The New Pornographers – Together

Hvis adjektivet “romantisk” var en verificeret genrebetegnelse, kunne den med rette bruges om The New Pornographers. Allerede i ’97 udsendte den otte mand store gruppe sit debutalbum med A.C. Newman i front som tovholder, sangskriver og primære sanger, og på den måde tog canadierne forskud på 00’ernes tendens med meget store bands med meget løs rollefordeling og meget stor kærlighed til netop romantisk himmelstræbende vokalharmonier.

Together er titlen på kollektivets femte album. Her forenes indierock og en næsten powerpoppet energi endnu en gang fuldstændig ubesværet og en samling af 12 overordnet set stærke numre skabes.
En neddæmpede kærlighedserklæringen som “My Shepherd” rammer hjertet direkte ved sin poppede umiddelbarhed, hvor det smittende omkvæd underbygges med et afhængighedsskabende melodistykke, der nummeret igennem optræder gennem både ukulele, akustisk guitar, klaver, elguitar og som distorted trompet (iøvrigt spillet af Zach Condon aka Beirut, bare for at få indie-credibility’en helt i top).
Allerede på nummeret efter, den poppede “If You Can’t See My Mirrors” bliver regnvejret jaget ud af bevidstheden. Og korarbejdet på “Moves” minder en om, hvorfor det lige var, at alle bands omkring år 2005 pludselig have 10 medlemmer og flerstemmige vokalharmoner over det hele, ligesom samspillet går i perfekt symbiose med produceringen.

Men de mange fine sange, harmonier og melodier til trods, mangler Together lige det, der samler kollektivet. Det er en simpelthen for svært at finde pladens egentlige personlighed og dermed relevans.

En verden kun bestående af mesterværker er vel også lovlig meget at forlange. Hvis ikke de beslægtede Broken Social Scene og The Morning Benders også var albumaktuelle netop nu, ville Together unægteligt få mere spilletid. Men når konkurrencen er der, trækker mindre stærke numre som “Your Hands (Together)”, “Up In The Dark” og “We End Up Together” betydeligt ned i det overordnede billede, der i sidste ende sender The New Pornographers lidt for hurtigt tilbage i reolen.

The New PornographersIf You Can’t See My Mirrors
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/05/07-If-You-Cant-See-My-Mirrors.mp3]

The New Pornographers – My Shepherd
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/05/06-My-Shepherd.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Smerte rimer på <3

Så er hun tilbage. Sidste måned kunne vi offentliggøre, at Johanne Schwensen fra Ung Flugt månedligt ville pynte Regnsky med et gæsteindlæg, om hvad der står hende nært. Første gang var, da hun erklærede sin kærlighed til det tyske label, DIYNAMIC Records, men selv en DJ kan blive træt af techno fra de hamburgske sidegader. Læs med, når Johanne nu fortæller om smertemusik, blandt andet repræsenteret af Nick Drake og CocoRosie.

Jeg oplever tit indtrængende tomrum, hvor intet nyopdaget musik inspirerer. I mellemtiden tyer jeg til tonerne af alltime yndlinge som CocoRosie, Cat Power, Beirut eller Bob Dylan, for blot at nævne nogle få af de musikere, hvis kompositioner og budskaber er så hjerteskærende frigjorte og floskelfrie, at de for hver gennemlytning bliver tilføjet en ny dimension. Musik med noget på hjertet.

Jeg kan lede i dage, uger, endda i flere måneder uden noget som helst tænder en gnist. Intet af det man giver en chance gør ondt, gør glad, gør vred. Kun lutter indifferens og en, muligvis urimelig, følelse af at det er blevet for let at få sine halvhjertede forsøg på musikalitet udgivet. Myspace-generation, der blotter sig fordi den kan. Om det er fame eller fisse der driver værket, er ikke til at sige. Jeg mærker i hvert fald et skarpt emotionelt skel mellem musik, der er produceret med overlegen, til tider konservatoriepræget snilde, men bare ikke vil andet end at være et velkomponeret stykke musik, og musik, der er skabt fordi nogen har været nødtvungen til det. Hvad end det er sorg, sindslidelse eller vanvittig forelskelse der står bag, skal man kunne fornemme at ét eller andet trænger sig på. At der er noget bagvedliggende ægte. Noget sjæl. At det er skabt med hjertet, ikke hjernen.

Når først man fokuserer på forskellen er den svær at abstrahere fra. Alt det pæne og perfekte, men latterligt ligegyldige musik, der blot fylder og skygger for det autentiske og det vovede. For ikke at tale om alt det marionetstyrede pop man bombarderes med fra samtlige danske radiokanaler, med mindre man garderer sig selv godt og grundigt.
Men spredt ud over kloden findes der lykkeligvis talenter der smerter, og nogle få udvalgte der formår at formidle deres sindsstemning til sang. Som Justin Vernon der, plaget af mononukleose, kærestesorg og et brud med et tidligere band, fortrak sig til sin fars skovhytte i Wisconsin for at være alene i tre måneder – en isolation der, ud over restituering, uventet førte til skabelsen af enmandsprojektet Bon Iver. Og Joan Wasser, der lige fra barnsben har været beriget med et imponerende musikalsk talent, men som først fik sit rigtige store gennembrud som frontfigur for Joan As Police Woman, der blev dannet efter hun mistede sin kæreste Jeff Buckley, som på tragisk vis led drunknedøden. Kan det mon tænkes at den smerte hun siden hen har måtte bære på, har været en af grundstene i de rystende intime udgivelser der fulgte?                      

Det mest ikoniske eksempel på den fortabte romantiker hvis desperation blev kanaliseret udi musikken, er Nick Drake, underkendt og misbilliget af sin samtid, og med en indadvendthed, der udviklet sig til en dyb og destruktiv depression. Der skulle gå over et årti efter hans selvmord i 1975 før hans tre helt fænomenale udgivelser fik den anerkendelse de fortjente.

Misforstå mig ej. Jeg ligger hverken inde med en grundlæggende utilfredshed over for musikbranchen eller en misbilligelse af musikerne verden over som bare ikke lige formår at pirre mig. Jeg vil egentlig bare opfordre dem, der ligesom mig har det med at køre fast i den kyniske musikrille, til at navigere uden om den forkælede musik, og i stedet gå efter smerten. Det er den der gradvist vil vokse på én. Den der til sidst vil blive til evig <3.

CocoRosie Werewolf
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/07_Werewolf.mp3]

Nick Drake Pink Moon
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01_Pink_Moon.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Ulf Aslak says:

    Jeg føler på samme måde om musik tror jeg. Omvendt synes jeg nok ikke det er så svært at få sit myrekrybs-løbende-koldt-ned-af-ryggen-fix.

    Why?, Wolf Parade (Dan Boeckner’s stemme <3), TV On The Radio for fanden, Tokyo Police Club, Polarkreis 18, Múm, Get Well Soon og mange flere. Sådan nogle bands, hvor man kan mærke at det er produceret af meget fintfølende mennesker, der har succes med at genfinde magien i musik.

    Men jeg skal sige dig én ting, Johanne. Island. Seabear, Benni Hemm Hemm, Mugison, Emiliana Torrini, Amiina, Hjaltalín. De har fat i et eller andet. Især Emiliana Torrini; hende vil jeg giftes og have børn med.

  2. Tak for de ord! De rammer fuldstændig i hjertet også på en anden side af ny musikkultur. Foruroligende rigtigt!

  3. Danielle says:

    Jeg faldt tilfædigvis over denne artikel, og hold da op hvor er det godt ramt. Fedt at få sat ord på en fornemmelse jeg tror rigtigt, rigtigt mange af os går rundt med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?