Regnskys julekalender 2016: 23. december

Palace Winter Regnsky
Foto: Daniel Buchwald

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Så er vi ved at være der. Lillejuleaften er oprunden, og min juleforelskede hjerne er ved at være klar til den store dag. Men inden har vi lige et par hængepartier. Vi skal have kåret årets to bedste numre, og så skal vi have afsløret, hvem der har stået bag årets bedste henholdsvis udenlandske og danske udgivelser. Der er ingen grund til at holde mere på spændingen, så lad os kaste os ud i det!

Årslisten: #2
Vi lyttede til de her to drenge i går, da vi hyldede deres fremragende debutalbum, “Waiting for the World to Turn”. Men vi mangler stadig at afsløre det bedste nummer fra Palace Winter, selvom jeg hintede kraftigt til det i går. Nummeret er et, som vi havde premiere på her på Regnsky tilbage i april, og det er naturligvis “H.W. Running”.
“H.W. Running” er ud over at være et fantastisk nummer et af de numre, som for mig definerer Palace Winter som band. Det har den karakteristiske drømmende og sommerlige lyd, som gør bandet til så behageligt et bekendtskab, samtidig med at det er vanvittigt velproduceret. Netop den lyd er ekstremt populær i disse år med internationale stjerner som Wild Nothing og Real Estate som nogle af de mest åbenlyse eksponenter for det, men det, der gør Palace Winter og “H.W. Running” til noget helt særligt, er den tydelige inspiration i filmmusikkens noget mere storladne verden. Det er en spændende kontrast, som jeg synes, at Palace Winter mestrer til noget nær perfektion.
Tekstuniverset kunne også sagtens være taget fra en film. Den er stærkt patosbåret, uden at det dog tager overhånd, og fortæller historien om en søns svære og kontrastfyldte kærlighed til sin far.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Carl Coleman og Caspar Hesselagers projekt har udviklet sig til at være et af mine yndlingsbands – og uden tvivl mit yndlingsband, hvis vi kun kigger på de hjemlige artister.

Årets udenlandske udgivelse: #1
På toppen af den udenlandske albumliste finder vi en artist, som jeg interviewede her i efteråret. Jeg sagde til Benjamin Francis Leftwich under interviewet, at jeg mente, at han havde lavet årets bedste album, og det mener jeg egentlig stadig.
“After The Rain” er et vaskeægte mesterværk og fremstår for mig som årets mest gennemførte og sammenhængende konceptuelle værk. Albummet er et af den type album, som bør høres i sin fulde længde i den tænkte rækkefølge, da numrene fremstår markant stærkere som helhed, end de gør individuelt, hvilket også er blevet illustreret på vores årsliste, hvor Ben Leftwich må “nøjes” med en 14. plads.
Grundlaget for albummet af faderens al for tidlige død, og det er nok netop styrken ved albummet: Benjamin Francis Leftwich har formået at overføre disse stærke følelser til sin musik, og derfor giver albummet lytteren en ret kompleks og åbenlyst ærlig indførelse i Bens enorme personlige krise, som han har gennemlevet de senere år.
Jeg glemmer nogle gange, at Ben Leftwich er et par år yngre end mig selv, når jeg lytter til hans alt for modne refleksioner, som hans livssituation og ekstremt tænkende personlighed har kastet ham ud i. “After The Rain” illustrerer tydeligt hans ønske om at finde svar og et håb, mens han konstant rammes af frustrationer og vrede – primært over sin egen manglende evne til at opnå den perfektion, som egentlig er umulig.
Jeg kunne skrive romaner om dette album, men jeg vil i stedet nøjes med at opfordre dig til at lytte til det – allerhelst alene og uden distraktioner, så du for alvor kan lade dig omslutte af et stærkt og følelsestungt univers, som vel nærmest kun matches af The Antlers helt eminente “Hospice”-plade fra 2009.

I morgen når vi enden på julekalenderen, og forhåbentlig kan vi tematisk slutte lidt mere positivt af. Omend jeg dog vil sige, at Ben Leftwichs album om noget netop rammer essensen af den næstekærlighed, som for mig er et afgørende element af den danske jul. For nogle gange er det de ting, der rammer os hårdest, som giver os allermest i sidste ende. Det tror jeg på.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 11. december

Benjamin Francis Leftwich Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det Bubbers og Fandens fødselsdag. Og jeg kan forsikre dig om, kære læser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to. Jeg har haft fornøjelsen af Bubbers selskab flere gange, og jeg har aldrig mødt så sødt og oprigtigt interesseret et menneske i mit liv. Den oprigtige interesse er til gengæld noget, som Bubber har til fælles med de to artister, der figurerer på dagens lister. Lad os da bare få afsløret, hvem det er.

Årslisten: #14
Hvis du endnu ikke har læst interviewet, jeg lavede med Benjamin Francis Leftwich endnu, så gør dig selv en tjeneste og tjek det ud her. Det kan nemlig give en større forståelse for, hvorfor Ben Leftwich har fundet vej til 14. pladsen på årslisten.
For mig er hans musik indbegrebet af inderlighed og følelsestæthed, og det stråler ud gennem hele hans fænomenale andet album, “After The Rain”. Ligesom jeg havde det med Blood Orange i går, så har jeg også haft svært ved at vælge ét nummer. Albummet fungerer nemlig klart bedst som helhed, og det er egentlig også derfor, at der ikke er noget enkelt nummer, som har kunnet klemme sig højere op på listen. Jeg har valgt nummeret “Summer”. Det har jeg blandt andet, fordi det markerer et vendepunkt på albummet. Et optimistisk pusterum midt i Bens sørgmodighed og selvpinsel. Som jeg dog er ked af at pille ud af sammenhængen på albummet, hvor det alt andet lige står stærkere. Så hvis du har tid og lyst, så tag og lyt til hele albummet, så alle nuancerne kan komme med.

Årets udenlandske koncert: #1
Mit bud på årets bedste koncert med en udenlandsk artist bør ikke komme som nogen kæmpe overraskelse. Det er naturligvis The Flaming Lips’ koncert fra Lowlandscenen på den første udgave af Heartland Festival – læs i øvrigt vores interview med forsanger Wayne Coyne her.

Lad mig sige med det samme, at det rent musisk teknisk langt fra var den bedste koncert, jeg har været til i år. Wayne Coynes i forvejen ikke voldsomt stærke vokal er tydeligt mærket efter en lang og livsrig karriere, og han gør det ikke ligefrem nemmere for sig selv ved at springe rundt på scenen og rulle rundt ovenpå publikum i en stor plastikbold. Men det kan heldigvis være fuldstændig lige meget, for The Flaming Lips ved om nogen, hvordan en koncert skal skæres. Det er anden gang, jeg har været til koncert med bandet, og det er så meget mere end en almindelig koncert. Det er et teaterstykke, det er performance, og det er en kærlighedsfest i form af verdens største fælleskram – tilsat konfetti (selvfølgelig), balloner, absurd udklædning og i det hele taget et kollektivt syretrip uden lige. Gaffas fotograf tog et billede af mig under koncerten, hvor jeg står og kigger op mod den konfettifyldte aftenhimmel med verdens største smil – det er også sådan, jeg husker koncerten.

Så er det i morgen, vi skal til det: Årets bedste danske koncert. Jeg vil for en gangs skyld ikke komme med nogen hints, men bare sige, at vi ses her på bloggen igen i morgen. Glædelig jul!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 2. december

Angel Olsen Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Det er anden dag i december og derfor også tid til at åbne låge nummer to i Regnskys julekalender. HONNE og Kill J åbnede i går listen på 24. pladsen med tung dansabel elektronisk r&b. Men skal vi ikke bare finde ud af, hvem der har lagt sig på pladsen lige over trioen?

Årslisten: #23
Jeg teasede i går for, at man på 23. pladsen ville kunne møde en af årets mest hypede kvindelige musikere. Og jeg skal da lige love for, at verden har fået øjnene op for amerikanske Angel Olsen i 2016. Hun udgav i september sit fantastiske fjerde album “My Woman”, og det er da også et nummer herfra, som har ramt mig lige i hjertet. Nummeret er kraftfuldt, feminint og rebelsk på den fede måde – og så var det den anden single, Angel Olsen valgte at udsende i sommer forud for albummet. Det er naturligvis “Shut Up Kiss Me”, vi skal have fat i.
“Do I need to give more attitude, or…” slutter Angel Olsen af med i musikvideoen. Til det kan jeg bare sige: Nej, du giver mig den helt perfekte mængde!

Årets spillested: #2
På andenpladsen over årets bedste spillesteder finder vi et spillested, som uden tvivl vil rangere øverst på min liste, hvis jeg skulle lave en liste over mine yndlingsspillesteder gennem alle de år, jeg har gået til koncerter. Men her må Lille VEGA altså nøjes med en sølvmedalje. Egentlig ikke fordi Lille VEGA kunne være bedre – der er bare en virkelig god grund til, at nummer et er nummer et. I mine øjne er Lille VEGA det optimale spillested, og jeg er aldrig gået derfra med en dårlig oplevelse. Blandt højdepunkterne i år er Albin Lee Meldau, Benjamin Francis Leftwich og SHELLS.

Så er der ikke andet at sige end god weekend. Og så håber jeg, at vi ses i morgen, hvor jeg kan afsløre mit yndlingsspillested – og så står den på hiphop på årslisten!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Benjamin Francis Leftwich: “Min sangskrivning er mit testamente”

Benjamin Francis Leftwich

De fleste har prøvet at miste en, de holder af; en som har udfyldt en vigtig rolle i ens liv, som pludselig ikke er der længere. De fleste af dem, jeg selv har mistet, har jeg heldigvis mistet til alderdom, så selvom jeg selvfølgelig blev ked af det, var det på en måde en glædelig omend sentimental sorg.

En helt anden ubehagelig sorg ramte den britiske singer/songwriter Benjamin Francis Leftwich tilbage i 2013, hvor han mistede sin far og store inspirationskilde til kræft. To år forinden havde Ben Leftwich udgivet debutalbummet “Last Smoke Before The Snowstorm” til strålende anmeldelser, og siden da havde han turneret verden tynd. Men faderens sygdom betød, at den dengang blot 24-årige Ben Leftwich valgte at tage en pause fra rejserne og musikken.

“Jeg følte, at jeg var nødt til at tage noget tid væk fra musikken, for jeg var ved at blive skør. Det var i den periode, hvor jeg mistede min far, og jeg havde behov for at bruge tid sammen med ham derhjemme,” fortæller Ben Leftwich, da jeg mødtes med ham før hans koncert på Lille VEGA tidligere på efteråret.

Benjamin Francis Leftwich – Maps
Maps var den afdøde fars yndlingsnummer fra debutpladen “Last Smoke Before The Snowstorm”.

Ben Leftwich er nemlig endelig klar til at vise opfølgeren til debutalbummet frem. Det nye album har fået titlen “After The Rain“, og det er efter min mening det bedste album, som er blevet udgivet indtil videre i 2016. Og for Ben Leftwich var der da heller ingen tvivl om, at pausen kun skulle være netop det – en pause.

“Min deal som sangskriver – som musiker – er, at jeg bliver nødt til at gøre det her. Det er en spirituel udtryksform for mig. Jeg vil aldrig dele musik, medmindre jeg synes, at det er ærligt og ægte nok. Med “After The Rain” nåede jeg til et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde et svendestykke, jeg var stolt af. Som, jeg synes, er en præcis sonisk visualisering af alt det, jeg har været igennem,” forklarer Ben Leftwich, som har indspillet albummet sammen med den Brit Award-vindende producer Charlie Andrew, der tidligere har arbejdet med artister som Alt J og Matt Corby.

Musikken på “After The Rain” er ligesom på debutten smedet omkring Ben Leftwichs inderlige vokal, men der er for mig en tydelig forskel og udvikling i britens musik, som i dag er langt mere sammenhængende, og albummet fremstår derfor som en klar helhed.

“Det er det (mere sammenhængende, red.). Det er mere modent. Budskabet og teksterne er langt mere ligetil. Min far var en akademiker, og nogle af de ting, han var virkelig optaget af, var ord, og at der var en klar mening med ordene. Det har jeg med i ånden som kreativt udførende. Samtidig synes jeg, at det nye album er mere farverigt; produktionsmæssigt og sonisk. Det afspejler, at jeg er vokset som mand og som musiker. Når man bliver ældre, bliver ens musiksmag bredere og mere divers. Du bliver lidt mindre hipster,” griner Ben Leftwich.

Benjamin Francis Leftwich – Summer
Summer er uden tvivl mit yndlingsnummer på den nye plade. Nummerets største styrke er dog kontrasten til de foregående numre på pladen og bør derfor nydes i den kontekst.

Livet er den største inspiration

Om Ben Leftwich nogensinde har været en rigtig hipster, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg sidder i hvert fald over for en jævnaldrende fyr, som både i sin musik og i sin fremtræden fremstår ekstremt moden og eftertænksom. Med en intensitet og følelsesmæssigt nærvær, som gør det tydeligt for mig, at mennesket og musikken i denne sammenhæng er to alen af samme stykke.

“For mig er der ingen adskillelse mellem mit personlige liv og mit musikalske liv. Ingen overhovedet. Det hele hænger sammen. Alt, hvad du oplever, påvirker din sjæl, you know. Lidelse, glæde, intense følelser af kærlighed, romantik, seksualitet, tab, vrede, vold, ALT! Jeg tror, at alle mennesker – og musikere er ikke anderledes her – vi er alle inspireret af de samme ting. Den unikke del er, når det senere kommer ud igen som en original sang,” siger han, inden han uddyber:

“For mig er alle sange originale, selvom vi selvfølgelig refererer tilbage til gudfædrene og gudmødrene, som har været der før os som musikere. For mig er det Fionn Reagan, Damien Rice, Jose Gonzalez, Bat For Lashes, PJ Harvey, The Beatles og så videre. Jeg er inspireret af al musik, der rører mig. Jeg er ligeglad med alle de der hipstertanker og alt det bullshit. Jeg har det sådan, at for alle, der elsker musik og engagerer sig i det, vil musik være en velsignelse, mens mennesker, som er negative, opgivende eller bitre, vil dø.”

Du havde været igennem meget, da du skrev “After The Rain“, og for mig er albummet stopfyldt med forskellige følelser fra håb til sorg…
“Ja, sorg, savn… Og det er det, jeg mener, når jeg siger, at det er en mere farverig plade. Jeg er lige stolt af “Last Smoke Before The Snowstorm” og “After The Rain“, men… Der er flere bølger på det nye, men bølgerne fungerer som en sammenhængende bevægelse.”

Benjamin Francis Leftwich – Tilikum
Tilikum er Bens eget yndlingsnummer fra “After The Rain” lige nu. Det var samtidig første single fra albummet.

Det gør det virkelig. Men hvordan var din sindstilstand, imens du skabte pladen?
“Jeg forsøgte at være så ærlig som muligt og repræsentere… Dit syn på ærlighed ændrer sig, efterhånden som du bliver ældre. Du lærer at redigere dig selv, kritisere dig selv og tvinge dig selv til at lide for at kunne velsigne menneskerne omkring dig gennem dit kreative værk. Så min sindstilstand var blandet. Du ved, nogle dage var meget triste, andre meget glade, nogle dage håbefulde, mens jeg følte mig som en faker andre dage. Nogle dage havde jeg lyst til at skyde folk, andre dage havde jeg lyst til at skyde mig selv… Jeg bifalder alle de følelser i den kreative proces, for på en meget brutal, utilitaristisk måde har vi et ansvar for at redde mennesker fra dem,” filosoferer Ben Leftwich, som har en klar idé om, hvilken sindsstemning han vil gå i studiet med næste gang.

“Jeg har nogle uger fri i januar, så der vil jeg gå i studiet og se, hvordan jeg har det kreativt, og om jeg kan få noget ud, som føles ærligt og ægte, og som jeg føler en forbindelse til. Jeg ser min sangskrivning som mit testamente. Hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt? Hvad nu hvis jeg bliver spist af en krokodille i morgen?”

Ja, det er der jo en vis risiko for…
“De der danske krokodiller – de er overalt! Det er fucking crazy! Men helt ærligt: Ville jeg have sagt alt det, jeg havde behov for at sige? Det vil være min sindstilstand næste gang, jeg går i studiet.”

Føler du, at du har noget, du gerne vil sige?
“Bestemt. Mange, mange, mange, mange ting. Om mig selv. Det er altid om mig selv. Jeg føler som sagt, at jeg er nødt til at skrive ud fra et ærligt udgangspunkt. Jeg vil aldrig skrive direkte om nogle andre, for det rager ikke mig. Men hvis nogen påvirker min sjæl og sindstilstand, så er det mit ansvar at tage det med på scenen,” understreger Ben Leftwich.

Musik skal føles dejligt i ørerne og i hovedet

Jeg har efterhånden lavet en del interviews, men jeg har aldrig mødt nogen, som i så høj grad er en del af sin musik som Ben Leftwich. Hver eneste af mine tænkepauser går med at nynne små tekststykker – jeg genkender blandt andet Bon Ivers8 (circle)” og Marc Cohn-klassikeren “Walking in Memphis“, som Ben senere fortæller mig, at han – tro det eller ej – hørte for allerførste gang på den nuværende turné. Det kan ikke gøres tydeligt nok, hvor voldsom en sammenhæng der er mellem Ben Leftwich og musik. Det er det klokkeklare omdrejningspunkt i hans liv.

“Du har ikke spurgt mig om det, men folk plejer at spørge mig om, hvad jeg laver ved siden af musikken. Der er jeg altid sådan: ‘Fucking ingenting!’ Jeg lytter til musik, tænker musik… Jeg elsker det! Jeg har altid været musikalsk. Jeg kan huske, at jeg som tre eller fire år gammel hørte min far spille Beatles og Nina Simone i huset. I den alder forstår du ikke, hvad melodi og sangtekster er, eller hvorfor du er oppe at køre over det, men det føles bare dejligt i dine ører og i dit hoved. Og det elsker jeg!”

Det vil dog alligevel være forkert at påstå, at musikken er det eneste omdrejningspunkt i Ben Leftwichs liv. Hans familie og særligt hans søster fylder ekstremt meget.

“Min søster inspirerer mig helt vildt. Hun er fantastisk. Hun er min største kritiker, og hun holder sig aldrig tilbage. Jeg var lige ved ikke at putte “Kicking Roses” på albummet, men hun sagde, at det skulle jeg gøre. Tak til hende for det!”

Benjamin Francis Leftwich – Kicking Roses
Kicking Roses var det andet nummer, Ben fremhævede, da vi snakkede om albummet. Nummeret er albummets mest personlige og er henvendt til én bestemt person. Hvem ved kun Ben, personen selv og få andre…

Hvordan inspirerer hun dig?
“Ved at være en smuk, intelligent, uafhængig, stærk kvinde. Hun arbejder i Australien som taledrama-terapeut i et kvindefængsel. Det er en måde at rehabilitere de indsatte på, hvilket er virkeligt ædelt, smukt og uselvisk. Hver aften, når jeg er på scenen, har jeg et billede af hende ved mine fødder.”

Og Ben Leftwichs far? Han er også altid med på scenen – lige ved siden af Bens søster.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Benjamin Francis Leftwichs eminente toer er en hyldest til livskrisen

Benjamin Francis Leftwich After The Rain

Den har været lang tid undervejs; Benjamin Francis Leftwichs opfølger til det fremragende debutalbum “Last Smoke Before The Snowstorm” fra 2011. En livskrise senere – eller hvad han selv har beskrevet som en virkelig lang lur – er den her så endelig. Og “After The Rain” har bestemt været ventetiden værd.
Det er ikke for store ord at kalde “After The Rain” et mesterværk. Albummet er et formfuldendt konceptuelt værk, som giver lytteren en både kompleks og åbenbar indførelse ind i den dybt personlige krise forårsaget af faderens død, som både danner grundlag for albummet og den tilsyneladende kreative stilstand udadtil, som blev konsekvensen af det skiftende fokus i den nu 26-årige kunstners liv. Men det er en vigtig pointe, at selvom omverdenen ikke har mærket noget til Leftwichs kreativitet i flere år, så har den blomstret inde i musikeren fra York i England.

Og lige netop det kommer smukt til udtryk i albummets indadvendte og indadskuende indledning på åbningsnummeret “Tilikum”, som jeg skrev om tidligere i år, og albummets andet nummer “Some Other Arms”, som i mine ører udtaler frygten for og desperationen i en magtesløshed overfor en verden i bevægelse, som Leftwich ikke selv kan styre, selvom han gør alt for at påvirke den. På “She Will Sing” bevæger albummet sig over i en afhængighed af andre, som dog samtidig indeholder et intenst håb, der nærmest udvikler sig til en decideret bøn, som nummeret skrider frem.

Benjamin Francis Leftwich – Tilikum

I det hele taget “After The Rain” et album, som illustrerer den konstante kamp mellem ambitioner, frustrationer og håb. Leftwich virker konstant til at have svaret på alle sine egne problemer, men samtidig kan han retrospektivt blot se til, mens han begår alle de fejler, han ønskede at undgå. Et paradoks som han dykker ned i på “Kicking Roses”, som på mange måder ender med at stå som et vendepunkt på albummet og muligvis udtrykker det øjeblik, hvor Leftwich finder overskuddet til at komme ovenpå igen – som når en alt for lang vinter bliver til sommer på den håbefulde “Summer”. Inden håbløsheden desværre igen får overtaget i den stakkels brites liv på både den – hvis jeg skal være lidt kynisk – naive “Just Breathe” (som pt er mit yndlingsnummer på pladen) og den opgivende “Cocaine Doll”. Men måske bliver det alligevel godt til sidst?

Jeg vil lade Leftwich om selv at fortælle sin historie i detaljer på det fremragende album, som allerede nu kandiderer til noget af det bedste, jeg har hørt i år. Musikalsk er han ligeså knivskarp, som han altid har været, men jeg synes virkelig, at hans evner som historiefortæller er vokset i en helt absurd grad, som kun vidner om en gevaldig personlig udvikling mellem første og andet album. Det er en stor chance at tage, når man skaber et album, som fungerer klart bedst som den helhed, den er tænkt som, men for mig lykkes Leftwich fuldkommen med at få skabt et fuldendt lydbillede, som i hvert fald kan fastholde min opmærksomhed hele vejen igennem – og det skyldes udelukkende den dybt personlige historiefortælling. For hvis man skal putte et tillægsord på albummet, så er det inderligt. Inderligt i en grad, som gør oprigtigt ondt, hvis man tager sig tid til at leve sig ind i Leftwichs frustrerende, kærlighedsfyldte og desperat håbefulde univers. Albummet når for mig næsten et sentimentalitetsniveau, der kan konkurrere med Antlers-albummet “Hospice” – i aller, aller bedste forstand!

Benjamin Francis Leftwich – Mayflies

“After The Rain” er en af den type album, du skal lytte til, når du er alene og bare har lyst til at være alene med dine alt for mange følelser. Eller når du bare gerne vil lytte til et fandens godt album! Kæmpe anbefaling og massive mængder kærlighed til Benjamin Francis Leftwich herfra.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.