslutning på festivalens førstedag.

Det er ikke en dag, som vil gå over i festivalhistorien, men hyggeligt var det da. Det er nok den primære følelse, jeg sidder tilbage med: HAVEN har udviklet sig til en rigtig hyggelig festival, hvor der er plads til alle (nok mere fysisk end musikalsk), og man kan få sig noget lækker mad, en halvdyr øl og forsøge at holde koncentrationen til nogle koncerter, man ikke for alvor føler sig investeret i.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rasmus anbefaler: Haven 2018!

København har længe været bagud i forhold til festivaler, og selvom Roskilde geografisk set er tæt på, så kan man ikke ligefrem cykle hjem. Bevares, Copenhell har eksisteret, men det er en ekstremt nichefestival, så der har manglet noget, der gjorde de cykelglade Politiken-Plus mennesker tilfredse. Netop derfor, og ja, jeg er helt overbevist om, at det var PRÆCIS derfor, satte Mikkel Borg Bjergsø, Claus Meyer og Aaron Dessner sig sammen for at drikke en Mikkeller-øl, spise en flæskestegssandwich og høre “Sleep Well Beast” for sammen at løse dette gigantiske problem. Ja, det var altså sådan, det foregik.

Ok, sat lidt på spidsen, så er HAVEN et overflødighedshorn af en festival. Der var ikke rigtigt noget hul at udfylde i det danske festivalslandskab, men de tænkte alligevel, at der var et behov. Jeg var afsted sidste år, ikke med Regnsky, bare som fuld, og jeg synes, at taget i betragtning af at det var en førstegangsfestival, så var det faktisk ret vellykket. I år har de lyttet til feedbacken, og de vil sørge for flere toiletter, kortere køer til mad og øl og en løsning på bro-problemet. Eller broblemet. Jeg er i hopla i dag. Så nu er det andet år, at HAVEN findes som festival, og de har igen sat en ret sindssygt program sammen, hvor man egentlig bør sætte tid af til at høre det hele. Der skal dog også spises dyr mad og drikkes mikrobryggede øl mellem koncerterne, så jeg vil her give et bud på, hvad du bør prioritere aller højest.

Du skal høre: Brockhampton

Fordi: De er en skæv booking på en ellers forholdsvis ensidig festival. Sidste år havde Haven desværre en aflysning med Chance The Rapper, men det klæder festivalen at hive nogle lidt anderledes ting ind. Brockhampton er et hiphopkollektiv fra Texas, der beskriver dem selv som et boyband. Frontmand Kevin Abstract er 21 år gammel og åbenlyst homoseksuel og har udtalt, at han vil blive ved med at rappe åbenlyst om det, så længe der er en fan, der har brug for en stemme.

Præcis dette udsagn står i stærk kontrast til den netop overståede krise, bandet har haft, hvor rapperen Ameer Vann blev smidt ud fra gruppen efter hans egen personlige #metoo-sag, som resten af gruppen har taget kraftigt afstand fra.

De er noget af det bedste inden for alternativ hiphop lige nu, og de kommer med garanti til at levere en fremragende fest på Haven. Hør blot nummeret GOLD – og bliv hooket!

Du skal høre: Moses Sumney

Fordi: Han har en fantastisk stemme. Sådan out of this world fantastisk. Jeg er helt forelsket i nummeret “Lonely World”, og jeg håber, at han kan gengive stemningen live. Jeg kunne ikke forestille mig andet, og jeg tror det bliver en god chance for at opleve en artist, der kan blive rigtig stor.

Du skal høre: Unknown Mortal Orchestra

Fordi: De kommer med et helt nyt album i bagagen. Nummeret Hunnybee er det stærkeste fra pladen “Sex & Food”, og det glæder jeg mig til at høre live for første gang. De har også et relativt stærkt bagkatalog, og de fleste har skamhørt albummet Multi-Love de sidste tre år. Jeg så dem på Northside for tre år siden, og det var en fin koncert. Ikke meget mere end det. Jeg håber dog på, at Ruban Nielson og Co. får et bedre spot end midt på eftermiddagen, hvor deres musik slet ikke kom ordentligt til udtryk. Der er dog garanti for neopsykedelisk i lange baner, uanset hvornår de spiller.

Du skal høre: Den Sorte Skole

Fordi: Hvis du var til koncerten på Orange Scene sidste sommer, så ved du, hvor meget de to er i stand til at gøre ud af en koncert. Det var en sindssyg koncertoplevelse med 100-vis af gæster på scenen. Det var deres mesterværk og en cirkel, der blev afsluttet, som startede på Skatescenen i 2006. Du ved, du har været til en fest, hvor en 30-something har sat “klassikeren” ÅHH MÆIO på, fordi han har fået en Cult Shaker for meget og overhovedet ikke aner, hvad man hører nutildags. Det gik dog op for mig sidste år, at Den Sorte Skole er så meget mere end det udpinte nummer. Det var et audio-visuelt show uden sin lige. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og hvis bare de kommer med 10% af det på Haven, så er det værd at opleve.

Tjek for dig selv:

Du skal høre: Kraftwerk

Fordi: Det er fucking Kraftwerk. Tag dig sammen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.