Månedens tracks: Januar 2019

Kære læser. Tillykke. Du er officielt kommet igennem det, som forskere kalder “årets længste måned”. Januar har som altid taget sig ud som en trafikprop, der aldrig løser sig op, den har sneglet sig afsted, været mødt af forsinkelser og budt på meget lidt andet end grå sjap, det uundgåelige butikudsalg, der bare nægter at dø, og en gennemtæsket diskussion om, hvor meget vi lovligt kan tillade os at gå op i håndbold. Heldigvis har januar også budt på god musik, der har kunnet varme os, og måske netop derfor er denne måneds trackopsamling præget af musik, der har trøstet os og lindret vores smerter.

Fennesz – Umbrella

Vi starter hos den østrigske ambient-legende Christian Fennesz, der kommer hele verdens vinterdeprimerede befolkning til undsættelse med nye salige, langtudstrakte lyde og stemninger på albummet Agora, som udkommer 29. marts. Vejen til albummet er banet af, at østrigeren rykkede ud af sit gamle studie og indspillede ny musik med ganske få instrumenter og et sæt høretelefoner som sine eneste allierede. Umbrella er den første og hidtil eneste smagsprøve fra albummet, der byder på fire numre og er det første soloalbum i fem år. Fremfor ét langt tranceskabende stykke møder vi på Umbrella en række små idéer, der alle vækker stor spænding og får skuldrene til at glide lidt ned. [Morten Bruhn]

Stella Donnelly – Old Man

Magtmisbrugende og kvindeundertrykkende mænd er den allegoriske boksebold på førstesinglen Old Man fra Stella Donnellys kommende debutalbum Beware of The Dogs, der udkommer 8. marts på Secretly Canadian. Men Old Man er mere end blot endnu et indspark i en vigtig samtidsdebat, det er også et utroligt vellydende og charmerende stykke musik, der til fulde viser Stella Donnellys sangskriver-evner og evne til at invitere lytteren ind i et lækkert univers. [Morten Bruhn]

CFCF – Closed Space (Single Edit)

Canadiske CFCF har været iført mange masker, siden han første gang blev omtalt her på Regnsky for ti år siden. I 2009 gjorde han et navn for sig selv gennem det 80’er-synth-kitschede debutalbum Continents, og siden da har CFCF aka Mike Silver med lethed og stor succes sprunget mellem house, new age-vibes og modige, Steve Reich-agtige kompositioner. Til marts udkommer CFCF med sit syvende album på ti år, når Liquid Colours åbenbarer sig som endnu et stykke kommercielt forbrugsgods, der kan købes og sælges enten som kassettebånd, vinyl eller blot som digitale megabytes, og som er endnu et bevis på CFCFs virtuose diversitet. Denne gang krydser han poppet new age med jungle-breakbeats, som det kan høres på smagsprøven Closed Space (Single Edit). [Morten Bruhn]

Apparat – Dawan

Man kan godt høre, hvem der stod for meget af trommespillet i Moderat, når man smider Apparats nye single på. På Dawan bærer trommestikkerne dig igennem nummeret, der ellers består af skiftende elementer. En lækker analog basgang, strygere, noget der lyder, som om det er samplet fra en spilledåse, og selvfølgelig mandens egen skønsang. Det her er et af de numre, der er så snedigt opbygget, at der først går op for dig, hvor meget du nyder det, når det er ved at være færdigt. [Mathias Gavnholt]

Octo Octa – I Need You

Octo Octa ser os og ved lige præcist, hvad vi i januar gik og havde brug for: Et euforisk, holistisk og spirituelt house-nummer fyldt med breakbeats, messende vokaler og en fremragende intro, der ville få Alice Coltrane Turiyasangitananda til at fælde en tåre i respekt. Højdepunktet kommer midtvejs i breaket, hvor en oprigtig og dybfølt takketale glider ud over Maya Bouldry-Morrisons læber: “This if for my friends, this is for my lovers, this is for the people I care about, for my familiy, for those who support me. I love you. Thank you for being there. It means so much to me“, inden den sidste sætning looper og glider langsomt ind i det instrumentale lydbillede. [Morten Bruhn]

Croatian Amor – Into Salt (ft. Alto Aria)

Ingen månedsliste uden dansk islæt, denne gang repræsenteret af Posh Isolation-labelbossen Loke Rahbek aka Croatian Amor, der i januar spyttede albummet Isa ud. Selvom der virker til at være gået inflation i begrebet decomposed [indsæt genre], så er det lige præcis det, der er tale om her. Tag nummeret Into Salt, der byder på aldeles fremragende gæstevokalspor fra Alto Aria, der klippes, pitches og spredes ud over nummerets skrøbelige komposition. Albummet veksler evigt mellem håb og tragedie, og ligesom med Croatian Amors vidtrækkende bagkatalog er Isa særdeles anbefalelsesværdigt. [Morten Bruhn]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde giver os programmet til at skabe de nye legender

Når jeg har talt om Roskildes fremragende program, har nogle af mine venner rynket en smule på næsen og sagt “ja ja, techno og tudeindie, det er fint nok alt sammen, men hvor er legenderne, som vi ved kan håndtere Orange Scene?”. Med det har de ment “Hvor er Neil Young/Bob Dylan/The Who/Kraftwerk/Rolling Stones” – forsæt selv listen af 60’er/70’er-artister, der har defineret de tre store hovedgenrer; rock, folk og techno. Jeg har sagt “tsk, tsk” og vendt øjne diskret. Og så er jeg kommet med en række argumenter.

For jeg synes, at kritikken er forkert. Roskilde har for vane at forvænne sit publikum, gøre dem for godt vant. Det er fra det perspektiv, mine kritiske venner har talt. På Roskilde får vi i pose og sæk. Hvert år, dette inklusiv. Både af hovednavne, der flyves ind, og de purunge, der knap nok kan krybe op på scenen. Vi får kæmpe popnavne (The Weekend), og vi får obskur country (hør lige Margo Price). Vi får den store, samlende Orange-fest (Den Sorte Skole), og vi får intime oplevelser i de mindre fællesskaber (jeg anbefaler Bicep, aYia og Kink, hvis du har brug for elektronisk, Cancer, Angel Olsen, Jenny Hval, Hamilton Leithauser og Julia Jacklin, hvis du har brug for “rocken”). Og vi får ikke mindst altid udfordrende overraskelser, der giver stor glæde, netop fordi oplevelsen ikke var forventet.
Roskilde med til at skabe musiklyttere og mennesker, som går det ukendte i måde med åbent sind, lader sig rive med af det anderledes og som tør stole på, at andre vil dem det gode – både Roskildes bookere, arrangørerne generelt, anbefalingsgivere og ens medmennesker, om det er venner eller folk man ikke kender, men som man på Roskilde er i et nært fællesskab med. Ja, Roskilde Festival lever op til sin formålsparagraf, lad os bare sige det sådan.

Når mine venner har beklaget sig, har jeg sagt, at deres reaktion er et bevis på det modige ved årets Roskilde-program. Programmet udfordrer det forvendte publikum, som mener, at der skal være en særlig type hovednavne. Det udfordrer tankegangen om, at legender var nogen, der levede for 40-60 år siden. Indflydelsesrige musikanter har også eksisteret efterfølgende (og der er flere af dem end Radiohead). De repræsenterer ofte bare mindre strømninger end de tre hovedgenrer. Det gør dem mindre altomfattende betydningsændrende, ja. Men de store, revolutionerende artisters tid, den er forbi, hence fragmenteret forbrug og så videre.

Jeg er kommet mine venners kritik i hu ved at fremhæve de artister, jeg også her vil anbefale jer – artister, som er mit Roskilde-programs moderne legender og, som i min optik skubber til genregrænser og udvikler musikken, lige nu og de sidste 25 år fra deres respektive strømninger og et stykke ind i mainstream. Ja, det er tre navne på store scener, men et par anbefalinger til de mindre ting fik i ovenfor.

Arcade Fire – Lørdag kl. 22, Orange Scene

De fleste havde nok forsvoret, at mine største Roskilde-anbefalinger ville være til Orange Scene. At det er tilfældet vidner om, at genrer til venstre for mainstream nu kan få store menneskemængder til at strømme til. Og det er i den grad gladeligt for en musikalsk diversitet. I Arcade Fire har vi 00’ernes i min optik vigtigste rockband – hvad Radiohead var i 90’erne, har Arcade Fire været i 00’erne. Da det canadiske musikerkollektiv debuterede med den Funeral i 2004 gjorde bandet orkesterinstrumenter som strygere og blæsere comme il faut i alternativ rock – behøver jeg at argumentere for, at det har haft en temmelig signifikant indflydelse?

Opfølgeren Neon Bible fra 2006 imploderede for mig lidt i sine dystopier, men rykkede en samfundsbevidsthed tilbage i rockmusikken, som den orkestrale indie måske havde glemt på himmelfarten mod utopisk skønhed. Med The Suburbs fra 2010 gik Arcade Fire på hugst i rockhistorien – titelnummeret og “Wasted Hours” svinger som et Kinks-nummer, mens “We Used To Wait”‘s strygercrescendo næsten er en selvrefleksion.

Selvom Arcade Fire er et band i konstant udvikling, og at bandet selv referer til debuten understreger på den måde dens indflydelse – og så peger netop “We Used To Wait” og det lidt aparte “Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” med deres næsten housede rytmik frem mod Arcade Fires seneste album, Reflektor fra 2015. Her hvirvler referencerne fra de foregående fire albums kaleidoskopisk rundt i hinanden – mest fornemt på titelnummeret og min personlige favorit “Afterlife”, hvor intet andet end congas giver mig galopenergi til at gøre alt jeg kan for de fællesskaber, Arcade Fires strømmer fra, kæmper for og som Roskilde både skaber og former medlemmerne til.
Setlisterne fra Arcade Fires foreløbige festivalshows viser en forrygende samling af alle albums bedste numre, og bandet har, bl.a. på i syndfloden på Roskilde 2007, bevist sig som et fuldstændig eminent liveband. Og i mellemtiden er Arcade Fire blevet verdens største alternative rockband. Behøver jeg at sige, at Arcade Fire meget vel kunne bliver den ultimative Orangekoncert?

Moderat/Modeselektor, lørdag kl. 00:30, Orange Scene

Bliv på Orange når Arcade Fire er gået af. Eller – gå i drinksbaren til højre for scenen. Roskilde har jo alle dage været glade for traditioner, og det ser ud til, at en ny er ved at etableres: at sen lørdag aften på Orange er en elektronisk fest for de musikinteresserede, som giver programmet et ekstra tjek – sidste år tilfaldt pladsen LCD Soundsystem, i år Moderat/Modeselektor, og det er ingen Major Lazer. Men selvom Moderat/Modeselektor næppe et navn, som ringer klokker hos alle de 130.000 mennesker på pladsen, er de en fremragende booking. Derfor lad os få konstellationen på plads: Modeselektor er en berliner-technoduo af den rimelig tunge slags, både i anseelse og i indflydelse, for duoen har siden 2005 givet den rene techno baghjul med uortodokse introduktioner af glitch, breakbeat og jungle. Moderat er Modeselektor sammen med Sasha Ring, der går under kunstnernavnet Apparat. Apparat er melankolikerens techno. Det er dybt, ofte langsomt, med Rings følsomme vokal og guitar i front. Apparat er det kuldegysningsfremkaldende smukke møde mellem menneske og maskine, følelsesmættet og intenst. Og så står Apparat bag et af mine personlige top-3 elektroniske numre, Sayulita” (læs teenage-Evas beretning om det nummer her). Som Moderat smelter Modeselektors dansegulvstække og Apparats tænksomhed sammen, og artister som Sekuoia eller Av Av Av havde nok ikke lyt som de gør uden.

Moderat/Modeselektor er en genial booking af flere årsager. Lad os starte med deres Roskilde-historik: Da Moderat lukkede den hedegangne Cosmopolscene lørdag nat klokken 04:30 i 2010, gik publikum fuldstændig flyvende ud af teltet. Da de spillede søndag kl. 20 på Arena i 2014 blæste særligt det visuelle show fra Pfadfinderei, som vist nok også er med i år. Da Modeselektor bankede luften ud af den i 2012 elendige, oppustelige Apollo-scene med en dansefest af dimensioner, der blev moshet.
Til Moderat/Modeselektor får du også et af Roskildes hovednumre: at de får artister til at lave helt særlige shows – normalt spiller Moderat og Modeselektor ikke samtidig. Men det gør de til denne tre-timers seance med særligt lys- og lasershow på Orange, lørdag nat. Der er grund til at glæde sig.

Slowdive, lørdag kl. 18, Avalon

Jeg har også fremhævet at legender godt kan findes efter 70’erne. De kunne eksempelvis være Slowdive eller The Jesus And Mary Chain, som repræsentanterne til slut 80’er/stat 90’ernes støjpop, der i den grad har haft indflydelse på mangt en pjuskhåret indiemusikant, og som begge er reunion-aktuelle med gode album. Særligt for Slowdive understreger genkomsten, at Slowdive gennem sit 25 år lange fravær blot er blevet et større band end i sin først periode – måske med god grund, for leder man efter et band, som har formået at træffe musikalske valg, der gør Slowdive til et fremragende forbillede. På det aktuelle,  selvbetitlede album udvider Slowdive sin musiks univers mellem skønmalende guitareffekter og mumlevokal, mest bemærkelsesværdigt i i rytmesektionen. Her har Simon Scotts trommespil fået en mere fremtrædende rolle, som på selv en fjerlet svævende skæring som “Don’t Know Why” og årets bedste single “Sugar For The Pill” giver en distinkt grounding og bliver et prototypisk eksempel på Slowdives evne til at skrive musik så smuk, at den er tragisk.

Og så en række contenders…

Når mine venner har kritiseret legendemanglen i Roskilde-programmet og så videre, har jeg også nævnt Solange for sin clean R’n’B, som uden aggression, men med direkte italesættelse får racespørgsmål italesat. Nicolas Jaar har siden sit første hit “Mi Mujer” kombineret techno med minimalhousens melodik fra særligt vokal og skiftevis cumbia-rytmer og jazz-indfald som saxofoner. Nicolas Jaar er i min optik bedst, når han tager fra især elektroniske genrer og forener dem i et super detaljeret, men minimalistisk univers som på 2015-singlen “Fight” – læs mere om det nummer her. Til rock-folket som virkelig savner Neil, Bob og Bruce kan Hamilton Leithauser måske være et plaster på såret. Som frontmand i The Walkmen var Leithauser en af de absolut mest karismatiske frontmænd på 00’ernes alternative rockscene og i front for sit senest projekt i samarbejde med produceren Rostam, skruer Leithauser endnu mere op for de enkelte numres egne visioner – bare lyt hør 60’ernes genklang på “Rough Going”. Eller til den næsten Cohensk simple “In A Black Out”, som sammen med hele Angel Olsens koncert kan give dig din det-lyder-som-en-hvid-mand-med-guitar-genredosis på fashionabel vis.

Så: lad os summe op. Årets Roskilde-program myldrer ikke med de store legender i toppen af programmet, men er et væsentligt indspark i en bevidstliggørelse om, at legender er noget, man selv er med til at skabe gennem eksempelvis sin programlægning som festival og sin lydhørhed som publikum. Roskildes publikum er lydhørt, opbakkende og tillidsfuldt mod festivalbookernes valg. På Roskilde er de betydningsfulde musikere også nogen, der dannes i 90’erne, i 00’erne og i dag. Gå på jagt efter dem og de nye. God festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top 10: Årets plader iflg. Eva

Når 2010 forsvinder, vinker jeg farvel til året på toppen af en fuldstændig ubegribeligt stor bunke af fantastisk musik. Skønt branchen sikkert stadig siger “krise!” siger musikken “kvalitet!”. Heldigvis. Denne liste er fonden af 40 plader, som gennem december har været under luppen. Listen er valgt med indie-brillerne på, og repræsenterer, hvad jeg har hørt mest fra den kant, idet en stor del af de interessante, elektroniske artister blot har udgivet ep’er og singler, som dermed har det svært på en albumliste.

# 10: The Rumour Said Fire (DK)

Titel: The Arrogant

Udgivelsesdato: 18. oktober

The Rumour Said Fire – Air Force
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]

The Rumour Said FireSentimentally Falling
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Sentimentally-Falling-1.mp3]

At en plade kan spilles hver dag i over en måned sikrer den plads på listen over årets bedste. Holdbarheden er nemlig overraskende høj hos The Rumour Said Fire, og det skyldes en ting: diversitet. The Arrogant er en kompleks plade konstrueret af detaljer, hvis nik mod de sidste 50 års musikhistorie holder lytteren i hånden, mens udvikling tager The Rumour Said Fire gennem 11 solide melodier. På næste plade vil en smule udfordring af den varme, hjemlige lyd forventes, men indtil nu har The Rumour Said Fire afvist alle døgnflue-beskyldninger med årets mest solide, danske indierockplade. Læs fuld anmeldelse her.

# 9: The National (US)

Titel: High Violet

Udgivelsesdato: 10. maj

The NationalConversation 16
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/09-Conversation-16.mp3]

The NationalLittle Faith
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/04-Little-Faith.mp3]

Syv virkelig gode numre, to irriterende og to ligegyldige. “Conversation 16” har årets bedste overgang, og “Little Faith” er den mest succesrige transformering af lugten, lyden og synet af sommerregn til musik, jeg nogensinde har hørt. Trods det mangler High Violet den kontinuitet, som gjorde The National til yndlingsbandet og Alligator og Boxer til yndlingspladerne. The National er listens musikalsk dygtigste band, men på High Violet haltede deres overtalelsesevner, og pladen var lidt for let at lægge væk. Jeg satser på deres næste plade vil insistere på sin sin nødvendighed igen. I mellemtiden nøjes jeg med syv gode numre til det personlige The National kartotek. Læs anmeldelse af The National på Roskilde 2010 her.

# 8: Apparat (DE)

Titel: DJ Kicks

Udgivelsesdato: 28. oktober

ApparatSayulita
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/Sayulita.mp3]

Apparat –  Circles
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Circles.mp3]

En af ulemperne ved den elektroniske musikbranche er, at den er pokkers svær at sætte på lister. Album-formatet er sjældnere, og Apparats DJ Kicks udgivelse er egentlig ikke Apparat-udgivelse. Den er til gengæld en anerkendelse af en musikscene med imponerende diversitet. Mixet gav mig lyst til at høre fuldlængde plader med alle de inkluderede artister – om det var Telefon Tel Aviv, Joy Orbison eller Oval. Altså til at overskride de genregrænser musiksmag sættes i, og som egentlig er komplet irrelevante så længe det taler til lytteren. Apparats fuldstændig overlegent eksekverede mix beviser grænserne er overvurderede, og fremstår derfor både som årets bedste stykke formidling og djmix – en genial øjenåbner til den intelligente, udfordrende elektroniske musik.

# 7: Wild Nothing (US)

Titel: Gemini

Udgivelsesdato: 25. maj

Wild NothingLive In Dreams
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Live-In-Dreams.mp3]

Wild NothingChinatown
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Chinatown.mp3]

Roskilde var overstået, og i min verden var Gemini var netop udkommet. Det var dødelig varmt, jeg cyklede ture, og byens mange broer blev jeg endnu gladere for. Sødmen, oprigtigheden og umiddelbarheden var årsag til jeg forelskede mig, og omsluttedes af et univers, der næsten synes for komplet. Gemini var den evige følgesvend. Trods den holder lytteren i hånden hele vejen har den kræfter, og lader dig gerne tro – grinende, selvfølgelig – at den er ved at skubbe dig ud over kanten. Men den holder fast; den fængsler dig, basker rundt i både hovede og mave.

# 6: Warpaint (US)

Titel: The Fool

Udgivelsesdato: 25. oktober

WarpaintMajesty
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-Majesty-1.mp3]

Warpaint – Shadows
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/05-Shadows.mp3]

En af årets fælles Regnsky-favoritter. Og det er ikke underligt, der var kamp om promoen. Jeg havde på ingen måde hørt om før den lå i mit anlæg, jeg selv på min seng, overvældet over nummer på nummer. Warpaint giver sig tid, og The Fool indeholder ro – måske fordi de eneste optrædende instrumenter på pladen er trommer, guitar, bas og klaver. Melodierne folder sig langsomt ud gennem de imponerende vokalharmonier og ofte fragmenterede instrumentering – eksempelvis på det seks minutter lange “Majesty”, hvor over 18 underspillede melodier præsenteres på under tre minutter. The Fool er en sjældent generøs plade.

# 5: Beach House (US)

Titel: Teen Dream

Udgivelsesdato: 27. januar

Beach HouseSilver Soul
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Silver-Soul.mp3]

Beach House10 Mile Stereo
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/08-10-Mile-Stereo.mp3]

Og pludselig leverede Beach House en popplade. Op på scenen i Store Vega og forsiden af Soundvenue. Hvorfor? Fordi Teen Dream er florlet, rig på stemning, sofistikeret og ti fremragende popnumre. Egnet til gåture, madlavning, festopvarmning, matematikopgaver. Kort sagt det meste, hvilket måske også bliver dens ulempe over længere perioder. Det velproducerede bliver pladens svaghed – den er lidt for glat, og lytterens forsøg på refleksion preller afviser den glatte overflade. Men Legrands fortællende stemme, de dragende synthflader, ringlende guitarer og rolige, repeterende beats virker heldigvis også selvom Beach House på Teen Dream kigger mere ud mod verden end ned mod deres sko.

# 4: Sleep Party People (DK)

Titel: Sleep Party People

Udgivelsesdato: 25. januar

Sleep Party PeopleThe Dwarf And The Horse (Xsessions)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/The-Dwarf-And-The-Horse-Xsessions.mp3]

Sleep Party PeopleNotes To You (Xsessions)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/Notes-To-You.mp3]

Sleep Party Peoples skrøbelige popmelodier er så fine, at de går itu hvis de presses for hårdt. Pladen stiller sine egne betingelser for lytteren, og det univers, pladens 42 minutter skaber er afgjort ikke et, man har behov for – eller lyst til at gå ind i – konstant. Men mindre kan gøre det. Ved behov for ensomhed og fordybelse er Sleep Party People muligvis din bedste ven – både til at stryge dig med hårene på den harmoniske “Notes To You” og ruske op i kadaveret med følsomme mavepustere som “The Dwarf and The Horse”. De to præsenteres her i liveversion fraXSessions. Læs anmeldelse af pladen her og interview med Sleep Party People her.

# 3: Pantha Du Prince (DE)

Titel: Black Noise

Udgivelsesdato: 8. februar

Pantha Du PrinceThe Splendour
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/01-The-Splendour-1.mp3]

Pantha Du Prince – Es Schneit
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/11-Es-Schneit.mp3]

Pantha Du Prince står i år som det absolutte gennembrud fra den elektroniske scene. Siden Black Noise udkom i februar har opmærksomheden været rettet mod den tyske perfektionist. Pantha Du Prince har en forunderlig evne til at finde de reneste toner som fikseres i de beats, der ofte først inddrages i nummeret, når detaljerne har fået lov at folde sig ud, og hans glasklare techno maler sjældent harmoniske og fuldendte malerier. Nyd de funklende klokkespil, den organiske, organiserede brug af naturens virkemidler – knirkende sne, knasende træ – i pladens helhed. Det er 70 minutter i en verden vi kender, men alt for sjældent ser skønheden af. Læs yderligere omtale her.

# 2: Connan Mockasin (NZ)

Titel: Please Turn Me Into The Snat

Udgivelsesdato: 22. februar

Connan MockasinMegumi The Milkyway Above
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/01-Megumi-The-Milkyway-Above.mp3]

Connan Mockasin – Faking Jazz Together
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/03-Faking-Jazz-Together.mp3]

Silkeblød uprætentiøs psykedisk pop fra varme himmelstrøg. Med fornuftig tilbageholdenhed undersøger Connan Mockasin den harmoniske melodis grænser med jazzede tilbøjeligheder og distanceblændende vokalgymnastik, man sjældent hører eksekveret så elegant af en, der lyder til ofte at have besøgt sin hemmelige gemmer med helium. “Megumi The Milkyway Above” er eufori og barnlig glæde, men kompleksiteten regerer. Connan ved, den umiddelbart opstående eufori er svær at finde – men værd at søge efter. Please Turn Me Into The Snat er den musikalske vej dertil, og som enhver anden vej åbenbarer den ikke bare det opnåede mål, men også de (måske endnu mere interessante) omveje som successen fordrer.

# 1: Owen Pallett (CA)

Titel: Heartland

Udgivelsesdato: 12. januar

Owen PallettE Is For Estranged
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/01/Owen_Pallett_-_Heartland_-_10_-_E_Is_For_Estranged.mp3]

Owen PallettLewis Takes Action
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/05-Lewis-Takes-Action.mp3]

Pladen, der har optaget absolut mest af min tid i år kom tidligt, og varslede et rigtig godt musikår – vel egentlig det bedste, jeg har oplevet. Det var en høj standard der blev sat, og Heartland lagde nye kriterier for den sammenhæng, jeg forventer af en plade. Hvis fantastiske numre var nok i sig selv, ville The National ligge højere på listen. Nej, Heartland er et sammenhængende stykke komponeret for strygere, percussion, klaver og vokal, og kræver derfor tid til at fortælle sin historie. For et album er rigtig godt skal det kunne noget singler og ep’er ikke kan – det skal give en afrundet og fuldkommen oplevelse.
Trods singleforløberen “Lewis Takes Action” varslede en poppet tilgang til melodierne, er ingen instrumenter orkestreret efter en populærmusikalsk formel. Derimod fungerer vokalen gennem hele albummet igennem som ledetråd ind i de afhængighedsskabende og fortryllende harmonier. Heartland er årets værk – fuldendt med fremragende tekster, tyste passager, sturm und drang og 12 fremragende numre.
Læs hel anmeldelse af pladen her.