SKYSKRABERE 2018: Årets albummer

Kære læser.

Først og fremmest vil vi sige jer tusind tak for jeres selskab i løbet af 2018, som snart lakker mod enden. Som flere af jer måske allerede har bemærket, er vores blog nu 10 år gammel, og selvom vores produktivitet i løbet af året måske ikke bevidner det, har det været et rigtig godt år. Vi håber, at I også vil sidde tilbage med samme fornemmelse, når I har læst og lyttet til Regnsky-skribenternes bud på de albummer fra i år, der for alvor skiller sig ud. Og ikke nok med, at det har været et stærkt år – det har også været et mangfoldigt år, og selvom vores liste bærer præg af alt fra dansksproget lofi-pop til dronningen og kongen af indie rock og videre over til banebrydende hiphop, så kan ingen årsliste illustrere den tætte urskov af kreativt liv, som dansk musik bærer rundt på.

Og det skal vi værne om. Problemet er, at det ikke er alle, der gør dette. Om et år skal vi takket være politisk besluttede nedskæringer i DR vinke farvel til radiostationerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, der har spillet og spiller en stor rolle i formidlingen af skæv og nichepræget musik. Og netop mangfoldigheden savner også et skub, når man kigger på det (snart) forgangne års festivalprogram. Kvinderne er underrepræsenterede, nogle steder mere end andre. Tinderbox er den helt store synder, og her lyder undskyldningen, at deres bookere særligt lider under, at der findes så få kvindelige dj’s. Det er bare ikke rigtigt. Og vi slutter i hovedstaden, hvor politikerne på Københavns Rådhus forsøgte at få implementeret nye og mere restriktive støjgrænser for aktiviteter i Københavns byrum. Den nye grænse skulle gå på 60 dB, lød forslaget i det kommunale forskrift. Det er et støjniveau, vi kender fra en almindelig samtale mellem to mennesker. Men takket være en stor protest mod forslaget samt en underskriftsindsamling, der genererede 27.000 underskrifter mod forslaget, besluttede Teknik- og Miljøudvalget i sommer, at forskriftet for udendørs musikarrangementer skal ændres. Så vi holder vejret til foråret 2019, hvor et nyt forskrift efter høringssvar bliver fremlagt.

Og mens vi gør det, må vi blive ved med at kæmpe for de bedste vilkår for musikkens strømninger. Men nu er det tid til at kigge tilbage på de særligt positive ting, som musikåret bød med sig.

Against All Logic – 2012-2017

Det kan komme som lidt af en overraskelse, når en personlig favorit har udgivet at album, som man slet ikke har opdaget. Det er nemlig Nicolas Jaar, der står bag Against All Logic, som inden 2012-2017-udgivelsen kun havde udgivet enkelt numre. Men i modsætning til Nicolas Jaars eget og hans fantastisk Darkside-projekt er 2012-2017 enormt udadvendt og i højt tempo. Det er tilbage til klassisk house, men med en mængde af samples, der i størrelse kan måle sig med Kanyes megalomani. Ja, han sampler faktisk Kanye på et nummer. Et komplet album, der minder om et DJ-sæt i opbygningen – hvor man hele tiden spidser ører og lytter efter, hvad den næste musikalske godte mon består af. (Mathias Gavnholt)

Alle – Dine Pæne Øjne

Ja, et tilbagelænet pop-album med banale tekster som “Selvom du er sød // Ka’ du godt vær’ fræk // Selvom du er blid // Ka’ du godt vær’ fræk” kan sagtens gøre sig til blandt årets bedste plader. For bag aliaset Alle gemmer sig den dygtige house-producer Natal Zaks (DJ Central), der træder helt nye pop-græsgange med albummet ‘Dine Pæne Øjne’. Legende let, lakonisk og næsten kurrende går han igennem centrale følelser for ethvert ungt hjerte. Zaks’ producerbaggrund skinner dog stadig igennem, for det er et popalbum, der værner meget om sine instrumentaliseringer. Igennem ‘Dine Pæne Øjne’ er den skramlet og legesyg, med få armbevægelser og bestræbelser når den rigtig langt ind i hjertekulen på denne lytter.

Beach House – 7

Baltimore-bandet gjorde det igen på 7. De inviterer lytteren med på en vidunderlig drømmeodyssé, når tonerne flyder ud af højtalerne, og man lader sig rive med. Jeg synes, Beach House formår at udviske grænserne i deres musik, uden det bliver mudret. På den måde er 7 en helhedsoplevelse, og derfor fortjener den at være et af årets vigtigste albummer. (Nikolaj Boesby Skou)

GDRN – Hvað ef

I år har jeg været så heldig at opdage den islandske sangerinde GDRN, og sikke et dejligt bekendtskab. GDRNs debutalbum Hvað ef består af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af det smukke og – i mine ører – mytiske islandske sprog. Albummets højdepunkter er efter min mening titelsangen Hvað ef, Það sem og Ein, men jeg synes, at alle sangene fortjener et lyt – eller mange. GDRN er i hvert fald blevet en fast del af min playliste, og jeg håber, at der er nye udgivelser på vej fra det høje nord i 2019. (Line Mortensen)

Janelle Monáe – Dirty Computer

Et fuldkomment mesterværk. Mindre vil jeg ikke kalde Janelle Monáes fuldstændig fantastiske album Dirty Computer. Med en lang video, der binder alle sangene sammen og fremviser Monáes dybe og samfundskritiske sangskrivning, blæste den amerikanske sangerinde mig fuldstændig bagover, da “Dirty Computer” blev allemandseje. Det er en næsten umulig opgave for mig at fremhæve enkelte sange på den helhedsoplevelse, som “Dirty Computer” er, men hvis man har hengivet sig til at streame singler fremfor albummer, så vil jeg alligevel sige, at man bør smide powersangen Django Jane, førstesinglen Make Me Feel og den geniale Pynk på playlisten i første omgang. Men igen …. hele albummet fortjener en plads. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse alt, hvad jeg har, og håbe på, at Roskilde Festival offentliggør Monáe. (Line Mortensen)

Jon Hopkins – Singularity

Klassisk musik og house er to genrer, man normalt ville tænke er noget langt fra hinanden. Det er det ikke på Singularity, hvor smukke, følelsesladede klaversekvenser bliver bundet sammen med Hopkins’ velkendte house. Singularity er i den grad en enhed, og det er umuligt at anbefale et nummer, for det hele hænger sammen – og det er det, der gør Singularity så fantastisk. (Mathias Gavnholt)

Kali Uchis – Isolation

Den colombianske sangerinde debuterede med et brag. Isolation er en smuk blanding af latinamerikanske rytmer og diva-pop. Kali Uchis har samlet et stærkt hold bag sig med producere som Kevin Parker og Damon Albarn. Det er et meget alsidigt album, men Uchis stemme er den røde tråd, der binder alle de musikalske indtryk sammen. Det er absolut noget af det bedste, 2018 havde at byde på. (Nikolaj Boesby Skou)

Octavian – Spaceman

Spaceman var et forfriskende originalt pust ind i en genre, der har stagneret de seneste par år: OVO-lyden der kendes fra PartyNextDoor, Roy Woods, Bryson Tiller osv., og som også har været populær herhjemme. Octavian har taget den melankolske R&B og givet den et drys af grime og house, og nu har lyden fået en helt ny smag. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve ham på Journey-festival og på Roskilde festival til sommer. (Nikolaj Boesby Skou)

Pusha T – Daytona

Pusha Ts Daytona var en del af et spændende projekt, Kanye West havde gang i i 2018. De kompakte og korte albums blev spyttet ud henover sommeren til overvejende positiv modtagelse. Jeg synes, Daytona er den skarpeste, og jeg kan ikke få nok af Virginia-rapperens raspende røst. Han lyder så gritty uden at kamme over i en parodi. Der er en helt vild nerve på ’Daytona’, og man bliver blæst bagover fra første sekund. (Nikolaj Boesby Skou)

Robyn – Honey

Årets tre bedste tracks kunne meget vel alle sammen være fra Robyns nyeste album, for det er fyldt med catchy hits. Et album, der på trods af, at Robyn fik sit gennembrud i 90’erne, føles enormt aktuelt. Det er moderne, men det er samtidig tidløst, og det er meget sjældent, at et album formår det. Det eneste andet, jeg kan komme på, der for nylig har præsteret det samme, er A Tribe Called Quests We got it from here… Thank you for your service. Robyns ærlighed og geniale tekster er alt andet end fraværende og balancerer som altid på grænsen mellem konkret og abstrakt, så alle kan være med, men ingen mangler noget at tænke over. (Mathias Gavnholt)

Skee Mask – Compro

Hvis Boards of Canada var tyskere og lavede techno – så ville det muligvis lyde noget meget i retning af Skee MaskCompro, der for mig står som årets absolut bedste elektroniske album – og potentielt også et af de bedste fra det seneste årti. Skee Mask aka Brian Müller er simpelthen et naturtalent og til at programmere trommer og til at skabe sjælerensende ambience. Compro er et album med mange udtryk – se bare overgangen fra Dial 274 til VLI – men det er også stærkt centreret omkring Müllers mesterlige fornemmelse for soundscapes, stemninger og en art techno, både egner sig på et dansegulv men i høj grad også til hjemmelytning. Og der er vi tilbage til Boards of Canada-associationerne. For ligesom med det skotske brødrepar er der med Skee Mask mulighed for at opdage nye musikalske hjørner og referencer ved hver gennemlytning. Et helstøbt og langtidsholdbart mesterværk.

Tove Styrke – Sway

Det perfekte popalbum kom i år fra den svenske sangerinde Tove Styrke. De ni sange, der er at finde på Sway, passer perfekt ind i samme lydunivers med Styrkes vokal i fokus. Med personlige højdepunkter som On The Low og On A Level synes jeg, at svenskeren sætter barren utrolig højt. At hun også har valgt at inkludere et cover af en af mine favorit-sangere, Lorde, gør kun albummet endnu bedre. (Line Mortensen)

V/A – Kulør 001

Det efterlod et musikpublicistisk techno-tomrum i København, da Najaaraq Vestbirk (Courtesy) og Sara Svanholm (Mama Snake) i foråret indstillede arbejdede med pladeselskabet Ectotherm, der siden begyndelsen i 2016 nåede at udgive fem ep’er med lokale producere. Men det var to skridt tilbage og tre skridt frem, for ud af Ectotherm-asken hejste Courtesy egenhændigt det nye pladeselskab Kulør, hvis første udgivelse – der udkom i oktober – er en 12 numre lang kompilation med nyt materiale fra de københavnske techno-aktører. Og resultatet er både vellydende og noget, som scenen skal bryste sig med stolthed over. Musikken er med sit høje tempo først og fremmest skabt til natklubberne, men der er også produktioner, der løfter sig op fra dansegulvet. Schackes Automated Lover, IBONs No Sleep, Sugars Drowner og Funeral Futures ‘Heute Nicht kryder langsommeligt opbyggende melodier med hårdhudet techno-emotionalitet og 90’er-trance – bare uden de ironiske laserlys-indbydende breaks. (Morten Bruhn)

Yves Tumor – Safe In The Hands Of Love

Årets grænseeksperimenterende succeshistorie tilhører amerikanske Sean Bowie aka Yves Tumor. I efteråret udkom han med den selvbiografiske og åbenhjertige ‘Safe In The Hands Of Love”, der kombinerer dream-pop, noise og sløret 90’er-r’n’b, og som er fyldt med en masse følelser, så de nærmest er ved at flyde over. Det er på en måde pop, men ligesom med de musikalske artsfæller Arca og Mykki Blanco flyder han frit uden om regler og konventioner – og det gør han med stor succes og bred appel.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tak for i år søde NorthSide!

IMG_3299
Nieeeeeels.

Fantastiske Northside. Tak for i år.

Ja, jeg ved godt, jeg er superfan, men det er sgu bare en god festival, de har stykket sammen derovre i Århus. Man ved det har været godt, når man har været hele følelsesregistret igennem fra melankoli over eufori til decideret tuderi, og man ved, det har været bedst, når man stadig kan mærke det i kroppen onsdagen efter. Godt der er længe til Roskilde!

De største opture
◾Jeg er stadig høj på Beach Houses hjemsøgende optræden lørdag aften. Det er dog mest på det personlige plan, fordi jeg ENDELIG fik lov til at se dem live. De leverede en fremragende og vedhængende koncert, og jeg er af den overbevisning, at det var helt fantastisk. Dog ikke en once-in-a-lifetime-oplevelse.

◾Den menneskelige lædersofa aka Iggy Pop er det vildeste menneske, jeg har set. Hans optræden var medrivende og overbevisende, og hans sex-appeal ramte helt ned i bukserne hos selv alle de heteroseksuelle mænd til stede på pladsen. I kan godt forsøge at benægte det, men I kan ikke snyde mig. Jeg var til stede. Det fantastiske ved Iggy Pop er hans evne til at holde koncerter med så meget energi og intensitet i en alder af 69, at hans bagkatalog slet ikke gør noget, fordi det, mener jeg, faktisk er lidt sløjt.

◾The Minds of 99 tog tre i træk, da de igen leverede en helstøbt koncertoplevelse. Sidste år var jeg blown away af deres optræden, og jeg kendte ikke så meget til deres musik, men jeg kunne straks fornemme, at der var potentiale i de her drenge. Siden dengang har de udgivet deres andet album, og det beviste jo blot det, som alle i forvejen vidste – de er noget helt særligt. Forsanger Niels Brandt er så karismatisk og dygtig, at han kan tillade sig at ligne en stereotypisk slaver med sin frisure og valg af træningstrøje. Lukas Graham skal kigge langt efter den samme mængde talent, som de her drenge besidder.

IMG_3309
En anden optur. De infamøse hvide Northside-sko lever stadig i bedste velgående.

Årets største overraskelse
◾Kontantløs festival er kommet for at blive. Jeg stod ikke ufrivilligt i kø en eneste gang. Alting gik så stærkt, og der var ingen spildtid. Det fungerer.

◾Northsideburgeren er blevet bedre, er den ikke? Udover at være dyrere så smagte den anderledes end sidste år. Som om den udvikler sig sammen med festivalen. For satan den var lækker. Den kan sagtens konkurrere med Tommi’s.

◾Duran Duran overraskede mig positivt. Stadion-musik på den måde var virkelig et sats. Måske det største sats overhovedet, men de leverede varen, og jeg ville så gerne synes, de fremstod rutineprægede, men det ville være en løgn af konkludere. Simon Le Bon var til stede i Ådalen sammen med os, og det var sgu egentlig meget rart med et navn, hvor man kunne synge med på alle sangene. ALLE sangene.

IMG_3301
Det samme gør de høje hæle. Det her er altså en festival – ikke et modeshow.

De største nedture
◾Lukas Graham var den koncert, der trak flest mennesker, tror jeg. Det virkede i hvert fald sådan. Det forstår jeg ikke, når der bliver præsenteret store internationale navne. Hvorfor strømmer folk så til et lidt ligegyldigt dansk act? Måske er det et af Northsides problemer, der hænger lidt sammen med den kritik, publikum har fået for at snakke for meget til koncerterne. Måske er oplevelsen for intens, fordi man vandrer fra den ene koncert til den anden med kun et kvarters pause, og så får man slet ikke talt sammen imellem. Heldigvis var Lukas Forchhammer rigeligt snakkesalig, som Peter pointerede i sin anmeldelse. Det virker desværre som om, der er mange af gæsterne, der er der mere for hyggens skyld end de store musikalske oplevelser. Og Lukas er da en hyggelig fyr, når han for syvogtyvende gang fortæller, om dengang han spillede på Wembley. Ikke sandt mine damer og herrer?

◾Hvor blev hiphoppen af, Northside? De sidste par år har i booket navne som A$AP Rocky og Wu Tang Clan. Der er sgu lidt vej op til dem for Malk De Koijn og Marvelous Mosell. Selv for Yelawolf vil jeg mene. Jeg savnede et mellemstort til stort hiphop-act på plakaten. Det behøver jo ikke være Eminem, men udbuddet var altså sløjt i år. I vinder mest ved, at der er noget for enhver smag, og Yelawolf er sgu for nichepræget sydstatsrap til at være godkendt.

◾JEG GLEMTE AT SPISE TARTELETTER. Fuck mig.

IMG_3329
Publikum var ligeglade med vagternes anvisninger om, at de ikke skulle sidde på skuldrene af hinanden. Dig på jorden – you’ da real MVP.

Til næste år ønsker jeg mig
◾Hiphop, selvfølgelig. Vamos!!

◾At I bliver ved med at holde indie og alternative-fanen højt, fordi I gør det bedre end nogle andre i Danmark. Det skal I blive ved med. Hvis I læser med her, så psssst…. Book lige Morrissey, ik’.

◾At I bliver ved med at udfordre jer selv på form og facon, så I ikke gror fast og bare bliver placeret i en bås, der hedder hipster-festival. I år bookede i flere hårde navne, end I har gjort før, og jeg har ladet mig fortælle, at det var med stor succes. Jeg var ikke selv til nogle af koncerterne, fordi det ikke er min kop te, men folk har talt virkelig positivt om det.

IMG_3311
Nye venner blev det også til.

Tilbage er der at sige tak for i år. Det var en ægte bedstival som altid.

Nu er der bare at se frem til 2017-udgaven. Jeg ved, at Northside vender og drejer al kritik og svipsere og bruger det konstruktivt forud for næste år. Det er stadig en ung festival, og børnesygdomme er acceptable. Nu bliver jeg helt trist, mens jeg har skrevet den her artikel, fordi det er gået op for mig, at der vitterligt er et helt år til NS17. Puha, det er længe… Sker der noget næste weekend?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Året der gik – del 1: Årets bedste koncerter

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året 2015 har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg først har brugt seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår, jeg kan huske. Det vil jeg forsøge at hylde via fire indlæg med forskellige personlige lister og kåringer.

Første del handler om det vigtigste af det hele, nemlig live-musikken, når jeg giver mit bud på årets bedste koncerter fra henholdsvis danske og udenlandske artister. Disse lister er godt og grundigt præget af, at jeg har været ude af landet de første seks måneder.

Årets bedste danske koncertoplevelse

3. Broken Twin – Roskilde Festival
Majke Voss Romme og Broken Twin spillede på Roskilde Festival dagen efter, jeg var kommet hjem fra New Zealand, og hun var derfor vært for min første koncert på dansk grund i år – og hvilken velkomst! Broken Twin formåede at levere den perfekte eftermiddagskoncert på den alt for varme festivalsplads. Det gav mig selv og resten af publikum mulighed for at lukke øjnene i den bagende sol og forsøge at komme os over henholdsvis jetlag og tømmermænd. Især på Glimpse of a Time viste Majke Voss Romme sit fantastiske vokaltalent frem i kuldegysfremkaldende facon. Ubetinget en af årets bedste koncerter.

2. Blaue Blume – Store VEGA
Jeg har efterhånden oplevet Blaue Blume live 10 gange, og det til trods var jeg intet mindre end målløs efter deres koncert på Store VEGA i november. Jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at alt endelig var gået op i en højere enhed for perfektionisten Jonas Smith og hans kompagnoner på en aften, hvor bandet valgte at eksperimentere og udfordre de velkendte og finpolerede album-versioner af deres efterhånden talrige hits i en rocket pragtpræstation. Andre år ville denne koncert nok have været årets bedste, men i år var der lige tre århusianske teenagere, som kom deres koldingensiske næsten-naboer i forkøbet.

1. Velvet Volume – Uhørt Festival
De af jer, som har fulgt med på bloggen i løbet af august, havde nok allerede regnet det ud. Det er selvfølgelig Velvet Volumes pragtpræstation på Uhørt Festival, som snupper titlen som årets bedste danske koncert – og egentlig også den bedste koncert i det hele taget. Jeg kan ikke huske, at jeg er blevet blæst så meget bagud af et band, som jeg blev denne lune sensommeraften på Refshaleøen. Og vurderet på, hvad der siden hen er sket for pigerne (opvarmningsgigs for the Raveonettes og Go Go Berlin og jobs på næste års Northside Festival og i Pumpehuset næste forår), er jeg vist ikke den eneste, der var ekstremt imponeret efter den oplevelse. Tak piger. Vi ses næste år!

Årets bedste udenlandske koncertoplevelse

5. Shura – Ideal Bar
Her er tale om en late entry til listen, da koncerten med britiske Shura fandt sted midt i december. Ikke desto mindre var det en af årets bedste oplevelser, som lige akkurat skubber mine yndlinge fra Braids med en halvsløj forsangerinde Raphaelle Standell-Preston ud af listen. Halvsløj var Aleksandra Denton og Shura til gengæld ikke, da hun og bandet lukkede mit koncertår med en eventyrlig rejse ind i deres charmerende og dansevenlige drømmepoppede univers.

4. Beach House – Store VEGA
Koncerten med Beach House i Store VEGA er den koncert, jeg havde glædet mig mest til i år. Og heldigvis levede amerikanerne fuldt op til mine forventninger med en både energisk rocket og samtidig karakteristisk indhyllende optræden, som trods utallige garantier fra bandet om, at de aldrig ville forlade scenen, desværre fik en ende efter godt en time. Men så er det jo godt, at de allerede næste sommer vender tilbage til Danmark, når de besøger Northside Festival. Lad det – ligesom i Velvet Volumes tilfælde – være en kæmpe anbefaling herfra.

3. Zella Day – Lille VEGA
Hvor Beach House var årets mest ventede koncert, er det ikke helt forkert at sige, at Zella Days Vestrbro-koncert var det modsatte. Jeg havde ikke planlagt at skulle til koncerten, men da en god veninde og kollega inviterede, valgte jeg alligevel at give den unge amerikaner en chance – og det, må man sige, var en god beslutning. Hun formåede nemlig at tryllebinde publikum under hele showet, og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der gik derfra med en lille forelskelse i maven. Musikken er simpel, den handler om livet som ung pige/kvinde, men når 20-årige Zella Day tager den med ud i virkeligheden og lægger både krop og sjæl i udførelsen, sker der bare et eller andet, som løfter musikken op på et højere niveau.

2. Susanne Sundfør – Roskilde Festival
Jeg synes egentlig, at min lynreaktion fra vores Roskilde-dækning siger det meget godt – norske Susanne Sundfør er uden tvivl den stærkeste vokal, jeg har haft fornøjelsen af at opleve i år. Og hun fortjener naturligvis også en plads på listen over årets bedste koncerter. Det var dramatisk, det var storslået, det var gennemført, og det var – lad os bare tage klicheen helt ud – magisk. Jeg er stadig dybt imponeret over, hvor meget Susanne Sundfør har flyttet sig, siden jeg så hende første gang, og jeg glæder mig allerede til næste.

1. Mac DeMarco – Store VEGA
Mac DeMarco er en spøjs fætter. Jeg har aldrig oplevet en artist interagere med sit publikum på samme måde, som den 25-årige canadier gør. Det er som om, at man er en del af en absurd teaterforestilling, hvor Mac DeMarco spiller alle hovedrollerne, og hvor latteren fylder nærmest lige så meget som klapsalverne. Rent musikalsk og teknisk er det ikke den stærkeste performance – den må nok gå til Blaue Blume – men ligesom det var tilfældet for hovedparten af artisterne på de to lister, tilfører Mac DeMarco noget ekstra til sin live-optræden, som trækker lytteren helt ind i hans absurde, psykedeliske univers, og derfor fortjener han førstepladsen på denne liste.

Bonus liste: Årets bedste festival
Uhørt Festival på Refshaleøen
Til sidst vil jeg gerne hylde Uhørt Festival, fordi de for det første har formået at skabe landets hyggeligste festival midt på den ellers ret ucharmerende Refshaleø. De fortjener dog allermest ros, fordi de har udviklet sig til at være en af landets bedste festivaler for upcoming danske bands – en festival for de bands, som formentlig for manges vedkommende vil være at finde på næste års SPOT Festival og på Roskildes Rising-scene. Det er et vigtigt stykke arbejde, og de har i år igen formået at give et indblik ind i den imponerende danske talentmasse, som findes derude. Bliv ved med det, og vi ses helt sikkert også næste år!

Det var alt for i dag. Følg med i morgen, når jeg kigger på årets bedste numre fra ind- og udland.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top 10: Årets plader iflg. Eva

Når 2010 forsvinder, vinker jeg farvel til året på toppen af en fuldstændig ubegribeligt stor bunke af fantastisk musik. Skønt branchen sikkert stadig siger “krise!” siger musikken “kvalitet!”. Heldigvis. Denne liste er fonden af 40 plader, som gennem december har været under luppen. Listen er valgt med indie-brillerne på, og repræsenterer, hvad jeg har hørt mest fra den kant, idet en stor del af de interessante, elektroniske artister blot har udgivet ep’er og singler, som dermed har det svært på en albumliste.

# 10: The Rumour Said Fire (DK)

Titel: The Arrogant

Udgivelsesdato: 18. oktober

The Rumour Said Fire – Air Force
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]

The Rumour Said FireSentimentally Falling
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Sentimentally-Falling-1.mp3]

At en plade kan spilles hver dag i over en måned sikrer den plads på listen over årets bedste. Holdbarheden er nemlig overraskende høj hos The Rumour Said Fire, og det skyldes en ting: diversitet. The Arrogant er en kompleks plade konstrueret af detaljer, hvis nik mod de sidste 50 års musikhistorie holder lytteren i hånden, mens udvikling tager The Rumour Said Fire gennem 11 solide melodier. På næste plade vil en smule udfordring af den varme, hjemlige lyd forventes, men indtil nu har The Rumour Said Fire afvist alle døgnflue-beskyldninger med årets mest solide, danske indierockplade. Læs fuld anmeldelse her.

# 9: The National (US)

Titel: High Violet

Udgivelsesdato: 10. maj

The NationalConversation 16
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/09-Conversation-16.mp3]

The NationalLittle Faith
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-Little-Faith.mp3]

Syv virkelig gode numre, to irriterende og to ligegyldige. “Conversation 16” har årets bedste overgang, og “Little Faith” er den mest succesrige transformering af lugten, lyden og synet af sommerregn til musik, jeg nogensinde har hørt. Trods det mangler High Violet den kontinuitet, som gjorde The National til yndlingsbandet og Alligator og Boxer til yndlingspladerne. The National er listens musikalsk dygtigste band, men på High Violet haltede deres overtalelsesevner, og pladen var lidt for let at lægge væk. Jeg satser på deres næste plade vil insistere på sin sin nødvendighed igen. I mellemtiden nøjes jeg med syv gode numre til det personlige The National kartotek. Læs anmeldelse af The National på Roskilde 2010 her.

# 8: Apparat (DE)

Titel: DJ Kicks

Udgivelsesdato: 28. oktober

ApparatSayulita
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Sayulita.mp3]

Apparat –  Circles
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Circles.mp3]

En af ulemperne ved den elektroniske musikbranche er, at den er pokkers svær at sætte på lister. Album-formatet er sjældnere, og Apparats DJ Kicks udgivelse er egentlig ikke Apparat-udgivelse. Den er til gengæld en anerkendelse af en musikscene med imponerende diversitet. Mixet gav mig lyst til at høre fuldlængde plader med alle de inkluderede artister – om det var Telefon Tel Aviv, Joy Orbison eller Oval. Altså til at overskride de genregrænser musiksmag sættes i, og som egentlig er komplet irrelevante så længe det taler til lytteren. Apparats fuldstændig overlegent eksekverede mix beviser grænserne er overvurderede, og fremstår derfor både som årets bedste stykke formidling og djmix – en genial øjenåbner til den intelligente, udfordrende elektroniske musik.

# 7: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25. maj

Wild NothingLive In Dreams
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Live-In-Dreams.mp3]

Wild NothingChinatown
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Chinatown.mp3]

Roskilde var overstået, og i min verden var Gemini var netop udkommet. Det var dødelig varmt, jeg cyklede ture, og byens mange broer blev jeg endnu gladere for. Sødmen, oprigtigheden og umiddelbarheden var årsag til jeg forelskede mig, og omsluttedes af et univers, der næsten synes for komplet. Gemini var den evige følgesvend. Trods den holder lytteren i hånden hele vejen har den kræfter, og lader dig gerne tro – grinende, selvfølgelig – at den er ved at skubbe dig ud over kanten. Men den holder fast; den fængsler dig, basker rundt i både hovede og mave.

# 6: Warpaint (US)

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25. oktober

WarpaintMajesty
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Majesty-1.mp3]

Warpaint – Shadows
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/05-Shadows.mp3]

En af årets fælles Regnsky-favoritter. Og det er ikke underligt, der var kamp om promoen. Jeg havde på ingen måde hørt om før den lå i mit anlæg, jeg selv på min seng, overvældet over nummer på nummer. Warpaint giver sig tid, og The Fool indeholder ro – måske fordi de eneste optrædende instrumenter på pladen er trommer, guitar, bas og klaver. Melodierne folder sig langsomt ud gennem de imponerende vokalharmonier og ofte fragmenterede instrumentering – eksempelvis på det seks minutter lange “Majesty”, hvor over 18 underspillede melodier præsenteres på under tre minutter. The Fool er en sjældent generøs plade.

# 5: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27. januar

Beach HouseSilver Soul
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Silver-Soul.mp3]

Beach House10 Mile Stereo
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3]

Og pludselig leverede Beach House en popplade. Op på scenen i Store Vega og forsiden af Soundvenue. Hvorfor? Fordi Teen Dream er florlet, rig på stemning, sofistikeret og ti fremragende popnumre. Egnet til gåture, madlavning, festopvarmning, matematikopgaver. Kort sagt det meste, hvilket måske også bliver dens ulempe over længere perioder. Det velproducerede bliver pladens svaghed – den er lidt for glat, og lytterens forsøg på refleksion preller afviser den glatte overflade. Men Legrands fortællende stemme, de dragende synthflader, ringlende guitarer og rolige, repeterende beats virker heldigvis også selvom Beach House på Teen Dream kigger mere ud mod verden end ned mod deres sko.

# 4: Sleep Party People (DK)

Titel: Sleep Party People

Udgivelsesdato: 25. januar

Sleep Party PeopleThe Dwarf And The Horse (Xsessions)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/The-Dwarf-And-The-Horse-Xsessions.mp3]

Sleep Party PeopleNotes To You (Xsessions)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Notes-To-You.mp3]

Sleep Party Peoples skrøbelige popmelodier er så fine, at de går itu hvis de presses for hårdt. Pladen stiller sine egne betingelser for lytteren, og det univers, pladens 42 minutter skaber er afgjort ikke et, man har behov for – eller lyst til at gå ind i – konstant. Men mindre kan gøre det. Ved behov for ensomhed og fordybelse er Sleep Party People muligvis din bedste ven – både til at stryge dig med hårene på den harmoniske “Notes To You” og ruske op i kadaveret med følsomme mavepustere som “The Dwarf and The Horse”. De to præsenteres her i liveversion fraXSessions. Læs anmeldelse af pladen her og interview med Sleep Party People her.

# 3: Pantha Du Prince (DE)

Titel: Black Noise

Udgivelsesdato: 8. februar

Pantha Du PrinceThe Splendour
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/01-The-Splendour-1.mp3]

Pantha Du Prince – Es Schneit
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/11-Es-Schneit.mp3]

Pantha Du Prince står i år som det absolutte gennembrud fra den elektroniske scene. Siden Black Noise udkom i februar har opmærksomheden været rettet mod den tyske perfektionist. Pantha Du Prince har en forunderlig evne til at finde de reneste toner som fikseres i de beats, der ofte først inddrages i nummeret, når detaljerne har fået lov at folde sig ud, og hans glasklare techno maler sjældent harmoniske og fuldendte malerier. Nyd de funklende klokkespil, den organiske, organiserede brug af naturens virkemidler – knirkende sne, knasende træ – i pladens helhed. Det er 70 minutter i en verden vi kender, men alt for sjældent ser skønheden af. Læs yderligere omtale her.

# 2: Connan Mockasin (NZ)

Titel: Please Turn Me Into The Snat

Udgivelsesdato: 22. februar

Connan MockasinMegumi The Milkyway Above
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/01-Megumi-The-Milkyway-Above.mp3]

Connan Mockasin – Faking Jazz Together
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Faking-Jazz-Together.mp3]

Silkeblød uprætentiøs psykedisk pop fra varme himmelstrøg. Med fornuftig tilbageholdenhed undersøger Connan Mockasin den harmoniske melodis grænser med jazzede tilbøjeligheder og distanceblændende vokalgymnastik, man sjældent hører eksekveret så elegant af en, der lyder til ofte at have besøgt sin hemmelige gemmer med helium. “Megumi The Milkyway Above” er eufori og barnlig glæde, men kompleksiteten regerer. Connan ved, den umiddelbart opstående eufori er svær at finde – men værd at søge efter. Please Turn Me Into The Snat er den musikalske vej dertil, og som enhver anden vej åbenbarer den ikke bare det opnåede mål, men også de (måske endnu mere interessante) omveje som successen fordrer.

# 1: Owen Pallett (CA)

Titel: Heartland

Udgivelsesdato: 12. januar

Owen PallettE Is For Estranged
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/01/Owen_Pallett_-_Heartland_-_10_-_E_Is_For_Estranged.mp3]

Owen PallettLewis Takes Action
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/05-Lewis-Takes-Action.mp3]

Pladen, der har optaget absolut mest af min tid i år kom tidligt, og varslede et rigtig godt musikår – vel egentlig det bedste, jeg har oplevet. Det var en høj standard der blev sat, og Heartland lagde nye kriterier for den sammenhæng, jeg forventer af en plade. Hvis fantastiske numre var nok i sig selv, ville The National ligge højere på listen. Nej, Heartland er et sammenhængende stykke komponeret for strygere, percussion, klaver og vokal, og kræver derfor tid til at fortælle sin historie. For et album er rigtig godt skal det kunne noget singler og ep’er ikke kan – det skal give en afrundet og fuldkommen oplevelse.
Trods singleforløberen “Lewis Takes Action” varslede en poppet tilgang til melodierne, er ingen instrumenter orkestreret efter en populærmusikalsk formel. Derimod fungerer vokalen gennem hele albummet igennem som ledetråd ind i de afhængighedsskabende og fortryllende harmonier. Heartland er årets værk – fuldendt med fremragende tekster, tyste passager, sturm und drang og 12 fremragende numre.
Læs hel anmeldelse af pladen her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Theodor C. says:

    lækkert!

  2. Jakob says:

    Jeg er så glad for endelig at se Pantha du Prince på en liste. Det er som om folk har glemt ham!

  3. Frederik says:

    High Violet er personligt en af mine klare favoritter fra i år. Må man spørge hvilke to numre, du finder irriterende, og hvilke to du finder direkte irriterende?

  4. Air Max says:

    Coming across this site, I was astounded by the quality of info anyone would discover it very to be of benefit also, I will be spreading the word. Thanks

  5. Frederik says:

    *der skulle selvfølgelig have stået “… og hvilke to finder du direkte ligegyldige?” til sidst.

  6. Eva Regnsky says:

    Hej Frederik,
    tak for din nærlæsning! Det er altid rart når folk rent faktisk læser det man skriver (og ikke mindst har en kritisk tilgang til det!).

    Hele min top-ti er et udtryk for min meget personlige vurdering, og ift. The National blottet fra objektiv vurdering.
    Jeg kan ikke lade være med at sammenligne High Violet med Boxer og Alligator, fordi det er to af mine yndlingsplader overhovedet, og ubetinget de plader jeg har det mest personlige forhold til. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at High Violet er en meget, meget flot plade, men det stiller høje forventninger til, hvad de enkelte numre skal kunne. De to numre, jeg synes er irriterende er “Runaway” og “Vanderlyle Crybaby Geek”. De to numre er da flotte nok, men de har ikke den intensitet, som gør The National til det band, jeg identificerer mig med, og jeg tror muligvis jeg hellere havde været foruden dem, da jeg ikke synes det er specielt fedt at springe numre over på plader.
    De to jeg synes er ligegyldige er “England” og “Sorrow”. “England” er interessant, men jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at høre det, og hvorfor skulle jeg så? “Sorrow” er, i mine ører, et meget let nummer, hvor The National sætter deres musik og stemninger på staveplade – også føler jeg egentlig, at jeg bliver talt lidt ned til. Jeg kan lide numre som “Daugthers of Soho Riots”, “Green Gloves” eller “Santa Clara”, som er ret tæt på “Sorrow”s brug af virkemidler, men de bæres af fortællende observationer (med plads til fortolkning) i modsætning til “Sorrow”, som fortæller mig præcis hvilken stemning og hvilke følelser nummeret skal frembringe hos mig.

    Jeg håber det var svar for dig (: Men jeg vil meget gerne høre hvordan du oplever High Violet som plade, så kan det jo være, den åbner sig mere for mig.

    // Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Top 10: Årets plader iflg. Mads

2010 var så tæt spækket med god musik og solide plader, at det næsten kan være umuligt at forkorte favoritlisten på 30-40 plader helt ned til 10. Alligevel kaster jeg mig her ud i prøvelsen med at finde de 10 plader, der har sat det største præg på mit år der snart er rundet ud. Noget af det vil nok være ret tørt stof, men anywho, så håber jeg at et par stykker af jer finder overskud til at læse hele mit kyniske indlæg igennem

#10: Mount Kimbie (UK)

Titel: Crooks & Lovers

Udgivelsesdato: 19 Juni

Mount KimbieWould Know

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-Would-Know.mp3|titles=Mount Kimbie – Would Know]

Mount Kimbie Carbonated

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/06-Carbonated.mp3|titles=06 Carbonated]

Britiske Mount Kimbie var mig helt ukendte, indtil jeg første gang lyttede til deres Burial-inspirerede debutplade Crooks & Lovers. Duoens samplede dubstep får mig op af stolen gang på gang, og Mount Kimbie åbnede sammen med førnævnte Burial og Jamie XX min horisont for den London-baserede, melankolske dubstep. Med deres legesyge, men stadig forholdsvis mainstream dub, inviterer Mount Kimbie dig på en lang eksistentialistisk rejse i dit eget sind til nye og fjerne afkroge, du ikke vidste eksisterede.

#9: Chimes & Bells (DK)

Titel: Chimes & Bells

Udgivelsesdato: 4 oktober

Chimes & Bells Lashes

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Lashes.mp3|titles=08 Lashes]

Chimes & Bells This Far

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-This-Far.mp3|titles=04 This Far]

Ja ja, surprise surprise, i know. Jeg har tidligere underkastet mig danske Cæcilie Trier, og resten af slænget fra Chimes & Bells totalt. Efter deres udødelige EP Into Pieces Of Wood, der bl.a. indeholder de hjerteskærende melankoli parader Stand Still og You Shall Not Pass, var forventningerne også skruet helt op, da jeg første gang lyttede til bandets første og selvbetitlede album. Men, hold nu fast, hvor blev mine forventningerne indfriede. Chimes & Bells formår at lave genkendelige og, ikke mindst, selvstændige numre, der kravler ind på livet af en, sætter sig som et lille aftryk på ens rygrad.

#8: Deerhunter (US)

Titel: Halcyon Digest

Udgivelsesdato:

Deerhunter Helicopter

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Helicopter.mp3|titles=08 Helicopter]

Deerhunter Desire Lines

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/06-Desire-Lines.mp3|titles=06 Desire Lines]

I princippet er jeg ikke sikker på Deerhunters bandkoncept. Jeg er ikke sikker på, præcist hvad ved deres legesyge og afslappede tomgang, der fascinerer mig så meget som det gør. Egentligt tror jeg at det er Bradford Cox’s næsten uhyggelige udseende, sammensat med den ufattelige ‘catchyness’ der er over mange af deres sange, derudover må man vist bare sige, at Helicopter er et af 2010s absolut bedste numre.

#7: Avi Buffalo (US)

Titel: Avi Buffalo

Udgivelsesdato:  26 april

Avi Buffalo What’s In It For

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/109-Avi-buffalo-Whats-In-It-For.mp3|titles=Avi Buffalo – Whats In It For]

Avi Buffalo Remember Last Time

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/6617.mp3|titles=AVi Buffalo – Remeber Last Time]

Måske det bare er den tredje juleøl der taler, men hold kæft, hvor jeg altså synes at Avi Buffalo er indie på den der helt, helt rigtige måde. Jeg er jo nok desværre nødt til at erkende at jeg, første gang jeg lyttede til sommernummeret What’s In It For, troede at Figurines endeligt havde lavet noget, jeg faktisk synes om. Men næ nej, ved sangens slutning blev navnet Avi Buffalo sagt ud af min transistor radio, og jeg gik på biblioteket og lånte bandets selvbetitlede album dagen efter. Avi Buffalo lyder som varme dage på Roskilde Festival, som kys fra en kæreste og som tusinde sommerfugle i maven. Ungdommeligt.

#6 Warpaint

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25 oktober

Warpaint Undertow

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Undertow.mp3|titles=03 Undertow]

Warpaint Baby

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/07-Baby.mp3|titles=07 Baby]

1, 2, 3 og pludseligt var Warpaint på alles læber. Tøsetrioen laver girlpower rock på den traditionelle måde, men krydrer tingene op med det helt rigtige squeeze shoegaze. Og det er så forfærdeligt cool. Jeg har ikke mange andre ord om denne plade, end at den er fuldstændig fantastisk og kun kan retfærdiggøres ved at blive gennemlyttet fra start til slut, som den helhed alle de ni fantastiske numre udgør.

#5 Sleigh Bells (US)

Titel: Treats

Udgivelsesdato: 23 juni

Sleigh Bells – Tell ‘Em

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/94-Tell-Em.mp3|titles=94 Tell ‘Em]

Sleigh Bells Crown On The Ground

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/57-Crown-on-the-Ground.mp3|titles=57 Crown on the Ground]

Advarsel: Der er ret gode chancer for at de højtalere går på pension af ovenstående numre.
Brooklynske Sleigh Bells har med debutalbumet Treats lavet noget nær den perfekte “fuck det hele, jeg skal jo bare drikke mig fuld”-plade. Forsanger Alexis Krauss’ distortede vokal støjer om kap med producer Derek Miller, der både er guitarist i Sleigh Bells og producer for bandet. Musikken er spækket med humør, ironi og hardcore musikalitet og uffatelige taktarter. Dette er den ultimative plade, hvis du trænger til at stikke hele den store vide verden din længste finger.

#4: Gold Panda (UK)

Titel: Lucky Shiner

Udgivelsesdato: 7 september

Gold Panda Vanilla Minus

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-Vanilla-Minus.mp3|titles=02 Vanilla Minus]

Gold Panda Marriage

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Marriage.mp3|titles=Marriage]

Længe før jeg blev en del af Regnsky, læste jeg et indlæg af den her pige, der på daværende tidspunkt var mig ukendt. Hun hed Eva. Hun havde skrevet om en fantastisk amerikansk sampler og producer, der kaldte sig for Gold Panda. Jeg hentede de to sange som var mulige at downloade, og med tiden vokses denne gut sig større og større for mit vedkommende. Meget vand er løbet under broen siden da, og det er helt mærkeligt at skrive om Gold Panda, da jeg forbinder ham med Regnsky. Derwin Panda laver melankolske chillwave dansefester, og med titler som Marriage, You, I’m With You But I’m Lonely og Before / After we talked er tonen ligesom også lagt. Sange om kærlighed, der i hvert fald for mig, handler om hvor umuligt det ind i mellem kan være – og dét uden et eneste ord. Lucky Shiner er en fantastisk plade, der i følge mig er på højde med Animal Collectives Merriweather plade.

#3: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25 maj

Wild Nothing Bored Games

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/14-Bored-Games.mp3|titles=14 Bored Games]

Wild Nothing Golden Haze

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Wild-Nothing-Golden-Haze.mp3|titles=Wild Nothing – Golden Haze]

Et af mine absolutte yndlingsband her i udgangen  af 2010, er uden tvivl amerikanske Wild Nothing. Med deres soltågede dreampop, puttede Wild Nothing en masse neongul, orange og pink i min ellers så sort/hvide malebog. Musikken er på én gang melankolsk og opløftende, og man kan ikke gøre andet end trække på smilebåndet når man hører sange som Bored Games, Chinatown & Golden Haze. Jeg sidder her på min lokale stamcafé i rulamsjakke, fleecetrøje og halstørklæde og tager mig selv i at krydse fingre for en booking på Roskilde næste år, for jeg har ikke den mindste tvivl om at Wild Nothing kunne lave den fineste sommerkoncert, fyldt med sæbebobler, lukkede og sommertrætte øjne og en masse kys og kram. Bandets første studieplade Gemini har i hvert fald været en sikker legekammerat på min iPod, siden dens entré tilbage i maj.

#2: James Blake (UK)

Titel: The Bells Sketch EP / CMYK EP / Klavierwerke EP

James Blake Limit To Your Love

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Limit-to-Your-Love.mp3|titles=01 Limit to Your Love]

James BlakeTell Her Safe

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-Tell-Her-Safe.mp3|titles=02 Tell Her Safe]

James Blake I Only Know (What I Know Now)

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-I-Only-Know-What-I-Know-Now.mp3|titles=03 I Only Know (What I Know Now)]

Vi er kommet til andenpladsen på min top ti liste her. Og først og fremmest tak, hvis du stadig læser med. Det har været svært at komme hertil, for der har som sagt været uendeligt mange kandidater til min ’10 top 10 – men hvis der har været noget, jeg ikke har været i tvivl om, har det været hvilke plader jeg ville lægge på henholdsvis 1. og 2. pladsen. Nummer to på min årsliste er historiefortælleren James Blake, der med sit tredelte album, har kreeret hvad der, i følge mig, er den absolut mest interessante lyd fra 2010. Han understregede for alvor sit indiskutable talent med den smukke fortolkning af Feists klassiker, Limit To Your Love, der bedst af alt beskrives som en blanding af sexet R&B klaverspil og den typiske London-dubstep lyd, som også 10. pladsen Mount Kimbe repræsenterer. Nummeret er efterhånden blevet hypet til døde, men helt undtagelsesvist har det faktisk ikke gjort nummeret ringere, what so ever. James har med Klavierwerke, The Bells Sketch og CMYK ramt bullseye, og lavet sin helt egen lyd som man helt sikkert stadig vil huske, og anerkende, om mange år. Hvis man lytter godt efter, kan man næsten genkende melankolien fra kunstnere som Bon Iver, Burial og Sigur Rós i dette purunge talents hudløst ærlige musik. Jeg har netop fået James’ første fuldlængde album ind ad døren, og jeg tør roligt sige, at hvis du er bare halvt så forelsket i Limit To Your Love som jeg, så har du en kommende favorit i vente.
Jeg sender al min kærlighed til denne smukke, smukke mand der laver musik der varmer helt indtil sjælens rod.

#1: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27 januar

Beach House Zebra

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Zebra.mp3|titles=01 Zebra]

Beach House 10 Mile Stereo

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3|titles=08 10 Mile Stereo]

Beach House Take Care

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/10-Take-Care.mp3|titles=10 Take Care]

Når man taler om Beach Houses Teen Dream, ville det være direkte absurd, blot at kalde det årets bedste plade. Beach House har i 2010 vist sig i en klasse for sig, som ingen er kommet tæt på at nå til sokkeholderne. Alt fra Victoria Legrands hæse og hvæsende stemme, til koordineringen og opbygningen i musikken, gør Beach House til et ganske unikt musikfænomen. Hvis man tager i betragtning, at det næsten er et år siden Beach House udgav tredjepladen, må det fandme være indbegrebet af en fantastisk plade, at man endnu ikke er træt af den, efter gennemlytning nummer tusinde. Teen Dream er i min lille verden en af de absolut bedste plader nogensinde, lavet af et af de absolut bedste bands. På Teen Dream har Beach House givet deres længselsfulde og lo-fi drømmepop et skud endorfin, og tilføjet et par ny ankommende toner. Trance-følelsen fra bandets tidligere plader, er vedligeholdt, forskellen er blot at der er tale om en decideret hitparade på Teen Dream, hvorimod de foregående plader, Devotion og Beach House, mere lyder som en terapisession hos en meget lidt imponerende psykolog. Teen Dream passer til sol og til sne, til lykke og til ulykke, til ensomhed og til fællesskab, til grin og til gråd, til lange søndage i sengen og til cykelture i skoven og til kys og til kram. Beach House og jeg siger tak for nu og Take Care <3

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jens B says:

    Jeg mener nu, at Gold Panda er fra Essex i UK og ikke amerikansk. Ellers må man da nok sige, at du har flottet dig med noget af en liste. Jeg kan kun give dig ret i, at samtlige af disse plader er ovenud fantastiske, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange lister jeg nu har været igennem. En hvis tanke har spankuleret rundt mit hovedet her på det sidste omhandlende, at hvis man helt undlod sådanne lister, hvordan ville musikmedierne så se ud?
    Nok om det. Det er lidt som det som om (selvom du sikkert ville have skrevet dem ned, hvis du nu skulle lave en endnu længere liste), at jeg mangler enten Ariel Pink, Joanna Newsom eller The Radio Dept. Men sådan er der jo så meget.

  2. Devin says:

    Rebecca Coleman from Avi Buffalo has started a new band. Pageants http://www.facebook.com/pages/Pageants/176902478998867?v=app_178091127385&ref=sgm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?