Den svære kunst at danse til house i aftensolen

B From E (aka Frej Levin) og den svenske duo Mount Liberation Unlimited ville ikke mangle noget at tale om, hvis de skulle blive fanget i en elevator sammen.

De kan eksempelvis gå i dybden om deres fælles kærlighed for dyb og charmerende house og tale om den fascination for hardware-instrumenter, som de begge besidder.

Og så har de begge haft til opgave at få publikum til at danse til housemusik midt i aftensolen på Roskilde Festival. Countdown-scenen var søndag klokken 18.30 vært for B From E, og 25 timer senere var turen så kommet til Mount Liberation Unlimited.

Ikke det værste tidspunkt for bastunge beats, men heller ikke det bedste, og det var fremmødet til begge koncerter et gyldigt bevis på. Kun hegnet helt oppe ved scenekanten, hvor man kunne finde skygge, var optaget af publikum, der endnu ikke var begyndt at overveje aftensmaden.

Fremmødet skulle selvsagt vise sig at tage til i sin størrelse ved begge koncerter, om søndagen ikke mindst takket være en tydelig begejstring malet i ansigtet på B From E over muligheden for at spille sin house-musik, der trækker tydelige tråde til Chicago-lyden i midt-90’erne. Selv da han indledningsvist kæmpede med tekniske problemer og gik bag om scenen blot for at vende tilbage med et sæt kabler til sine instrumenter, gjorde han det med et smil.

Og selvom bassen hamrede så hårdt, at den vibrerede i navlen, og B From E lignede en entertainer med sit brede smil og gode gode intentioner, kom der aldrig for alvor gang i festen. I hvert fald nåede den aldrig det klimaks, hvor hofterne løsriver sig eller hænderne nærmest af sig selv svæver i luften. Jeg kan kun forestille mig, hvordan koncerten havde udviklet sig, hvis starttidspunktet lå et par timer senere.

Mount Liberation Unlimited (foto: Hjalmar Rechlin)

Nogenlunde samme spørgsmål stod jeg tilbage med efter Mount Liberation Unlimiteds koncert. Og så alligevel ikke. I modsætningen til B From E’s instrumentelle udtryk tyer svenskerne både til guitar og vokal på deres produktioner, der er med til at give MLU et mere svævende og leftfield udtryk. Og hvor B From E lader musikken og smilet tale for sig selv, var duoen flere gange ude med direkte opfordringer til sit publikum.

Først refererede de til det danske fodboldlandsholds nederlag aftenen forinden ved at at proklamere et “fuck Kroatien”, og 20 minutter senere blev det for alvor mærkeligt, da Tom Lagerman fra duoen endnu engang adresserede publikummet. “I’m tired of Sweden. Wherever we go, we hear that the Danish people are fucking insane. But you guys are just fucking normal,” blev der råbt med en hentydning til, at folk skulle danse mere.

Men dansen brød aldrig for alvor ud. Det skal især tilskrives en alt for klumpet lyd, hvor MLU’s mange medbragte instrumenter aldrig fik lov at skinne igennem, men i stedet blev gemt væk i en maksimalistisk og stressende performance. Og på grund af dette både kunne og skulle MLU have gjort mere. Også selvom koncerttidspunktet ikke var det bedste.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Podcast: Regnsky møder Roskilde-aktuelle B From E

Det markerer en kulmination for Frej Levins lange liv som musiker, når han om et kort øjeblik indtager Roskilde Festival som B From E.

Og det siger ikke så lidt. Frej Levin har som B From E i løbet af ganske kort tid haft flere soloudgivelser med sin deep house-lyd på blandt andet Copenhagen Underground Posse, Tartelet Records og italienske Traxx Underground.

Men vejen derhen har været lang for den unge dansk-mexicaner. Det og meget mere fortæller han om i denne podcast med Regnsky.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copenhagen Underground Posse slutter ringen på ‘Liderlige Rytmer del 3 af 3’

Da festarrangørerne og klubkollektivet Copenhagen Underground Posse i 2014 sprang ud som et pladeselskab, begyndte det hele med vinyludgivelsen Liderlige Rytmer Del 1 af 3. En kompilation, hvor nogle af hovedstadens førende houseproducere som Daniel Savi, Samuel Andre Madsen og Kasper Marott var samlet.

Nu, fire år senere, kan Copenhagen Underground Posse (eller C.U.P.) omsider sætte et punktum på Liderlige Rytmer-føljetonen med den tredje udgivelse af tre. På fire år har C.U.P. udgivet solo-ep’er fra Supertonic, Terry Tester og senest B From E, og det er også sidstnævnte, der indleder Liderlige Rytmer Del 3 af 3.

B From E (alias Frej Levin) leverer på Human Revolution klassisk, uimponeret deep house, der vækker minder om Chicagos Glenn Underground, inden Samuel Andre Madsen som S.A.M. vender vrangen ud på Human Revolution med et dubbet remix.

Mens det er de garvede navne, der indtager a-siden, venter Belmaati (alias Casper Belmaati) og Soaked (Aske Albertus), to nye ansigter i C.U.P.-folden, på b-siden. Ligesom B From E har de to producere øjnene rettet mod en kanonisk house-lyd, men hvor Soaked på Heavy Thoughts allierer sig med pianostabs og rå, dunkende dyb trommegang på Heavy Thoughts, sørger Belmaati for lange synthlines og sing-a-long-venlige vokalrepetitioner på Deep CTRL.

Selvom der er sket meget, siden C.U.P. rullede pladeselskabsforretningen ud i 2014, har det københavnske label det seneste år været hårdt ramt af produktionsforsinkelser på pladen. Forsinkelserne er nu lagt bag dem, lover de, og derfor vil man i 2018 kunne se frem til flere (fremhævet med udråbstegn i pressemeddelelsen) udspil fra B From E, en Terry Tester-opfølger til Genealogia-ep’en fra 2016 samt en debut-ep fra førnævnte Soaked. Netop Soakeds første udspil på C.U.P., Heavy Thoughts, kan man høre i sin fulde længde forneden.

C.U.P. fejrer fredag eftermiddag udgivelsen af Liderlige Rytmer Del 3 af 3 med en release-fest i Nørrebro-pladebutikken Percy Records, hvor det også vil være muligt at købe vinylen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *