Nathan Fake spillede solen ned med fordybende techno

Man gik bogstaveligt talt mod strømmen, hvis man onsdag aften besluttede sig for at tage til koncerten med den engelske electronica/techno-producer Nathan Fake på Apollo klokken 21.30 (vi behøver ikke nævne, hvem der var programsat til 22.30 på Orange).

På samme måde gik man muligvis forgæves, hvis man havde lovet sig selv en fest, som man kunne høvle igennem til. I stedet fik man en til tider kontemplativ oplevelse, hvor man stod inde i sig selv og muligvis kunne referere oplevelsen til egne minder. Derfor tog Morten og Eva efter koncerten en snak om, hvorfor den fungerede.

Morten: Jeg har bemærket, at de farver, der indgår helt centralt i Nathan Fakes visuelle udtryk, er pink og lyseblå, altså to farver, der ikke lader sig blande, men som modarbejder hinanden. Og jeg føler også, det er det, der kendetegner Nathan Fakes musik. Man danser til den, men man bliver også opslugt af de skærende akkordprogressioner og de dramatiske crescendoer, så man står inde i sig selv og føler, virkelig føler.

Eva: Og man kan også stå i sin egen verden, som den fede fyr med den røde FOA-kasket virkelig gjorde.

Morten: Men med det udtryk og den appel kan Nathan Fake også risikere at ramme helt ved siden af skiven. Men jeg følte virkelig, at han ramte begge dele i mig. Jeg kan bare ikke helt finde frem til, hvad det var, der gjorde koncerten så god.

Eva: For mig handler musik også en del om, hvad man associerer den til. Og det, tror jeg, er ekstremt individuelt, hvilke rytmer, melodiske forløb eller strukturer, som tricker et eller andet hos én. Og noget, som jeg især tænkte på ved starten af koncerten, var at Nathan Fake har meget dybe, ekstremt bassede og faktisk ret hårde ting, og så har han de her helt fine, fantastiske og ret indie-agtige melodier, der ligger og bobler ovenpå, som udvikler sig og tager sin tid. Og så, når man har fulgt med i den udvikling i et stykke, twister han den og gør dem disharmoniske. Og det gør, at han ændrer det perspektiv til noget fængslende og mystisk, og det er noget, jeg altid har bidt mærke ved i Nathan Fakes musik for såvel andre udgivelser hos Border Community. Det er det samme, jeg faldt for ved Mew, da jeg var fem år gammel. De gør det samme! Og det er de minder, som musik vækker, og som de forskellige minder forbinder sig med. Så for mig var det en personlig oplevelse, fordi den trak referencer tilbage til mange ting, jeg godt kan lide.

Morten: Vi var noget bekymrede for fremmødet forud for koncerten. Vi gik bogstaveligt talt mod strømmen hele vejen fra mediebyen, over Orange Scene og næsten hele vejen ind til Apollo. Fremmødet var langt fra overvældende, men det vigtige er ikke, hvor mange mennesker, der dukker op, men hvor mange mennesker, der føler den. Folk kunne ret hurtigt stå af på hans meget syrede udviklinger, hvis ikke de fik lige det, de havde ventet.

Eva: Præcis. Jeg tror, det er sådan en koncert, der meget let kan skuffe, hvis man går til den med en forudtaget holdning. Nu har jeg ikke læst programteksten, men hvis den har sagt noget med melodiøs techno, kan jeg godt forstå, hvis folk bliver overrasket. For det er det ikke. Det er fordybelseskrævende musik. Jeg tror, det var da jeg stod med korslagte arme og vippede lidt med det ene ben, at jeg nød koncerten mest. Det er, fordi Nathan Fakes musik ikke er så meget udadvent, som det er noget, der mærkes inde i en selv. Jeg var ligeglad med, hvor mange mennesker, der var. Bare der ikke var helt pakket en masse stive mennesker, der var klar på en moshpit.

Morten: Og når der ikke var flere mennesker, kunne han måske lige så godt have spillet på Gloria, når hans musik fordrer en fordybelse inde i den enkelte.

Eva: Ja, jeg var lidt bekymret forud for, at han skulle spille på Apollo. Den er kæmpestor, men egentlig syntes jeg, den passer perfekt, og jeg er glad for, at han ikke spillede på Gloria. Du startede med at beskrive det med farverne, og et nummer som The Sky Was Pink gør, at han var castet til at spille en solnedgangskoncert, og det fungerede sindssygt godt. I forhold til hans sene solopgangskoncert på Distortion for fire år siden, så var denne koncert for et Roskilde-farverigt publikum, men hovedparten var +35-typerne, der er kommet med toget i dag og som endnu ikke har det helt crazy. Folk virkede rimelig sobre, og det passede meget godt til denne scene. Og i forhold til den mere nørdede scene på Gloria, så var der også plads til at høvle lidt igennem, især på nogle af de nyere numre.

Morten: Det er også det, der fanger mig i forhold til Nathan Fake. Han laver i grunden techno, men den er så kontemplativ og introvert, og det er egentlig også derfor, at man kan danse til den, men det er aldrig et succeskriterie, at man bevæger sig til den. Og jeg er overbevist om, at det heller ikke er det, Nathan Fake skeler til, mens han står oppe på scenen og headbanger til sin egen musik. Jeg finder ret stor glæde ved tanken om, at mange af disse +35-mennesker, som du beskriver, måske i højere grad end før koncerten forstår, at technomusik kommer i mange forskellige variationer, og at man kan indleve sig den på forskellige måder.

Eva: Præcis. Både du og jeg er vokset op med forskellige måder at lytte til elektronisk musik live. Der er selvfølgelig dér, hvor du går ud og har en fest med hænderne i luften. Ren hands-in-the-air. Men for de fleste livekoncerter på klubber, der ikke er helt mainstream, så er den fysiske udfoldelse ikke særlig vild. Folk, der kommer til koncerten med en forventning om den helt vilde fest, bliver skuffede. Men Nathan Fakes musik giver dig et rum at træde ind i, og det, tror jeg, er der et stort behov for på Roskilde Festival. Man er i den nogenlunde samme følelse hele koncerten igennem, men man får lov til at være der på ens egne præmisser, og det er enormt stærkt ved denne form for musik, fordi den tillader dig at være og drømme og lade tankerne flyde sammen med musikken. Det skal ikke forståes sådan, at det er baggrundsmusik, men at det er musik, der skaber og afgrænser et rum, som man kan være en del af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Stream første udgivelse fra Nathan Fake og Wesley Matsells nye label

Cambria Industries er navnet på et pladeselskab, lanceret af producerne Nathan Fake og Wesley Matsell, der også udgør og deles om rollelisten på selskabets første 12″-udgivelse. I presseteksten for udgivelsen fortæller Nathan Fake, at det er planen, at de inden længe vil udgive solo-ep’er fra både Wesley Matsell og Fake selv. I første omgang er det Wesley Matsells Bismuth, der med skvulpende synth, knivskarp percussion og dramatiske oscillationer stjæler spotlyset. Nathan Fakes Black Drift besidder brittens natlige varemærke-lyd, krydret med hurtigtpumpende, aggressiv sammenspil mellem bas og trommer.

Black Drift / Bismuth kan blandt andet bestilles via Phonica.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Luke Abbott klar med nyt album, ‘Wysing Forest’, via Border Community

Wysing Forest er titlen på den engelske landskabs- og mellow trance-producer Luke Abbotts kommende album, der udkommer 23. juni via James Holdens Border Community-imprint. Wysing Forest bliver albumopfølgeren til Luke Abbotts debut fra 2010, Holkham Drones, og første smagsprøve kommer i form af den spektakulære, 12-minutter lange Amphis.

Amphis er en krøllet symbiose mellem synth-dreven, melodiøs melankoli og syret, Luke Abbott-esque støj. Ligesom da James Holden sidste år udsendte Gone Feral som den første smagsprøve for sit forestående album, kan man med Amphis heller ikke helt vurdere, hvad der er i vente. Men hvis Luke Abbott leverer samme kvalitet som han plejer, er der god grund til at være spændte.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

James Holden vender tilbage på Border Community med albummet ‘The Inheritors’

Den excentriske, engelske technoproducer James Holden, head honcho på pladeselskabet Border Community, har netop via sociale medier offentliggjort, at han til juni vender tilbage til producergerningen med albummet The Inheritors, hans første af slagsen siden det anmelderroste og banebrydende The Idiots Are Winning fra 2006 – og første originalproduktion siden nummeret Triangle Folds fra 2010, som medvirkede på Holdens DJ-KiCKS.

Albummet udkommer på englænderens eget pladeselskab, der udover James Holden selv også har huset producere som Extrawelt, Ricardo Tobar, Nathan Fake og Fairmont, og i denne forbindelse kan man downloade den første smagsprøve fra albummet, den på én og samme tid himmelfarende og helvedes dystopiske “Gone Feral”, der ringer ind med 8-bit-lyde, som i en droneagtig tilstand morfer sig til lange passager, som synkoperer ind og ud imellem en insisterende storetromme. Jeg har sjældent hørt noget lignende, og jeg har lyst til bare at skrive fuck. Fuck.

James Holden – Gone Feral

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Faux Effet says:

    Låter väldigt bra!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Fairmont – Emax

November, forrige år. En lettere udmattet men alligevel jordnær Fairmont har netop færdigspillet endnu et gig på hans turné rundt i Europa, denne gang på Dunkel i København. Her kunne han berette om en indre modløshed, der forvirrede ham omkring hans fremtidige retning som producer. Det var en bekymrende historie for mig at måtte lytte til, særligt fordi Fairmont – med det borgerlige navn Jake Fairley – er en af de technoartister der med sin lyd har imponeret mig stabilt og kontinuerligt de seneste par år. Et par klokker begyndte at ringe alarmerende, særligt da han i en længere, efterfølgende periode ikke stod listet for nye udgivelser.

Forrige måned var der dog endelig nyt materiale at spore fra den Berlin-bosatte canadier. En 12″er med titlen Bercy/Emax udgivet på det tyske pladeselskab Beachcoma har siden september rykket rundt med mit lydsystem, både det hjemlige samt en mere transportable af slagsen. Særligt har B-siden Emax fået min krop op at danse ved flere lejligheder, der med sine tunge techno riffs og en af de mest velfungerende vokalsamples til dato tilnærmelsesvist kan siges at dele nummeret op i strukturer, der minder om vers og omkvæd. Dens udvikling er lettere vellydende og ikke mindst klassisk indenfor technogenrens rammer, der også byder på et hint af Kraftwerk-hyldest, men selvom Fairmont rammer alle de sikre, klassiske knapper, har han med få hjæplemidler komponeret noget elegant, charmerende og holdbart.

Det er derfor med en bedre mavefornemmelse at jeg kan se frem til nye toner fra canadiske Fairmont – efter sigende udsender han i 2012 en ny fuldspiller på James Holdens imponerende pladeselskab Border Community.

Fairmont – Emax
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/02-Emax-Original-Mix-1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Christian says:

    Wow, der blev jeg lige fan! Et navn jeg vil holde øje med :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?