Livestemning: Animal Collective @ Arena

Animal Collective (af Daniel Hjorth/Politiken)

“Ej, men Mike Mondays rework af “My Girls” er jo bedre end originalnummeret”. Citat Eva et par dage før selve Roskildes festivalplads. Med andre ord – ikke alle på Regnsky har et lige kærligt forhold til Animal Collective – og vi har samtidig dårlig samvittighed over ikke at have det. Vi er tre skribenter afsted på Roskilde Festival. Lasse, som kender Animal Collective godt og virkelig har været med på hypen siden Merriweather Post Pavilion, mens Morten og Eva aldrig har forstået hypen. Derfor tog vi torsdag aften afsted sammen til Arena, Lasse med forventninger og Eva og Morten med lige portioner nysgerrighed og skepsis.

Lasse: En næsten hypnotisk koncertoplevelse, hvis du spørger mig. Animal Collectives sange har som oftest en cirkulær opbygning, ingen klassisk progressiv fremgang med vers og omkvæd osv. I stedet går numrene i ring med en indførende intro, derefter et par vokale hooks, der typisk lyder som fragmentet fra en større episk sang, inden musikken vender tilbage til udgangspunktet, nu med nye, psykedeliske lag. Midt i et stort gebis, der omgav scenen, tog Animal Collective publikum med ind i deres rundtossede koncentration, fyldt med intimt sammenspil og en samtidig distancerende ekko-fyldt, nærmest jodlende bjergsang. Det mest syrede var nok, da koncerten i sidste halvdel introducerede en næsten kalypso-agtig stemning. Men det passede godt til det danseglade publikum. Hvad siger du, Morten, var du med på kollektivets cirkelslutningerne?

Morten: Det er sjovt, for den beskrivelse du bruger, er jo lige netop en form, jeg ofte er meget bekendt med indenfor elektronisk musik. En vis form for repetition, der hypnotiserende skaber en fordybelse i lytteren, hvor man, eller i hvert fald jeg, bliver mere opmærksomme på enkelte lyde. Derfor har det været meget frustrerende for mig, at jeg ikke har haft den samme indlevelse i Animal Collectives musik. Men jeg indså ret tidligt, at det højest sandsynligt skyldes en anden konstruktion i Animal Collectives takt. Hvor 4/4-takten er den mest familiære musikalske opbygning for mig og sikkert mange andre, bliver det udfordrende for lytteren at indstille sig på 3/4-takt eller sågar 7/4-takt som det var tilfældet på What Would I Want? Sky, og man bliver nødt til at se det på dén måde – at det er udfordrende og kan være svært at forstå et band som Animal Collective. Man skal i hvert fald gøre en stor indsats, for et optimalt udbytte. Koncerten skabte i hvert fald for mig en større forståelse, og jeg vil stærkt overveje, om ikke jeg skal sætte Merriweather Post Pavilion-albummet i CD-afspilleren, når jeg kommer hjem igen.

Eva: Jeg er meget enig. Jeg begyndte, efter en halv times tid, at høre Animal Collective som techno. Som Morten ganske rigtigt siger, er det svært at finde 4/4-rytmer hos Animal Collective. Med techno mener jeg, at det er en forsat udvikling. Jeg følte mig inddraget i musikken – suget ind i det psykedeliske, farverige univers, hvor musikken og visualiteten flyder sammen. Det er både en kritik og en ros, for jeg fangede mange af strukturerne i øjeblikket, men få hang ved. Altså udover “My Girls”. Som om Animal Collective til koncerten fik deres ejerskab af My Girls tilbage fra Mike Monday. Det nummer har en meget klarere struktur, og var afgjort lettere at forholde sig til – i hvert fald for en som mig, der er mest hjemme i klassiske vers/omkvæd-strukturer. Ikke desto mindre fik Animal Collective overbevist mig om, at deres musik fungerer fremragende i den totaloplevelse, som en visuelt udsmykket koncert udgør. Men jeg kommer næppe til at lytte meget til dem derhjemme.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mortens anbefalinger til Roskilde Festival 2013

Fuck Buttons på Astoria i 2008, Tokyo Police Club samme år på Pavilion, hviske- og knepsekoncerten med Kings of Convenience på Arena i 2010 (som blev efterfulgt af smørrebrød i det skandinaviske køkken), et veltimet festfyrværkeri af lydmæssige såvel som visuelle proportioner med 2manydjs i 2009, en overberuset aften med Portishead og ‘drengene’ på Orange Scene i 2011 og en ditto overberuset forsanger med en gudsbenådet sangstemme fra Destroyer dagen forinden. Disse seks koncertoplevelser er mine største igennem de seks år, jeg har været på Roskilde Festival, og meget tydeligt maler det et billede af Roskilde Festivals musikalske diversitet, som ingen anden dansk festival har præsteret at konkurrere imod. Jovist har aarhusianske Northside Festival udfordret Roskilde med bookinger af bands, der nyder stor anerkendelse iblandt det danske publikum, men det er i forvejen veletablerede artister, som allerede tidligere har slået et smut forbi Roskilde Festival. Man kan gå til en festival, hvor man kan synge med, eller en, hvor man skal lytte efter. I modsætningen til Northside ser vi Roskilde udfordre dets publikum og direkte motivere de titusindvis af festivalgængere til at prøve, høre og forelske sig i noget nyt – en af de største bevæggrunde bag denne blog.

Og det skal også være min plan i år. Guderne vil vide, hvor lang tid jeg har brugt på at abstrahere fra alle de for mig velkendte navne, som figurerer på dette års festivalprogram, og givet de for mig ukendte artister en kærkommen chance. Årets program virker til at være underrepræsenteret på indie- og folkscenen, men til gengæld er programmet for elektronisk musik af en acceptabel mængde, og allerede tidligere kunne man læse min anbefalingen af lørdagens klubkoncert med det skotske pladeselskab Numbers. Det er nu på tide at fuldende mine anbefalinger til årets Roskilde Festival, blot få minutter fra scenernes åbning.

Torsdag kl. 18:00 – Vinnie Who, Orange Scene

Ingen kunstners udvikling gør mig mere stolt at have fulgt fra de spæde skridt, end den af Vinnie Who. Fra de idérige demoer i 2009 fremtil de mange fantastiske livekoncerter, der altid har fået mig til at forlade dem med høj optimisme og tro på livet hérefter. Danmarks discoprins, som mange herhjemme med rette ynder at kalde ham, udgav tidligere i år sit andet studiealbum Midnight Special, hvorfra særligt det seneste radiohit “39” formår at vælte benene under mig. En kunstner fyldt af mange forskellige udtryk og inspirationer, og når først solisten Vinnie Who bliver til bandet Vinnie Who ved koncerterne, kan man helt sikkert regne med et festfyrværkeri. Dermed er det passende, at Roskilde Festivals største scene i år skal sparkes i gang med en god spandfuld disco-pop.

Torsdag kl. 22:00 – Animal Collective, Arena

Når jeg netop snakker om at Roskilde Festival skal skabe nye forhold mellem artister og nye fans, er det præcist det, jeg håber at opnå med det populære psych/folk-band Animal Collective. Med ni studiealbums på samvittigheden og en stor fanskare herhjemme modtager jeg tit rynkede næser, når jeg, med ben i musikbranchen, ikke rigtig forstår det amerikanske band. Jeg har ellers i årevis stræbet efter en åbenbaring overfor Animal Collective, der da også repræsenterer en række genredefinitioner, jeg finder meget betagende, så måske kan torsdagens koncert skabe en bro, jeg har manglet længe – blot så jeg inviteret og velinformeret kan deltage i mine venners begejstring, når snakken falder på kvartetten. Der vil ikke blive sunget med, men lyttet intensivt, i håbet om at koncerten vil fremført i en kontekst, der viser sig mere tilgængelig end de gange, jeg frustreret har kastet CD’en med Merriweather Post Pavilion ud af anlægget.

Fredag kl. 14:00 – Andy Stott, Gloria

De færreste technoproducere modtager så megen anerkendelse som den, Manchester-baserede Andy Stott modtager for tiden. Hans seneste plade, Luxury Problems fra 2012, var et af årets bedste overhovedet, der rig på throwbacks til hjembyens legendariske ravescene igennem 80’erne og 90’erne refereres i stenhårde og kolde bidder. På trods af det meget modige træk fra programplanlæggernes side, om at placere så fokuseret dubtechno tidligt på dagen, er mine forventninger tårnhøje, og hvis man finder sig et ubelyst hjørne under Glorias telt kan det være, at man kan danne sig en illusion om klubstemning og beruselse, der oftest først træder ind sent på aftenen.

Fredag kl. 15:30 – Om Unit, Apollo

Sidste år modtog Roskilde Festival mange negative kommentarer ovenpå afviklingen af 2012-udgaven. Kritikken var møntet på Apollo, festivalens nyeste scene, som havde til hensigt at skabe en scene, der var fuldkommen fokuseret på elektronisk musik med element af klubappel. Scenen var i festivalens egentlige musikdage placeret ved broen imellem agoraerne B og C, hvilket medførte en overdrevet afslappet stemning iblandt publikum. Godtnok var stemningen til koncerten med Modeselektor yderst positiv, hvor alles øjne var rettet imod den orange, hoppeborgslignende scene. I år har scenen med de imponerende visuelle virkemidler fået den placering, den fortjener, et ambitiøst stenkast væk fra Pavilion, hvor rammerne i langt højere grad end forrige år giver et indtryk af, at Apollo er en seriøs scene. Den radikale ændring kommer forhåbentligt Om Unit til gode tidligt fredag eftermiddag, når englænderen træder frem på scenen. Igen satser Roskilde Festival hele butikken, når de programsætter et navn, hvis musik appellerer til indadskuning, hvilket kan være svært når man står i klart dagslys. Om Unit har dog i løbet af de seneste år bevist, at man for alt i verden ikke må misse den London-baserede producer, der i sin lyd inkorporerer alt fra techno over til engelsk garage-house, reggae, drum and bass og i særdeleshed dubstep.

Fredag kl. 23.59 – Daedelus – Archimedes Show, Apollo

Hvis der er noget, Apollo i sine countdown-dage har fået bevist, er det de imponerende visuelle rådemuligheder, scenen er i besiddelse af: meterhøje LED-lamper, der panorerer over hele græsplænen, farverige lyskanoner, hvis stråler vækkes til live når røgmaskinernes afkom passerer forbi, og lamper, stærke nok til at skabe liv på scenens orange facade. Alt dette bliver fuldstændig overgået natten til lørdag, når den amerikanske sampletroldmand Daedelus, kendt for sine højimproviserede livesets, ligger vejen forbi. Over årene har Daedelus været akkompagneret af en fysisk stor sampler, en brug som han var med til at pionere får snart et årti tilbage. Det har gjort for netop at understøtte sine improviserede shows, der blander glitchy hip hop, et væld af synthlag og samples, der blander alt fra gamle videooptagelser fra amerikanerens skoletid, til nutidens pop og hip hop.
I år kan man opleve Daedelus med sit såkalde Archimedes Show, der kort forklaret består af et visuelt element, en roterende spejlskulptur i flere dele, der sammen med Apollos setup vil forsøge at skabe et show, der visuelt vil tage vejret fra det opmærksomme publikum.

 Lørdag kl. 15:30 – Kenton Slash Demon, Apollo

De fleste vil måske kende de unge, danske mænd Jonas Kenton og Silas Moldenhawer fra deres forbindelse til det så udanske band When Saints Go Machine, men ved siden af hovedprojektet brygger halvdelen af kvartetten deres fritid på det klubfokuserede projekt Kenton Slash Demon. Med risiko for at træde forkert vil jeg coine duoen for at være en af de populæreste indenfor deres house-mindede felt herhjemme, hvilket tydeligt også kunne ses på fremmødet til sidste års koncert til Strøm i Enghaveparken. Nu vender de tilbage på Apollo, en scene som Strøm havde lånt af netop Roskilde Festival, og selvom vi ikke har hørt meget nyt materiale fra Kenton Slash Demon, i det år der er gået, kan man forvente at høre hits som “Sun”, “Khattabi” og “Daemon” blive mixet op med uudgivet materiale, der muligvis vil kunne give os et indtryk af, hvad vi kan forvente i fremtiden. Når alt kommer til alt kan man håbe, at der nu vil være mere tid til at dyrke dette projekt, efter at When Saints Go Machine udgav albummet Inifinty Pool, tidligere i år.

Søndag – Holy Other & Laurel Halo, Apollo

Søndag, når alt det sjove er forbi, og jeg fortvivlet render rundt og synger Beatles’ “Yesterday” for mig selv, er det min plan at campere modløst foran Apollo. Hvis jeg kan få taget mig sammen vil jeg gerne slå et smut forbi Orange Scene, hvor James Blake tester det sidste rum af energi i festivalspublikummet. Jeg vil gerne råbe ud i det offentlige, at jeg tilgiver Blake for det kedelige debutalbum, han udgav, for med opfølgeren Overgrown viste han en klar forbedring i det lyriske univers, der dog stadig i typisk James Blake-stil repeteres og moduleres.

Men hvor jeg ikke er sikker på at fange James Blake, føler jeg mig overbevist om at få et skud leftfield electronica fra artister med forskellige inspirationskilder og udtryk, når både Holy Other og Laurel Halo gæster Apollo. Begge artister har jeg kun et svagt forhold til, men jeg føler mig overbevist om, at det jeg har hørt er godt, så jeg satser på at forlade Roskilde Festival søndag aften, efter Kraftwerks show selvfølgelig, med et forstærket forhold til disse to. I sand Roskilde Festival-stil.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kærlighed, unge bøfler og årets bedste EP

Lad mig fortælle dig en personlig historie. En historie om genfunden kærlighed. For næsten fire år siden faldt jeg tilfældigt over en demo fra et lille, ukendt band fra byen Oxford i staten Mississippi i USA.

Demoen indeholdte tre sange. “Catapilah“, “Liars” og “Three Deep.” Det blev starten på et forhåbentlig langt bekendtskab med Jim Barrett og Ben Yarbrough og deres band, Young Buffalo. Et band som dengang havde to erklærede mål. At lave god musik og undgå at opføre sig som idioter. Hvorvidt begge mål vil blive opfyldt, skal jeg ikke kunne sige, men de er i hvert fald godt på vej til at indfri det første. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg straks blev forelsket i bandets umiddelbarhed og især “Catapilahs” evne til at sidde fast med det samme.

Young Buffalo – Catapilah (Demo)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Catapilah-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Catapilah (Demo)]

Young Buffalo – Liars (Demo)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Liars-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Liars (Demo)]

Young Buffalo – Three Deep (Album Version)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Three-Deep-Album-Version.mp3|titles=Young Buffalo – Three Deep (Album Version)]

Catapilah” er uden tvivl den mest iørefaldende af de tre sange, og den er da også at finde på bandets bemærkelsesværdige debut EP fra sommeren 2011, Young von Prettylips. En EP hvorpå bandet præsterer noget ganske usædvanligt for så ungt et band. De undgår nemlig at gå på kompromis med kvaliteten på EPen for lige at få et ekstra nummer med, hvilket desværre er en fælde, som mange unge bands falder i, i deres søgen efter en identitet og en lyd, som er deres egen. En proces som i øvrigt medførte, at bandets dengang tredje medlem, Alex Hardberger, valgte at gå egne veje i begyndelsen af 2012.
Men trods denne søgen får bandet med veltimede treklangsharmonier, et opløftende percussionkaos og en catchy lyd a la en genreforvirret Robin “Fleet Foxes” Pecknold-gone-Femi Kuti, vist det potentiale, som den trods alt ret ufokuserede demo gav løfter om.

Lyt til Young von Prettylips EP’en på Bandcamp her.

Men den egentlige grund til, at jeg vælger at skrive om Young Buffalo netop nu, er, at de netop er udkommet med deres anden EP, som meget passende blot har fået titlen Young Buffalo. Passende, fordi der her tydeligt er tale om et band, som er ved at have fundet sin lyd. De har fået defineret Young Buffalo som Young Buffalo. Identitetskrisen er vasket bort, Alex Hardberger har fundet andre græsgange, og uden ham er treklangen blevet til en toklang. Men tilbage står en duo med de samme værdier som for næsten fire år siden. Med glæde, med passion, med energi. Og ikke mindst med den umiskendelige catchyness og noget der minder om en percussionbesættelse, som heldigvis aldrig tager overhånd. Referencerne er ikke i samme grad Robin Pecknold og en Kuti’sk afropop. I stedet ledes tankerne fra første sekund af åbningstracket “Baby Demons” hen mod Wild Nothing, Real Estate og sidste års bølge af lo-fi surfpop og shoegaze, mens inspirationen fra Beach Boys heller ikke er alt for langt væk.

Højdepunktet på EP’en er for mit vedkommende “Nature Boy.” Harmonierne og det hyggelige guitarspil dominerer, men afropoppen kan alligevel anes undervejs i form af keyboardet. Her er tale om et af årets bedste popnumre, som nærmest gør det umuligt at holde et lille smil tilbage. Jeg forestiller mig, at Animal Collective ville lyde sådan, hvis de var et decideret popband (som på eksempelvis Fireworks)

Young Buffalo – Nature Boy

Nu er vi efterhånden så sent på året, at jeg godt tør vove pelsen og kalde Young Buffalo årets mest formfuldendte EP. I hvert fald når der er tale om et relativt uprøvet band, som Young Buffalo stadig må siges at være. Også selvom de har været en del af mit liv i snart fire år. Og hvis jeg kigger på dem igen om fire år, vil det album, som “Three Deeps” betegnelse som “Album Version” lagde op til, forhåbentlig eksistere.

Lyt til Young Buffalo på Bandcamp her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Animal Ox

Så for fanden. Rommedahl kan score mål! Intet kan overraske mig mere.
Derfor kan jeg ikke sige at det kom som et chok for mig, at multitalentet Jason Drake, bedre kendt undet navnet Cassettes Won’t Listen, nu har fremskabt endnu et opsigtvækkende værk. Denne gang har han mixet undergrundsrapperne fra Cannibal Ox med de over-indienuttede Animal Collective. Et mix som han kalder Animal Ox, og som tæller ni numre. Uden tvivl en interessant sammensætning, men ikke desto mindre fungerer det. Om det så skyldes en sjov blanding af hårde raprim og bløde baggrundsrytmer, eller om der er mere til det, må være op til den enkelte.
Jeg har smidt to numre op fra mixet nedenfor, og hvis det tiltaler dig kan du hente hel mixet her ganske gratis.

Cassettes Won’t ListenRaspberry Fields
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/06/06-Raspberry-Fields.mp3]
Cassettes Won’t ListenVein
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/06/04-Vein.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pantha vs Panda

Pantha Du Prince

Tyske Pantha Du Prince er efterhånden en erfaren herre på technoscenen.
Dog er det som om, han først tog det egentlige spring til mediernes søgelys her i foråret. Der satte han nemlig pennen på papiret, og underskrev kontrakt med det respekterede indielabel Rough Trade. Det er noget af et kvalitetstempel, når en elektronisk musiker slipper gennem det nåleøje.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, hvorfor pladeselskabet forelskede sig i den stemningsfulde tyskers kompositioner. Med en ejendommelig poppet, vedholdende udvikling af melodierne, gøres technobeatet spiseligt for selv inkarnerede rocklyttere – måske skal begrebet “indie-techno” findes frem? Det kan med rette klistres på Pantha Du Prince.

I går blev nummeret “Stick to my Site” fra den kommende udgivelse Black Noise så leaket. Det gæstes af Noah Lennox, stemmen bag både Animal Collective og Panda Bear. Jeg synes det klæder ham at skifte de psykedelisk-poppede omgivelser ud med popmelodier af elektronisk tilsnit.
Netop naturen inspirer Hendrik Weber, og i hans stilfærdigt overvældende og smukke harmonier må inkarnationen af ”noget nyt, noget lånt, noget gammelt og noget blåt” som lyd findes. Det officielle, første udspil er singlen “The Splendour”, hvor især trommernes produktion fortryller – når nummeret peaker ved første lilletrommeslag 3:45 inde er jeg solgt – og når beatet så brydes kort efter, spørger jeg ikke efter meget mere end… nå ja, den electronicaknitren, sympatiske melodier og personlighed, der strømmer gennem alle Pantha Du Prince produktioner.

Black Noise, der er enmandsprojektets trejde album og udkommer d. 8. februar, er optaget som et spejl af naturens lyde og samtlige numre skulle have dette som tema. Det betyder reallyde lånt fra naturen, dog uden det bliver en hyldest, eller klimaagtig debatåbning. Nærmere en konstatering af musik i mange former eksisterer. At træers knirken kan bære melodier ligeså vel som egentlige instrumenter. Og at roen er et ligeså vigtigt element i musikken som støj.
Lyt selv her.

Pantha Du PrinceThe Splendour
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/01-The-Splendour-1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Det nummer er jo for fedt, Eva.

  2. lækkert track – og velskrevet indlæg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?