Haven Festival: Bon Iver tog magi med på festival

Bon Iver Haven Regnsky
Foto: Morten Rygaard

Lørdagens hovednavn på Haven Festival var den amerikanske hulemand Justin Vernon og hans band Bon Iver. Mindst. For målt på mængden af mennesker foran Meadow-scenen var Bon Iver sgu nok egentlig festivalens hovednavn. Punktum.

Det stillede store krav til den beskæggede amerikaner på scenen, og det stillede især krav til, at han havde formået at sammensætte en sætliste, der var festivalsegnet. Og at lyden var bedre end om fredagen. Spoiler: Det havde han, og det var den. Det første betød så også, at der ikke var blevet plads til gamle klassikere som Skinny Love, Beth/Rest og Blood Bank for at nævne nogle få.

Det gjorde mig bare ingenting. Bon Iver leverede nemlig i stedet lige præcis den koncert, som enhver magibegejstret musikelsker kunne ønske sig. Han tog det musiknørdede med sig ud i virkeligheden og gjorde det tilgængeligt for 20.000 mennesker. Så gør det mindre, at han havde sammensat en sætliste, som var absurd svær at tage noter til, da jeg i første omgang skulle forsøge at stave til titlerne.

Eksempel: De seks første numre var “22 (OVER S∞∞N)”, “10 d E A T h b R E a s T ⚄ ⚄”, “715 – CRΣΣKS”, “33 “GOD””, “29 #Strafford APTS” og “666 ʇ”.

Det var egentlig en ret forudsigelig sætliste på den måde, at han nærmest spillede hele sidste års album, “22, A Million” fra ende til anden, inden han pleasede de mere old school blandt publikum med blandt andet “Perth” og underskønne “Holocene” fra “Bon Iver”-pladen og en helt fantastisk liveudgave af “Creature Fear” fra pladen, der startede det hele: “For Emma, Forever Ago”.

Forudsigeligheden i sætlisten blev dog fuldstændig gjort til skamme af en særdeles veloplagt Justin Vernon, der fra første sekund legede sig igennem de komplicerede kompositioner på “22, A Million”-numrene og tog dem så langt væk fra albumuniverset, at de smagte nye og forfriskende. Særligt på mit ubetingede yndlings Bon Iver-nummer, “8 (circle)”, var publikums fulde opmærksomhed rettet mod scenen, hvilket gjorde, at Bon Ivers brug af breaks i musikken kom til at stå som buldrende udråbstegn, der bare skreg: Hold kæft, det her er magi! Og det gjorde vi så.

Jeg havde inden i aftes aldrig hørt Bon Iver live, men hvis alle første gange kunne være ligesom denne, ville verden fandme være et lækkert sted at være. Det er den heldigvis for det meste. Og det var den især på den regnvåde græs-/mudder-/grusplæne lørdag aften på Haven Festival.

Her til sidst vil jeg udføre lidt public service. Under koncerten bar Justin Vernon og resten af bandet t-shirts med påskriften “People”. Mange har sikkert undret sig over hvorfor. Svaret finder du her. Selv tak, I sender mig bare to millioner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Haven Festival debuterer med et imponerende sikkert program

Haven Festival Regnsky

Københavnske Haven Festival er årets mest hypede nye skud på festivalstammen, og kaster man et hurtigt blik på programmet, er det ikke svært at se hvorfor. Navne som Iggy Pop, Bon Iver, Beach House og naturligvis værterne fra The National springer straks i øjnene, og det er kun toppen af det himmelske isbjerg, Haven på forhånd ligner.

Men det er ingen af disse navne, der står øverst på min ønskeliste. Det gør derimod en 37-årig amerikaner fra Omaha, Nebraska. Conor Oberst kendes nok bedst som forsanger i den legendariske trio Bright Eyes, som desværre har ligget stillet i cirka seks år. Så på jomfruudgaven af Haven kan han i stedet opleves på egen hånd i sit soloprojekt. Og det er heldigvis også vanvittigt lækkert.

Den hyperproduktive Conor Oberst udgav i marts sit ottende solo studiealbum, “Salutations”, og omdrejningspunktet er som altid – og ligesom det var tilfældet i Bright Eyes – den helt eminente historiefortælling, hvor hvert ord får tillagt så stor betydning, som handlede hele verden om bare dét ord. Jeg synes egentlig, at den gode Conor skal have lov til at tale for sig selv, så jeg vil derfor anbefale, at man bevæger sig mod Refshaleøen tidligt fredag, da Conor Oberst åbner hovedscenen, Meadow, allerede klokken 15.15.

Den anden artist, jeg glæder mig til at høre, er uden tvivl Justin Vernon og resten af Bon Iver. På nærmest magisk vis har jeg formået at undgå samtlige Bon Iver-koncerter på dansk grund indtil nu, så nogen vil mene, at det er på tide, at jeg får den oplevelse, når Bon Iver indtager Meadow-scenen klokken 20.15 lørdag aften som den sidste af The Nationals fornemme gæster.

Det siger altså lidt om programmet, at jeg føler mig nødsaget til at anbefale Bon Iver, for let’s face it: I ved jo godt allesammen, at det er en koncert, I bør tage til. Men programmet er ganske enkelt så spækket med velkendt kvalitet, som alle har optrådt i Danmark et utal af gange, så faste festival- og koncertgængere ved langt hen ad vejen godt, hvad de kan forvente af musikprogrammet.

Så er det ligesom op til en selv, om man vil tage de positive eller negative briller på og klistre enten tillægsordene “kvalitetsbevidst” og “stilsikkert” eller kalde programmet “lidt for sikkert” og “forudsigeligt”. Mit bud er nok, at vi ender et sted midt imellem, hvor det flyvske begreb smag kommer til at spille en afgørende rolle.

Når vi snakker om smag, så handler alt på Haven Festival ikke om musikken. I fin ånd med tidens andre nye festivaler, navnligt Heartland og senest Komos Festival, og vel egentlig også de lidt ældre som Northside Festival har Haven valgt at lægge fokus på den komplette festivaloplevelse. Med andre ord: Der er kræset for maden og for øllet. Medarrangør Claus Meyer spiller naturligvis en nøglerolle her, men programmet byder også på internationale slagtere, der laver mad over bål, stenovnsbagte surdejscalzoner (nej, det bliver fandme ikke mere hipster københavnsk end det) og naturligvis hotdogs og burgere med alverdens gæsteoptrædender.

Det bliver spændende at se, hvordan den purunge festival har løst det, for Heartland har sat niveauet højt for, hvordan en oplevelsesfestival bør være. En ting er sikkert: Jeg glæder mig til at opleve det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnskys julekalender 2016: 7. december

Bon Iver Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det den 7. december og en stor dag i musikkens verden. Det er nemlig Aaron Carters fødselsdag. Det har jeg valgt at markere ved at finde to sangere, hvis musik på ingen måde minder om Aaron Carters – omend den ene trods alt deler nationalitet med det amerikanske popidol.

Årslisten: #18
Og det er herren på 18. pladsen, som stammer fra i hvert fald samme land som 29. årige Aaron Carter. Der vil jeg så stoppe sammenligningerne, inden jeg får alt for mange Carter eller Bon Iver-fans på nakken. Det er nemlig Justin Vernon og et nummer fra pladen med de mest funky sangtitler i musikhistorien, vi har fornøjelsen af i dag. Nummeret, som jeg har lyttet alt for meget til i år, er et nummer, som Benjamin Francis Leftwich fremhævede som sit yndlingsnummer, da jeg interviewede ham tidligere på året. Særlig åbningslinjen “Philosophize your figure, what I have and haven’t held” giver mig kuldegysninger hver gang, jeg lytter til “8 (circle)”. Jeg føler egentlig, at Ben Leftwich sagde det bedst: “Jeg tror, at det er sådan, det lyder i himlen.” Bon Iver er tilbage på det niveau, jeg forelskede mig i for otte år siden på “For Emma, Forever Ago”, og det er satme dejligt!

Årets udenlandske koncert: #3
Som jeg nævnte, da jeg skød gang i julekalenderen, så har jeg efterhånden rundet 170 koncerter i 2016. Det har derfor været ekstremt svært at lave lige netop denne liste, da der har været rigeligt at vælge imellem – langt flere end der eksempelvis har været på den kommende albumliste. Men jeg er alligevel lykkedes med at skære det ned til seks – tre danske og tre internationale. De vil komme på skift over de næste seks dage.

Tredjepladsen over koncerter med udenlandske navne har svenske Albin Lee Meldau indtaget efter hans koncert på VEGA i foråret til forrige udgave af VEGAs New Crush. Rigtig mange til koncerten var decideret i chok over den vokal, som kom ud af den excentriske sanger, og man kunne høre et “wauw”, hver eneste gang han hævede stemmen eller lavede en frasering. Den koncert var noget ganske særligt, og den ville nok have ligget nummer et, hvis jeg udelukkende fokuserede på den musikalske oplevelse og så bort fra alt det, som også gør en koncert til en koncert.

I morgen er det blevet tid til julekalenderens andet danske islæt efter Kill J, som jo indtog 25. pladsen sammen med HONNE. Hvilket egentlig er naturligt nok, eftersom jeg vil præsentere tredjepladsen på listen over årets bedste danske koncerter. Et hint: Det er kun halvdelen af det pågældende band, som er dansk.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ruu Campbell: Fortryllende hjertesange

Måske kender du følelsen. Den følelse, man får, når ens sjæl drages af et stykke musik. Eller snarere følelsen, man har, når det pågældende stykke musik når sin afslutning, og man rammes af den irrationelle mikstur af lykke og afsavn.
Den følelse fremmanes af en ægthed, som kun opstår, når musikken drejer sig om sig selv og skaber sig selv. Et af de bedste eksempler er Justin Vernon og Bon Ivers selvreflekterende mesterskab “For Emma, Forever Ago” fra 2007. Det album opstod på den brændsel, som var Justin Vernons ekstreme livskrise. Ikke fordi han ønskede at skabe musikken, men fordi musikken opstod som en del af hans egen selvterapi.

Bon Iver – Blindsided

Men livskriser og lidelse er heldigvis ikke den eneste benzin, som kan tænde det ægthedsbål, som jeg længes efter i musikken, hvilket britiske Ruu Campbell er et glimrende eksempel på.
For hvor Justin Vernon er en unik historie i sig selv uden sine musikalske mirakler, fremstår Ruu Campbell ret ordinær som menneskelig fortælling. Han er født og opvokset i det britiske krimihøjland Somerset, hvor han ikke har gjort det store væsen af sig. Faktisk er det yderst svært at finde særlig meget information om manden.

Musikalsk besidder han dog nogle af de samme egenskaber som Justin Vernon. Evnen til at løfte folkmusikken til et nyt, men stadig hjemligt og nært sted. Og evnen til at lade musikken skabe sig selv. Han er som en drømmerejsende, der på mystisk vis søger at synliggøre sin musikalske fantasiverden. Som på hans seneste single “Invisible Man” fra det kommende debutalbum “Heartsong,” hvor han med en fremmeds øjne sætter spørgsmålstegn ved sin egen eksistens, sit behov for selvopofrelse og forbandelsen/fortryllelsen ved usynlighed.
En tematik, som ganske givet vil lede tankerne mod netop den førnævnte lidelseshistorie, men som ifølge Ruu Campbell blot er udtryk for den paradoksale blanding af ekstreme former for sorgfuldhed og glædesfuldhed, som hans musikalske univers drejer sig om.

Ruu Campbell – Invisible Man

For mig bærer alle de sange, jeg har hørt fra “Heartsong,” tydeligt præg af en mand, som har fundet et ståsted, hvor han kan føle sig hjemme og lade sig indhylle af sin musik. Ruu Campbells største udfordring bliver at bevare denne inderlighed og indlevelse på resten af debutalbummet, så lytteren får lyst til at lade sig transportere ind i musikken. Som det lykkedes for Justin Vernon og Bon Iver for seks år siden.

Ruu Campbell – The Call

Ruu Campbells debutalbum, “Heartsong,” udkommer den 12. august.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bon Iver åbner op for ny plade

Jeg kan tydeligt huske første gang jeg lyttede til Wisconsin-bosatte Justin Vernons lyse og intense stemme. Det var en søndag aften, det var vinter og navnet Bon Iver var på daværende tidspunkt ikke en del af mit ordforråd. Nummeret hedder Re: Stacks, og jeg kan huske følelsen af at samtlige hår på min krop rejste sig og jeg fik kuldegysninger helt ind til benene. Efterfølgende bed denne mand sig for alvor fast og med sin med sin helt unikke opløftende melankoli og nærvær, blev Bon Ivers For Emma, Forever Ago – fra 2007 – lynhurtigt til min uovervindelige yndlingsplade. Den der perfekte plade, man aldrig nogensinde kan se nogen andre plader vippe af titlen, som værende ens absolutte yndlings. Det forhold til lige netop denne plade, er til dags dato bibeholdt, og jeg synes virkelig at alt Justin Vernon rører ved (på nær en Kanye West-upser), ganske enkelt er ubesværede genistreger.

I går fik jeg så tilsendt en mail med et nyt Bon Iver nummer, og I kan nok forestille jer følelsen, første gang jeg trykkede på play. Så sidder man der, helt utålmodig i de to-tre minutter det maksimum tager at downloade et sådanne nummer, for derefter at sidde dybt koncentreret og helt euforisk og lytte. Nummeret igennem laver jeg ikke andet end blot at lytte, og sippe til min halvkolde kaffe. Og for fanden altså, hvor har han den altså stadig, den gode Justin Vernon.

Singlen Calgary er første udspil fra Bon Ivers selvbetitlede opfølger til For Emma, Forever Ago, der udkommer 20. juni i år. Sangen indledes af længselsfulde toner fra et – i Bon Iver sammenhæng – rimeligt ensomt orgel. Den akkompagneres på bedste og helt klassiske vis af Justin Vernons falset, der, fuldstændig som første gang jeg lyttede til den, kravler ind under huden på mig. Langsomt og tålmodigt bygger sangen op til omkvædet, hvor vokal tilføjes pulserende trommer og akkorder fra en forvrænget guitar. Det her, det bliver lyden af min sommer og det føles som fire minutter og ti sekunder i musikhimlen for mit vedkommende. Det er så stærkt anbefalelsesværdigt, at det føles som om mine ord aldrig nogensinde vil kunne råde bod på, hvor godt et nummer dette her er. Det eneste jeg vil råde jer til, er at trykke download og spille det nummer helt vildt højt, og så er jeg ret sikker på at resten kommer helt af sig selv.

Bon Iver Calgary

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Del og kommentér

  1. Kristian says:

    Jeg har et lidt underlig forhold til “For Emma, Forever Ago”, fordi jeg egentlig synes hans Myspace Transmissions:
    http://www.myspace.com/boniver/blog/431845129
    er bedre, muligvis grundet deres yderlige lag af minimalisme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?