“Being a loser has a lot to do with wanting to be a winner too much”

Alex og jeg konkurrerer lige om, hvem der har den hurtigste brille på

Smuk magi opstår på Heartland. Det fandt Peter ud af, da han for to år siden fik et interview med Flaming Lips-forsangeren Wayne Coyne. I år var det min tur. Og jeg ved godt, der er en verden til forskel mellem Wayne Coyne og Alex Cameron, men det er en mand på vej frem, og det er mit første rigtige internationale interview, så det var en stor oplevelse. Næste gang bliver det Morrissey. Jeg siger det bare med det samme!

I’m glad you had the time to have a small talk.

  • I appreciate you taking the time to talk to me!

Yeah, I’d love to. I think you are quite an interesting persona and I loved the concert. It was really great. I also saw you at Roskilde last year.

  • Oh! Nice! I like that. Roskilde was fun.

It’s your fifth concert in Denmark in a year

  • Is it?

Yeah, you played five concerts. So what’s the appeal?

  • If you are an artist that knows what they are doing, you can tell when you play a show and the audience responds to your music. You feel included and you get motivated. You get a feeling that you want to get back to a place. So we’ve had a really good time playing here. And people have been really sweet to us. It’s one thing to go to one place, and there is a lot of people, it’s another thing to go to a place, and there is a good vibe. The spirit is great here.

So it’s more important to have the right crowd than a lot of people?

  • Yeah, and if you do it right then you get both, but that can take some time.

How are you received in Australia?

  • Australia has been a little bit behind Europe but that’s my home, so I’ve got a lot of fondness for Australia. We went back recently and did some nice sized rooms in Brisbane, Sydney, Melbourne and Perth. It felt really nice and it’s coming together there. The work is consistent and if I’m working, then I’m happy.

I have to ask. Do you like the Danes as much as they apparently like you?

  • I really like the Danes, man. Every now and then someone will pop up that really blows my mind. Today there was a security guard riding a segway and he was the most serious gentleman and he was deadly serious about his job, but that was obviously a little bit deflated by him choosing to ride a segway. That’s just a bit of seasoning. Every now and then you get somebody like that in Denmark, which makes me believe that there is something complex going on inside the minds of Danes.

What do you mean by complex?

  • I mean that in European countries it is sometimes easy to generalize between the cultures. You know. There’s something interesting going on here.

So you’ve visited two Danish festival, Roskilde and Heartland, what is your general impression of these?

  • They are really well run. People know how to do their thing. When you are a part of it as an artist it’s nice when it’s fluid and there’s no stress involved, and you don’t have to do any other thing than what your job is. Well, there’s a reason why Roskilde is popular internationally. It’s not a mystery. I always want to go back to where I have experienced a good spirit and vibes, you know?

Yeah, so if you were a spectator, what would you think?

  • Later I will walk around have drink and listen to some music, but I haven’t yet.

What do you want to hear?

  • I really want to hear The The!

Yeah, I just bought the t-shirt.

  • That’s a great t-shirt. Where did you buy that?

Merchandise right next to the big stage!

  • Cool. How much was it?

250 kr.

  • How much is that in Euros?

35 I think.

  • And what size is it?

Well, how tall are you?

  • How tall are YOU?

Erhm, 198 cm.

  • Yeah, me too. I might be one nine five. But I buy small because I like the fit. It fits you though. You look good, man.

I’m glad we had this discussion. In Denmark you are becoming quite popular with your onstage persona, so I’m curious as to, when you gain more succes, is it difficult to maintain your onstage persona as a failed entertainer?

  • What happens to me when I’m on stage…

(Vi bliver pludselig afbrudt af kvinden med mindst situationsfornemmelse i hele verden, og hun namedropper alle mulige nordmænd og noget med en eller anden festival, lige som jeg skal til at stille mit præmiespørgsmål. Det gør mig heldigvis ingenting, det er jo bare mit første internationale interview)

  • Erhm… What where we talking about?

(Passivt aggressivt *hehe*) The stage persona.

  • All that happens on stage to me is an amplification. And you kind of have to go with the gut instinct and take your mind of.

Yeah, that makes sense, but I was more curious about you onstage persona as a failed entertainer. What happens when the failed entertainer actually becomes succesful? 

  • Ahh, I see! Well, there’s many ways to fail. I could have money in the bank and still be a complete failure. Right now I don’t have any money, so that’s my failure. So if you want to investigate all the reasons a person can fail it has nothing to with financial succes or notoriety.

And how do you fail?

  • I fail a lot. Emotionally I’m still learning about my self.

Is learning about yourself failing?

  • It takes multiple failures. If I have a brain explosion and get angry at the wrong thing or if I feel as if I’ve made the wrong choice in a social interaction with someone. These are what I’m exploring.

How would you define a loser?

  • Being a loser has a lot to do with wanting to be a winner too much.

In Denmark you would never be considered a loser as long as you keep on trying and never give up.

  • I like that. Persistence is important.

Are you persistent? 

  • Yes but I don’t think it’s concious. Maybe other people would think so, but to me I am never doing as much as I should be doing. But in retrospective.. Holy shit I’ve put in a lot of work and a lot of hours. And for some reason it’s starting to pay off. I believe it’s my ability and my persistence that helps it pay off. So I agree with the persistent quality of the Danes.

Do you know the concept of the Danish “jantelov” or “The law of Jante”? 

  • In Australia we have a thing called “Tall poppy syndrome”. So when a flower outgrows the rest of the poppies, you snip it. Because you don’t want it outgrowing. So if somebody gets too arrogant and loses vision of work ethics and beliefs except their own. Like they buy tickets for their own shows, is what we say. Then we chop them. So I like the idea of a level playing field.

How would your onstage persona fit into this concept of jante?

  • I think a lot of my songs are about delusion and about thinking you deserve to be a tall poppy, but in reality I don’t think that wanting to be a tall poppy is a good mentality. I don’t necessarily agree with snipping it, but it’s case by case, but I do think that my songs do involve that sense of thinking you deserve more than you have.

So the core concept is thinking that you deserve something you can’t gain?

  • I think it’s about thinking you deserve something just because of who you are and not because of the work you’ve done. You feel like you are owed privilege.

And that’s what your persona thinks?

– For sure.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rosévin, forrygende vejr og et forsøg på at disrupte kultureliten iført Adidas-sæt – Tak for årets Heartland!

Et billede siger mere end tusind ord

ARH men for helvede Heartland. Du er sgu virkelig det hele værd. Og med det hele mener jeg blandt andet de 2.000-2.500 kroner, man bruger på fadøl, mad og transport. Jeg mener også andendagstømmermændene på kontoret om mandagen, og jeg mener den gennemgående smerte, jeg har i knæ og hofter efter at have sovet på et 6 mm tykt liggeunderlag og løbet beruset rundt på Egeskov Slot i tre dage.

Heartland er noget helt særligt, og jeg synes ikke, det bliver sagt nok, hvor priviligerede vi er i Danmark over, at nogen har taget initiativ til at omdanne de fantastisk smukke omgivelser på Egeskov Slot til en endnu mere overdådig festival.

Udover at – uden sammenligning – være Danmarks smukkeste festival, hvor passer Heartland så ind i det danske festivalslandskab? Det er ligesom det spørgsmål, jeg har brug det sidste par dage på at rationalisere mig frem til.

Publikum:

Hvis du havde bedt mig om i sidste uge at definere den stereotypiske Heartland-gænger, ville jeg nok have beskrevet det sådan her:

Mellem 35 og 40 år gammel. Købestærk. Kulturinteresseret – i hvert fald i “den rigtige” kultur. Vild med Van Morrison. Kvalitetsbevidst. Oppe at køre over Svend Brinkmann. Københavner.

Der er lavet mange jokes om Heartlands publikum – og måske med god grund. De gjorde det i hvert fald ikke nemmere for sig selv med Mercedes-stuntet, som Morten og jeg vendte i vores podcast.

Det er eliten. Kultureliten, om man vil.

Det er sjovt at mænge sig lidt med eliten, og det er sjovt at falde i snak med folk og så efterfølgende finde ud af, at de er musikere. Dét elsker jeg Heartland for. Når man er der, er man virkelig en del af det rigtige crowd, og der er ingen snobberi at finde.

Jeg vil dog slå et slag for, at den stereotypiske Heartland-gænger, jeg har beskrevet, slet ikke har rod i virkeligheden. Der er fyldt med unge og glade mennesker. De fleste af dem er frivillige, og det gider de gamle jo ikke – de har penge nok til at løbe rundt og lege bon vivant med dertilhørende rosévin og skaldyrsbuffet. Det er nok Danmarks mest alsidige publikum i forhold til alder, og det er dejligt at være til fest med de “voksne”. At de så ikke er mere voksne, end at de fyrer den af, fordi de kun kommer ud én gang om året, er bare med til at gøre det hele meget bedre, og man kan møde hinanden i øjenhøjde – ung som gammel!

Folk dyrker yoga. Hvorfor har de ikke tømmermænd?!

Omgivelser:

Egeskov Slot er smukt, og parken og haven løfter Heartland op til et hidtil uset niveau af æstetik. Og det er fedt. Det er også fedt, at netop parken med hække og så videre gør, at der rent faktisk var relativt mange stedet at finde et skyggespot, hvor man kunne gemme sig for solens insisterende stråler. Det var ca. 30 grader, og der var ikke en sky at se på himlen. Hvis det havde været Roskilde Festival, var man brændt op levende, mens man kæmpede om de få pladser, agoraen tilbyder.

Koncerter:

Det bedste ved at være til C.V. Jørgensen-koncert er de kommentarer, man overhører fra publikum. Min favorit er “Spiller han ikke snart Costa del Sol?”. Nej, det gør C.V. Jørgensen ikke. Som i aldrig. Han spiller heller ikke “I en blågrå kupé” eller “Entertaineren”. Når C.V. en sjælden gang tager på tur, så gør han det på sine egne præmisser, og det må fans bare rette sig ind efter. Han er ikke til for dig – du er til for ham!

Der var også en gang, hvor tanken om, at jeg aldrig kunne komme til at høre nogle af mine yndlings-sange live, irriterede mig. Men hey, sådan er det jo også, hvis man er The Doors-fan. Forskellen er selvfølgelig, at Jim Morrison ligger på Pére Lachaise-kirkegården i Paris, og der bliver han sgu nok liggende. (Indsæt tam joke om zombier). C.V. lever i bedste velgående, og han kunne godt servere en hitparade for dig – hvis han gad. Men det gør han ikke. Han har taget det på sin kappe at belære nye som gamle fans om, hvilke af hans sange der er de bedste. Som resultat af det er det gået op for mig, hvor fantastisk et album, “Sjælland” fra 1994 er. Det har langt fra den samme hit-faktor som “Tidens Tern” og “Storbyens Små Oaser”, men det er til gengæld uden sammenligning et stykke dansk musikhistorie fra øverste hylde. Tak, C.V, fordi du belærer mig om, hvad jeg burde høre af din musik, og tak fordi du er taget på turné igen, så jeg kunne opleve min tredje (og måske fjerde på Roskilde) koncert med dig.

Ja, jeg mødte Alex Cameron. Det – og hans sandaler(!) – er jeg naturligvis lige nødt til at vise hele verden

En anden mand, der overraskede mig positivt, var Alex Cameron. Jeg var til lidt af hans koncert på Gloria sidste sommer, og jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor folk var oppe at køre over det. Det forstår jeg nu. Med bundironiske tekster om elskerinder, der er 16 år gamle (og næsten 17, hvilket er den seksuelle lavalder i Australien) og et 45-minutters turboshow har Alex Cameron nu overbevist mig om, det han laver, er bundsolidt. Den persona, han optræder som, bliver supportet af vennen Roy Molloy på horn, som pludselig kastede sig ud i en anmeldelse af den stol, han sad og spillede på. Fantastisk i starten – super tåkrummende og akavet til sidst – ufatteligt morsomt hele vejen igennem.

Nu har vi snakket meget om Heartland som den her pæne festival, og netop derfor klædte Omar Souleyman-koncerten virkelig festivalen. Det var måske en ægte knald eller fald-booking, fordi det er lidt mere end joke, end det er en stor musikalsk oplevelse. Personligt elsker jeg manden med en ironisk distance, men hans indslag til den pæne festival, som Heartland er, var helt fantastisk. På en ikke-ironisk måde. Der var godt pakket foran Highland-scenen til årets sidste koncert, og det endte med, at der blev crowdsurfet, folk tog bukserne af, og der var en gut, der kravlede op i kablerne – den opførsel passer nok bedre til Distortion end til Heartland, men engang imellem er det godt, at der bliver revet lidt op i normerne.

Regnsky siger tak for i år til Heartland, men vi kan godt afsløre, at der kommer til at følge et par interviews i den nærmeste fremtid. Vi kan også godt afsløre, at vi bliver ved med at komme tilbage, så længe Heartland vil have os. Det er kun tredje år, festivalen kører, og det er spændende at se, hvordan det ender næste år. Forhåbentlig med mere bredde i hovednavnene, men ellers synes jeg bare, at Heartland skal fortsætte med at udvikle sig og turde prøve ting af. Det klæder en festival, og det virker til at være parolen på hjertelandet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Her er snydekoderne til fredagens program

Den Sorte Skole Regnsky
Foto: Jesper Palermo

Fredag står for døren. Vi er halvvejs gennem Roskilde Festivals musikdage. Du er træt, jeg er træt, ham/hende, du kigger på lige nu, er med sikkerhed også træt. Programmet bliver sværere og sværere at overskue. Hvad vi alle har brug for, er en nem og indsatsløs metode til at få et overblik og finde ud af, hvad der skal ske. Det vil jeg gerne hjælpe med. Derfor præsenterer jeg her snydekoderne til fredagsprogrammet, som giver dig evigt liv og fuldt overblik over det vigtigste. I hvert fald det sidste.

Hvis din torsdag blev sen, og du ikke kan stave til iddqd, kan du bare scrolle lidt længere ned på siden. Jeg vil nemlig starte med at fortælle dig, at du bør begynde din dag med at besøge to danske kunstnere:
Først First Hate på Apollo klokken 12 og dernæst Cancer på Avalon klokken 13. Ind imellem kan du købe en cola eller en milkshake. Eller morgenmad. Milkshaken kan selvfølgelig også være din morgenmad. Dit liv, dine regler, du ved.

Både First Hate og Cancer skaber behagelig, omfavnende musik, som man godt kan overskue at stå eller sidde (i regnen) og lytte til. For First Hates vedkommende vil Anton Falcks rolige baryton skabe en slags blødt velourskjold, som kan holde de værste tømmermænd på afstand, mens du roligt rokker frem og tilbage til duoens yderst velskabte synthpop.

Så er du nemlig også helt klar til at nyde Cancer aka Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Kristian Finne fra Chorus Grant, når de krammer dig varm med silkeblød drømmepop. Det er noget mere eksperimenterede end First Hate, men alligevel behøver du ikke tænke så meget. Du kan bare give slip og glide ind i deres drømmende univers ledsaget af Kristian Finnes lækre guitarspil og Vonsild overjordiske vokal.

Så er det nu, at alle jer, som har behov for at sove længe, kan begynde at læse med igen!

De morgenfriske har nemlig nu fået frokost, fundet deres venner, og klokken nærmer sig der, hvor eftermiddag bliver til aften. Det betyder, at vi i samlet flok bevæger os mod Avalon (eller bliver siddende, hvis du ikke har formået at flytte dig efter Cancer – Meyers er lige ved siden af, så det er fair nok, hvis du er blevet hængende), hvor Angel Olsen giver koncert klokken 17. Det vil du gerne høre – trust me!

Angel Olsen er nemlig i al beskedenhed verdens bedste kvindelige singer-songwriter lige pt. Hvis du hørte Kevin Morby onsdag, som jeg sagde, du skulle, så vil du helt sikkert også gerne høre Angel Olsen. Hvis ikke, så er det på tide, at du tager til koncert med en vaskeægte historiefortæller. Hendes musik er vel egentlig country i genren, men med så mange finurlige twists og udefrakommende elementer, at det bare bliver til Angel Olsen. Nogle gange er det grunget, andre gange poppet – men altid er det godt!

Efter Angel Olsen står du og jeg ved en ret afgørende skillevej. Dit valg afhænger i høj grad af, hvor godt din krop har det på nuværende tidspunkt. Du har to valgmuligheder:
Enten kan du købe en drink og gå over til Gloria klokken 18.30, hvor det excentriske australske synthpopfænomen Alex Cameron holder til – ham har Angel Olsen i øvrigt sagt, at hun lytter til, mens hun træner. Du behøver derimod ikke træne for at høre ham. Eller også kan følge strømmen mod Orange Scene klokken 19, hvor entertainer og fidusmager Father John Misty er klar til at synge fjollede sange og formentlig opføre et nyt, absurd teaterstykke imens, ligesom han gjorde sidste gang han besøgte Roskilde Festival.

Dermed ikke sagt, at Alex Cameron er en mindre entertainer end Father John Misty, for det er han bestemt ikke. Han er nok bare mere selvdestruktiv og knastør i sin humor, så det er vel det, man må kalde en smagssag. Personligt er jeg nok mest til Alex Cameron-humor. Musikalsk står valget mellem bas, synths og en langsom fest hos Alex Cameron eller en mere afslappende og hyggelig start på aftenen foran Orange, hvor man – hvis vejrguderne gider – sikkert godt kan få lov til at sidde ned og grine med sine venner, mens Joshua Tillmann leverer den ene skøre karakter efter den anden. Hvis du synes, at Mac DeMarco er genial live, så vil du helt sikkert også elske Father John Mistys live-performance!

(Pst.. Nu fik jeg sat det op som et valg, men i virkeligheden kan du jo godt bruge den første halve time på at finde ud af, om Alex Cameron er noget for dig, og så ellers bevæge dig mod Orange omkring klokken 19. Det er nok min egentlige anbefaling. Ja, gør det!)

Uanset hvad du vælger, skal du naturligvis hen og høre islandske Mammút bagefter. Det vil jeg ikke skrive så meget om, for det har jeg allerede gjort her. Men det er på Pavilion, og det er klokken 20.15.

Nu er du enten nået til det stadie, hvor den første fadøl er blevet indtaget, og du vurderer, at du er klar til at tage en næstsidste tørn i natsmatten. Eller også er du på vej i seng igen. Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dig at prøve den der fadøl af. Eller noget andet flydende, som kan få dig på bedre tanker. For klokken 22 skal vi allesammen hen til Orange Scene og høre Foo Fighters. Det skal vi bare. Også selvom de fleste af os bare er pretenders blandt de ægte fans…

Ægte fans i Danmark har Roskilde Festival åbenbart vurderet, at Lorde ikke har så mange af, som man skulle tro. Af uransagelige årsager er kvinden, hvis nyeste album pt ligger nummer 1 i USA, Canada, Australien og naturligvis hjemlandet New Zealand, ikke stor nok til at være hovednavn på festivalen. Man kan undres over den ikke helt ædruelige beslutning, men i virkeligheden burde jeg nok være ligeglad – det er jeg bare ikke (det er endnu et fjollet pun, slap af!).

Det ændrer dog ikke ved, at hun spiller på Arena klokken 23.30, og at hun er det største scoop på årets program. Og at jeg har glædet mig til den her dag, lige siden jeg stiftede bekendtskab med den dengang 16-årige Ella Yelich-O’Connor i foråret 2013.

Hvis du stadig er i live efter Lorde, er det fordi, du har besluttet dig for at feste. Og det gør du bare bedst sammen med Den Sorte Skole, som står klar til at vælte dig, mig og Orange Scene klokken 01.15 natten til lørdag. Rygterne vil vide, at bandet har anmodet om at få lukket luftrummet over festivalen, mens koncerten står på, så jeg er spændt på at se, hvad de og deres hær af visuelle wizkids, som blandt andre tæller Dark Matters, har fundet på. Vildt bliver det i hvert fald.

…og nu vil jeg holde op med at guide dig, for du er garanteret enten for træt eller for fuld til at forstå det komplicerede koncept, som er bogstaver. God fest og/eller godnat!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.