Efter en fire år lang proces er Lightwave Empires debutalbum, Heart of Noise, på gaden. Siden udgivelsen har frontmand Bjarke Niemann fortalt den tragiske historie om, hvordan han skrev de lyse sange på albummet for at opmuntre sin kone, efter hendes mor begik selvmord en juleaften. Historien er blevet taget op i alt fra Politiken til Se og Hør. Derfor besøger jeg Bjarke i hans studie i Kødbyen til en snak om at blive sammenlignet med sine tidligere værker i Spleen United, om at lave musik med andre og om at indspille i LA.

Hvor meget betyder omgivelserne, når du indspiller et album?

Det betyder rimelig meget. Ikke at det er nødvendigt, men det har en indvirkning på det, man får lavet. Lightwave Empire orienterer sig mod californisk indie/ pop-rock, og det passer meget godt ind i de radiokanaler, der kører derovre. Jeg har været derovre ret meget de sidste fem år og har helt klart fundet noget forfriskende i at få skiftet mine omgivelser ud. Jeg tror lige så langsomt, det har påvirket mit syn på det musik, jeg har lavet i den periode. Der er nogle døre, der er blevet åbnet op, som har været lukkede for mig før, fordi jeg syntes, de har været unaturlige og måske lidt kiksede også.

Omvendt er der nogle ting, jeg ikke har haft lyst til at lave, som har været mere nordiske, og som har været sådan noget melankolsk indie for eksempel. Det kan vi super godt lide her i Danmark, og jeg har også altid beskæftiget mig med det og altid synes, at det var det eneste rigtige. Den trives ikke i LA. Nu gik jeg efter at lave noget lyst musik, og det passer meget godt derovre.

Du åbnede nogle døre, der før var lukkede, og som føltes kiksede. Hvad er det for nogle døre?

Det er noget med ikke at være så højtidelig i sin kunst. Det der med, når man kommer derover, så er der nogle klicheer, som måske virker lidt bedre. Det der med, at ting skal være nyskabende, er ikke så vigtigt, som det før har været for mig. Jeg tror, det er fordi, jeg er vokset op i Damark, hvor det simpelthen ikke har givet mening ikke at forsøge at være nyskabende. For vi har ikke haft nogen tradition at stille os på ryggen af.

Så Lightwave Empire er mindre højtideligt end det, du tidligere har lavet?

Helt klart, og det er meningen.

Hvad har inspireret dig på det nye album?

Lyrisk har jeg prøvet at være mindre abstrakt i mine tekster, end jeg har været før. Mindre ud-og-flyve-poetisk på en eller anden måde og mere forståeligt. Jeg har været mere inspireret af tekster som ”It’s a Wonderfull World”. To-the-point tekster. Det har været en fed nok ting for mig at prøve. Musikalsk set har jeg været mere inspireret af de ting der kører derovre nu. Det lader til, LA har haft en fin bølge. Førhen har den været lidt død. Nu er det mere sådan noget som Ariel Pink, der inspirerer mig. Den der lidt mere udkogte soul-vibe, som trækker på klassisk.

Skal du tilbage igen nu?

Det er lidt frem og tilbage. Jeg har boet derovre – også med mine børn og min kone. Det kan sgu godt være, vi tager derover igen. Så kan jeg sætte lidt arbejde op derovre. Det er en rigtig fed by at være i, hvis man har noget at arbejde med, for man kan det der med at lukke sig ind i en boble. Det kan man også kritisere byen for, for man kan lave sit eget univers og blive i det i lang tid. Men det kan jeg personligt super godt lide i perioder. Også musikalsk. Jeg kan godt lide det simple i at være på en længere rejse, hvor man ryger dybere ind i noget og hvor adspredelse er noget, man prøver at undgå. Man møder ikke nogen på gaden, fordi man kører rundt i biler. Pot er lovligt, så alle er også semi-skæve hele tiden og alle dasker bare rundt i deres eget projekt til det punkt, hvor det også bliver lidt til grin nogle gange, når alle serverer kaffe på Starbucks. Næsten alle der er der, er jo taget væk fra en eller anden del af verden, hvor de kedede sig, og det kan jeg jo godt relatere til. Det er jo også derfor, jeg bor i København og ikke i Vejle.

Hvad skulle du lave derovre, hvis du tog derover igen?

Jeg tror, jeg skulle lave en ny plade.

Med Lightwave Empire eller noget andet?

Det er jeg lidt i tvivl om. Fordi den her plade har taget så lang tid, og så har jeg en harddisk fyldt med materiale. Den her CD har ligget klar i to år og er gået i hårdknude pga. møder og labels. Det er, hvad der sker. Men det betyder, at jeg har haft tid til at skrive en masse. Nu skal jeg prøve at tjekke op på, hvad de forskellige ting på den harddisk er. Og hvilke projekter jeg skal sætte i gang. Det kunne være en ting, man tog over og lavede. Så er jeg også begyndt at få en del henvendelser omkring at skrive med andre.

Ghostwriting?

Nej. Lige da Spleen United kom frem, blev jeg tilbudt at skrive med nogle af de danske. Ikke Remee, men typer som ham. Det kunne jeg slet ikke udstå idéen om. Og jeg tror også, det var godt, jeg ikke gjorde det, men nu har jeg overvejet lidt, om jeg skulle prøve det. Jeg har så mange sange liggende, som jeg ikke kommer til at færdiggøre selv. Det kan måske give nogle sjove arbejdsprocesser, hvis man arbejder sammen om det, men jeg er hele tiden i tvivl om, om det kunne være ødelæggende. Det virker nogle gange som en lidt kommerciel skræmmemodel, som også er styret af at få nogle rettigheder ind på forskellige charts, så man kan få nogle penge. Så er der også en social ting ved det, som er lidt skræmmende. Jeg kan ikke køre sådan en vibe op, hvor vi står og high-fiver i studiet, hver gang vi har indspillet en akkord.

Handler det ikke også om at finde de rigtige at arbejde sammen med?

Jo, det gør det. Men man kan sige, det der er specielt for mig nu, det er, at jeg har fået afviklet mit band over nogle år og nu står solo. Det er der en frihed over, men det er også et andet liv. Det kan godt blive lidt mere stenet, når man kan få lov til at rulle alene med et eller andet i lang tid, Og derfor tror jeg, det der med ideén om at kigge mere på samarbejde er tillokkende.

Hvad med at medvirke som gæst på noget andet?

Det ville jeg have det fint med, men det kommer 100 procent an på, hvem der spørger. Jeg er blevet mere åben overfor det nu, hvor jeg før sagde nej til næsten alt det der af en eller anden grund. Jeg føler mig åben i forhold til musik på en lidt anden måde, end jeg måske har været før.

Hvordan kan det egentlig være?

Min relation til det musik, jeg laver, er ikke så intens, som da jeg var yngre. Dengang var det mere en forlængelse af min identitet oppe i mit eget hoved.

Er der nogle planer for Lightwave Empire udover de to koncerter I har på programmet?

Jeg kunne godt forestille mig, vi bookede nogle flere og så har jeg som sagt nogle numre, der kunne være meget fede at få indspillede og sendt ud.

Som også er med Lightwave Empire?

Ja, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed. For det er ikke i process endnu, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal lave dem. Om jeg skal finde en producer til at indspille dem. Så har jeg nogle andre numre, der lyder lidt anderledes, og som jeg ikke helt ved, hvordan skal passe ind. Men jeg ville gerne få udsendt lidt mere musik, fordi jeg har så mange ting liggende. Det tynger mig på en eller anden måde. Idéen om at jeg ikke når at få dem ud, inden jeg kradser af en dag.

Der er vel forhåbentlig nogle år endnu.

Jojo, men hvis jeg tager fem år om at lave en plade, så går matematikken ikke op.

Der er mange artikler om dit nye album, der handler meget om Spleen United.
Tror du det hæmmer eller styrker Lightwave Empire, at det bliver sammenlignet så meget med Spleen United?

Det er lidt tosidet, for Lightwave Empire er jo et kapitel i min historie, som jeg synes giver meget god mening. Jeg har jo skrevet alle sangene i Spleen United også, og det er også derfor, historien om min svigermor bliver interessant – fordi min sangskrivning ændrer sig. Ellers ville jeg aldrig have følt et behov for at snakke om det, tror jeg.

Der er også nogen, der synes, det er straight up nederen. “Fuck hvor er det ringe det nye, og hvor var det gamle bare fedt”, har jeg fået at vide. Og så kan man sige, at det behøver do jo ikke sige til mig, men hvis jeg skal tage de store sko på, så må jeg jo bare glæde mig over, at jeg på et tidspunkt har ramt nogle i deres liv, hvor de kunne rammes. Og så holder de fast i det, fordi en eller anden Spleen United-plade eller -sang har formået at komme ind til dem. Det kan jeg jo ikke være sur over.