Bliv forårsforelsket med VEGAs New Crush

VEGAs New Crush

Tidligere på året kiggede vi sammen med VEGA ind i fremtiden, da VEGAs Udvalgte løb af stablen med en række af de største talenter fra det danske vækstlag. Her, hvor foråret så småt går på hæld med en københavnsk hedebølge, er turen så kommet til seks af de artister, som, VEGA mener, vil gøre sig gældende på festivalplakater, koncertkalendere og hitlister de kommende år – de fleste af dem gør det sågar allerede til en vis grad. Det sker, når VEGAs New Crush finder sted på torsdag på – naturligvis – VEGA i København.

Og hvis man skal tro folkene bag VEGAs New Crush, så er det kunstnere, der begynder med bogstavet A, som bliver det helt store – det er nemlig tilfældet for fem af årets seks artister. Heldigvis har de ikke kun begyndelsesbogstavet til fælles; talentet er nemlig også tydeligt hele vejen rundt. Men jeg vil nu alligevel skære programmet midt over og præsentere mine tre favoritter ved anden udgave af VEGAs New Crush. Og de starter alle med A.

Den første forelskelse
Min første kærlighed er en svensk artist, som for en lille måned siden gav koncert til årets SPOT Festival. Jeg missede dengang bevidst koncerten med Albin Lee Meldau, fordi jeg vidste, at jeg kunne opleve den talentfulde singer/songwriter til VEGAs New Crush kort tid efter. Så nu er det nu, at den tidligere med-forsanger i rockbandet The Magnolia og gademusikant skal have lov til at bevise, at Göteborg er den hotteste musikby på det svenske landkort lige nu – Pale Honey, som vi elskede under SPOT, kommer også derfra.
Albin Lee Meldau spiller popmusik af den soulede slags, og hans første udspil “Lou Lou” har med garanti allerede sat sig fast på hjernen af mangen en musikelsker derude.

Mød Albin Lee Meldau her:

Den anden forelskelse
Om Albin Lee Meldau i virkeligheden synger om min anden forelskelse på “Lou Lou”, vil jeg lade stå hen i det uvisse for nu. Men sikkert er det til gengæld, at jeg glæder mig helt vildt til at opleve det sydafrikanske stjerneskud Alice Phoebe Lou, når hun gæster VEGA på torsdag. Alice Phoebe Lou er kommet mere eller mindre ud af ingenting efter at have rejst Berlins gader tyndt med sin musik. Hun er selv meget imod at genrebestemme sin musik, og standardsvaret er, at hun laver musik i genren “whatever”. Men jeg vil nu alligevel vove pelsen og klistre et blueset folk-stempel på hendes ekstremt vedkommende og nærgående stil. Uanset hvad er jeg overbevist om, at alle blandt publikum vil være dybt forelskede i den karismatiske, blonde sydafrikaner, når aftenen er omme.

Mød Alice Phoebe Lou her:

Den tredje forelskelse
Hvor de to første artister i høj grad er båret af henholdsvis sin store vokal og sit autentiske udtryk, elsker jeg min tredje forelskelse, fordi han kommer med al den inderlighed og indlevelse, jeg kunne drømme om fra en islandsk artist. Det er naturligvis Axel Flóvent, jeg er faldet pladask for. Jeg har svært ved præcist at sætte en finger på, hvad det er, der gør Axel Flóvent så speciel, men sådan er det jo nogen gange med forelskelser. Han skaber ro, han giver lytteren lyst til at fordybe sig i hans univers, og så har han gjort noget, som jeg ikke troede var muligt: Han har formået at gøre Frank Oceans “Swim Good” til et decideret mesterværk.

Mød Axel Flóvent her:

Det hele løber som sagt af stablen på torsdag, og der er stadig billetter at få, hvis man skulle have fået lyst til en aften i selskab med noget af det bedste fra det europæiske, amerikanske og afrikanske vækstlag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *