Regnskys julekalender 2016: 9. december

Aurora Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det Imogen Heaps fødselsdag – ja, det er hende med “Hide and Seek” fra engang midt i 00’erne. Jeg havde helt ærligt glemt, at hun eksisterede. Men Imogen Heap er faktisk en relativt vigtig personlighed i den teknologiske udvikling, vi ser inden for musikformidling i disse år. Hun var en af de første til at lukke fansene helt ind i processen omkring skabelsen af et album, da hun i årene op til udgivelsen af “Ellipse” i 2009 lavede en serie videodagbøger på YouTube, hvor man kunne følge med i hendes tanker og arbejdsproces. Så stort tillykke med de 39 år, Imogen! Og tak for, at vi fik lov til at komme lidt tættere på.

Årslisten: #16
Jeg lovede i går, at vi ville blive i Norge, efter Dagny indtog 17. pladsen i går. Men mens Dagny må siges at være en af de helt nye norske stjerneskud, så har den – paradoksalt nok – seks år yngre Aurora været en del af gamet i, hvad der føles som en evighed. Hun udgav sin første single som bare 16-årig i 2012, og tidligere i år udgav hun så debutalbummet “All My Demons Greeting Me as a Friend”, som er et ærligt og velproduceret popalbum. Det er lige gået op for mig, at der er utroligt meget rendyrket pop her i listens nedre halvdel, men det har også været et usædvanligt godt popår i år.
Aurora har sagt, at hun allerede har skrevet omkring 1.000 sange og digte, så der skulle være nok at tage af til fremtidige album. Men en af de sange, hun allerede har udsendt, er “Running With The Wolves”. Det er et nummer, som hun leverede en helt fænomenal version af under årets Roskilde Festival, og den er for mig indbegrebet af, hvad norsk popmusik kan i disse år. Det er catchy, det er levende, og det har en konstant dramatisk nerve som bygger op mod et nærmest eksplosivt omkvæd – det bedste bud på netop det skal vi møde om godt en uges tid.

Årets udenlandske koncert: #2
Temaet for de to bedste udenlandske koncerter i år er én ting: Konfetti. I min verden findes der simpelthen ikke noget bedre til koncerter end konfetti. Det skaber en fantastisk stemning, det giver gode billeder, og det er simpelthen med til at løfte en koncert. Det var blandt andet tilfældet til Tame Impala i Falconer Salen i foråret. Jeg har hørt flere sige, at de godt kunne have ønsket sig, at bandet havde leveret lidt mere end bare en liveversion af “Currents”. Men når kildematerialet er så fænomenalt godt, så er jeg altså relativt nem at stille tilfreds. Jeg synes nemlig for en gangs skyld, at lyden i den udskældte sal overgik sig selv og leverede en virkelig fin oplevelse – i hvert fald hvor jeg stod. Så for mig var det en ganske komplet oplevelse med et band, som jeg elsker virkelig højt.
Her er en liveversion af nummeret “The Less I Know The Better” – man kan roligt hoppe et minut ind i videoen, for bandet er lidt lang tid om at komme i gang.

Det var alt for i dag. I morgen tager vi hul på top 15, og det er samtidig blevet tid til at se nærmere på årets næstbedste danske koncert i mine øjne.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Thomas Laumark says:

    Jeg ser frem til, at du deler The Flaming Lips på Heartland som den bedste koncert i år. Der er ihvertfald tale om konfetti – og masser af det!
    Jeg synes nu, at Tame Impala var endnu federe på Roskilde Festival, hvor jeg oplevede, at Kevin Parker var så taknemmelig og meget til stede, at det ikke gjorde noget, at hans vokal fik udfordringer til sidst i koncerten. Tvært imod var det vildt levende og autentisk.

    Og så vil jeg lige rose dig for en fed julekalender, det er en fornøjelse at følge med. Både for at kunne erklære mig enig i mange af dine højdepunkter fra i år, mens jeg også får åbnet øjnene op for ny musik. Bliv ved – og skriv endelig mere, det ville ikke skade noget.

  2. Peter Pishai Storgaard says:

    Hej Thomas,

    Tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du kan lide julekalenderen.
    Jeg hørte ikke hele koncerten på Roskilde, da jeg – fordi jeg jo netop havde haft den gode oplevelse – valgte at prioritere andre bands, men det er godt at høre, at du er begejstret for koncerten. Jeg har nemlig hørt lidt forskellige meldinger fra folk, som var til hele koncerten.
    Og du fik selvfølgelig ret i din spådom omkring årets bedste koncert: http://www.regnsky.dk/2016/12/regnskys-julekalender-2016-11-december/

    Bedste hilsner,
    Peter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Slut, plut, finale: Årets opture fra Roskilde Festival

Highasakite

Den er mandagen derpå. Mandagen efter den 46. udgave af Roskilde Festival, og mine sædvanlige Roskilde-blues er begyndt at indfinde sig. Jeg sidder tilbage med en følelse af en festival med meget få hovednavne – og de få, der så var, virkede fejlcastede eller leverede ganske middelmådige oplevelser. Og hvor de største kunstneriske oplevelser var henvist til Avalon og Arena. Neil Young undtaget i begge tilfælde, naturligvis.
2016-udgaven af Roskilde Festival vil også stå tilbage som året, hvor den irriterende tendens med urimelige mængder af småsnak, som har plaget mange andre festivaler rundt i landet, også ramte landets største festival. Det var især håbløst på Gloria (omend Avalon og Pavilion heller ikke gik fri), hvor de intime rammer blot virker forstærkende på folks idioti. Jeg ved ikke, hvordan man løser det, men det kunne være dejligt med lidt større respekt for både artisterne og ens medmennesker, som rent faktisk er kommet for at høre musikken. Man skulle jo mene, at der er plads nok andre steder til at vende verdenssituationen uden at ødelægge andres festivaloplevelse.
Men den her artikel var egentlig tænkt som en hyldest til alt det gode på årets festival, så lad mig slutte opsangen her og i stedet fokusere på det bedste blandt de 32 koncerter, jeg nåede at høre i år.

Palace Winter, Rising
Jeg er helt tosset med den dansk/australske-duo, og det er især deres evne til altid at levere nærværende og begejstrede koncerter, som har fanget mig. Frontmand Carl Coleman besidder al den charme, man kunne forvente sig af en australier, og den charme i smuk duet med Palace Winters musik matchede den solbeskinnede søndag aften til perfektion.

Reykjavíkurdætur, Countdown
De seneste uger har været en lang sejrsparade fra vores islandske overboer. Først skøn-smadrede Sigur Rós Northside Festival med den bedste koncert i Ådalen i år, dernæst HU-smadrede deres fodboldhold blandt andre England i Frankrig, og tirsdag var det så de på dagen 15 kvinder fra Reykjavíkurdæturs tur til at femi-smadre den spritnye Countdown-scene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente på forhånd, men jeg fik en hiphop-fest med klare budskaber mod sexisme, diskrimination og manglende solidaritet – leveret på et islandsk, som ligger meget langt fra det, de fleste af os kender fra blandt andre Sigur Rós og Ásgeir.

Aurora, Pavilion
Åbningskoncerten på den første musikdag viste sig også at være en af de bedste. Aurora var i absolut topform og med en inderlighed og en sårbarhed, som er de færreste forundt, tryllebandt hun Pavilion i den lille time, koncerten varede. Der var vanvittigt mange nordmænd til den koncert, og det forstår man jo godt. De kan godt være stolte af deres lille landskvinde med den store stemme!

Courtney Barnett, Avalon
Courtney Barnett var mit ubetingede must see, inden jeg tog af sted på festivalen. For mig er “Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit” et af de bedste albums, der er udkommet de senere år, og jeg havde set meget frem til at opleve australierens tvetydige og ironiske lyriske univers i levende live. Og jeg blev ikke skuffet. Efter en lidt blød start foldede Courtney Barnett sig ud med en fantastisk energi og hit som “Avant Gardener”, min yndlingssang “Elevator Operator” og nummeret med den bedste linje i moderne musik – “Give me all your money // and I’ll make some origami honey” – “Pedestrian At Best”. Summen af det blev en koncert, som for mig står som årets højdepunkt.

Blood Orange, Avalon
Denne koncert kunne lige så godt have været årets bedste, hvis bare bandet havde leveret en lige så overbevisende indsats som hovedpersonen Dev Hynes/Blood Orange – som Shy Shy Shy også var inde på, da vi snakkede med dem dagen efter koncerten. For Dev Hynes er fandme talentfuld! Hans produktioner og hans sangskrivning fås ikke meget bedre, og selv hans dansemoves er svære at hamle op med. Lyden svigtede hans vokal lidt et par gange undervejs, når han gik helt ned og nærmest talte til publikum, men ellers er der ikke mange fingre at sætte på manden, som netop har udsendt sit tredje album – “Freetown Sound”. Herfra skal der i øvrigt lyde en klar anbefaling til at lytte til det album, som allerede nu fremstår som et ekstremt stærkt politisk værk.

Blood Orange – Augustine

Highasakite, Avalon
Hvorfor er Norge så fantastiske i disse år? Jeg ved det ikke, men det er virkelig en fornøjelse. Highasakite gav os den koncert, som både CHVRCHES aftenen forinden og M83 senere på dagen gerne ville: En komplet elektropopfest, som indeholdt en tilpas variation til, at den ikke virkede ensformig. CHVRCHES gjorde det også fremragende, og man kan nok med rette argumentere for, at deres hits er lidt mere syng-med-bare end Highasakites ditto, men Highasakites musikalske dybde sejrede alligevel til sidst. For når man på den ene side kan lave et cover, som forbedrer et i forvejen godt Bon Iver-nummer, mens man på den anden side kan sætte gang i en popfest, så ved man, at ens musikalske spekter både er utroligt bredt og kvalitetsmættet.

https://soundcloud.com/propellerrecordings/indian-summer

Car Seat Headrest, Pavilion
Jeg har egentlig allerede sagt, hvad der skal siges om koncerten med Car Seat Headrest i denne artikel, så jeg vil bare konkludere, at det bestemt godt kan betale sig at blive sent oppe på Roskilde Festival og tage til nogle af de mindre koncerter. Will Toledo belønnede i hvert fald de trofaste fans denne aften med en virkelig solid koncert i bedste lo-fi grunge stil.

Dillon, Gloria
Mens de fleste andre tog hjem efter -koncerten eller stillede sig i kø til LCD Soundsystem, tog jeg et smut forbi min gamle kærlighed, Gloria. I jagten på en oplevelse, som for alvor kunne blæse benene væk under mig. Tyske Dillon gjorde ubetinget sit bedste, men de førnævnte udfordringer med for meget småsnak var særligt udbredt under netop denne koncert. Det var vanvittigt ærgerligt og synd for Dillon, som i den grad havde besluttet sig for at lade sig blotte og dedikere sig fuldstændig til sit publikum. Højdepunkterne kom i form af fællessang på den hyggelige “Tip Tapping” og så naturligvis hendes helt store hit “Thirteen Thirtyfive”. På disse numre formåede hun endelig at få (det meste af) publikums fulde opmærksomhed.

https://soundcloud.com/dillonofficial/dillon-thirteen-thirtyfive

Der er selvfølgelig flere andre koncerter, jeg kunne have nævnt her. Tame Impala var fremragende, Mac Demarco var pissesjov, og Qwanqwa var både rørende og livsbekræftende. Det er heldigvis et luksusproblem, som jeg også håber at have, når jeg om et år forhåbentlig igen har mulighed for at gøre status efter endnu en udgave af Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Dag 4 stod i modsætningernes tegn

Aurora

Onsdag var årets første egentlig musikdag, omend Roskilde Festivals tre første dage havde været stopfyldt med behagelige toner fra de musikalske vækstlag – og fra enkelte artister, som nok allerede har taget skridtet videre fra vækstlaget. Men nu var det altså tid til de “rigtige”, færdigstøbte musikere, og det blev altså en noget underlig oplevelse, hvor publikums prioriteter tilsyneladende ikke helt kunne matche festivalplanlæggernes ditto.

For uanset hvor absurd det må lyde, så vil jeg vove at påstå, at der var flere mennesker til Alex Vargas’ koncert på Gloria – omend langt de fleste blev nødt til at stå udenfor, fordi der allerede trekvarter før showet var flere mennesker til showet, end der var plads til ved min forhenværende yndlingsscene – end der var til Damon Albarn og hans syriske kollegaers (og Julia Holters) åbningskoncert på Orange. Dermed ikke sagt, at jeg ville have byttet om på de to; det var bestemt et flot statement fra Roskilde Festivals side at lade Albarn åbne Orange, men man kunne godt have argumenteret for, at Alex Vargas burde have spillet på Avalon, som trods alt både har givet plads til Liss og Blaue Blume – to artister, jeg ser meget frem til, men som alt andet lige må forventes at have en mindre fanbase end P3-fænomenet Alex Vargas. Man kan sågar argumentere for, at Alex Vargas fint ville kunne have udfyldt Arena, men hey, måske er jeg bare træt af, at så mange mig selv inklusiv måtte gå forgæves på Gloria.

Alex Vargas – Shackled Up (Live)

En koncert, jeg heldigvis ikke måtte gå forgæves til, var Pavilion-åbningskoncerten klokken 18.15. Den stod norske Aurora for, og jeg kan ærligt sige, at det ubetinget var den bedste koncert, jeg har været til indtil nu på festivalen. Jeg kom meget tilfældigt til at placere mig midt i den betydelige norske fan-delegation, og det, tror jeg kun, var med til at gøre oplevelsen endnu bedre. Der blev flaget, der blev sunget med på alle sangene, der blev krammet, og der blev sendt et væld af både kærlighed og anerkendende nik i retning af deres landskvinde. Aurora selv virkede rørt og nærmest genert under det meste af koncerten; som var hun overrasket over, at der rent faktisk var dukket nogen op for at se hende, hvilket hun da også italesatte på norsk under koncerten: “Jeg er så glad for, at I er her. Det er meget bedre end at optræde for ingen!”
Musikalsk er 19-årige Aurora Aksnes stærk som få med en inderlighed og en indlevelse, som virker ekstremt dragende. Som om man selv er Auroras kriger. Som om man reelt er ude og løbe med ulve. Aurora – fænomenet, ikke sangerinden – kender vi i daglig tale som nordlys, og det var den samme magi, som var i spil på Pavilion tidligt onsdag aften. Mon ikke man kan opleve Aurora på en større scene næste år? Enten i Roskilde eller et andet sted i festivaldanmark.

Hvor Aurora var inderlig og nærværende, må man sige, at onsdagens hovednavn, Red Hot Chili Peppers var det stik modsatte. Jeg var primært taget til koncerten for at synge med på de store hits sammen med mine venner, og det virkede til, at 90 procent af de andre blandt publikum var kommet til af præcis samme grund. Og gudsketakoglov for at vi var det, for bandet virkede i høj grad som et, der havde brug for et kæmpe kor for at komme igennem koncerten. Forsanger Anthony Kiedis virkede decideret nervøs under første halvdel af koncerten, hvor han nærmest manisk klyngede sig til mikrofonstativet. Om det var 2007-koncerten, der stadig sad frisk i erindringen, ved jeg ikke, men det var alt for tydeligt, at Kiedis var bange for at begå fejl. Derfor kom RHCP heller aldrig ud over scenekanten, og det var sgu synd, for publikum virkede klar til at gribe dem. Det kom især til udtryk under “Californication”, hvor en tydeligt frustreret fan bag mig råbte: “Så stik dog mikrofonen ud til publikum!”
Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Publikum var klar til at have en fest, men det virkede bare som en fest, som RHCP under ingen omstændigheder ville med til. Og det var sgu synd.
Jeg fik, hvad jeg kom efter. Jeg fik sunget med på “Californication”, “Give It Away” og “Under The Bridge”. Men det kunne jeg helt ærligt lige så godt have gjort hjemme foran spejlet. Den eneste forskel er, at der var bedre plads til mine venner foran Orange, end det er hjemme i min stue.

Red Hot Chili Peppers – Californication

Onsdagen endte altså som en lidt underlig oplevelse, hvor de små var de store, og de store var de små. Inderligheden vandt over hittene, og der er (heldigvis) mere håb for de unge nye, end for de gamle slidte. Nu vil jeg i stedet kaste mig hovedløst ud i torsdagen – en torsdag, som har det stærkeste lineup, jeg kan mindes at have set for en enkelt dag på Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.