The New Spring om ‘Secret Armor’

Mandag d. 7. maj udgav The New Springs sit andet album, Secret Armor. Denne gang har Bastian Kallesøe flyttet optagelserne af de krøllede singer/songwriter-numre ud af soveværelsets skrabede omgivelser og ind i et rigtigt studie, men den intime fornemmelse af at stå lige ved siden af musikeren er intakt i produktionen.
Fordi Secret Armor er en fremragende plade har Eva taget en længere snak med Bastian Kallesøe, der bl.a. kommer rundt om Secret Armor som et i sin struktur episk værk, hvad man gør i følelsen af en potentiel revolution og hvorfor man efter tre udgivelser føler, at man bør øve sig tre timer om dagen på at spille sit instrument. Derudover har vi præmiere på videoen til nummeret “Who Do You Love”.

Blot et år efter udgivelsen af den selvbetitlede debutplade under The New Spring pseudonymet er Bastian Kallesøe klar med opfølgeren. Længe ventet kan den ikke kaldes, men imødeset med store forventninger er den så afgjort. Hvorfor også vente med at udgive, når man skriver numre med en misundelsesværdig kadence, og i forvejen gerne vil minimere tiden fra numrene skrives, til de rammer lytterens ører?

”Jeg skrev numrene fra Secret Armor over en periode på fire måneder, efter turneaktiviteten stilnede lidt af. I realiteten havde jeg egentligt skrevet en hel plade, mens jeg var på tour med Figurines i foråret og spillet mange af de numre til koncerterne. Men det var som om, jeg skrev mig varm. Faktisk er der ingen af numrene, som optræder på Secret Armor,” fortæller Bastian om processen, hvor albummets elleve numre blev skabt. De mange, som lå ind i mellem debuten og Secret Armor var gode numre, men på Secret Armor skulle forholdet mellem guitar og vokal ændres. ”Jeg har altid haft en idé om guitar og vokal som ligevægtige i forhold til sangene, så mens jeg skrev Secret Armor satte jeg mig bogstavelig talt ned og øvede i tre timer hver dag. Målet var at komme til at spille så godt som absolut muligt på mit instrument.”
Kun et af Secret Armors numre, ”The Mansion (The Hour of the Debutante)”, blev skrevet i forlængelse af debuten. Egentligt skulle nummeret heller ikke have været med på pladen, for Bastian var ikke tilfreds med melodien. Men teksten blev ved med at vende tilbage, så to uger før indspilningerne begyndte, prøvede Bastian for første gang at sætte melodi til et stykke lyrik. På den måde blev ”The Mansion (The Hour of the Debutante)” både pladens ældste og yngste sang.

Fra soveværelsets lo-fi-lyd til studiets 80’er-ballader

Den lange tids øvelse på instrumentet var nødvendig for pladens idé. Hvor debuten dissekerede kærlighedens facetter, var ideen på Secret Armor af produktionsmæssig karakter, og i modsætning til sin forløber blev den indspillet i et studie. ”En ting var jeg sikker på fra start: vokal og guitar skulle indspilles på samme tid. For at gøre det skal man være virkeligt godt hjemme i sit materiale – et nummer som “Who Do You Love” indspillede vi psycho mange gange. Jeg har altid syntes, at det var lidt fjollet at løsrive tingene fra hinanden i indspilningsprocessen og f.eks. indsynge vokaler for sig.”
I det hele taget skulle produktionen gå hurtigt – med blot fem disponible dage i studiet skulle numrenes enkle spor helst færdiggøres rimelig effektivt. Men samtidig skulle produktionen rykkes ud af soveværelset, og trods lo-fi-musikere som Bill Callahan og Nick Drake er noget af det tætteste, man kommer på helte i Bastians musikforståelse, blev effektmaskinerne som rumklang og delay taget heftigt i brug for at skabe den samme fornemmelse, som vellydende 80’er ballader giver.

”Jeg kan godt lide at gå konceptuelt til værks, og egentlig troede jeg, at denne plade skulle være ret minimal og uden nogen form for percussion.” Men da mulighederne for at indspille både trommer og sav i et lækkert studie var der, blev ideen ændret. ”Vi indspillede hvad der faldt os ind. Og Aske Zidore, albummets producer, tilsluttede tyve effektmaskiner eller sådan noget til mixeren og stod der med langt hår, som en eller anden wizard og skruede op og ned på alle mulige knapper, så numrene nærmest blev mikset, mens de blev indspillet. Så kunne vi sortere i ideerne efterfølgende. Det gjorde vi bare stort set ikke.”

At være 16 og DIY

”Mens vi mixede pladen hjemme hos hans forældre, fandt Aske og jeg en kasse med gamle kassettebånd, han havde optaget da han var 16, og vi snakkede meget om, hvordan vi lavede musik dengang. At man lavede hele album for sig selv. For mig er det at lave musik som at gå ind i et helt vildt rart, tidsløst rum uden nogen alder, et rum som på en eller anden måde er det samme, som det var dengang.” Det rum ville Bastian gerne tydeliggøre på Secret Armor, og udover saven, som optræder på “Evening All Day Long” og “Who Do You Love?”, spiller han alle instrumenter på pladen selv – en forklaring på, hvorfor nogle af trommerne ligger en lille smule skævt.
DIY-ideen går igen i videoerne, der ledsager Secret Armors enkelte numre. Det er ikke musikvideoer, men elleve små ”sådan ser det ud”-videoer optaget med to videokameraer og ganske få visuelle effekter. Videoen til ”Who Do You Love” zoomer langsomt rundt om Bastian, og er mest af alt en dokumentation af, hvordan det ser ud, når nummeret bliver spillet. Så guitaristen in spe kan studere det fornemme fingerspil, og vi andre kan få et indtryk af den vacuum-agtige stemning i studiet.

Billede af Christian Klintholm

Secret Armor er filmisk. Teksterne er voldsomt billedskabende, og både sangene for sig og pladen som helhed er båret af en narrativ struktur, som starter og slutter, uden der har været omkvæd ind i mellem. Og som med film skal modtageren have en fornemmelse af at forlade scenen beriget. Man skal gå fra biografen med fred i kroppen – også selvom fornemmelsen måske er simuleret.

Tag plads i sangens plateau

”Jeg vil lave en konkret scenografi, som man kan træde ind i, og bruge billeder i lyrikken til at beskrive en tilstand,” forklarer Bastian om baggrunden for de plateauer, der med ufravigelig konsekvens opstilles i teksterne på Secret Armor. Teksternes plateauer giver sangenes stemninger specifikke rammer: ”the faculty lounge” på ”In the Spirit of the Revolution”, ”the hallway” på ”Poet’s Mouth” og ”the same bed” på ”Burning Your God”. De bestemte former konkretiserer nummerenes følelser.

”Sangene er et forsøg på at beskrive den virkelighed, der omgiver mig. Men den sang, som udelukkende fokuserer på en personlig erfaring, og som ikke er grundfæstet i noget konkret, bliver meget indadvendt,” forklarer Bastian om årsagen til de fremtrædende billeder, som placerer lytteren i en særlig stemning, og uddyber: ”Ideen er, at sangene skal have deres eget liv – et liv, der ikke har noget med mig at gøre. For mig er der en udadvendthed ved at tilbyde lytteren et scenarie, som man bare kan træde ind i.”
Bastian fremhæver ”In the Spirit of the Revolution” som er et godt eksempel på Secret Armor’s vekslen mellem de store følelser og de helt konkrete billeder. ”Revolutionsfølelsen er næsten det største og mest patosfyldte, man kan forestille sig. Jeg vil gerne bevæge mig fra det her store patos og ind til det helt partikulære. Hvad gør man i følelsen af en potentiel revolution? Det kan være, at man skriver et notat i en bog eller går en tur i sneen som på ”Final Day”.”

”I forhold til debutens tekster har jeg stillet mig mere ved siden af mig selv denne gang, så jeg ikke er så tydelig som afsender. Teksterne på debuten udsprang mest af personlige erfaringer, hvor jeg på Secret Armor i stedet forsøger at stille mig udenfor mig selv og den virkelighed, der omgiver mig.” Derfor er det faktisk et tegn på succes, at Bastian kan have svært ved at genkende sig selv i sin musik. Men det gør ikke Secret Armor til en mindre personlig plade. De billeder, ordene frembringer vil bare altid være forskellige afhængigt af lytterens egen erfaring – alle kan med lethed fremkalde billedet af sin egen barndoms lærerværelse (faculty lounge) for sig og huske følelsen af at træde på nyfalden sne. Gennem lytterens individuelle sansning af sangene kan de næsten komme til at stå alene, smukke i sig selv.

Man ender altid på hospitalet

Foruden musikkens ekstraordinære kvalitet er der en ganske åbenlys og strukturel årsag til, at The New Springs udgivelser med største naturlighed kan betegnes som “værker”: på begge har åbnings- og slutnummeret en definitiv klang over sig – pladerne kunne ikke starte eller slutte anderledes, og på den måde samles alle numrene til en velgennemtænkt fortælling, man som lytter ønsker at få en dybere forståelse af. ”Jeg vil gerne have en abstrakt narrativ, hvor numrene står i relation til hinanden. Jeg havde længe haft en idé om, at sang nummer to, ”Evening All Day Long” skulle være pladens åbningsnummer. Åbningsnummeret, ”Burning Your God”, skrev jeg meget kort tid inden jeg indspillede, og det var ment som en form for prolog eller opbygning.”

Hvert enkelt nummer på “Secret Armor” har sin egen funktion, og derfor er der heller ikke nogen decideret single fra pladen. “In the Parlor”, det første nummer offentligheden fik lov til at høre, var selvfølgelig repræsentativ for udgivelsen, men nummeret har samtidig en vigtig plads i albummets narrative forløb. ”Da jeg skrev ”In the Parlor” tænkte jeg, at den skulle ligge på det her sted. Det er nummeret med flest aggressioner, både musikalsk og lyrisk. Jeg anstrengte mig virkelig for at vride så hårdt i strengene som overhovedet muligt uden at spille forkert. Og teksten refererer til at ville ødelægge eller i hvert fald transformere kroppen. Nummeret er det sammenbrud, som finder sted en time inde i den film, der varer halvanden time. Vi er meget langt fra en forløsning.”

Narrativen flirter med berettermodellen, og leger på den måde med det forudsigelige. Men Secret Armor bliver aldrig kedelig – den afsluttende ”End Song” foregiver måske at være en forløsning rent musikalsk qua sin medrivende energi, men er det så alligevel ikke helt. ”Jeg kan godt lide den lidt klodsede opbygning i fortællingen. Også bare det, at sidste nummer hedder ”End Song”, og scenen er på et hospital. At det er slutningen kan ikke understreges tydeligere.” Men selvfølgelig er hospitalet ikke endestationen for andet end Secret Armor.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Trine Kristensen says:

    Hej :-)
    Jeg er for nylig blevet bekendt med denne plade, og vil meget gerne købe den – helst som cd. Men ligegyldigt hvor og hvordan jeg søger, finder jeg den ikke. Ligger den mon kun på Youtube? På forhånd tak :-)
    Venlig Hilsen Trine.

  2. Eva Laksø says:

    Kære Trine,
    den er desværre ikke udgivet som CD. Den kan købes på vinyl og download her: http://tambourhinoceros.net/product/secret-armor
    Ellers kan den lyttes til på alle streamingtjenester :)

    Det er en fantastisk plade, dejligt du har opdaget den.

    VH Eva Regnsky.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Årets album – marts & april

Det sneede, da foråret begyndte. Det gjorde ikke spor. The New Spring var all over, det kom Shout Wellington Air Force også til at være. I den helt anden lejr debuterede Taragana Pyjarama endelig. Og det til bravour. Vi er altså kommet til marts og april i årsafrundingsføljetonen. Første afsnit – januar og februar – kan læses her.

Marts

The New Spring – The New Spring
Første marts var den perfekte udgivelsesdato for første singlen “The Glow”. Jeg kan ikke forestille mig en smukkere måde for foråret at starte på, end med det nummer og den efterfølgende samling serenader Bastian hilste det velkomment med. Foråret er en begyndelse, og på samme måde blev The New Spring begyndelsen for mit musikår, og et udgangspunkt resten blev opbygget på. Følsomhed, fordybelse og åbenhed var centrale begreber, og de blev til retningslinjer for resten af musikvalget. Følsomheden er konstant til stede: i vokalens milde famlen i toneleje og tempo, i guitarens nuancerede fingerspil. Selve den rumlige dybde i klaver og slagtøj, fordybelsen i teksternes plateauer og ikke mindst i det søgende forelskelsestema, der afrundes smukt i med ordene “maybe love”. Åbenheden er den klassiske sangskrivning, som Bastian Kallesøe fortolker og forfiner, således at The New Spring både er umiddelbart indtagende og holder til lange togture i en sneklædt begyndelse af foråret, til sommer og udsigt over Øresund, til blid opvågning på Trailerpark Festival. Det er de ti numre, jeg har lyttet mest til i 2011 og den koncertoplevelse, jeg har opsøgt oftest.

The New Spring – Ceremony
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/07-Ceremony.mp3]

The New Spring – Maybe Love
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/10-Maybe-Love.mp3]

Shout Wellington Air Force – Clean Sunset (2010)
The New Spring i sig selv kunne ikke stille min sult efter Bastians kompositioner. Så selvom jeg et år forinden – en sløj eftermiddag med tømmermænd – hovent havde forkastet Shout Wellington Air Force debutalbum som overprætentiøst, vendte jeg tilbage. Sneen lå stadig tungt over det meste af København, den var uberørt ude hos hestene på Amager Fælled, det klareste frostsolskin blev reflekteret, og trods Clean Sunset er en svær plade skinnede melodierne. Jovist, den er prætentiøs. Den farer op og ned i tempo, galopperer, refuserer, traver stabilt for at slå med hovedet og hoppe til siden. Den vil røre dig, forvirre dig, forvitre i støj for igen at fremstå helt klar. Den har få indgange. Men jeg fandt et par, da jeg stod der på en lysende Amager Fælled og havde hørt The New Spring fire gange i et stræk. “Paris, Paris!” er en af dem, og det som læner sig mest mod The New Springs lyd – fingerspil (her med elektrisk guitar), svage trommer i baggrunden, teksten i fokus. Heri er også den største forskel: “Paris, Paris!” er en uforbeholden tro på en kærlighed så tydelig som piger i karrygult en græsgrøn sommerdag. Og så er “picturesque” nok årets yndlingsord. Der er bidder af “Paris, Paris!” i hele pladens søgen mod poppen. Den holder numrene sammen i helheden.

Shout Wellington Air Force – Paris, Paris!
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/09-Paris-Paris.mp3]

Shout Wellington Air Force – Astrid
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/12-Astrid.mp3]

April

Taragana Pyjarama – Taragana Pyjarama EP
Det var vældigt passende for Taragana Pyjarama at debutere på det franske label Fool House. Alle de store forventninger indfriedes, mere til endda, og de blot tre numre understregede, at Danmark næppe er stort nok til et så unikt talent. Hvad kendetegner da det unikke? I Taragana Pyjaramas tilfælde mødet mellem modsætninger – et gennemgående tema for ep’en som helhed. Vi hører det tydeligt på åbningsnummeret “Sundanese Blonde”, hvor overraskende detaljerigdomme og melodisk fokus smelter sammen med traditionelle housebeats og analoge rytmer skaber (positive) spændinger i forholdet mellem det programmerede og det improviserede. Men bedst er det afsluttende “Ocean”, som Pitchfork ligefrem kaldte “sublimt”. Med “Ocean fuldender Taragana Pyjarama på smukkeste vis den cirkel, “Sundanese Blonde“‘s komplekse stemninger begyndte, og formår at overbevise mig om, at det er i mødet mellem det længselsfuldt drømmende og umiddelbart appellerende lykken findes.

Taragana Pyjarama Ocean
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/Ocean.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pinsetilbud til koncertfolket

Forlænget weekend er lig med fest. Dog gemmer vi turntables og 4/4 dele (lidt) væk, finder bandkikkerten frem og nærstuderer Hovedstadsområdets pinsetilbud på koncertfronten.

Min weekend indledes med udsigt over Øresund og toner fra The New Spring. Der er altid en grund til at besøge Louisiana i Humlebæk, men denne fredag lokker kunstmuseet endnu mere end normalt. Her besøger The New Spring museets fredagslounge, og fuldender dermed min drøm om den perfekte eksamenslæsnings-afslapning – for det er svært at forestille sig en mere idyllisk scene, end Bastian Kallesøes hjertevarme og roligt folkede numre omgivet af museets harmoniske arkitektur, der ikke er langt fra de rum, The New Springs tekster bevæger sig i – lyt bare til et nummer som “For Everest (Shelley)”‘s indledende strofer “And the house is like a coffin/now that everyone’s asleep/from the porch you’re overlooking/ the garden and the trees/and I don’t mind the saying/that you are my light/and oh, will you burn through this night?”.
Debutpladen fra marts rangerer endnu blandt årets absolut bedste danske udgivelser, og skønt den har bragt Bastian Kallesøes soloprojekt ud i selv de mindste kroge af landet som supportband, har det været så godt som umuligt at opleve headliner koncerter med The New Spring. Fredag er det endelig muligt, og fremragende anmeldelser af koncerten på SPOT Festival varsler topform hos Bastian Kallesøe, der på Louisiana suppleres af Søren Lilholt (The Rumour Said Fire), som også bidrager med kor på store dele af pladen.

The New Spring, fredag d. 10. juni kl. 19 på Louisiana, Humlebæk. Entré: billet til museet.
The New Spring kan også opleves på årets Trailerpark Festival.

The New Spring – The Glow
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/The-Glow.mp3]

Synes du, at der er langt til Humlebæk? I så fald kan du trille ned til Skuespilhuset, hvor udendørsscenen Ofelia Beach åbner med Vinnie Who-koncert fredag kl. 17. Her er også vandudsigt – dog den lidt mere urbane af slagsen, som utvivlsomt udgør et mere passende miljø for Vinnies genopfundne disco, en velsoignerede græsplæner og træpaneler i massevis. Udover at fungere som opsamling for de kære, gamle favoritter “Ain’t Going Nowhere” og ”The Fall” (i nye produktioner), føjer den netop udgivede ep, A Step, nye indput til discorammerne.
Singlen “Killer Bee” eksperimenterer – og lykkedes – med ultraprætentiøst klaver og Niels Bagges endnu mere overlegne og overraskende krukkede vokalpræstation. Ren 80’er-pop – og måske en kende let? Alle pletter preller af produktionen, hvilket er kønt og dygtigt, men også en lille smule uvedkommende. Som modsvar står titelnummeret som en halvmelankolsk koklokke-tribute. Noget af en aparte kombination, men som modspil til “Killer Bee” fungerer “A Step” glimrende.

Vinnie Who, fredag d. 10. kl. 17, Ofelia Beach, Skuespilhuset. Gratis.

Vinnie Who – Killer Bee

Copenhagen Collaboration – eller Cop Col, som det foretrækkes – er en sammenslutning af bandene Alcoholic Faith MissionBefore the Show, CODYFrom SarahHellraisertenMonkey Cup Dress, My Name is LegionThe Ondt and the GracehoperSleep Party People og Stærosaurus. Noget af en mundfuld, og i alt 30 musikere, der spiller sammen på kryds og tværs i de ti bands. Sammen har de skabt kollektivet, og den dertilhørende blog, der henover pinsen får et ordentligt pust vind i sejlene med minifestival lørdag og søndag på Huset i Magstræde. Her vil samtlige kollektivister optræde – både med egne numre, vennernes og måske også nogle cover-versioner? Det seneste døgn er de 30 musikeres fælles version af Bands of Horses’ hymnen “Funeral” blevet noget af et internet hit – da Band of Horses linkede til den via deres Facebook side, kvitterede fansene med intet mindre end 2236 likes og 180 kommentarer på – hold godt fast – 21 timer.
Se, det er promovering, der virker!

Copenhagen Collaboration, Lørdag-søndag, 11.-12. juni kl. 20-02, i Planeten, Huset i Magstræde, København. Entré: 80,-

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Interview: The New Spring

”Egentlig lyttede jeg mest til popmusik fra Göteborg, da jeg skrev pladen – The Radio Dept., Jens Lekmann, The Embassy og sådan noget. Den melankolske guitarpop. Faktisk lyttede jeg meget lidt til folk. Det var den ligetil popmusikken, der var idealet – sådan som f.eks. ”The Glow” lyder. Men jeg havde det bare ikke i mig at skrive en hel plade som den sang… Selvom jeg gerne ville lave ukompliceret popmusik i starten, så kunne jeg ikke.”

I perioden hvor Shout Wellington Air Force-pladen Clean Sunset blev mikset, opstod nye tekstbidder og melodistumper i sanger Bastian Kallesøes hoved. Som modstykke til pladen, han lige havde indspillet med bandet, måtte vejen fra tanke til færdigt indspillet nummer være så kort som muligt hos The New Spring – navnet, han i morgen udgiver sin første soloplade under. Inspireret af den lo-fi musik, Bastian altid har lyttet til, skulle indspilningsprocessen foregå hurtigt, ukompliceret og gerne under skrabede forhold.

”Jeg fik lyst til at lave musik, hvor det handlede mere om følelser end instrumenter. I Shout Wellington Air Force laver vi meget kompleks rockmusik. Men så voksede The New Spring-numrene alligevel hele tiden, fordi jeg inviterede mine venner over til at medvirke på pladen. Udtrykket blev sig større og større.”

Nu udkommer resultatet af disse sessions. Skønt The New Spring deler det meste af sin instrumentering med de utallige folkartister, der gennem tiderne har rejst land og rige rundt med guitar og stemme som melodiernes grundlag, vil du næppe føle dig henført til en tidslomme fra 60’erne. Bastian strør gavmildt komplekse, bittersøde popmelodier over lytteren på de ti numre, der endte med at repræsentere The New Spring:

”Jeg tænkte meget på, at det ikke skulle lyde for gammelt. Jeg synes der er mange, der falder i den der grøft med at lyde for meget som Bob Dylan eller Leonard Cohen. Men samtidig ville jeg heller ikke have, at det skulle være cool og tidstypisk. Pladen skulle ikke eksistere så meget i en tid. Det var måske derfor, jeg gik væk fra lo-fi lyden, og derfor der også kom kor og trommer på nogle af numrene. Til gengæld havde jeg en regel om, at der ikke måtte være strygere på pladen, overhovedet.”

The New Spring – Sunny Meadows (via Tambourhinoceros)

De simple og gennemgående lydbilleder skulle give plads til teksterne. I Bastians vindueskarm læner digtsamlinger fra Inger Christensen og Michael Strunge sig op ad hinanden, mens vi taler om at opleve de samme stykker litteratur på forskellige måder på forskellige tidspunkter – som en vekselvirkning, ikke ulig ordenes evne til at beskrive væmmelig ting smukt. Den samme nuancerethed i kærlighedsbegrebet, gjorde det til et appellerede emne for Bastian, der med The New Spring ønskede at skrive om kærlighed i en mere generel og flersidet kontekst.

”Det ville være absurd at påstå, at der mangler kærlighedssange i verden. I virkeligheden kan vi jo ikke alle sammen gå rundt og være forelskede og have det godt hele tiden – derfor lykkedes bestræbelsen om at lave helt simpel popmusik heller ikke. Så selvom The New Spring handler om kærligheden, handler det ikke blot om at besynge den. Barricades” var mit forsøg på at skrive en mere politisk kærlighedssang. Den blev skrevet under alt det med Brorsons Kirken i København 2009, som jeg syntes var virkelig ubehageligt – at politiske voldshandlinger griber ind i folks forhold til hinanden på den måde, og at man i princippet står uden indflydelse.”

Men teksterne kan ikke stå alene, understreger Bastian. De er bundet til melodien, og måden de synges. Tag f.eks. “Barricades”, som han jokende beskriver som sit rapnummer. Her har den massive tekstmængde i det knapt 4 minutter lange nummer en direkte fysisk effekt:

“Jeg ville gerne frembringe en følelse af, at jeg havde svært ved at få vejret, når jeg sang den, for det var måske også sådan, jeg havde det i den periode. Der er utrolig meget tekst i nummeret. Ordene kommer ud som en stor, usorteret klods. Det gælder også “Little Poet”, som jeg bevidst lagde så højt i tonerne, at det var på kanten af, hvad jeg rent fysisk kunne synge. Nummeret rammer egentlig ret præcist, hvad jeg gerne ville vise med de modsætningsfyldte forhold i kærligheden – der hvor følelser virkelig støder sammen. Det er pisse svært at synge, men jeg synes, det er med til at sætte hårdt mod hårdt og understrege nødvendigheden i nummeret.”

The New Spring – Little Poet (via Tambourhinoceros)

Et af numrene på pladen, hvor instrumenterne fremstår med størst kraft er da også “Little Poet”. Bastians vokal bakkes op af kor, og væver sig omkring guitar, klaver, bækken og håndklap. Som dets modsætning står numre som “Sunny Meadows”, åbningsnummeret “Little Poem” og “Ceremony” med vokal og guitar som eneste bærende elementer i lydbilledet, og kun ganske sjældent suppleres Bastians vokal af kor og guitarens melodi af klaver. For selvom der løber en varm, intim og gennemført ærlig tone gennem hele pladen, måtte melodierne og instrumenteringen være ligeså nuancerede i sine billeder af kærligheden, som de tekster, musikken er uløseligt forbundet til.

”Nu når jeg selv lytter til pladen, synes jeg mange af numrene modsiger hinanden. Mange har en optimisme i sig og slutter med en form for håb, mens mange er håbløse. Det kan måske virke usammenhængende, men egentlig bryder jeg mig ikke om plader, der ikke tvivler på sig selv. Jeg ville gerne have, at det sidste nummer, “Maybe Love”, var “det store slutnummer” – lytteren skal ikke være i tvivl om, at pladen er slut når “Maybe Love” rinder ud. Jeg kan godt lide, at ting slutter på en definitiv måde. Men samtidig skulle nummeret også snyde lidt. Musikalsk er der en tone af håb i det – og også i teksten – men alligevel hører jeg den som en meget tvivlende sang, der ikke vil konkludere noget på pladens vegne, men som alligevel lidt lader som om, at den er en forløsning.”

Tvivlen kan ses som et af pladens deciderede temaer – både i fremstillingen af kærligheden og i instrumenteringen – og den går igen, når Bastian tænker over at pladen, der jo startede som et personligt projekt, rent faktisk udkommer:
”Selvom jeg udgiver pladen, har jeg en følelse af, at den er så meget mig, at den stadig tilhører mig, selvom andre kan have en mening om den og et forhold til den. Jeg betragter den alligevel meget som min ejendom.”

The New Spring udkommer i morgen, mandag d. 28. marts på LP, CD og download via Tambourhinoceros. Køb pladen her.
Udgivelsen kan høres frem til udgivelsesdatoen på Soundvenue
.
The New Spring er i øjeblikket på en rimelig omfattende Danmarks-tourne med Figurines. Se mere her
.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?