Regnskys julekalender 2016: 12. december

Beck Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi rammer nu halvvejs-punktet på listen – og på vejen mod juleaften. Jeg vil lige benytte lejligheden til at anbefale min yndlingsjulekalender for i år: Anders Lund Madsens ‘Hullet i julen’, som kan høres hver eftermiddag på DR P1 eller hos din foretrukne podcastpusher. Fortællingen er bygget op som en krimi med Lund Madsen som den karakteristisk skæve fortæller. Tjek den ud – og så til det, det egentlig handler om!

Årslisten: #13
Jeg har egentlig aldrig haft noget særligt forhold til herren på 13. pladsen, og det var derfor heller ikke voldsomt groundbreaking for mig, da han blev offentliggjort til 2016-udgaven af Northside Festival. Men den kære Beck fik sig ubetinget en ny fan denne småkølige søndag aften i Ådalen. Nummeret, som har fundet vej til listen, er dog et, som han ikke spillede til koncerten; nemlig “Wow”. Tracket befinder sig i det mere groovy, poppede hiphop-agtige hjørne af Becks eklektiske univers – det er simpelthen så svært at genrebestemme hans musik. Det, som især har fanget mig, er de ekstremt mange elementer, som Beck har fået til at fungere sammen som en logisk helhed. Der er den oldamerikanske fløjte, der er den samplede fløjte fra western-mesterværket The Good, The Bad and The Ugly, der er den fuldkommen absurde lyrik (som alligevel bare holder), som Beck halvt rapper, halvt synger i første halvdel af nummeret, inden det hele flyder over i en glædesrus og det nærmest messende ‘wow!’ Jeg er vild med det.

Årets danske koncert: #1
For en gangs skyld passer klippet herunder fuldkommen sammen med teksten. Det er nemlig fra præcis den koncert, som jeg er så fandens begejstret for. I min verden har 2016 i allerhøjeste grad været JÆRVs store gennembrudsår, og jeg kan godt afsløre, at det ikke er sidste gang, vi skal lytte til hendes musik her i december. Jeg har været til mange – alt for mange, vil nogle måske mene – JÆRV-koncerter i år, men der er alligevel én af dem, som står som noget helt særligt for mig: Nemlig Amanda Glindvad og producer/synthmester/tryllekunstner Mathias Pedersen Smidts koncert under SPOT Festival. Det var kulminationen på et forår, hvor jeg har kunnet se JÆRV vokse koncert for koncert frem til det her klimaks, hvor alt gik op i en højere enhed.
Jeg har rost nogle af de udenlandske artister for deres showmanship omkring deres optrædener. Her står JÆRVs koncert i stærk kontrast til det – her var der fokus på musikken i sin reneste form. Det er modigt, men Amanda virkede stålsat, sensuel og indlevende på scenen, lydmanden nailede sit arbejde på en måde, jeg aldrig har hørt mage i de ofte noget udfordrende omgivelser på Godsbanen, og Mathias, ja, hans tryllerier sidder altid lige i skabet. Derfor er det årets bedste danske koncert for mig.

Efter nogle dage i mændenes tegn på årslisten er det i morgen tid til endnu en kvinde. Og sågar en dansk en af slagsen – og nej, det er ikke JÆRV. Vi læses ved i morgen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Bowie, Beck og Legemsvarmen

Det er begrædeligt at se levende legender gå til grunde. Hvor højt vi end har hævet dem op på berømmelsens tinder, må vores “idoler” ligesom vi selv gå til grunde. Memento Mori står skrevet overalt; selv på populærkulturens stjernehimmel. Nogle fanatikere ville mene, at vi en dag får et stjernebillede som forestiller Muhammad Ali i en rullestol. Jeg tror umiddelbart, at universet har andet at tage sig til.

Selvom legendernes fald fra tinderne efterlader et tomrum, står der altid en ny generation som bør og skal formidle energien videre. I de sidste par uger har denne bevægelse været ganske tydelig i musikkens verden.

David Bowie – Where Are We Now

I starten af januar udgav David Bowie den første single fra hans kommende album “The Next Day”. Efter 10 års album pause fra en af popmusikkens største artister, havde stilheden affødt en række af spørgsmål og bekymring over Bowies fravær. Så nettet emmede af forventning og måske især forundring. For hvem var denne skikkelse som påstod at være David Bowie?

David Bowie – Life on Mars.

Nostalgisk, langsommelig, grå og “musikalsk afkræftet” var nogle af de adjektiver som både musik og mennesket i den tilhørende video vakte til live. Den engang så virile, ikoniske, fremsynede og androgyne artist havde forlagt alt det, der gjorde ham til en legende.

I sin årtier lange storhedstid var han en sangskriver som mestrede det simple og iørefaldende. Men også en kunstner som var nysgerrig efter at erobre nye territorier. Han evnede at fusionere det avantgardistiske med det populær kulturelle, og hans indflydelse på vor tid er blandt andet synlig i Lady Gaga’s pop-persona, som trækker heftigt på Bowie’s Ziggy Stardust periode.

Manden som rystede sin samtid med sin (homo)seksuelle åbenhed og et dertilhørende fremsynet visuelt univers, som lagde kimen til glam, punk og gaga, havde nu taget til takke med at formulere sig igennem det uinspirerede. Det musikalsk middelmådige.

”As long as there is fire

as long as there is rain

as long as there is fire

as long as there is fire

as long as there is me

as long as there is you”

Er de sidste linjer på Bowies nye single. Både musik, tekst og performance er afrundet af en følelse af nostalgi og den sidste rest af energi(fire), som bebor et afkræftet menneske, der knap nok orker at synge sine sange.

Meninger var delte i kølvandet på sangens udgivelse. Forståeligt nok, for denne sang står mest af alt som et vidnesbyrd på at energien, legemsvarmen; de 37,5 grader Celsius som er blevet os lånt af solen, i selv de største og mest flamboyante skikkelser brænder på lånt tid – med den sandhed i Solar Plexus, står Bowies “Where are we now” som et de mest rystende stykker musik jeg stået til ansigt med længe. Måske især fordi det ikke er malet så tydeligt, som eksempelvis Johnny Cash gjorde det i sit cover af Nine Inch Nails klassikeren ”Hurt”. Bowie er mere subtil og lader tematikken hænge som en sløv grå mathed i “Where are we now“.

Blot en måneds tid efter toner et andet menneske frem i horisonten. Et menneske som langsomt er ved at støbe sig selv i den form som populærkulturelle legender galvaniserer deres liv og levned i.

Beck – Sound and Vision.

http://youtu.be/QnOmrDzRrGQ
Beck har påtaget sig den opgave at fortolke Bowie’s mesterværk “Low” fra 1977. Et album som blev undfanget i Berlin, da muren stadig delte byen i øst og vest. Den selvsamme by som er det mere åbenlyse lyriske fokuspunk for “Where are we now”, og hvor nostalgien i Bowies tilfælde dræner sine lyttere for livsenergi gør Beck’s nostalgi det absolut modsatte.

I selskab med 157 musikere bruger Bech ni et halvt minut på anskue sangen “Sound and Vision” fra et utal af vinkler. Det er ikke perfekt, men det er slet ikke meningen. Det er modigt. Det er nærmest encyklopædisk og vibrerer af hele musikkens historie. Det er livsbekræftende og man bliver som menneske hensat til en tilstand af livs-eufori, og for det skylder vi ham tak.

En tak for at han viderefører musikkens energi, staffet om du vil, og udviser stor respekt for de mennesker som har aftegnet det musikalske landskab, som han bebor, fornyer og genopliver.

Beck  Round the Bend.

Bowie – Subterraneans (Fra albummet Low)

http://youtu.be/Yke-c1z8_9Q

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

“Distance is a great promotor of desire”

distance/wall caption # 1,208

Jeg har rigtig meget lyst til at poste noget, men eftersom kreativiteten ikke stikker dybt i aften, så har jeg valgt at fremhæve lidt fra feel good&bad-registeret i min iTunes-afspiller.

Udover at være smuk og brunette er Alexa Wilding også aktiv i et samarbejde ved navn International Shades, som udover hende tæller Sonic Youth-trommeslager Bob Bert. Men hun kan også godt solo, hvilket kan høres på Black Diamond Day.

Jeg gad godt vide hvordan en gennemsnitlig søndag morgen foregår for Beck. I al fald har han lagt masser af kød og sjæl i hans gennemførte cover af The Velvet Undergrounds Sunday Morning. Jeg er måske en ugedag for sent på den, men jo, den kan også høres en mandag, en tirsdag og en onsdag, alt afhængigt af humøret.

Slutteligt er indonesiske Space System og nummeret Petik svært anbefalelsesværdigt. Det her er simpelthen en vinder. Udover at være instrumentalt og alting, så formår Aryo Adhianto og Jonathan Kusuma Ramli at få det smukkeste ud af en kombination mellem psykedlisk jazz og krautrock med asiatisk klang.

Alexa Wilding Black Diamond Day
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/09/03_black_diamond_day.mp3]

Beck Sunday Morning (The Velvet Underground Cover)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/09/Beck_s_Record_Club_-_Sunday_Morning_The_Velvet_Underground_Cover.mp3]

Space System Petik
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/09/06-Petik.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.