Himmelrum og Kogekunst har Danmarks bedste opskrift på en himmelsk koger

Entréskilt på ALICE <3. Foto: Laura Fromm

Med gennemsyret postrock og pisset pop-poesi på menuen dækkede ALICE i lørdags fint op til Himmelrum og Kogekunst, som var en del af programmet på Vinter Jazz. En kulinarisk kulmination, der skulle vise sig at være forbløffende godt stegt – og som solgte ud på det lille spillested.

Himmelrum var de første, der med deres lange hår, orientalske smykker og lakerede gule negle indtog scenen. Bandet består af fire venner, som krydsede klinger på Aurehøj Gymnasium i 2014. Siden har de udgivet to instrumentale albums, hvoraf den sidste, Free Camping Romania, som blev udgivet fra Honeyland Records sidste år, var i højsædet på ALICE. Pladen er resultatet af et roadtrip ned gennem Østeuropa, hvor der blev jammet på gader, i skove og på strande, og hvor omgivelsernes tilfældige lyde har fået frit lejde.

På ALICE kunne de fire unge flippere let gå for at være trådt direkte ud af en tidsmaskine med Woodstock Festivalen i den anden ende. Dog var 70’ernes fredsfyldte kærlighedsmusik erstattet med ambient krautrock og fusionsjazzede udskejelser. Med en almægtig trompet som det bærende led, bragende rytmer fra den oprejste trommeslager og bidende toner fra de to guitarister, skabte Himmelrum en storslået luftopstigning, der for en kort stund krængede sjælen ud af kroppen og tilbage igen – i hvert fald for mit vedkommende. En følelse, der kan være svær at beskrive, da den på samme tid er smuk og kaotisk, men som måske kan fornemmes på det 21 minutter-lange nummer Fårehyrde, der fylder halvdelen af den nye skæring – ja, faktisk hele B-siden, hvis man er typen, der foretrækker at høre sin musik på vinyl. Nummeret starter i en repetitiv og opbyggelig motorik, der bliver afbrudt af en støjende sammensmeltning af tunge guitarskyer, tiltagende trommehvirvler og kakofonisk trompet, der rev publikum gennem et heftigt uvejr på ALICE.

Kvartetten skabte dystopiske himmelstrøg, der var meget langt fra Philadelphia-reklamer med yndefulde engle, der svæver rundt på hvide skyer og spiser flødeost. Badet i en atmosfærisk lilla tåge startede bandet en nedtælling til dommedag, der med mystik og kosmiske rumlyde, skabte dragende associationer til Nicolas Jaars sideprojekt, Darkside – specielt på titelnummeret Free Camping Romania.

Dog var hele koncerten ikke dyster og melankolsk; lysere, transcenderende numre som Brian og Symphisodon fik også plads, og mindede om de fire sidste numre på Mobys legendariske Play.

Som et overraskende element havde de fire venner medbragt et analogt lysshow fra den danske lyskunstner Fabriksejer, som projekterede eksperimentelle live-optagelser fra koncerten op på bagtæppet med grafiske effekter indover. Det skabte en unik og syret oplevelse af at være til fremvisning af en psykedelisk artfilm og samtidig til koncert.

Trompethymner fra Himmelrum og Fabriksejers lysshow. Foto: Laura Fromm

Himmelrums lydbillede var helstøbt, og den instrumentale musik kunne sagtens bære sig selv. Skal der sættes en finger på noget, kunne vokalerne (som heller ikke er med på pladerne) godt være udeladt. Det blev desværre lidt for pløret og rablende, og musikken tabte noget af tråden i larmen. Jeg savnede reallydende fra de østeuropæiske campingpladser, og så kunne der godt være skruet en anelse op for lyden – skud ud til dig, lydmand! Ellers var koncerten en kuriøs oplevelse i topklasse, og jeg takker for den personlige hilsen på pladen.

Skæv signatur fra Himmelrum. Foto: Laura Fromm

Selvom oplevelsen med Himmelrum kunne have været en yderst fyldestgørende oplevelse i sig selv, var vi, som trompetisten Carlo Janusz Becker gjorde publikum opmærksom på, ”kun halvvejs” igennem aftenen. Efter trommeslagerens håndsoprækning og et ”skål” i en cult shaker blev grydeskeen kastet videre til Kogekunst.

Den aalborgensiske duo bestående af Simon Mariegaard og Oskar Krusell satte for alvor gang i dansefesten og heftige håndsoprækninger med excentrisk pop-poesi og børnehavehits. De to ærkejyske kogehoveder udsendte sidste år det fængende og facetterede album SEXEDE fra pladeselskabet Marathon Media International. Albummet med den tillokkende titel er som en improviseret simreret, der er blevet krydret med så mange forskellige genrer, at den er svær at definere – Og så er den nok også umulig at kokkerere, hvis man ikke hedder Simon og Oscar, har en skrue løs og kommer fra ålleren.

Simon fra Kogekunst synger salen op. Foto: Laura Fromm

Da Kogekunst åbnede låget til madpakken, steg en vulgær vellugt i vejret, som forvandlede ALICE til en støjende, smuk og sjov legeplads, hvor plastikskovlen var byttet ud med el-spade og resten af sandkassens legetøj med synthesizer, trommer og bas. Duoen demonstrerede solide sangskriverevner, der med medrivende og følsomme bekendelsessange emmede af genkendelige hverdagssituationer – men også af sjofelheder og plat poesi.

Med lyse, kraftige krøller og mikrofonen dirrende i hånden stirrede Oscar iført wifebeater og et lille smil på læben ud mod publikum gennem kronisk kogeren øjne, som om han havde afsløret summen af hele salens dårskaber. Sammen med Simon kunne de godt minde om en gakket udgave af Simon and Garfunkel, og jeg måtte flere gange sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var til komedie eller koncert. Det gik hurtigt op for mig, at netop kombinationen af disse to elementer var det, der gjorde aftenen til en rar og bizar oplevelse.

Nogle kender måske Kogekunst fra hittet Kan ikke vente til i morgen med den yderst syrede og gennemførte Walter og Trofast-agtige stopmotion-video, hvor modellervoksformer uden formler og en mager ståltrådsmand jammer løs i et fiktivt øvelokale. Der er lidt ’prol eller art’ over nummeret, og ud fra den ophedede stemning efter dets udførsel, må jeg klart hælde til det sidste. På hittet strakte vokalen sig fra det dybe og dovne til en klar og skinger falset, der gjorde det vanskeligt at vurdere, hvad der egentlig blev sunget. Ligeledes var det svært at bedømme fordelingen af seriøsitet og ironi gennem hele lyduniverset, men det kunne også være det samme, da resultaterne var sindssygt catchy og charmerende – og i fredags var det fandeme svært at vente til i morgen!

Jeg må indrømme, at jeg var oprigtigt rørt under introen til en sød og genkendelig vuggevise, hvor Oscar indledende synger ”hun kan ikke sove”. Jeg må også indrømme, at jeg ikke havde set det komme, at det faktisk virkede temmelig fedt, da sjæleren blev punkteret af primitive gloser om pik og åbne huller. Det virkede råt og realistisk og formåede at holde sig inden for de poetiske rammer uden at blive alt for SUSPEKT.

Lyduniverset mindede om en fusion af First Flush og Mikael Simpson – bare i en noget mere udskejende form; specielt på nummeret med det buldrende trip-hop-beat Saltvand Pt. 1, hvor teksten ”det er saltvand, der drypper på mit hår” udgør omkvædet. Nummeret blev senere samlet op på Saltvand Pt. 2, akkompagneret af en vrængende guitarsolo, hvor Oscar holdt om instrumentet, som var det en maskinpistol lavet til masseødelæggelse. Væbnet med spaden hoppede han ned fra scenen,og pløkkede publikum med skramlende krautrock-patroner.

Alt i alt var koncerten den perfekte afslutning på en aften med instrumentalrock og elektronisk avantgarde i gryden. Jeg blev intuitivt revet med på de formeksperimenterende bekendelsessange, hvor lydstyrken spillede hele vejen igennem.

Begge bands skabte et intimt og nærværende rum af den slags, man sommetider kan være heldig at opleve med nichebands, der umiddelbart ikke har vakt flertallets bevågenhed. De var begge fuldt ud til stede, og udtrykte en ærlig og oprigtig glæde ved at skrue op for blusset og varme stemningen op til en himmelsk koger.

Himmelrum og Kogekunst er helt sikkert navne, man kommer til at høre mere til, og jeg kan ikke vente med at se, hvad de to originaler har på menuen næste gang. Jeg sender skoldhede anbefalinger (også til de to udgivelser nedenfor), og håber ikke, at jeg derved prikker hul på nicheboblen.

Himmelrum – Free Camping Romania og Kogekunst – SEXEDE. Foto: Laura Fromm

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Få lyst vintermørket op med Regnskys koncertkalender over februar


Det er februar måned og selvom middeltemperaturen ligger på 0, har vinterfrosten indhyllet luften med sne, slud og isnede kulde. En temperatur, som kræver lange underbukser og lag på lag mondering, hvis man altså ikke er dedikeret modefreak og trodser vind og vejr for at være faaasjión til modeugen i København. 

Dog bliver vi ved den metrologiske beskrivelse af kulden, da frosten i år ikke gør meget væsen ud af sig i musikken tegn. Den danske Frost Festival som plejer at arrangere skræddersyede musik- og lys-events i februar har i år valgt at gå i vinterhi. Festivalen er ellers kendt for at udvikle en perlerække af eksperimenterende koncerter i ukendte bygninger, der normalt er lukket for offentligheden. Skattejagten efter musik, lys og overraskende steder har været en oplagt mulighed for at bevæge sig ud af hjemmets lune hule og ud på opdagelse i vinterbyen. En kølig nyhed, men man kan da kun håbe, at Frost vender tilbage næste år …

Til gengæld skruer CPH Light Festival fuldt op for lyset og tilbyder en mindre række intimkoncerter. Bl.a. kan man stige ombord på den danske billedhugger og performance kunstner Christian Lemmertz’s  Ghost Ship, som vil bryde nattehimlen med blinkende hvide lys og sejle rundt i Frederiksholm kanal. Spøgelsessejladsen vil blive akkompagneret af elektrisk guitar fra Sort Sol guitaristen Lars Top-Galia og har afgang tre gange i løbet af februar. Skibet sejler ved mørkets frembrud fra Højbro Plads. Selvom det ikke er en langestrand’s vaaasker, tror jeg, at det bliver Fågt op i Skalle på den helt fede måde. Hold dig opdateret på afgangene her.

Derudover er der selvfølgelig Journey Festival. Musikagenturet Smash!bang!pow!’s fire dages festival, som allerede havde premiere sidste efterår i Den Grå Hal. I år har festivalen udvidet programmet med et langt større og stærkere program bestående af de mest frembrusende kunstnere på den danske og internationale musikscene. Kunsterne optræder forskudt over fem individuelle koncertaftener i Store Vega, Musikloppen, Pumpehuset og Den Grå Hal. Journey er det perfekte plaster på Frost Festival-såret, og én ting er sikkert: Februar bliver ikke en stilstående måned på den musikalske oplevelsesfront. Faktisk er udbudene så gode, at det er svært at vælge det ene frem for det andet. Kommer du til at sidde derhjemme med urtete, strik strømper og selvmedlidenhed, er det din egen skyld. Her guider Regnsky til februars bedste koncerter (uden for Journey repertoire):

Magiske koncertsale, hypnotisk jazz og fransk electropop – Laura. 

Lad dig skride med i februars lavine af musikalske oplevelser, som starter i Konservatoriets Koncertsal. I år er Copenhagen Phil nemlig igen klar til at krydse klinger og knapper til 60 min live koncerterne, som blander det klassiske og rytmiske musikmiljø. Samarbejdet er i år lavet med Bisse, Den Sorte Skole og When Saints Go Machine.
De to første koncerter er allerede blevet afholdt, og DSS tredje collab med CPH Phil var for hjernedødt, og mindst lige så storslået som de to forrige koncerter, som findes på lp og er en fryd for enhver elektronisk pladesamling. Skud ud til den nye ‘Symphony No.Iii’, som bliver indspillet i disse dage. Den er lavet helt fra bunden modsat ‘Symphony No.Ii’, som baserer sig på sampleduoen tidligere materiale…
Men nu handler det ikke om allerede afholdte koncerter, og for at dulme FOMO-følelserne vil jeg varmt anbefale at tage til årets sidste 60 min live, som finder sted i aften. Det er anden gang When Saints Go Machine samarbejder med symfoniorkesteret i den brune sal, og denne gang har elektropop-gruppen lovet nyt materiale. Sidste gang var koncerten en bragende succes, og det er måske også derfor, at billetterne til den første koncert kl. 18:30 for længst er udsolgt, og at der kun er få billetter tilbage til den anden kl. 21:30. Men hvorfor anbefaler jeg overhovedet koncerterne, når der er risiko for, at der er udsolgt?! (Ja, jeg har selv sikret en billet til en af dem). Og ja, det kan sgu virke som et halv lunkent tip, men hvor viljen og frosten raser, er der en vej – og der er ALTID en led influenza i omløb, der sygelægger håbefulde koncertgængere, men som så til gengæld baner vejen for last-minute billetkøbere. Der er tale om ‘survival of the fittest-princippet’ i billetmarkedets ånd.

Mine musikalske møder med WSGM kan tælles på to hænder, og ærligtalt har deres live-optrædener været blandede fornøjelser. Dette er hovedsageligt grundet Nikolaj Vonsilds enten uoplagte og ligegyldige attitude eller det stikmodsatte, som kan skabe en helt eminent og euforisk oplevelse. Den bedste jeg mindes, var til Frost Festival i Danmarks gamle Akvarium i 14, hvor farverige lysrør var monteret i akvarierne og forvandlede det ellers forladte sted til ét stort undervands rave-party, hvor bandet spillede Infinity Pool i et kolossalt haj-bassin. En perfekt lokation til en udgivelse der er gennemstrømmet af rungende undervands-ekkoer og Vonsilds smukke og skrøbelige vokal. Det er en af de mest intime og unikke koncertoplevelser, jeg har haft, og jeg kan ikke andet end forestille mig, at koncerten med Copenhagen Phil bliver en eklektisk sanseoplevelse, der nok skal få folket op fra stolerækkerne. Skynd dig at få fingrene i en billet til den anden koncert fra den officielle hjemmeside eller hos de forhindrede koncertgængere på Facebook-eventet. Hvis begge dele er dødt løb, kan du genopleve 60 min live koncerten fra sidst her: 

Virker WSGM som et lidt for spontan og optimistisk idé, gæster den islandske multi-instrumentalist Ólafur Arnalds, ikke Konsertvatoriets, men, DR’s Koncertsal d. 13. februar. Kom og drøm med til storladen nordatlantisk naturmusik og Arnalds meditative melodier i Ørestadens smukkeste sal. Islændingen skulle eftersigende have et robotklaver med, som spiller på algoritmer efter de lydbilleder, som Arnalds selv udsender fra sit ‘rigtige’ klaver. Det nyeste album re:member er intet mindre end magisk, og jeg glæder mig til at høre soundtracket til hele min eksamensperiode live. Koncerten melder få billetter tilbage, så skynd dig at køb – og her er det altså tilladt at medbringe strik strømperne!

Hvis du er til højloftede og ceremoniel jazz i særdeles topklasse, må du ikke snyde dig selv for at opleve den danske kvintet Girls in Airports, når de løfter loftet på Hotel Cecil d. 20. februar med deres ambiente og atmosfæriske jazz. Dog må du gå forgæves, hvis du er på udkig efter piger i en lufthavn. Bandet består af fem fuldvoksne mænd, hvis lydunivers er præget af hypnotisk minimalisme, syntheziser-musik og moderne jazz. Tag forsmag på aftenen her.

OBS: Det eneste minus er, at koncerten karambolerer med Homeshake, Communions og Schultz & Forever, som spiller i Pumpehuset samme aften til Journey Festival. Det må være en af de helt store eksistentielle valg, vi er ude i, og jeg citerer Kirkegaard, som oprindeligt skrev om ægteskabet, med et twist: “Tag til Girls in Airport, og du vil fortryde det; tag ikke til Girls in Airport, og du vil også fortryde det”.

Det samme gør sig gældende for den franske elektropop-trio YELLE, som gæster Lille Vega d. 21. februar og spiller samtidig som Irah, Odetta Hartman og Angelo De Augustine til Journey på Loppen. Jeg har været Yelle fan siden gymnasiet, og jeg bliver simpelthen nødt til at gå amok til storhittet A Cause Des Garcons live. Også selvom mine moves ikke bliver lige så bad ass og svedige som dansernes i en af mine all time favourite musikvideoer. Tjek den ud og kom og ryst de frankofile halefjer i slutningen af måneden.

 

“Så hvad skal man vælge? Dansk synthpop i portvinsform eller estisk surprise rave-rap?” – Rasmus

Februar måned byder på et kæmpe dilemma. København har nemlig to koncerter med sindssygt fede kunstnere på samme aften. Det er et vaskeægte luksusproblem, men et luksusproblem er jo stadig et problem!

Så hvad skal man gøre? Skal man tage til GENTS and friends i VEGA eller skal man tage til Tommy Cash i DR’s koncerthus? Begge koncerter er lørdag den 9. februar, og jeg ville ærligt talt helst undvære at skulle gå glip af nogen af dem. Men her er en opfordring: Sørg for at tage til én af dem, fordi jeg tror det bliver to geniale aftener. Man kan måske stille det op på den her måde: Hvilken slags lørdag aften har man lyst til at have?

Tommy Cash (eller Kanye East, som han også kalder sig) er et meget idiosynkratisk menneske, der bl.a. har lavet et track med en feature fra Rick Owens (Ja, ham med skoene). Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente sig af esteren.

GENTS derimod er det danske nationale powerhouse af hits og god stemning. Deres seneste udgivelse fra december “Smoke Machine” er et top, top nummer, og Niels og Theis bliver kun bedre med alderen. Som en god portvin.

Så hvad skal man vælge? Dansk synthpop i portvinsform eller estisk surprise rave-rap?

Jeg vælger GENTS, men det er kun fordi, jeg fik billetten til deres koncert først. Og Tommy så jeg i Lille Vega i april. Men netop fordi jeg har set ham live før, ved jeg, at jeg går glip af noget genialt.

Fyld kalenderen op med skandinaviske singer-songwriters – Line 

Hvis februar drukner i frostgrader, er der heldigvis rig mulighed for at varme sig op helt ind i hjertet, når København får besøg af to fantastiske kunstnere fra vores skandinaviske nabolande i form af islandske ÁsgeirBremen Teater fredag den 15., og færøske TeiturHotel Cecil.

Teitur har måtte finde plads i kalenderen til at lægge vejen forbi det nye københavnske spillested hele fire gange i denne måned, da hans oprindelige koncert den 17. februar samt ekstrakoncerterne den 12. og 24 februar alle er udsolgt. Der er dog blevet plads til en ekstra-ekstra-ekstrakoncert den 22., som du stadig kan nå at skaffe dig en billet til! Men mit gæt er, at man skal være hurtig på tasterne, da der tydeligvis er stor efterspørgsel på den færøske singer-songwriters smukke sange. Jeg forstår også godt, hvorfor Teitur-billetterne ryger som varmt brød.

Efter at jeg for mange år siden stiftede bekendtskab med den færøske herrer gennem den lige dele hjerteskærende og underholdende sang “I Was Just Thinking”, har jeg været heldig at se ham live flere gange. Det er en oplevelse, du ikke må gå glip af, hvis du – ligesom mig – en gang imellem har brug for et skud eftertænksomt og melankolsk folkpop.

En af de gange jeg oplevede Teitur, var da han for et par år tilbage delte scene til Fredagsrock med den sanger, som vi nu skal vende opmærksomheden mod – Ásgeir. For også i Ásgeirs musik gennemstrømmes man som publikum af den nordiske klang og melankoli. Med det seneste album “Afterglow” har repertoiret endda gennemgået en forvandling fra klassisk folkpop til noget der nærmer sig electronica. Efter min mening et modigt men vellykket move fra den islandske sanger.

Men vent, er koncerten ikke allerede udsolgt?“, tænker du. Jo, det er den da også, men som det tidligere er blevet nævnt, så er februar en ægte “survival of the fittest”-billetmåned. Du har stadig mulighed for at skrive dig på ventelisten, så du kan være den første til at snuppe en billet, når alle de forkølede og influenzaramte folk slukørede må melde fra. Jeg vil i hvert fald nødigt gå glip af chancen for at læne mig tilbage i Bremen Teaters bløde sæder og lade Ásgeirs stærke stemme krybe ind under huden.

Islandsk terapi, drømmende dansk og afrikansk skrald – Mathias

Allerede i aften tropper både F L E M M I N G og Jens Nørhave op på Spillestedet Stengade. F L E M M I N G kommer med konkrete men kreative tekster, der læner sig op ad drømmende lydflader, skarpe beats og et spoken word-agtigt flow. Man fristes til at tænke tilbage på Ukendt Kunstner før han gik pop, og det er et stort kompliment. Jens Nørhave rammer også ind i tidsånden på en lige så dansksproget og velproduceret måde, men med lidt mere fløde.

Alice får besøg af KOKOKO! Den 11. februar. Med sig har de en stor bunke med skrald, som de har bygget om til instrumenter. Det har de, fordi de engang var for fattige til at købe instrumenter og derigennem udleve deres drøm om at skabe elektronisk musik. Fattigdommen er nok forsvundet i dag, men på Alice kan du blive en fantastisk live-oplevelse rigere, for det er deres involverende og energiske optræden der er mest karakteristisk, og blandt andet fik dem med på Regnskys top 10 over bedste koncerter i 2018.

Den 16. februar tør jeg godt garantere at man forlader Pumpehuset smilende. Júniús Meyvant er nok den sjoveste musiker, jeg har set stå på en scene. Forvent platte jokes, som for eksempel at blive budt velkommen med et “HELLO FRAAANCE” og en timing i verdensklasse. Når snakken mellem numrene forsvinder, og den behårede islænding sætter fingrene på guitaren, lukker han øjneneog forsvinder ind i skønsangen. Det samme gør publikum, og kombinationen af inderlighed og latter gør koncerten til vaskeægte musikterapi. Han spiller iogså på Train i Aarhus, så at være jyde er ikke nogen undskyldning for at misse koncerten.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.