Alex the Astronaut: Nomadeliv, nørderier og noget på hjerte

Alex the Astronaut, The Great Escape

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til den fjerde artist, som er den australske singer-songwriter Alex the Astronaut. Godt nytår!

Den australske musikscene bugner af kvindelige talenter i øjeblikket; Stella Donnelly, Jack River, Courtney Barnett, Tash Sultana, Meg Mac, Alex Lahey, Mallrat og Ali Barter er blot en håndfuld af dem. Og så selvfølgelig singer-songwriteren Alex the Astronaut, som laver folk med et (elektronisk) twist. Den 23-årige australier med det borgerlige navn Alexandra Lynn brød igennem med singlen ”Already Home” i efteråret 2016 og udgav i 2017 hele to EP’er, To Whom It May Concern og See You Soon, hvor hun fortæller hverdagshistorier om ting, som står hende nær.

På singlen ”Not Worth Hiding” synger Alex om at være 16 år og finde ud af, at man ikke kan lide at gå i kjoler og kysse drenge. Og at det er helt okay. Singlen blev nærmest en slagsang for ja-siden, da Australien i 2017 skulle stemme om at lovliggøre ægteskaber mellem homoseksuelle. På ”Rockstar City” er det nervøsiteten, der meldte sig, første gang hun skulle spille i New York (på legendariske The Bitter End, hvor blandt andre hendes idol Bob Dylan har spillet), som er temaet, og ”Happy Song”, som kom på gaden i 2018, handler let ironisk om hjertesorger. På trods af det højtflyvende navn er ’jordnær’ et af de bedste ord til at beskrive astronauten.

”Da jeg var yngre, var jeg meget fokuseret på, at alt skulle være positivt. Nu har jeg indset, at det er okay også at skrive om negative ting, for det er jo en del af den måde, man oplever verden på,” fortæller Alex. ”Jeg prøver at være ærlig og pakker ikke tingene ind, men lige meget hvor meget min musik udvikler sig, så vil jeg nok altid gå efter en positiv vibe.”

Verdensborger og kæmpe nørd
En af Alex’ store musikalske helte er landsmanden Paul Kelly, som hun har lyttet til, siden hun var seks år gammel. I dag har hun samme management som den folkekære musiker og bliver ofte også sammenlignet med ham.

Da hun var 10 år gammel, flyttede hun med sin familie til London i tre år, og det var i den periode, at hun fik en guitar af sin musiker-onkel og selv begyndte at lave musik. Og da hun så skulle begynde på universitetet, røg hun til New York – på et fodboldlegat – for at læse matematik og fysik.

”Jeg begyndte at skrive sange, da jeg var 11-12 år gammel, og jeg var ret besat af musik. Men jeg spillede også fodbold og gik op i skolen. Da jeg så skulle på uni, fortsatte jeg med at gøre det hele på én gang. Jeg ville egentlig ikke rigtig være fysiker, men jeg var heller ikke sikker på, om jeg kunne blive musiker – eller fodboldspiller. Men så begyndte musikken pludselig at tage fart,” forklarer hun.

Det betød dog ikke, at alt det andet blev lagt på hylden. Alex spiller stadig fodbold og dyrker anden sport, når hun har tiden til det, og har også for nylig skrevet en afhandling om ’sonoluminescens’, som har noget at gøre med lydbølger og lys i vand – mere tør jeg ikke prøve at forklare – og hun beskriver da også sig selv som lidt af en nørd. En ekstra lille fun fact er, at Alex udgiver sin musik på sit eget label, Minkowski Records, som er opkaldt efter Minkowski-diagrammet; et rum-tids-diagram, som anvendes i relativitetsteorien.

Alex bor nu igen i Sydney (når hun altså ikke er på tour rundt om i verden), men den noget nomadiske livstil har haft en effekt på hendes musik.

”Jeg elske at skrive om steder. Hvis nogen fortæller mig om et sted, de har været, og de gør det godt, så er det næsten som at være der selv. Det er også det, jeg stræber efter,” siger hun.

“På “Rockstar City” for eksempel prøver jeg virkelig at få New York ind i sangen. Byen gjorde et ret stort indtryk på mig, især fordi det var første gang, jeg var helt på egen hånd langt væk hjemmefra. Man udvikler sig meget i universitetstiden, og der kom ekstra ting med visum og den slags ind i det også, fordi jeg jo skulle til et andet land. Men det var virkelig godt for mig; det fik mig til at vokse op lidt hurtigere, og jeg tror, det har haft stor indflydelse på min musik, og den måde jeg ser verden på.”

Fælles front
I 2017 tog Alex på en national turné med et andet fremadstormende talent, Stella Donnelly, som på trods af sin – på nuværende tidspunkt – korte karriere allerede er blevet kaldt en af Australiens stærkeste stemmer og en feministisk folkehelt. Ligesom hos Alex er hendes musikalske univers fyldt med hverdagsscenarier, som omhandler alt fra irriterende familiemedlemmer til en venindes voldtægt, og det virkede som det naturligste i verden, da de to offentligjorde en fælles turné.

”Musikbranchen i Australien er ret god, fordi der er en venskabelig følelse bandene imellem. Da jeg var på tour med Stella, snakkede vi om, at det ikke føltes som om, at vi er nødt til at konkurrere om pladserne, men at der i stedet er rum til at støtte hinanden,” fortæller Alex.

Jeg kan ikke lade være med at spørge ind til hendes oplevelse af at være kvinde i musikindustrien.

”Det handler egentlig ikke om min oplevelse, for jeg har haft det ret ideelt,” fortæller hun. ”Men jeg synes virkelig, det er vigtigt, at der er positive rollemodeller, som folk kan se op til i branchen. Hvad enten det handler om at være kvinde, LGBT, farvet eller noget helt andet. Jeg bliver også træt af, at folk, der argumenterer imod at have lige mange mænd og kvinder på lineups, får det til at lyde som om, at vi piver. Det er ikke det, det handler om. Det handler om, at dem, der booker, skal kaste et ekstra blik på, hvad der findes af musikere derude, for der er ingen tvivl om, at der er masser af talent. Forhåbentlig bliver det bare en naturlig ting at have ’ligevægt’ på et tidspunkt.”

2018 er hovedsageligt blevet brugt på at spille koncerter, og modsat det meget produktive 2017 har Alex kun udgivet to singler i år. Forhåbentlig betyder det dog, at der snart kommer nyt, måske endda i form af et fuldlængde album. Man har da lov at håbe i hvert fald…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Great Escape, du er fandme en babe

G Flip The Great Escape
Foto: Mike Massaro

Vi havde sendt vores gæsteskribent Tanja Toubro til Brighton, hvor The Great Escape traditionen tro løb af stablen. Hvis du ikke kender festivalen, kan den beskrives som en slags britisk SPOT Festival. Senere følger interviews med nogle af de optrædende, men først kan du læse om hendes oplevelser på festivalen herunder. God læselyst – og tak til Tanja!

Allerede da jeg trådte ud i morgensolen fra togstationen i Brighton, kunne jeg mærke, hvordan byen summede af festivalstemning. Eller også var det bare mine sommerfugle i maven. Det var anden gang, jeg skulle på The Great Escape Festival (TGE), og jeg havde glædet mig helt ustyrligt til at komme tilbage til den sydengelske by. I løbet af tre dage spiller de 450 artister på lineuppet typisk to-tre koncerter, der er et tæt pakket konferenceprogram, et hav af netværksarrangementer for artister og branchefolk og en lang række uofficielle koncerter på byens pubs og barer. Så hvis man kommer til at kede sig i løbet af festivalen, er man selv ude om det.

De danske navne på plakaten var i år K-Phax, Simone Tang, KOPS, Nelson Can, Maximilian og M.I.L.K (som godt nok var registreret som fransk grundet signingen på Capitol Music France), og selvom det altid er sjovt at se, hvordan danske acts bliver taget imod af et udenlandsk publikum, så gik jeg ganske bevidst udenom dem. Noget af det, jeg elsker ved showcase-festivaler som TGE, er netop at opleve helt nye acts, som jeg ellers ikke har mulighed for at se live.

Australien bugner af store talenter
Nogle af de artister, som ikke er lige om hjørnet fra Danmark, er selvfølgelig de australske. Jeg er for nylig vendt hjem efter et år i Sydney, hvor jeg har fulgt den upcoming scene i landet tæt, og der er virkelig meget spændende musik på den side af kloden lige nu. Derfor var mit første stop i Brighton spillestedet Komedia, hvor Sounds Australia havde slået lejr, og det var her, jeg fandt de tre artister, som for alvor brændte sig fast på festivalens første dag: Alex the Astronaut, Didirri og Stella Donnelly.

De har, udover deres nationalitet, tre ting til fælles: De er singer-songwriters, de havde kun selskab af deres guitar på scenen, og de formår at skabe et helt specielt nærvær i rummet, både under og mellem numrene. Alex the Astronaut med sin skæve charme, Didirri med sin eftertænksomhed og Stella Donnelly med sine hverdagshistorier om akavede Tinder-dates, uduelige chefer og mærkelige familiemedlemmer, men også dybt alvorlige emner som seksuelt overgreb på den hjerteskærende ”Boys Will Be Boys”.

Der er virkelig mange stærke kvindelige acts i Australien lige nu, og Alex og Stella var langt fra de eneste, som havde taget turen til Brighton. De havde blandt andet selskab af Jack River, Hatchie, Odette, Caiti Baker og Smukfest-aktuelle Ecca Vandal (som jeg desværre ikke fik set på TGE, men var så heldig at fange i London i søndags). Og selvfølgelig G Flip. Selvfølgelig er måske så meget sagt, for her er der virkelig tale om et nyt navn. Det er blot tre måneder siden, at Georgia Flipo, som oprindeligt er trommeslager, udgav sin debutsingle, ørehængeren ”About You”, og da jeg fangede hende på den nye Beach House-scene på, ja, Brightons strand, var det kun 15. gang, at hun stod på en scene som frontkvinde for sit eget band. Lyden på scenen var ikke optimal, og der var øjeblikke, hvor vokalen ikke var helt skarp, men G Flip og hendes to bandmedlemmer gav sig fuldt ud, og hun er klart et navn, som er værd at holde øje med.

Det sidste australske act, som jeg gerne vil fremhæve, er powerpigerne Haiku Hands. Jeg kendte dem egentlig kun af navn, da jeg blev hængende på Horatio’s Bar efter Alaskalaska (som jeg nok skal komme mere ind på senere) lørdag aften, men hold nu op, hvor var de vilde. De tre tøser bankede rundt på scenen i mere eller mindre koordinerede moves, mens de præsenterede den ene dansable elektropop-banger efter den anden. Sjældent har jeg oplevet så meget energi og performance-glæde. Holy shit.

Amerikanske børn
Okay, nu er jeg vist færdig med Australien. Og så kan jeg jo bevæge mig videre til det amerikanske, nærmere bestemt Los Angeles, hvor begge andendagens highlights har base. Lo Moon var et helt ukendt navn for mig, men forsanger Matt Lowell og Co. fik mig hurtigt overbevist om, at det ikke var en fejl at tage forbi Coalition fredag aften. Svævende drømmepop mødte storslået indierock og i løbet af koncerten blev der bygget op til en lyd, som nemt ville kunne fylde et stadion. Jeg har ikke fået lyttet til gruppens nyligt udgivne debutalbum endnu, men jeg glæder mig til at finde ud af, om det fungerer lige så godt på plade, som det gør live.

Senere på aftenen vendte jeg tilbage til Coalition for at se et af festivalens hovednavne, og en af mine personlige favoritter, nemlig BØRNS. Jeg havde tårnhøje forventninger til amerikaneren med den stærke falset, som jeg ikke havde oplevet live før, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Han var kæk, charmerence, vokalen var lige så skarp som på pladen, og han forkælede det tætpakkede spillested med både nye tracks, som ”God Save Our Young Blood” og ”Faded Heart”, og kendinge som ”10.000 Emerald Pools”, ”American Money” og, selvfølgelig, ”Electric Love”. Mere er det vist ikke at sige. Det var bare en fandens god koncert.

De britiske artister strålede også
På festivalens sidste aften var det briterne, der brillerede. Alaskalaska var endnu et helt ukendt navn for mig, men sekstetten var tryllebindende, og jeg tog flere gange mig selv i at tænke over, hvad jeg egentlig ville kalde deres lækre lydunivers. Det er (elektro)poppet, næsten lidt jazzet, men alligevel også lidt rocket. Det er laid back, men alligevel dansabelt. Så ja, en nærmere definition kan jeg stadig ikke helt give. Men en kæmpe anbefaling er intet problem.

Min sidste koncert blev med et band, som har et helt specielt sted i mit musikhjerte: Ten Fé. Jeg opdagede dem, sidst jeg var på Great Escape, i 2016, og jeg har fulgt dem tæt lige siden. Jeg har set dem live flere gange, så jeg troede, jeg vidste præcis, hvad der ville ske, da jeg mødte op på tætpakkede The Prince Albert. Men jeg blev alligevel taget lidt med bukserne nede. Det er lidt over halvandet år siden, at Leo Duncan og Ben Moorhouse fik fast selskab af Rob Shipley, Johnny Drain og Alex Hammond, og de fremstår nu som et langt mere sammentømret band. Energien på scenen havde fået adskillige nyk opad, og selvom de kun spillede ’gamle’ numre, så var det på mange måder en helt ny oplevelse. Der var langt mere plads – og mod – til at trække numrene ud med lange instrumentaler og til at lege med tempoet, og jeg blev helt skuffet, da de annoncerede sidste nummer – jeg havde jo kun stået der i to minutter.

Jeg kunne blive ved og ved. Om alt det jeg ellers så, det jeg gik glip af, det jeg ville have mere af. Om solen, søvnunderskud og ømme fødder. Men lige meget hvor meget jeg ævler, så er konklusionen den samme: Great Escape, du er sgu en babe altså. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.