Youth in Blue

12249708_423220181206838_6141045765303798310_n

Vinden rusker udenfor. Huerne og vanterne er fundet frem, og der snøftes rytmisk om kap rundt omkring på læsesale og i togkupeer. Sengen synes pludselig mere lokkende end danseskoene, og du fanger dig selv i overspringshandlings-surfing på charterrejser og billige getaways… Jo, det er rigtig blevet efterår i Danmark, og jeg er nok ikke den eneste, som får lyst til at pakke mig ind og gå i hi, indtil solen og forårssneakers atter titter frem på Dronning Louises bro. Vintertiden rummer dog også andet end fastfrosne cykelgear og de alt for mørke morgener. Efterår og vinter indbyder nemlig til en anden fornemmelse for dybden, nærheden og det at dvæle i et rum, hvor det faktisk er ok at gå lidt i stå. Netop dette gjorde jeg i søndags, da jeg lyttede til EPén #1 fra den nye danske duo Youth in Blue. EP’en udgøres af 5 numre samt en kort intro. Lyden er folket med den gode melodi og lyrik som omdrejningspunkt. Med første nummer You pustes der liv i mit lille forsømte indie-hjerte, og mens bladende danser i deres gyldne klæder ude foran mit vindue, ledes tankerne hen på bands som Rumour Said Fire og Boho Dancer, der for mig har været med til at live op i de mørke vintermåneder i årenes løb.

Den forvrængede guitar og en stålsat rytme karakteriserer Kiss Me, der er EP’ens andet nummer, og med sit mere temperamentsfulde udtryk står dette nummer i fin kontrast til You, der næsten gik hen og blev en lille pop-ballade. På femte nummer I Wanna Be With You er Jesper Braae hoppet med på vokalen i en sød lille kærlighedsduet, der snildt kunne ligge på soundtracket til en amerikansk indie-film. Generelt bærer #1 præg af eksperimenteren med kontraster og genreelementer men uden at gå på kompromis med det gode håndværk. Hele vejen igennem er der en vellykket balance i instrumentering og opbygning. Amourose har noget drømmende, til tider næsten overjordiskt, over sig, i sine tekster og stemme, og sammen med Jesper Braaes velskrevede melodier mødes de på midten af indie-spektret i et enkelt poetisk udtryk. På tirsdag er det atter tid til at forsøde efterårsmelankolien, så garder dig med din uldne sweater og en spand varm kakao og gå vinteren i møde, når Youth in Blue inviterer til releasefest i Huset KBH.

Youth in Blue releasekoncert 18/10 i Musikcaféen kl. 18.30. Link til begivenheden her

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lynkonkurrence: Vind billetter til Boho Dancer + Dangers of the Sea

På fredag den 22. november spiller to af de førende dansk folkbands Boho Dancer og Dangers of the Sea en dobbeltkoncert på Loppen på Christiania. Vi er så heldige, at vi har fået lov til udlodde 1×2 billetter til koncerten, som du kan vinde ved at deltage i en lille konkurrence. Det eneste, du skal gøre, er at skrive, hvorfor netop DU fortjener at vinde billetterne.
Skriv dit svar i kommentarfeltet herunder eller i kommentarfeltet på vores Facebook-side inden torsdag klokken 12, hvor vi trækker en heldig vinder.

Boho Dancer + Dangers of the Sea – Mountains

Som inspiration har vi spurgt de to bands om, hvorfor de har valgt at samarbejde, og hvad deres forskellige musikalske styrker er.

Dangers of the Sea:
Hvad er Boho Dancers styrke musikalsk?
“Umiddelbart er det Idas fantastiske stemme, der først springer en i møde, når man lytter til Boho Dancer. Vi er allesammen i bandet helt betaget af hendes klang og spændvidde. Men når man så dykker lidt mere ned i deres univers, finder man ud af hvor omhyggeligt komponeret, arrangeret og instrumenteret deres musik er, og hvor fedt de tre spiller og synger sammen. De formår virkelig at udnytte deres triobesætning til fulde og kan gå fra det helt stille til det voldsomme og stadig beholde kernen i deres lyd. Og så skriver de bare nogle virkelig gode sange.”

Hvorfor har I valgt at lave et samarbejde med Boho Dancer?
“Vores to bands kender hinanden fra musikmiljøet i København, og da vi begge havde planer om en efterårs-/vinterturné, virkede det oplagt at lave en ‘joint venture.’ Begge bands har rødder i folkmusikken, men vi bruger referencerne meget forskelligt, og jeg synes, at vores udtryk er relativt langt fra hinanden men alligevel i familie. Og for at skyde samarbejdet igang, valgte vi at skrive og indspille sangen ‘Moutains’ sammen. Det har været sjovt og udfordrende at få de to bands udtryk til at smelte sammen, og vi er superglade for resultatet.”

Dangers of the Sea – Sheer Desperation

Boho Dancer:
Hvad er Dangers of the Seas styrke musikalsk?
“Der er mange stærke musikalske elementer i Dangers of the Sea. Det er nogle flotte sange, der er helt ekstremt veludførte. Vokalerne og de instrumentale roller supplerer hinanden fantastisk godt. Det er enormt stemningsfuldt og kan samtidig være medrivende.”

Hvorfor har I valgt at lave et samarbejde med Dangers of the Sea?
“Det var faktisk vores booker, der foreslog det. Og da vi begge bevæger os inden for folkgenren, og vi begge udgav albums i foråret, så virkede det oplagt. Især da vi så også opdagede, at Dangers er et virkelig fedt band og nogle dejlige mennesker. Så det er på alle måder et godt match.”

Boho Dancer – Like Rain

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Sine Hjort says:

    Fordi det er 10.000 år siden jeg har været til en så fornem koncert!

  2. Malene says:

    Jeg er gravid og er sikker på at både baby, min mand og jeg ville nyde godt af at balsamere sjælen med noget af vores ynglings musik..

  3. Carina says:

    udover at være tihænger af musikken, er jeg nødt til at være vidne til hvad der sker, når Boho går sammen med Dangers. Boho Dangers.

  4. Ida says:

    Jeg fortjener billetterne, fordi jeg er en fattig studerende med alt for stor kærlighed for musik. Boho Dancer vækker specielle følelser i mig og jeg har længe ønsket at se dem live!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

SPOT Festival 2013: En Boho Dancer’isk fortælling

Det er et utaknemmeligt job at åbne SPOT Festival. Konkurrencen fra de netop åbne fadølsanlæg og det skønne, aarhusianske forårsvejr kan skræmme selv den mest stålfaste musikelsker fra at entrere Voxhalls indhyllende mørke på en solbeskinnet fredag eftermiddag.
Men de, som alligevel bevægede sig ind på Aarhus’ bedste spillested, blev mødt af et yderst veloplagt Boho Dancer.

imagescaler
Foto: Christian Skov

Bandet indledte koncerten med den digteriske “Caldera” fra bandets debutalbum, “Gemini,” hvilket satte stemningen perfekt for en rejse gennem Ida Wenøes lyriske univers. En rejse, som blandt andet bragte publikum forbi et engelsk slot, hvor Ida i sin tid fandt inspirationen til det messende åbningsnummer fra Gemini, “Bohemian Child.”

Boho Dancer – Caldera (live)

Og lige netop det, historiefortællingen, er Boho Dancers helt store styrke. Som et kvindeligt modsvar til den amerikanske ordsmed Conor Oberst formår Ida Wenøe og kompagni at formidle de store følelser med simple musikalske virkemidler og en charme, som kunne gøre selv Thomas Treo forårsforelsket.

Eftermiddagens højdepunkt i den følelsesformidlende tour de force kom mod slutningen af koncerten i form af den yderst ambitiøse “Pistols” fra sidste års anmelderroste EP, “Furry Skin.” Pludselig stod hele salen og messede med på linjen “When it all comes down,” mens en tydeligt rørt og storsmilende Ida Wenøe skreg sangens fremragende klimaks ud i en magisk, musikalsk sammensmeltning.
“You gotta lose it in the river!”

Boho Dancer – Pistols (live)

Og selvom “Pistols” må betragtes som koncertens klimaks, formåede bandet at slutte af med stil. Boho Dancers første single, den forårsglade popperle “Fictional Reasons“, efterlod et sidstehåndsindtryk, som bekræftede de tilstedeværende i, at de havde truffet den rigtige beslutning ved at træde ind på Voxhall denne fredag.

Boho Dancer – Fictional Reasons

Ida Wenøe sagde det egentlig bedst selv:

“It’s been really magic to be here today.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky Exclusive: Dansk folktrio klar med nyt materiale

På mandag, den 8. april, er Boho Dancer klar med deres debutalbum, Gemini. Boho Dancer vandt i 2011 P3s Karrierekanon, og sidste år udsendte de den modige EP, Furry Skin, som tydeligt viste bandets store potentiale.

Men nu er det så endelig blevet tid til et decideret album, og vi er stolte over helt eksklusivt at kunne præsentere to spritnye numre derfra; “Like Rain” og “Epicene.”

På mange måder minder Boho Dancer om sig selv. Ida Wenøes vokal er stadig omdrejningspunktet, og hun akkompagneres stadig af trommeslager Asker Bjørk og Símun Mohr på bas. Men til forskel fra EPen har Boho Dancer fået skåret det overflødige fra, så numrene fremstår langt mere stilsikre, uden det går ud over historiefortællingen.
Historierne er nemlig meget vigtige for Boho Dancer.

Lad os tage et nummer ad gangen. På “Like Rain” får Ida Wenøe fornemt selskab af Kaspar Kaae fra de danske folkkollegaer i Cody.
Sangen er tænkt som en bøn til bandets største inspirationskilder, der rummer store kunstnere som Leonard Cohen, Patti Smith og Neil Young. I bønnen bedes der om inspiration og opvækning.

“Idealerne skal danse for mig i sølvskæret. De skal råbe ordene ud som en strøm af regndråber. De skal rede mig ud af min lammelse. De skal kalde mig ved mit navn, da jeg er barn af dem. Det er dem, der har bragt mig til “kunsten,” så de skal hjælpe mig med at rejse mig fra mit navlepilleri og åbne den kanal, der søger mod noget større. Noget ud over mig selv.”

Sådan lyder Idas danske fortolkning af bønnen.

Sangen er et udtryk for den frustration, som Ida oplevede i løbet af sangskrivningen. Hun kunne ganske enkelt ikke forny sig.

“Jeg synes, de samme ord gentog sig; de samme melodilinjer. Så jeg søgte mod de højere magter. Og da det jo er en bøn fra kunstner til kunstner, var det oplagt at gøre det til en duet. En fælles bøn.”

Og min vurdering må være, at bønnen gik i opfyldelse. “Like Rain” fremstår som et intenst og hjertevarmende lille mesterværk, hvor Kaae og Wenøes vokaler danser harmonisk med hinanden, mens de i fællesskab nærmest messer: “Shout it out like rain!”

Boho Dancer – Like Rain

Hvor “Like Rain” var en bøn til Leonard Cohen, er “Epicene” snarere en hyldest til selvsamme herre. Ida Wenøe beskriver selv nummerets stemning som “Tarantino møder Leonard Cohen,” hvilket må siges at ramme plet.

Selve titlen, “Epicene“, er udtryk for et dilemma, som Ida pludselig fandt sig selv i. Kønslig dobbelthed kontra decideret kønsløshed.

“Jeg oplevede i den periode, hvor jeg skrev sangen, at jeg mistede noget af min kvindelighed i den mandsdominerede branche, jeg begår mig i,” forklarer hun.

Hun fortæller, at det ikke som sådan gjorde hende uret, men hun blev usikker på, hvordan det påvirkede hendes idé om, hvem hun var, og hvem hun gerne ville være.

“I den periode snakkede jeg også med min bedste ven fra barndommen, Martin, om tidligere liv, og vi prøvede at forestille os, hvem vi har været.”

Martin forestillede sig, at han havde været en kvinde, mens Ida var sikker på, at hun havde været en mand:

“…en forfatter, der drak sig selv ihjel. Som en slags tildels selvbiografisk Tom Kristensen i Hærværk. Jeg forestiller mig manden. Liggende på sit dødsleje; trist over ikke at have opnået de ting, han ville. Og i hans sidste dødsrus ønsker han at blive genfødt som kvinde. Kvindeligheden må kunne bløde hans egne kanter op, og dermed iboende i kvinden kan sjælen endelig opnå, hvad han ikke selv kunne,” filosoferer Ida.

Sangen er bygget op med en instrumental flade af mystik, som forsøger at underbygge de messende og kontinuerlige ord i historien.

Boho Dancer – Epicene

Albummet udkommer som nævnt den 8. april, og det kommer til at indeholde i alt 11 numre. Heriblandt altså disse to.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Theresa says:

    Dejlig levende musik! Jeg er også helt forelsket i albumcoveret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?