Regnskys julekalender 2016: 10. december

Blood Orange Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi nærmer os så småt halvvejs punktet mod jul og dermed også på denne liste. Derfor synes jeg, at det måske er på tide, at jeg lige forklarer de regler, jeg lagde for mig selv, da jeg gik i gang med at lave listen. Først og fremmest skal sangene været udgivet i år. Der er et par sange på listen, som egentlig oprindeligt blev udsendt som single sidste år, men så længe de er udgivet på et album i år, er det godt nok til mig. Det er dog, så vidt jeg husker, kun én eller to sange, der er tale om. Derudover kan hver artist kun figurere på selve årslisten én gang. Det er egentlig bare for at undgå, at det bare bliver en ‘best of’ for den/dem, som indtager førstepladsen – for tro mig: Førstepladsen har begået et stjernegodt album.
Nå ja, og så er det hele fuldstændig subjektivt. Jeg har selvfølgelig forsøgt at gå så sagligt til værks som muligt, men musik har simpelthen så mange kvaliteter, og det er så forskelligt, hvad der lige rammer dig og mig. Og sådan skal det også være. Men jeg håber, at jeg har fået sammensat en rimelig eklektisk liste i bedste Regnsky-stil, som alle kan finde noget, de kan lide, på.

Årslisten: #15
Nu kan jeg ikke trække den længere. På 15. pladsen finder vi Dev Hynes aka Blood Orange. Han er på listen på baggrund af hans helt fænomenale tredje studiealbum, “Freetown Sound”. Det skal tages meget bogstaveligt, for jeg har vitterligt haft svært ved at vælge ét nummer, som er mit yndlings fra den plade. For mig er det et konceptalbum, som fortæller noget om den samtid, vi – og særligt de af os, som interesserer sig for amerikansk kultur og samfundsforhold – lever i. Jeg er endt med førstesinglen “Augustine”, men jeg kunne lige så godt have valgt “Hands Up”, “Hadron Collider” eller “E.V.P.” eksempelvis.

Årets danske koncert: #2
I går kunne jeg præsentere årets næstbedste internationale koncert, så i dag er det naturligt nok tid til den næstbedste fra vores egen andedam. Eller skulle jeg skrive hestedam? Nej? Okay… Men på andenpladsen ligger i hvert fald Kentaur, og det gør de for deres koncert i Pumpehuset i forbindelse med en No3 showcase tidligere på året. Den koncert er uden tvivl den, hvor jeg har oplevet de mest imponerende visuals i år. De var med til at skabe en helstøbt koncert, hvor Marc Bjørn Rolands lækre, dybe og nærmest messende vokal ledsaget af strygere flød alle og ingen steder fra gennem den virtuelle jordklode, som omgav bandet. Hvis man endnu ikke har oplevet Kentaur live, så er det bare om at få det gjort. Det er en oplevelse, og ubetinget en af de bedste koncerter jeg har været til – ikke bare i år, men i flere år!

Det var alt fra denne første tocifrede dag i december. I morgen står den på to artister, som jeg har haft fornøjelsen af at interviewe i år, når vi kigger nærmere på årets bedste internationale koncert – og nummer 14 på årslisten.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Slut, plut, finale: Årets opture fra Roskilde Festival

Highasakite

Den er mandagen derpå. Mandagen efter den 46. udgave af Roskilde Festival, og mine sædvanlige Roskilde-blues er begyndt at indfinde sig. Jeg sidder tilbage med en følelse af en festival med meget få hovednavne – og de få, der så var, virkede fejlcastede eller leverede ganske middelmådige oplevelser. Og hvor de største kunstneriske oplevelser var henvist til Avalon og Arena. Neil Young undtaget i begge tilfælde, naturligvis.
2016-udgaven af Roskilde Festival vil også stå tilbage som året, hvor den irriterende tendens med urimelige mængder af småsnak, som har plaget mange andre festivaler rundt i landet, også ramte landets største festival. Det var især håbløst på Gloria (omend Avalon og Pavilion heller ikke gik fri), hvor de intime rammer blot virker forstærkende på folks idioti. Jeg ved ikke, hvordan man løser det, men det kunne være dejligt med lidt større respekt for både artisterne og ens medmennesker, som rent faktisk er kommet for at høre musikken. Man skulle jo mene, at der er plads nok andre steder til at vende verdenssituationen uden at ødelægge andres festivaloplevelse.
Men den her artikel var egentlig tænkt som en hyldest til alt det gode på årets festival, så lad mig slutte opsangen her og i stedet fokusere på det bedste blandt de 32 koncerter, jeg nåede at høre i år.

Palace Winter, Rising
Jeg er helt tosset med den dansk/australske-duo, og det er især deres evne til altid at levere nærværende og begejstrede koncerter, som har fanget mig. Frontmand Carl Coleman besidder al den charme, man kunne forvente sig af en australier, og den charme i smuk duet med Palace Winters musik matchede den solbeskinnede søndag aften til perfektion.

Reykjavíkurdætur, Countdown
De seneste uger har været en lang sejrsparade fra vores islandske overboer. Først skøn-smadrede Sigur Rós Northside Festival med den bedste koncert i Ådalen i år, dernæst HU-smadrede deres fodboldhold blandt andre England i Frankrig, og tirsdag var det så de på dagen 15 kvinder fra Reykjavíkurdæturs tur til at femi-smadre den spritnye Countdown-scene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente på forhånd, men jeg fik en hiphop-fest med klare budskaber mod sexisme, diskrimination og manglende solidaritet – leveret på et islandsk, som ligger meget langt fra det, de fleste af os kender fra blandt andre Sigur Rós og Ásgeir.

Aurora, Pavilion
Åbningskoncerten på den første musikdag viste sig også at være en af de bedste. Aurora var i absolut topform og med en inderlighed og en sårbarhed, som er de færreste forundt, tryllebandt hun Pavilion i den lille time, koncerten varede. Der var vanvittigt mange nordmænd til den koncert, og det forstår man jo godt. De kan godt være stolte af deres lille landskvinde med den store stemme!

Courtney Barnett, Avalon
Courtney Barnett var mit ubetingede must see, inden jeg tog af sted på festivalen. For mig er “Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit” et af de bedste albums, der er udkommet de senere år, og jeg havde set meget frem til at opleve australierens tvetydige og ironiske lyriske univers i levende live. Og jeg blev ikke skuffet. Efter en lidt blød start foldede Courtney Barnett sig ud med en fantastisk energi og hit som “Avant Gardener”, min yndlingssang “Elevator Operator” og nummeret med den bedste linje i moderne musik – “Give me all your money // and I’ll make some origami honey” – “Pedestrian At Best”. Summen af det blev en koncert, som for mig står som årets højdepunkt.

Blood Orange, Avalon
Denne koncert kunne lige så godt have været årets bedste, hvis bare bandet havde leveret en lige så overbevisende indsats som hovedpersonen Dev Hynes/Blood Orange – som Shy Shy Shy også var inde på, da vi snakkede med dem dagen efter koncerten. For Dev Hynes er fandme talentfuld! Hans produktioner og hans sangskrivning fås ikke meget bedre, og selv hans dansemoves er svære at hamle op med. Lyden svigtede hans vokal lidt et par gange undervejs, når han gik helt ned og nærmest talte til publikum, men ellers er der ikke mange fingre at sætte på manden, som netop har udsendt sit tredje album – “Freetown Sound”. Herfra skal der i øvrigt lyde en klar anbefaling til at lytte til det album, som allerede nu fremstår som et ekstremt stærkt politisk værk.

Blood Orange – Augustine

Highasakite, Avalon
Hvorfor er Norge så fantastiske i disse år? Jeg ved det ikke, men det er virkelig en fornøjelse. Highasakite gav os den koncert, som både CHVRCHES aftenen forinden og M83 senere på dagen gerne ville: En komplet elektropopfest, som indeholdt en tilpas variation til, at den ikke virkede ensformig. CHVRCHES gjorde det også fremragende, og man kan nok med rette argumentere for, at deres hits er lidt mere syng-med-bare end Highasakites ditto, men Highasakites musikalske dybde sejrede alligevel til sidst. For når man på den ene side kan lave et cover, som forbedrer et i forvejen godt Bon Iver-nummer, mens man på den anden side kan sætte gang i en popfest, så ved man, at ens musikalske spekter både er utroligt bredt og kvalitetsmættet.

https://soundcloud.com/propellerrecordings/indian-summer

Car Seat Headrest, Pavilion
Jeg har egentlig allerede sagt, hvad der skal siges om koncerten med Car Seat Headrest i denne artikel, så jeg vil bare konkludere, at det bestemt godt kan betale sig at blive sent oppe på Roskilde Festival og tage til nogle af de mindre koncerter. Will Toledo belønnede i hvert fald de trofaste fans denne aften med en virkelig solid koncert i bedste lo-fi grunge stil.

Dillon, Gloria
Mens de fleste andre tog hjem efter -koncerten eller stillede sig i kø til LCD Soundsystem, tog jeg et smut forbi min gamle kærlighed, Gloria. I jagten på en oplevelse, som for alvor kunne blæse benene væk under mig. Tyske Dillon gjorde ubetinget sit bedste, men de førnævnte udfordringer med for meget småsnak var særligt udbredt under netop denne koncert. Det var vanvittigt ærgerligt og synd for Dillon, som i den grad havde besluttet sig for at lade sig blotte og dedikere sig fuldstændig til sit publikum. Højdepunkterne kom i form af fællessang på den hyggelige “Tip Tapping” og så naturligvis hendes helt store hit “Thirteen Thirtyfive”. På disse numre formåede hun endelig at få (det meste af) publikums fulde opmærksomhed.

https://soundcloud.com/dillonofficial/dillon-thirteen-thirtyfive

Der er selvfølgelig flere andre koncerter, jeg kunne have nævnt her. Tame Impala var fremragende, Mac Demarco var pissesjov, og Qwanqwa var både rørende og livsbekræftende. Det er heldigvis et luksusproblem, som jeg også håber at have, når jeg om et år forhåbentlig igen har mulighed for at gøre status efter endnu en udgave af Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Shy Shy Shy anmelder… Blood Orange

Blood Orange

Torsdag aften var det blevet tid til en af de koncerter, jeg havde set allermest frem til på årets Roskilde Festival. Armeret med et spritnyt album skulle New York-baserede brite Dev Hynes aka Blood Orange nemlig give en af sine sjældne koncerter. Ikke på Orange scene, uanset hvor passende det ellers ville have været, men på den nye og markant forbedrede Avalon-scene.

Dev Hynes er en ekstremt interessant personlighed i nutidens musikbillede. Han vil egentlig helst lave musik til andre og har blandt andet gjort det for både Sky Ferreira, Florence and the Machine og nok mest kendt stået bag Solanges anmelderroste “True”-EP. Men samtidig udgav han i 2013 et decideret mesterværk i form af “Cupid Deluxe”, som flere medier har kåret som et af årtiets ypperste albums – og som da også rangerer godt oppe af listen for undertegnede. I tirsdags udsendte han meget overraskende sit tredje album, “Freetown Sound – ikke at albummet i sig selv var uventet, men den officielle udgivelsesdato var sat til i dag, den 1. juli. Og allerede efter de første gennemlytninger står albummet som et af de bedste, jeg nogensinde har hørt.

Blood Orange – Augustine

Dev Hynes’ kreativitet og skabertrang har kastet en masse hengivne fans af sig, og en del af dem befinder sig i samme branche som ham selv. Blandt dem er den Roskilde-aktuelle popduo Shy Shy Shy. Jeg satte dem stævne under en af årets mange regnbyger til en snak om gårsdagens koncert, og det var umiddelbart en begejstret duo i form af Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, jeg mødte.

“Det var helt vildt fedt at lov at se en koncert med ham og høre de der sange, som jeg har hørt fire millioner gange,” siger Simon Kjeldgaard.

“Ja, vi stod ret tæt på – der var kun én rigtig høj pige, der stod foran mig. Jeg følte mig ret fangirl-agtig. Det var fedt!” supplerer Astrid Cordes.

For begge medlemmer af Shy Shy Shy har Blood Oranges musik fyldt meget, og det er noget, de har lyttet meget til, når de har været sammen.

“Det er noget af det, jeg har hørt allermest de sidste fem år. Hvis man hører vores musik, vil man også kunne høre, at der er nogle lighedstegn. Det er helt klart en kæmpe inspiration,” forklarer Simon.

“Ja, der er i hvert fald nogle små referencer. Han er så vild! Jeg kan huske, at jeg engang har hørt ham sige, at han kun skriver sange til andre kunstnere, og så er det dem, andre ikke gider bruge, han selv indspiller. Så har man fandme et højt bundniveau!” siger Astrid, som har været fan af Blood Orange, siden Dev Hynes udgav første album “Coastal Grooves” under det alias.

Simon Kjeldgaard kom – ligesom hovedparten af Blood Oranges fans vil jeg vove at påstå – til, da “Cupid Deluxe” udkom. Og det var da også flere af hittene fra netop det album, Dev Hynes åbnede med torsdag aften, og især sekvensen med “Chamakay”, den spritnye “Augustine” og Shy Shy Shys koncerthøjdepunkt “You’re Not Good Enough fangede for alvor publikums opmærksomhed.

For de to danske kunstnere sad alt dog ikke helt i skabet, hvilket trak ned på den samlede oplevelse.

“Jeg synes, at bandet virkede fejlcastet. Det var irriterende, at de ikke underbyggede den energi, som Dev Hynes har. De spillede godt, men de stod bare og kiggede ned på deres instrumenter – ikke på hinanden, ikke på ham og heller ikke på publikum. Jeg havde det sådan lidt, ‘synes I ikke, at det er federe?'” siger Astrid.

“Ja, det var Dev Hynes, der stod for at skabe festen. Hvis bandet gjorde noget, så var det at trække det i den anden retning. Det var meget underligt,” supplerer Simon.

“Jeg har faktisk lyst til at anmelde dem hver for sig. Han var topfed og virkelig tjekket, og de var sådan lidt, meh,” siger Astrid, som dog roser saxofonisten for at komme med lidt mere energi end de andre.

Heller ikke korsangerinden, gæstesolisten eller hvad man nu vælger at kalde kvinden, som supplerede Dev Hynes’ vokal på de fleste numre, imponerede det københavnske band.

“Jeg synes, det er fedt, at Blood Orange giver plads til andre, og hun fik en solo med det der Rihanna-nummer (“James Joint”, red.). Men jeg ville gerne have haft, at hun var mere forsanger-agtig. Hun lignede en korsanger, som havde fået lov til at synge et nummer,” siger Astrid.

Alligevel er de begge enige om, at det var en god koncert – og det skyldes udelukkende hovedpersonen selv.

“Han har bare så sindssygt meget overskud, og der sker virkelig meget på scenen. Hvis jeg gav mig ud i det der, er jeg sikker på, at jeg ville brække alle knogler og ødelægge trommesættet, fordi jeg vælter over i det. Han er virkelig vild!” understreger Astrid.

“Ja, det virker som om, at han leger meget med det. Det hele er sikkert planlagt, men det virker som om, at han ret tilfældigt bare får lyst til at spille lidt guitar midt under koncerten,” siger Simon.

Noget af det overskud viste Dev Hynes til sidst i koncerten, hvor han sendte bandet væk fra scenen for at levere et fremragende medley af de største af sine sange, som han ellers netop har spillet sammen med det anonyme band. Og måske skulle han bare have gjort det fra start af, hvis det står til Shy Shy Shy.

“Hvis det bare havde været ham, havde det været helt i top. Men bandet trækker ned. De holdt ham lidt tilbage på en eller anden måde,” konkluderer Astrid.

Jeg er meget enig. Uden bandet kan man godt forsvare at kalde Blood Orange-koncerten for årets bedste.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.