Jeg tog til David Byrne i stedet for Four Tet og anmeldte min FOMO

Her ses David Byrne dagdrømme om en verden, hvor Roskilde Festivals publikum både kan høre ham og Four Tet. Sådan var virkeligheden ikke fredag aften, og det fremkaldte FOMO i kroppen på vores anmelder, der efter flere måneders overvejelser til sidst endte med at tage til David Byrne-koncerten.

FOMO, eller fear of missing out, kommer i mange forskellige former i løbet af en uge på Roskilde Festival, og den kommer ganske naturligt, når der dagligt foregår mere end 40 koncerter på Dyrskuepladsen. Spørgsmål som “er jeg til den rigtige koncert” og “skal jeg høre Alex Cameron eller Father John Misty, PJ Harvey eller Floating Points”, er dilemmaer, man muligvis kan genkende fra sig selv.

Dette års Roskilde Festival var ingen undtagelse. Klokken 00.00, hvor fredag blev til lørdag, spillede David Byrne og Four Tet samme tid. Den tidligere Talking Heads-frontmand var at finde på Arena, mens den britiske producer gav koncert på Apollo.

Dette clash i spillepladen fremkalder ingen problemer for majoriteten af Roskilde-publikummet. Enten er man fan af den tidsløse hybrid af art-pop og post-punk, som David Byrne i 1970’erne og 1980’erne var bannerfører for, eller også søger man mod den elektroniske dansefest, som Four Tet med sit niende album, New Energy fra 2017, har stillet i udsigt.

Men der hviler et dilemma, når man først har skrabet overfladen væk. For David Byrnes og Four Tets musikalske verdensanskuelse har flere fællestræk, end de har modsætninger. De to musikere har begge bygget sine stilarte på at hive ‘eksotiske’ genrer ind i sin hvide musik. David Byrne var en af de første, og Four Tet har det seneste årti været en af de største på lige præcis denne bane. Derfor er det ærgerligt, at man denne fredag nat ikke har muligheden for at opleve den sammenhæng, der er imellem de to artister.

FOMO-tankerne kom snigende
Så jeg måtte vælge til og vælge fra, vende min opmærksomhed mod den ene musiker og vende den anden musiker ryggen. I løbet af ugen var jeg overbevist om, at det skulle være Four Tet og mig, men så begyndte mine fomo-inciterende tanker at kravle ind på mig.

“Men, Morten. Du er glad for Talking Heads, og mon ikke du bliver forkælet med nogle af de ikoniske hits fra bandets bagkatalog?”

Og så prøvede tankerne ellers at svare igen på sig selv:

“Men, Morten. Du går jo ikke til en Morrissey-koncert, hvis du vil høre sange fra The Smiths, eller til en Damon Albarn-koncert, hvis du vil høre noget fra Blur. Det er bands, som er mere og større end bare deres frontmænd. Det bliver aldrig det samme uden Tina Weymouth og Chris Frantz. Det er jo ikke David Byrne, der er optaget i rock’n’rollens Hall of Fame. Det er Talking Heads.”

Det var øjebliksbilledet af de to artister, der inden fredagens program på Roskilde pegede mig i retningen af Four Tet på bekostning af David Byrne. Four Tet cementerede i efteråret 2017 sin status som kongen af krydsfeltet mellem indie rock og dansemusik på det fremragende album, New Energy, som både kommer vidt omkring og bevarer en rød tråd. David Byrne, derimod, har med American Utopa fra april i år skabt et rodet album.

Men så kom den igen, tvivlen. Havde jeg nu udpeget mig den rigtige koncert?

“David Byrne er 66 år gammel. Og selvom han er en ivrig cyklist, så er det ikke til at vide, hvordan hans fysiske form vil ændre sig de kommende år. Måske er dette sidste chance for at opleve en nogenlunde viril og kapabel David Byrne?”

Men, Morten. Four Tet er så eftertragtet og dermed også dyr en herre, at det kræver op imod 1.500 betalende gæster, før det kan betale sig at booke ham til en koncert i Danmark. Og den kapacitet er der ingen, der kan rumme. Det kommer simpelthen ikke til at ske andre steder end her på Dyrskuepladsen.”

Det blev David Byrne
Men det første argument vandt, og sådan besejrede den gråhårede rock den farverige electronica. Jeg begav mig mod Arena-teltet, der viste sig at være proppet til randen af et forventningsfuldt publikum. Rygterne om et nyt show, der efter sigende reformerede selve koncertformatet, var allerede nået os i forkøbet, inden David Byrne ved midnat indtog scenen med American Utopia-lukkenummeret Here siddende bag et skolebord med en hjerne i hånden.

Her er en region med rigelige detaljer. Her er en region, der sjældent anvendes,” synger han med hjernen rettet ud mod publikum. Her er en koncert, hvor alle de stationære instrumenter er røget ud. Her er 12 mobile musikere, der flyder rundt på scenen med deres remedier og mikrofoner spændt fast på kroppen. Her er en fremragende lyd på Arena.

Men her er også mere tale om en musical, end det er en koncert. David Byrnes stive lemmer bevæger sig koreografisk med resten af bandet, og han stirrer teatralsk ind i sidevæggen, når han synger “I used to think that I should watch TV”. Og så er det, at fomo-tankerne vender tilbage i hovedet på mig.

Er den mærkelige koreografi og det spøjse skyggespil ikke blot en kompensation for, at American Utopia-pladen, for at sige det pænt, er jævnt kedelig og ligegyldig? Hvad er det, alle de grå jakkesæt og de bare fødder symboliserer? Den slags havde du ikke skulle forholde dig til, hvis du var taget til Four Tet.

Mens David Byrne og hans band danser langsomt og formålsløst rundt på scenen til tonerne af Everybody’s Coming To My House, begynder jeg at forestille mig den fest på Apollo, som jeg i disse sekunder går glip af. Men så er det, at vi langt om længe får vores egen fest på Arena, da David Byrne hiver det helt tunge Talking Heads-arsenal frem. Once In A Lifetime og This Must Be The Place gør Slippery People fra begyndelsen af koncerten selskab, inden de lukker med Burning Down The House. Hele Arena virker til at synge med, og et veloplagt band er med til at skabe fremragende cover-versioner af dette Talking Heads-materiale.

Det var undervejs et forfærdeligt og næsten umuligt valg at vælge imellem Byrne og Four Tet, men hitparaden slog alle mine FOMO-tanker ihjel. Hvad så, om Four Tet havde en fest? Hvad så, at jeg forpassede muligheden for at høre Two Thousand And Seventeen live? David Byrne og hans band spillede fremragende, og American Utopia lyder bedre live end i studieversionen – heldigvis, fristes man at sige.

Jeg kan dog ikke sige, at det nye koncertformat slog fødderne væk under mig, eller at jeg kunne se det revolutionære bag det, for har I hørt om en musical? Men jeg var glad for koncerten, glad for festen, det endte med, og glad for mit valg. Så må tiden vise, om Four Tet kommer tilbage til Danmark. Ellers går det nok.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Sympatien og troværdigheden sejrede for James Holden

James Holden (foto: Laura Lewis)

Den mand, de kalder James Holden, har slået sig på Indien og såkaldt Terry Riley-agtig folktrance, siden han i 2014 leverede en jazzet og krautrocket toppræstation på Roskilde Festival. Nu er håret blevet længere, melodierne mere syrede og sværere at tilgå, ligesom distancen til fortiden som klubproducer er blevet større. Så vil den ægte James Holden være sød at rejse sig? 

Nej, han sidder ned. Det gjorde han hele den time, han fredag eftermiddag vendte tilbage til Roskilde Festival og Apollo med sit nye “band”, The Animal Spirits. Efter koncerten satte Eva og Morten hinanden stævne for at finde ud af, hvor 2018-James Holden placerer sig i forhold til sin fire år ældre udgave.

Morten: Eva, vi havde begge en fremragende oplevelse, da James Holden sidst gæstede Roskilde Festival i 2014. Kunne du her fire år senere genkende noget fra den koncert, selvom der var andre lyde, temaer og instrumenter i spil?

Eva: Ja, helt klart. Han spillede også en del af numrene fra The Inheritors, og nærmest heldigvis for det. Jeg synes, The Inheritors var et rimeligt eksperimenterende album, da det udkom i 2013, men så udgav han The Animal Spirits i 2017, og dét er fandme et syret album. Så jeg var egentlig meget glad for, at han spillede nogle af The Inheritors-numrene, som til sammenligning virker helt poppede. Men jeg tror helt klart, der er en del af publikummerne fra 2014, som er kommet tilbage, for han har fået en ret enestående position i musikverden. James Holden har placeret sig mellem “verdensmusikken” og elektronisk musik, men på en måde, hvor man ikke kan danse til den, selvom folk forsøgte. Han står som en one of a kind-karakter.

Morten: Men hvordan klarede denne karakter så koncerten?

Eva: Jeg må sige, at jeg helt umiddelbart synes, at koncerten i 2014 var betydeligt bedre end denne, desværre.

Morten: Jeg er enig. Jeg følte heller ikke, at jeg kom så meget ind i et groove eller en trance, som jeg gjorde det for fire år siden. Jeg tror, det til dels skyldes, at han netop zappede frem og tilbage mellem The Inheritors og The Animal Spirits-pladerne. Hvis han konsekvent og udelukkende spillede sit seneste album, ville det have været en større prøvelse at blive taget med på en rejse. Men så havde jeg til gengæld også været fastlåst et bestemt sted, hvorimod jeg blev taget frem og tilbage mellem nogle numre fra 2014, eksempelvis Blackpool Late Eighties, som jeg har et meget stærkt forhold til, og så frem til en plade, som er sværere at tilgå.

Eva: Helt sikkert, det er jeg ret enig med dig i. Han brød med trancen, og jeg stod og spekulerede over deres valg om at have pauser imellem numrene. Det kan jeg godt forstå, fordi numrenes rytmik afviger meget fra hinanden, men det gjorde det også svært at komme ind i et mode. Og der skulle jeg være kommet, for at det skulle blive en helt fed koncert for mig. Der var lidt for meget fløjtegøgl til min smag.

Morten: Men jeg vil også gerne give dem pluspoint for forsøget og for intentionerne. De var jo meget tydeligt udfordret undervejs i koncerten af nogle tekniske problemer. Men jeg står tilbage med en fornemmelse af, at de gerne ville lukke os ind i deres univers. Jeg følte ikke, de prøvede at støde os væk.

Eva: Helt sikkert. Grunden til, at jeg kan lide James Holdens musik i forhold til så meget andet er, at den i sin grundessens er venlig. Og hvad, der præcis gør det, ved jeg sgu ikke, men jeg opfatter den som velkommende og inviterende i stedet for afvisende og fremmedgørende. Men han har nok været lige lidt for meget i Indien de seneste par år til min smag.

Morten: Der er også noget andet, som vi formentlig begge kan lide ved James Holden, og som på en eller anden måde gør ham til essensen af Roskilde Festival. Manden lavede indledningsvist White Sensation-agtig progressiv house, som han bare har lavet på en bærbar computer. Efterfølgende starter han pladeselskabet Border Community, der favner en både harmonisk og leftfield techno-lyd, inden han går videre og laver progressiv krautrock på The Inheritors og slutteligt folktrance med The Animal Spirits. Jeg synes, det virker som en udvikling, der er unaturligt naturlig, ligesom han fortæller sit publikum, “jamen, hvis I kan lide dette, så kan I måske også lære at lide dette”.

Eva: Og det synes jeg, man kan mærke i den måde, han rent melodisk laver progressioner. Også i de ting, han spillede i dag. Men der er klart noget i det, at de spiller på rigtige instrumenter. Jeg ville gerne have haft flere pauser, der tydeliggjorde intentionen bag de forskellige instrumenter. Det blev nogle gange rodet for mig, for det hele fyldte rigtig meget hele tiden. Og det rod ødelagde noget af den trance for mig.

Morten: Uden at vide det, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at James Holden og hans band i løbet af deres turné har lært nogle ting, heriblandt at det vil være en god idé at spille Blackpool Late Eighties og The Inheritors fra den foregående plade, for at de kan komme lidt længere ud over den scenekant, de står på.

Eva: Eller sidder på! James Holden er virkelig blevet en technoguru, men der er måske ikke så meget techno tilbage over ham længere. Der er lidt ‘spirituel leder’ over ham efterhånden, og det synes jeg egentlig er en rolle, der passer ham meget godt. Jeg synes måske, han er blevet lidt for langhåret.

Morten: Men det virker troværdigt, det han har gang i.

Eva: Det virker meget troværdigt. Der er sgu ikke noget eksotisme eller kolonialisering af andre fremmedegnes musikkultur overhovedet ved Holdets tilgang. Jeg noterede mig følgende under koncerten: James Holden vender vrangen ud på de elektroniske genrer, han kommer fra, når han går ind i verdensmusikken for at komponere sine bevidsthedsudvidende sange. Det er er analog humanisttrance, posteksotisme og -kolonialisering. Det er super 2018-agtigt. Jeg var lynhurtigt blevet træt af det, hvis han havde inviteret sine indiske venner op på scenen, for at de kunne være lidt shaman-agtige. Men her synes jeg faktisk, det var fint og fungerede godt.

Morten: Jeg synes stadig, jeg bemærkede den hvide mands klubmusik i det, han laver, både i beatstrukturens fire fjerdedele, der var mange af de samme akkordprogressioner fra de gode, gamle dage. Der var et mellemspil, som leder op til noget af det, man kan genkende fra klubmusikken. Jeg føler ligesom du, Eva, at koncerten ikke levede op til de forventninger, som er formet efter min koncertoplevelse med ham fra 2014. Men jeg synes virkelig, at den tilgang, James Holden har, hvor han giver en anderledes og vidtrækkende oplevelse til folk, der kender klubmusik, er en helt vildt sympatisk tilgang.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Nathan Fake spillede solen ned med fordybende techno

Man gik bogstaveligt talt mod strømmen, hvis man onsdag aften besluttede sig for at tage til koncerten med den engelske electronica/techno-producer Nathan Fake på Apollo klokken 21.30 (vi behøver ikke nævne, hvem der var programsat til 22.30 på Orange).

På samme måde gik man muligvis forgæves, hvis man havde lovet sig selv en fest, som man kunne høvle igennem til. I stedet fik man en til tider kontemplativ oplevelse, hvor man stod inde i sig selv og muligvis kunne referere oplevelsen til egne minder. Derfor tog Morten og Eva efter koncerten en snak om, hvorfor den fungerede.

Morten: Jeg har bemærket, at de farver, der indgår helt centralt i Nathan Fakes visuelle udtryk, er pink og lyseblå, altså to farver, der ikke lader sig blande, men som modarbejder hinanden. Og jeg føler også, det er det, der kendetegner Nathan Fakes musik. Man danser til den, men man bliver også opslugt af de skærende akkordprogressioner og de dramatiske crescendoer, så man står inde i sig selv og føler, virkelig føler.

Eva: Og man kan også stå i sin egen verden, som den fede fyr med den røde FOA-kasket virkelig gjorde.

Morten: Men med det udtryk og den appel kan Nathan Fake også risikere at ramme helt ved siden af skiven. Men jeg følte virkelig, at han ramte begge dele i mig. Jeg kan bare ikke helt finde frem til, hvad det var, der gjorde koncerten så god.

Eva: For mig handler musik også en del om, hvad man associerer den til. Og det, tror jeg, er ekstremt individuelt, hvilke rytmer, melodiske forløb eller strukturer, som tricker et eller andet hos én. Og noget, som jeg især tænkte på ved starten af koncerten, var at Nathan Fake har meget dybe, ekstremt bassede og faktisk ret hårde ting, og så har han de her helt fine, fantastiske og ret indie-agtige melodier, der ligger og bobler ovenpå, som udvikler sig og tager sin tid. Og så, når man har fulgt med i den udvikling i et stykke, twister han den og gør dem disharmoniske. Og det gør, at han ændrer det perspektiv til noget fængslende og mystisk, og det er noget, jeg altid har bidt mærke ved i Nathan Fakes musik for såvel andre udgivelser hos Border Community. Det er det samme, jeg faldt for ved Mew, da jeg var fem år gammel. De gør det samme! Og det er de minder, som musik vækker, og som de forskellige minder forbinder sig med. Så for mig var det en personlig oplevelse, fordi den trak referencer tilbage til mange ting, jeg godt kan lide.

Morten: Vi var noget bekymrede for fremmødet forud for koncerten. Vi gik bogstaveligt talt mod strømmen hele vejen fra mediebyen, over Orange Scene og næsten hele vejen ind til Apollo. Fremmødet var langt fra overvældende, men det vigtige er ikke, hvor mange mennesker, der dukker op, men hvor mange mennesker, der føler den. Folk kunne ret hurtigt stå af på hans meget syrede udviklinger, hvis ikke de fik lige det, de havde ventet.

Eva: Præcis. Jeg tror, det er sådan en koncert, der meget let kan skuffe, hvis man går til den med en forudtaget holdning. Nu har jeg ikke læst programteksten, men hvis den har sagt noget med melodiøs techno, kan jeg godt forstå, hvis folk bliver overrasket. For det er det ikke. Det er fordybelseskrævende musik. Jeg tror, det var da jeg stod med korslagte arme og vippede lidt med det ene ben, at jeg nød koncerten mest. Det er, fordi Nathan Fakes musik ikke er så meget udadvent, som det er noget, der mærkes inde i en selv. Jeg var ligeglad med, hvor mange mennesker, der var. Bare der ikke var helt pakket en masse stive mennesker, der var klar på en moshpit.

Morten: Og når der ikke var flere mennesker, kunne han måske lige så godt have spillet på Gloria, når hans musik fordrer en fordybelse inde i den enkelte.

Eva: Ja, jeg var lidt bekymret forud for, at han skulle spille på Apollo. Den er kæmpestor, men egentlig syntes jeg, den passer perfekt, og jeg er glad for, at han ikke spillede på Gloria. Du startede med at beskrive det med farverne, og et nummer som The Sky Was Pink gør, at han var castet til at spille en solnedgangskoncert, og det fungerede sindssygt godt. I forhold til hans sene solopgangskoncert på Distortion for fire år siden, så var denne koncert for et Roskilde-farverigt publikum, men hovedparten var +35-typerne, der er kommet med toget i dag og som endnu ikke har det helt crazy. Folk virkede rimelig sobre, og det passede meget godt til denne scene. Og i forhold til den mere nørdede scene på Gloria, så var der også plads til at høvle lidt igennem, især på nogle af de nyere numre.

Morten: Det er også det, der fanger mig i forhold til Nathan Fake. Han laver i grunden techno, men den er så kontemplativ og introvert, og det er egentlig også derfor, at man kan danse til den, men det er aldrig et succeskriterie, at man bevæger sig til den. Og jeg er overbevist om, at det heller ikke er det, Nathan Fake skeler til, mens han står oppe på scenen og headbanger til sin egen musik. Jeg finder ret stor glæde ved tanken om, at mange af disse +35-mennesker, som du beskriver, måske i højere grad end før koncerten forstår, at technomusik kommer i mange forskellige variationer, og at man kan indleve sig den på forskellige måder.

Eva: Præcis. Både du og jeg er vokset op med forskellige måder at lytte til elektronisk musik live. Der er selvfølgelig dér, hvor du går ud og har en fest med hænderne i luften. Ren hands-in-the-air. Men for de fleste livekoncerter på klubber, der ikke er helt mainstream, så er den fysiske udfoldelse ikke særlig vild. Folk, der kommer til koncerten med en forventning om den helt vilde fest, bliver skuffede. Men Nathan Fakes musik giver dig et rum at træde ind i, og det, tror jeg, er der et stort behov for på Roskilde Festival. Man er i den nogenlunde samme følelse hele koncerten igennem, men man får lov til at være der på ens egne præmisser, og det er enormt stærkt ved denne form for musik, fordi den tillader dig at være og drømme og lade tankerne flyde sammen med musikken. Det skal ikke forståes sådan, at det er baggrundsmusik, men at det er musik, der skaber og afgrænser et rum, som man kan være en del af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Rüfüs – Som at kigge på stangvare sommertøj på en gråvejrsdag

Rufus smilte stort, men smilene spredte sig ikke. Foto: Malthe Ivarsson

Rüfüs er moderigtige. Sydney-trioen spiller electropop med tropical house-elementer til solslik og øldrik. Det er en populær genre, skulle man være i tvivl. At det så lyder som totalt uinspireret deephouse, betyder ikke så meget. For salgbart, det er det. Og på papiret fungerer det live, det skaber en god eftermiddagsfest – i en streamingvirkelighed er det altid en god idé at synge sange om at solen skinner og man har en fest, for der er sjovt nok mange, der hører den slags lejlighedsmusik, når solen skinner og de har en fest. Det er i hvert fald en god idé økonomisk. Ikke nødvendigvis kreativt. Og når det så blæser en halv pelikan og er 15 grader som på onsdagens Apollo Scene, forsvinder de lette point, og beder musikken vise sin kreativitet. Som var meget svær – ja, for mig decideret umulig – at finde.

Rufus - Foto: Malthe Ivarsson
Rufus – Foto: Malthe Ivarsson

En usynlig kreativitet er et problem. Mangler et band originalitet og gode sange, så kommer gennemskueligheden nemlig frem, og dens nabo er kedsomheden. Hvis noget var markant ved Rüfüs’ koncert, så var det, at selvom trioen brugte samtlige tricks i både deephouse- og publikumsengagementsbogen, så var det hamrende kedeligt. Ja, koncerten føltes lidt som at kigge på stangvare sommertøj på en gråvejrsdag.

Under koncerten forestillede jeg mig at være deres manager. Jeg ville se penge, men også et jævnt idéforladt band, som ikke kom udover scenekanten i deres performance, hvor to bandmedlemmer sidder fast bag trommesæt og synths/SPDS og frontmanden ikke har den store karisma (selvom han prøver at ligne Connan Mockasin lidt og være cool på den anti-cool/bøvede måde). Hvad gør man så? De spiller jo festmusik, så de skal engagere publikum! Man har en lille brainstormsession med forsangeren og skriver 14 linjer ala “It’s so good to be here”/”You all look beautiful today”/”It’s our first time to Roskilde(indsæt ethvert sted), it’s such a pleasure” – fortsæt selv listen over klicheer, der kan komme ud af munden på et band. Rüfüs afprøvede dem i de små rolige stykker i deres sange, som FYI kommer cirka 2/3 dele inde i hvertandet nummer – som det står skrevet i deephousebogen. Gaaaaaab.

Heldigvis for i hvert fald min festivalstart gik strømmen på hele Apollo efter tyve minutter med gab, et som ved lov småsvingende houseknæ og drømme om f.eks. at Todd Terje eller Tensnake stod på scenen i stedet. Strømmen kom eftersigende igen, men først en halv time efter Rüfüs var gået af scenen. Men selvom publikum havde haft en fest mens koncerten varede, var der ingen synderlig protest, da strømmen gik. Fordi Rüfüs var så aldeles lette at erstatte. Jeg smuttede f.eks. over på Pavillon til en fremragende koncert med Marching Church. Mere om den og en fremragende aften senere.

Del og kommentér

  1. Mathias Gavnholt says:

    Hej Eva

    Jeg er lidt i tvivl om noget, du måske kan opklare for mig. Du skriver, du er gået videre, da strømafbrydelsen kom. Skal det forstås som, at hele anmeldelsen er baseret på den fjerdedel af koncerten, de spillede inden afbrydelsen?

    Ps. Det her er selvfølgelig et spørgsmål om fortolkning og kan vel aldrig siges med sikkerhed, men jeg tror ikke teksterne skal forstås 100% bogstaveligt.

  2. Eva Laksø says:

    Hej Mathias,
    Ja, anmeldelsen er baseret på første del af koncerten inden strømafbrydelsen. Jeg ventede 10-minutters tid, og da strømmen ikke lod til at komme tilbage, smuttede jeg videre til en anden koncert.
    Venlig hilsen,
    Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

James Holden – Krautrock, støj og electronica i en højere enhed

James Holden med sin modular synth (billede taget fra anden live-sammenhæng)

Min forudindtagede frygt for Apollo, Roskilde Festivals scene for åbne, elektroniske koncerter, har i høj grad hængt sammen med de høje forventninger til James Holden, scenens absolut mest imødesete booking. Ugen igennem har selv samme frygt dog fået et godt nøk over hovedet, takket være en lang række forbedringer og foranstaltninger, der viser, at Roskilde Festival godt tør tage sin scene for elektronisk musik seriøst – som elektronisk musik fortjener. Allerede i mandags, den første af festivalens tre opvarmningsdage, ydede scenen med den orange, hoppeborgslignende facade god støtte for finske Jaakko Eino Kalevis funkede koncert, både indenfor visuelle såvel som lydmæssige rammer. Tirsdag kunne man til tonerne af danske Unknowns sløve electronica og ordløse hip hop-beats lukke øjnene og føle sig taget ind i langt mere intime rammer, på trods af den bagende sol, der sendte varme stråler ned på et mestendels siddende eller liggende publikum. Det nye Function 1-højtalersystem, der i 2014 for første gang er sat op på scenen, har skabt en altomfattende og solid lyd, der virkelig pryder de elektroniske artisters musik med bravour.

Derfor var min tidligere udtalte skepsis for scenens berettigelse overfor elektroniske producere, der besidder en snært utilgængelighed og knapt så buldrende og bragende lyde, skrumpet en del ind over den seneste uge. I særdeleshed havde jeg ytret utilfredshed over Apollo-placeringen af britiske James Holden, denne signaturs på forhånd mest imødesete navn. En del artister, her nævner jeg i flæng Korallreven, African Hi-Tech, Rewolmer og Laurel Halo, har siden scenens start i 2012 leveret hvad må anses som værende stabile koncerter, uden at scenen kunne yde artisternes flernuancerede lyde den opbakning, de gør krav på. Sidste års koncert med Andy Stott på indendørsscenen Gloria viste, at det mørklagte og ganske renlige rum kan yde en eskapistisk rejse, Apollo grundet problemer med vind, affald og urindunst ikke har kunnet hamle op med. Også urinproblemerne har Apollo i år indledt en kamp imod, med forflyttelsen af urinalerne fra de indersiden af væggene, der indrammer scenen, til ydersiden, væk fra scenens græstæppe.

De tydelige forbedringer så dog ikke ud til at være nået ud til særligt mange forud for koncerten med James Holden, der sidste år udgav det kritikerroste og krautrock-inspirerede album, The Inheritors. Derfor kunne man også i ro og mag navigere sig rundt på græsstæppet for en ideel placering. I modsætning til tidligere år, hvor det vitterligt var alpha og omega at stå i den helt rigtige kvadratmeterplads, er anlægget og de nytilkomne, massive bundkasser dog blevet så indkapslende, at lydkvaliteten i år ikke har haft den store afvigelse, hvor end man har været placeret.

Der var derfor også rig mulighed for en optimal koncertoplevelse med briten, der igennem det seneste år har turnéret med materiale fra det seneste album, akkompagneret af trommeslager Tom Page, der ved siden af også slår på trommer for RocketNumberNine og Neneh Cherry. Duoen var placeret overfor hinanden, frem for ud mod publikum, hvilket skabte gode arbejdsmuligheder for en tæt forståelse af hinanden. Der florerede da også igennem hele koncerten en synergi imellem James Holdens modular synthesizer, der proppet med ledninger emulerede en lydkollage på størrelse med Det Sixtinske Kapel, og Tom Pages rolige polyrytmik og temposkift. Renata, der efterfulgte indledningsnummeret Rannoch Down, voksede netop på grund af dette samarbejde sig væk fra albumversionen, hvilket gav plads til langt større acid-lignende indblandinger, hvor James Holden lænende over sit synth-rack og sin laptop udsendte spontane støjflader.

James Holden har tidligere udtrykket en stor kærlighed for de netop spontane muligheder, som hviler i den medbragte modular synth, der også var grundlaget for The Inheritors. Live afprøver produceren uden større forvarsel sit gears muligheder og chokreaktioner, mens han trækker i kabler og drejer på de fire store knapper, der er plantet ovenpå. Tom Page ser ud til at være en herre sat på hårdt slidende overarbejde, men hans reaktioner er ligeså umiddelbare som den nådesløse maskine overfor ham, og han præsterer til perfektion at indramme og pynte på James Holdens melodiske støj, hvilket fremkalder stedvis dans omkring publikum. Trods få fejl i indledningen af titelnummeret The Inheritors bliver der skudt en hypnotiserende salve ud til publikum, hvor flere nu står og danser for sig selv, lukker øjnene og mindes om, at det er tidlig lørdag aften. Det er okay at danse. Selv på den meget introverte Gone Feral, der indledes med melankolske, næsten dystre 8 bit-lyde, bliver der iblandt en lille gruppering danset i dobbelttempo i forhold til nummerets 75 bpm. Krautrock-elementer oser ud af nummeret, og selvom James Holden med sine evigt bevægende hænder ligner en, der ikke helt ved hvad han foretager sig, lever nummeret langt fra på tilfældigheder. Et støjinferno syder og bobler hen imod nummerets klimaks, og endnu engang bliver James Holden gjort en tand bedre af Tom Page, denne gang med mere aggressivitet og kraft i trommerne.

Lyden ved denne scene er til lejligheden rigtig høj, og selvom flere personer omkring os med to pegefingre forsøger at lukke ørene til, kan man stadig skimte et smil på læberne hos dem med de skrøbelige ører. Græsset runger og skælver under os, og når man lukker øjnene kan man snildt drømme sig væk fra Apollo, den åbne scene jeg tidligere har været ganske hård ved. Lukkede har mine øjne også oftest været, når jeg har lyttet til Blackpool Late Eighties, der med sin filmiske og farverige melodi sender tankerne hen på Vangelis’ Blade Runnder-soundtrack. Albumversionens bævende percussion, hvor to snares kontinuerligt løber fra hinanden og mødes i et kick, bliver på liveformat til fulde opfyldt af Tom Pages mildest talt imponerende egenskaber bag trommerne. Pages hihats løber i to retninger, mens Holdens smukke melodi når et klimaks lig det, man også kan fange på albumudgaven.

The Caterpillar’s Intervention, lukkenummeret, der konkluderer en timelang koncert, starter samme sted som Blackpool Late Eighties sluttede – ganske identisk med albumversionerne. De indledningsvise guitarstrenge, der sampler de stødende guitarer i 2007-skæringen Atlas fra math-bandet Battles, folder sig dog hurtigt ud til en kuriøs og extended version, der strækker sig over mere end 10 minutter. En salve af krautrock-modulerende lyde mødes med et taktfast beat fra trommerne, og til syvende og sidst er den let rokkende dansen frem og tilbage ikke længere stedvis, men udbredt imellem publikummet. Taknemmelige klapsalver sendes i de to briters retning, der indtil koncertens afslutning næsten uafbrudt havde stirret på hinanden.

The Inheritors er et skrøbeligt album, der uden den rette scene kan være svær at videreudvikle på live-format, men lørdag gjorde Apollo med fantastisk lyd og ikke mindst oplagte musikere på scenen min oprindelige frygt til skamme. Dertil indgik alt i en højere enhed; rette doser krautrock, Vi kan være ganske tilfredse med Apollo, og Apollo kan være meget tilfreds med James Holdens koncert, der med afstand er den bedste, scenen til dato har lagt græs til.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.