Nathan Fake spillede solen ned med fordybende techno

Man gik bogstaveligt talt mod strømmen, hvis man onsdag aften besluttede sig for at tage til koncerten med den engelske electronica/techno-producer Nathan Fake på Apollo klokken 21.30 (vi behøver ikke nævne, hvem der var programsat til 22.30 på Orange).

På samme måde gik man muligvis forgæves, hvis man havde lovet sig selv en fest, som man kunne høvle igennem til. I stedet fik man en til tider kontemplativ oplevelse, hvor man stod inde i sig selv og muligvis kunne referere oplevelsen til egne minder. Derfor tog Morten og Eva efter koncerten en snak om, hvorfor den fungerede.

Morten: Jeg har bemærket, at de farver, der indgår helt centralt i Nathan Fakes visuelle udtryk, er pink og lyseblå, altså to farver, der ikke lader sig blande, men som modarbejder hinanden. Og jeg føler også, det er det, der kendetegner Nathan Fakes musik. Man danser til den, men man bliver også opslugt af de skærende akkordprogressioner og de dramatiske crescendoer, så man står inde i sig selv og føler, virkelig føler.

Eva: Og man kan også stå i sin egen verden, som den fede fyr med den røde FOA-kasket virkelig gjorde.

Morten: Men med det udtryk og den appel kan Nathan Fake også risikere at ramme helt ved siden af skiven. Men jeg følte virkelig, at han ramte begge dele i mig. Jeg kan bare ikke helt finde frem til, hvad det var, der gjorde koncerten så god.

Eva: For mig handler musik også en del om, hvad man associerer den til. Og det, tror jeg, er ekstremt individuelt, hvilke rytmer, melodiske forløb eller strukturer, som tricker et eller andet hos én. Og noget, som jeg især tænkte på ved starten af koncerten, var at Nathan Fake har meget dybe, ekstremt bassede og faktisk ret hårde ting, og så har han de her helt fine, fantastiske og ret indie-agtige melodier, der ligger og bobler ovenpå, som udvikler sig og tager sin tid. Og så, når man har fulgt med i den udvikling i et stykke, twister han den og gør dem disharmoniske. Og det gør, at han ændrer det perspektiv til noget fængslende og mystisk, og det er noget, jeg altid har bidt mærke ved i Nathan Fakes musik for såvel andre udgivelser hos Border Community. Det er det samme, jeg faldt for ved Mew, da jeg var fem år gammel. De gør det samme! Og det er de minder, som musik vækker, og som de forskellige minder forbinder sig med. Så for mig var det en personlig oplevelse, fordi den trak referencer tilbage til mange ting, jeg godt kan lide.

Morten: Vi var noget bekymrede for fremmødet forud for koncerten. Vi gik bogstaveligt talt mod strømmen hele vejen fra mediebyen, over Orange Scene og næsten hele vejen ind til Apollo. Fremmødet var langt fra overvældende, men det vigtige er ikke, hvor mange mennesker, der dukker op, men hvor mange mennesker, der føler den. Folk kunne ret hurtigt stå af på hans meget syrede udviklinger, hvis ikke de fik lige det, de havde ventet.

Eva: Præcis. Jeg tror, det er sådan en koncert, der meget let kan skuffe, hvis man går til den med en forudtaget holdning. Nu har jeg ikke læst programteksten, men hvis den har sagt noget med melodiøs techno, kan jeg godt forstå, hvis folk bliver overrasket. For det er det ikke. Det er fordybelseskrævende musik. Jeg tror, det var da jeg stod med korslagte arme og vippede lidt med det ene ben, at jeg nød koncerten mest. Det er, fordi Nathan Fakes musik ikke er så meget udadvent, som det er noget, der mærkes inde i en selv. Jeg var ligeglad med, hvor mange mennesker, der var. Bare der ikke var helt pakket en masse stive mennesker, der var klar på en moshpit.

Morten: Og når der ikke var flere mennesker, kunne han måske lige så godt have spillet på Gloria, når hans musik fordrer en fordybelse inde i den enkelte.

Eva: Ja, jeg var lidt bekymret forud for, at han skulle spille på Apollo. Den er kæmpestor, men egentlig syntes jeg, den passer perfekt, og jeg er glad for, at han ikke spillede på Gloria. Du startede med at beskrive det med farverne, og et nummer som The Sky Was Pink gør, at han var castet til at spille en solnedgangskoncert, og det fungerede sindssygt godt. I forhold til hans sene solopgangskoncert på Distortion for fire år siden, så var denne koncert for et Roskilde-farverigt publikum, men hovedparten var +35-typerne, der er kommet med toget i dag og som endnu ikke har det helt crazy. Folk virkede rimelig sobre, og det passede meget godt til denne scene. Og i forhold til den mere nørdede scene på Gloria, så var der også plads til at høvle lidt igennem, især på nogle af de nyere numre.

Morten: Det er også det, der fanger mig i forhold til Nathan Fake. Han laver i grunden techno, men den er så kontemplativ og introvert, og det er egentlig også derfor, at man kan danse til den, men det er aldrig et succeskriterie, at man bevæger sig til den. Og jeg er overbevist om, at det heller ikke er det, Nathan Fake skeler til, mens han står oppe på scenen og headbanger til sin egen musik. Jeg finder ret stor glæde ved tanken om, at mange af disse +35-mennesker, som du beskriver, måske i højere grad end før koncerten forstår, at technomusik kommer i mange forskellige variationer, og at man kan indleve sig den på forskellige måder.

Eva: Præcis. Både du og jeg er vokset op med forskellige måder at lytte til elektronisk musik live. Der er selvfølgelig dér, hvor du går ud og har en fest med hænderne i luften. Ren hands-in-the-air. Men for de fleste livekoncerter på klubber, der ikke er helt mainstream, så er den fysiske udfoldelse ikke særlig vild. Folk, der kommer til koncerten med en forventning om den helt vilde fest, bliver skuffede. Men Nathan Fakes musik giver dig et rum at træde ind i, og det, tror jeg, er der et stort behov for på Roskilde Festival. Man er i den nogenlunde samme følelse hele koncerten igennem, men man får lov til at være der på ens egne præmisser, og det er enormt stærkt ved denne form for musik, fordi den tillader dig at være og drømme og lade tankerne flyde sammen med musikken. Det skal ikke forståes sådan, at det er baggrundsmusik, men at det er musik, der skaber og afgrænser et rum, som man kan være en del af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Rüfüs – Som at kigge på stangvare sommertøj på en gråvejrsdag

Rufus smilte stort, men smilene spredte sig ikke. Foto: Malthe Ivarsson

Rüfüs er moderigtige. Sydney-trioen spiller electropop med tropical house-elementer til solslik og øldrik. Det er en populær genre, skulle man være i tvivl. At det så lyder som totalt uinspireret deephouse, betyder ikke så meget. For salgbart, det er det. Og på papiret fungerer det live, det skaber en god eftermiddagsfest – i en streamingvirkelighed er det altid en god idé at synge sange om at solen skinner og man har en fest, for der er sjovt nok mange, der hører den slags lejlighedsmusik, når solen skinner og de har en fest. Det er i hvert fald en god idé økonomisk. Ikke nødvendigvis kreativt. Og når det så blæser en halv pelikan og er 15 grader som på onsdagens Apollo Scene, forsvinder de lette point, og beder musikken vise sin kreativitet. Som var meget svær – ja, for mig decideret umulig – at finde.

Rufus - Foto: Malthe Ivarsson
Rufus – Foto: Malthe Ivarsson

En usynlig kreativitet er et problem. Mangler et band originalitet og gode sange, så kommer gennemskueligheden nemlig frem, og dens nabo er kedsomheden. Hvis noget var markant ved Rüfüs’ koncert, så var det, at selvom trioen brugte samtlige tricks i både deephouse- og publikumsengagementsbogen, så var det hamrende kedeligt. Ja, koncerten føltes lidt som at kigge på stangvare sommertøj på en gråvejrsdag.

Under koncerten forestillede jeg mig at være deres manager. Jeg ville se penge, men også et jævnt idéforladt band, som ikke kom udover scenekanten i deres performance, hvor to bandmedlemmer sidder fast bag trommesæt og synths/SPDS og frontmanden ikke har den store karisma (selvom han prøver at ligne Connan Mockasin lidt og være cool på den anti-cool/bøvede måde). Hvad gør man så? De spiller jo festmusik, så de skal engagere publikum! Man har en lille brainstormsession med forsangeren og skriver 14 linjer ala “It’s so good to be here”/”You all look beautiful today”/”It’s our first time to Roskilde(indsæt ethvert sted), it’s such a pleasure” – fortsæt selv listen over klicheer, der kan komme ud af munden på et band. Rüfüs afprøvede dem i de små rolige stykker i deres sange, som FYI kommer cirka 2/3 dele inde i hvertandet nummer – som det står skrevet i deephousebogen. Gaaaaaab.

Heldigvis for i hvert fald min festivalstart gik strømmen på hele Apollo efter tyve minutter med gab, et som ved lov småsvingende houseknæ og drømme om f.eks. at Todd Terje eller Tensnake stod på scenen i stedet. Strømmen kom eftersigende igen, men først en halv time efter Rüfüs var gået af scenen. Men selvom publikum havde haft en fest mens koncerten varede, var der ingen synderlig protest, da strømmen gik. Fordi Rüfüs var så aldeles lette at erstatte. Jeg smuttede f.eks. over på Pavillon til en fremragende koncert med Marching Church. Mere om den og en fremragende aften senere.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mathias Gavnholt says:

    Hej Eva

    Jeg er lidt i tvivl om noget, du måske kan opklare for mig. Du skriver, du er gået videre, da strømafbrydelsen kom. Skal det forstås som, at hele anmeldelsen er baseret på den fjerdedel af koncerten, de spillede inden afbrydelsen?

    Ps. Det her er selvfølgelig et spørgsmål om fortolkning og kan vel aldrig siges med sikkerhed, men jeg tror ikke teksterne skal forstås 100% bogstaveligt.

  2. Eva Laksø says:

    Hej Mathias,
    Ja, anmeldelsen er baseret på første del af koncerten inden strømafbrydelsen. Jeg ventede 10-minutters tid, og da strømmen ikke lod til at komme tilbage, smuttede jeg videre til en anden koncert.
    Venlig hilsen,
    Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

James Holden – Krautrock, støj og electronica i en højere enhed

James Holden med sin modular synth (billede taget fra anden live-sammenhæng)

Min forudindtagede frygt for Apollo, Roskilde Festivals scene for åbne, elektroniske koncerter, har i høj grad hængt sammen med de høje forventninger til James Holden, scenens absolut mest imødesete booking. Ugen igennem har selv samme frygt dog fået et godt nøk over hovedet, takket være en lang række forbedringer og foranstaltninger, der viser, at Roskilde Festival godt tør tage sin scene for elektronisk musik seriøst – som elektronisk musik fortjener. Allerede i mandags, den første af festivalens tre opvarmningsdage, ydede scenen med den orange, hoppeborgslignende facade god støtte for finske Jaakko Eino Kalevis funkede koncert, både indenfor visuelle såvel som lydmæssige rammer. Tirsdag kunne man til tonerne af danske Unknowns sløve electronica og ordløse hip hop-beats lukke øjnene og føle sig taget ind i langt mere intime rammer, på trods af den bagende sol, der sendte varme stråler ned på et mestendels siddende eller liggende publikum. Det nye Function 1-højtalersystem, der i 2014 for første gang er sat op på scenen, har skabt en altomfattende og solid lyd, der virkelig pryder de elektroniske artisters musik med bravour.

Derfor var min tidligere udtalte skepsis for scenens berettigelse overfor elektroniske producere, der besidder en snært utilgængelighed og knapt så buldrende og bragende lyde, skrumpet en del ind over den seneste uge. I særdeleshed havde jeg ytret utilfredshed over Apollo-placeringen af britiske James Holden, denne signaturs på forhånd mest imødesete navn. En del artister, her nævner jeg i flæng Korallreven, African Hi-Tech, Rewolmer og Laurel Halo, har siden scenens start i 2012 leveret hvad må anses som værende stabile koncerter, uden at scenen kunne yde artisternes flernuancerede lyde den opbakning, de gør krav på. Sidste års koncert med Andy Stott på indendørsscenen Gloria viste, at det mørklagte og ganske renlige rum kan yde en eskapistisk rejse, Apollo grundet problemer med vind, affald og urindunst ikke har kunnet hamle op med. Også urinproblemerne har Apollo i år indledt en kamp imod, med forflyttelsen af urinalerne fra de indersiden af væggene, der indrammer scenen, til ydersiden, væk fra scenens græstæppe.

De tydelige forbedringer så dog ikke ud til at være nået ud til særligt mange forud for koncerten med James Holden, der sidste år udgav det kritikerroste og krautrock-inspirerede album, The Inheritors. Derfor kunne man også i ro og mag navigere sig rundt på græsstæppet for en ideel placering. I modsætning til tidligere år, hvor det vitterligt var alpha og omega at stå i den helt rigtige kvadratmeterplads, er anlægget og de nytilkomne, massive bundkasser dog blevet så indkapslende, at lydkvaliteten i år ikke har haft den store afvigelse, hvor end man har været placeret.

Der var derfor også rig mulighed for en optimal koncertoplevelse med briten, der igennem det seneste år har turnéret med materiale fra det seneste album, akkompagneret af trommeslager Tom Page, der ved siden af også slår på trommer for RocketNumberNine og Neneh Cherry. Duoen var placeret overfor hinanden, frem for ud mod publikum, hvilket skabte gode arbejdsmuligheder for en tæt forståelse af hinanden. Der florerede da også igennem hele koncerten en synergi imellem James Holdens modular synthesizer, der proppet med ledninger emulerede en lydkollage på størrelse med Det Sixtinske Kapel, og Tom Pages rolige polyrytmik og temposkift. Renata, der efterfulgte indledningsnummeret Rannoch Down, voksede netop på grund af dette samarbejde sig væk fra albumversionen, hvilket gav plads til langt større acid-lignende indblandinger, hvor James Holden lænende over sit synth-rack og sin laptop udsendte spontane støjflader.

James Holden har tidligere udtrykket en stor kærlighed for de netop spontane muligheder, som hviler i den medbragte modular synth, der også var grundlaget for The Inheritors. Live afprøver produceren uden større forvarsel sit gears muligheder og chokreaktioner, mens han trækker i kabler og drejer på de fire store knapper, der er plantet ovenpå. Tom Page ser ud til at være en herre sat på hårdt slidende overarbejde, men hans reaktioner er ligeså umiddelbare som den nådesløse maskine overfor ham, og han præsterer til perfektion at indramme og pynte på James Holdens melodiske støj, hvilket fremkalder stedvis dans omkring publikum. Trods få fejl i indledningen af titelnummeret The Inheritors bliver der skudt en hypnotiserende salve ud til publikum, hvor flere nu står og danser for sig selv, lukker øjnene og mindes om, at det er tidlig lørdag aften. Det er okay at danse. Selv på den meget introverte Gone Feral, der indledes med melankolske, næsten dystre 8 bit-lyde, bliver der iblandt en lille gruppering danset i dobbelttempo i forhold til nummerets 75 bpm. Krautrock-elementer oser ud af nummeret, og selvom James Holden med sine evigt bevægende hænder ligner en, der ikke helt ved hvad han foretager sig, lever nummeret langt fra på tilfældigheder. Et støjinferno syder og bobler hen imod nummerets klimaks, og endnu engang bliver James Holden gjort en tand bedre af Tom Page, denne gang med mere aggressivitet og kraft i trommerne.

Lyden ved denne scene er til lejligheden rigtig høj, og selvom flere personer omkring os med to pegefingre forsøger at lukke ørene til, kan man stadig skimte et smil på læberne hos dem med de skrøbelige ører. Græsset runger og skælver under os, og når man lukker øjnene kan man snildt drømme sig væk fra Apollo, den åbne scene jeg tidligere har været ganske hård ved. Lukkede har mine øjne også oftest været, når jeg har lyttet til Blackpool Late Eighties, der med sin filmiske og farverige melodi sender tankerne hen på Vangelis’ Blade Runnder-soundtrack. Albumversionens bævende percussion, hvor to snares kontinuerligt løber fra hinanden og mødes i et kick, bliver på liveformat til fulde opfyldt af Tom Pages mildest talt imponerende egenskaber bag trommerne. Pages hihats løber i to retninger, mens Holdens smukke melodi når et klimaks lig det, man også kan fange på albumudgaven.

The Caterpillar’s Intervention, lukkenummeret, der konkluderer en timelang koncert, starter samme sted som Blackpool Late Eighties sluttede – ganske identisk med albumversionerne. De indledningsvise guitarstrenge, der sampler de stødende guitarer i 2007-skæringen Atlas fra math-bandet Battles, folder sig dog hurtigt ud til en kuriøs og extended version, der strækker sig over mere end 10 minutter. En salve af krautrock-modulerende lyde mødes med et taktfast beat fra trommerne, og til syvende og sidst er den let rokkende dansen frem og tilbage ikke længere stedvis, men udbredt imellem publikummet. Taknemmelige klapsalver sendes i de to briters retning, der indtil koncertens afslutning næsten uafbrudt havde stirret på hinanden.

The Inheritors er et skrøbeligt album, der uden den rette scene kan være svær at videreudvikle på live-format, men lørdag gjorde Apollo med fantastisk lyd og ikke mindst oplagte musikere på scenen min oprindelige frygt til skamme. Dertil indgik alt i en højere enhed; rette doser krautrock, Vi kan være ganske tilfredse med Apollo, og Apollo kan være meget tilfreds med James Holdens koncert, der med afstand er den bedste, scenen til dato har lagt græs til.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jaakko Eino Kalevi – fri dans med Finlands freak of nature

Morten: Det pludselige regnskyl mandag aften var knapt nok forduftet, før den finske producer og sanger Jaakko Eino Kalevi gjorde sit indtog på Roskilde Festivals Apollo Countdown-scene. Sporene af regn var ingen steder at finde, da det første taktslag og leg med den medbragte synthesizer blev slået. En hel times discofest af analog karat med dertilhørende trommer og saxofon stod på Apollo-menuen, men fungerede festen for dig, Eva? Kunne du danse?

Eva: Dét kunne jeg! Og synge med på “Flexible Heart” og “No End” og alle de andre antihit-hits. Det er fuldstændigt umuligt for mig ikke at blive helt kåd, når Jaakko (ja, jeg er på fornavn med ham) står på scenen. Han ligner jo egentligt en übernørd, når hans lange lemmer dasker rundt i Apollos laser-inferno. Men udseendets akavethed bliver en ren fordel, når instrumenter og vokal styres usvigelig sikkert. Jaakkos facon tillod slaskedans og skæve toner blandt publikum, fordi det, der strømmede ud til publikum gennem scenen, var en gennemført kærlighed til alle aktiviteter, der er lidt off fra hverdagen. Sådan som de fleste handlinger på Roskilde vist er.

Morten: Jeg er helt enig i dine betragtninger – faktisk var det langt mere dansevenlige beats, end jeg først havde regnet med, men det passede fint med mig og det sene tidspunkt. Jaakko Eino Kalevis vokalmæssige rækkevidde var stor, og flere gange lød det som en duet med ham selv, når han skiftede fra de høje tonater til de dybe. Jeg blev revet med, og stod på dansende tæer næsten hele koncerten igennem, og betragtede med stor tilfredshed de kulørte lamper parre sig med røgkanonerne. Det hele blev toppet af den medbragte saxofon, der dog ikke fandt vej ud til publikum på “No End” – eneste minus jeg kan komme i tanke om!
Man kan dog også påstå at koncerten virkede ret fastlåst og struktureret pga. de backing tracks, Jaakkos synthesizer var vært for. Jeg husker i den sammenhæng en koncert på Roskilde Festival i 2009 med Friendly Fires, du og jeg hørte sammen, hvor selv samme backtracks blev et kritikpunkt i din optik – hvad synes du er forskellen på dengang og Jaakko Eino Kalevis koncert?

Eva: Det er rigtigt, at der er lidt vel meget backtrack i Jaakkos setup. I den ideelle verden havde han helt klart optrådt med en ekstra gut på keys. Det er tydeligvis ikke muligt lige nu. Jaakkos musik er nok freakpop, men den er virkelig stramt struktureret, som du nævner med de dansevenlige beats. I mine ører lægger musikken ikke op til jam-udflugter. Derfor bliver backtracket ikke så hæmmende for Jaakkos livesetup, som for et band (eksempelvis Friendly Fires), der lever i momentets energi. Desuden handler det vel også lidt om varebetegnelse: vi ved, at Jaakko er en soloartist. Jeg er lidt mere tilbøjelig til at tilgive to hænder for at bruge backtracks end otte… Hvad siger du, Morten? Kunne dansabel professionalisme gøre op for de manglende impro-muligheder?

Morten: Jeg forstår udenmærket din vurdering. Jeg synes Jaakko viste spontane bevægelser og udfoldelser på sin egen, mere minimalistiske måde; ved at interagere med trommeslageren, zappe imellem tonearter efter behov, og ved at servere de funk-inspirerede og dermed dansevenlige momenter med en næsten perfekt timing. Det var en af de koncerter, hvor dans ikke kom af nød eller tvang, men hvor jeg bare ikke kunne stå stille og blev revet med at feststemningen. En skøn og uimodståelig start på årets musikprogram for mit vedkommende.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Flot koncert hæmmet af støjende publikum

Sekuoia (af Malthe Ivarsson)
Foto: MALTHE IVARSSON/Soundvenue

Det stod nærmest skrevet i stjernerne, at Sekuoia var det perfekte navn til at lukke Apollo ned i opvarmningsdagene. Det musikalske talent fra Nivå er et produkt taget direkte ud fra den engelske scene omkring post-dubsteppen, der i højere grad implementerer en følsommere side af den pulserende bas. Sekuoia (med det borgerlige navn Patrick Alexander Bech-Madsen) har i længere tid stået som et af de største talenter, og i går brød han fri fra de mange genredefintioner, der har hvilet over ham, med en højeklektisk koncert, der både bød publikum op til dans og til indadvendt fordybelse. Meget skal gå galt for den unge musiker fra Nivå, hvis vi ikke om få år vil se Sekuoia selv være hovednavnet på en scene som Apollo.

Det er selvsagt umuligt nu til dags at overvære en koncert, der kan samle alle mennesker – slet ikke til en festival som Roskilde, hvor der særligt i opvarmningsdagene hersker en umiddelbarhed, hvor folk tilslutter sig og forlader en koncert som ved et klik på en lighter. Desværre medførte den evige tumlen rundt en ukoncentreret stemning, hvilket særligt kom til udtryk når Sekuoia, i aftenens anledning flankeret af guitarist og trommeslager, i typisk post-dubstep-stil dykkede ned i de mere intime hjørner af lydbilledet. Ofte var de trippende basgange det nødvendige middel, der holdt publikum på deres tærer, og det var et virkemiddel, som Sekuoia fornemt mestrerede sammen med sit band. Imidlertid er Sekuoia meget mere end adrenalintilførende bass in your face, og de emotive arrangementer, oftest båret af Sekuoias egen skrøbelige vokal, var det, der gjorde gårsdagens koncertoplevelse så mindeværdig. Udfordringen bliver nu for Roskilde Festivals publikum at vise mere interesse i musikken, for ingen koncert kan se sig selv uafhængig af en vis koncentration og fordybelse fra musikkens modtager.

For måske gør Roskilde Festival sig selv en bjørnetjeneste ved at tillade en så anarkistisk stemning på Apollo, hvortil alt må medbringes, det værende gimmicks eller øl fra lejren. Man kunne fra starten mærke en beruset stemning på publikum, hvilket kan være til kunstnerens fordel, hvis der indfinder sig en gensidigt fordelagtig kontakt igennem alkoholens rus. Desværre kom gårsdagens kommunikation i høj grad kun fra scenekanten, hvilket bandet flot stod imod. Dette beklagelige irritationsmoment eskalerede specielt, når man flere gange blev et gidsel imellem flere fløje, der havde valgt at bekrige hinanden med flyvende øldåser. Det er sjældent, at det rør mig, og særligt på Roskilde Festival, men det er knapt så sjovt, når det sker en onsdag aften i 16 grader. Taknemmelig var jeg dog for, at Sekuoia leverede en flot koncert, og så længe man lytter ordentlig efter, kan man lukke alle sorger og problemer ude.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *