GoldLink leverede komprimeret dansefest

Foto: Emil Hougaard

Torsdag aften var Store Vega pludselig væk og alle publikum var på magisk vis tryllet hen i GoldLinks private danseklub. Her er den eneste regler, at man loser sit shit når dj’en tæller til tre. Og det gjorde vi så. Store moshpits blev beordret åbnet fra scenen og folk bouncede ind i hinanden da beatet i ‘Maniac’ droppede. Generelt var stemningen skruet helt i top, og man kunne fra første track mærke forventningens glæde blive indfriet.

Sidst jeg så GoldLink var i Lille Vega, og på de to år, der gået siden sidst kan man godt mærke, at Washington D.C.-rapperen har gennemgået en udvikling. Kernen med dansable, eksperimenterende beats er den samme, men han udfordrer sig selv ved at inddrage nye genrer, og give sit eget twist på dem. For eksempel fungerede afrobeat-nummeret ‘Zulu Screams’ sindssygt godt, og dets hæsblæsende tempo, og adskilte sig markant fra sange tidligere i karrieren, som den gospel-inspirerede ‘Pray Everyday’.

Foto: Emil Hougaard

Udover de nye genrer, viste GoldLink også, at han har forbedret sig live. Han har en utrolig forfinet vejrtrækningsteknik, så han aldrig lyder forpustet, når han snakke-rapper i sit karakteristiske flow. Men han demonstrerede også, at han sagtens kan variere flows i løbet af en enkelt sang, og ændre stemningen løbende gennem koncerten. I forhold til vokalpræstationen er min eneste anke, at jeg gerne ville have hørt ham synge lidt flere af sine melodiske hooks, for det virkede til at stemmen kunne holde til det. Men det var stadigvæk en totalt overbevisende optræden, hvor det var forfriskende og nærværende at høre ham rappe så godt uden at rappe ind over et backing track, som man ellers ofte oplever.

Scenen var pænt sagt spartansk indrettet. Dj’en var placeret ude til højre og GoldLink optrådte under en farveskiftende cirkel, der mindede om en minimalistisk diskokugle. Nedenunder sfæren, var der en lysende, lodret rektangel, der fik hans silhouet til at stå tydeligt frem. Når rapperens energiniveau matchede publikums og hans egne potente beats, var det en festlig totaloplevelse. Men der er også en faldgrube ved det simple setup, for hvis ikke GoldLink leverede 100%, stod han meget sårbar alene på scenen, fordi han ikke havde noget band eller dansere at støtte sig op ad. Heldigvis gik det godt langt hen ad vejen, men der var øjeblikke, hvor det virkede en anelse tandløst. Det var hovedsageligt i starten under lidt mere stille sange som ‘Days Like This’.

Generelt fungerede sange uden markante features bedst. Det er bare lidt fladt at høre omkvæd over højtalerne uden, at den eneste mand på scenen synger med. Og det er så fedt at opleve den febrilske, maniske GoldLink, når han bærer sangene. For det kan han sagtens! Han var allerbedst i midten af koncerten, hvor han først skruede op for samarbejdet med KAYTRANADA på ‘Meditation’ og gik direkte over i ‘U Say’, der er det bedste nummer på hans seneste album ‘Diaspora’

Efter koncerten var stemningen blandt publikum, at koncerten havde været lidt for kort, og den var da også kun cirka 45 minutter plus dj-opvarmning. Jeg kan godt forstå utilfredsheden, men samtidigt var en af årsagerne til koncertens succes, at det var så komprimeret. GoldLink leverer en festkoncert, og jeg tror det er rigtigt set af ham, at gassen ville gå af ballonen, hvis showet var blevet trukket i langdrag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Soon er altid i synk: “Vi kan ikke lave musik, hvis vi ikke er på samme level”

Fra venstre: August Møller Fogh og Andreas Bendix Wilson

Den ene er rød. Den anden er blå. Den ene hedder August. Den anden hedder Andreas. Sammen er de popduoen Soon, og arbejder på at slå igennem på den sprudlende danske popscene. I september udgav de deres debut-ep ’Red // Blue’. Regnsky har mødt de unge mænd for at forstå, hvad der gør Soon til Soon.

Regnsky: Forestil jer, at I sidder i en biograf om 40 år og skal se filmen om Soon. Hvad hedder filmen? Og hvad er åbningsscenen?

Andreas Bendix Wilson: Jeg synes filmens titel egentlig godt kunne være ‘Red/Blue’ ligesom ep’en. Fordi det afspejler vores musik og personligheder. August er rød, og jeg er den blå. Rød er varme, temperament, følelser og at være impulsiv og eksplosiv.

August Møller Fogh: Og så er rød selvfølgelig også sang og inderlighed. Jeg tror kernen i vores musik, dynamik og hele vores relation er, at vi egentlig er to mega forskellige personer. Vi startede ikke med at være venner. Det er musikken, der har ført os sammen, og den har fået os til at udforske hinandens personligheder. En sjov åbningsscene til filmen ville helt sikkert være da vi spillede i Royal Arena som opvarmning for Phlake, fordi det er et af højdepunkterne.

En anden scene der kunne åbne filmen er, da vi var en uge i London for halvandet år siden, hvor vi var ovre og snakke med et engelsk pladeselskab, Method Music, som vi faktisk var tæt på at signe med. Det var vores første rigtige oplevelse, hvor Andreas og jeg virkelig bare var os to. Jeg husker at stå i Hammersmith i elevatoren på et cheap hotel og se dørene lukke i, og tænke at nu er Andreas og jeg på vej op både bogstaveligt og symbolsk. På vej op til værelset, før ugen startede, hvor vi skulle have sessions hver dag og møder med pladeselskabet.

Siden Englandsturen har Soon fundet sig til rette på det store pladeselskab Warner, der udgav ep’en. Det engelske og internationale islæt er dog ikke forsvundet, selvom pladeselskabet har kontorer på Frederiksberg. Deres sange trækker på indflydelser fra forskellige genrer, men når man hører Soon første gang, er det formentlig deres R&B-klang man falder pladask for, selvom der også er strejf af hiphop eller house.

Hvorfor er jeres sange på engelsk?

August: Jeg er vokset op med engelsksproget musik. Selv de danske artister jeg lyttede meget til som Tina Dickow, Tim Christensen eller Agnes Obel synger allesammen på engelsk. Når jeg skriver, er det også afspejlinger af ting jeg har hørt og inspireret af brudstykker fra sange jeg godt kan lide, som jeg sætter sammen på min egen måde, så det lå lige til højrebenet, at det skulle være på engelsk. Så er det samtidigt også en kæmpe drøm, at musikken skal ud i verden.

Risikerer man ikke at miste noget inderlighed og ærlighed, når man ikke synger på det sprog man føler på?

August: Hvis man ikke gør noget ekstra, så mister man det. Engelsk er ikke vores modersmål, og selvom vi er gode til det, så kan vi ikke lige så mange ord og vi har ikke lige så mange nuancer på engelsk, som danskere. Men vi er bevidste om, at når vi synger på engelsk så der kommer automatisk en distance til andre danskere, og derfor tænker vi over, hvad vi kan gøre ekstra, for alligevel at få det ind under huden på folk. Det er sådan noget som virkelig at tænke over, hvordan man leverer det og virkelig synge det med indlevelse og på sin egen måde. Det kan godt give en distance for mig, hvis jeg hører nogen synge med en påtaget accent for eksempel.

Andreas: Jeg har især tænkt meget over, at vi ikke bare skal vælge nogle ord, der er et synonym for et eller andet, bare fordi det er mere specielt end at sige fx ‘feelings’ eller ‘emotions’. Hvis englænder eller en amerikaner ikke ville bruge det ord i en sang, hvorfor skulle vi så bruge det?

Lige før koncerten i Royal Arena

Hvilken sang er sværest at spille?

Andreas: Det er når vi skal spille ’28 thoughts’. Det er aldrig en af de sange, hvor vi kan slappe lidt mere af, for den går rigtig stærkt og det er ikke de nemmeste toner, der bliver sunget på i melodien. Derudover er der meget kor i, som mig og Søren Breum (guitarist) synger. Samtidigt er den meget synkoperet og meget rytmisk, samtidigt med at selve melodien og sangen er meget straight og ligefrem.

August: Ja, der står vi altid og sveder. Jeg har faktisk ikke en eneste sang, når vi spiller live, hvor jeg føler, at jeg altid kan naile den. Jeg er ikke en skolet sanger, og har prøvet at lære det undervejs. Jeg spiller guitar og er fra guitaren vant til, at der ikke er nogen toner man ikke kan gå hen til fordi det hele er frit, fordi det ikke er hårdere at spille de forskellige steder på guitarhalsen. Det ender tit med, at de sange jeg skriver, bliver vildt udfordrende for mig at synge. Det er lidt hårdt at være nervøs på den måde nogen gange, men det gør også, at jeg lever mig meget ind i det og det betyder rigtig meget for mig, hver gang jeg står på scenen, fordi jeg skal levere 100% for at kunne synge det, som jeg gerne vil. For hvis jeg har en dag på 70%, så kan jeg ikke de ting, jeg virkelig gerne vil. Så for mig er det at stille sig op og synge mega grænseoverskridende, og det er det fedeste når det lykkes, og man får ros. Jeg kan huske, at Jada kom ud efter Royal Arena koncerten og sagde ‘Du synger pissehamrende godt’ og så stod jeg bare og måtte samle min kæbe op fra gulvet.

I lægger meget fokus på, at I er gode til at snakke meget og åbent sammen. Hvor kommer evnerne til det fra?

Andreas: August er en meget åben person, og det prøver jeg også at være. Det tror jeg måske ikke altid, at jeg har været. Men fordi vi skulle flytte til København sammen, inden vi var bedste venner, og har skullet finde på den bedste musik sammen, så var det vigtigt for os, at det var sjovt at være sammen. For hvis vi skulle se hinanden hver dag i studiet, så skulle vi også kunne snakke sammen hver dag. Vi kan ikke finde ud af at lave musik sammen, hvis vi ikke er på samme level.

August: Vi har lært meget af hinanden på de punkter, hvor vi er forskellige. Min far er coach og arbejder med samtaler, der er rygraden i hans arbejde. Så jeg kommer fra en familie og et hjem, der er meget vant, at man snakker, føler og stiller mange spørgsmål. Men noget jeg har lært rigtig meget af Andreas er, det der med også at lytte og give plads og bruge de der ekstra sekunder på at prøve at forstå, hvad der lige er blevet sagt og være tålmodig. Vi kan godt afbryde hinanden i min familie, fordi alle hele tiden har noget, de gerne vil sige. Andreas har vist mig, hvor vigtigt det er at få den anden del med, hvor man tager tempoet lidt ned, lytter og mærker efter.

Andreas: Jeg er nemlig rigtig dårlig til bare at snakke og fyre derudaf. Jeg er nødt til at afbryde August nogle gange for at sige noget, og sådan er det bare. Og samtidigt er August nødt til at holde nogle pauser en gang i mellem for at jeg kan komme ud med det jeg gerne vil.

August: Vores styrke er også, at jeg vil se Andreas vinde. Jeg vil se ham spille i Royal Arena. Fordi jeg kender så meget til hans passion og hans lyst. Jeg ved hvor meget han ofrer, hvor mange aftaler med venner og kæresten han dropper for at være i studiet for at arbejde på det han elsker. Det er motiverende, at hvis jeg gør mine ting ordentligt, så kan jeg hjælpe Andreas med at nå derhen, hvor han gerne vil og den anden vej rundt.

Hvad bliver den næste yndlingssang til folk fra Soon?

August: Jeg tror den næste yndlingssang fra Soon bliver en ret simpel sang uden alt for mange elementer. Hvor det bare er sangen, der er i fokus, med få udvalgte signaturlyde og så bare en nærværende vokal.

Andreas: Men vi er også i gang med at skrive en masse forskellige sange. Vi prøver en masse forskellige ting af lige nu, fordi vi som sagt ikke har opskriften på, hvad der er perfekt for os, eller hvordan den perfekte Soon-sang er. Vi har ikke indsnævret endnu, hvad det er, der kommer til at ske.

August: Det der rykker i vores musik, er nærværet og det umiddelbare, nerven, vokalen, inderligheden og produktionerne. Så vi har snakket med om at skære lidt ind til benet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lige børn leger bedst, men Steve Lacy har det sjovest

Det blev besluttet, at vi ikke måtte tage vores egne billeder til koncerten. Vi har valgt ikke at bringe et pressefoto af Steve Lacy, da vi gerne vil forbeholde os retten til at bringe vores egen fortolkning af koncerten.

Steve Lacys udgifter til musikere er ret minimale, når han skal indspille. Faktisk står han selv for alle instrumenter og al sang. Og det fungerer glimrende. Det er bare ikke så nemt live. Hvordan løser man så lige det, hvis man vil undgå at være ham gademusikanten på strøget, der spiller hi-hat ved at banke foden ned i jorden mens han panfløjter derudaf i en sand rædsel? Jo, det mest oplagte ville nok være at hyre et band. Men Steve Lacy, der også er en del af The Internet virker ikke til at have nogen lyst til at være konventionel. Han vil lege.

Med sig har han to mennesker: en DJ og så en fyr, der hjælper ham med at udskifte instrumenter løbende. Så foregår det sådan, at Steve Lacy tager sig af ét instrument ad gangen, mens DJ’en sørger for at resten af det indspillede materiale bliver sendt ud af højtalerne. Men der er stor forskel på, hvordan det virker. For når Lacy står alene med mikrofonen, så falder han igennem. Vokalen er simpelthen for lav, og selvom han egentlig har en lækker stemme, så kan han ikke nok med den til at redde et nummer, hvor han bliver overdøvet af sit eget backing track.

Løbende får han stukket nye strengeinstrumenter i hånden, og det går klart bedst med bassen. Det er tydeligt at se, at den er hans foretrukne legetøj. Hans i forvejen smittende smil bliver bredere, og han begynder flere gange at løbe en form for æresrunde på scenen. Det ligner nærmest, at han lige skal have brændt lidt krudt af, som et barn på legepladsen, der har for meget energi. Og det er bare for ikke at tale om selve musikken, for han kan sgu godt finde ud af, at strikke en funky bassline sammen. Sjovt nok fungerer det allerbedst på nummeret Playground, hvor Lacy for første gang får rigtig fat i publikummet.

Lacy vil gerne det hele, og det er både på godt og ondt, for nogen stor rapper bliver han nok aldrig. Det bliver til et par middelmådige vers over trap-drops, der lyder som om, de er copy-pastede fra et af Spotifys top 10 mest afspillede numre i 2018. Når han så også glemmer, hvornår droppet kommer i sin egen sang, bliver det ikke bedre af det.

Men gadedrengecharme kan sgu redde meget, og når han så indrømmer sin fejl, starter forfra med et skævt smil og en lille løbetur rundt på scenen, så skal man ikke have meget fantasi for at kunne leve sig ind i det alligevel.

“Come on, get a room.”, råber han ned, til hvad man må gå ud fra, er et mundvandsudvekslende par, der står midt i salen.

“Your’e making everybody uncomfortable. I would kiss at a Steve Lacy concert too, i get it, but come on.” Det er den slags kækhed, hvor man tilgiver ham, på trods af, at man står og spekulerer over, om han mon tiltalte parret i første omgang, bare for at fremhæve, at folk bliver kåde, når spiller på guitaren. Det er den frækhed, der redder mange af de stykker, hvor musikken ikke for alvor slår igennem.

I det store hele er Lacys koncert lidt som det Dark Red, som han også slutter af med. Hvor det under koncerten handler om noget teknisk, så er det teksten til Dark Red, der er en smule banal. Men samtidig er der noget forbandet medrivende over den umiddelbarhed, der sammen med den muntre og sommerlige guitarpop kan gøre selv børnehavens sureste pædagog i godt humør.