Månedens bedste tracks: November 2018

Regnsky siger farvel til november ved at se tilbage på månedens bedste numre, og det er endnu en gang blevet til en mangefacetteret blanding af genrer, udtryk og nationaliteter, der er repræsenteret i dette batch!

Anderson .Paak – 6 Summers


Det længe ventede album Oxnard er blevet en blandet affære. Det er det fordi, at Anderson. Paak ekspeimenterer en del mere, end han gør på det forrige soloalbum, Malibu. Det ender ud i et par missere, men det mest vellykkede eksperiment er 6 Summers, hvor man skulle tro, at Paak havde været inde i et rytmiklokale for at lave at lave et nummer ud af alle de instrumenter, som altid bliver valgt til sidst i musikundervisningen. Man skulle ikke tro, det kunne fungere, men havde han været til eksamen, havde han fået A+. Blandt andet på grund af nok det mest elegante beatswitch siden The Gaslamp Killer’s ‘Nissim’ fra 2012. Han både synger, rapper og smider de mest simple men californiske guitarriffs og beats indover sit værk, der omfavner udtrykket ‘organiseret rod. Og så klæder det ham i den grad at være politisk. Slår man op i en ordbog under ‘overskud’, burde der være en lydfil med 6 Summers. (Mathias Gavnholt)

A$AP Rocky – Sundress

Lige som man troede, at A$AP Rocky ikke kunne bevæge sit udtryk længere væk fra, hvordan det startede på debutalbummet Long.Live.A$AP, udgiver han singlen Sundress. Hvor han dengang samarbejdede med blandt andet Skrillex for at lave hård og mørk hiphop, har han på Sundress allieret sig med efterhånden legendariske Danger Mouse og samplet et otte år gammelt Tame Impala nummer. I stedet for at blive slået i gulvet af en hård bas og aggressive rim, bliver man med Sundress’ opadgående, friske rytmer og lækre keys sendt direkte frem til næste års solstråler. Mellem rapperens sang er der et enkelt veltimet vers, og det klæder ham med det mere subtile udtryk. Sundress er endnu et bevis på, at A$AP formår at blive ved med at være relevant. Men okay, det er også svært at fucke op, når man får hjælp af et af tidens bedste bands og bedste producer. (Mathias Gavnholt)

Goss – There’s Just So Much A Heart Can Take

Jeg har været fan af Goss-projektet siden singlen “Time” blev udgivet sidste år, og at han nu har valgt at udgive endnu en EP, var rigtig gode nyheder for mig. Generelt er jeg fan af alle fem tracks på “Homeland Security“-EP’en, men “There’s Just So Much A Heart Can Take” vinder klart min førsteplads. Den er slæbende, den er svævende og mixer perfekt det organiske og elektroniske, og lytteren bliver taget med gennem mange forskellige rum og universer på kun 3,5 minut. EP’en omhandler langdistanceforholdet med kæresten , så de forskellige rum gør kun tekstens billeder endnu mere tydelige. At MØ låner sin vokal til andet vers, og på perfekt vis fuldender den længselsfulde kærlighedsballade, gør mig kun endnu mere lykkelig. (Line Mortensen)

Gurli Octavia – Clone 

Jeg er vild med Gurli Octavias folkede og nordiske univers. Hendes sange er altid den perfekte blanding af mystik, magi og personlighed. “Clone” er ingen undtagelse, og den er med sit organiske og slæbende udtryk endnu en god fortælling i rækken fra Octavia. Normalt er jeg til de mere elektroniske skæringer, men Gurli Octavia lokker mig gang på gang ind i hendes univers med hendes fantastiske melodier og personlige fortællinger. Melankolien vælter ud gennem højtalerne på den evigt antiklimatiske “Clone”, og teksten får sat mine tanker i gang. Jeg er virkelig imponeret over denne udgivelse, og glæder mig kun til mere! (Line Mortensen)

DJ Different – Permission 2 Dance

Den versatile svenske producer DJ Different (Aleksandar Zekovski) er rykket ind i folden hos det indflydelsesrige og hyperaktive label Lobster Theremin, og det fejres med ep’en Permission 2 Dance, hvor titelnummeret med sit heftige tempo, sin storladenhed og de emotionelle post-rave-fornemmelser ikke holder sig tilbage. (Morten Bruhn)

Deena Abdelwahed – Khonnar

Arabisk identitet og social uretfærdighed som sexisme og homofobi er blot nogle af emnerne på tunesiske Deena Abdelwaheds debutalbum, Khonnar. Albummet byder på et unikt og radikalt blend af klublyd og manipulerede arabiske instrumenter, og det er slet og ret et af årets bedste. Et indfaldspunkt på pladen er svært at udpege, men dyp eventuelt tæerne på den insisterende og hypnotiske Tawa. (Morten Bruhn)

Ciel – The Twirler (Central Remix)

Kønspolitik – og isærdeleshed et større fokus på safespaces i nattelivsinfrastrukturen for udsatte minoriteter – virker i det hele taget til at have fået større opmærksomhed og et større areal at udfolde sig på. Octo Octa, Violet (der gæster København lørdag!), Eris Drew, Peach og Ciel er nogle af frontløberne på dette område. Sidstnævnte har netop udgivet ep’en Hundred Flowers, der indkapsler betydningen af sikkerhed i en fysisk forstand og et opgør med angst og lede på dansegulvet. Alle numre er stærke, men vi har den rød-hvide klaphat på og anbefaler i stedet Centrals (aka århusianske Natal Zaks) remix af The Twirler. (Morten Bruhn)

Saba – Stay Right Here feat. Mick Jenkins & Xavier Omär

Saba er ekstremt svingende i min bog, men på ‘Stay Right Here’ rammer han plet. Chicago-rapperen er godt hjulpet på vej af stærke features fra den soul-croonende Xavier Omär på omkvædet, og et stærkt vers af albumaktuelle Mick Jenkins. Sangens beat bobler afsted med alt godt fra percussion-kurven i folkeskolens musiklokale tilsat et horn eller to, der leder tankerne hen på The Social Experiment. (Nikolaj Boesby Skou)

Modeselektor feat. Flohio

Steroidepumpende, pupiludvidende og hårdtslående er tre ord jeg ville bruge til at beskrive Flohios levering på Modeselektors instrumental. Grimeflowet skærer klart igennem på det tunge industrielle beat. Det lyder som en mere poleret og klubklar udgave af Kanye Wests ‘Send It Up’, man kan i hvert fald mærke de skarpe synths, der svejser og metalsaver sig gennem sangen. Flohio kan opleves på næste års Roskilde Festival. (Nikolaj Boesby Skou)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnskys julekalender 2016: 3. december

Kaytranada Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi har ramt den 3. december og den første weekend i december og dermed også afslutningen på den første af mine otte mini-lister. Og så er der lidt virkelig, virkelig lækker hiphop til weekenden.

Årslisten: #22
Folk, der kender mig, vil nok undre sig lidt over, at der overhovedet er noget hiphop, som har fundet vej til min liste. Lad mig lige slå fast, at jeg ikke har noget imod genren – der skal bare ret meget til, før det falder i min smag. Men det har det her nummer virkelig gjort, og derfor er det også det første hiphopnummer, vi skal møde på listen (ja, der er mere end ét!). Nummeret er et samarbejde mellem haitiansk-canadisk producer og så en af amerikansk hiphops allerstørste talenter lige nu. Sidstnævnte leverede en helt fænomenal koncert på årets Roskilde Festival og rigtig mange af dem, som jeg mener, ved noget om det, vurderer, at Anderson .Paak inden længe vil være at finde øverst i den hiphop-fødekæden. DJ’en er KAYTRANADA og sammen har de skabt “GLOWED UP”.
For at være helt ærlig, så har jeg virkelig svært ved at sætte ord på lige netop det her nummer. Det er et af de numre, som man bør lytte til med et par gode hørebøffer på, så man for alvor kan få den fulde oplevelse af KAYTRANADAs intrikate produktion, som ledsages perfekt af Paaks fløjlsbløde vokal. Og så nyd lige breaket cirka tre minutter inde i nummeret. Av, det er lækkert. Nej, det er perfekt!
Mens jeg sidder og skriver det her, bliver jeg helt i tvivl om, hvorvidt nummeret burde have været højere oppe på listen. Det burde det egentlig nok…

Årets spillested: #1
Jeg skrev i går, at der var en virkelig god grund til, at Lille VEGA måtte tage til takke med andenpladsen. Den grund hedder Pumpehuset. Som de fleste af jer nok ved, så har det skønne spillested fået frataget sin støtte fra næste år og står derfor lige nu til at lukke i slutningen af 2017. Det vil i mine øjne være intet mindre end en katastrofe. Især Pumpehusets Byhave udfylder en helt unik rolle i det københavnske kulturliv ved at være et sted, hvor unge bands kan få en eksponering og en mulighed, som måske kan være med til at give dem det skub bagi, som de har manglet. For publikum er det et frirum midt i den travle hverdag i sommermånederne. Hvor vil det dog være ærgerligt, hvis det skal forsvinde. Og så har jeg ikke engang talt om selve spillestedet, hvor blandt andre Kentaur tidligere i år skabte noget helt unikt og inderligt.

Det var alt for i dag. I morgen tager vi hul på min top tre over årets bedste festivaler. Jeg kan allerede nu afsløre, at der er skiftet en del ud på listen i forhold til sidste år. Læs med i morgen!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sammendrag af hiphop-koncerter på Roskilde

Indrømmet. Sammendrag af hiphop-koncerter på Roskilde er ikke den mest sexede rubrik, men den er sgu da meget konkret. Jeg er glad for, at du læser med alligevel.

Jeg var til en del hiphop-koncerter under årets Roskilde. Jeg ville rigtigt gerne have været til flere, men festivalslivet er hårdt, og nogle gange er det svært at prioritere en gut der kalder sig Young Thug over en fadølspause med dertilhørende flæskestegssandwich fra Meyers. Den gode med æbler og sennepsdressing, du ved. Dog nåede jeg seks styks koncerter i et ret spækket program (og to flæskestegssandwich), og lad os lige starte med et klappe i hånden over Roskildes hiphop-begejstring. Det er sgu godt kørt af dem, og jeg håber, det er en tendens, der fortsætter fremover fordi, jeg virkelig synes hiphopkoncerterne egner sig til festivalsformen. Hvad mener jeg så med det? Jeg er glad for, at du spørger!

  1. Hiphop-koncerter er oftest en kort men utrolig intens oplevelse, hvilket betyder, at man oftest sagtens kan overskue det i forhold til en tre timers maraton-koncert med en kunstner, som dine forældre synes er bomben, og som spiller guitarsoloer på en halv time. Intet had på Neil Young men den underliggende pointe foreligger stadig.
  2. De er unge, og de taler til Roskilde-generationen. Der er meget fisse, hash og penge hiphop derude, men dem går Roskilde heldigvis (oftest) uden om, og det betyder, at de dygtige rent faktisk kommer til orde. Dem med noget på hjerte.
  3. De kan holde en fest. Det gør ikke så meget, at de kun rammer 1 ud af 100 toner, når den tonstunge bas smadrer dig i ansigtet som en mudret gummistøvle med mursten i, og du alligevel har travlt med at være lidt fuldere, end hvad godt er og at hoppe rundt med armene i vejret. Som den wigga du er.

https://www.instagram.com/p/BGs_fq-kF4D/?taken-by=vincestaples
Vince Staples
Jeg kendte egentlig kun Vince fra ham og Flumes fantastiske kollaboration “Smoke & Retribution”, men alene ud fra dette nummer blev han et must-see for mig. Hans vokal på nummeret er helt fantastisk, og efterlader en tanke om, at han er, eller bliver, noget helt særligt. Det var en tidlig onsdagskoncert, men jeg tror måske, folk har været ovre hos Action Bronson først og blive kørt op, fordi fra første sceneindtræden dominerede Vince teltet, så man stod tilbage med et “gid jeg kunne det dér”. Pavillion var fyldt til randen, og det hele hoppede og svajede med diverse håndtegn i luften. Folk fik, hvad de kom efter fra en yderst veloplagt ung mand, der også gav mig, hvad jeg kom efter – nemlig Smoke & Retribution.

Don't miss tHa pit stops…… DENMARK COPENHAGEN

A video posted by ScHoolboy Q (@groovyq) on

Schoolboy Q

Da Future aflyste gjorde han Roskilde Festival en enorm tjeneste. Ikke blot er hans eget fravær beundringsværdigt, men den erstatning Roskilde hev ind, må kandidere til at være en genial løsning. Dengang Drake aflyste kom Jack White i stedet for. Det er en helt anden genre, vi har med at gøre, og det er langt fra det samme publikum, der ville blive tiltrukket. Men med denne aflysning efterlod det kun Macklemore til at bære popfanen højt. Schoolboy Q ligner på ingen måde en stjerne. Han virker ydmyg og som om, han altid forsøger at skjule sit ansigt med sin karakteristiske bøllehat. Han har lavet sange med mange andre – specielt med dem fra A$AP Mob. Herfra fik vi dog også den fabelagtige “Hands on the Wheel” og “Work” af A$AP Ferg. Han leverede den endda 10 gange bedre, end Ferg selv gjorde tilbage i 2014. Vi fik selvfølgelig også lov til at slutte på “Man of the Year”, som man ikke behøver at kunne teksten på i forvejen for at skråle med på. Desuden gik det hele virkelig amok på Arena, da han spillede m.A.A.d city af Kendrick Lamar. Vi kom et bredt repetoir af covers igennem, men det gjorde ikke noget, når Schoolboy Q ikke har fine fornemmelser som erstatning for et andet navn – til gengæld gik han ind på scenen og leverede den største hiphop-fest, jeg var vidne til og deltager i på RF16. Se selv videoen.

MEN HEY SCHOOLBOY Q. Jeg ved godt, du er fra Los Angeles, og det er en relativt stor by, men Roskilde Festival foregår IKKE i Copenhagen. Det bliver heller ikke Copenhagen, selvom du siger “WHAT’S UP COPENHAGEN” otte gange.

Lars Vaular

Tjek Straight outta Bergen.

Skærmbillede 2016-07-01 kl. 17.43.38

Anderson. Paak

Mirja har allerede anmeldt Anderson. Paak, så jeg vil ikke gå i dybden. Jeg vil dog kommentere, at han har en aura af kommende superstjerne omkring sig. Det burde Roskilde have vidst på forhånd. At sætte ham på klokken 14.00 på Apollo var en dødssynd. Fremmødet var MASSIVT. Intet var dog større end hans levering. Han kan spille trommer, han kan synge. Han er faktisk en rigtig musiker.

Last night was the best @ Roskilde 2016. See you again soon. Love. Love. Love.

A photo posted by SKEPTA (@skeptagram) on

Skepta

For helvede jeg havde glædet mig til den her koncert. Fredagen var dog ved at gøre sit indtog på mig, og det var svært uoverskueligt, at koncerten først startede 02.30. Med et øjebliks klarsyn fik jeg udsat mit allerede udsatte søvnbehov og hældt tre-fire fadøl mere ned. Så var jeg klar til at grime den til den koncert, jeg måske mest havde glædet mig til. Klokken 02.00 ankommer jeg i håb om at få en god plads. Det lykkedes ikke. Plads får jeg dog, og jeg venter spændt på, Tottenham-rapperen kommer frem fra sit skjul. En gut ved siden af mig har angiveligt lige spist en svamp, og han spørger mig, om jeg også kan se højtalerne trække vejret. Okay, det bliver sådan en slags koncert, tænker jeg, og putter min mobil og pung i en lomme med lynlås. Selvom Skepta forsøger at starte stille og roligt ud med “Konnichiwa” fra det nyeste album kaldet… ja, Konnichiwa, så kan folk slet ikke have det stille og roligt. Der går halvandet nummer før det første moshpit opstår. Det er langt fra det sidste. Det var forventeligt, men det er stadig irriterende at blive tvunget ind i, når man ikke har lyst. Selve koncerten varer hele 40 minutter, før Skepta ikke kan finde mere materiale fra sine 4 (!) studiealbums at spille for os, og derfor forlader scenen uden at kigge sig tilbage. Det var et kæmpe antiklimaks, men måske var det smartest, fordi det var vildt og sindssygt – og måske endda for vildt. Jeg hader bare, når nogle få ødelægger det for de mange. Nå, men vi fik lov til at høre Shutdown, It Ain’t Safe, That’s Not Me og Numbers. Jeg er faktisk i tvivl, om der overhovedet var et nummer fra et andet album end det nyeste.

Skepta, fordi jeg elsker dig så højt, så får du en chance til for at imponere mig. Det kan ikke være rigtigt, at du har fået penge for at komme og spille i 40 minutter. Jeg ved ikke, hvad der ligger bag. Der er dog ikke noget at brokke sig over i forhold til leveringen af numrene. En dygtig herre – jeg tror bare godt, han ved det.

We flew from NYC to Istanbul Airport. Much love and support for them. From Istanbul to Bucharest. From Bucharest we decided as a result of a last minute decision to take a pair of really fast transporter cabs through the beautiful Romanian countryside stopping at a few small towns (Ramnicu Valcea) before reaching Sibiu. Incredible festival. Romanian people are not afraid of dying in a speeding car yo. ? This Romanian dude was top 5 dead or alive drivers! We performed at MIDNIGHT… AND THATS WHEN IT STARTED. 3 FESTIVALS IN 3 different countries in 24 hours. Right after we performed at the Airfield Festival in Sibiu we drove to Cluj where we caught a flight from a terrible airline called Wizzair that none of you will hopefully ever have to deal with. lol We landed in Eindhoven and then drove to Tilburg and crashed for like 6 hours and then we tore down the Woo Hah Festival at 4:15pm Immediately after we got off stage, we drove to Amsterdam and then flew to Copenhagen. Directly from the plane to the stage at Roskilde Festival (pictured here.) Denmark was insane. Closing out the Festival to tens of thousands, at MIDNIGHT! Thank you #Romania Thank you #Denmark One love #Netherlands Peace #istanbul #Bucharest #Sibiu #tilburg #amsterdam #Roskilde I'm going to sleep. Back to home to finally finish The Middle Passage Shout to my brothers that crawled through hell with me and walked through the sky with me. Great run! @poisonpenbk @cf201 @djstatic222 @chinoxl Warrior shit fellas. No sleep and still pushing. Partied out after the show was done. It's 7am and I'm going to sleep now. Goodnight Earth. #tourlife Haha! #3Festivalsin24hours

A photo posted by Immortal Technique (@techimmortal) on

Immortal Technique

Endnu en hiphop-aflysning var skyld i bookingen af Immortal Technique. Den her gang var det dog desværre den kære Freddie Gibbs, som jeg havde set frem til at se live. Freddie var blevet forhindret pga. en anholdelse i Toulouse og efterfølgende udlevering til Østrig i en sag om voldtægt. Sååå deeeet. Men hey! Så er det da naturligt, at tjekke hans erstatning ud, nu hvor jeg alligevel havde sat kryds ved hans navn. OG WOW. Jeg kendte intet til det, men det var sgu crazy. Immortal referede selv til den gang han spillede på Roskilde for 10 år siden, og han havde tænkt sig at lave en “Schoolboy Q” – dvs. bare levere et sindssygt show, så folk glemte skuffelsen over aflysningen. Avalon var pakket og klar til at tage i mod. Og de fik.

Roskilde, hold din hiphop-fane højt og bliv ved med det. Det passer så godt ind på festivalen, og I er så gode til at fange både nye og gamle navne. Selv med så bred en vifte af navne, så kan de alle sammen noget forskelligt og tilhører forskellige genrer. Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg må være en del af det. Tonstung kærlighed fra en kæmpe wigga.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: “If nobody loves you – I do”

Skærmbillede 2016-07-01 kl. 17.43.38

”If nobody loves you – I do”, sådan lød det fra Anderson .Paak som spillede Apollo op fredag eftermiddag. Flertallet af årets festivalgæster var nok lidt flade efter seks dages intense Roskilde-udskejelser, men så gav Brandon Park Anderson den bare op for alle de hængende hoveder og halvslatne festivalkroppe, der troligt var troppet op til en god omgang R&B/hiphop. Det var da også en misundelsesværdig energi, som blev udvist fra Paak, og man kunne næsten tro, han havde taget en ordentlig bane inden showet – for seriøst; han gav den så meget gas, at selv Duracell-kaninen ville blive overhalet.

Paak kan synge, rappe og spille de svedigste trommer.  Hvor de fleste nok ville holde sig til ”one thing at a time” administrerede Paak både rollen som rapper, sanger og den fedeste trommeslager på en samme tid som en anden Yedi.

Hiphop genren er ikke den genre, som jeg har gjort mig mest i, men grundet Emil Wilk aka M.I.L.Ks stærke anbefaling af Anderson .Paak med beskrivende referencer til D’Angelo og Kendrick Lamar, blev jeg alligevel hooked på tanken om at få denne oplevelse med i min øl-klistrede og mayoplettede bæltetaske.

Konklusionen efter koncerten er helt sikkert, at der måske alligevel kunne gemme sig en lille gangster inde i maven på mig. Eller måske var det kombinationen af, at Paak er ligeså meget sanger, som han er rapper og får inkorporeret den instrumentale bandgenre med hiphop og R’n’B. “Paak har groove helt ind til knoglerne” lød ordene fra en af de mere hiphop-kyndige koncertgængere, som jeg faldt i snak med efter koncerten, og jeg må give ham fuldstændig ret og kan blot tilføje;

“Anderson .Paak – I love you too <3” 

https://youtu.be/goowZIoycU8

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *